Hyldest til Gagarin

Stjerneskud

Stjerneskud er en nyere dansk specialitet - en lidt besynderlig blanding af fiskefiletter, rejer m.m. på en skive ristet franskbrød, der nu serveres i et utal af varianter på danske spisesteder af vekslende art - og hvor fisken  ganske ofte har vekslende proviniens.

Men det er i virkeligheden en ret, der springer ud af god dansk smørrebrødstradition. Stjerneskuddet blev i sin tid kreeret af Ida Davidsen til ære for Juri Gagarin, da den sovjetiske superstar og første mand i rummet besøgte København i 1962.

Det første stjerneskud bestod af to hårdtstegte panerede rødspættefiletter, der blev rejst på højkant på en skive brød smurt med margarine, som man gjorde dengang selv på finere madsteder. Mellem rødspætterne var der lidt laks, rejer og karrysalat.

Torsdag aften lavede jeg min egen variant af stjerneskuddet. Ikke fordi jeg følger en fast opskrift, men gerne bruger, hvad der nu er ved hånden.

Men denne gang fik den fuld skrue med smørstegt foccacia-brød, tre friske fiskefiletter paneret i rugmel og smørstegt, en dressing af mayonnaise, lidt ketchup, lidt citronsaft og friskhakket dild. Herpå et par skiver røget laks, masser af rejer, aspargesstykker og et par skiver hårdkogt æg. På toppen af det hele et lille glas ørredrogn.

Det smager pragtfuldt. Jeg kan simpelthen ikke få nok af de rugmelspanerede og smørstegte fiskefiletter - og jeg glæder mig samtidig over, at fisk ikke alene er velsmagende, men efter sigende også ganske sundt, selv om sundhedsspørgsmålet ikke har den store betydning, når jeg skal hygge.

Torsdag er ofte fiskedag, for det er den dag, hvor fiskevognen holder ved Rema i Brovst - og nu, hvor foråret er kommet tidligt, bød fiskemanden også på stenbider. Rå stenbider er en rigtig Nuuk-specialitet, så mens jeg fortærede stjerneskud, spiste Dina en kvabso.

Oplyst enevælde

Lys på tønden

Tilgiv mig, at jeg bliver lidt intim omkring kropsfunktionerne, men jeg har gennem årene vænnet mig til at begynde dagen med en tur på tønden sammen med en krydsogtværs. Det gør jeg uden at tænke alverden over det, mens jeg glæder mig over, at morgentømningen er sund, og krydsogtværsen holder hjernen skarp.

Imidlertid har det knebet lidt med lyset i hjørnet på badeværelset. Særlig her ved vintertide, men det er da gået indtil nu. Men forleden tog jeg så fruen på fersk gerning med pandelampe, mens hun løste krydsogtværs.

Den provokation kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørig, så nu er der installeret lys ved tønden.  Men det krævede lige lidt fintænkning, for et badeværelse er i sagens natur ikke lige et rum med mange stikkontakter. Men intet er jo umuligt.

Så en gammel sengelampe, som jeg fandt på værkstedet, blev forfremmet til tjeneste i folkeoplysningens sag. Hertil en stump ledning og et par meter til formålet indkøbt kabelbakke samt en times arbejde. Så var den ged barberet, som man siger.

Så nu skal der dæl'me løses krydsogtværs i stor stil.

Gåsemad

Ålegræs-salat

Knortegæs er som alle andre gæs vegetarer - eller planteædere, som det kaldes med jævne ord.

Det er sikkert en af grundene til, at vi har en flok lysbugede knortegæs på vinterophold nede ved dæmningen. For her er der masser af ålegræs. Og netop ålegræs er knortegåsens foretrukne spise. Uden mormordressing, ganske vist, men frisk og lækkert ser det alligevel ud.

Billedet af den spisende knortegås blev lørdagens eneste fornuftige foto, selv om det ellers var fint solskinsvejr. Jeg gætter på, at det fine vejr lokkede fuglene lidt længere ud i fjorden. Fint nok for dem - men selvfølgelig lidt træls for fotografen.

Det nyttige og det behagelige

Bourgogne og tequila

Man kan lige så godt forene det nyttige med det behagelige, har jeg altid ment.

Så da der torsdag aften skulle gøres hovedrent i spisestuen - Grønlandssalen som jeg prætentiøst kalder den - åbnede jeg en flaske hvidvin fra Louis Latour i Bourgogne.

Det er verdensklasse - intet mindre - til en pris, hvor også jeg kan være med. Gyldne dråber, der kan få et hvilken som helst arbejde til at glide ned. Tør, ren og frugtig med en god syre. Det elsker jeg.

Louis Latour er i øvrigt en klassiker på det danske vinmarked. Familiemærket har været til at skaffe i Danmark, lige siden D'Angleterre satte de liflige dråber på vinkortet i 1848. I vore dage er det fodboldlegenden Michael Laudrup, der importerer Louis Latour til Danmark.

Men gjort gerning skal også fejres, så jeg sluttede dagen med en Tequila Sunrise, som jeg er lidt pjattet med i øjeblikket. Det er gode minder fra min ungdom, selv om det siges, at hvis man kan huske firserne, har man ikke været der.

Men Tequila Sunrise smager i hvert fald af Jomfru Ane Gade, Discoteque Tordenskjold, Pusterummet og ikke mindst en bar med samme navn som drinken, der blev åbnet af en mine studiekammerater, Steen Royberg, der i dag blandt andet er bestyrelsesformand for Svinkløv Badehotel. Et glimrende eksempel på at Tequila Sunrise kan føre til meget her i livet.

Og måske har jeg været ædru i et svagt øjeblik i firserne, for jeg kan i hvert fald opskriften i hovedet. En del tequila, tre dele appelsinjuice og en del Grenadine. Den tykke granatæble-sirup skal hældes ned langs siden af glasset, så den lægger sig på bunden. Og når man så rører rundt med sugerøret, vil man se solen stå op gennem juicen - deraf det malende navn på firserdrinken.

Winnie Band

Kim Jong-un-hår

I weekenden var jeg til et par koncerter i Aalborg med Winnie Band fra Tasiilaq.

Musikken var der intet i vejen med. Det var fuldt fortjent, at de unge mennesker fra en af verdens mest isolerede byer,  østgrønlandske Tasiilaq, havde vundet en grønlandsk talentkonkurrence og dermed en billet til at optræde på Ungdomsringens musikfestival i Nordkraft.

Til daglig bliver det kun til en optræden i det lokale forsamlingshus i ny og næ, men i Aalborg spillede bandet på Nordkrafts Royal Stage, kulturhusets største scene. Festivalen havde 8.000 besøgende - fire gange indbyggertallet i Tasiilaq.

Stilen er Vajgat, der er en særlig grønlandsk stilart. En blanding af country, swing og Hawaii-musik, der stammer fra anden verdenskrig, hvor grønlænderne med lidt held kunne opfange radiosignalerne fra de amerikanske baser på øen. Det er glad og festlig musik, der får folk på dansegulvet til en god polka, som de fleste grønlændere mestrer til fuldkommenhed.

Jeg havde fruen med til den ene af koncerterne. På vej hjem snakkede vi om, at vi vistnok er ved at blive lidt gamle. For vi bemærkede, at de unge østgrønlændere havde Kim Jong-un-hår. Den trend har vi endnu ikke set på Øland, selv om også vi bor lidt isoleret.

Men vi blev nu også enig om, at det sådan set ikke gør så meget. Den nordkoreanske diktator har ikke ligefrem beriget verden - selv om han prøver at forny bedstefar Kim Il-sungs særprægede Stalin-inspirerede juche-ideologi.

Somme tider er verden altså mærkelig.

Havevejr

Blomster i januar

Det er med vinteren som med julen: Den varer lige til påske, så det er alt for tidligt at komme i forårshumør. Det kan hurtigt vende og sætte ind med månedlangt frostvejr og fimbul fra Sibirien...

Men det er svært at bevare pessimismen i årets lune version af januar-vejr. Så jeg arbejder fortsat i haven og glæder mig over, at det spirer og gror overalt.

I den forløbne uge sprang de første erantis ud.

Vinterblomme, som den lille forårsbebuder også kaldes, er en skovplante, der fornuftigt nok kommer op, før løvdækket tager al lyset - og netop nu står den som små gule prikker overalt. Først blomsten - og så må formalia som grønne blade og sådan noget komme til senere.

Der er naturligvis også mængder af vintergækker på vej - og det varer næppe længe heller, før tulipanerne kommer op af jorden i Keukenhof-mængder.

Juleroserne er et kapitel for sig. For de har blomstret længe - og ser man godt efter, er deres søstre - påskeklokkerne - også godt på vej med blomsterknopper nede ved jorden. Det tager et par måneder endnu, men lover godt for et blomstrende forår.

Sidste weekend klippede vi hæk. Det gik især udover de høje buksbom-buske foran køkkenet. Det er skåret ned til halv højde, så vi kan få masser af forårslys i stuen og køkkenet. Det burde jeg have gjort for mange år siden.

Endnu er buksbommene lidt studse og karseklippede at se til. Men det kommer nok, når de i løbet af foråret begynder at spire. Så skal det nok blive flot. Det er en hårdfør busk, der tåler at blive beskåret.

Dagen er i øvrigt tiltaget med 57 minutter. Og ikke et ord om ukrudtet i denne omgang...

Store flyspotterdag

F-16-fødselsdag

Sommetider vinder man, sommetider taber man...

Og jeg må nok erkende, at det ikke helt gik, som jeg havde håbet på, da Forsvaret i dag markerede F-16's 40-års-fødselsdag med formationsflyvning over det ganske land.

Den slags sker sjældent, og det går stærkt. Der er kun cirka 20-30 sekunder til at lave et godt foto, så det gælder om at træffe alle de rigtige beslutninger på forhånd - og i dag traf jeg så den forkerte beslutning.

Det var annonceret, at formationen skulle passere Flyvestation Aalborg kl. 10.35, hvilket også skete med militær præcision. Vejret var fint, 8 grader, 6m/s, let skyet med en skybase over 2.000 fod, over 10 km sigt, så det burde ikke gå galt.

Jeg havde fundet et godt sted - i øvrigt sammen med en snes andre flyspottere, der hvor Vadum Banesti krydser Høvejen. Det var dumt - og vi blev alle snydt.

Normalt plejer den slags opvisninger nemlig at følge indflyvningen til bane 28, men fredag fløj formationen på tværs af landingsbanen og fulgte Limfjorden mod øst ind over Aalborg.
Så det, der skulle have været fotos fra begivenhedernes centrum, blev i stedet til en plads på sidelinien.

Det var lidt træls, for jeg havde da glædet mig til fede billeder. At jeg så ikke var den eneste, der blev snydt, er kun en ringe trøst.

Da jeg kørte hjem over, var der fartkontrol ved rastepladsen kort før Vejlen. Politiet har åbenbart været bedre orienteret end flyspotterne - for jeg tror, at den lille rasteplads var et rigtig godt sted for at se formationen. Jeg har i øvrigt bemærket, at politiets motorcykelpatruljer ofte har fartkontrol på det sted, når solen skinner. Det er sandelig et dejligt job, når man kan slikke forårssol på skatteydernes regning. Jeg bliver helt misundelig.

Dagens bonusbillede er en C-130, der fløj over flyvestationen med åben bagsmæk. De nød sikkert også det lune vintervejr.

Tøv lidt, bette Søren

Stik fingeren i sandet

Da jeg for mange år siden flyttede til Grønland, var jeg hurtig til at sige min mening og give gode råd til både højre og venstre, når jeg så noget, der ikke rigtig fungerede, som jeg var vant til.

Det har nok været lidt irriterende, for det fik i hvert fald en ende, da jeg efter et års tid mødte min nuværende hustru – Hjemmestyret, som jeg kalder hende. Hun lukkede ganske enkelt munden på mig ved gentagne gange at sige: - Hold nu din kæft, du er jo lige kommet…

Det gjorde jeg så efter bedste evne – og efter en fem-seks års tid holdt hun op med den irriterende afbrydelse. Da var jeg også (næsten) holdt op med at kommentere alt det mærkelige, jeg så og oplevede. Og lige så stille blev jeg akklimatiseret. Jeg begyndte at tale med om kamikker, fiskekvoter, hvalfangst, flænsning af sæler og andre grønlandske besynderligheder. Jeg kunne sågar næsten finde rundt i Godthåbsfjorden uden kompas i en jolle og udpege planter i fjeldet som specielt vitaminholdige. Og ved festlige lejligheder droppede jeg smokingen og gik i stedet i hvid anorak.

Når man er fuld af ord, er det hårdt at holde sin mening for sig selv, men pludselig en dag var Grønland inde under huden. Fruen tav og lod mig tale. For jeg var ikke længere Kloge-Åge. Jeg var blevet en af dem…

Jeg kommer til at tænke på historien, når jeg læser den nye chefredaktørs ugentlige epistler på side to i søndagsavisen, hvor han fortæller om sit chefredaktionelle syn på tingenes tilstand i landsdelen. Senest i søndags, hvor den nybagte nordjyde fortalte, at man bare skal gøre som på Bornholm, som han jo kommer fra. Chefredaktør Søren Christensen mener, at vi skal satse på ”en målrettet markedsføring og en insisterende branding af området: Her går det godt. Se, hvor dygtige vi er. Se, hvad vi kan.”

Den udtalelse viser, at den bette Søren ikke er meget klogere end bette Jesper i Grønland. For sådan fungerer det ikke. Nordjydernes vigtigste brand er jo, at vi ikke brander os. Faktisk ser vi med stor skepsis på folk, der er alt for langt fremme i skoene.

Det er derfor, Murer-Kjeld fra Lønstup er landsdelens største helt i øjeblikket. Denne sympatiske håndværker snakker ikke om egne evner, men er klar til at fortælle om alle andres store indsats, da fyret skulle flyttes. Han er bestemt ikke ubeskeden, men ved, at gjort gerning til enhver tid stikker mange ord – i det mindste i Nordjylland. Så måske chefredaktøren skulle koncentrere sig lidt om at få sin avis tilbage på sporet igen – før han begynder at fortælle nordjyderne, hvordan man skal gøre.

Brandslukning før branding, kort sagt. Lykkes det at redde den nødlidende avis, skal vi nok lytte.

Chefredaktøren mener, at man er det, man siger. Det er muligt, at det er sådan på Bornholm, men her i Nordjylland går den ikke. Så er man bare en brallerrøv. Her er man det, man gør.

I øvrigt bryder jeg slet ikke om udtrykket branding. Det er temmelig friskfyrsagtigt og er sammen med regnearket management-drengenes universalløsning på alle livets problemer. Det lyder lidt af ildebrand, og er det såmænd også. For begrebet stammer fra USA, hvor branding oprindeligt betød brændemærkning. En temmelig smertefuld og ildelugtende markering af kvægejernes ejerskab til store flokke af umælende kvæg og vistnok også brugt af slaveejerne, så man kunne se, hvem der ejede det stakkels menneske.

Sådan fungerer det ikke i Nordjylland. Der er ingen, der ejer en nordjyde. Vi er frie folk – og derfor skal vi selvfølgelig ikke brandes.

Intet ligger mig fjernere end at anfægte en chefredaktørs ytringsfrihed. Men måske chefredaktøren lige skulle lade klippestøvet falde til jorden, koncentre sig om den skrantende avis og se tiden an, inden han kommer med gode råd.

Eller sagt på godt nordjysk: - Tøv no li’ en kende, bette Søren…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 17. januar 2020.

Søndagstur med indhold

Kirke og museum

Jeg er hverken flittig kirkegænger eller museumsgæst, men søndag slog jeg de to ting sammen med et besøg på PixlArt i Østervraa.

Her har fotografen Tao Lytzen indrettet et lille fotomuseum i den tidligere baptistkirke. I øjeblikket byder PixlArt på en udstilling om Dronning Margrethes liv set med fotograføjne.

Det er en ganske imponerende udstilling, der er udvalgt blandt 70.000 billeder fra alle de store billedbureauer. Og som dansker kan man íkke undgå at blive bevæget over billederne fra den gamle konges begravelse og de mange festlige fotos af en ung og meget forelsket Margrethe, der præsenterer Henrik for danskerne.

Udstillingen byder også på en skærmvæg med alle Dronningens nytårstaler i TV-formatet - og der er en særlig mulighed for at dvæle ved nytårstalen fra 74/75, hvor den relativt nye regent taler om energikrisen, og på den måde foregriber den rivende ud- og afvikling, som det lille og dog så store Kongerige har været igennem sidenhen.

Det var egentlig på fruens initiativ, at vi besøgte udstillingen, og der var da også lidt godbidder til hende - blandt andet i form af et foto af en lille prinsesse Margrethe i grønlandsk nationaldragt.

Udstillingen byder på uendeligt mange tidsbilleder - de fleste i sort-hvid, som var standard i gamle dages aviser. Her savner jeg måske en lille pressehistorisk sideudstilling, for det var netop en begivenhed som Margrethe og Henriks bryllup, der bragte de første farvefotos på forsiderne af de danske aviser.

Jeg kan desværre ikke sige mig helt fri for at være en smule forbeholden over for udstillingskonceptet, hvor alle billederne vises på skærme og projektorer. Det er muligvis i overensstemmelse med tiden, men mange af de gamle fotos er altså lavet til brug på papir. Det ville have klædt udstillingen, hvis det var respekteret i højere grad.

Men alt i alt en udstilling, som nok er en tur til Østervraa og den gamle baptistkirke værd...

Årets spejderleder

Velfortjent belønning

Heidi Hoff, Sofiendal Gruppe under Det Danske Spejderkorps, blev lørdag hyldet som "Årets Spejderleder" i Aalborg.

Heidi Hoff har de seneste to år gjort et stort pionerarbejde med at få en spejdergruppe op at stå i området, der dækker Skalborg og Frejlev, og som rummer mange børnefamilier. Først med en afdeling for familiespejd og senest også en afdeling for mikrospejdere.

- Med sit arbejde har Heidi styrket spejderbevægelsens fødekæde i et lokalområde, der byder på mange børnefamilier og vækst. Hertil kommer et altid smilende og imødekommende væsen, som ikke ser problemer, men løsninger - helt i overensstemmelse med Baden Powells dannelsesideal, hed det i begrundelsen for hæderen, der følges af et diplom og 2.500 kroner.

Den flotte hæder blev overrakt af Sct. Georgs Gildernes distriktsgildemester Flemming Hansen, Aalborg, ved gildernes traditionelle nytårskur. Ved samme lejlighed blev der uddelt 7.500 kroner til Aalborg-søspejderne til nyt grej, Hals Søtrop fik 5.500 kroner til en vogn til en optimistjolle samt 4.000 kroner til Maka Mani-løbet under Jens Bang Division.

Teksten er fra en pressemeddelelse, jeg har skrevet for Sct. Georgs Gilderne i Aalborg. I øvrigt et eklatant brud på armslængdeprincippet, idet jeg som gildemester i 8. Gilde havde indstillet Heidi til prisen.

Madspejderne

Karrysuppe til sultne løbere

Mobilfoto: Gert Larsen

Som det efterhånden er blevet en tradition, hjalp jeg på årets første søndag Ølands-spejderne med en gang karrysuppe til det motionsløb i Ølandskoven, som de lige så traditionelt hjælper den lokale løbeklub med.

Det blev i år til cirka 86 liter af den livgivende suppe, der angiveligt smager godt - især når man lige har været på løbetur.

Jeg fik god hjælp af gildebrødrene Gert og Helge, Det er også lidt af en tradition efterhånden. Opgaven med suppen er ikke vanvittig kompliceret, men den kræver manpower og gode bøffer. De mange liter suppe bliver lavet i 35 liters gryder i det gamle skolekøkken i Medborgerhuset. Suppen skal derefter hældes på 25 liters termocontainere fra beredskabet - og så kan spejderne ellers fragte suppen frem til spejderhuset i skoven med en golfbil. For Gert, Helge og jeg er det en god formiddag, hvor der også bliver tid til lidt kaffe, rundstykker og slibrig snak.

I dagens anledning havde jeg været i gemmerne og fundet et gammelt spejdertørklæde i rødt køkkentern, som vi brugte hos madspejderne for cirka 30 år siden. Det blev endnu en anledning til lidt god spejdersnak.

 Jeg var en tur i skoven, da det hele var forbi, for lige at høre, om man var tilfreds med suppen. Jeg hørte ingen klager - tværtimod. Så jeg tager også gerne tørnen igen til næste år.

Men når det så er sagt, må jeg også tilføje, at jeg ikke helt forstår motionsløbere. På vej hjem fra Medborgerhuset kørte jeg gennem skoven, hvor jeg blev stoppet, så løberne kunne komme over vejen. For tilsyneladende er turen så hård, at sanserne kobles fra - og noget så simpelt som at krydse en vej kan kun foregå med hjælp fra nogle politihjemmeværnstyper, der skal sikre, at løberne ikke bliver kørt ned.

Det er efter min beskedne opfattelse en lidt underlig måde at nyde naturen på - og dårlig stil. Løberne burde opføre sig som ordentlige rollemodeller og pænt se til venstre, til højre og venstre igen, inden de krydser vejen (i gang - ikke løbe), sådan som alle ordentlige mennesker lærte det i min barndom. Det kan da ikke være så svært - og hvis det er så svært, burde løbet måske afvikles på et beskyttet værksted i stedet. Hvis man ikke kan finde ud af at krydse en vej på egen hånd, burde man måske blive hjemme i lænestolen...

Nytårsløjer

Matador og biskoppen i Lima

Foto: Sandrew/Metronome

Fredag havde vi nytårsgildehal i Sct. Georgs Gildet i Hasseris Kirkes såkaldte krypt, der sådan set bare er et ganske almindeligt menigheds-hus i kælderen under den relativt nye kirke.

Arrangementet går på skift mellem gildets grupper, men da vi i foråret traditionen tro skiftede grupper, havde det faktisk maget sig så uheldigt, at det nu var femte år i træk, at jeg var i den arrangerende gruppe og derfor også skulle arrangere underholdningen i form af quiz og amerikansk lotteri.

Desuden skulle jeg holde festtalen, selv om jeg selv synes, at det burde have været nok med den tale, jeg som gildemester holder under selve gildehallen.

Egentlig lød bestillingen på en tale for damerne, men det finder jeg en smule altmodisch, så jeg valgte med udgangspunkt i damerne at fortælle nogle af de mange diplomat-anekdoter, jeg i sin tid samlede op, da jeg var arbejdede for Arktisk Råd. Blandt andet denne om den tidligere engelske premierminister Gordon Brown, der var kendt for sit nære forhold til alkohol:

Brown var på statsbesøg i Sydamerika. En aften var stemningen blevet noget løftet ved et selskab og Gordon Brown bød den første, den bedste op til dans. Ønsket blev dog høfligt afslået af pågældende:

- No, Mr. Brown, jeg vil ikke danse med dem af tre grunde. For det første er de jo beruset, for det andet er det ikke en vals, orkestret spiller, men derimod Perus nationalsang, og for det tredje er jeg ikke en dame, men biskop i Lima!

Som sagt stod jeg også for aftenens quiz. Jeg havde valgt TV-serien Matador som emne - og hvis du har lyst til at prøve kræfter med quizzen, kan den ses ved at klikke på linket her. Advarsel: Dokumentet  er på tre sider, men pas på; Den tredje og sidste side er facitlisten...

Alt godt fra havet

Nytårsmenuen

Nytårsmenuen kræver gerne lidt ekstra, men da vi for første gang i mange år var alene nytårsaften, satsede vi stærkt på de gode råvarer, som ikke kræver mange timer i køkkenet.

Dina havde bestemt aftenens tema, som var alt godt fra havet - og skaldyr kræver ikke megen tilberedelse, så med et par enkelte undtagelser blev hele den femretters menu tilberedt efter Dronningens nytårstale.

Vi lagde ud med en rigtig doven snyderet. En pose hummersuppe fra Royal Greenland bringes i kog. Når suppen koger, tages gryden af varmen, og så droppede jeg seks store kammuslinger i suppen. Og det var så det. Kammuslinger tåler ikke kogning, for så bliver de seje, men eftervarmen i suppen er nok til tilberedningen, så de bliver lækre, møre og saftige.

Jeg ville egentlig gerne have givet suppen et skvæt cognac og lidt ekstra fløde. Det tager den absolut ingen skade af, men det lagde Dina forbud mod. Men stadig en glimrende forret er det - og det tager kun fem minutter.

Anden-serveringen var hummer grillet i hvidløgssmør. Det var en frossen, kogt hummer, så den skulle bare flækkes, smøres med hjemmerørt hvidløgssmør og have tre minutter under grillen i ovnen. Det var også nemt at lave.

Så kom turen til en gang Moules Frites. Et net blåmuslinger renses og sorteres. De åbne smides væk. Herefter smeltes en passende klat smør i en stor gryde. Muslingerne vendes i smørret og der tilsættes 2 dl tør hvidvin. Efter tre minutters kogning tages muslingerne op. Man smider dem, som ikke er åbnet, væk. Herefter reduceres fonden lidt, og der tilsættes to dl fløde. Den får et opkog og smages til med lidt peber. Salt er unødvendigt, for det kommer fra muslingefonden. Desuden gav jeg suppen et lille skud gurkemeje for at give den lidt kulør i kinderne. Det var simpelthen aftenens bedste ret. En fantastisk fyldig suppe - en dl til hver - og mere behøver man ikke.

Jeg spiste muslingerne ved siden af suppen, så jeg kunne nyde hver eneste centiliter af den fantastiske suppe, der tager et kvarter at lave.

Herefter var vi egentlig mætte, men vi fortsatte med lidt hyggespisning. Blinis, røget laks, skalrejer, dildmayonnaise og wakame-tang. Dina er en ørn til at pille rejer efter princippet træk, tryk, træk, så jeg overlod mandschauvenistisk en god del af rejepilleriet til hende, men for mit gode navn og rygtes skyld pillede jeg da også et par stykker. Blinis snød jeg med og havde bagt dem dagen i forvejen. De blev så lige lunet på eftervarmen fra hummeren.

Også desserten havde jeg lavet dagen i forvejen: Appelsin-trifli efter min mors opskrift - omend jeg tror, at jeg er lidt mere gavmild med portvinen til makronerne. Men ellers er retten lidt af en nytårstradition i familien. Jeg gav den i øvrigt fuld gas og i bedste bagedyststil brugte jeg sprøjteposen til at lægge flødeskummet på toppen.

Aftenens drikkevarer var en magnumflaske crémant, som jeg fik broderparten af, en flaske Riesling til fruen og en flaske Chablis til manden. Og efter rådhusklokkerne og lidt købekransekage sluttede Dina så af med et glas Baileys, og jeg mindedes min forsvundne ungdom med et glas Tequila Sunrise.

Når man satser på alt godt fra havet, er det slet ikke svært eller arbejdskrævende at lave den perfekte nytårsmenu, så ideen er hermed givet videre...