lørdag den 31. maj 2014

Bund i fattigfolk

Wienerschnitzel og ægte bearnaise

Der arbejdes koncentreret under de indledende øvelser.
Så har der atter været fredagstræf blandt øens muntre svende, mesterspiserne fra Han Herred - kort sagt: Øland Sildelaug.

Fredagens menu var komponeret af Hardy og HC og bød på sommersalat og wienerschnitzel - en på papiret overkommelig opgave. Men også kun på papiret...

Sommersalaten bestod af - ja- salat, et hårdkogt æg og lidt bacon. Det er jo med bacon som med fløde - det er der endnu ingen retter, der har taget skade af, heller ikke i rigelige mængder...

En kæk omgang sommersalat - piftet op med en herlig
dressing af ukendte ingredienser og håndbrygget øl til.
Salaten blev piftet op med en dressing, som HC havde med hjemmefra - et lille mesterværk som sandsynligvis var komponeret af konen. Den ellers meget vidende HC havde i hvert fald svært ved at redegøre for indholdet - men der var i hvert fald toner af mynte i dressingen, der faldt i alles smag.

Hovedretten var wienerschnitzel - nogle ordentlige kødstykker på størrelse med en tallerken. Det var en god og passende lejlighed til at repetere historien om denne østrigske nationalret, der bestemt også falder i danskernes smag.

Så er der serveret.
Oprindeligt er wiener-schnitzelen en italiensk egnsret fra Milano, hvor den lyder det meget sigende navn elefantøre. Retten blev bragt til Østrig af den navnkundige og fra wienerballerne så kendte general Radetzky under et østrigsk felttog i Italien i 1860. Siden har hverken Wien eller schnitzler været det samme.

Specielt ikke da retten kom til Danmark - og tartelettens fædre skulle tilføje et særligt nationalt træk til Wienerschnitzlen. Det blev en såkaldt dreng - en citronskive med ansjos, kapers og peberrod der jo er med til at definere wienerschnitzlen i Danmark. 

En dreng hører med til schnitzel i Danmark.
Hvorfor det hedder en dreng, står lidt hen i det uvisse.For et års tid siden diskuterede jeg sagen med overtjeneren på Krybily Kro over en godnatøl - og han mente bestemt at erindre fra studietiden på tjenerskolen, at det var en fordanskning af et fransk udtryk.

Under alle omstændigheder er det vel et udslag af dansk sans for enten ligeberettigelse eller humor, at man også kan lave en pige. Det er en citronskive med en klat smør krydret med paprika - og visse steder i landet serverer man da også wienerschnitzler med både pige og dreng, fortalte overtjeneren.

Wienerschnitzlerne denne aften var store og solide - så de skulle selvfølgelig følges på vej af lidt sovs. HC og Hardy havde valgt bearnaise til lejligheden - og skriverkarlen, Deres ydmyge blogger, fik lejlighed til at demonstrere, hvordan man let og enkelt uden bekymringer lave en ægte af slagsen - uden at den skiller. For rigtige mænd spiser naturligvis ikke pulverbearnaise...

Da drengene gik til bords, gik snakken livligt - godt hjulpet på vej af et par flasker håndbrygget øl og bitte en eller to. Det var varmt denne næstsidste majaften - og som aftenen skred frem var det ligesom det blev varmere. Måske hang det lidt sammen med schnitzlerne - for de var store og lækre, og ned skulle de. Det kom de også - til sidst...

Men der er åbenbart bund også i fattigfolk. Der var i hvert fald ingen, som fandt lejlighed til at påtale den fraværende dessert...

fredag den 30. maj 2014

Egernet på rov

På jagt efter lærkens reder...

Torsdagens gæst i haven.
Red alert!

Pludselig torsdag eftermiddag blev der en voldsom larm i lærketræet. Der var ingen tvivl om, at der var et eller andet efter fuglene. Normalt plejer det at være spurvehøgen - men det bliver altid fulgt af total radiotavshed, mens fuglene trykker sig og forsøger at undgå høgens vagtsomme øjne.

Det her var noget andet - for larmen blev ved.

Pludselig så jeg et  rødt dyr, der rykkede op ad træstammen. Lige sådan ved første øjekast troede jeg, at det var en husmår på grund af den meget lyse bryst, men da dyret faldt til ro mellem grenene var det helt umiskendeligt et egern.

Egernet spiser mest frø og kogler, men går ikke af vejen for insekter og æg - og dette egern var tydeligvis på æggerov, siden fuglene i den grad var oprørt.

Egernet huserede hele eftermiddagen - og på et tidspunkt forlod det lærketræet. Det var bestemt ikke en ufarlig operation - for stærene gik direkte til angreb på egernet, mens det løb ned af stammen. Det har jeg aldrig set før - men de fløj direkte ind i egernet, der fik sig nogle tæsk, inden det smuttede over i bøgen ved bålpladsen.

Det er første gang, jeg ser egern på parcellen - men det var et sjovt møde. Og det kunne da være morsomt, hvis det skulle blive et mere permanent bekendtskab. Godtnok er fuglene ikke tilfredse, men et egern er bestemt at foretrække frem for de mus og rotter, der indimellem føler sig tiltrukket af godterne på foderbrættet.

Og lærketræet kan måske ånde lettet op. For jeg har ellers alvorligt overvejet, om det skal fældes til vinter - men hvis det kan være med til at tiltrække en egernfamilie, kan det naturligvis ikke komme på tale...

mandag den 26. maj 2014

Fugle i Han Herred

Luftens helte

Allerede på Vejlerne mødte vi denne flotte og elegante
 havterne med en hundestejle i gabet.
Han Herred dækker sådan cirka området mellem Hanstholm (deraf navnet) og Ryå - og Han Herred var genstanden for søndagens udflugt sammen med Adam, Rasmine, Lasse og mormor Dina.

Vi lagde forsigtigt ud med en tur over Torslev til Tingskoven. Derefter videre til Vejlerne. Så gik turen til Hanstholm, hvor vi besøgte Bunkermuseet og spiste frokost på Havnecafeen. Mætte og tilfredse blev kursen sat mod Bulbjerg over Vigsø og Hjardemål Klit. Så fortsatte vi mod Slettestrand via Svinkløv - og endelig gik turen hjemover gennem Fosdalen.

Kameraet var med - og det blev til både billeder af den lille familie, selfies og ikke mindst en masse fugle. Og da det jo er fuglene, der er de mest interessante billeder i, holder vi os til dem i denne omgang.
Netop nu ligger riderne på rede på Bulbjerg,
der er Danmarks eneste fuglefjeld.
Fuglelort kaldes også guano og er glimrende gødning for
Bulbjergs vegetation, der kan fejre grønne dage.
Unge måger - her formodentlig en svartbag -
patruljerer langs fuglefjeldet i håb om en godbid.
Selv om Bulbjerg egentlig burde være hjemsted for
 digesvaler, er der sjovt nok masser af landsvaler på stedet.
Denne tog et hvil på bunkeren.

torsdag den 22. maj 2014

Den ukendte blomst

Hvad er det?

En ukendt lille blomst.
Endnu en gang må jeg ty til læsernes hjælp.

De seneste dage er der flere forskellige steder i haven dukket denne yndige lille blomst op. Den består sådan set bare af en stængel - cirka 15 cm høj - der deler sig i toppen ud i en masse blomster. Den optræder sammen krokus - uden at jeg kan give nogen særlig forklaring herpå.

Ved første øjekast ligner den blomsten fra ramsløg - men dem har jeg en del af i haven, og jeg tør godt slå fast, at det i hvert fald ikke er ramsløg. Jeg har plukket en - og stænglen er nærmest lugtfri.

Den er sådan set meget pæn - og jeg har indtil videre fredet den. Men hvis det er noget ukrudt, der breder sig voldsomt, skal den naturligvis væk.

Så - hvad er det?

tirsdag den 20. maj 2014

Gang i skurebørsten

Væk med den grønne slim

Altanen er camouflagefarvet - og godt begroet med alger.
Jeg har købt en K3'er.

Kendere af hammerslags-lingo vil vide, at det ikke er så godt. K3 er tilstandrapportens bundkarakter.

Men nu skal det med, at det kun var en enkelt K3'er - og at det var en forholdsvis enkel sag at afhjælpe problemet.

Bundkarakteren skyldtes, at der i enden af huset oppe på loftet - der hvor jeg har det kombinerede herreværelse og koncernhovedkvarter - var en altandør uden altan. Den slags bedømmes som en alvorlig og livsfarlig mangel ved huset - men Herregud, det er altså også en forholdsvis enkel og overkommelig sag at bygge en altan af nogle bjælker og brædder.

Så en måneds tid efter, at vi havde overtaget huset, var k3'eren fortid. Nu skulle altanen lige stå et års tid, så træet kunne tørre ordentligt - og så skulle det have en gang maling.

Det er nu fem år siden - og træet er tørret for længst. Det er forresten også efterhånden blevet så overbegroet med alger, at altanen på et luftfoto næppe kan skelnes fra græsplænen. Og det er igen blevet livsfarligt at gå ud af døren. For i regnvejr forvandles algerne til grønt slim af værste splatterkarat - og det er et problem.

Så er der dækket af - og arbejdet kan begynde.
Forrige søndag trak det op til torden. Skyerne i sydvest blev gradvist mørkere - og det var lummert.
Lidt træls for det var egentlig en god dag at knokle i haven. Men der er jo ingen grund til at fortvivle - for der der er jo også masser af ting, man kan lave i regnvejr.

For eksempel fjerne alger.

I al hast fik jeg rigget noget afdækningsplast til, så planterne under altanen ikke fik en overdosis algefjerner. Algefjerner er ikke decideret giftigt i tynde opløsninger - faktisk er indholdsstofferne de samme som i visse kunstgødningsblandinger (omend i et andet indbyrdes blandingsforhold) - men man kan aldrig være for forsigtig med kemi i haven.

Så er altanen klar til at blive malet.
Da regnen endelig kom, gik jeg i gang med at påsmøre en opløsning af algefjerner - og mens det silede ned, skrubbede og skurede jeg med en gammeldags skurebørste til den store guldmedalje. Man er vel gammel sømand!

Resultatet fornægter sig ikke. Altanen er nu fin og hvidskurret som et skibsdæk. Nu skal træet lige have lidt sol og tørre - og så om en uges tid, kan jeg begynde at male.

For i år skal det altså være.

Qvortrup er en helgen

Fra overvågningens overdrev

Big Brother is watching you...
Jeg blev ret glad, da jeg hørte, at der sad en mand i Nets og sendte kreditkortoplysninger til Se og Hør. For det var da en nyhed med perspektiver for alle os, der ikke kan finde ud af Nem-ID, Nem-konto, Nem-ditten og Nem-datten.

Så næste gang i Brugsen og jeg havde betalt med kort, og kassedamen spurgte, om jeg ville have bon’en med, sagde jeg bare nej: - Det behøver jeg ikke, for jeg kan alligevel læse det i næste nummer af Se og Hør.

Perspektivet var lysende. Fremover ikke noget med at fedte med papkort, huske pinkoder og fuske med Java, Karat eller Ali. Bare købe Se og Hør og slå op på side 56 for at få kontooversigten – næsten som i de gode gamle dage for ti år siden.

Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? For kassedamen fik mig ned på jorden: - Trowr do, at do er kendt nok til det, sagde hun.

Der gik jeg ned på tælling – og opgav drømmen.

Men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg åbenbart er den eneste i landet, der hverken er særlig forbavset eller forarget over sagen.

For det måtte jo komme. Alle elektroniske og digitale systemer kan overvåges – det ligger i sagens natur – og når vi nu har valgt at bygge et samfund op på digitaliseringens velsignelser, følger det også, at systemerne misbruges.

Det kan ikke forhindres, så længe der er et marked for den slags oplysninger. Det er akkurat som hårde stoffer – uanset at det er forbudt, handles de fortsat mere eller mindre åbenlyst. Sådan er verden. Hvis der er efterspørgsel, er der også udbud. Det kan vi ikke lave om på.

Ikke desto mindre står politikerne i kø for at forhindre, at såkaldte følsomme oplysninger slipper ud. Det er en nyttesløs kamp – og det håbløse i projektet understreges af, at politikernes løsning er at bekæmpe overvågningen med mere overvågning.

I virkeligheden er den store skandale ikke Se og Hørs misbrug af data. Skandalen er, at vore politikere har skabt et samfund i moralsk forfald. Dansen om guldkalven og et overbelastet, overdimensioneret og overflødigt velfærdssystem nødvendiggør stadig mere overvågning.

Politikerne i Elfenbenstårnet foragter og mistror den lille mand. De har skabt et samfund, hvor det ikke er muligt at leve elektroniske systemer. For hvis det er overvågningen, der er problemet, så er løsningen ganske enkelt gode, gammeldags kontanter uden faktura. Og hvis vi i samme åndedrag afskaffer cpr-nummeret, så løser vi også problemet med identitetstyveri.

Men så taber staten indsigten i din økonomi – og det er baggrunden for, at politikernes indsats mod overvågningen aldrig bliver andet end spil for galleriet.

Husk på, at de elektroniske systemer er designet til, at staten kan overvåge dig. For måske har du rettigheder i forhold til Se og Hør – men ikke i forhold til skattevæsenet. Her finder man – fra venstre til højre – at det er helt legitimt, at man ikke kan få sin løn udbetalt i kontanter, og at selv småhandlende kræmmere på Hjallerup Marked ikke bare kan nøjes med en cigarkasse, men absolut skal have et elektronisk kasseapparat. Og de skal føre logbog over, hvem der er ansat. Og hvornår kyllingen røg ud af fryseren. Emsige embedsmænd render rundt med termometer for at tjekke temperaturen på pommes fritterne. Fødevaremyndighederne optræder som både udøvende og dømmende magt og overhælder hjemmerøgerens delikatesser med grøn farve.

Vi har politikere, der har bemyndiget skattevæsenet til at betræde privat ejendom uden dommerkendelse – og som de seneste års mange sager har vist, har vi skattemyndigheder, der, hvad moral angår, får Qvortrup til at ligne en sand helgen.

For den enkelte borger gør det næppe nogen forskel, om det er staten eller Se og Hør, der overvåger. Under alle omstændigheder krænkes vore rettigheder – og gør drømmen om frihed til en illusion i det såkaldte velfærdssamfund.

Så nej – det forbavser og forarger mig ikke, at Se og Hør fusker lidt med dataene. Det er, hvad man kan forvente i et samfund i moralsk skred – og hvor politikerne går forrest i lemmingevandrigen ud over afgrunden. Men jeg begynder at forstå Lars Løkkes modvilje mod at bruge eget kreditkort – og det er måske den øjenåbner, der skal til, for at politikerne vil erkende, at vi er gået for vidt i digitaliseringen af samfundet.

For resten er det jo sådan, at der altid skal være en hæler til en stjæler. Hvis man ikke bryder sig om Se og Hørs adfærd, kan man jo bare lade være med at købe bladet – og for de kendtes vedkommende undlade at gå til receptioner i det indre Københavns kändisjungle af teatre, restauranter og natklubber.

Men sådan spiller klaveret ikke. Og det ved de kendte godt. Så mange af dem, der lever af omtale i sladderpressen har nu bebudet, at de vil lægge sag an mod Se og Hør – og således sikret sig yderligere omtale i pressen.


Og det er vel her, vi har problemet i en nøddeskal. Moral er godt – men dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. maj 2014.

søndag den 18. maj 2014

Sotto Vento

Lækker mad og mange kiks

Sotto Vento ligger oven på en tyskerbunker.
Dina havde fødselsdag lørdag - og vi sluttede en god dags arbejde i haven af med en bedre middag i Blokhus.

Målet var Sotto Vento - en italiensk restaurant bygget på toppen af en tyskerbunker midt i byen. Dina er ret begejstret for stedet - og som regel plejer hun at spise noget skaldyr af en art, og jeg napper en pizza.

Men i dagen anledning skulle der lidt ekstra på bordet. Så Dina valgte en tallerken grillede jomfruhummere og kæmperejer på en bund af soltørrede tomater samt en banana split til dessert.

Lækker og velsmagende
marineret laks i rigelige mængder.
Jeg hoppede på dagens tilbud - en treretters til 225 kroner - som bestod af urte- og citronmarineret laks, torsk i tomatsauce samt dagens dessert.

Maden har jeg ikke de store kommentarer til. Den var god, rigelig og veltillavet, som altid på Sotto Vento. Men alligevel var der en del småfejl undervejs.

Betjeningen er typisk for sommerlandet. Ikke faguddannet serveringspersonale - typisk studerende med mere eller mindre personality og flair for jobbet. Søde lyshårede piger, som med lidt hjælp fra arbejdsgiveren kunne have reddet aftenen hjem til en sublim oplevelse. Men der var for mange kiks - og det falder primært tilbage på dårlig ledelse.

Det er ikke lige til at se det - men det er et dejligt
stykke torsk. Man burde nok have undladt at dække
 torsken helt med sovs.
Da jeg i forbindelse med bestillingen spurgte om, hvad dagens dessert bestod af, blev den smilende blondine mig svar skyldig - og måtte lige en tur forbi køkkenet, før hun kunne oplyse, at det var italiensk tærte med en iskugle. Fint nok - men hvis man lige havde taget sig tid til et hurtigt briefingmøde ved arbejstids begyndelse, kunne situationen være undgået.

Til maden serverede nogle fine små, friskbagte brødstykker. Lune og lækre - og med smør til. Men det er decideret kikset, at man dækker op i cafeteriastil med en gaffel og en steakkniv rullet omkring en serviet. Prøv lige at fiske blødt smør ud af en portionspakke med en steakkniv. Det er umuligt - og jeg bad derfor om en smørrekniv. Dette ønske kunne man ikke opfylde, fordi man åbenbart ikke havde andet end steakknive.

Når man serverer skaldyr, kan man som gæst forvente, at der følger skylleskål og en skål til skallerne med i serveringen. Her fik vi det først, da vi bad om det - men prompte og uden tøven, hvilket efterlod os med en fornemmelse af forglemmelse. Den ønskede skaldyrsgaffel indgik dog ikke i restaurantens bestik-sortiment.

En dejlig tærte med et lidt syrligt jordbærfyld.
Efter hovedretten gik vi udenfor for at ryge. Stor var vores forbløffelse, da vi kom tilbage til bordet - og de snavsede tallerkener og madresterne stadig stod på bordet. I øvrigt blev desserten yderligere forsinket, fordi tjeneren ved bestillingen havde glemt at spørge, om jeg ville have tærten med æble eller jordbær.

Og for at vende tilbage til bestikket, så er det altså også lidt kikset at spise tærte med en langskaftet cappuccino-ske. Her ville en kagegaffel klart have været på sin plads.

Alt dette til trods tøver jeg ikke med at anbefale Sotto Vento. Priserne er ikke ligefrem discount, men alligevel rimelige - og maden er altid god. Sotto Vento er en familierestaurant - og lokalerne er store. Det samme er lydniveauet, når restauranten er fyldt med børnefamilier. Mit råd er: Besøg stedet tidligt eller sent om aftenen.

lørdag den 17. maj 2014

Ikke noget at brokke sig over

Honi soit qui mal y pense

En fredelig forsommeraften ved Ryå. 
Rørhøgen var alt for langt væk.
Det er nemt at blive lidt blaseret, når man bor i så dejlige omgivelser som Øland og omegn, så egentlig var jeg ikke særlig tilfreds med fredagens aftenstur med kameraet.

Turen gik først til dæmningen ved Ulvedybet, men et par fouragerende skestorke var ligesom ikke nok. Så jeg kørte videre til dæmningen langs Ryå ved Haldager vejle.

Jeg har ofte fra bilen set rørhøge i området - og det er i øvrigt også et kendt samlingssted for unge fiskeørne, så her var da chancen for et fede billeder.

Rørspurven er nem at kende på det
 hvide halsbånd og det sorte "skæg".
Men nej - kun en enkelt rørhøg blev det til, og den var alt for langt væk til at fotografere. Så da solen var gået ned, og det var blevet for mørkt til at fotografere, luskede jeg tilbage til bilen. Der fik jeg tilfældigvis øje på en rørspurv i udkanten af rørskoven - og jeg tog da også et par billeder.

Det blev ikke rigtig godt - dertil var det for mørkt - men det er trods alt første gang, jeg har fået en rørspurv i søgeren. Så hvad er der egentlig at brokke sig over? Og vejret var dejligt - og køerne græssede fredeligt. Så kan man næsten ikke forlange mere. Oh jo, måske en rørhøg...

onsdag den 14. maj 2014

Hofficielt

Fra den royale historiebog

Gildebrødrene i Nuuk til kongeligt glo-bryllup.
Tirsdag aften sad Dina klinet til fjernsynet - og jeg undrede mig lidt. For hvad var det, der var så interessant, at det kunne slå en forårsaften i haven?

Nuuks nu afdøde borgmester Agnethe Davidsen og
 kronprinsesse Mary konverserer over champagnen.
Det var TV2, der bragte et program om Mary og Frede i anledning af 10-året for deres bryllup.

Ja, tænk, nu er der gået ti år - og det førte til, at jeg brugte en del af aftenen til at kigge gamle billeder fra 2004.

Som jeg husker det, var bryllupsdagen fridag ved Nuup Kommunea. I hvert fald havde jeg fri - og havde aftalt med en flok af gildebrødrene fra Sct. Georgs Gildet i Godthaab, at vi skulle holde bryllupsfest om eftermiddagen. Rigtig royalt med fem retter og tilhørende vine. Og det var altså mig, der stod for menuen. Festen kunne foregå om eftermiddagen på grund af de fire timers tidsforskel mellem Nuuk og Fredensborg

De nygifte royale på officielt besøg i Nuuk.
Jeg husker ikke alle retterne, men vi fik i hvert fald blandt andet stenbiderrogn, stegte fasaner og til afslutning den ultimative chokoladekage, Marcel Gateau.

Ud på dagen blev det til et gruppebillede - vist nok efter aftale med Billed-Bladet, som dog aldrig brugte det. Men så er der jo ikke noget til hinder for at bringe det her på bloggen. Bemærk, at vi alle sidder på den ene side af bordet. Det skyldes, at vi jo gerne skulle følge med i fjernsynet under den kongelige middag.

Nu da jeg var i arkivet, fandt jeg også en stribe fotos taget senere i 2004.

Agnethe Davidsen og kronprinsesse Mary foran
det børnekor, som optrådte ved receptionen.
Den 22. juni havde Nuuk nemlig besøg af kronprinsparret, der blandt andet besøgte rådhuset for at takke for den nationaldragt, som kommunen havde givet Mary i brullupsgave. Det foregik ved en lukket reception, hvor jeg ,så vidt jeg lige husker, var eneste fotograf - og blandt andet tog et gruppebillede af kommunalbestyrelsen sammen med de royale gæster.

Jeg har dykket lidt i bunken af ikke tidligere offentliggjorte billeder. Teknisk set er de ikke alle ligefrem perfekte. De er taget med mit dengang nyerhvervede Canon 300D - mit første digitalkamera - og den digitale teknik var dengang knap så avanceret som i dag. Desuden havde jeg lidt problemer med at betjene kameraet rigtigt, så der blev taget temmelig mange dårlige billeder den sommer. Et af problemerne var indstillingen af lyset - men et andet nok så alvorligt problem er, at jeg ikke har taget billederne i RAW-formatet, for det gør det altså svært er korrigere fejl.

Men tag billederne som de er - en dokumentation af et historisk møde på Nuuk Rådhus.

tirsdag den 13. maj 2014

Tørfisk

Døde, modnede fisk

Tørfisk i Agger - heavy Agger.
På min morgentur rundt om Agger forleden, kom jeg forbi en tørresnor med fisk.

Det er jo de nok så bekendte tørfisk, som blandt andet har givet navn til Danmarks ældste boyband, der jo stammer fra nabolaget.

Tørfisk er tørrede og saltede isinger. Jeg fik en snak med ejeren, mens jeg fotograferede - og det blev til en lidt nørdet snak om modnede, døde fisk.

Lufttørring er en god, gammel konserveringsmetode.
Personligt er jeg ikke så pjattet efter tørfisk, men jeg har stor veneration for tørfiskens fætter, bakskulden, der især produceres lidt længere ned ad vestkysten.

Bakskulden er en saltet, tørret og røget fladfisk, der smager skønt, når den serveres lun og smørstegt. Min far handlede i sin tid en del med et firma fra Esbjerg - og modtog derfor hvert år til jul en kasse bakskulder fra Fanø, hvor man betragter det som en lokal specialitet.

Det faldt ikke lige i mors smag, men det lykkedes os da de fleste år at få lov at låne komfuret, så vi kunne stege bakskulderne, når først juletravlheden havde lagt sig - og det er altså guf og et ungdomsminde.

Egentlig fortrængt af årene, men dukkede op på lystavlen denne forsommermorgen i Agger. Og jeg har besluttet mig. Til efteråret skal der produceres bakskulder her i huset...
En vestjysk delikatesse på vej i modningsprocessen...

mandag den 12. maj 2014

Skæg for sig...

Robert Holmene gør det igen

Tak til Robert Holmene for lån af illustrationen.
Jeg så ikke Melodi Grand Prix - men benyttede lejligheden til en tur i Bilka.

Resultatet af afstemníngen, hvor en androgyn pølse-østriger vandt, viser, at det ikke længere handler om melodier. Og det var sikkert derfor, at programmet i præsentationerne i stedet blev omtalt som Eurovisionen slet og ret.

Resultatet bør give stof til eftertanke - både hos EBU, men ikke mindst DR. For var det virkelig en kvart milliard licenskroner værd? For mig at se, har DR begået et selvmål, hvor der nu må rejse sig et folkekrav om at afskaffe licensen. Melodi Grand Prix, X-faktor og andre talentkonkurrencer hører næppe under public-service-forpligtelserne.

Men jeg elsker Robert Holmenes grønlandske kommentar til galskaben...

søndag den 11. maj 2014

Fuglene på Agger Tange

Kikset kursus

Morgenstund har læbestift i mund...
Forrige weekend var jeg i Agger. På kursus i makrofotografering - arrangeret af Nationalpark Thy.

Kurset var der ikke meget ved. Det henvendte sig primært til klimakterie-kreative brugere af fuldautomatiske kameraer og mobiltelefoner med interesse for abstrakte fotos - og med over 70 deltagere var udbyttet mildest talt til at overskue.

Jeg fik et par ideer, som jeg har tænkt mig at prøve af ved lejlighed, men efter et par timer droppede jeg lige så stille ud.

Men nu havde vi lånt søsters lejlighed i det lille fiskerleje - og det blev en fin weekend alligevel. Specielt søndag morgen da jeg i den opgående morgensol tog en lang tur på Agger Tange for at se og fotografere fugle.

Her er nogle af billederne. Jeg kan godt lide billedet af den morgengnavne stormmåge - eller er det måske snarere en elskovslysten stormmåge? Jeg tror det - efter årstiden og det andet billede at dømme. Under alle omstændigheder ser det ud som om, den har slugt en læbestift i bestræbelserne på at gøre sig til.

Fiskerhejrerne på Tangen var til at snakke med. I modsætning til mine egne her ved Ulvedybet, som næsten ikke er til at komme på skudhold af. Det skyldes sikkert og paradoksalt nok, at trafikken i Nationalpark-området er mere tæt - og at de derfor er vant til mennesker.

Jeg fik også et par ganske flotte skud af en vibe, hvor man tydeligt ser den flotte bronzefarvede fjerdragt - men desværre var der lidt græs i vejen for at billedet er helt perfekt.

Og billedet af den hvide vipstjert, er bare en hilsen til min gamle klassekammerat Per, som for nylig lagde nogle fantastiske vipstjert-billeder på Facebook. Jeg overgiver mig...

Morgenduet for stormmåger - og en hemmelig bejler i baggrunden.
Vibe med morgenhår.
Fiskehejren på lur i rørskoven.
En lille hvid vipstjert samler redemateriale.

lørdag den 10. maj 2014

Borgen

På de bonede gulve

Den gamle spindoktor på Borgen - mudderålens
gensyn med mudderet.
Fredag deltog jeg i Inuit Ataqatigiits, Avalaks og Grønlands Arbejdsgiverforenings erhvervskonference på Christiansborg.

Det er mange år siden, at jeg sidst har været på Borgen, så det var et spændende gensyn, der selvfølgelig krævede en selfie - ganske vist ikke taget af mig selv og ikke taget med en mobil, for den slags gør jeg bare ikke.

Billedet er taget ved trappen i Vandrehallen, der hedder sådan, fordi den forbinder Landstingssalen med Folketingssalen. - Four more years, burde jeg vel have tænkt, mens jeg viftede spastisk med fingrene, men den slags gør jeg bare heller ikke...

Denne bygning kender alle danskere.
I gamle dage kunne man bare gå ind ad døren, men sådan er det ikke længere på Christiansborg. Nu skal man gennem sikkerhedstjek akkurat som i en lufthavn. Det er sørgeligt, at det er sådan - for det er den slags, der er med til at øge afstanden mellem folket og magten.

Konferencen foregik i Landstingssalen, som jo er ledig i øjeblikket. Stod det til undertegnede, blev Landstinget genindført, men det er en hel anden snak.

Visdomsord fra "den onde maler".
Under alle omstændigheder er Christiansborg en spændende bygning, hvor man godt kan få lidt tid til at gå med bare at kigge. Ikke mindst maleren Rasmus Larsens 268 meter lange blomsterfrise, der er krydret med ordsprog af den kradse slags - og en frimodig kommentar til politikkens væsen. "Alle vil herrer være, men ingen vil sækken bære" - eller "Gud giver enhver fugl sin føde, men kaster den ikke ned i reden til den".

Dagens politikere er ganske upåvirket af disse visdomsord, der blev skrevet i perioden 1918-21, men det er vel typisk dansk, at maleren slap fra det med livet i behold. Og interessant er det da også, at politikerleden åbenbart ikke er et nyt fænomen.

Uden for Landstingssalen hænger alle de
forhenværende statsministre på en slags
politikkens "Lit de parade".
I øvrigt var konferencen et fint arrangement med mange gode ord - og ikke mindst frokosten, der var leveret af Claus Meyer og blandt andet bød på sandwich med sprængt oksebryst og peberrodssalat. Egentlig bare en nyfortolkning af klassisk dansk smørrebrødskunst, men sprængt oksespidsbryst stemmer nu altid mit sind mildt.

Inden flyveren hjem nåede jeg lige en fadbamse på Hviids Vinstue - en rigtig jydevane, mens man takker sin skaber for, at man ikke bor i den forstyrrede hovedstad, der oven i købet stod på den anden ende, fordi DR er vært for endnu en talentkonkurrence.

torsdag den 8. maj 2014

Shit...

Man kan ikke både skide og ...

Shiiiit....
Sidste uges Grønlandsbesøg gav også anledning til en kort hundeslædetur.

Som sædvanlig var det en stor fornøjelse. Vejret var fint, solen skinnede, temperaturen pænt under frysepunktet og kun lidt vind. Godt med tøj på og op på slæden, der glider lydløst gennem det tykke snelag.

Det var ren hygge - ikke for meget fart på. Lige ud det meste af tiden og ingen halsbrækkende isbræk eller klippekanter, der skulle forceres. Bare ren afslapning.

Som sædvanlig var det også en oplevelse med gode fotomuligheder. Hundene er ret charmerende - og ligeglade med kameraet. Også når nedværdigelsen er total - og just som man skider fredeligt, trækker alle hundekollegerne afsted med slæden, og så er det bare at følge med... Sikken et hundeliv

Sneen rystes af skægget...
Skal vi snart afsted igen...
Iv, iv, iv...
Huu, hvor det går. Det, man ikke ser på billedet, er, at
det er det bagvedkørende spand, der forsøger at overhale. Desværre var
hundene ikke enig om at gå til samme side, så de gik omkring vores
slæde fra begge sider - så sekunder efter at billedet blev taget,
var alt kaos... Og i den situation er det tilladt selv præster at bande!

.

tirsdag den 6. maj 2014

Tilbage til åstedet

Nostalgi i Sisimiut

Min første og midlertidige bopæl var Børge Davidsens indkvartering.
Jeg boede på loftslejligheden til højre op ad trappen.
Forrige tirsdag skruede jeg tiden godt og vel 20 år tilbage.

Jeg var i Sisimiut for første gang i en halv snes år. Ærindet var rent tjenstligt, men ved frokosttid tog jeg et par timer fri - og skruede tiden tilbage til mine første år i Grønland, hvor jeg netop boede i Sisimiut i perioden 93-95.

Jeg kørte på Sømandshjemmet og indtog min frokost. I begyndelsen af 90'erne var Sømandshjemmet stedet, hvor man mødtes - hver dag både til formiddagskaffe og til frokost. En gedigen central for udveksling af informationer - for det var jo før internettet og Facebook, hvor sladder og nyheder blev udvekslet og diskuteret mand til mand.

Stedet er ikke så velbesøgt som i gamle dage, men maden var den samme solide danske husmandskost - og dagens ret var brændende kærlighed, som ikke fås meget bedre end netop på Sømandshjemmet i Sisimiut.

I Sisimiut arbejde jeg for et foretagende, der dengang hed KNI Detail - og havde til huse på slottet med en fantastisk udsigt over byen. Siden er firmaet blevet privatiseret, hedder nu Pisiffik og er Grønlands største supermarkedskæde. Forresten indgik et besøg på Pisiffik i mit officielle program - og det var spændende at høre, hvordan virksomheden havde udviklet sig på de godt 20 år, der er gået, siden vi startede som en statsejet forsyningsvirksomhed med politisk ledelse - men det er nu en hel anden snak...

Inden frokosten hyrede jeg en taxi - og tog på en hurtig rundtur til alle de kendte adresser i den vestgrønlandske by. Det kom der en masse fotos ud af. Her er et par stykker...

Ved siden af indkvarteringen lå Ebbe Hansens Tømrerfirma.
Ebbe Hansen var forlængst ude af firmaet, men navnet
levede videre blandt de flinke mennesker. Her har jeg og mange andre
indtaget adskillige fyraftensbajere...
Kællingehætten hedder fjeldtoppen, der er Sisimiuts vartegn.
Og hvis Kællingehætten er skjult af skyer,
overtager kirken rollen som vartegn.
Den gamle kirke er i dag en del af Sisimiut museum, men har
blandt andet også tjent som fængsel.
Byens førende værtshuse - Pub Raaja og Kukkukooq ligger
ved siden af hinanden. Stedet kaldtes derfor Jomfra Ane Gade.
Min gamle arbejdsplads - kaldet slottet. Det fremgår klart, at huset
oprindeligt er bygget af et arkitektfirma, som gik konkurs. Huset er i dag
hjemsted for en sprogskole.
Min permanente lejlighed lå i første række på Tuapannguanut i bekvem
gå-afstand til Jomfru Ane Gade. Jeg havde den øverste etage i
den røde sektion.
Omtrent sådan tog udsigten sig ud fra mit køkkenvindue.