fredag den 22. juli 2011

Status

Dovregubbens faste læsere har måske bemærket, at det ikke er blevet til så meget med skriveriet de seneste dage.
Det skyldes, at jeg har knoklet med et af sommerens store projekter, der som endemål skal få mit udhus til at se ordentligt ud, så her er en status for torsdag aften.
Arbejdet består af fire elementer: 1) lys og opgradering af det elektriske system, 2) erstatte brændeskurets vægge af rivejern med en tremmevæg, 3) nye sternbrædder og 4) maling.
Det elektriske system har jeg fået lavet tidligere på året.
De seneste dage er gået med brændeskuret, hvor jeg har hevet de gamle ydervægge af rivejern ned og erstattet dem med en tremmevæg i stedet. Arbejdet har taget det meste af ugen, fordi jeg har valgt at male træet, inden det blev sat op - men som det kan ses, tager det sig også godt ud lige fra fødslen.
Nu er jeg i gang med at skifte sternbrædderne, der også er malet på forhånd. Denne del af projektet er aktuel, fordi udhuset er bygget over tre, fire omgange - og den tidligerere ejer har i den forbindelse bare klistret nogle nye brædder på enden af de eksisterende, så sternen har fremstået meget uensartet.
Nu skifter jeg hele baduljen ud. Jeg begyndte på arbejdet torsdag og med lidt held og godt vejr skulle jeg gerne blive færdig med denne del af operationen fredag eller lørdag.
Tilbage står så at male udhuset, så det kommer til at fremstå i klassisk nordisk stil med svenskrøde vægge og hvide detaljer. Det kommer imidlertid til at tage lidt tid, inden jeg er endelig færdig med dette, fordi latyrus og tomaterne, som står op af væggen, lige skal nå at visne ned. Men Dina har allerede malet halvdelen af bagsiden, så også der er vi godt på vej.

Jesper

Ingen kommentarer: