Keld og Hilda

Glade musikanter

Forleden var jeg i embeds medfør til koncert med Keld og Hilda i Ældresagen Brovst.

Det var næppe et arrangement, der ville have haft min bevågenhed, hvis altså ikke lige, jeg skulle skrive om det. Jeg synes ikke, at det er særlig interessant at spise sammen i en idrætshal - og for resten kan min fritid bruges bedre og mere meningsfyldt i haven.

Men Keld og Hilda var altså et behageligt møde. Sjældent har jeg mødt to så sympatiske, venlige og nærværende imødekommende mennesker. Det er jo musikere, der står på mindst en ny scene i en ny by hver dag - men alligevel gav de pensionisterne i Brovst en stor oplevelse, der bestemt ikke var præget af kedelig rutine.

Det var sjovt og i Hausgaard-klasse, når de pludrede om deres lange ægteskab mellem numrene. Musikken var velkendt og folkelig. Musik, som alle danskere kan synge med på. Hits fra min barndom som Landsbyens Gadekær, der i midt-tresserne tonede ud af enhver transistor-radio. Og så ramte de plet hos undertegnede med titelsangen Heartbeat fra TV-serien Små og store synder.

Men det var nærværet, der imponerede mig mest. På et tidspunkt lurede jeg på et foto med de to på scenen, hvor jeg gerne ville have dem stående tæt sammen. Det fornemmede Keld Heick med stor professionalisme og rykkede tættere på Hilda - og da jeg havde taget billedet, havde jeg øjenkontakt med ham og fik et lille blink. Det er altså de færreste musikere, som man har direkte øjenkontakt med, når man fotograferer.

Keld og Hilda er efterhånden blevet 76 år, så i Ældresagen var de blandt ligesindede. Men de optrådte så hamrende professionelle, at koncerten sikkert også var blevet en succes i en ungdomsklub. For glæden ved at optræde og levere varen var ægte.

Det er der mange kunstnere, der kan lære af...

Flagdag

Flagstang i topform

Tirsdag gled flaget til tops over den lille parcel på Øland.

Det var en meta-begivenhed, for det var hverken fødselsdag eller gæstebud, men derimod flagstangen vi fejrede.

For nu er flagstangen blevet malet, soklen ligeså og alt ser godt ud igen, efter at flagstangen blev lagt ned i begyndelsen af måneden. Det har været et stort arbejde - større end forudset, men nu er vi i mål, og flaget er gået til tops igen.

Men glæden over færdigt arbejde er ikke sådan at kimse ad. Så selvfølgelig skulle det fejres ved at flage. Det er jo det, man har flagstænger til.

Flagstangen har efterhånden set herrens ud i mange år, så det var på tide. Nu er den slebet i bund. Et par småskader er spartlet, linen skiftet ud - og det hele skinner. Så går der forhåbentligt et par år, inden vi skal på den igen.

Og så for resten en stor tak til Birger, som velvilligt gav en hånd med, da flagstangen skulle ned og op igen...

En hyggelig dag

Sct. Georgsdag

Lørdag var det Sct. Georgsdag. Den engelske nationaldag og også kendt som den internationale spejderdag, hvor spejdere hvert år verden rundt aflægger spejderløftet og lover at være gode mennesker et år mere - sådan kort fortalt.

Det fejres naturligvis også i Sct. Georgs Gilderne, så lørdag eftermiddag blev tilbragt i gode venners lag i 8. gilde, hvor vi helt i overensstemmelse med traditionerne også indsætter nye medlemmer i gildeledelsen - om det nu er nødvendigt.

Gildehallen blev indledt af gildemester Gert Larsen, der læste det nordiske gildebudskab, der i år var skrevet af den finske landsgildemester, som stilfærdigt - i lyset af krigen i Ukraine - mindede om, at spejderbevægelsen er verdens største fredsbevægelse. Her kæmper vi ikke mod hinanden, men for hinanden. Herefter dannede vi broderkæden og aflagde stående omkring højsædet gildeløftet.

Så var det tid til udskiftningerne. Carl Fryland blev indsat som ny gildekansler efter Søren Aagaard, der fortsætter som ny distriksgilde-skatmester. Thomas Jensen blev indsat som ny flagherold efter Hugo Elmer - og så var der for resten også hyldest til Michael Jensen, der havde 30 års jubilæum som gildebror.

Herefter var der fri leg omkring frokosten - det er vi rigtigt gode til i gildet - og den efterfølgende kaffe med Othello-lagkage i de tilstødende lokaler. En herlig lørdag eftermiddag helt efter bogen og traditionerne, sådan som det nu skal være i 8. gilde. Alt sammen myndigt ledet af bordformand Helge Hoff, der havde taget turen helt fra Københavnstrup for at være med på denne gode dag.

Det blev i øvrigt en lang lørdag, for hjemme igen på Øland fortsatte jeg med Smedens 60 års fødselsdags-fest i medborgerhuset. Og så en lille efterfest og ensom eftertænksomhed ved bålet i havepejsen, så ja, det blev over midnat, inden jeg så dynerne.

Men ikke værre end at jeg søndag kunne svinge penslen. Flagstangen er nu færdigmalet og skal rejses i løbet af mandagen. Så mon ikke også tirsdag bliver flagdag her på parcellen. Bare fordi vi kan...

Efter påske

Havedagbog

Jeg har haft temmelig meget at lave i påsken - sådan rent arbejdsmæssigt (se blandt andet her), så jeg er en lille smule bagefter i haven.

Ikke at det gør det store, for det er fortsat koldt om natten, men nu er foråret jo begyndt for fulde omdrejninger. Påskeliljerne er kommet til tiden - altså påske - og pynter overalt. Der er nu ikke så mange som tidligere år, så noget siger mig, at der skal investeres i nye løg til efteråret, så vi kan komme op på tidligere tiders keukenhofske blomsterflor.

Men ellers er der andre gule muligheder. Forsytia, vorterod og ikke mindst de gule anemoner, som trives godt på parcellen. Det er jeg stolt af, for det er tegn på god jord.

Jeg har fået klippet hækken ind mod naboen. Søren klippede sin halvdel for fire uger siden. Det forpligter - og nu er jeg også med.

Jeg har i vinterens løb klippet den store taks voldsomt ned, og der er også blevet barberet grene på andre af havens træer, så det blev til et hurtigt bål mandag middag. Så er den potte ude af verden, og jeg kan komme i jorden på det fremskudte dige.

Løgene er sat og dækket ned med net. Der er fortsat nattefrost, og det tåler de ikke så godt. For så går de lettere i stok alt for tidligt - og så bliver udbyttet mindre. Nettet er også godt til at holde solsorterne væk, mens løgene slår rod.

Jeg mangler fortsat at lægge kartofler. Men efter påskens travlhed bliver der nok tid til at få kartoflerne lagt i løbet af ugen. Det er fordelen ved selv at styre arbejdstiden.

Men det bliver først til juli, at vi har egne kartofler. Det er lidt sent, men til gengæld satser jeg på tidlige jordbær. Jeg har i år en kasse med jordbær i drivhuset, så det bliver spændende.Det var egentlig nogle stiklinger, jeg havde til overs sidste år. Men jeg kunne ikke nænne at smide dem ud, så det blev så til et lille jordbær-eksperiment.

Flagstangsprojektet skrider langsomt, men sikkert fremad. Jeg har brugt det meste af sammenlagt to arbejdsdage på at slibe flagstangen. Nu skal den have lidt grunder og så to gange hvid maling - og så er vi klar til at flage igen.

I løbet af ugen skal der også sås til forspiring. Tagetes, studenternelliker og georginer er på planen. De sidstnævnte får jeg sikkert god brug for. For jeg fik ikke georginerne op af jorden sidste år, så det er næppe mange, der har overlevet vinterens frost.

Og så er tulipanerne for resten på vej også...

Grågæs og fasaner

Få fugle

Egentlig er det jo forår og sæson for fuglefoto, men føret er lidt tungt.

Dårligt vejr, snusk og regn har gjort det til en lidt tvivlsom fornøjelse indtil nu - og for resten er der slet ikke så mange fugle lige nu. Rederne skal jo passes. Men lidt blev det da til fredag aften.

Et par grågæs - og så en fasankok, der troligt luntede efter hønen på et par meters afstand. Jeg tror nok, jeg ved, hvad den kok har i tankerne...

Dagens bonusbillede er en gråstrubet lappedykker fra forleden på Haverslev Mølledam.

Revner i Rigsfællesskabet

Modvind

Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne er alvorligt truet i disse år.

Årsagen er ikke færingernes og grønlændernes forståelige selvstændighedstrang, men tåbelige regler og en stupid og nidkær dansk embedsstand.

Der er en toldmur mellem Grønland og Danmark på grund af Danmarks medlemskab af EU, så det kun med besvær er muligt at sende brevpost fra Grønland til Danmark.

For nogen tid siden opdagede man tegn på pesticidrester i en af drikkevandssøerne ved Nuuk. Derfor tog man nogle vandprøver, som blev sendt til Danmark til analyse. Det kunne hurtigt være gjort, hvis ikke toldvæsenet beslaglagde vandprøverne og insisterede på selv at analysere dem inden analyselaboratoriet.

Dermed forsinkede det danske bureaukrati undersøgelsen med en uge – og først forleden kunne man så slå fast, at søen ikke var forurenet af pesticider – hvilket også ville være underligt, da der ikke er landbrug i nærheden af Nuuk.

Det samme sker, når grønlændere sender pakker med rensdyr, sæl- og hvalkød til familien i Danmark. Der er ellers givet en dispensation, så pakker med op til fem kg kød uden dyrlægekontrol må sendes fra Grønland til Danmark på ikke-kommerciel basis.

Dispensationen hjælper bare ikke. For der er talrige eksempler på, at danske toldere tilbageholder kødpakkerne, fordi man vil DNA-teste kødet for at sikre, at det ikke stammer fra fredede hvalarter. Det er tåbeligt og bureaukrati for bureaukratiets egen skyld. Det er lige så ulovligt i Grønland som i Danmark at skyde fredede dyrearter – og danske tolderes generelle nidkærhed er udtryk for en nedladende total disrespekt over for de grønlandske myndigheder.

Det har længe været et stort ønske blandt grønlandske ejendomshandlere, husejere og banker at få indført digital tinglysning i lighed med det, vi kender i Danmark. Det vil være en stor fordel i et land med enorme afstande og vejrmæssige udfordringer.

Det kan bare ikke lade sig gøre på grund af EU’s persondataforordning. EU betragter nemlig Grønland som et usikkert tredjeland, som man ikke må sende persondata til. Det er absurd. Fuldstændig absurd, for ifølge persondataforordningen er der ikke noget til hinder for at sende data fra Danmark til en hønsetyv i Rumænien, mens Grønland altså er et usikkert tredjeland.

Der er for resten også masser af eksempler på, at grønlandske forældre i Danmark får tvangsfjernet deres børn uden anden grund end netop, at forældrene er grønlændere. "For grønlændere er jo potentielle alkoholikere, og så må vi hellere fjerne børnene for en sikkerheds skyld", synes myndighederne at tænke. Og når forældrene så får lov til at være sammen med børnene, skal samtalen foregå på dansk, så nyfigne socialrådgivere kan følge med i den familiære snak.

Det er ondskabsfuldt, perfidt og patroniserende – og jeg forstår så udmærket, at mange grønlændere betragter Rigsfællesskabet med en stor portion skepsis.

Det skorter ikke på fine ord fra danske politikere, når talen falder på Rigsfællesskabet – men det er hule ord, når de selvsamme politikere ikke gider fjerne tekniske handelshindringer, toldbarrierer og ignorant diskrimination mod de mennesker, vi er i Rigsfællesskab med. Et fællesskab er kun frugtbart, hvis det er til gavn for alle parter.

Mange grønlandske og færøske politikere abonnerer på selvstændighedstanken. De får medvind, når danske bureaukrater og embedsmænd uden anden livserfaring end en fin universitetsuddannelse får frit spil til at lege kommissærer og herremænd – endnu et eksempel på, hvor destruktiv og brødløs den danske djøf-kultur er. Lidt konduite og vilje til at bøje reglerne er et godt sted at starte.

Hvis Rigsfællesskabet skal bestå, skal danskerne tage sig sammen – og vi kan jo starte med at fjerne barrierer som toldgrænsen og EU’s persondataforordning.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 8. april 2022.

Fødselsdag uden flag

Grounded

Jeg fyldte 64 onsdag. Det blev en overvældende dag takket være Facebook, hvor jeg modtog 250 lykønskninger. Selv om jeg er skeptisk over for sociale media, erkender jeg, at Facebook fungerer fint i forhold til fødselsdage. Så tak for alle hilsenerne og de søde tanker.

Dagen blev fejret uden flag. Flagstangen er grounded, fordi den skal males. Det har den trængt til i mindst fem år, så nu skal det være. Men først skal den have den helt store tur med højtryksrenser, sandpapir og maling - og det gælder også flagstangssokkelen, hvor jeg har indkøbt flot postkasserødt maling. Det skal nok blive godt, men der skal altså slides. Målet er, at jeg bliver færdig til Dinas fødselsdag i midten af maj, så vi kan flage med Erfalasorput til den tid.

Det blev også til en lille fødselsdagsgave til mig selv. En halv tønde whisky, undskyld, en halv whiskytønde, som jeg længe har ønsket mig til at samle regnvand i. Jeg har i nu godt ti år haft en murerbalje til formålet. Det virker - men kønt er det ikke.

Så nu er murerbaljen erstattet med whiskytønden. Indkøbt i Jem og Fix i Aabybro for små 300 kroner. Til den pris kan jeg godt være lidt skeptisk med hensyn til proveniens. Men den er god nok. Bilen stinker fortsat af whisky her flere dage efter, at tønden var ude at køre de 25 minutter fra Aabybro.

Ellers var dagen ganske fredelig. Dina har det desværre ikke så godt, så det blev ikke til gæstebud, som jeg ellers holder meget af. Til gengæld fejrede vi dagen med en tur til Hjørring sygehus til endnu en undersøgelse. Og vel hjemme igen med en gang lammeculotte med flødekartofler. Det er nem mad, men det smager hammergodt.

Og så blev der arbejdet igennem fra fire morgen. Tiden op til påske er ganske forstyrret i mediebranchen, fordi alle deadlines er rykket. Jeg har en teori om, at helligdagene er Guds straf til en ugudelig journaliststand.

Fødselsdagen bød også på snevejr. I det hele taget var vejret ikke særlig godt. Den tager jeg på min kappe, selv om jeg ikke lige erindrer nogen konkret begivenhed, som gør, at den triste skæbne skulle overgå mig. Men snevejret fortsatte både torsdag og fredag, så jeg er nok ikke den eneste...

Dorthe og Poul bytter job

Vagtskifte

Foto: Leiff Josefsen

Sermitsiaq skal have ny chefredaktør. Det bliver journalist Dorthe Olsen, der afløser Poul Krarup, som efter 32 år på redaktør-posten fortsætter som skrivende journalist.

Det siges i pressekredse, at hvervet som tillidsrepræsentant er den bedste uddannelse, man kan få, hvis man vil være chef i mediebranchen. I den henseende er Sermitsiaqs nye chefredaktør godt klædt på, for medarbejderne i Mediehuset Sermitsiaq.AG skal nu til at finde en ny tillidsrepræsentant, når Dorthe Olsen 1. maj bliver chefredaktør for Grønlands største avis.

Det er en erfaren journalist, der nu sætter sig i chefredaktør-stolen. Den 54-årige Dorthe Olsen er uddannet på den grønlandske journalistuddannelse og har arbejdet på Sermitsiaq siden 2006, hvor hun forinden var i praktik i halvandet år.

På avisen har hun arbejdet med stort set alle stofområder. De første år som kriminalreporter, hvor hun blandt andet dækkede flere store hash-sager.

– Det var rystende at opleve bagmændene, der var revnende ligeglad med andre mennesker, siger Dorthe Olsen, der er besiddelse af stor empati og forståelse for samfundets svage.

Siden kriminalreporter-tiden er andre stofområder kommet til – blandt andet erhverv, fiskeri, kultur, socialt stof, sundhed og ikke mindst politik.

– Jeg har det sådan, at jo mere jeg sætter mig ind i tingene, jo mere interesserer jeg mig også for dem. Men ingen tvivl om at noget af det bedste, jeg ved, er valgkampene. Så pumper adrenalinen, og alle mand er på dæk. Det er bare så spændende.

– Så er der også rejserne. Jeg elsker reportagerejser, fordi man er nye steder og møder nye mennesker, men det bedste af det hele er, at man nærmest er på hele tiden og arbejder i døgndrift.

– En af de smukkeste oplevelser, jeg har haft, var under sådan en reportagerejse, mens Kuupik Kleist formand for naalakkersuisut, hvor han blev gift med Aviaaja i Qullissat. Det var smukt, meget smukt.

De seneste år har Dorthe Olsen også været redigerende, når Poul Krarup har været på ferier og rejser. Det har givet hende et godt indblik i den særlige del af den journalistiske proces, som giver et ugentlig adrenalinkick, når avisen skal lukkes onsdag eftermiddag.

– Jeg vil godt indrømme, at jeg har det fint, når det hele bimler og bamler, og alt skal være færdigt. Det er jo også det job, jeg nu har sagt ja til – og jeg glæder mig til at fortsætte den gode linje, som Poul har lagt for avisen.

– Vi producerer en avis, som betyder meget for læserne. De betaler for avisen, og de har tillid til det, vi skriver, så det er et stort ansvar. Jeg vil passe på avisen som en rigtig løvemor, siger Dorthe Olsen, der er mor til tre piger, Arnakkuluk på 15, der stadig går i skole, Aima, der i øjeblikket er elev på Georg Stage og Ivana, der er uddannet i Kultur- og Samfundshistorie på Ilisimatusarfik og arbejder i selvstyret.

Dorthe Olsen er født i Maniitsoq. Det passer den afgående chef godt, at avisen nu endelig får en grønlandsk-sproget redaktør.

– Jeg er aldrig blevet gode venner med det grønlandske sprog; det har været mit største problem i jobbet. Det er jeg med rette blevet kritiseret for – især af min svigermor. Det er godt, at avisen nu får en grønlandsk-sproget redaktør, som kan tale med hovedpersonerne i vores journalistik og opfange alle nuancerne i samfundsdebatten, siger Poul Krarup, der lægger vægt på avisens rolle i den sammenhæng.

– Det er vigtigt at alle kan komme til orde, og at vi sikrer debatten og forskellighederne fra både magthavere og opposition.– Det er vores eksistensberettigelse som printavis, at vi sikrer mulighed for ordentlig og nuanceret debat og baggrundsviden og ikke kun den opfattelse af virkeligheden, som magthaverne har, og som er rigtig i selvstyrets og eller kommunernes administration.

– Jeg har på min post i alle årene kæmpet for åbenhed i samfundet og en bred og alsidig debat. Jeg er overbevist om, at de samfund, der har åbenhed og ytringsfrihed som deres grundpiller, klarer sig bedst i udviklingen.Poul Krarup har boet i Grønland siden 1983, hvor han kom til Qasigiannguit sammen med sin daværende kone, der er tandlæge. I bagagen var en uddannelse som historiker og et journalistjob på Kalundborg Folkeblad.

I Qasigiannguit arbejdede han først som freelancer, men blev så ansat af Jørgen Fleischer som AG’s mand i Diskobugten.

– Jeg er glad for, at mit liv i Grønland begyndte ude på kysten langt fra Nuuk. Jeg lærte ydmygheden over for naturen på egen krop og meget om Grønland og grønlænderne i den periode, hvor jeg byggede min egen slæde, købte en bas og opdrættede mine egne hunde.

Siden flyttede han og hustruen til Nuuk, hvor han arbejdede på Radioavisen, inden han i 1986 blev ansat på Sermitsiaq og i 1990 overtog posten som chefredaktør efter den navnkundige Hagen Højer Christensen, der lærte Krarup at skrive krasse ledere.

– Det har været en voldsom og spændende udvikling, som både samfund og avisproduktion har været igennem.

– Dengang i halvfemserne kunne journalister frit komme og gå i hjemmestyrebygningen, og politikerne var nemme at få fat i. Dengang var politikerne ”rigtige politikere” med mod og mandshjerte til at stå på mål for deres visioner og beslutninger - også når man pludselig dukkede op med kritiske spørgsmål.

– Det har ændret sig, så det i dag er næsten umuligt at få adgang til især medlemmerne af Naalakkersuisut, der forskanser sig bag spindoktorer og informationsmedarbejdere. Det er en stor trussel mod den frie debat, når magthaverne ikke er åbne for dialog og kritisk journalistik og fortæller åbent og ærligt om, hvad de vil med deres job og samfundet, men kræver spørgsmålene forinden og svarer skriftligt, så vi ikke har chancen for opfølgende spørgsmål. På den måde risikerer vi at blive mikrofonholdere for magthaverne, der undgår de spørgsmål, som presser sig på i befolkningen.

– Avisproduktionen har også ændret sig. Da jeg begyndte, arbejdede vi fortsat med bly og satte sider op på trykkeriet. I 1994 fik skærmombrydning, og siden er det gået stærkt. De elektroniske medier har fået større betydning – især efter at internettet kom til.– Det betød også, at det er blevet sværere at udgive aviser på papir - ikke mindst på grund af konkurrencen fra sociale medier, og da de offentlige myndigheder flyttede indtægtskilden fra jobannoncer over på danske jobsider.

Det ledte i 2010 til fusionen af de to grønlandske aviser, der blev samlet i Mediehuset Sermitsiaq.AG.

– Det er nok den sværeste opgave og den største bedrift i min godt 30-årige karriere som mediechef.– Ingen var med mig - hverken på Sermitsiaq eller på AG - og jeg havde kun opbakning fra min bestyrelsesformand, Jørgen Ejbøl, på Sermitsiaq samt selvfølgelig AGs chefredaktør Inga Dora G. Markussen og bestyrelsesformand Svend Erik Danielsen. Udviklingen viser, at beslutningen var rigtig, for printmedierne var pressede. Vi sikrede gennem fusionen den frie og uafhængige presse i Grønland. Det var dyrt, men det lykkedes og er blevet en kæmpe succes, siger Poul Krarup, der i 2017 overlod ledelsen af bladhuset og et godt grundlag for den videre udbygning til administrerende direktør Christian Schultz-Lorentzen.

Den 1. maj træder den 73-årige Krarup endnu et skridt tilbage og fortsætter på Sermitsiaq som almindelig skrivende journalist i et års tid.

Privatlivet holder Poul Krarup for sig selv, men vi kan da afsløre, at han bor sammen med Esther Hammeken. Han er far til Kristoffer i USA, Frederik i Vangede nord for København, Nikolaj i Viborg, Marie i København og Benjamin i Grønland og sammen med Esther kom der bonusbørnene Ivalo og Aviaaja, der bor i Nuuk og København. Sammen med Esther har han 8 børnebørn, der bor i Grønland, Danmark og USA, og et niende barnebarn er på vej i Viborg.

– Jeg er så heldig, at jeg har fået børn med tre forskellige, vidunderlige kvinder, der alle har og har haft stor betydning i mit liv, og som har sørget for, at vi har nogle fantastiske børn. Vi ses alle på kryds og tværs. Det skulle der gerne blive lidt mere tid til i fremtiden, især når jeg slutter helt om et års tid, siger Poul Krarup.

Artiklen er fra dagens Sermitsiaq. Jeg har kendt Poul Krarup, siden jeg flyttede til Nuuk i 1995 - og jeg har de seneste oar år arbejdtet tæt sammen med Dorthe Olsen. Jeg er glad for, at det blev mig, der blev bedt om at skrive dette dobbeltinterview med to mennesker, som jeg holder meget af.