torsdag den 28. februar 2013

Auktion

Første, anden, tredje...

DR1 lægger åbenlyst op til en familiesaga. Foto: DR
Torsdag havde DR1 premiere på en serie om Bruun Rasmussens Auktionshus. Dermed lægger vores nationale public service-station sig i kølvandet på blandt andre Discovery og History Channel, der de seneste år har bragt adskillige serier om auktioner af mere eller mindre lødig karakter.

Nu er der ingen tvivl om, at Bruun Rasmussen hører til i den mere seriøse del af markedet - og TV-serien kom da også godt fra start, selv om jeg stadig krummer tæer over den tåbelige speak. En hysterisk mandsstemme forsøgte krampagtigt at gøre hver eneste lille fis i firmaet til et spørgsmål om liv eller død. Det var fuldstændigt overflødigt, for Jesper Bruun Rasmussen, hans børn og hans ansatte er da spændende mennesker i sig selv.

Lidt af en "Coffee Table Book".
Det er forresten ikke så lang tid siden, at jeg læste en bog om det københavnske auktionsfirma. I stakken af bøger på natbordet lå nemlig Palle Scmidts "Auktion" fra 2004. Det er ikke stor litteratur, og bogen er hurtigt læst, men giver alligevel et fint indblik i den særlige kunst, som kunstauktioner jo også er.

Bogens største styrke har den nu nok som "Coffee Table Book". Den er trykt i stort format med masser af billeder af nogle af de spændende kunstværker, Bruun Rasmussen har solgt.

Blandt andet byder bogen på en af de allerførste sider på et gensyn med en god, gammel kending fra Nuuk Kunstmuseum. Det er J.E.C. Rasmussens "Grønlændere på deres Sommerreise" fra 1878. Det er et mageløst flot billede - og er det dyreste billede i Sven Junges kunstsamling, der er rygraden i Nuuk Kunstmuseums samling.

Svend Junge ved "Grønlændere på deres Sommerreise".
 Foto fra "Portræt af en samler", Nuuk TV 2007.
Jeg lavede kort tid før Sven Junges død i 2007 to portrætudsendelser af den kunstglade mand. Her fortalte han blandt andet om auktionen, hvor maleriet røg op i svimlende 1,2 millioner kroner. Bogen siger forresten 1,3 millioner kroner, men hvad betyder 100.000 kroner fra eller til i de kredse? Vurderingssummen var 350.000 kroner.

J.E.C. Rasmussen (1841-1893) var den første af de danske grønlandsmalere, men er også kendt som marinemaler. Egentlig var Svend Junge mere interesseret i den knap så kostbare Emanuel Petersen, som han havde en kæmpesamling med, men andre kunne da også gøre det - og specielt da han kunne snuppe netop dette Rasmussen-maleri for næsen af Mærsk McKinney-Møller, var det også en god historie at fortælle. Hr. Møllers fond stod af allerede ved 700.000 kroner.

Personligt finder jeg nu også Emanuel Petersen mere interessant end Rasmussen, men prismæssigt ligger Rasmussen højere, da der har været større international interesse for ham. Måske det har noget med hans lidt skagensagtige lys at gøre.

TV-serien om Bruun Rasmussen løber over ti afsnit. Jeg håber da, at der også bliver tid til et indslag eller to om grønlandsmalerne. 
Grønlændere på deres Sommerreise. J.E.C. Rasmussen 1878.


Dagens ord LIX

Læsbarhedsindeks

Et meget langt ord. Foto: Erik Reimann.
Dagens ord er nummer 59 i rækken - og da 59 med romertal skrives LIX, er det selvfølgelig lix, der er dagens ord.

Lix er en forkortelse af læsbarhedsindeks. Kort fortalt er det et tal for, om en tekst er let eller svær at læse. Man beregner det ved at finde det gennemsnitlige antal ord pr. sætning (punktum) i teksten. Hertil lægger man andelen i procent af lange ord. Ved lange ord mener man i denne sammenhæng ord med flere end seks bogstaver. Hvis summen af de to tal er under 35, er teksten i teorien let at læse.

Lix er et forsøg på at sætte tal på noget, der i virkeligheden ikke kan måles. For sprog handler også om syntaks, grammatik og ikke mindst følelser. Derfor skal man være forsigtig med at bruge lix - og det kan bedre betale sig at stole på en fornemmelse. Spørg for eksempel, om din gamle onkel, der kun gik syv år i skole, kan læse teksten. Hvis du tror, at han kan det, er den sikkert god nok.

Lix er ikke andet end en dummeregel i stil med regelen om, at man ikke må begynde en sætning med "Og". Det er selvfølgelig noget sludder. Det må man godt, men det er trættende for læseren, hvis man gør det hele tiden. Og det er i virkeligheden hemmeligheden bag et godt sprog. Det skal være varieret. Så spiller lix en mindre rolle. 

Denne tekst har et lix på 25. Det betyder i teorien, at den kan læses af de fleste. Mon dog? Det er næppe alle, der overhovedet gider læse en tekst om tekst.

Tågeskær

Mellem vinter og vår

Her - på den sidste nat i februar - ligger landet indhyldet i tåge. Det er kampen mellem vinter og vår, der giver sig et højst synligt og kontant udslag. For når den kolde jord møder vårens varme, stiger fugten til vejrs og svøber landet i sin dragende og magiske dragt.

Her er udsigten, som den tog sig ud fra herreværelsets altan ved midnatstide...
Den kolde nat varsler forårets komme.

mandag den 25. februar 2013

Knud Rasmussen

Blandt søens folk

Knud Rasmussen i Hanstholm havn.
Knud Rasmussen er ikke alene en af Danmarks kendteste polarforskere - det er også navnet på et af Søværnets nyeste inspektionsskibe.

Der er selvfølgelig en sammenhæng, for mens Knud Rasmussen i sin tid turede rundt i Arktis på hundeslæde, skal skibet ved egen kraft sejle rundt i de store, øde og kolde vande rundt Grønland. Det kaldes suverænitetshåndhævelse - og er ganske enkelt en manøvre, der går ud på at vise flaget. Glemmer man det, kan andre stater jo nemt forledes til at tro, at vi er ligeglade. Det så man blandt andet i begyndelsen af trediverne, hvor Norge forsøgte at erobre Nordøstgrønland fra Danmark. Episoden kom for den internationale domstol i Haag, og nordmændene tabte med et brag. Resultatet var blandt andet Knud Rasmussens fortjeneste.

Et par havkajakker giver mandskabet adspredelse
 på de lange vagter mellem isfjeldene.
Der er derfor ingen tvivl om, at navnet Knud Rasmussen var velvalgt, da Søværnet i 2008 skulle navngive det første af en stribe nye inspektionsskibe til at afløse de aldrende inspektionskuttere af Agdlek-klassen fra halvfjerserne.

Knud Rasmussen har netop været i Danmark - og gæstede søndag Hanstholm Havn, da skibet er adopteret af Thisted kommune. Som takt og tone i de kredse foreskriver, kvitterede Søværnet for adoptionen med et åbent skib-arrangement - og jeg var selvfølgelig med.

Det var sjovt og spændende - for i 2000 sejlede jeg i en periode med inspektionskutteren Agdlek, som Knud Rasmussen afløste i 2008, for at lave et TV-program om livet om bord på de små kuttere i de øde og kolde arktiske farvande. 

Knud Rasmussen er kun let bevæbnet - men et TMG M/50
kan såmænd nok holde ubudne gæster væk.
Maskingeværet er i øvrigt i sin grundkonstruktion en
 gammel svend med rødder tilbage til anden verdenskrig.
Der var en verden til forskel. Knud Rasmussen er cirka fire gange så stor som Agdlek - dobbelt så lang og dobbelt så bred - og slet ikke så hyggelig som de små kuttere, hvor den tretten mand store besætning levede sammen i modgang og medgang på ganske få kvadratmetre. Sådan er det ikke på Knud Rasmussen. Her har personellet egne kahytter - og skibet er så stort, at der endog er helikopterdæk ombord.

Da man udviklede Knud Rasmussen-klassen, var et af problemerne netop skibenes størrelse. Man ønskede større skibe af mange gode grunde, men hvor de små kuttere kunne komme omkring i de snævre fjorde i Grønlands enorme skærgårde, er mulighederne mere begrænset med et stort skib.

Derfor var det vigtigt med et helikopterdæk, som gør skibet i stand til at støtte helikopteroperationer, blandt andet i forbindelse med eftersøgninger - og på den måde udvides skibets operationsmuligheder betydeligt,

Dagmar på udrykning med 40 knob. Foto: Storebro AB.
Desuden er Knud Rasmussen - udover to almindelige RIB'er (gummibåde med fast bund) - også platform for indsatsbåden SAR1 - Dagmar. Det er et spændende koncept, som er udviklet af det svenske forsvar. Dagmar kan bære op til ti mands besætning eller fire bårer, stikker sølle  90 cm og går på en god dag 40 knob. Dagmar er forresten navngivet af Nuuks nuværende borgmester Asii Narup Chemnitz.

Kahytten på Dagmar kan rumme fire bårer eller ti mand.
Som sagt var de små kuttere et hyggeligt bekendtskab - kendt i alle de små havne på Vestgrønland, men der ingen tvivl om, at de nye store skibe er med til at højne sikkerheden til søs i Grønland. Udover Knud Rasmussen er søsterskibet Ejnar Mikkelsen operativt - og endnu et skib i klassen er ved at blive bygget på Karstensens skibsværft i Skagen.

CV sejler stadig rundt i Grønland.
Besøget på Knud Rasmussen var i øvrigt også et kært gensyn med Christian Vagn-Andersen, CV- gnisten fra Agdlek, da jeg sejlede med skibet for 13 år siden, og som jeg i øvrigt har haft mange hyggelige stunder sammen med i Nuuk. CV, der som garvet mariner bor på Nyboder, er en del af den faste stok af søfolk, som har tabt hjertet til Grønland - og som støtter missionerne med et stort kendskab til de lokale forhold.

CV's oplevelse af Knud Rasmussen i forhold til Agdlek kan kort sammenfattes til, at ombord på det store skib bruger man telefonen, når man skal snakke sammen. - På Agdlek kunne vi bare stikke hovedet op af lugen og råbe til hinanden.

 Knud Rasmussen-klassen er bygget til overvågning og suverænitetshåndhævelse i Arktis og derfor kun svagt bevæbnet. Men skibene er en del af Søværnets StanFlex-koncept og kan forholdsvis nemt rigges om til skarpe missioner. Hvis det bliver aktuelt, skal skibet bemandes med 38 mand, hvor det i Grønland kun har en besætning på 18.
Agdlek i havnen fotograferet i 2000 i havnen i Narsaqsuaq, hvor jeg
 afmønstrede efter et begivenhedsrigt fiskeriinspektionstogt.


lørdag den 23. februar 2013

Bræjkin Nyt

Fra vores egen lille verden

Fra dengang nyheder var spændende - og nyheder! 
Foto: WikiPedia.
- Godaften og velkommen til Bræjkin Nyt. Stasministeren holder i dag pressemøde, og jeg spurgte hende, om hun er holdt op med at lyve for vælgerne.

Svarede hun 1- Ja, det holdt jeg op med, samtidig med at min mand sprang ud – altså fra Eiffeltårnet, 2- Det har jeg aldrig gjort, 3- Man har et standpunkt, til man tager et nyt?

Du har nu et minut til at essemesse dit svar. Så trækker vi lod om en ejpat blandt de rigtige svar. Mens I essemesser, kan vi lige få tid til et indslag fra et sted i Jylland, hvor en flok jyder tidligere i dag demonstrerer mod dyremishandling. Vi skal advare mod meget voldsomme billeder….

Sådan forestiller jeg mig fremtidens TV-nyheder. Og den fremtid er sikkert lige om hjørnet.

Oplæseren fra Bræjkin glemte i øvrigt at fortælle, at demonstrationen var arrangeret af DR i anledning af, at TV2 havde arrangeret en hesteslagtning – selvfølgelig ikke med en rigtig hest, men alligevel…

Medierne – og især de elektroniske – er i øjeblikket inde i et lemminge-agtigt, selvforstærkende kapløb mod afgrunden. Troværdigheden er for længst sat over styr, fordi ingen længere tager den gode, gamle sandhed seriøst. ”Hvorfor skulle vi tale sandt, når ingen andre gør det?”, synes ræsonnementet at være. Billedet af et samfund i totalt forfald.

DR har som bekendt haft sine sager. Jeg nævner i flæng EBH-demonstrationen, foromtalen af statsministerens nytårstale – og Borgen hører vel også til i den her genre. En særlig ondartet udgave af genren er de såkaldte skjult-kamera-programmer, hvor journalister optræder som agents provocateurs og skubber til et væltende læs – alt sammen i nyhedsformidlingens hellige navn.

Ikke bare de landsdækkende media, men også lokale TV-Nord kan være med. I en ellers spændende og oplysende serie, hvor den altid venlige, hyggelige og i øvrigt dygtige Per Jensen spiser sig gennem nordjyske hoteller, fortælles tre historier i en slags fup eller fakta, hvor seeren så skal gætte, hvilke historier der er sande. Det er gøgl – og det er overflødigt tidsspilde.

Sådan i de lidt mere stille stunder beklager mediearbejderne naturligvis, at formkravene til moderne nyhedsformidling er under forandring, som det kryptisk formuleres. Problemet er her, at man mener, at nyheder skal formidles – ikke bare berettes. Seerne, lytterne, læserne er jo som bekendt dovne og dumme og forstår ikke en dyt.

Det er derfor, at vi overfodres med tåbelig TV-journalistik, hvor speaken med dyb stemme og i dramatisk nutid fortæller: ”Den 31. februar 2011 sidder Jens Jensen i sin bil. Pludselig ringer telefonen…” Speaken er ledsaget af billeder af en figurant, der sidder i en bil og pludselig og umotiveret tager sin mobiltelefon frem. Skift til nærbillede af mobilskærmen, ud igen til total, hvor manden tager telefonen op til øret og siger hallo.

Ja, hallo – tror medierne, at vi er dumme? Det kan da bestemt være den eneste grund til, at voksne mennesker bruger tid på at producere den slags åndeligt pygmæstof.

Det er også i den hellige formidlings navn, at alle indslag skal kommenteres af såkaldte eksperter – uden hensyntagen til, at mange eksperter jo har en interesse i sagen. DR har rationaliseret sig ud af dette problem ved at ansætte en række såkaldte korrespondenter, der kan gøre det ud for eksperterne. Dette er det journalistiske Nirvana, hvor journalister interviewer journalister. Så kan det simpelthen ikke være mere interessant.

Fejlen består i, at medierne tænker kvantitativt. Seertal fremfor kvalitet. Jo flere nyheder, jo bedre. De lever i deres egen mikroverden, hvor præmissen er, at offentligheden efterspørger nyheder 24 timer i døgnet. Det er der simpelthen ikke nyheder til, hvis man ikke sætter overliggeren lidt lavt – og måske selv arrangerer nyhederne, eller i det mindste skubber lidt til virkeligheden.

Det har magthaverne også erkendt, og forbruget af såkaldte informationsmedarbejdere og spindoktorer til at producere fiktionsnyheder er voldsomt stigende. Det er tankevækkende, at Dansk Journalistforbunds fagblad i sin seneste udgave kan konstatere, at informationsmedarbejderne det seneste år har oplevet en reallønsfremgang, mens de ”almindelige” journalisters løn falder. Tja, når ikke en gang journalister kan forholde sig til virkeligheden, så kan jo ligeså godt ansætte en flok luksusprostituerede informationsmedarbejdere og spindoktorer til at skabe virkeligheden.

Da sagen om EBH-demonstrationen kørte, gjorde DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup et sikkert velment forsøg på at stoppe dramatiseringen af DR’s nyheder. Den gode sag stoppede i den journalistiske andedam, for kollegerne havde mere travlt med at forholde sig til, hvor vidt han havde ret til at udtale sig – end om det egentlige indhold. Det er også spin – uvist at det er svært at se offentlighedens interesse i den vinkel.

De traditionelle media er inde i en hård konkurrence med de såkaldte sociale media. Her er der ingen, der kvalitativt skelner mellem fiktion og virkelighed. I dette pseudo-univers er der kun en ting, der tæller – og det er antallet af ”likes”. Man kan i øvrigt købe ”likes” i bundter hos visse asiatiske firmaer.

Medierne er inde i en dødedans. Den kan kun standses, hvis man igen begynder at tage brugernes behov og ønsker alvorligt. Og vi ønsker først og fremmest den ubesmykkede sandhed – og intet som helst andet. Og hvis der ingen nyheder er – så spil dog noget musik i stedet for at træde vande på en ikke-historie.

Sommer, vinter, høst og vår – sandheden altid består. Så lær det dog!

Første gang offentliggjort i Nordjyske Stiftstidende 23. februar 2013.

fredag den 22. februar 2013

Baren er vokset

Lidt knofedt hjælper altid

Resultatet af en formiddags knofedt.
Der er sikkert nogen, der mener, at det ikke var særlig gennemtænkt, da jeg i sin tid besluttede mig for, at bardisken i fredagsbaren skulle være af ubehandlet eg. Et eller andet kunstigt laminatprodukt er da meget mere funktionelt og til at holde.

Rigtigt. Men nu er resten af rummet møbleret med eg - og når det nu skal være, er eg altså noget af det mest taknemmelige.

Torsdag var tiden kommet. Egepladen var begyndt at se rigtig træls ud - og det er da også næsten to år siden, at jeg sidst har været over den.

Så først en grundig afvaskning med brun sæbe. Det får træets årer til at rejse sig lidt, så herefter tager man et stykke fint sandpapir på slibeblokken og giver hele overfladen en ordentlig omgang. Det er her, man virkelig kan tale om knofedt - og for hver slibning bliver pladen altså lidt mere glat og blank. Det vil altså sige, at pladen faktisk bliver flottere med tiden - og det er jo værd at tænke på, mens man bruger sandpapiret.

Bardisken skal stryges med årerne.
Når jeg laver knivskæfter, fremprovokerer jeg faktisk denne effekt ved at dyppe skæftet i vand og derpå slibe adskillige gange. Knivskæfterne bliver efter slibningen imprægneret med olie, så de kan tåle vand og hårdt brug.

Den behandling har jeg ikke lyst til at udsætte baren for - for den må egentlig gerne se lidt ubehandlet ud. Men alligevel - for at forhindre at spildt øl og andet godt laver al for dybe mærker i træet - runder jeg behandlingen af med en gang bivoks. Ganske økologisk og naturligt - og efter at voksen er tørret af, ser baren ud som ny.

Desværre er den ikke vokset i størrelsen, men den er dog vokset, når jeg er færdig med den. Lidt upraktisk, ja, men flot at se på - og det er altså kun en gang om året eller sådan, at baren skal have den helt store tur.

tirsdag den 19. februar 2013

Pensionerede spejdere

Boys will be boys...

Voksne spejdere som samfundshjælpere.
Det var ikke uden en vis bæven, at jeg tirsdag tog en kigger med på programmet Royalisterne på DR. 

I foromtalen til programmet hed det blandt andet, at man ville møde en flok pensionerede spejdere, som ville invitere Dronningen på en sejltur på Slotssøen i Kolding.

Min bæven skyldtes, at journalister erfaringsmæssigt kan få de mest besynderlige historier ud af spejderbevægelsens gøren og laden - som oftest fordi spejderbevægelsens ideer om anstændig opførsel ligger temmelig langt fra den redaktionelle hverdag. Når man i vore dage - helt frivilligt og uden at få noget for det - tager et medansvar og får ting til at ske, må man i den journalistiske logik nødvendigvis være lidt sær og småtosset.

Det viste sig - som jeg nu nok havde på fornemmelsen - at indslaget handlede om en flok medlemmer af Sct. Georgs Gilderne i Kolding. Og jeg skal da være den første til at indrømme, at det ikke lige var gildernes yngste medlemmer, der havde påtaget sig tjansen som bådlaug ved Slotssøen. Men nu er det at være spejder jo ikke et erhverv - det er noget, man er hele livet igennem. Og derfor giver det dårlig mening, når DR omtaler disse gildebrødre som pensionerede spejdere.

Alligevel er jeg ikke utilfreds. Programmet gav faktisk et flot billede af disse modne spejdere, der havde fundet en opgave at stå sammen om. Det var nogle hyggelige mænd, som helt klar nød samværet - og var i harmoni med sig selv.

Men nu håber jeg altså ikke, at det vinder indpas at betegne medlemmer af Sct. Georgs Gilderne som pensionerede spejdere. Dels fordi man jo ikke kan blive pensioneret som spejder og udtrykket derfor ikke giver mening - men også fordi man er spejder hele livet.

Da jeg i sin tid blev spejder, var jeg otte år - og jeg blev medlem af Sct. Georgs Gilderne i 1992 som 34-årig. Dengang var det almindeligt at omtale gilderne som en sammenslutning af gamle spejdere - og jeg har derfor brugt en del år på at ændre det til en sammenslutning af voksne spejdere. Og skal jeg nu til at kæmpe mod pensionerede spejdere bliver det godtnok op ad bakke.

Jeg mener... Da jeg var 34 generede det mig at blive kaldt gammel spejder. Nu er jeg 54, og så skal jeg stadig finde mig i at blive kaldt gammel spejder. Den kamp bliver ikke nemmere de næste tyve år. For om tyve år er jeg jo formodentlig både gammel, pensioneret og spejder. Uha, uha...

mandag den 18. februar 2013

Dagens ord LVIII

Et ords fødsel

Amerikansk politi på ståknallert i Washington april 2009.
Et nyt dansk ord har set dagens lys. Det er "ståknallert", som betegnelse for en såkaldt "Segway".

En Segway er en amerikansk opfindelse - blandt andet til transport af vagtpersonale og lignende, der har behov for at tilbagelægge store afstande, men som i dag gør det til fods. Segwayen har to hjul ved siden af hinanden og betjenes stående på en platform over akslen mellem hjulene. Køretøjet er elektrisk og betragtes derfor af nogle mennesker som miljøvenligt.

Senest har Hjørrings borgmester fundet på, at kommunen skal ansætte gamle mennesker som turistguider - og disse skal så bevæge sig rundt i byen på Segway-maskiner. Det blev blandt andet fortalt i et Ritzau-telegram søndag - og her blev Segwayen omtalt som en ståknallert. Fra Ritzau har udtrykket mandag bredt sig til stort set alle danske media.

Dt er for en gangs skyld en sproglig nydannelse, som jeg kun kan bifalde. Det er en uskik, når varemærker bliver til begreber, som det for eksempel skete med den transportable båndafspiller, der jo blev kaldt walkman efter Sonys navn på produktet. Engelsk-klingende udtryk er heller ikke særligt kønne på dansk - og jeg hilser det derfor velkomment, at der nu - et eller andet sted - sidder en kreativ dansker, som har fundet på at kalde segwayen for en ståknallert.

Lidt historisk har det da også været, sådan at opleve et ords fødsel. Jeg håber, at udtrykket bider sig fast - selv om jeg stadig savner en forklaring på, hvad det er, en ståknallert kan, som en almindelig knallert, cykel eller et par flade konvolutter ikke kan!

Lidt om mine kilder: Jeg har tjekket både Segway og ståknallert på google og sproget.dk. Såvidt jeg kan se, har ordet ikke været brugt på dansk før den 17. februar 2013. Hvis jeg tager fejl, modtager jeg gerne en kommentar.

Fjernsyn for ørn

Så gik den søndag...

Vestjysk TV kæmpede en brav, men forgæves kamp for
 at få en ørn i kassen. Foto: Henrik Jespersen.
Søndag morgen var den herligste morgen. Temperaturen lå lidt over frysepunktet, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Det var også Ørnens dag - og jeg blev derfor enig med min kusine om, at det lige var anledning til et møde på Vejlerne, hvor der var organiseret ørnekig - ikke af Ørneværnet, men Dansk Ornitologisk Forening.

Desværre holdt det gode vejr ikke. Det var blæst op, og der lå en fæl tåge over hele Thy, da vi mødtes på dæmningen ved Bygholm.

Der var forresten heller ikke nogen meldinger om ørn, så vi besluttede ret hurtigt at fortsætte hjem til kusinen i Thisted for en bid brød. Lige da vi var ved at gå, blev jeg stoppet af en medarbejder fra TV Midtvest, som godt lige ville vide, hvad der får ellers normale mennesker til at bruge en søndag på at kigge efter ørne.

Jeg svarede efter bedste evne, for jeg havde egentlig lidt ondt af den stakkels TV-dame. Sendt i byen efter ørne, men med udsigt til det rene ingenting. Og hun virkede virkelig som en, der tænkte "Hvad laver jeg her?".

Sådan gik den søndag. En god frokost i Thisted og fem sekunders berømmelse i vestjysk TV, men ingen ørn...


lørdag den 16. februar 2013

Mad-nostalgi

Friturestegt camenbert

Halvfjersernostalgi på tallerkenen.
Da jeg i slutningen af halvfjerserne boede i Århus i en kort periode, var det helt store hit friturestegt camenbert med solbærsyltetøj - og mon ikke de fleste erindrer det som lidt af en halvfjerserdille.

Retten findes imidlertid stadig - og mine gode venner, Ingrid og Mogens, har da også med stor succes fornylig sat friturestegt camenbert på menukortet på deres Restaurant Colosseum i Sønderborg.

Man kan selv lave det. Det er såmænd ikke så svært, hvis ellers man kan finde camenbert i trekanter. Ellers må man selv skære dem - og så sætte dem i køleskabet i en god uges tid, så de kan danne skorpe. For en god ordens skyld skal det nemlig lige understreges, at uanset hvor godt man panerer, kan det ikke lade sig gøre, hvis ikke der er skorpe på osten.

Jeg snød - og købte den panerede
camenbert færdiglavet i Metro.
Man kan selvfølgelig også springe over, hvor gærdet er lavest - og købe den panerede ost færdig. Det er der heller ikke så mange butikker, der fører - men da jeg i dag var en tur i Metro, faldt jeg tilfældigvis over færdige, panerede camenberts.

Så var der ikke langt fra tanke til handling. Derfor stod den denne lørdag eftermiddag på friturestegt camenbert til kaffen. Det smagte lækkert - også af mere, men så meget havde jeg desværre ikke købt. 

Det kan nu være godt det samme. For det er altså en halvfjerserret - og det vil sige, at det er mad fra før, vi overhovedet begyndte at tænke på kalorier, fibre og andet godt. For det er jo ikke gjort med selve osten og paneringen. Retten skal jo serveres med solbærsyltetøj - og ikke mindst franskbrød med rigeligt smør. Og i vore puritanske tider er den slags jo ikke særlig politisk korrekt, så man skal sikkert lade være med at snakke højt om, at man har hang til friturestegt camenbert.

Jamen, man skyder da heste...

Spin og lemmingementalitet

Jamen, man skyder da heste, sagde Sydney Pollack i 1969.
Jamen, man skyder da heste var titlen på Sydney Pollacks film fra 1969 om tredivernes dille med maratondans. På samme måde har 2013 fået sin egen hestedille i det, der hysterisk i stort set alle medier omtales som hesteskandalen.

En unøjagtighed i en varedeklaration fra et østeuropæisk færdigmads-firma har straks fået alle medier og politikere op på dupperne. EU har begærligt taget sagen til sig - og ønsker nu DNA-tests af fødevarer. 

Det kan ikke undre, at kommisærerne fra EU kommer med den slags forslag. Der kommer intet fra EU, der ikke indskrænker erhvervslivets og befolkningens råderum - og som ikke samtidig er fordyrende for forbrugerne og til skade for konkurrenceevnen.

Det er selvfølgelig beklageligt, at man ikke kan stole på varedeklarationer, men hvor mange læser egentlig den slags? Under alle omstændigheder er sagen i både omtale og mængden af politiske initiativer vokset helt ud af proportioner. Det er i sådanne tilfælde, at pressen viser sin sande lemmingekarakter - og man gejler stemingen hysterisk op.

Jeg har meget svært ved at se problemet og skriver i dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende blandt andet:

"...jeg (er) ikke imponeret af Ritzau-omtalen af sagen om hestekød i oksefarsen – det såkaldte tarok-sekød. 
Når sådanne shitstorm-sager accellererer, er det som om, at al kritisk sans, omtanke og fornuft fordufter.
Sandsynligvis er sagen dygtigt søsat og orkestreret af en eller anden vegansk dyrerettighedsorganisation, som ønsker at undergrave al animalsk produktion i Europa. Under alle omstændigheder ville det klæde pressen med lidt besindighed, for i gamle dage tilsatte man jo altid hestefars til det hakkede oksekød for at holde prisen nede. Hestekød er for resten også en gammel, traditionsrig spise her i landet – og endelig må man vel spørge, hvad der egentlig er problemet, for når folk ukritisk spiser færdigretter, hvad betyder så en hest fra eller til?"

Sagen har forresten fået min kusine til at stå på hovedet i arkiverne, og hun har blandt andet fundet denne lille godbid - et cirkulære fra Frederik den sjette, hvor han i 1810 opfordrer præsterne til at arbejde for, at befolkningen spiser mere hestekød - noget han betegner som en god sag. Teksten lyder i sin helhed således:

Fra Fogtmann, Samling af Kongelige Rescripter,
 Resolutioner og Collegialbreve for Danmark
 og Norge”. 1821., kilde: Statens Arkiver.
"15. maj, 1810. Cirkulære (til samtlige biskopper i begge riger), ang. hestekødsspisning, og opmuntring hertil, endog af religionslærere.

Ligesom den hidtil herskende fordom imod hestekødsanvendelse til føde for mennesker ganske er overvunden i København, og et offentligt hesteslagteri der blevet indrettet;
Således ønsker Hans Majestæt også, at ovennævnte brug af dette renlige husdyrs kød måtte blive almindelig udbredt i alle provinser udi begge riger.

Allerhøjstsamme har til den ende bemyndiget Kancelliet til at tilkendegive samtlige Overøvrigheder i begge riger, at han med allernådigste velbehag vil anse, om de i deres jurisdiktioner kunne finde en eller flere mænd der ville modtage kongeligt privilegium, på hesteslagteri. 

I øvrigt forventer Hans Majestæt at Religionens lærere, i samtaler med almuen og på andre passende måder, kraftigt ville kunne bidrage til at udrydde de indgroede fordomme mod denne sunde og styrkende føde. 

Til den ende skulle man i at underrette deres højærværdighed om den ovenmeldte foranstaltning, tjenstligt tilstille den et antal eksemplarer af et af forstander for veterinærskolen, affattet skrift om hestekøds spisning, for at udeledes til præsterne i deres embedskreds, og påtvivler man ikke, at de jo selv vil bidrage, så vidt muligt til denne gode sags fremme." 

torsdag den 14. februar 2013

I Tintins fodspor

Faraos cigarer på en ny måde

Kih-Oskh-logoet fortæller
 faktisk hele historien bag
Faraos cigarer i en tegning,
hed det i TV-programmet.
DR-K - en af de såkaldt smalle TV-kanaler - havde i aften premiere på en serie i fem afsnit, som hedder "I Tintins fodspor".

I foromtalen hedder det, at der er tale om et anderledes rejseprogram. Det er sikkert et velment forsøg på at sælge programmet til en bredere seerskare, men det overhørte jeg nu venligt - og åbnede torsdag aften for den smalle K-kanal.

Tintin på eventyr i Ægypten.
Jeg er ramt af den tintinologiske bacille - og det viste sig faktisk at være et ganske godt program. Heldigvis ikke et rejseprogram, men en stærkt kronologisk gennemgang af Faraos Cigarer med interviews og kommentarer. Bevares, programmet var da også krydret med lidt billeder fra de lokaliteter, som Tintin besøger i sin odysse-agtige rejse til Ægypten og Indien for til sidst at få ram på narko-bagmændene i Kih-Oskh-logen - ren kiosk-litteratur, hvis ikke det var for Hergés fabelagtige tegninger og sans for en god historie.

En af de mange gange, lokummet brænder for Tintin.
Faraos cigarer var den fjerde fortælling om Tintin - og det er i denne historie, at Hergé begynder at finde formlen, som alle de efterfølgende historier er bygget op over. Blandt andet er det i Faraos cigarer, at Dupont og Dupond optræder for første gang, ligesom vi også her møder skurken Rastapopulos, hans tro væbner Allan samt den portugisiske købmand Oliveira de Figueira.

Bipersonerne er vigtige, for dybest set er dydsdragonen Tintin og hans hund ikke noget, man kan bygge en fortælling op på alene. Det er en væsentlig pointe, og det er den detalje, som gør, at Faraos Cigarer hæver sig højt over de foregående fortællinger i Congo, i Amerika og i Rusland. Stor ros til folkene bag "I Tintins fodspor", fordi denne væsentlige dramaturgiske detalje ikke blev ignoreret.

Jeg glæder mig allerede til lørdag klokken 23.30, hvor "I Tintins fodspor" fortsætter - selvfølgelig til Kina og Den blå lotus.

tirsdag den 12. februar 2013

Fut i Futten

Lang weekend i Blokhus

Det lejede sommerhus havde kun en sovsekande.
Den brune sovs blev derfor serveret i en vandkande.
Weekenden er gået i gode venners lag i Blokhus. Det har været en lang og hård weekend, og først nu tirsdag er jeg kommet så meget til hægterne, at det kan blive til et par ord på bloggen.

En god del af weekendens oplevelser hører inde under det, man kalder privatlivets fred - og skal ikke omtales her. Men ganske kort var vi en lille flok, der samledes i et sommerhus i den nordjyske badeidyl - sådan lidt uden for sæsonen - og råhyggede. Det begyndte stille og roligt fredag eftermiddag med en lille en - lidt champagne, en treretters og så gik det slag i slag til ud på de små timer.

Vi havde plads på første parket til Advokatens Jazz...
Lørdag eftermiddag stod den på jazzbuffet på Futten med underholdning af Advokatens New Orleans Jazz Band. Vi havde VIP-pladser, såden helt bogstaveligt op ad stortrommen - og det blev en festlig eftermiddag. Både for mit eget og andre i selskabets vedkommende var det mange år siden, at vi sidst havde været til jazz lørdag eftermiddag - for en del år siden i Nuuk, hvor Daddys også dyrker denne lørdagstradition sammen med Malenes Fodvarmere.

Billeder af begivenheden var det så som så med. Jeg havde kun mobilen med - og det er altså ikke særligt imponerende, hvad den kan præstere i dæmpet lys.

Advokatens New Orleans Jazz Band som det
præsenterer sig på sin hjemmeside.
Hvad der herefter skete, fortaber sig i Blokhusnattens dunkle lys - men vi kan da dvæle lidt ved det navnkundige Blokhus-værtshus Futten, der har eksisteret siden 1944. Stedet har sit navn, fordi det oprindeligt var kolonialhandel i 1700-tallet. Høkeren, der forresten også solgte øl og brændevin, havde en hest, der hed Fut. På et tidspunkt blev hesten syg - og det blev derfor en talemåde i byen, når man havde lyst til en lille en til halsen, ja, så skulle man ned og se til Futten...

Af samme grund står der også den kryptiske tekst "Den syge hest" over døren til værtshuset.

fredag den 8. februar 2013

Saftige billeder

Knud Rasmussen på tjekkisk

Forsiden af bogen.
Forleden havde jeg et ærinde på det grønlandske hus i Aalborg - og sådan lidt uforvarende bumlede jeg lige ind i ferniseringen på en ny udstilling i huset. Den slags tilfældigheder skal naturligvis gribes - så jeg stillede mig op og nød et glas tjekkisk øl, mens jeg fandt ud af, hvad det egentlig handlede om.

Udstillingen viste en række - ganske saftige - illustrationer af den tjekkiske kunstner Martin Velisek.

Illustrationerne er lavet til en tjekkisk udgave af Knud Rasmussens gamle bog "Grønlandske myter og sagn" fra 1921.

Der er virkelig noget for husarerne - for ud over at være grumme, underfundige, opbyggelige og sige noget om samfundet, kredser mange af disse sagn sig forbløffende meget om forplantningens gåde - og det fremstiller illustrationerne ganske uhæmmet og uden omsvøb.

Kaassassuk - bemærk næseborene!
Stregen er tilstræbt grønlandsk - og ganske humoristisk, så de dominerende og ellers lidt lumre motiver er til at holde ud. Men der er heldigvis også andet. For der er jo også historien om Kaassassuk, der vel bedst kan beskrives som en grønlandsk udgave af "Den grimme ælling". Historien om Kaassasuk starter med den stakkels forældreløse og udstødte dreng, der mobbes ganske grundigt ved at blive løftet i næseborene. Av, av, av. Den historie har altid gjort indtryk på mig - og bare rolig. Kaassasuk vokser op, bliver bomstærk og får sin hævn. Historien er kendt over det meste af den arktiske verden, men har i Grønland fået sin egen symbolik i form af hjemme- og selvstyre.

Hmmm!
Den tjekkiske udgave af Knud Rasmussens sagn og myter er oversat af Zdenik Lycka - og han har de seneste fem år været Tjekkiets ambassadør i Danmark. Derfor var det naturligvis også ham, der stod for åbningen af udstillingen. Han havde heldigvis også medbragt et par eksemplarer af bogen, der er solgt i næsten 10.000 eksemplarer i Tjekkiet - og jeg var ikke sen til at sikre mig et signeret eksemplar til bogsamlingen. Desværre mestrer jeg ikke tjekkisk, så jeg må jo nøjes med at kigge billeder...

Lycka oversatte bogen i 1998 sammen med sin kone. De brugte historierne som godnat-læsning til deres dengang 12-årige datter. Hun var så betaget af historierne, at de var nødt til at oversætte en om dagen, så oversættelsen gik nærmest som en leg i den lille familie.

Zdenik Lycka og lederen af
DGH-Aalborg Jan Trysøe. Foto: Rimdal Thaarup Høegh.
Zdenik Lycka taler flydende dansk - og i øvrigt også et rimeligt grønlandsk. Det demonstrerede han ved at byde velkommen til ferniseringen på grønlandsk, hvorefter han med et glimt i øjet slog over i dansk - angiveligt af hensyn til tre tjekkiske studerende fra Aalborg Universitet, som også var mødt op til ferniseringen.

onsdag den 6. februar 2013

Vildt guf

Røget dyrekølle

Røget dyrekølle - nærmest unplugged, bare med
rugbrød og røræg.
Så er min første røgede dyrekølle færdig - og klar til at spise.

Det er rent guf - nøj, hvor det smager. Og jeg har allerede lagt et par køller mere til optøning, for det er da en succes, der kalder på et alvorligt dacapo. I hvert fald spår jeg, at den første kølle kun får begrænset levetid - selv om røget dyrekølle efter kenderes mening bliver bedre med alderen...

For en lille amatørrøger som undertegnede har dyrekøllen været et stort og ambitiøst projekt. Dyrekølle er i sig selv så fin en spise, at det ville være helt ubærligt, hvis det var mislykkedes.Men nu gik det heldigvis godt - og jeg klør på med de næste par køller.

Efter tre dage i røgeovnen, var køllen endelig klar.
Proceduren er langvarig. Man starter med at udbene køllen, hvorefter kødet tørsaltes i tre til fire dage. Herefter lægges det i 15 % saltlage i 10 - 12 dage, så saltet kan trænge helt ind i det inderste af kødet.

Efter den behandling er kødet hvinende salt og totalt uspiseligt. Derfor skal køllen udvandes i en tre dages tid - hvor man skifter vand hver dag. Jeg gjorde det, at jeg smagte mig frem. Tog en lille bid hver dag - og da det yderste af kødet ikke længere smagte salt, tog jeg køllen op, tørrede den godt og grundigt af, hvorefter den blev lagt til tørring i en halv snes dage. Den skal tørre, dels for at gøre kødet modtageligt over for røgen, des for at saltet skal fordele sig jævnt i kødet.

Herefter røg køllen i røgeovnen. Her var den i tre dage, hvor den fik henholdsvis seks, tolv og otte timer i røgen ved 20 til 30 graders varme. Egentlig havde jeg regnet med, at den skulle have haft i alt 32 timer - efter kødets tykkelse at dømme, men en smagsprøve søndag aften fortalte, at den var klar.

Den har så fået lov til at stå et par dage i køleskabet for at modne - og tirsdag aften var den klar til køllepremiere - med groft rugbrød og røræg.


Sådan en kølle er tålmodighedsarbejde - men tålmoden er blevet belønnet i rigeligt mål. Det smager bare herregodt - helt vildt guf!

mandag den 4. februar 2013

Iglo

Kitsch for snetosser

Nu er der måske nogen, der synes, at det er lidt kitschet eller dårlig smag, når jeg installerer diskolys i hjemmebaren her på Nørremarksvej.

Isterningbakke udformet som en iglo. Det er virkelig kitch.
Det er jeg selvfølgelig ganske uenig i - diskolys er en simpel livnødvendighed. Til gengæld indrømmer jeg gerne, at jeg også har en vis forkærlighed for visse mere kitschede genstande. Blandt andet min kære samfundshjælper fra Bang og Olufsen - Danmarks mest stjålne ølåbner. Alene det at kalde en ølåbner for samfundshjælper er vel - set med vore dages briller - temmeligt kitschet.

Men vinderen i usmagelig kitsch er nu nok min isterningbakke udformet som iglo. Bare synet er nok til at udløse et diskret "høhø - nåååja, selvfølgelig. Det skulle jo komme..."

Indgangspartiel til igloen kan tages af og
bruges som istang.
Mens jeg i sin tid arbejdede i Arktisk Råd, fik jeg til opgave at skaffe nogle passende reklamegaver for foretagendet. Og jeg spurgte derfor lidt ud i luften - blandt gode bekendte i branchen - om der var nogen, der var frisk på den opgave.

Et af firmaerne kom blandt andet med denne særprægede, men desværre ikke særlig kønne eller brugbare isterningsbakke. Jeg måtte afvise forslaget, da det - stik imod den almindelige antagelse - ikke er særlig brugt med igloer i Arktis. Det er mest blandt inuitter i Canada og Nordgrønland, at man tyr til denne særlige form for overnatning - og det er et totalt ukendt fænomen i blandt andet Vestgrønland.

Kapaciteten er på sølle otte isterninger i
normal størrelse - så det rækker ikke til mange drinks.
Forresten var iskapaciteten heller ikke så frygtelig stor, så projektet blev droppet. Men jeg har stadig prototypen stående i hjemmebaren. Den bliver ikke brugt, men er nærmest bare til pynt- og et værdifuldt minde om en sjov tid.

Selve ordet iglo kommer forresten fra grønlandsk, hvor illu - udtales ivdlo - betyder "hus".

søndag den 3. februar 2013

Diskolys

Fredagsbaren er blevet til lørdagsbar

Bumtiddebum, blåt lys...
Weekendens helt store projekt er røgningen af dyrekølle. Det tager tid, masser af tid, så der er også tid til de små projekter ind i mellem.

Et af lørdagens små projekter gik ud på at installere en gang blinkende og farvede festlige diskolys i hjemmebaren. Vi har jo ikke andet sjov, end det vi selv laver, herude på landet. der er jo lidt langt til værtshusene herude.

Bumtiddebum, rødt lys...
Måske havde det været lidt mere festligt med en rigtig diskokugle i loftet, men med et lille bondehus fra 1852 er der ikke så højt til loftet, så det gør noget. Det blev den ganske enkle løsning med en stribe lysdioder under bardisken samt en lille boks til at styre det med. Her kan vælge farver, få dem til at blinke og changere - og det virker faktisk helt godt, selv om det kun sidder under bardisken.

Det var også en lille smule vigtigt få diskolyset færdigt til lørdag eftermiddag. For jeg har skiftet fredagsbaren ud med lørdagsbar. Det skyldes Danmarks Radio, der jo har flyttet rundt med Jørgen de Mylius - og derfor sender Eldorado lørdag eftermiddag. Mylius lørdagsmusik er netop den slags musik, der skal have diskolys - så derfor lørdag eftermiddag som deadline for det lille projekt.

Bumtiddebum, grønt lys...
Det er da godtnok en smule irriterende, at ledelsen i DR efter 50 år stadig betragter Mylius og hans musik som en pestilens - og derfor har forvist ham til den ydmyge P5, når vi altså lige ser bort fra de to timer lørdag eftermiddag på P4. Det ligner ærlig talt chikane af populærmusikken - og ikke mindst alle os, der holder af god, gammeldags musik.

Men ikke mere brok - nu har jeg mit eget diskolys, så hver dag kan blive til en fest, hvis ellers jeg skulle få lyst til det.

Akrobat, ooh...

Lørdagens pletskud

Mens jeg tog en lille morfar i forårssolen, dukkede denne
 musvit op - og det er da det rene kunst, når den skal til foderet på en
 temmelig bagvendt måde...

fredag den 1. februar 2013

Erantis

Den første forårsbebuder

Sandelig om ikke dagen i dag byder på den første, lille og spæde
erantis. Så kan det ikke gå helt galt...

Bord overbord

Dagens fugl - stormskaden...

Bordets flugt over plankeværket.
I dag fredag har vinden endelig lagt sig - og det er dejligt koldt og stille uden for.

Men i går stod den godtnok på vejr af en hel anden slags kaliber. Det blæste en halv pelikan, som ornitologerne siger. Især lige omkring klokken otte om morgenen var det slemt.

Landingsstellet holdt ikke til den hårde landing.
Pludselig lød der et voldsomt brav derude. Det var havebordet på gårdspladsen, som havde taget flugten. Det er et billigt plastikbord, så det vejer ikke så forfærdeligt meget - og med vinden i den rigtige retning blev det til en flyvetur. 

Det er sket før, men denne gang blev vinden bordets banemand, som de siger hos DSB. For bordet overlevede ikke. Understellet var fuldstændig smadret - og der var slået en kant af bordpladen.
Så selv om meget taler for, at gårsdagens fugl var en halv pelikan, endte det alligevel med, at det blev en stormskade.