mandag den 30. april 2012

Et lille svampeeventyr

Morkel betragtes som verdens bedste spisesvamp efter trøffel

En delikatesse mellem skærverne.
Søndag aften, mens vi sad og så TV, ringede det på døren. Uden for stod en af kvarterets hundeluftere. Hun ville lige gøre opmærksom på, at der vistnok stod en morkel ude foran æbleespalieret. Helt sikker var hun ikke, for det er jo ikke lige svampesæson, men underligt så det i hvert fald ud.
Morkel ligner ikke rigtig nogen anden svamp.
Men den var god nok. Netop i april og maj er det sæson for morkel - og der stod sørme en morkel ude i de skærver, der ligger mellem haven og vejen. For her - ude på den yderste kant af Udkantsdanmark - har vi jo ikke noget fortov.
Jeg har aldrig set en morkel før. Har vistnok altid betragtet det som lidt af en sjældenhed på linje med sådan noget som trøffel - og vistnok noget, der mest kan findes i gamle stendiger omkring kirkegårde. Så jeg måtte lige konsultere svampebogen og google den en gang.
Det var spændende læsning. Ikke fordi morkel er så sjælden i Danmark, men fordi det tilsyneladende er en rigtig gourmet-specialitet. James Price mener, at den rangerer lige under trøflen på svampenes hitliste - og det er da en melding, der vil noget, og som nok kan få tænderne til at løbe i vand.
To gram morkel.
Morkel er faktisk ikke så ualmindelig, som jeg først antog. Den vokser i muldjord, gerne i kalkrige løvskove - og er blandt andet temmelig almindelig i flere af Aalborgs store parker.
Der findes flere morkel-varianter af varierende giftighed, men efter hvad jeg kan læse mig til, skulle det ikke være noget problem, hvis ellers man holder sig fra den rå svamp - og i øvrigt ikke indtager den i store mængder. Aktuelt vejer min lille morkel 2 gram, så "a prøver sgu"...
Jeg ved endnu ikke lige, hvad jeg vil bruge den lille morkel til - men foreløbig har jeg renset den, skåret den i skiver og tørret den i ovnen. Umiddelbart forestiller jeg mig, at den måske kan gøre fyldest til en lille starter, næste gang huset har gæster. Måske i et par dråber portvinssauce til en skive foie gras og lidt hjemmerøget bacon. Vi får se...

søndag den 29. april 2012

Isens venner

Rasmus Lyberth havde publikum i sin hule hånd på Skovsgård Hotel

Rasmus Lyberth i svingende samspil med Mikael Hansen.på Skovsgård Hotel
Rasmus Lyberth i svingende samspil med Mikael Hansen.



















- I kan lige så godt lukke øjnene og lytte til musikken, for I forstår alligevel ikke en skid af det, jeg synger. Med denne temmelig overlegne bemærkning gik Rasmus Lyberth fredag aften på scenen på Skovsgård Hotel - og manden har jo ret. Selv om en meget stor del af tilhørerne var dansk-talende, tryllebandt han publikum lige fra første sekund med Joorsi, der er et af Lyberth helt store hits. Tårerne løb ned ad publikums kinder. Ikke bare på en gammel Grønlands-tosse som undertegnede - men på alle.

En veloplagt Rasmus Lyberth på Skovsgård Hotel.
En veloplagt Rasmus Lyberth på Skovsgård Hotel.
Rasmus har en utrolig stemme, der går lige gennem fjelde, is, marv og ben. Han kan overdøve en jetmotor - og med en baggrund som flymekaniker er det jo ikke så mærkeligt, men fascinerende er det. Og så sælger han varen ganske godt. Hans danske kernepublikum er jo de åndeligt interesserede danske +50-kvinder - og de får i hans optræden så rigeligt opfyldt alle forventninger om mødet med en vildmand fra de store vidder, der hellere taler med guderne end de politiske magthavere.

Når Lyberth giver den hele armen, kan man godt blive lidt bekymret for mandens blodtryk.
Når Lyberth giver den hele armen, kan man
godt blive lidt bekymret for mandens blodtryk.
Jeg kender Rasmus - har drukket øl med ham mange gange - og kender ham som en forholdsvis typisk grønlandsk mand med stort M. Det har derfor altid undret mig, at han har dette fantastiske tag på kvinderne - for jeg tror da helt ærligt, at den åndeligt interesserede modne, danske kvinde med socialrådgiver-baggrund ville løbe skrigende bort, hvis ægtemanden derhjemme - den vatpik - begyndte at opføre sig som et grønlandsk mandfolk.

Men stemmen er i orden - og han har publikum i sin hule hånd. Rasmus Lyberth er i øjeblikket i gang med at producere en ny cd, så aftenens koncert var koncentreret om en pæn stribe af de gode, gamle sange fra hans store bagkatalog. Det fik naturligvis minderne fra Grønland frem i sange som Erninnga og forresten ikke mindst i Jørgen Fleischers smukke vuggevise Takuat Paninnguaq.

Lyberth blev akkompagneret af guitaristen Mikael Hansen fra Nuuk. Han førte naturligt en lidt tilbagetrukket rolle, men gjorde det godt, lunt og underfundigt - og et par gange i løbet af aftenen fik han da også lov til rigtigt at rykke i strengene i solofrekvenserne i nogle af de mere svingende af Lyberths sange.

En god aften for isens venner
En god aften for isens venner
Det var helt OK - for cirka halvdelen af tilhørerne var enten grønlændere eller Grønlands-veteraner fra lokalområdet. Så aftenen blev også til et møde med masser af gamle venner og bekendte - og det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre.

Det var i øvrigt første gang, jeg frekventerede Skovsgård Hotel, som jo er egnens førende spillested. Det er ikke store forhold - og jeg var lidt skuffet over, at man havde valgt en koncert-opstilling med stolerader til denne aften. En opstilling med borde ville afgjort have gjort det mere hyggeligt - nu alle Grønlands-tosserne alligevel var kommet ud af vinterhiet.

lørdag den 28. april 2012

Hyp

Mit eksperiment med tidlige kartofler går over al forventning.
Da jeg løftede plastikken fredag kunne jeg konstatere, at toppene allerede var på vej op af jorden - friske og grønne og selv om vi endnu skriver april.
Det har jeg da ligegodt aldrig oplevet før - så kombinationen af en tidlig kartoffelsort, neddækning med plastik og masser af gærende hestelort er åbenbart den helt rigtige recept.
Men jeg har nu også læst, at når først toppene kommer op, skal plasten fjernes, så planterne får mulighed for at ånde - og for at undgå svamp.
Så nu er plastikken væk, og de tre små rækker er blevet hyppet, så planterne fortsat er beskyttet af et lunende jordlag, hvis der mod alle forhåbninger skulle komme lidt nattefrost.
Kører projektet videre med samme gode resultater som hidtil, tyder det på nye kartofler af egen avl omkring 1. juni - og det glæder vi os så til.

torsdag den 26. april 2012

Skomagerlæsten















Da vi forleden var i gang med at rydde op i mine fars redskabsskur, dukkede denne fine gamle skomagerlæst op af gemmerne.

Læsten har oprindeligt været min farfars - og da den nu står på mit værksted, er der altså tale om et værktøj, der har gået i arv gennem generationer.
Hjemme hos os var læsten stadig i brug i min barndom. Dengang gik vi i træsko - og det var vel at mærke rigtige træsko, lavet af træ, og ikke plastik som i vore dage.
Træskoen skulle med mellemrum have nyt gummi under - og det foregik ved, at min far skar et passende stykke af et gammelt bildæk. Det blev herefter sømmet fast til træskobunden - og sådan var en træsko straks levetidsforlænget et års tid mere.
I vore dage smider man jo træskoen ud, når den er slidt op - men det gjorde man altså ikke dengang. Til gengæld var de gamle træsko jo også temmelig tunge - og jeg ved egentlig slet ikke, om jeg kan gå med den slags fodtøj i dag. Måske jeg skulle lade det komme an på en prøve, næste gang jeg skal have nye træsko? Jeg har set, at der i Fjerritslev stadig findes en god, gammeldags træskomager - så det kan i hvert fald stadig lade sig gøre at skaffe rigtige træsko.
Ellers er det nok tvivlsomt, at jeg nogensinde får brug for skomagerlæsten. Men ud skal den i hvert fald ikke.  Jeg synes, formen er smuk - nærmest skulpturel - og selv om den er noget rusten, er jeg helt sikker på, at den nok skal blive smuk, hvis den lige får en gang olie og en tur med kluden.

mandag den 23. april 2012

Køernes forårsdans















Søndag blev landets øko-køer sat på græs for første gang i år. Det er en begivenhed, som efterhånden er blevet lidt af en folkefest.
Vi benyttede det lune søndagsvejr til at besøge Lundsgård i Fosdalen, hvor 140 køer præcis kl. 12.00 blev lukket ud og satte i galop over sletterne. Nu er det jo fredelige danske malkekøer, så der gik såmænd ikke så mange minutter, før køerne stod og græssede fredeligt. Men i følge Dina med den grønlandske baggrund er det forbundet med betydelig risiko at overvære og vel nærmest et dansk svar på spanske Pamplonas tyreløb, så det var med betydelig hjertebanken og masser af uuh, da køerne satte i frit løb henimod os.
Ingen kom dog til skade - hvad jeg nu heller ikke havde regnet med - og køerne havde en god dag, ingen tvivl om det. Her er et par billeder fra den store ko-begivenhed.



søndag den 22. april 2012

Hva' dælen skal vi der?















Der var lagt op til et møde af bibelske dimensioner, da kæmpekranen Samson lørdag begav sig ind i slæbebåds-rederiet Goliaths revirer i Aalborgs havn. Kranen skulle fjerne den broklap på jernbanebroen, der gik i smadder, da broen for et par uger siden blev påsejlet af en finsk coaster.
Selv om ordfestivalen Ordkraft var velbesøgt, kommer vi ikke uden om, at det for aalborgenserne var dagens største begivenhed i Limfjordsbyen. Efter at broklappen nu er fjernet, kan fjordens sejlende glæde sig over, at det atter er muligt at sejle på langs ad fjorden.Der vil stadig gå en rum tid, før det igen bliver muligt at sende tog over fjorden.
Limfjordens broforbindelser var et af temaerne, da et panel med blandt andre borgmester Henning G. Jensen diskuterede Aalborgs sjæl på ordfestivalen. For når aalborgenserne selv skal sætte ord på deres by, er det blandt andet kraftfulde udtryk som handlekraft og initiativ, der bliver nævnt.
Det var også en af overskrifterne, da Limfjordsbroen og Vesterbro blev indviet i 1933. Her roste statsminister Stauning Aalborg for netop handlekraft og sagde, at der er noget sympatisk, næsten amerikansk over byens mange rygende skorstene og evne til at rive gamle bygninger ned til fordel for fremskridtet.
Netop den udtalelse er ofte citeret - men på Ordkraft kunne borgmester Henning G. da også lægge hovedet på sned og fortælle, at Stauning over for Aalborgs daværende borgmester skulle have sagt: "Tænk sig, at man nu kan gå fra Aalborg til Nørresundby - men hvad dælen skal man derover for?"
Det var dengang før storkommunerne. I dag krydser 30.000 biler dagligt broen - og der er yderligere 65.000 biler hver dag i Limfjordstunnellen. Så der er i hvert fald en del, som har et ærinde nordenfjords og i Nørresundby i vore dage.

Ord, ord, ord...

Modne kvinder - de fleste iført grå hjelme - var i overtal, da den nordjyske ordfestival Ordkraft torsdag, fredag og lørdag satte ordet i centrum i det aalborgensiske kulturhus Nordkraft.
På den ene side er det forbløffende, at noget så flygtigt som ord kan blive en succes, men på den anden side står der også et eller flere ord - og det er vel forklaringen på Ordkrafts succes.
Tilhørerne var af den mere modne slags - og med kvinderne i absolut overtal. Kvinder er jo storforbrugere af ord, hvad enhver ægtemand kan skrive under på. Når man har oplevet, hvordan kvinder kan bruge - og misbruge telefoner, forbløffes man ikke over den kendsgerning. En enkelt repræsentant for det angiveligt smukke køn kunne da heller ikke nære sig for lige at SMS'se lidt under en ellers spændende debat om Aalborgs sjæl.
Jeg havde desværre ikke tid til at besøge Ordkraft torsdag og fredag. Jeg ville ellers gerne have mødt Knud Romer, men da arrangementet er et samarbejde mellem Nordjyske Stiftstidende, Nordjyllands Radio og TV-Nord fik jeg ham i det mindste set på lokal-TV. Her luftede han nogle vigtige pointer om tidens rationalitet og mangel på ritualer. Det ville jeg nu gerne have oplevet "live".
"Live" er et godt eksempel på, hvordan de engelske ord lige så stille glider ind i vort sprog - og det var et af temaerne i et causeri af Nordjyske Stiftstidendes sprogredaktør, Ove Nørhave. Han modtager hver uge masser af reaktioner fra læserne - og kunne konstatere, at det kun sjældent er med roser til de nordjyske professionelle sprogbrugere. Nørhave undrede sig især over en række nordjyske uddannelsesinstitutioner, som har engelske navne. Det giver da kun mening, hvis de henvender sig til udenlandske studerende - og det mente han næppe er tilfældet for blandt andet frisørskolen, der nutildags hedder Style & Wellness College. Jeg kan kun være enig med Nørhave i den betragtning.
Det danske sprog er også en hjertesag for Stiftstidendes litteratur-anmelder gennem mange år, Jens Henneberg, der i sine anmeldelser ofte slår hårdt ned på slapt sprog og syntaks. Han fortalte på Ordkraft, at det især er et problem med de små forlag, der efter hans mening svigter forfatterne. Man modtager bogen på en diskette - og den bliver trykt fuldstændig uden redigering. Førhen blev manuskripter læst igennem af både en redaktør og en typograf. Det sker ikke længere.
Henneberg har også noteret sig, at antallet af murstensromaner er stigende - og ville bestemt ikke udelukke, at det hænger sammen med, at dagens forfattere skriver på pc - og ikke på maskine eller i hånden.
Forresten kom Henneberg også med et par voldsomme udfald mod det københavnske kultur-klerasi. Den slags sætter jo liv i kludene og gør det sjovt - så mere af den slags til næste år. Det er nemlig allerede nu besluttet, at festivalen skal gennemføres igen næste år.

lørdag den 21. april 2012

Godmorgen















Stære er morgenmænd - eller rettere morgenfugle.
I disse dage er der hektisk aktivitet i stærekasserne. Der bygges reder, og der kurtiseres i en grad, at det nok nærmest er forbudt for børn - og det er måske grunden til, at størstedelen af aktiviteterne foregår, før Fanden får sko på.
Nu sover jeg ikke så længe, som han åbenbart gør. Jeg står som regel op med hønsene - og i mangel af høns falder det derfor i stærenes lod at hilse mig god morgen. Mit stærehøjhus sidder lige uden for køkkendøren - og denne stær er som regel det første levende væsen, jeg møder om morgenen.
Jeg ved, at den er der - for allerede mens jeg sætter kaffe over, kan jeg høre stærenes fløjten og piften i det tidlige daggry. Stærene er sjove, og jeg sætter stor pris på deres selskab. Det ser ud til, at der er faste beboere i to af de tre lejligheder, som jeg tilbyder. Der har også været interesse for den tredje - penthouselejligheden oppe øverst, men det ser ikke helt så seriøst ud som i de to nederste huller.
Som sagt er stærene sjove både at høre og se på. Især da en af dem med stor fart forsøgte at få en pind gennem hullet. Da pinden var længere end hullet bredt, måtte stæren foretage en mildest talt uortodoks og klodset nødlanding. Men stære er ret godt begavet, så nede på jorden blev pinden vendt på langs - og så var der nyt inventar i lejligheden.
Men det er med at passe på. For stær er stær værst. De holder sig nemlig ikke tilbage fra at stjæle fra hinanden. Mens stæremor et er ude for at finde redemateriale, kan stæremor to sagtens finde på at smutte ind i hullet for lige at låne en kop redemateriale. Og sådan går tiden ellers.
Jo, jeg hygger mig med mine stære.

torsdag den 19. april 2012

Anemonen















Det var Kaj Munk, der i 1943 for tid og evighed skrev anemonen ind i den danske sangskat med ordene "Hvad var det dog, der skete?".
Kaj Munk beretter om den lille anemone, som han har hentet i den fede muld på sin fødeø, Lolland. Han har flyttet den lille, næsten undseelige blomst til Jyllands grus - og stik mod alle forventninger har anemonen overlevet og blomstrer den første dag i marts.
Nu skriver vi ganske vist ikke marts, men midten af april - men jeg vil alligevel gøre digterpræstens ord til mine. For jeg har nemlig også en anemone, som jeg planted der i fjor. Den er ikke hentet i Lollands fede muld - og dog er det tæt på.
Min anemone hentede jeg sidste år i mine forældres have i Farsø, hvor den har stået i en årrække. Men oprindeligt er det faktisk en anemone, som min far har haft med til Farsø fra sin barndoms have i Vordingborg - og det er da så tæt på Lolland, som man næsten kan komme.
Jeg har plantet den i rhododendron-beddet, hvor jorden er dækket af flis og kun har lidt sol om morgenen - så det er da på mange måder et lille under, at den lille, men farvestrålende plante ser ud til at trives i den ølandske sandjord.
"Mit vinterfrosne hjertes kvarts
det smelter ved at se det..."

tirsdag den 17. april 2012

Stærekasser med X-faktor

Stære er sociale dyr, der godt kan li' at bo sammen - i modsætning til for eksempel musvitter, der forsvarer deres territorier aggressivt i yngletiden.
Derfor er det også populært at sætte stærekasser op - enten i grupper eller som regulære højhuse. Jeg har imidlertid aldrig set det så spektakulært udført som dette stærekollektiv, der findes i udkanten af Løgstør.
Jeg passerer stedet flere gange om ugen - men det var først mandag, at jeg fik taget mig sammen til at tage et billede. Men her er det altså - et rigtigt stærekollektiv med X-faktor helt i tidens ånd.
Her på parcellen holder stærene til i et tre-etagers fuglehus. Netop i disse dage er redebygningen i fuld gang. Stærene er ret underholdende at have boende. Det er faktisk den rene X-faktor - og i modsætning til de håbefulde TV-talenter er stærene både musikalske og underholdende. De har en meget sjov sang med en række karakteristiske tikkelyde og så en masse fløjt, der spænder lige fra regulære gadedrenge-pift til hele symfonier af melodi-stumper.
Stære er gode at have i haven, da de snupper en masse larver. Blandt andet er de gode til at holde græsset fri for gåsebiller, som ellers nok kan blive en plage specielt i tørre somre. Nu er det nok ved at være for sent for i år - men jeg håber da, at det flotte stærekollektiv fra Løgstør kan give lidt inspiration til arbejdet.

mandag den 16. april 2012

Der gås til den...

Det er ikke blevet til så meget med at kigge og fotografere fugle den seneste tid.
En ondartet kombination af travlhed og dårligt vejr har simpelthen gjort, at det meste af min udendørs tid er blevet brugt på parcellens mange projekter.
Men mandag eftermiddag skulle det være. Jeg har et par gange den seneste uge set en skestork holde til ved Attrup Havn - ganske tæt på vejen og sådan, at det burde være muligt at få nogle gode fotos. Men selvfølgelig - da jeg for en gangs skyld havde det rigtige grej i bilen, var der ikke en skestork i miles omkreds.
I det hele taget var der i det solrige, men stærkt blæsende forårsvejr ikke andet at se end en flok fuldfede grågæs. De er som regel også temmelig sky, men her lykkedes det mig altså at få en flok i kameraet - uden de helt store strabadser.
Nu kører jeg igennem Attrup adskillige gange om ugen - og skestorken slipper ikke så let. Så stativet og den store zoom får lov at blive i bilen - og så prøver jeg igen en anden dag...

Tidlige kartofler

I den forgangne uge har jeg spredt hestemøg i den del af haven, hvor der skal være kartofler i år.
Det er også anledningen til, at jeg allerede søndag - her i midten af april har sat de første kartofler. Det blev til tre rækker af sorten solist, der angiveligt skulle være en ekstrem tidlig sort.Fordi sorten er tidlig, byder den ikke på så stort et forventet udbytte, og det er grunden til, at jeg hidtil ikke har deltaget i konkurrencen om de tidlige kartofler - men i år skal det altså være.
Kartoflerne står i en god gang gærende hestegødning, som luner godt, og oven i købet har jeg dækket beddet af med plastik for at holde på varmen, så med lidt lykke og lidt held skulle der gerne være nye karfofler af egen avl i begyndelsen af juni.
Det er mest for sjov, at jeg nu har kastet mig over de tidlige kartofler - for strengt taget er det ikke umagen værd, da der allerede nu er ved at være nye marokkanske kartofler i handelen til en pris, der kan betales.
Resten af årets produktion står på kendte kartoffelsorter som Folva og Sahva - og de må vente en uges tid eller to, inden de kommer i jorden. Specielt Folva har vist sig som en god kartoffel her på den noget sandede Ølands-jord - og Sahva er kendt for at være en god kartoffel til vinterforrådet.

Samfundstjeneste

Her på Øland hjælper vi hinanden - for der er såmænd ikke så mange andre til det.
Det er lokal god tone - og sådan skal det være mennesker imellem. Det var også anledningen til, at Øland Sildelaug rykkede ud søndag ved frokosttide - og gav en hånd med, da den lokale golfklub holdt den såkaldte "Golfens dag".
Der er stort set ikke den gode sag og den forening i Danmark, som ikke har sin egen dag - og her var det altså golfklubben, der inviterede til åbent hus, et par prøveslag og så et gedigent sildebord komponeret af sildelauget. Man kan vel sige, at golfens dag også var sildens dag - og så slå et slag for det.
Sildene var forberedt i forvejen - og det var "jenne gode sager" - pyntesyge, marinerede sild med æg fra fritgående høns på møddingen, tomatsild pyntet med "Sønder Økse-kål" (ramsløg) og så selvfølgelig sildelaugets klassiker - den marinerede stegte sild.
Det tog en god times tid at anrette et godt sildebord for køllesvingerne - og bagefter var der tid til en smøg og en fyraftens i den skarpe fårårssol. Det er forresten det lidt af en sjældenhed med et billede af nogle af laugsbrødrene udendørs. Som regel foregår laugets aktiviteter jo indendørs i køkkenet. Som det ses, havde oldermanden forresten medbragt tyendet i dagens anledning.

lørdag den 14. april 2012

Is på mange måder

Det er en velkendt myte, at eskimoernes sproglige mangfoldighed er næsten grænseløs, når talen falder på sne.
I følge myten skulle eskimoerne råde over et varierende, men meget stort antal ord til at beskrive netop denne tilstand af frossent vand.
Det er imidlertid netop en myte og noget fordrukkent sludder - først og fremmest fordi eskimo er et noget nedsættende og i øvrigt ganske uklart begreb, der dækker over folk med flere forskellige dialekter og sprog, dels fordi de mange ord for sne faktisk ikke er noget særligt unikt for folk, der bor under arktiske forhold.
Myten er en romantisk forestilling, der blandt andet ligger til grund for Peter Høeghs tåbelige Grønlands-roman "Frøken Smillas fornemmelse for sne", og som har til hensigt at vise den vestlige civilations plumpe og unuancerede forståelse af naturfænomener. Den slags er vand på de såkaldte miljøforkæmperes mølle - og hvis de får agt, som de har magt, bør vi alle leve i fred og fordragelighed, mens vi kæler for sæler og hvaler - og verdens milliarder af mennesker lever nøjsomt af speltbrød og bær samlet i naturen.
Nu er eskimo som sagt et noget problematisk begreb - og jeg vil her holde mig til den befolkningsgruppe i Arktis, jeg kender bedst. Det er grønlænderne, nærmere betegnet folk der taler vestgrønlandsk. Her har man en række ord for sne - først og fremmest aput (sne), qanik (snefnug) og persoq (snefygning). Der findes også andre ord, men det, som er pointen, er, at det faktisk er nemt at oversætte dem til dansk. Vi mangler altså ikke begreberne på de vestlige sprog, hvis vi har brug for dem.
Når myten nu er opstået, skyldes det et sprogligt særkende ved vestgrønlandsk snarere end visse etnografiske særpræg. For det grønlandske sprog er kendetegnet ved at være polysyntetisk, hvilket betyder, at en given kombination af for eksempel et navneord og et tillægsord automatisk udløser et nyt ord, hvor det på de indoeuropæiske sprog bare er en kombination af to ord.
Så kort sagt handler myten om de mange eskimoiske ord for sne i virkeligheden om, hvad vi forstår ved et ord - og ikke om, hvad vi forstår ved sne.
Anledningen til disse sproglige betragtninger er, at DMI netop har præsenteret et isleksikon på sin hjemmeside. Her præsenteres 154 nyttige varianter af fænomenet is - selvfølgelig kun nyttige, hvis man arbejder med is som meteorologerne eller søfolkene - og det er det, som er min pointe. Mere eller mindre præcise begreber for en given ting er snarere bestemt af erhverv end af etnicitet - og derfor er det noget sludder, når man med jævne mellemrum trækker myten om eskimoernes sytten ord for sne frem i den offentlige debat.
Forresten er DMI's såkaldte Is-nomenklatur ganske interessant læsning og pædagogisk lagt til rette, så alle, der interesserer sig for is, faktisk kan få noget ud af det.
Og billedet, som illustrerer denne artikel, har intet som helst med den sag at gøre. Det er såmænd bare bloggerens julekort fra 1995 - og det lugter da både af is, sne og etniske forskelle...

fredag den 13. april 2012

April















April er på mange måder en noget undervurderet måned. Mest kendt for sit kølige og ustabile vejr - hvad vi da også har set gode eksempler på de seneste dage.
Vi har lige haft en lang periode med nattefrost og god sol om dagen, men til gengæld med en masse blæst. Så fulgte nogle dage med regn og snusk - og minsandten om ikke vi torsdag eftermiddag så tog hul på tordensæsonen med en gang torden, lyn og hagl.
Men uanset det ustabile vejr er april også måneden, hvor naturen vågner af sin vinterdvale - og måneden byder på masser blomster.
Netop nu springer tulipanerne, påskeliljerne kører på sidsten - og det samme gør sig gældende for forsythiaen, denne kinesiske indvandrer som er mere gul end nogen kineser. Og som det ses på tulipanbilledet, holder ukrudtet sig da heller ikke tilbage.
Vi kommer jo heller ikke uden om, at april er min fødselsmåned - så i virkeligheden kan måneden ikke vurderes højt nok, hvis man spørger undertegnede.

torsdag den 12. april 2012

Knoldebro

Sidste sommer fjernede jeg en sti af skærver, som gik op gennem haven. Skærver og græs er nemlig en meget dårlig kombination.
På et tidspunkt fandt jeg også på at lægge fliser under den altan, som jeg har på østgavlen, og lave en lille hyggekrog omkranset af kaprifolier og andet godt.
I forvejen lå der også ved østgavlen et par fliser under den vandhane, som giver vand til haveslangen - og alt dette efterlod mig med et problem: Jeg havde tre parallelle flisebelægninger med hvert sit fald, og som ikke rigtig hang sammen og i øvrigt også lå i tre forskellige niveauer. I det hele taget noget rod.
Problemet løste jeg allerede sidste efterår - men det er egentlig først nu, hvor solen og lyset kommer frem, at det er gået op for mig, hvor pænt det er blevet.
Løsningen var en god gammeldags pigstens-belægning - også kaldet en knoldebro til at opfange niveauforskellene. Pigsten, der også kaldes piksten, har som belægning bevist sit værd gennem generationer. Allerede romerne kunne kunsten - og byggede veje op gennem romerriget på samme måde. Det er ikke så svært at lave - og det ser pænt ud. Det vigtigste er, at markstenene skal lægges med den flade side nedad. På den måde får belægningen en stor bæreevne - og mærkværdigvis føles den alligevel plan, selv om de fleste ellers umiddelbart ville mene, at det er den flade side af stenene, som burde vende opad.
Mellem hyggekrogen og vandingspladsen kunne der også blive plads til et lille blomsterbed. Det er et lidt mørkt sted, hvor der ikke kommer meget sol, så der er vel grænser for, hvad der kan gro der - men mon ikke vi kan holde liv i nogle tagetes der til sommer? Under alle omstændigheder har kabrifolierne, lidt humle og en gulvregn godt fat - og vil skabe en hyggelig krog med solindfald fra syd og godt med læ. Dina har allerede taget pladsen - og sidder der næsten hver dag, så det er blevet en succes, vil jeg mene.
Nu mangler jeg blot - og det er det endnu for tidligt til - at få lagt lidt mere muld på græsplænen omkring det hele - så er den sag i vinkel, og det vender jeg naturligvis tilbage til en gang i løbet af sommeren.

mandag den 9. april 2012

Bliv din egen tonemester

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse alle mine Anders And-blade fra tresserne - og det er jo en lang tur nedad mindernes boulevard.
Jeg er ikke helt sikker på, at alle historierne holder vand i dag, men der er alligevel mange højdepunkter, som er værd at mindes. Blandt andre Sorte Klat og Madam Mim. Især sidstnævnte holder jeg meget af, for nok er hun heks, men hun er ikke ondskabsfuld i ordets normale betydning. Faktisk ser jeg en god del af mig selv i hendes bestandige forsøg på bare at være sig selv - og være i fred for påtrængende væsener. Heldigvis lader de fleste hende i fred, når hun først har budt dem på en gang edderkoppesuppe eller andre delikatesser.
Nummer 42 fra 1965 byder på en rigtig klassiker med Onkel Joakim som postbud. Efter at have overtaget postvæsenet, som han betragter som en uduelig offentlig organisation, bliver han nødt til at bide i det sure æble og sørge for, at et brev bliver bragt ud til generalsekretæren for FN på Venus. Det er bestemt ikke kedeligt - og har virket ganske befordrende på fantasien hos en lille dreng i en tid, hvor der endnu ikke havde været mennesker på månen.
Det samme blad byder i øvrigt på en konkurrence, hvor man kan vinde en rigtig båndoptager. Det var stort i de dage. Man kan selvfølgelig indvende, om der findes forkerte båndoptagere - eller om ikke det i vore dages sproginflation ville have heddet en rigtig, rigtig båndoptager, men det lader vi ligge. Læg i stedet mærke til den lille boks, som forklarer, hvad man kan med en båndoptager. "Bliv din egen tonemester", hedder det. I vore dage er der næppe nogen af Anders Ands kernelæsere, der aner, hvad en tonemester er, endsige en båndoptager - og på den måde er de gamle Anders And-blade et godt spejl af en svunden tid.
Det var jo de små ting, det handlede om. I samme blad er der blandt andet en annonce for Pelikano, der introducerede patron-fyldepennen, der ikke kunne klatte. Ny teknologi, der løste en af den tids store problemer. En Pelikano var bestemt ikke gratis, men dog inden for rækkevidde, når man blev konfirmeret, for den kostede hele 22 kroner. Det svarer i 2011-kroner til til godt 211 kroner i følge Danmarks Statistik.
Apropos penge, så kunne man i Anders And nummer 5 også fra 1965 finde en annonce for Haribos negerpenge, hvor en glad neger med hat jonglerer med Ghana, Congo, Kenya og så videre "-med dejlig ny smag! afrikanske staters forskellige møntsorter!". At der ikke er stort begyndelsesbogstav efter udråbstegnet er vel et varsel om kommende tiders forfald - og hvem ved? Et varsel om kulturradikalisme og politisk korrekthed, som gør en sådan grafisk slagkraftig og flot annonce dybt kriminel i vore dage. Annoncen vil i hvert fald vække betydelig opmærksomhed, hvis Haribo skulle driste sig til at indrykke den i dag.
Det er også værd at bemærke kolofonen fra Anders And, der kan ses lige under negerannoncen. Her kan man læse, at bladet koster 1,25 inkl. OMS. På Færøerne og Grønland havde man ikke moderne nyskabelser som OMS, så der kunne bladet erhverves for sølle kr. 1,15, hvilket i følge prisberegneren svarer til 11 kroner i vore dages mønt.
I midten af 60'erne var jeg lykkeligt uvidende om, at jeg i en stor del af mit voksne liv skulle komme til at beskæftige mig med grafisk produktion, for så var alt det sjove nu nok gået af Anders And. En stor del af fornøjelsen ved at læse disse gamle blade i dag er nemlig at kigge den tids grafikere over skuldrene. De har virkelig ind i mellem måttet kæmpe med teknikken og dens begrænsede muligheder. I virkeligheden er det ganske fascinerende, at det i det hele taget har kunnet lade sig gøre at producere en blad med firefarvetryk og tegninger til en sølle pris på godt en krone - for der ligger timers og atter timers repro-arbejde bag sådan et blad, når det hele skulle laves i hånden - og det skulle det jo dengang. Men nye tider og ny ny teknik var på vej - og Pelikano havde løst problemet med at lave blækstreger uden klatter...

lørdag den 7. april 2012

Dagens ord LII

Grobrian er dagens ord. Næppe kendt blandt dagens unge, men for os, som voksede op i 60'erne, et ganske almindeligt ord. For grobrian var tilsyneladende lidt af et yndlingsord blandt de tekstforfattere, som tekstede den danske udgave af Anders And & Co.
Jeg har den seneste måned været i gang med at læse mine gamle Anders And-blade fra ende til "anden" - og er i øjeblikket kommet til årgang 1966, hvor grobrian både optræder som skældsord og i en enkelt historie endog er navnet på en bulldog, som gør livet surt for Vaks.
Grobrian er en latinisering med endelsen -ian i stil med slendrian og dumrian - og kommer af grov. En grobrian er altså en grov og ubehøvlet person eller altså bulldog. I Gyldendals åbne encyklopædi oversættes ordet forresten med et andet godt, gammelt dansk ord - tølper.
Jeg vil gerne slå et slag for, at både grobrian og tølper igen bliver moderne danske ord - for de er da ganske malende i mange sammenhænge - og tegn på en sproglig rigdom, som rækker ud over det i vore dage almindelige fucking det ene eller andet.

fredag den 6. april 2012

Nationalpark-platte

Skærtorsdag blev tilbragt i familiens skød med en frokost på Stenbjerg Kro.
Denne kongeligt privilegerede kro har en plads i dansk filmhistorie, fordi det var her, at filmen "Dyden går amok" i sin tid - de glade tressere - blev indspillet.
Desværre er der ikke meget af tidligere tiders kongeligt privilegeret hygge over kroen, der udefra nærmest er en arkitektonisk katastrofe, med gasbeton og eternittags-tilbygning, en underlig glaskarnap midt på facaden og en campingplads i enden. Faktisk giver kroen udefra mest af alt mindelser til en scene fra en anden stor dansk film, Olsenbanden i Jylland og scenerne fra Mads Femøres skrothandel. Den film blev forresten optaget i det nærliggende Vigsø.
Men indvendigt på kroen var der nu pænt og rent - og jeg vil da også gerne give et point for, at man har bevaret Tuborgs berømte tørstige mand på facaden.
Stenbjerg er et af omdrejningspunkterne i Nationalpark Thy, der ret beset mere er et naturformidlingsprojekt end en egentlig fredning. Nationalparken har naturligvis også fundet vej til kroens spisekort, der blandt andet byder på en lækker platte med lokale specialiteter og lækkerier, som for eksempel saltsild og en herlig røget krondyr-kølle, der inspirerede undertegnede voldsomt til fremtidige aktiviteter i røgeriets ædle kunst. Desværre bød menuen også på en enkelt kikser, nogle såkaldt rustikke fiskefrikadeller som var i verdensklasse mislykket - bløde, smattede og uden karakter som de var. Rustik er ikke lige det tillægsord, som ligger nærmest...
Men alt i alt en hyggelig frokost, inden turen gik til Thisted og en dejlig skovbærtærte med kaffe hos Anne og Henrik. Undervejs blev der også tid til en afstikker til Snedsted sognegård og kunstneren Thomas Wolsings udkantsbilleder - en ganske interessant og udfordrende udstilling, der fokuserer på forfaldets æstetik.

onsdag den 4. april 2012

Fastfood...















Her er opskriften på en gang næsten lokal fastfood, sådan som den blev lavet onsdag aften i det lille hus på Øland.
Man tager en skive smurt rugbrød og dynger pænt med laks af hjemmerøgede slags på. Tre til fire pæne skiver kan vel gøre det. Det pyntes ganske enkelt med en gang æggemasse med ramsløg.
Ramsløg er årstidens krydderi. Vi har dem i haven, men i så beskedent antal, at jeg ikke nænner at plukke dem. Jeg måtte derfor en tur op i Oxholm-skoven for at plukke en håndfuld blade, som jeg skyller og derefter snitter i fine strimler. Bladene kommes i gryde med lidt smeltet smør, og det hele overhældes med æggemasse, som er smagt til med salt og peber. Kør hård varme og rør rundt et par gange, mens æggemassen stivner. Det tager kun et øjeblik, og så er maden klar.
Æggene er selvfølgelig frisklagte landæg købt henne om hjørnet for en krone stykket.
Og sådan har man så et herligt måltid af friske, lokale råvarer på kun fem minutter. Og ja, jeg indrømmer med det samme, at rugbrødet og smørret var købt i Brugsen...

tirsdag den 3. april 2012

Spirrevip

Selv om påsken byder på masser af nattefrost, kan vi ikke komme uden om, at det er april - og at der kun er kort tid til, at vi for alvor skal i gang med sommerens produktion i haven.
Kartoflerne er lagt til forspiring og de små øjne er så småt ved at forvandle sig til små kartoffelplanter. Endnu er jorden ikke klar - men jeg håber, at det bliver vejr i påsken til at sprede møg og grave jorden igennem. Det er et lidt større arbejde end tidligere, da jeg har lavet et nyt kartoffelbed her på parcellen - og i øvrigt også har lånt et stykke jord i Øster Brønderslev til vinterforrådet.
I mit gamle kartoffelbed skal der i år være plads til kål - rosenkål, blomkål og så videre. Jeg havde sidste år en del succes med kålen og har gjort gode og brugbare erfaringer, så det vil jeg gerne dyrke lidt mere af. Både rosenkål og blomkål er allerede sået - og spirer i disse dage i drivhuset. Rødkålen og eventuelt også spidskål har jeg tænkt at købe som færdige planter, når den tid kommer.
Nattefrosten byder i øvrigt på særlige udfordringer. Jeg har været nødt til at flytte kartoflerne fra drivhuset til værkstedet. De tåler absolut ikke frost - og jeg har en lille radiator med termostat-styring i værkstedet.
De øvrige forkulturer står fortsat i drivhuset, som jeg prøver at holde nogenlunde frostfrit med et par flagermuslygter. Det er faktisk ikke så meget, der skal til for at holde temperaturen over frysepunktet - og hyggeligt ser det jo også ud med lys i drivhuset om natten.

søndag den 1. april 2012

Påskeklokken kimed' mildt...















Påskeklokken er en af havens sikre forårsbebudere. Den er i familie med julerosen og begynder allerede at sætte knopper ved juletid, men vi skal altså langt hen på foråret - tæt på påske som i år - før den blomstrer med sine sartrøde tenderende til lilla blomster.
Vi har haft påskeklokker siden tiden i Straumsbukta, men deroppe måtte vi desværre lide den tort at se dem spist af rensdyrene. Her i Østerby går det bedre - og i år er det blevet til flere end 20 blomster. Netop nu står de i staudebeddet og lyser op sammen med påskeliljerne og de spirende løjtnantshjerter og bonderoser.
Påskeklokken er selvfølgelig også kirkens højlydte varsel om påsken - og Påskeklokken kimed mildt er titlen på en af vore smukkeste fædrelandssange. Den er skrevet af Carl Ploug, efter at Danmark den 23. april 1848 tabte Dannevirke - og landet derfor var i bitter nød. Det var i samme periode, at vi fik junigrundloven i 1849 - og sandelig om ikke vi vandt Dannevirke tilbage efter slaget ved Isted i 1850. Vel ikke så meget som følge af militær begavelse, men godt hjulpet af de storpolitiske vinde. Forresten var det en stakket frist, for Dannevirke blev tabt igen - sandsynligvis for tid og evighed - i den katastrofale krig i 1864, hvor vi for alvor fik bank af preusserne og lærte, at hvad udad tabes, skal indad vindes.
Carl Ploug havde i øvrigt været på Færøerne og hente melodien til Påskeklokken kimed mildt. Melodien er nemlig en gammel færøsk folkesang.
Carl Ploug er forresten ikke ene om at låne denne melodi. Også Carl Nielsen har nemlig lånt Påskeklokken kimed mildt til sit værk "En fantasirejse til Færøerne" fra 1927. Jeg har fundet Nielsen på YouTube og vil specielt gerne fremhæve melodistykket fra 4.04 til 6.40. Det er simpelthen så tænderskærende, hårrejsende gåsehudssmukt...