torsdag den 31. marts 2022

Jagten på forsiden

Kioskbaskere


Selskabet Kair - Kalaallit Airports - er i øjeblikket ved at bygge tre nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat i Grønland til en samlet pris af 3,7 milliarder kroner, hvoraf en tredjedel kommer fra danske skatteydere.

Mandag var jeg inde på Kairs hjemmeside for at tjekke nogle oplysninger til en artikel - og der fandt jeg en opsigtsvækkende oplysning. Om den nye lufthavn i Ilulissat hed det, at landingsbanen under gunstige forhold kan benyttes af et Airbus A-330.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi det er den flytype, som Air Greenland flyver med mellem Danmark og Grønland - og selskabet forventer at få et helt nyt fly af typen leveret i år. Kair er altså i gang med at bygge en lufthavn, der kun kan bruges i godt vejr af Air Greenland - og nu er godt vejr som bekendt en sjældenhed i Grønland.

Helt ærlig - det var lidt af en kioskbasker, at den danske stat er i gang med at investerere en milliard af skatteydernes penge i en ubrugelig lufthavn. Så jeg aftalte med Sermitsiaqs redaktør, at det skulle være denne uges forside.

Det viste sig dog, at jeg havde solgt skindet, før bjørnen var skudt. For da jeg henvendte mig til Kairs kommunikationschef for at få oplysningerne verificeret, brød han sammen og tilstod, at oplysningerne på selskabets hjemmeside var forkerte. En uheldig formulering, som den pæne mand eufemistisk omtalte fadæsen, hvor selskabet var kommet til at skrive det modsatte af hensigten.

Så det blev der ingen forside ud af. Til gengæld fik jeg bagsiden med de lette historier - og her kunne jeg så gøre mig lystig over Kairs manglende korrekturlæsning.

Som et ekstra plaster på såret har jeg så forsiden i denne uge på Ugeavisen Fjerritslev:Brovst - og helt i avisens ånd er det ikke en skandalehistorie, men derimod den positive historie, at Tage - blomsterhandleren i Brovst - har fået forårsfornemmelser og har åbnet sin sæsonbutik en uge tidligere end normalt.

Den slags historier er også journalistik - og så i øvrigt et godt eksempel på, at jeg i min lille butik er leveringsdygtig i alle historier - store såvel som små. Jeg rynker ikke på næsen af solstrålehistorier, for de spreder også lys i mit sind. Og det er jo kun forår en gang om året, så hvorfor ikke?

Dagen er i øvrigt tiltaget med 6 timer og 23 minutter her på parcellen. Men det er fortsat koldt derude. I nat var vi nede på minus 9 grader.

søndag den 27. marts 2022

Bella aringa italiana

Kulinarisk rundtur til støvlelandet


Fredag aften pakkede sildelauget køkkengrejerne og tog på en kulinarisk rundtur til Italien med oldermand Michael som kyndig rejseleder.

Niveauet var en anelse højere end pizza og kødsovs, men italiensk mad er simpel og nem at lave, så her kan alle være med. Og den tid, der spares under tilberedningen, kan så bruges til snak. Det er også meget italiensk, for det er hyggen omkring maden, der er det væsentlige.

Så laugsbrødrene gav den fuld gas - avanti - den første times tid, mens der blev kokkereret ved alle stationer. Selvfølgelig med et indlagt stop - pausa di conversazione - hvor giftblanderen bød på velsmagende dråber fra Lønstrup efter en angivelig hemmelig opskrift - ricetta segreta - med tilhørende grissini.

Første servering var bruscetta med gedeost - ristede brødskiver med smeltet gedeost og sprød parmaskinke og balsamico. Og selvfølgelig skyllet ned med den fine chianti fra Toscana, der var aftenens gennemgående vin. 

Det var den vin, danskerne lærte at kende i bastflasken, som blev brugt i skriverkarlens barndom som lysestage blandt rejsevante kammerater. Siden er der som bekendt løbet megen vin i glasset - og man kan i dag købe masser af toscansk vin af høj kvalitet i danske butikker. Og det var selvfølgelig sådan en højkvalitets-chianti, der var på bordet denne aften.

Derefter stod den på et voldsomt tilskud af kulhydrater med en gang pasta med rejer. Pastaen var al dente - akkurat som Mama Mia med overskægget ville lave den. Et godt eksempel på, hvor nemt det er at lave italiensk mad. Op i gryden, kog et minut, dryp af, rør sammen og server - sådan ganske kort fortalt.

Så var der kød på bordet - masser af kød. Klassisk italiensk saltimbocca - tynde schnitzler med skinke og mozzarella - og et tilhørende fad med bagte kartofler og grillet fennikel. Over kartoflerne var der cherrytomater, der, når sandheden skal frem, nok havde haft det rigeligt varmt i ovnen. Det kan man ikke se på billedet, hvis man ikke lige ved det, så det snakker vi ikke højt om.

Som prikken over i'et i Italien fik vi så en italiensk ostekage. Sød og nærende med et strejf af citron og den altid velsmagende mascarpone. Her stoppede indtaget af chianti, og de mest modige af laugsbrødrene fik en lille dram marsala - den totalt udrikkelige hedvin fra Sicilien, der smagen til trods er en glimrende tilsætning til saucer og en nødvendig ingrediens i tiramisu.

På grund af den allestedsnærværende corona blev aftensangen droppet, men i den stille aften kunne man ane tonerne af O sole mio ude i de små hjem. Det lød grangiveligt som Dario Campeotto...

fredag den 25. marts 2022

Fuglefotografen vågner

Skarv og troldand


De seneste dages fine vejr har vækket fuglefotografen efter en lang og mørk vinter.

Så de seneste par dage har jeg været på tur med kameraet både morgen og aften. Det er nu ikke så meget liv endnu. Bevares, fugle er der jo altid, men altså ikke det helt store.

De fleste af de kortnæbbede gæs og sangsvanerne er trukket væk, men endnu er der ikke så mange sommergæster. Jeg har især spejdet langt efter skestorkene, der normalt ankommer i første uge af april, men måske de kommer tidligere, når vejret er godt? I hvert fald er årets første skestork meldt ind på DOF-listen tirsdag aften.

Rent fotomæssigt er det altså ikke blevet til det helt store. Men der er trods alt skarver - og i mangel af andet er den forkætrede "ålekrage" faktisk en meget flot og stor fugl. De er lidt sky og vanskelige at fotografere på vandet - og stikker gerne af, når man retter kameraet mod dem.

Skarven har en dyb og ganske forståelig mistro over for mennesker. Jeg var en gang på skarvjagt på en lille ø ved Lofoten i mine unge dage. Da det første skud blev løsnet, var skarverne væk, og de vendte først tilbage igen dagen efter. Jojo, den smukke fugl ved godt, at mennesker er et dårligt selskab. Det kan jeg kun være enig med skarverne i.

Ellers så er der gode chancer for at observere troldænder netop nu. Den smukke and med gule øjne og nakketop holder til i stort tal i Ulvedybet på bjerget-siden. Troldanden er en ganske almindelig trækfugl i Danmark, men yngler her kun sjældent.

torsdag den 24. marts 2022

Sug og spul

Proppernes overmand


Så gik den ikke længere. Hele vinteren har jeg døjet med afløbene fra badeværelset, hvor der jævnligt har været tilløb til forstoppelse.

Hidtil har jeg klaret den ved at skylle systemet igennem, når rørene sagde mærkelige lyde, men tirsdag aften var det definitivt slut. Høj vandstand i toilettet og ingen resultater ved gennemskylning.

Så onsdag morgen måtte jeg gå den tunge gang til telefonen og tilkalde Niels fra Canada Maskinstation. Han kom med slamslugeren fluks, da morgentågen lettede - og så gik han ellers i gang med det helt store grej.

Det var ikke helt ligetil  og der skete intet under de første forsøg. Men efterhånden - for Niels er ekspert i den slags ting - fik han lokaliseret proppen til et rør under gulvet mellem toilettet og vaskemaskinen. Så blev der sat højtryk på. Gulvet i badeværelset lignede lort - undskyld udtrykket - men det virkede. Så nu er der hul igennem igen.

Niels klarer proppen - og jeg tager moppen. For nu har jeg så benyttet lejligheden til at få badeværelset gjort rent - det skinner som den berømte hvide tornado - og jeg kan gå på tønden vel vidende, at nu fungerer lortet...

Det skal det så helst gøre nogle år fremover. Og jeg tror på det. Sidst Niels var på besøg med slamsugeren var i 2014. Dengang var det afløbet fra køkkenvasken, der var problemet - og det har fungeret fint lige siden. Respekt for en god håndværker, der kan sit lort...

mandag den 21. marts 2022

Fra departementschef til skuespiller

Borgen

Foto: DR/Mike Kolöffel

Netop nu viser DR serien Borgen. Sædvanlig TV-dramatik efter DR's velkendte fortællemodel med lidt kærlighed, lidt skurke og lidt moralsk forfald. Flotte billeder og storslået dramatisk underlægningsmusik. Dybest set meget kedeligt og spild af tid, men alligevel interessant fordi serien foregår i Grønland. Så stik mod normalt ser jeg i øjeblikket fjernsyn hver søndag aften, når de nye afsnit ruller over skærmen.

Men det er også arbejde. For mange af de grønlandske medvirkende er folk, jeg kender - og folk, som er kendte i det grønlandske samfund. For et par uger siden lavede jeg dette interview med Svend Hardenberg, der har den centrale rolle som den olieglade naalakkersuisoq Hans Eliassen. Hardenberg er ikke en hvem som helst i Grønland. På cv'et er en lang række fremtrædende poster som blandt andet departementschef og kommunaldirektør - og ikke at forglemme jobbet som direktør i Nukissiorfiit, det grønlandske forsyningsselskab inden for el, vand og varme.
----------
Svend Hardenberg er en mand med mange talenter.

Det kan TV-seerne opleve i øjeblikket i Borgen, hvor Svend Hardenberg debuterer som skuespiller i rollen som den olieglade naalakkersuisoq Hans Eliasen.

- Det var egentlig lidt af et tilfælde, at jeg fik rollen, som jeg slet ikke havde tid til, fortæller Svend Hardenberg til Sermitsiaq.

- Jeg kender en del til filmbranchen, fordi jeg i mange år har hjulpet det islandske produktionsselskab True North, når de har haft opgaver i Grønland. Det førte til, at jeg blev bedt om at hjælpe med produktionen af Borgen i opstartsfasen.

Det ligger et par år tilbage, hvor manuskriptforfatteren Adam Price og instruktøren Per Fly var på en såkaldt fact-finding mission i Grønland. Her var min hustru Julie og jeg sammen med dem i et par uge i Nuuk og Ilulissat, indførte dem i forholdene her i landet og forholdet mellem Grønland og Danmark.

En måneds tid efter ringede Per Fly til mig og opfordrede mig til at tage til casting til rollen som Hans Eliassen, som var blevet omskrevet efter deres ophold i Grønland. Jeg sagde ja til rollen, fordi de ønskede en profil, som ikke er den stereotype grønlandske politiker, der var med i de første udkast.

- Karakteren blev meget mere moderne og dynamisk – og det ligger fint til mig. Jeg håber, at min optræden kan være med til at ændre de fastlåste billeder af grønlændere. Og jeg synes da også, at resultatet er blevet godt.

- Inden jeg fik tilbudt rollen, brugte jeg to dage sammen med Per Fly, hvor han udfordrede mig på det følelsesmæssige udtryk gennem improvisationer – for at se hvad jeg kunne udtrykke i skuespillet.

- Jeg har aldrig drømt om at blive skuespiller, så man kan ikke sige, at det er livsdrøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg har det sådan, at man skal gribe de chancer, som livet byder, siger Svend Hardenberg, der ikke umiddelbart forestiller sig, at de internationale filmselskaber fremover vil stå i kø for at hyre ham.

- Men jeg er glad for at have været med. Men husk på, at jeg jo laver mange andre ting og har travlt med mine forskellige iværksættervirksomheder.

- Det kom til udtryk under optagelserne til Borgen. Der er megen ventetid på sådan et film-set. De øvrige skuespillere brugte ventetiden at læse og til gåture. Jeg derimod havde travlt med at læse og besvare e-mails og passe forretningen.

Svend Hardenberg er uddannet cand. merc. fra Aalborg Universitet, hvor han dimitterede i 1999. Siden har han haft flere topjobs – blandt andet i Air Greenland, som direktør for Nukissiorfiit, som kommunaldirektør i Qasuitsup Kommunia og som departementschef i Selvstyret, så han kender om nogen det politiske spil i Grønland.

Men Borgen er ikke en nøglefortælling, hvor han spiller en kendt person.

- Man skal ikke lede efter kendte personer i min karakter som Hans Eliassen. Det er TV-drama – og det skal man nyde som sådan, lyder rådet fra Hardenberg.

Efter at optagelsen til Borgen sluttede, har Svend Hardenberg igen fået fuld tid til sine mange gøremål på erhvervsfronten.

Det drejer sig først og fremmest om Grønlands første kafferisteri, Kaffivik, som Hardenberg har etableret i Nuuk. I første omgang i iværksætterhuset i Nuuk, men nu er virksomheden i meget større lokaler i Nuukullak 35. Her skal der være plads til både kafferisteri og en café, hvor kunderne kan nyde kaffe af høj kvalitet tilpasset det bløde grønlandske vand.

Samtidig er Svend Hardenberg sammen med businesspartneren Jørgen Wæver Johansen kommet et skridt videre med at etablere en kildevandsproduktion i Qeqertarsuaq med virksomheden Greenland Water Bank, som ejer produktet ”Imivik”.

- Vi fik efter tre år endelig en eksporttilladelse til vandet i det område, hvor tidligere Greenland Spring Water forsøgte sig med produktionen af 938. Vi har fået kontakt med en kunde i Storbritannien, som vi besøgte i januar og sammen fik formuleret en salgsstrategi.

Nu planlægger Jørgen Wæver Johansen og Svend Hardenberg at lave en lokal produktion i Qeqertarssuaq.

- Tapningsudstyret er nu bestilt, for vi ville ikke gå i gang med investeringerne, uden at være sikre på, at vi kan sælge produktet.

Derudover er Svend Hardenberg også aktiv i det grønlandske iværksættermiljø. Sammen med Jens Jakob Lennert-Sandgreen har han hjulpet grønlandske iværksættere godt i gang gennem kurser og netværksmøder og som mentor.

Endelig bliver der også tid til bestyrelsesarbejde. Siden oktober sidste år har Svend Hardenberg været formand for KNI, hvor der nu er godt i gang med oprydningsarbejdet efter lang tids uro. Svend Hardenberg er også den 1. januar 2022 blevet formand for Vestnordenfonden, og han er stadig i bestyrelsen for Ilisimatusarfik.

- Så nej! Jeg satser ikke på en karriere som skuespiller. Jeg har rigeligt at lave i forvejen, siger Svend Hardenberg, som ikke ville have været oplevelsen med Borgen foruden.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2022/8.

søndag den 20. marts 2022

Fugls føde

Spurvehøgen og tyrkerduen


"Af fugl er du kommet. Til fugl skal du blive."

Vi har natten til søndag haft besøg af en spurvehøg, der har forlystet sig med en tyrkerdue. Jeg var ude at lukke og slukke ved 18.30-tiden lørdag aften. Der var der ikke noget at se, men kl. 6.30 søndag morgen var der spredt tyrkerduefjer i baghaven ved dronningebusken under altanen.

Det er med stor sikkerhed en spurvehøg, der har været på spil. For spurvehøgen plukker byttet, inden den sætter fjerkræet uden fjer til livs.

Jeg gætter også på, at det er en hun. Spurvehøgehannen er næppe større end en tyrkerdue og tager mest småfugle, så det er sikkert hunnen, der er skurken.

Vi har mange tyrkerduer i haven, så bestanden overlever det nok. Det er livets og naturens gang. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik billeder af det natlige drama, som jeg heller ikke hørte noget til, selv om det foregik lige under kontorets altan.

lørdag den 19. marts 2022

Hr. Barium og Kro-kussen

Muntre forårsfornemmelser


"Kro-kussen" var som bekendt navnet på servitricen frk. Grøn i Dirch Passer-monologen om botanikerforeningen De Muntre Tulipaner, hvor formanden hedder Hr. Barium.

Passer er altid værd at mindes - og det kan næppe være mere velvalgt end i dag, hvor havens krokus står i fuldt flor i den vindstille og solrige forårsdag - hvor det oven i købet er lørdag, så der blev tid til et par timer i solen med en god bog.

Og selvfølgelig en tur rundt i haven med kameraet. Billederne taler næsten for sig selv, men jeg skal da lige nævne, at krokus findes i mange farver. Mine favoritter er de tidlige æggeblomme-farvede og helt gule krokus, men de mørklilla senere krokus går da også an. Især fordi de formerer sig villigt og gerne står i store og tætte grupper under træerne.

Jojo - det er en fornøjelse at se...




torsdag den 17. marts 2022

Guf for sprognørder

Ny ordbog


Lørdag udkom "Ordsamling  for egnssprogene i Han Herred". Det er en diger sag med 15.000 danske opslagsord, der er oversat til Han Herred-mål.

Ordene er alle indsamlet af en lille snes frivillige, som har arbejdet på den fine bog i 16 år. Det er en stor præstation af folk, der ikke - som forskere på universiteterne - har indsamling af ord som erhverv. Det gør måske også ordbogen lidt utraditionel i forhold til andre ordbøger.

Bogen er præget af stor kærlighed til egnen og målet - blandt andet med mange fotos og egnsskildringer, og ordbogen er sikkert også mindre nøgtern og fokuseret, end man vil se det hos professionelle. Personligt havde jeg gerne set en mere videnskabelig tilgang til de indledende lingvistiske afsnit, der forekommer svagt teoretisk funderet.

Men pyt med det, for det er flot bog, der er trykt i Fjerritslev og et helt igennem lokalt produkt. Og jeg er ikke den, der vil kaste grus på et stort og flot arbejde af velmenende ildsjæle. For i virkeligheden er det nok noget, levebrødsforskere kan lære af.

Specielt interessant er et afsnit om sprogets sjæl og den velkendte jyske trang til ikke at bruge store ord. "Man underdriver, og man nedtoner, og en del ord med kraftigt indhold, som er almindelige på rigsdansk, bruges ikke i herredet", som det siges.

Det gælder for eksempel et ord som "yndefuld", der bare ikke kan bruges i Han Herred. Hvis man skal sige, at en balletdanser er yndefuld, må man ty til omskrivninger som "ikke så ringe" - eller hvad man nu kan finde på.

I andre sammenhænge og i andre kulturkredse ville man nok omtale den nye ordbog som både fantastisk, fabelagtig og flot. Jeg nøjes med et beskedent: - Den æ ék så ré-éng...

Den nye ordbog blev præsenteret ved en bogfest lørdag på Kokkedal Slot, hvor Øland Karlekammerkor fremførte Han Herred-hymnen. Den første linje lyder: ”Tépasse hwær æn æjn, hær snakke fålk så skön æ moel”. Det var slet ikke noget dårligt valg til den begivenhed.

"Ordsamling  for egnssprogene i Han Herred" er på 584 sider og koster 400 kroner. En gratis pdf-version kan downloades her. Se også denne artikel på ligeher.nu.

søndag den 13. marts 2022

Dokufoto: Sortsvaner ved dæmningen

Fugle på vej


Foråret og fugletrækket er på vej, så søndag eftermiddag tog jeg et smut ned til dæmningen for at se, hvad der måske er under opsejling.

Det var solrigt, men koldt og blæsende - og dagen bød ikke på de helt store fund. Men mellem en flok sangsvaner syd for dæmningen mod Gjøl var der tre sortsvaner. Lidt langt væk, men dog sortsvaner.

Det er interessant, fordi vi sidste år i en periode havde et sortsvanepar i området. De har sikkert gjort, som den gode Gud befaler: - Gak ud og mangfoldiggør jer...

Nu er sortsvaner ikke den helt store sensation. Alt efter smag og behag er det tamfugle, efterkommere af tamfugle og en ikke-hjemmehørende art. Dog ikke invasiv. De stammer oprindeligt fra Australien, men er blevet holdt for sjovs skyld i parker og lignende steder. Og derfra er de så øjensynligt ved at få tag i den danske natur.

Egentlig er det mest interessante ved de tre sortsvaner, at der ikke var forbipasserende, der så dem. Familien Danmark på søndagsudflugt så bare en flok svaner - uden at ænse, at der var noget særligt.

Jeg kan varmt anbefale, at man tager øjnene med på søndagsturen, for der er noget særligt derude - og det er altså ikke så svært at se.

lørdag den 12. marts 2022

Beritt elsker Gjøl-trolde

Nørderi


Der er ganske enkelt ikke nogen i verden, som ved så meget om Gjøl-trolde som den 72-årige Beritt Mathiesen på Øland, der nu kan skrive forfatter på visitkortet.

Hun har skrevet et digert værk på godt 300 sider om de hyggelige og søde trolde, der kom på markedet i 1959 – skabt af kunstneren og træskæreren Thomas Dam fra Gjøl.Beritt Mathiesen er en ægte ildsjæl og ved i dag så meget om Gjøl-troldene, at det er hende, som fabrikken på Gjøl henviser til, når de får henvendelser fra samlere, der vil vide mere.

Den nye bog, som hedder Thomas Dam og Gjøltrolden, beskriver på 304 de forskellige modeller, der er produceret, siden troldeeventyret begyndte. De er beskrevet med materialevalg, farver og ikke mindst hundredvis af fotos, som viser små detaljer, der skiller de enkelte modeller fra hinanden.

Med den nye bog i hånden kan samlerne nemt identificere troldene i samlingen – og dermed blandt andet fastslå, hvornår trolden er produceret – og om den er produceret i få eller mange eksemplarer. Der er simpelthen nørderi til mange hyggeaftener for den sande samler af Gjøl-trolde.

Beritt Mathiesen fik sin første trold i 1961 af sin far – og hun elskede den lille fyr.

- Det var en fantastisk gave, jeg fik af min far, men dengang vidste jeg ikke, at Gjøltroldene skulle blive næsten hele mit liv, siger den nybagte forfatter.

- Jeg er en udpræget samler-natur og begyndte tidligt at samle dukker, som jeg også har en stor samling af. Jeg fik også et levebrød, hvor jeg syede designede og syede dukketøj.

Det var først i slutningen af 90’erne, at trolderiet begyndte at tage fart for alvor – og troldene overtog dukkernes rolle som min altoverskyggende interesse.- Jeg deltog i Nürnberg-messen, der er verdens største legetøjsmesse. Der mødte jeg direktør Calle Østergaard fra Gjøl-fabrikken og gav ham nogle gode ideer til nyt tøjdesign til troldene.

- Det fik vi efter hjemkomsten sat i system. Jeg arbejdede dengang som leder af en revalideringssystue i Aalborg. Jeg lavede dessinerne – og systuen leverede så tøjet til troldene. Fodbold var stort i den periode, så mange troldene blev leveret med fodboldtrøjer fra de forskellige hold. Også beklædning fra H.C. Andersen eventyr var blandt hittene, da den verdenskendte danske forfatters 100 år blev markeret i 2005.

Da Beritt Mathiesen blev pensioneret, blev der tid til at hellige sig troldepassionen på fuld tid sammen med ægtefællen Ejvind, der også er en passioneret samler af blandt andet legetøj. Det vil næppe være fornærmende at sige, at deres hyggelige hus på Øland bærer præg af samlermanien.

- Da filmen Trolls havde premiere i 2016, fik Gjøl-troldene en renæssance – og det blev også udløseren til Beritt Mathiesens forfatterkarriere. Hun begyndte at samle materiale til sin bog, der efter en lang fødsel endelig blev en realitet i slutningen af 2021.

Bogen kan købes hos forfatteren selv, men den findes også i en række større boghandlere. Thomas Dam og Gjøltrolden kan også købes hos boghandlerne i Aabybro og Brovst – og i Aalborg flere steder. Blandt andet i bogafdelingen i Salling, der er den butik, der har solgt flest eksemplarer af bogen, fortæller Beritt Mathiesen.

Artiklen har i den forløbne uge været bragt i Nordjyske Stiftstidende, Ugeavisen Fjerritslev:Brovst og ligeher.nu.

torsdag den 10. marts 2022

Ung i tressernes Farsø

Uden for pædagogisk rækkevidde

Foto: Søren Ebdrup

Tirsdag aften var jeg inviteret til Farsø for at fortælle om min opvækst i byen. Det blev en fantastisk aften med en lang tur ned ad barndommens gade.

Vi flyttede til Farsø i 1963 - det år, hvor præsident Kennedy blev dræbt, og det år hvor jeg for alvor opdagede, at der var en verden uden for hjemmets fire vægge. Jeg var fem år og gik på opdagelse i nabolaget, besøgte smeden over for med den glødende esse, hvor han under gnisternes regn hamrede hestesko på ambolten.

Det blev også til besøg på det nærliggende savværk, et autoværksted og et landbrug med høns, køer og grise, for dengang var der ikke noget arbejdstilsyn - og nysgerrige børn, der ville vide mere om livet, var velkomne.

Barndommen dengang var også med livet som indsats. Vi var uden for pædagogisk rækkevidde, så vi lærte at tænke os om. Sådan nogenlunde og med hjælp fra litervis af sviende brun jod, der var den tids foretrukne desinfektionsmiddel på skadestuen. Så kunne vi lære det.

Huset på Vestervang 1 var en personalebolig til min fars arbejde på Farsø Sygehus - og det var næppe gået i dag, hvis man havde budt en ledende medarbejder et hus uden bad, men sådan var tiderne - og badet blev klaret ved, at familien Hansen to gange om ugen blev stoppet ind i folkevognen og til bad på sygehuset.

Udsigten fra spisestuen var Alfred Sørensens mødding, så vi havde godt med fluer i de hjemlige gemakker. Det er der næppe  nogen byboere, der vil finde sig i nutildags. Men jeg var godt tilfreds og tilpassede mig livet - lige som jeg fik lært at sige A i stedet for jeg.

Det var i det hele taget en dannelsesproces, som betyder meget for mig den dag i dag. Jeg valgte derfor i foredraget at fokusere på den periode.

Senere - i 1967 - flyttede vi til Postbakken, hvor jeg boede resten af min tid i Farsø til 1978. Det var midt i ungdomsoprøret, og jeg blev langhåret. En opsigtsvækkende og ustyrlig manke som mange i byen husker mig for - så mit forhold til frisørerne måtte jeg da også lige sige et par ord om.

Fremmødet til foredraget var imponerende. 150 tilhører blev det til. Det blev til mange herlige gensyn med skolekammerater, skolelærere, mine forældres bekendte og folk fra Farsø i al almindelighed.

Aftenen var en kæmpeoplevelse for mig. Arbejdet med at finde stof og sætte det sammen var sjovt, men det allerbedste var nu at få lov at dele barndommen med andre.

Tak til Lokalhistorisk Arkiv for Farsø for invitationen. Og en kæmpetak til alle tilhørerne. Det var så gribende og en meget stor dag, som jeg længe vil mindes.

Foto: Søren Ebdrup

lørdag den 5. marts 2022

Skørping Nykirke

Glaskunst


Fredag eftermiddag var jeg til begravelse i Skørping Nykirke - en kirke som jeg næppe anede eksistensen af, selv om jeg gennem årene har været på mange spejderlejre på den egn.

Umiddelbart ligner kirken en helt normal dansk romansk kirke, men skindet bedrager. For som navnet antyder, er der tale om en forholdsvis ny kirke. Når man kommer tæt på, er det tydeligt, at den er opført af mursten og ikke de granitsten, som eller er det normale i romanske kirker.

Skørping Nykirke er indviet i 1914 til aflastning af Skørping Kirke, der ligger i Gl. Skørping et par kilometer nord for i et med et pænt ord topografisk udfordret område. Topografien er også baggrunden for, at Skørping Station i 1869 blev bygget på stedet. hvor den ligger den dag i dag. Dengang var der ingenting bortset fra skov, men i dag er det jo blevet til en hyggelig og smuk stationsby.

Skørping Nykirke blev renoveret i 2015, hvor nordvæggen blev revet ned og erstattet med et stort glasmaleri, Livets Landskab, af den færøske kunstner Tróndur Patursson. det er et imponerende flot og effektivt kunstværk, som giver kirken sin helt egen stemning. Det gjorde et stort indtryk på mig.Så stort indtryk, at jeg ikke kunne slippe det efter begravelsen, hvor jeg lagde vejen hjemover og tog en lille afstikker til Gl. Skørping. Her vendte jeg om og tog tilbage til Nykirken for at studere Tróndur Paturssons smukke billede lidt nærmere. Så selv om anledningen var lidt trist, blev det alligevel til en spændende og oplevelsesrig fredag eftermiddag.

Jeg noterer i øvrigt også, at den nye kirkes bænke er betydeligt mere komfortable end bænkene i en traditionel gammel romansk kirke.

fredag den 4. marts 2022

Politiet har talt

Øretæver på dæmningen


Thomas Tjell fra Øland havde en rigtig træls oplevelse, da han forleden kørte over den etsporede Gjøl-Øland-dæmning.

- Jeg kom kørende fra Gjøl-siden, da en modkørende med høj hastighed kom imod mig. Farten var så høj, at jeg ikke nåede ind på vigepladsen. Og så holdt vi der – midt på dæmningen og gestikulerede til hinanden. Til sidst bakkede han lidt tilbage, så jeg kunne komme ind på vigepladsen.

- Ruderne blev rullet ned – og så fik jeg at vide, at jeg bare kunne stå ud af bilen og få nogle lussinger, fordi jeg ikke kunne køre ordentligt. Det var en vild oplevelse, og min hustru og mit barn var dybt rystet.

Heldigvis var der dannet en kø bag Thomas Tjell og den anden bilist – og et par trut i hornet opløste konflikten.

- Men det var en rystende oplevelse. Det er ikke noget man forventer midt i den smukke og dejlige natur ved dæmningen.

Normalt bliver trafikken på den godt ro kilometer lange dæmning afviklet i god ro og orden. Der er en håndfuld vigepladser på den nordlige side, så hvis man ellers tager den med ro, er der ingen problemer. Alligevel giver den etsporede vej anledning til diskussioner med jævne mellemrum.

- Men færselsloven er ret klar, så der er ikke så meget at diskutere, siger Jes Faldborg, der er leder af Operativ færselsafdeling hos Nordjyllands Politi – færdselspolitiet, som det hed i gamle dage.

- Det fremgår af paragraf 15, at kørende skal under hensyntagen til anden færdsel og forholdene i øvrigt holde så langt til højre som muligt. Det betyder på Ølands-dæmningen, at det er bilister, som har vigepladsen på deres højre side skal holde tilbage for de modkørende – og da alle vigepladserne er på den nordlige side, betyder det helt konkret, at kørende fra Gjøl skal holde ind og lade modkørende fra Øland passere.

- I den konkrete sag, hvor bilisterne bringer sig i en situation, hvor bilerne holder køler ved køler, så må man ty til paragraf 3, der er en af mest grundlæggende paragraffer i færdselsloven. Den siger, at trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres.

- Så det er altså ingen gangbar løsning at true med lussinger. Det er i øvrigt også strafbart. Her bør fornuften råde, så trafikken kan afvikles i god ro og orden.

Thomas Tjell fortæller, at han blev så rystet over oplevelsen, at han ikke fik taget nummeret på den modkørende – og at det er derfor, at truslerne ikke er blevet anmeldt til politiet. Selv om sagen har været omtalt på Ølands Facebook-side, har den lussing-truende bilist ikke valgt at stå frem. Det har derfor heller ikke været muligt at få hans version af episoden.

Jes Faldborg fra politiet oplyser, at der kun er ganske få etsporede veje i Danmark – og det er sikkert forklaringen på, at der ikke er specifikke regler på området.

Artiklen er bragt første gang i Ugeavisen Fjerrritslev:Brovst 1. marts 2022.