Stik fingeren i sandet
Det har nok været lidt irriterende, for det fik i hvert fald en ende, da jeg efter et års tid mødte min nuværende hustru – Hjemmestyret, som jeg kalder hende. Hun lukkede ganske enkelt munden på mig ved gentagne gange at sige: - Hold nu din kæft, du er jo lige kommet…
Det gjorde jeg så efter bedste evne – og efter en fem-seks års tid holdt hun op med den irriterende afbrydelse. Da var jeg også (næsten) holdt op med at kommentere alt det mærkelige, jeg så og oplevede. Og lige så stille blev jeg akklimatiseret. Jeg begyndte at tale med om kamikker, fiskekvoter, hvalfangst, flænsning af sæler og andre grønlandske besynderligheder. Jeg kunne sågar næsten finde rundt i Godthåbsfjorden uden kompas i en jolle og udpege planter i fjeldet som specielt vitaminholdige. Og ved festlige lejligheder droppede jeg smokingen og gik i stedet i hvid anorak.
Når man er fuld af ord, er det hårdt at holde sin mening for sig selv, men pludselig en dag var Grønland inde under huden. Fruen tav og lod mig tale. For jeg var ikke længere Kloge-Åge. Jeg var blevet en af dem…
Jeg kommer til at tænke på historien, når jeg læser den nye chefredaktørs ugentlige epistler på side to i søndagsavisen, hvor han fortæller om sit chefredaktionelle syn på tingenes tilstand i landsdelen. Senest i søndags, hvor den nybagte nordjyde fortalte, at man bare skal gøre som på Bornholm, som han jo kommer fra. Chefredaktør Søren Christensen mener, at vi skal satse på ”en målrettet markedsføring og en insisterende branding af området: Her går det godt. Se, hvor dygtige vi er. Se, hvad vi kan.”
Den udtalelse viser, at den bette Søren ikke er meget klogere end bette Jesper i Grønland. For sådan fungerer det ikke. Nordjydernes vigtigste brand er jo, at vi ikke brander os. Faktisk ser vi med stor skepsis på folk, der er alt for langt fremme i skoene.
Det er derfor, Murer-Kjeld fra Lønstup er landsdelens største helt i øjeblikket. Denne sympatiske håndværker snakker ikke om egne evner, men er klar til at fortælle om alle andres store indsats, da fyret skulle flyttes. Han er bestemt ikke ubeskeden, men ved, at gjort gerning til enhver tid stikker mange ord – i det mindste i Nordjylland. Så måske chefredaktøren skulle koncentrere sig lidt om at få sin avis tilbage på sporet igen – før han begynder at fortælle nordjyderne, hvordan man skal gøre.
Brandslukning før branding, kort sagt. Lykkes det at redde den nødlidende avis, skal vi nok lytte.
Chefredaktøren mener, at man er det, man siger. Det er muligt, at det er sådan på Bornholm, men her i Nordjylland går den ikke. Så er man bare en brallerrøv. Her er man det, man gør.
I øvrigt bryder jeg slet ikke om udtrykket branding. Det er temmelig friskfyrsagtigt og er sammen med regnearket management-drengenes universalløsning på alle livets problemer. Det lyder lidt af ildebrand, og er det såmænd også. For begrebet stammer fra USA, hvor branding oprindeligt betød brændemærkning. En temmelig smertefuld og ildelugtende markering af kvægejernes ejerskab til store flokke af umælende kvæg og vistnok også brugt af slaveejerne, så man kunne se, hvem der ejede det stakkels menneske.
Sådan fungerer det ikke i Nordjylland. Der er ingen, der ejer en nordjyde. Vi er frie folk – og derfor skal vi selvfølgelig ikke brandes.
Intet ligger mig fjernere end at anfægte en chefredaktørs ytringsfrihed. Men måske chefredaktøren lige skulle lade klippestøvet falde til jorden, koncentre sig om den skrantende avis og se tiden an, inden han kommer med gode råd.
Eller sagt på godt nordjysk: - Tøv no li’ en kende, bette Søren…
På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 17. januar 2020.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar