fredag den 30. oktober 2020

Mørkning

Den skønneste skumring


Torsdag eftermiddag var jeg i haven. Vi er jo tæt på vinter, så jeg tog georginerne ind, kørte visne blade i græsplænen og satte nogle løg.

Det var også det skønneste vejr. Skyfrit og ikke en vind. Så da det begyndte at mørkne ved halvfemtiden, slap jeg haveredskaberne og satte mig under halvtaget med en kop kaffe og en pakke smøger. Jeg holdt mørkning i det skønne vejr - og jeg havde overhovedet ikke lyst til at gå ind og lave mad.

Det er en stemning, som slet ikke kan gengives på billeder. Men jeg vover alligevel et øje. Bare fordi jeg ikke kan lade være. Akkurat som jeg ikke kunne lade være med at sidde udendørs, selv om aftenens køkkentjans ventede. Så det blev sen aftensmad. Stegt lever med bløde løg, brun sovs, kartofler og gulerødder. Det er for resten slet ikke så ringe et punktum på en dejlig dag.

Slår man op i ordbogen, betyder mørkning at sidde stille indendørs, mens mørket falder på. Men hvorfor sidde indendørs, når det er så dejligt uden for?

torsdag den 29. oktober 2020

Støvsugerbanden

Klar til rengøring


Som gildemester i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg har jeg den store fornøjelse at kunne hjælpe nordjyske spejdere, når de har brug for lidt ekstra grej.

Onsdag aften var det Rold Skov Gruppe i Skørping under De Gule Spejdere, der fik en håndsrækning i form af en industristøvsuger til deres herlige spejderhus ude i den store skov. Og jeg mener det virkelig, når skriver, at det er et herligt hus - eller rettere bjælkehytte af douglasgran - som ligger på en stor grund midt i Rold Skov ved en skovsø. Det er rendyrket idyl, selv om jeg ellers er godt vant fra spejderhuset i Farsø...

Gruppen holder normalt møder om onsdagen - og skoven myldrede af aktivitet med spejdere på opgaveløb, da jeg kom forbi. Men på grund af coronaen indskrænkede vi ceremonien til en ren foto-session i bålhytten med tre af pionererne, som seniorgrenen hedder hos De Gule Spejdere. Men det glæder mig alligevel at stå sammen med spejdere, der stadig holder fast i gode gamle traditioner som korte bukser og rød-hvide strømpeopslag, For her kom jeg virkelig til kort med mine jeans og en gammel uniformsjakke.

Bemærk i øvrigt mit tørklæde. Jeg har en temmelig stor tørklæde-samling - og i dagens anledning havde jeg valgt de grønlandske spejderes korpstørklæde...

Men ellers står det bare tilbage at sige: - Støvsugerbanden melder klar....

søndag den 25. oktober 2020

Dagens ord LXXXVIII

Klikfang

Klikfang fra dagens BT.
Clickbait er en af tidens forbandelser. Altså lidet oplysnende rubrikker i medierne af typen: "Mand bidt af krokodille. Du gætter aldrig, hvad der skete..." Og når man så klikker på historien, viser det sig, at han såmænd bare satte plaster på et diminutivt sår efter et møde med en krokodilleunge på 30 cm.

Det er altså overskrifter, der kun har til formål at få læserne til at læse en rigtig banal og overflødig notits. Men det kan betale sig. For annoncørerne betaler efter, hvor mange klik der er på deres annoncer. Og så er der penge at tjene for tidens betrængte mediehuse.

Det irriterer mig, men det irriterer mig også, at det danske sprog bliver påvirket af engelsk. Jeg er stærk tilhænger af, at vi i lighed med blandt andet nordmænd og islændinge finder vore egne ord.

Derfor søgte jeg for nogen tid siden et dansk ord for clickbait, der direkte oversat betyder klikmadding. Det ord reagerer søgemaskinerne da også på, men resultatet er pauvert. Så jeg vil foreslå, at vi på dansk oversætter clickbait til "klikfang", som tilfældigvis kom til mig for et par år siden i en diskussion med Nordjyskes sprogredaktør, Ove Nørhave.

Når jeg selv skal sige det, synes jeg, at det er et godt ord. Minder om blikfang - altså noget, der fanger opmærksomheden og så med en lille drejning, der præcist formulerer formålet med clickbait - altså klik på computermusen.

Hermed stiller jeg klikfang til rådighed for det danske folk - kvit og frit - og med et stille og beskedent håb om, at det måske kan brede sig, når talen falder på forlorne og floromvundne rubrikker til ikke-historier.

lørdag den 24. oktober 2020

Topskud

Gærdesmutte


Gærdesmutten er sådan en hyggelig fætter at have i haven. Fuld af liv - og så synger den gerne af hjertets lyst det meste af året. Ikke for at glæde mig, men for at markere territoriet.

Den er lidt svær at fotografere, da den lille fugl næppe sidder stille mere end to sekunder ad gangen - og gerne gemmer sig i løvet. Men i dag fik jeg så det gyldne sekund, da en havens mange gærdesmutter satte sig i toppen af spætternes bøgekævle lige uden for kontoret.

Det er et rigtigt topskud - toppen af poppen, hedder det vist i TV-sprog...

fredag den 23. oktober 2020

Politisk ADHD

Hvem bliver den næste?
Dansk politik er ramt af invaliderende ADHD.

Ifølge ADHD-foreningen er diagnosen karakteriseret ved opmærksom-hedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, hvilket er en ganske glimrende beskrivelse af de politiske tilstande i denne svære tid.

Mens vi står over for den måske værste nationale krise siden anden verdenskrig, tumler landets politikere rundt fra høj til høj med bakspejlet som ledestjerne – og uden det fokus, der kendetegner stærkt lederskab. Der bliver lavet klimareformer og bilskatterne sættes op, pensionsreformer for Arne og udvekslet minder fra forne tiders julefrokoster – og så ind i mellem alle andre gøremål skal der lige tages et par hurtige corona-afgørelser.

Det sker med venstre hånd uden fokus, og beslutningerne bliver derefter. Det er krænkende for skatteyderne og vælgerne - og politikerleden breder sig og bringer demokratiet i fare.

Den seneste tid er det især minkavlerne, der har grund til at føle sig krænket i en grad, der langt overstiger Krænk Jensens samlede udskejelser ved et antal kedelige julefrokoster.

For det er ikke fest og ballade, når regeringen beslutter sig for slå stort set alle landets mink ned for at begrænse corona-smitten. Og man kan simpelthen ikke byde minkavlerne den dybt krænkende behandling, som de er udsat for.

Der er tale om, at man – måske utilsigtet – måske tilsigtet – udrydder et erhverv, der gennem årtier har skaffet eksportindtægter og bidraget til velfærdssamfundet med milliarder. Minkavlerne er samfundets helte, der hver dag står op og passer deres arbejde – corona eller ej – og forlanger ikke andet til gengæld end anstændige og forudsigelige vilkår for erhvervet.

Det er muligvis velbegrundet i kampen mod coronaen, at man gør noget ved smittespredningen blandt mink, men det kræver også planlægning, omhu og empati – og det har vi ikke set meget til. Hvorfor er der stor forskel på erstatningerne, hvorfor er det lige 7,8 kilometers omkreds, hvorfor er det lige, at arbejdet skal foretages af urutinerede rumænske gæstearbejdere, og hvorfor er det så vigtigt, at man ødelægger mange års avlsarbejde uden plan for, hvordan vi kommer videre?

Resultatet er skræmmende – og i eftertiden vil der være mange børn i blandt andet Jammerbugt Kommune, der skal i terapi efter at have oplevet Mogens Jensens dødspatruljer dukke op på fars farm og i løbet af kort tid fjerne familiens eksistensgrundlag.

Det er skammeligt, og det kunne det danske såkaldte velfærdssamfund have gjort meget bedre og meget mere gennemtænkt. Samtidig med beslutningen burde man også have vedtaget en plan for, hvordan vi genrejser minkerhvervet, så vi alle kan få glæde af et flittigt og arbejdssomt erhverv, der skaffer penge til landet.

Det værste er næsten, at med minkerhvervets mulige død, følger også en klientgørelse af en gruppe mennesker, der altid har klaret sig selv. Det er en kultur blandt oprindelige danskere, som man nu er i gang med at slå ihjel.

Jeg bliver rasende, når jeg hører venstrefløjspolitikere, som mener, at minkerhvervet skal udfases, som de siger. Det lyder også bedre end Endlösung, men resultatet er det samme. Det vidner om så ringe forståelse for samfundsøkonomien og medfølelse med danske bønder, at det bør være ansvarspådragende, når vi skal gennem retsopgøret efter coronaen.

Jeg hører, at disse følelseskolde venstrefløjsakademikere mener, at minkavl er uetisk. Sludder og vrøvl. Minkavl er velfærd – og det eneste uetiske ved det er, at mennesker, der ikke evner at tjene til føden ved egen hjælp og uden støtte fra skatteyderne, overhovedet udtaler sig om emnet.

Det er virkelig krænkende politisk adfærd, som efterlader befolkningen i utryghed. For hvem bliver den næste befokningsgruppe, der skal udfases, fordi de ikke lige passer ind i et totalitært gulerods-økologisk menneskesyn?

Nordjyske Stiftstidende 23. oktober 2020.

tirsdag den 20. oktober 2020

Hakkeorden

Spætte-foderplads

For fire år siden monterede jeg en bøgekævle på rækværket til altanen lige uden for kontoret. 

Ideen var, at kævlen skulle fungere som en slags foderbræt for spætter og spætmejser. Det er da også blevet til et par sporadiske besøg - dog uden at jeg har været i nærheden med kameraet. Så jeg har faktisk været tæt på at dødsdømme forsøget som mislykket.

Men i dag var der bid. En stor flagspætte hakkede på livet løs, så hele kontoret rystede. Og jeg havde kameraet liggende ved hånden. Så efter fire år er projektet endelig lykkedes.

Jeg fik desværre skræmt flagspætten væk, fordi jeg blev for ivrig, så det blev kun til fotos fra en position. Men efter hullet i kævlen at dømme, er der gode sager at finde for en flagspætte, så jeg er ret overbevist om, at den nok skal komme tilbage, efterhånden som kulden tager til.

Jeg glæder mig allerede...

mandag den 19. oktober 2020

Barndomsminder

Barndommens frie liv

Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn.
Et luftfoto på Facebook fyldte mig med barndomsminder fra en tid, hvor vi børn havde betydeligt friere rammer end nutidens ungdom.

Det kostede på det personlige plan adskillige ture på skadestuen - og gav en del erfaringer, som jeg sætter pris på. Det var som regel min far, der kørte mig hjem fra skadestuen, når ulykken var ude. Og der var ikke så meget føleri. Han spurgte så altid, hvad jeg havde lært af turen på skadestuen, hvor det var fru Nicolajsen - min regnelærers kone -  der regerede med rigelige mængder brun jod (av, den sved...) og plastre i alle størrelser.

Luftfotoet er fra 1968, hvor man havde påbegyndt byggeriet af det nye sygehus i Farsø. Byggepladsen var en fantastisk legeplads, hvor der blev flyttet store mængder jord. Senere fulgte stilladser og betonkonstruktioner, som uden for arbejdstid var gode steder til både tagfat og gemmeleg.

Den var nok ikke gået i dag. Men det tog man ikke så nøje dengang. I det hele taget mindes jeg, at vi børn kom meget på arbejdspladser, hvor vi også fik svar på mange af livets spørgsmål om skruer og møtrikker, så på frække damer i skurvognene - og i øvrigt også lærte lidt om, hvor man skal gå og ikke gå for ikke at være i vejen. Det nyder jeg fortsat glæde af, når jeg er på fotoopgaver behørigt iført sikkerhedshjelm og grøn vest. Den slags fandtes ikke i min barndom. Til gengæld fik vi betydelig respekt for det arbejdende folk, som vidste mere end os - og gavmildt delte ud af den viden.

Nu skal det retfærdigvis også med, at jeg - så vidt jeg erindrer - ikke kom til skade på sygehusbyggeriet. Men i hvert fald en enkelt gang kom jeg hjem - våd og tilsvinet af mudder efter et uheld. Det glemmer jeg aldrig.

I forbindelse med byggeriet var der flyttet adskillige kubikmeter jord til nogle "bjerge" langs kanten af søanlægget. Det var et godt sted at køre cykelcross - og så var der også nogle fine mudderhuller. Sikkert bundløse, gys...

Et af mudderhullerne var i hvert fald meget interessant for mig. Jeg stod på kanten og søsatte en bræddestump, der fint fungerede som et legetøjsskib - og jeg drømte mig til de syv have. Jeg var langt væk i tankerne, da en frø uventet sprang op af den mudrede gulbrune Limpopo-flod. Jeg blev så forskrækket, at jeg satte mig på røven - og der var glat, så jeg gled lige så fint på bagdelen ud i vandet og blev mudret til i middelsvær grad.

Lidt slukøret måtte jeg gå hjem for at skifte tøj - og jeg fornemmede nok på min mor, at det mogede tøj ikke var populært...

Men den vandgang glemmer jeg aldrig - og hvor sært det end kan lyde, er det faktisk et kært barndomsminde.

søndag den 18. oktober 2020

Druegele

 Årets vinhøst

Det har været et fantastisk drueår. Vindruerne har hængt klase ved klase og skygget for lyset i drivhuset. Vi har da også nippet af druerne, og især Dina har spist lystigt løs. Særligt den seneste måneds tid, hvor druerne stille og roligt er blevet sødere næsten dag for dag, hvilket er helt normalt og efter bogen.

Desværre er mange af druerne lidt små - og for resten kan vi slet ikke overkomme at spise dem alle her og nu, hvor de er modne. Desuden har vi haft de første antydninger af nattefrost - ikke i drivhuset, men på det som meteorologerne kalder udsatte steder.Så jeg tog en rask beslutning. Nu skulle der laves druegele.

Jeg plukkede de fleste og strippede dem groft og hensynsløs i en gryde. Godt tre et halvt kilo blev det til. Saften drev af dem efter den brutale striptease, så det var ikke nødvendigt at tilsætte vand. De blev kogt i en halv times tid, hvorefter jeg siede hele molevitten gennem et viskestykke.

Tre liter blev det til. Jeg tog en god liter fra til gele. Tilsatte et brev af Dr. Oetkers geleringspulver, der i virkeligheden bare er pektin fra æbler, gav det et opkog og tilsatte så yderligere et halvt kilo sukker. Det fik så endnu et opkog i cirka 10 minutter. Her skal man være lidt vågen, for det skummer meget og koger let over. Men skummet samler urenhederne i saften, så den bliver klar, så efter at have skummet, hældte jeg geleen på skoldede og atamonskyllede glas - og nu har vi så den herligste druegele, der bliver en god følgesvend til mange af vinterens simreretter. Og hvis jeg ikke gider druegeleen, er der for resten også gele i vinkælderen fra sommerens solbærhøst.

Nu er min kærlighed til vin jo velkendt, så der er sikkert nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke laver vin af druerne. Men så mange druer har jeg heller ikke, og jeg holder som sagt af vin - god vin - så det gider jeg end ikke prøve på. Jeg kender for resten heller ikke sorten på druerne, som stammer fra to stokke, der stod i drivhuset, da vi overtog det lille hus på Øland for nu godt 11 år siden...

lørdag den 17. oktober 2020

Den gyldne time

Aftenstund med guld i mund

Fredag aften bød på en solnedgang af de usædvanlige. Solen som sådan var ikke at se i de halvskyede vejr, men den var der - og den var åh, så rød mor...

Og det gyldne lys hyllede vores lille ø-klump af moræneler fra sidste istid ind i det mest fantastiske gyldne lys. Jo, der er smukt på Øland - du skønne ø...

Ellers var dagens største oplevelse rådyrene mellem halvfem og halvseks om morgenen. Det var buldermørkt, og de var ikke sådan at se. Men jeg kunne høre dem ovre i skoven og på golfbanen. For de gøede voldsomt - smældede, som man siger. I første omgang troede jeg egentlig, at det måske var ravnene, der drev gæk med mig. Det er en drillesyg fugl, der gerne laver sjov i gaden - bare man ikke kommer den for nær.

Så jeg måtte lige på Youtube og tjekke - og det var altså rådyrene, der var på spil. Sikkert bukkene, der lige skulle have det sidste sjov ud af brunsten - akkurat som mændene i Det Radigale Venstre for få år siden, inden partiets hinder kom til magten og æren...

Hvis du har lyst til at høre rådyrene - og ikke gider stå op klokken halvfem, kan du høre dem på Youtube.

torsdag den 15. oktober 2020

Ny lineholder

 Husflid

Lineholderen på flagstangen var kaput. Rådnet op efter mange års regn, vind og vejr. 

Jeg kunne have valgt at købe en ny i plast hos Harald Skrald for 33 kroner, men jeg havde sådan en lyst til at bruge mine hænder, så i stedet lavede jeg den selv på et par efterårsaftener i værkstedet.

Det er rent håndarbejde, så linjerne er måske ikke strengt symmetriske, men pyt med det. For jeg synes selv, at den ny lineholder er flot. Det er en stor tilfredsstillelse at lave sine egne ting frem for bare at købe - og jeg synes faktisk også, at en lineholder af plast er en smule upassende til en flagstang.

Træet er tjørn. Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest selvfølgelig fordi jeg havde tørret tjørn på lager fra et træ, jeg fældede for nogle år siden. Dernæst fordi tjørn er meget velegnet til jammerbugtens hårde klima. I de gode gamle dage, hvor vestkyst-fiskerne lavede deres redskaber selv, brugte de altid tjørn, for det er både hårdt og holdbart. Endelig er tjørneveddet også meget smukt. Minder lidt om bøg, og når det så bliver efterbehandlet med bivoks, fremstår det med en meget flot åretegning.

Nu er den ny lineholder på plads med forsænkede skruer - helt efter bogen. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at det var lavet af en prof. Nu mangler jeg bare at få malet flagstangen. Det skulle egentlig være sket tidligere på året, men det er ikke helt ligetil at få flagstangen ned, fordi havens træer er vokset til.

Så det kan jeg så bruge de lange vinteraftner til at fundere lidt over. Kommer tid, kommer råd...

onsdag den 14. oktober 2020

På plads på pinden

Den lokale havørn

Havørn på plads på pinden.

Her er et lille tip til alle, der kører på Øland-Gjøl-dæmningen. Siden august har jeg næsten dagligt set en af de lokale havørne fra dæmningen. Et par gange i luften tæt på dæmningen, hvor jeg desværre ikke havde kameraet med, men ellers er havørnen som regel på plads på en hegnspæl ude i vandet.

Desværre for langt væk til at lave ordentlige fotos, men tæt nok til, at man med en god kikkert kan få et kig på denne luftens kæmpe, der efter mange års fravær igen er flyttet ind på egnen.

For havørnen er en virkelig kæmpe. Vingefanget er to en halv meter, og kampvægten for en hun ligger på mellem fire og syv kilo. Hannerne lidt mindre. Havørnen genindvandrede til Danmark i midten af halvfemserne - og bestanden har i år budt på over 100 ynglepar. I 2019 var der 85 ynglepar.

Dagens foto er det, fuglefotografer kalder et doku-skud. Man kan se fuglen, ja, men ellers kan det ikke bruges til noget som helst.

Men tag kikkerten med og nyd synet. Havørnen er som sagt på pinden næsten hver dag i nordvestlig retning - næsten vinkelret på dæmningen ved første holdeplads fra Ølandssiden.

lørdag den 10. oktober 2020

Inuk kom hjem

Begravelsen i Kitsissuarsuit var en stor lettelse, fortæller moderen til Inuk Larsen, der sidste år blev dræbt af en flugtbilist, mens han var værnepligtig i Karup.

Privatfoto

Mina Larsen fra Kitsissuarsuitt vil aldrig glemme den 7. oktober 2019. Den dag blev hendes 22-årige søn Inuk Larsen, der var værnepligtig i Danmark, dræbt af en flugtbilist uden for Flyvestation Karup i Midtjylland.

Forsvaret sørgede for, at Mina Larsen og tre pårørende blev fløjet til Danmark med et Challenger-fly og retur igen den 15. oktober, hvor familien landede i lufthavnen i Aasiaat.

- Forsvaret havde sørget for, at kisten også var kommet til Aasiaat. Derfra sejlede vi med en lejet båd.

Turen hjem til Kitssissuarsuit var en rørende tur for Mina Larsen:

- Mange indbyggere fra Kitsissuarsuit sejlede ind til Aasiaat for at sejle med os ind til bygden. Jeg blev meget rørt. Det er ikke en tradition, men alle i Kitsissuarsiut kendte vores søn Inuk. Han var afholdt. Hele bygden følte, at de havde mistet en af deres kære.

- Deres støtte betyder al verden. Tiden efter hans død var det hårdeste. Alligevel havde vi nogen omkring os hele tiden, der gjorde tiden lidt mere lettere, og sorgen lidt mindre.

- Det var også en stor lettelse, da vi endelig kom hjem med vores søn i hans kiste. Det var rart, for nu har vi et sted, vi kan tage hen til, altså til kirkegården, hvis vi har en lille historie at fortælle. Der var et sted, vi kan besøge ham. Det lettede meget.

Inuk Larsen blev begravet på kirkegården i Kitsissuarsuit den 18. oktober sidste år. Vejret var koldt og efterårsagtigt med en bidende vind, så der var en del familie, der ikke kunne nå frem på grund af kraftig strøm og bølger ved bygden.

- Men det var en lettelse at stede ham til hvile, siger Mina Larsen, der er fuld af lovord til forsvaret, der støttede hende hele vejen igennem forløbet:

- Vi har meget at takke Oberst Palle Mikkelsen fra Flyvestation Karup for. Han lyttede til alle vores kvaler. Han tog en stor del af vores sorg og erstattede den med trøst og støtte. Han var den faste klippe, da vi var i Danmark. 

- Palle Mikkelsens dedikation til at servicere os gjorde en kæmpe forskel. På intet tidspunkt lavede han fejl eller gjorde os ked af det. Han gjorde, som han skulle, helt perfekt og helt efter bogen. Vi vil altid skylde ham tak. Vi vil altid huske ham.

Forsvaret dækkede alle familiens omkostninger i forbindelse med dødsfaldet inklusive kaffemikken efter begravelsen. 

Sermitsiaq 9. oktober 2020. Artiklen er skrevet sammen med Kassaaluk Kristiansen og den anden i en serie på tre.

torsdag den 8. oktober 2020

Klænghuset

Panterly


Dagen begyndte før solopgang i Rold Vesterskov, som hører under Lindenborg Gods. To medarbejdere fra byggemarked-kæden Stark og en skovfoged fra Lindenborg Skovselskab skulle finde byens juletræ til Sisimiut - og jeg var inviteret med på skovturen.

Det blev en herlig morgen, hvor vejret efter årstiden artede sig fint. Vi fik et glimt af en flok krondyr, der græssede i en lysning, og skovene gav genlyd af hjortenes brunstbrøl.

Træet blev hurtigt fundet i den fine granskov, der er genrejst efter orkanen i 1982, så det var alt for hurtigt forbi.

På hjemturen besluttede jeg derfor at lægge turen forbi Buderupholm Statsskovdistrikt og Jamborettepladsen, hvor jeg som spejder har tilbragt mange gode timer. Det blev også til et gensyn med Klænghuset, hvor jeg overnattede den nat, hvor panteren var løs i Aalborg - og det derfor var forbudt at sove udendørs. Så vore dages coronalove er bestemt ikke første gang, at myndighederne har sat grænser for folkets udfoldelsesmuligheder.

Klænghuset var i øvrigt dengang ofte centrum for spejdernes aktiviteter i området. Jeg har blandt andet haft redaktion for en lejravis i huset - og det har også været brugt som proviantlager ved de store lejre.

Så klænghuset har altid været en del af mit liv - og jeg har aldrig undret mig over navnet. Men det gjorde min kusine fornylig, så her er forklaringen:

Et klænghus er et hus, hvor man klænger - som navnet siger. At klænge vil sige, at man får frøene fra kogler til at falde ud - og det foregår ved en tørreproces. Derfor var der i sin tid faktisk kun nogle store gulvflader, hvor koglerne kunne ligge og tørre - og derfor var det et glimrende sted at parkere en flok spejdere i sovepose for natten.

I følge alle ordbøgers moder, ODS, stammer ordet fra tysk, klengen - at få noget til at springe ud med en klingende lyd. Ordet findes også på norsk og svensk.

Jeg benyttede lejligheden til at kigge ind på Skov- og Naturstyrelsens kontor ved Skovridergården og fik en hyggelig snak med et par medarbejdere, der havde hørt om, men ikke personligt havde oplevet panternatten.

De fortalte, at Klænghuset i dag bruges som kantine for skovarbejderne og mødelokaler for Skov- og naturstyrelsen. Det er mindst en halv snes år siden, at huset er brugt til sit oprindelige formål. Buderupholm Statsskovdistrikt samler fortsat kogler til frø, men klængningen er - som så meget andet - blevet centraliseret og foregår nu på Statsskovenes Planteavlsstation i Krogerupskovene ved Humlebæk i Nordsjælland.

Kommunefogeden bankede på

Det er i dag et år siden, at 22-årige Inuk Larsen blev dræbt foran Flyvestation Karup, hvor han aftjente sin værnepligt.

Inuk Larsen i sit kvarter på
 Flyvestation Karup. Foto: Privat

KFUM’s soldaterhjem var 22-årige Inuk Larsens andet hjem. Det var her, han brugte al sin fritid, når han ikke var i tjeneste som værnepligtig på Flyvestation Karup lige på den modsatte side af vejen. Det kostede ham livet.

Inuk Larsen havde altid drømt om at blive soldat, så det var med store forventninger, at han efter sin studentereksamen rejste til Karup for at aftjene værnepligten.

Da Inuk Larsen om aftenen den 7. oktober 2019 trådte ud i fodgængerfeltet mellem soldaterhjemmet og flyvestationen blev han ramt af en hvid VW Up og slynget 28 meter hen ad hovedvejen mod Viborg. Bilisten flygtede fra stedet.

De vagthavende soldater på flyvestationens hovedvagt hørte braget og ilede øjeblikkelig til med livreddende førstehjælp, men kunne intet gøre for den dødeligt kvæstede grønlandske soldat.

Oberst Palle Mikkelsen.
- Når en soldat bliver dræbt, slipper vi alt, hvad vi har i hænderne, fortæller oberst Palle Mikkelsen, der er chef for Operations Support Wing på Flyvestation Karup.

- Først og fremmest skal vi have underrettet de pårørende. I Danmark gør vi det personligt ved at tage ud til familien, men det kunne desværre ikke lade sig gøre i Inuk Larsens tilfælde. Så i samarbejde med Arktisk Kommando fik vi kontakt til kommunefogeden i Kitsissuarsuit.

Mandag den 7. oktober lidt i klokken 20.20 grønlandsk tid bankede det på døren hos familien Larsen i Kitsissuarsuit.

- Det var kommunefogeden, som kom ind. Vi satte os ned. Han tog min hånd og sagde ordene: ”Det gør mig ondt. Jeres søn, Inuk Larsen, er blevet påkørt af en bil og er afgået ved døden”, beretter Mina Larsen, mor til Inuk.

- Jeg sagde tak. Jeg var i chok, jeg kunne ikke engang græde. Det var en ubærlig tanke, at min lille søn var i Danmark, uden os, hos mennesker han ikke kender. At min ældste søn var død og lå der uden sin familie. Min mor, som var hos os, brast i gråd.

Kaptajn Jacob Bjerregaard.
Samtidig bliver der i Karup arbejdet på flere fronter. Der er faste procedurer, når en soldat dør – og efter det danske forsvars mange indsatser i internationale konflikter i blandt andet Irak og Afghanistan har man en vis erfaring i det triste arbejde.

Efter at familien er blevet orienteret, koncentrerer oberst Mikkelsen sig sammen med sin nære medarbejder kaptajn Jacob Bjerregaard om at informere den afdødes kammerater, der fik mulighed for at være sammen og snakke ulykken igennem. Samtidig bliver det besluttet, at kaptajn Bjerregaard skal tage sig af familien, som man nu forsøger at få til Danmark.

Det lykkes at få plads til fire familiemedlemmer på et Challenger-fly, der skal til Danmark om fredagen.

- Vi ville gerne afsted alle sammen. Men vores ældste datter på dengang 17 år kunne ikke bære at se sin storebror i den tilstand. Derfor besluttede vi, at min mand blev hjemme med vores datter. I stedet tog jeg, vores yngste på 12 år, min søns jævnaldrende fætter og min mor af sted. Vi tog en jolle til Aasiaat. Fra Aasiaat til Kangerlussuaq med fly. Og så Challenger til Danmark. Det hele var arrangeret af forsvaret, så vi ikke skulle tænke på det praktiske, siger Mina Larsen.

Da familien ankom til Flyvestation Karup, stødte Mina Larsens moster, Karen Angubesen og hendes ven Johnny Andersen, til. De bor i Danmark og skulle hjælpe med det praktiske – blandt andet med at oversætte. Hele familien blev indlogeret på flyvestationens hotel sammen med Jacob Bjerregaard, der de næste dage ikke slap familien af syne.

I weekenden var familien på besøg på Inuks tjenestested, hvor de hilste på hans kammerater, og man besøgte også KFUMs soldaterhjem, hvor Inuk havde brugt sin sparsomme fritid.

Tirsdag den 15. – godt en uge efter ulykken - gik familien igen ombord på Challengeren til Grønland. Forinden havde de mandag aften fået en god nyhed midt i alle sorgerne:

- Vi var hos min moster, da telefonen ringede hos hende. Det var politiet, der oplyste, at vicepolitiinspektøren fra lokalpolitiet i Viborg var på vej med nye oplysninger, fortæller Mina Larsen.

- Vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau kom ind og fortalte, at man havde pågrebet manden, som påkørte vores søn.  Da han fortalte om mandens alder, 71 år, blev vi alle chokerede. Min yngste på dengang 12 år sagde forfærdet: ”Han er lige så gammel som Aataa.” Vi sagde tak for oplysningerne, som gav os ro i sindet…

Artiklen er fra Sermitsiaq.ag 7. oktober 2020. Jeg har skrevet den sammen med Kassaaluk Kristiansen. Anden del bringes på fredag.

Jeg beklager, at der er lidt rod i formatteringen, men Google har ændret på blog-editoren - og jeg har derfor sat artiklen op i HTML, hvilket jeg er ikke er helt skarp til - endnu.

søndag den 4. oktober 2020

En lykkelig død

Døden kom til brunch

 Tænk sig at dø pludseligt uden forudgående varsel, mens man sætter tænderne i en brunchpølse søndag formiddag. Det forekommer mig at være en lykkelig død. Og det var skæbnen i dag for en halsbåndmus på mit værksted.

Vi har aldrig haft så mange mus som i år - og musekrigen har nu stået på siden august. Jeg har efterhånden ikke tal på antallet af dræbte halsbåndmus, mens det kun er blevet til en enkelt husmus. Indtil i går, hvor jeg skulle hente en pakke smør til aftenens brunkål i køleskabet på værkstedet. Der bemærkede jeg, at endnu en husmus var gået i en af fælderne. Jeg lod den ligge, for mus og madlavning er en dårlig kombination.

Da jeg stod op søndag morgen, tømte jeg fælden og benyttede lejligheden til at lægge ny madding i alle fælderne - selvfølgelig små stykker brunchpølse, for det var jo søndag. Så alt var klappet og klart til en god søndag...

Jeg gik i gang ved høvlbænken med at slibe noget træ til mit nye fuglefoderbræt. Mens jeg stod der med slibemaskinen, bemærkede jeg et eller andet, der bevægede sig i ude i øjenkrogen. Først troede jeg, at det var min egen skygge, men pludselig fik jeg øje på en mus, der hoppede rundt på lageret af Royal Eksport fra Fleggaard.

Jeg lod som ingenting og fortsatte sliberiet - og der gik næppe 30 sekunder, før musen gik i en af fælderne. Fælden slog en lille saltomortale, og mus og fælde landede på ryggen. Musen var ramt klokkerent i nakken og dræbt på stedet. Det har jeg det godt med. Arbejdet skal gøres ordentligt - ellers skal man lade være, mener jeg.

Da jeg vendte fælden, var det tydeligt at se, at musen lige havde nået at gabe over brunchpølsen, inden fælden smækkede - og det gav så anledning til mine betragtninger om gode måder at komme af dage på.

Fruen udtrykte efterfølgende anerkendende bemærkninger om min ro i situationen. Hun var selv overbevist om, at hun ville have forladt værkstedet med 100 km i timen, hvis hun havde set en mus.

Sådan er vi så forskellige, men jeg er jo altid til fals for ros og slesk tale, så nu bliver jeg nok nødt til at finde på noget lækkert til aftenens dessert - hvis altså vi ikke kan nøjes med en gang andendags-brunkål, der som bekendt er noget af det bedste, der findes.

fredag den 2. oktober 2020

Smuk ceremoni

Dræbt grønlandsk soldat æret

Den værnepligtige grønlænder Inuk Larsen fra Kitsissuarsuit, der sidste efterår blev dræbt af en flugtbilist ved Flyvestation Karup, blev torsdag eftermiddag æret ved en ceremoni for Flyvevåbnets faldne ved Viborg Domkirke.

Ceremonien, der fandt sted på Flyvevåbnets 70-årsdag, blev indledt med en bøn af flyverprovst Leif Holmstrøm, hvorefter to oberster lagde en krans ved flyvevåbnets mindesten for de faldne. Flyvevåbnets chef, generalmajor Anders Rex gik frem, rettede lidt på kransens bånd og bad om et minuts stilhed, inden han gjorde honnør for de faldne.

Ceremonien sluttede med, at en trompetist fra Prinsens Musikkorps spillede ”Danmarks Sidste Honnør” i det smukke og stille efterårsvejr.

Inuk Larsens familie var repræsenteret af mosteren Karen Angubesen og hendes ven, Johnny Andersen. De to blev efter ceremonien inviteret ind i kirkens krypt, hvor menig Larsens chef, oberst Palle Mikkelsen, viste dem Flyvevåbnets mindebog.

Bogen indeholder navnene på de soldater, som er døde, mens de har gjort tjeneste i flyvevåbnet. I dagens anledning var bogen slået op på den side, hvor man finder L. I. Larsen sammen med to andre døde flyversoldater fra 2019.

- Bogen indeholder navnene på alle flyversoldater, der er døde under ansættelsen, siden Flyvevåbnet blev skabt i 1950. Mindebogen ligger i Viborg Domkirke, fordi kirken er garnisonskirke for Flyvevåbnet. Hver fredag året rundt bliver der vendt et blad i bogen, så man i løbet af halvandet år kommer bogen igennem, men netop i dag er det den nyeste side, der kan ses, fortalte oberst Palle Mikkelsen, der som chef for Operations Support Wing også var chef for menig Larsen, der var Inuk Larsens normale kaldenavn i det militære system.

- Nok er menig Larsen væk, men Flyvevåbnet glemmer ham aldrig, sagde Mikkelsen.

Normalt bliver Flyvevåbnets årsdag markeret med parade og militærmusik foran mindestenen og koncert i domkirken bagefter, men på grund af coronaen var arrangementet begrænset til en lille snes højtstående officerer og Inuk Larsens danske pårørende.

Sermitsiaq.AG den 2. oktober 2020. Den omtalte Johnny Andersen er en tidligere kollega fra Nuup Kommunea, hvor han var personalechef. Jeg arbejder i øjeblikket på en artikelserie om Inuk Larsen.

torsdag den 1. oktober 2020

1. oktober

En særlig dag

Så blev det 1. oktober - og vi skal for alvor til at se efteråret i øjnene efter en lang og god sommer. Der er stadig masser af blomster, vejret er lunt, så nogen oktober-revolution er det ikke ligefrem.

Nu er de store solsikker begyndt at blomstre - og de er virkelig store i år. Det var en lille håndfuld frø, der dukkede op, da vi ryddede op i drivhuset i juni. Vi delte dem mellem os, og jeg må noget beskæmmet indrømme, at Dina har haft stor succes med sine solsikker i år. Godt og vel to en halv meter høje er de blevet.

Mine egne solsikker, som står på en lidt anden plads, er kun knap to meter høje. Men de er heller ikke blevet vandet hver dag som Dinas. Modsat fruen tror jeg på, at naturen godt kan klare sig uden hjælp - og det må jeg så nu erkende, at det kan den godt, men resultatet bliver også derefter.

1. oktober er også min mors fødselsdag. Det er godt otte år siden, hun døde, men hun ville i dag være blevet 99 år.

Dagen i dag er også særlig, for jeg har bestemt, at nu er det slut med de lyse sommerbukser. Det næste halve år står den på blå og sorte cowboybukser (jeans som man kalder det i vore dage).

1. oktober er også dagen, hvor jeg - efter aftale med mig selv - tillader igen at tænde for varmen på kontoret. Det er nu ikke nødvendigt i det lune vejr, men det er sådan et gammeldags princip, jeg har. Jeg vil ikke have radiatoren tændt mellem 1. maj og 30. september. Dina har en anden og mere pragmatisk og grønlandsk tilgang til det spørgsmål - og det må vi så betale for, når varmeregningen kommer.

1. oktober er også flyvevåbnets fødselsdag. Det er i år 70 år siden, at Hærens Flyvetropper og Marinens Flyvevæsen blev slået sammen. Som det ser ud fra morgenstunden, bliver fødselsdagen også dagens eneste arbejdsopgave. Sent på eftermiddagen skal jeg dække en kransenedlæggelse foran Viborg Domkirke, hvor Flyvevåbnet mindes sine faldne. Dagen byder ellers på en del opvisninger rundt i landet, men jeg tror, at jeg bliver hjemme og slår græs i stedet.

Det vil være en barmhjertighedsgerning - og i øvrigt en god lejlighed til at slippe af med de mange visne bøgeblade. For som den økologisk bevidste havebruger, jer er, kører jeg selvfølgelig ikke vissent løv på genbrugspladsen. Det bliver lagt ud på græsplænen og får så en tur med bioklipperen til gavn for regnormene. De skal jo også leve - dernede i mørket...