Juleand to gange om året

Jul på Station Nord

Julen på Station Nord begynder allerede i august med, at de fem såkaldte fupper, som skal overvintre på stationen, slår terninger om, hvem der skal have kokketjansen jul og nytår. Den, der først slår en sekser, skal tage juleaften – og den næste nytårsaften.

- Når det skal afgøres allerede i august, skyldes det, at sommertiden er en travl tid på station Nord, hvor der er mange gæster – håndværkere, forskere og kolleger fra forsvaret. Og af samme grund er der også fløjet en professionel kok ind, som sørger for forplejningen om sommeren, fortæller stationsleder Christian Graff, der i år skal tilbringe sin anden jul på Station Nord.

- Stegning af and og fremstilling af ris a l’amande indgår ikke i vores grunduddannelse som stationsspecialister, så det råder vi bod på i august, hvor vinderen af juleaftensmaden så får lov at fremstille julemenuen under den tilkaldte koks tilsyn – og så spiser vi and og flæskesteg sammen med alle gæsterne. Selv om det er i august, er det for resten altid en festlig aften, afslører Christian Graff.

- Livet på stationen er meget styret af faste rutiner, og der er ikke så meget fest til hverdag. Men til generalprøven på julemiddagen slår vi os løs sammen med alle gæsterne – og det er som regel en stor oplevelse for alle.

I september falder der ro over feltet – og de fem mænd er overladt til sig selv i det danske forsvars nordligste udpost. Her sørger de for, at stationen og landingsbanen på de 1800 meter er funktionsdygtig døgnet rundt – året rundt. Derudover fører de blandt andet tilsyn med de mange videnskabelige målestationer, der er i det øde, mørke og kolde område.

Først i december er der julefrokost på stationen i forbindelse med, at der igen kommer gæster fra Danmark med flyet, der også medbringer juletræer, julegaver og frisk proviant.

- Det er cheferne, der er på inspektion – og så er der som regel også et par håndværkere og et par videnskabsfolk med. Besøget tager en uges tid, og vi benytter så anledningen til en god julefrokost med sild og snaps og hvad dertil hører, forklarer Christian Graff.

- Når gæsterne er rejst, vender vi tilbage til daglige dont, hvor tingene ligger i faste rammer – og hver mand passer sit arbejde. Vi skiftes til køkkentjansen en uge ad gangen, og ellers står den på snerydning – masser af snerydning - og almindeligt vedligehold af grejet.

- Et par dage før juleaften tager vi juletræet ind, pynter det og lægger gaver under træet. Vi drosler lidt ned og slapper af i juledagene. Selve juleaften spiser vi så om aftenen – og på et tidspunkt får vi besøg af julemanden. Det er altid den yngste fup, der har den tjans – og det forventes, at han ankommer gennem vinduet, hvilket ikke er så svært, hvis han ellers ikke er for stor, for sneen ligger som regel højt mellem bygningerne på det tidspunkt.

- Julemanden ankommer sammen med Rudolf. En af de to hunde, vi har som isbjørnevagter, der er behørigt udstyret med gevir og rød næse. Ellers handler det mest om hygge og afslapning – og måske et telefonopkald til dem derhjemme. Det kan jo ikke undgås, at tankerne går til familien i juledagene.

Også nytårsaften foregår efter et fast mønster på Station Nord.

- Vi begynder altid, når klokken er 18 i Danmark. Vi har ikke de bedste internetforbindelser, så vi samles i tårnet for at høre Dronningens nytårstale på radioen.

- Derefter går vi til bords og nyder en treretters. Jeg har spurgt ham, der skal stå for nytårsmiddagen – og han fortæller, at den i år kommer til at stå på rejecocktail, en god oksesteg og islagkage.

- Når klokken er 12, skyder vi nytåret ind. Det er noget, vi gør en del ud af. For der er jo ikke nogen naboer, så vi har lidt ekstra krudt i posen – og så sørger vi for, at skyde nytåret ind med maner. Måske også ved at kaste kogende vand op i luften. Det er jo bidende frost – og det ser flot ud, når det kogende vand rammer den kolde luft.

- Efter nytåret går vi igen ind i den daglige tjans og glæder os så til vi ser solen første gang. Det sker den 26. februar.

Artiklen er et af mine bidrag til dette års juleavis fra Sermitsiaq. Juleavisen er gratis og kan læses her.

Fotocredit: Fupperne på Station Nord

Julesne

There's no business like snow business

Morgenstemning fra kontoret onsdag den 7. december. Ord er overflødige.

Julen i Grønland

Nyt foredrag

Tirsdag eftermiddag var jeg inviteret til at fortælle om julen i Grønland i præstegården i Bonderup. Det var den lokale præst, Inger, som havde fået den glimrende ide at krydre sognets traditionelle julekomsammen for pensionisterne med en fortælling om den grønlandske jul.

Det blev så anledningen til, at jeg fik samlet nogle billeder og en fortælling om julestjernen, juletræstændinger, adventstraditioner, Hans Egedes og Herrnhut-missionens arbejde i Grønland, julemad, lidt om den grønlandske kirkes liturgi, lys på gravsteder og ikke mindst den særlige tradition med mitaartut, hvor børnene klæder sig ud i skræmmende kostumer helligtrekongers dag. Nærmest en grønlandsk variant af halloween.

Jeg sluttede med at vise Guuterput på YouTube. Det, er jeg ikke helt sikker på, er en god ide, hvis der kommer en anden gang. Den grønlandske national-julesalme er gribende for alle, der har tilknytning til Grønland, men jeg fornemmede nu, at Bonderup-egnens pensionister fandt den lidt langtrukken.

Men under alle omstændigheder har jeg nu et nyt foredrag på hylden. Det bliver næppe aktuelt at holde det flere gange i år, men det bliver jo jul hvert år, så jeg håber da, at jeg får lov til at gentage successen til næste år. Kalenderen er allerede nu åben for bookinger.

Billedet øverst tog jeg i lørdags, da jeg var i Kolding til årets udgave af foreningen Inuits traditionelle julehilsen til Grønland. Arrangementet er blevet aflyst de foregående to år på grund af coronaen, men nu er tiderne mere normale - og det store arrangement med 1.200 deltagere har i mange år været en af husets faste juletraditioner.

Det var lidt ekstra gribende i år, hvor det var første gang, jeg var afsted uden Dina. Så jeg fældede da også en ekstra tåre, da den indledende gudstjeneste blev afsluttet med Guuterput. Men det var også dejligt og rørende, at så mange havde et trøstende ord til mig bagefter. Det er jeg meget taknemmelig for.

For resten var det Ullorissat-koret fra Aalborg, der sang ved gudstjenesten. Det var tre af korets medlemmer, som sang til Dinas bisættelse. Det gjorde det nok ikke mindre gribende.

Gør-det-selv thai-mad

Sælg aldrig skindet, før bjørnen er skudt

Lørdag aften havde jeg sat næsen op efter thai-mad. Det skyldtes ikke mindst, at det lokale thailandske svar på en pølsevogn - Thai Chef Food Truck fra Thy - gæstede Brovst og bød på et alternativ til pizzaer og hotdogs, som ellers er de gængse fastfood-tilbud her på egnen.

Men jeg måtte gøre regning uden vært. For da jeg ved fire-tiden kørte til Brovst for at købe lækkerierne, var der udsolgt. Det kom der så en artikel ud af til den lokale presse, men ingen aftensmad.

Så var der jo ikke andet for end starte for sig selv - efter bedste beskedne evne og på øjemål. Først kogte jeg et par "fuglereder" nudler og satte dem til afdrypning. Noget kyllingesmåkød - lårkød som jeg foretrækker frem for det magre og smagløse brystkød - røg i wokpanden sammen med hakket forårsløg, hvidløg i rå mængder, lidt ærter og gulerødder samt salt og peber, hvor det blev svitset i lidt olie. Da det havde simret lidt, tilsatte jeg nudlerne og en ordentlig klat østerssauce - og så var den ged barberet.

Ikke helt. Det smagte godt, men manglede altså et eller andet. Jeg ved ikke, hvad det er, men helt thailandsk smagte det nu ikke. Men pyt. Mæt blev jeg da - og det tog kun ti minutter at lave.

Jeg har aldrig været i Thailand. Min hang til thai-mad stammer fra Nuuk, hvor der gennem årene altid har været et stort udbud af thai-mad - både i fastfoodversioner til at tage med og især den fine restaurant Charoen Porn, der altid har været et godt og acceptabelt alternativ til byens bedre og også dyrere restauranter. Charoen Porn blev grundlagt i 1995 af festlige Svalberg, som jeg har delt mange øl med. Jeg har tidligere skrevet en historie om Charoen Porn her på bloggen.

Jeg skal ikke kloge mig med fine sociologiske og demografiske forklaringer på, hvorfor thai-mad altid har været populært i Nuuk. Blot konstatere, at sådan er det - og thai-mad har været en del af mit kostindtag, siden jeg kom til Grønland for snart 30 år siden. Sådan er det bare - hvor bizart det end lyder. Men det smager altså også godt.

Stjernestunder

Så er julestjernen tændt

Jeg holder de grønlandske juletraditioner i hævd. Så selvfølgelig kom nissen forbi natten til søndag og hængte julestjerner op i vinduerne.

Der er bare en ting, jeg ikke forstår. Angiveligt kommer nissen kun forbi, hvis børnene i huset har været artige i det forløbne år. Den regel er jeg da ikke helt sikker på, at jeg kan leve op til.

Det er også blevet til et julelys i ædelgranen uden for den fine dør. Det var egentlig ikke meningen, for meget af al den julepynteri var egentlig noget, jeg mest gjorde for Dinas skyld, mens hun endnu levede. Men nu skal kommunen spare, så hver anden gadelygte er slukket. Det er blandt andet gået ud over lampen uden for huset, så nu er der - undskyld udtrykket - mørkt som i en negers røv derude på hjørnet.

Så jeg måtte gå den tunge gang til Jem og Fix og hjemføre den længste og mest lysrige juletræskæde, jeg kunne finde. Det koster så cirka 20 kroner i strøm den kommende måneds tid, men i disse tider må vi jo alle bringe vores ofre.

Det er sikkert også strømprisernes skyld, at julebelysningen i år mange steder er kommet senere i gang og noget mere afdæmpet end tidligere. Så der er egentlig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Tirsdag den 6. december skal jeg for resten holde foredrag i Bonderup Præstegård om julen i Grønland. Det glæder jeg mig til, for det kan der komme en god og underholdende eftermiddag ud af.

Jeg skrev i sidste uge en artikel til Sermitsiaq om søndagens mange juletræstændinger i de grønlandske byer. Det ser ud til, at julemanden i Grønland foretrækker at lade sig transportere i brandbil frem for med rensdyr. Der er dog undtagelser. I Ilulissat ankom julemanden med hundeslæde, i Ittoqqortoormiit på snescooter og i Narsaq - Grønlands spisekammer og landbrugsområde - kom julemanden selvfølgelig på traktor.

Nye opdagelser

Endestation Mord

Jeg bliver så glad, når jeg opdager noget nyt i bøger, som jeg genlæser.

En af bøgerne er Sjöval-Wahlöös Endestation Mord, som jeg netop har læst igen-igen. Første gang i midten af halvfjerserne og siden med års mellemrum - og altså nu igen i 2022.

Der er generelt ikke så forfærdelig meget at grine ad i svenske kriminalromaner, men jeg opdagede altså lige en sjov detalje, der fik mig til at grine - skratte på svensk. I bogen er det juleaften, og Lennart Kollberg bliver midt i julemaden ringet op af en psykiater fra fængslet på Långholmen. Psykiateren hedder Fröjd.

Sig navnet. Det er sgu da et sjovt navn til en psykiater. Og tænk, at jeg aldrig har opdaget det. Jeg skrattede - og det er for resten også bogens svenske titel: Den skrattende polisen.

Jeg er færdig med Endestation Mord for denne gang. Nu er jeg i gang med fortsættelsen - Brandbilen der forsvandt. Den er en af mine favoritter, fordi Gunvald Larsson har en fremtrædende rolle med sin ofte uortodokse, flabede og voldsomme fremtræden. Jeg har lettere ved at se mig selv i Gunvald Larsson end i tørvetrilleren Beck.

Det bedste er det godes værste fjende

Kontraproduktivitet 

Ideer er nok af i vores lille land. Og mellem de fikse ideer fostres der ind i mellem også gode ideer.

For en del år siden – vistnok i 2016 -  fik et par thyboer den glimrende ide, at det er alt for dårligt, at en masse af den fineste danske kunst står i magasinerne i kælderen under Statens Museum for Kunst i København. Det er kunst, der er vores alle sammens – så lad os få det op i lyset og ud i landet. For eksempel til den gamle købmandsgård i Doverodde, hvor der er ledige lokaler.

Det burde så være en enkel sag at læsse nogle malerier på en lastbil og køre dem til Doverodde, udstille dem og så måske køre dem videre til et andet sted i landet, hvor skatteyderne har et berettiget krav på at få del i den kunst, der normalt kun kommer københavnerne til gode.

Det var faktisk en rigtig god ide, men i mellemtiden er fokus på at bringe kunsten ud til danskerne – læs danskere uden for København – strandet på, at der er gået projekt i sagen. Nu er de gamle købmandslokaler i Doverodde pludselig ikke længere gode nok.

Forleden kunne man i nærværende udmærkede dagblad læse, at den gamle bygning i Doverodde skal rives ned og opføres igen. Der skal også laves en velkomstbygning – alt sammen til den nette sum af 38,5 millioner kroner – og muligvis ti millioner kroner ekstra. Alt sammen penge der stilles til rådighed af en privat fond.

Tidligere var der også noget med, at der skulle laves en helhedsplan for området for andre fondsmillioner, så det går jo rigtig godt betalt af tossegode fonde, der falder for alt, hvad ildsjæle og arkitekter finder på.

Her er det, kæden springer af for mig. For den oprindelige gode ide med at bringe kunsten ud til folket strander nu på fine byggerier og store forkromede projekter. Det er ikke fordi, jeg ikke under thyboerne en fin filial af Statens Museum for Kunst, slet ikke. Det er på tide, at vi slipper af med det københavnske monopol på finkulturen.

Men pengene kan måske anvendes bedre. For eksempel på en ombygget bogbus, der kører kunsten rundt i alle vores små landsby-samfund i landsdelen. Eller måske turnerende udstillinger til vores mange forsamlings- og medborgerhuse. Så ressourcerne blev brugt på drift og ikke mursten.

Jeg kan også nemt blive bekymret, når det angiveligt er den lokale kommune, der skal stå som bygherre. Det er sjældent, at offentligt styrede byggeprojekter holder budgetterne. Bare tænk på skandalen om det nye såkaldte supersygehus i Aalborg, der har drænet sundhedsvæsenet for penge, der ellers burde komme de syge til gode – og som nu godt ti år efter byggestart ender blandt de fem største byggeskandaler i landet nogensinde.

Jeg tror ikke på de store forkromede projekter. Det er spild af penge og ressourcer, når mindre og mere enkle løsninger kan gøre det.

Sådan går det bare ikke i Danmark, hvor politikerne elsker projektmagere, arkitekter og ildsjæle – og hvor der er masser af offentligt ansatte, der med store projekter øjner en chance for at slippe for idiotarbejdet med at flytte papirbunker.

Projektmagere og ildsjæle lider som regel af tunnelsyn, der gør det svært for dem at tænke helheder. Det er som små børn, der plager efter mere slik. De helmer ikke, før de får deres slik og alle millionerne. Jeg fatter ikke, at der ikke er en voksen til stede, der kan sætte dem på plads. For det er ikke mursten, vi har brug for – det er penge til driften, uanset om vi taler om kunst eller sundhed.

Historien om, hvordan en demokratisering af kunstlagrene under et museum i København ender med et helt nyt kunstmuseum i Doverodde, er det godt eksempel på, at den bedste løsning står i vejen for den gode løsning – og forklaringen på, at så meget går galt i det lille land.

På kanten, Nordjyske, 18. november 2022

Årets sidste gladiolus

Vinterforberedelser

Nu lakker det mod vinter. Så forleden tog jeg gladiolus op af jorden, så de kan komme i sikker havn inden frosten.

Det har været et mærkeligt år - rent gladiolus-mæssigt. Normalt blomstrer de stort set samtidig i slutningen af august, men sådan er ikke gået i år. De første kom til tiden, men ellers har det mest være noget sjatpisseri fordelt over næsten tre måneder. Normalt en fest, men i år altså noget mere neddæmpet.

Da jeg gravede dem op, var der oven i købet en enkelt, der stadig stod i knop. Den er nu kommet ind og lyser op i vintermørket. Spreder lidt glæde i den mørke tid, bogstavelig talt.

Jeg har vel godt og vel 150 gladiolus. Det ville være et stort arbejde at grave dem op, hvis de stod spredt. Men det også sådan med gladiolus, at de gør sig bedst, når de står tæt. Så der skulle såmænd ikke mere end fem spadestik til. Så var den sag klaret.

Nu står løgene i drivhuset og tørrer. Men mon ikke de skal til et mere sikkert vinterkvarter i weekenden? Det ser jo ud til, at vi får den første nattefrost i løbet af de kommende dage. 

Skabagtig ombygning

Nyt projekt

Da jeg i sin tid købte huset her på Nørremarksvej, fulgte der et fint gammelt almueskab med. Det har altid stået i bryggerset og har gjort fin fyldest som opbevaringsted for vintertøj med mere.Men det også irriteret lidt. De mørke almuefarver tager det sparsomme lys - og så fylder det også i rummet.

Så efter Dinas død har jeg besluttet, at skabet nu skal videre - og jeg har derfor foræret det til Birger, som er den helt rigtige mand til at give det gamle stykke snedkerarbejde nyt liv.

For smides ud skulle skabet ikke. Dertil er det alt for fint. Samlet med kiler og lige til at pille fra hinanden og fragte videre på hestevogn ved skiftedag, som det skete i de gode gamle dage. Samlingen er genial - og det var to klodser, der skulle løsnes - så var det lige til at pille ned. Nu er skabet væk - og bryggerset er stort som en balsal.

Så nu har jeg atter et projekt, der skal laves. For der venter et stort arbejde. Alt skal males, men først skal der renses og spartles. Bag skabet viste der sig en mishandlet pudset væg - og der er altså også et par andre steder, hvor den tidligere ejer af huset har sprunget over det lave gærde. Så der kommer nok til at gå et par uger, før jeg er klar til at svinge penslen.

Det er planen at montere en bordplade på væggen, hvor skabet stod. Sådan en mangler jeg, når jeg lægger tøj sammen. Under bordpladen kan der så blive plads til støvsuger og andet husligt grej. Jeg skal også have set på lyset. Der er kun et sparsomt lysindfald gennem vinduet, der er under altanen, så der skal meget mere lys til at gøre bryggerset til det arbejdsrum, som et bryggers dybest set er.

Det skal nok blive godt med tiden. Men med hånden på hjertet må jeg også erkende, at det nok bliver til 2023, før jeg er færdig. Jeg har i hvert fald den næste måneds tid nok at lave i min lille butik - og det er for resten også grunden til, at der ikke bliver skrevet så meget på bloggen. Det beklager jeg naturligvis - men sådan er det bare. Heldigvis.

Sjældne gæster i Grønland

Ornitologiske sensationer

Gul sanger. Foto: Martin Kviesgaard

Nuuk har på det seneste været et sandt Mekka for fuglekiggere – og især fuglekiggere, som lægger mærke til de mere sjældne fugle i Grønland.

En af dem, som har et særlig godt øje til de sjældne fuglearter, er Martin Kviesgaard. I slutningen af august fotograferede han en gul sanger, der stammer fra Nordamerika, mellem småfuglene på kirkegården ved Saqqarlernut i Nuuk. Observationen var den fjerde nogensinde i Grønland. Første gang arten blev set var i 1940 i Maniitsoq og senest i 2010 på et seismik-skib.

Amerikansk vandredrossel. Foto: Martin Kviesgård

Forleden var der så alarm igen. Denne gang en anden gæst fra Nordamerika – en amerikansk vandredrossel, der blev fundet af Johannes Kyed ved Kimmernat. Fuglen har opholdt sig på stedet i nogle dage. Vandredroslen er kun set seks gange før i Grønland og senest i 1946.

Endelig blev det i sidste uge også til en bekkasin – enten europæisk dobbeltbekkasin eller amerikansk bekkasin - ligeledes ved kirkegården ved Saqqarlernut. Bekkasiner er observeret en del gange i Grønland – mindst 12 gange og sidste gang på samme lokation i 2000. Men sjælden er den nu stadig.

Martin Kviesgaard har flere forklaringer på det store rykind af sjældne fugle netop nu.

Nørderne blandt ornitologerne diskuterer ivrigt, om denne
bekkasin fra Nuuk er en amerikansk bekkasin eller
 en dobbeltbekkasin fra Europa. Foto: Martin Kviesgaard

- Der er ingen tvivl om, de mange storme fra syd betyder noget. Jeg er ret sikker på, at alle tre fugle er kommet på afveje på grund af blæsten og er endt i Nuuk. Samtidig kan klimaforandringer betyde, at fugle, der var sjældne tidligere, nu er mere almindelige og omvendt, siger Martin Kviesgaard.

- Det er ikke kun Nuuk, der har haft sjældne besøg. Fra hele Grønland kommer der løbende beretninger om usædvanlige besøg fra enten Europa eller Nordamerika. Vi har i år blandt andet hørt om silkehejre, kostær, fiskehejre og en mulig prærietrane.

- En stigende opmærksomhed om både almindelige og usædvanlige fugle kan også være en forklaring, samtidig med at mange fodrer fugle og har små haver. Der er i dag mange flere, som gør opmærksom på, at de har set en usædvanlig fugl. Observationerne bliver delt på Facebook – især på siden Kalaallit Nunaanni TImmissat/Fugle i Grønland med 1.800 følgere.

- Det er jo en lidt nørdet hobby at kigge på fugle, men det ser ud til, at rigtig mange har fået vakt interessen de seneste år, mener Martin Kviesgaard.

Artiklen er bragt i printudgaven af Sermitsiaq fredag den 4. november 2022. Det er altid en fornøjelse, når jeg kan kombinere mit arbejde med min store fugleinteresse...

Solførmørkelsen 25. oktober 2022

Tilbagevendende udfordring

I mit arkiv har jeg billeder af samtlige solformørkelser de seneste 20 år (se blandt andet her), så selvfølgelig skulle det også prøves i dag.

Det er en stor udfordring, for det er ikke nemt. På den ene side må  der ikke være skyfrit, for så er der for meget lys - især midt på dagen - men på den anden side må der jo heller ikke være så mange skyer, at man slet ikke kan se solen.

Det var tæt på optimalt i dag, selv om det var lige omkring middag - kl. 12.10 - at solformørkelsen var på sit højeste. Billedet her er taget 12.05 og nok så tæt på så perfekt som jeg kan gøre det med mine ringe evner.

Oven i købet er det taget fra altanen lige uden for kontoret, så denne gang var det ikke nødvendigt at køre efter begivenheden.

Fotoet her er et af flere. Når jeg får tid, føjer jeg sikkert lidt flere fotos til historien...

Dagens ord XCI

Dværgchimpanseflok

Foto: Wikipedia

I morgenens krydsogtværs lød en af ordgåderne "længste danske ord, der består af lutter forskellige bogstaver". Svaret var dværgchimpanseflok. Så lærte man det...

Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Der skal nok være en eller anden, der kan finde på et endnu længere ord i mangel af fornuftig beskæftigelse, men ordet gjorde mig nysgerrig efter, hvad en dværgchimpanse er.

Et hurtigt opslag i Wikipedia viser, at dværgchimpansen - også kaldet bonobo - er menneskets nærmeste slægtning, der blandt andet udmærker sig ved at kunne genkende sit eget spejlbillede, hvilket angiveligt skal være tegn på høj intelligens.

Det oplyses videre, at "seksuelt samvær spiller en stor rolle i bonoboernes samfund, hvor det bliver anvendt som velkomst, ved konfliktløsning og ved forsoning. Bonoboerne har ikke vedvarende forhold, men sex mellem forskellige individer er udbredt".

I mine ører lyder det til, at der ikke er den store forskel på en dværgchimpanseflok og et gennemsnitligt dansk politisk parti.

Beskeden høst

Valnødder

Så er årets valnødder bragt i hus. Høsten er bestemt ikke prangende, men i en lille husholdning går det nok an. Jeg bruger mest valnødderne som snacks ved gæstehud - og så mange gæster har jeg jo heller ikke. I øvrigt er det blevet til yderligere en halv snes valnødder, efter at billedet var taget.

Årets valnødder er fine og store og for de flestes vedkommende fuldstændigt lydefri. De er skyllet i vand, børstet med opvaskebørsten og så også skyllet i atamon, så de bør kunne holde sig næsten ubegrænset. I hvert fald har jeg fortsat valnødder fra sidste år, som jeg går og spiser af for at få dem ud af verden.

Valnøddehøsten har været beskeden, og jeg har heller ikke de store forventninger til næste år. Mit valnøddetræ fik nogle grimme frostskader, da det var ungt og nyplantet i 2011 - og siden er er der også kommet stormskader til for et par år siden. Skaderne forsøger jeg forsigtigt at reparere på med en langsigtet beskæringsplan for at redde det temmeligt kostbare træ. I løbet af den kommende måned fjerner jeg træets største og i år bedst bærende gren for at rette op på træet, så det forhåbentlig kommer til at se harmonisk ud, når det bliver voksen, hvilket der endnu er nogle år til.

Valnød er et temmelig sart træ. Beskæringen kan kun foregå i perioden lige efter løvfald, da valnød er en såkaldt bløder, der nemt kan gå ud, hvis man beskærer, mens der er saftspænding i veddet. De fleste valnøddearter er heller ikke særligt egnede til det danske klima, men mit træ er en canadisk sort, broadview, som fint tåler frost og bærer nødder allerede, når det er omkring tre år. Sorten har min varmeste anbefaling, men det er som sagt temmelig kostbart. Prisen for et udplantningstræ ligger i øjeblikket omkring 1.000 kroner.

Strøm-frås

Gang i hjemmebageriet

Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har haft gang i bageriet. Efter Dinas død giver det ikke den helt store mening at bage - blot for at forkæle. Men nu er jeg jo også en hund efter lækre sager, så fredag skulle det alligevel være.

Som så mange gange før var det "verdens bedste brød", der var på programmet. Let at lave og smager himmelsk. 6 dl vand, 625 g mel, lidt gær, sukker, salt og en generøs håndfuld rosiner røres sammen til en halvflydende dej, som sættes til hævning i køleskabet i mindst 12 timer. Tages ud og foldes en gang og får et par timers efterhævning ved stuetemperatur. Sæt en støberjernsgryde i ovnen, der tændes på 250 grader, Når ovnen er varm, tages gryden ud og dejen hældes i den skoldvarme gryde. Pensles med æg og drysses med birkes.

Sæt gryden med låg på i ovnen i en halv time. Herefter dæmpes temperaturen til 210 og brødet får et kvarter yderligere uden låg. Det er da nemt - og resultatet er forrygende. Kan varmt anbefales.

Birkes og rosiner hører ikke med i den oprindelige opskrift. Men nu er jeg vild efter begge dele, så det skal selvfølgelig med. Rosinerne gør brødet særligt velegnet til ostemadder, men de første tre skiver går nu også fint bare med tandsmør.

Verdens bedste brød er en klassiker her i huset. Da Dina levede, skiftedes vi til at lave det med jævne mellemrum - bare for at være gode ved os selv.

Siden er der jo sket noget med strømpriserne - blandt andet - og det var med nogen bekymring, at jeg her lørdag morgen tjekkede fredagens strømforbrug. Det ser ud til, at det koster sådan cirka en kWh at bage sådan et brød. Så er det heller ikke værre - selv om kWh-prisen i oktober kvartal er på 4,98 her på parcellen.

Gallataffel i sildelauget

Royale lækkerier

Det blev til en sand tour de force i den højere koge- og konditorkunst, da Øland Sildelaug fredag sluttede september med et brag af en middag. Opskrifterne var inspireret af serveringerne, da Dronning Margrethe 11. september fejrede sit 50 års tronjubilæum med gallataffel i Riddersalen på Christiansborg.

Her var landets højeste rangklasser - dog ingen øboere - til stede sammen med toppolitikere og topembedsmænd fra Færøerne og Grønland. Og menuen var præget af elementer fra alle tre rigsdele. Således også på Øland denne fredag aften.

Viceoldermanden (skriverkarlen) og dessertmesteren havde nænsomt redigeret i de originale opskrifter, så de var praktisk, økonomisk og pædagogisk tilpasset de lokale forhold. Det kom der en fantastisk aften ud af - også selv om et strømsvigt i flere af Medborgerhusets komfurer lagde solide hindringer i vejen og skabte trængsel i den funktionsdygtige del af køkkenet.

Som opvarmning bød giftblanderen på aftenens brændevin, der var både lokal og skarpskåren - lavet på hyldeblomster - og så gik arbejdet ellers i gang.

I forretten favnede vi hele Rigsfællesskabet. Færøske kammuslinger i hummersauce med friskpillede grønlandske rejer, pyntet med kvansnacks serveret på skaller fra Meny i Aabybro. Hummerbasen var fra Royal Greenland, men det skal retværdigvis nævnes, at den er lavet på stillehavshummer. Pyt, for den smager fantastisk, når den lige får en sjat cognac og lidt fløde.

Hertil nød vi cremant d'Alsace - Giersberger helt nøjagtig, som er en herlig og rent smagsmæssig meget lettilgængelig mousserende vin lavet på nøjagtig samme måde som ægte champagne.

Da Dronningen holdt taffel, var hovedretten moskusokse med tarteletter med urter. Desværre er markedet for moskus helt støvsuget i øjeblikket, så det var ikke praktisk muligt at skaffe denne særlige grønlandske råvare. 

Det blev i stedet langtidsstegt hvidvinsmarineret kalvecuvette og hertil purerede rodfrugter, carotter og stikkelsbærkompot på bær fra haven på Nørremarksvej. Det er alt sammen forholdsvis nemt at lave - og bestemt et kongehus værdigt i smagsoplevelser. Men det tager tid, så skriverkarlen havde været ude allerede dagen før med forberedelserne.

Den helt rigtige vin hertil ville nok have været en Chateau Caix fra den royale families vinslot, men det var også uden for det praktisk mulige. Caix ligger i Cahors-distriktet, hvor hoveddruen er Malbec, så valget faldt i stedet på på en Malbec fra Trapiche i Argentina. Den er til at købe mange steder, rimelig i pris og så er den rent smagsmæssigt en lettere vin end de meget tannin-holdige vine fra Cahors, der helst skal lagres længe.

Desserten var en ren showstopper, hvor dessertmesteren også måtte i gang med forberedelserne flere dage før. Ved Dronningens gallataffel blev der serveret en såkaldt regentkage - udviklet af Odense Marcipan, der er kongelig hofleverandør. Dessertmesteren havde valgt at følge opskriften ret slavisk, men med et lokalt islæt af kvæder fra SEP's have.

Et særligt element - nu er det jo Daisy's kage - er margueriter i fondant - og her demonstrerede Martin og Michael, at barndommens leg med modeller-voks ikke var spildt. Der kom flotte blomster ud af den fra Bagedysten så velkendte fondant, der ret beset ikke er andet end smeltede skumfiduser rørt op med flormelis.

Til regentkagen i Guilde de Hareng-versionen serverede vi en mousserende kirsebærvin - RØD fra Frederiksdal på Lolland lavet på de fineste danske Stevnskirsebær, der har optimale vækstbetingelser i det danske klima. Vinen er en helt speciel oplevelse fjernt fra den traditionelle danske meget søde kirsebærlikør.

Det blev sent, inden dette nærende pragtmåltid var serveret, og den afsluttende  normalt malmklingende afsyngning af Ølandsangen var ærlig talt noget forpint at høre på. Det vil være ren fornærmelse mod øens smukke nationalsang at påstå andet. Men der bliver heldigvis også tid til en revanche.

Oldermanden har besluttet, at menuen skal gentages til oktobers dameaften, så fruerne har noget at glæde sig til, når denne flere gange corona-udskudte begivenhed løber af stablen den 28. oktober.

Grønland rykker nærmere

Tidens tand

Grønland kommer tættere på Danmark og Europa, hvis ellers det grønlandske landsting, Inatsisartut, her i efteråret vedtager et forslag om at flytte den grønlandske tidszone en time, så der fremover er tre timers tidsforskel i stedet for de nuværende fire timer mellem Grønland og Danmark.

Det er ikke en sag, der har vakt den store opsigt i danske medier – og den offentlige debat om spørgsmålet har da heller ikke fyldt de grønlandske medier. For de fleste almindelige mennesker i Grønland er tidsforskellen mellem Danmark og Grønland slet ikke afgørende. Grønland ligger jo omkring polarcirklen – og det vil i praksis sige, at det er lyst det meste af døgnet om sommeren, og tilsvarende mørkt i de lange vinterdage. Hele den velkendte diskussion om sommertid og normaltid får derfor et højst teoretisk skær.

Men hvis forslaget bliver vedtaget – og det tyder alt på i skrivende stund – får det afgørende indflydelse på nytårsfesten hjemme hos familien Grønland. Som Knud Rasmussen skrev en gang, så kender grønlænderne festens glæde og lader derfor sjældent en anledning til et fyrværkeri gå til spilde. Selvfølgelig heller ikke nytårsaften.

Det har gennem mange år været en fast tradition, at man i Grønland fejrer det nye år med fyrværkeri tre gange i løbet af nytårsaften. Første gang kl. 20, hvor der er nytår i Danmark, næste gang kl. 21, hvor det er nytår på Færøerne – og endelig kl. 24, når nytåret endelig kommer til Grønland.

Denne gamle – og for mange sikkert også hyggelige tradition – bliver ændret fra nytår 2023-24, hvis loven om tidens bestemmelse i Grønland bliver vedtaget. Nytårsaften i år – den 31. december 2022 – bliver altså sidste gang, hvor fyrværkeriet skydes af kl. 20, 21 og 24. Når tidszonen ændres, vil det fremover blive kl. 21, 22 og 24, at der skal knaldes til nytår.

Baggrunden for forslaget om at ændre den grønlandske tidszone ligger i en aftale mellem den grønlandske og den danske regering, som blev indgået i maj, hvorefter tidszone-spørgsmålet er et rent grønlandsk anliggende.

Rent praktisk lægger den grønlandske regering, Naalakkersuisut, op til, at ændringen skal ske ved, at lovforslaget træder i kraft den 25. marts 2023, kl. 22.00, hvor Grønland alligevel overgår til sommertid og tidszonen UTC -2. Men i modsætning til normalt, så vil Grønland ikke gå tilbage til vintertid/normaltid den sidste lørdag i oktober 2023, men vil fortsætte med at være i tidszonen UTC -2.

Det betyder dog ikke, at Grønland afskaffer sommertid. For året efter vil man fortsat følge Europa og stille uret frem og et halvt år senere stille det en time tilbage. Det agter den grønlandske regering ikke at ændre på, så længe der fortsat er sommertid i EU, på trods af at Grønland ikke er medlem af EU.

I forbindelse med lovforslaget har administrationen i selvstyret været i arkiverne for at opklare, hvornår og hvordan det gik til, at tidsforskellen med Europa og Grønland endte på fire timer. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvornår det er sket.

”Tidsfastsættelsen for Grønland er aldrig blevet fastsat ved lov, og der er i øjeblikket ikke klarhed over, hvordan den er blevet fastsat. Sandsynligvis er den blevet fastsat administrativt, det vil sige af den danske regering eller et dansk ministerium,” hedder det i bemærkningerne til lovforslaget.

For de fleste grønlændere kommer ændringerne ikke til at betyde det helt store, men erhvervslivet er begejstret for forslaget. Det giver en times ekstra kontortid fælles med Danmark. Flyselskabet Air Greenland forudser, at det bliver nemmere at få piloterne vagtplaner og særlige regler for hviletider til at gå op, når tidsforskellen bliver mindre.

Personligt er jeg nok lidt mere forbeholden. Jeg erindrer fra de 15 år, jeg boede i Grønland, at der var så dejligt fredeligt, når telefonerne holdt op med at ringe ved middagstid, fordi danskerne var gået hjem fra arbejde. Men risikoen var selvfølgelig, at telefonen allerede ringede klokken fire om morgenen, fordi der var en dum dansker, som ikke var klar over tidsforskellen til Grønland.

For fuldstændighedens skyld skal det lige med, at der foruden den almindelige tidszone også er tre særlige tidszoner i Grønland. Disse er Ittoqqortoormiit (Scoresbysund i Østgrønland), som har tidszonen UTC -1, vejrstationen Danmarkshavn i Nordøstgrønland, som har tidszonen UTC +0, og Pituffik (Thule Air Base), som har tidszonen UTC -4. Der er ikke planlagt ændringer af disse særlige tidszoner. Dansk normaltid er UTC +1.

På kanten, Nordjyske 23. september 2022.

Nat på Øland

Donnerwetter

Klokken 03.42 blev jeg vækket af et tordenbrag, så jeg kørte en tur ned til fugletårnet ved dæmningen for at fotografere lyn. Jeg har tidligere på sommeren købt et nyt kamerastativ, som jeg endnu ikke havde testet.

Anstrengelserne stod ikke rigtig mål med resultatet. Lynene - der var næsten ingen torden - passerede hurtigt forbi, så efter tre kvarter vendte jeg næsen hjemefter igen. Et sølle billede og med lidt god vilje to var høsten. Men stativet bestod testen - og skal nok blive brugt til vinterens nordlys, hvis vi ellers er heldige.

Det holdt tørvejr, mens jeg var ude, men der kom nogle voldsomme vindstød. Her kl. 05.30 er det så begyndt at dryppe lidt, og det buldrer da også i det fjerne. Men sådan går det som regel. Øland er ikke det bedste sted, hvis man holder af torden.

Der skal held til, når man fotograferer lyn, men jeg hjælper altid heldet lidt på vej med lange eksponeringer. lav iso og højt blændetal - og så et stativ. Det er en rimelig sikker opskrift, hvis ellers vejret vil spille med, men det skete ikke i nat. Desværre.

Eriks egen automobil

Gensyn

For to uger siden tog jeg et foto af 8-årige Erik i en gammel Bugatti-ræser på torvet i Fjerritslev. Det var et godt foto, må jeg ubeskedent indrømme.

Det foranledigede da også en kaffe-invitation i dag til Eriks bedsteforældre. Den invitation tog jeg selvfølgelig imod. Jeg så blandt andet Erik i sin egen lille mini-ræser på markerne. Det var tydeligt, at den dreng har benzin i blodet.

Billedet fortæller også en historie om det gode liv på landet. Den slags får børn ikke lov til i de store byer - med mindre det foregår i en klub. Men mindre kan gøre det - og vi kan sagtens nøjes med mindre herude i udkanten.

Erik er for resten en meget fotogen knægt, må jeg indrømme.

Hyggekrogen

Et lille sommerstrejf

Efteråret er umiskendeligt over os. Bladene fra bøgen falder lystigt, vejret er snusket, og så alligevel er der små øjeblikke af overordentlig skønhed.

Det skete torsdag eftermiddag, hvor solen pludseligt tittede frem mellem skyerne, og alt var som for en uge siden. Så det blev til en time i min lille hyggekrog under halvtaget på gårdspladsen. Det er mit yndlingssted. Her har jeg først og fremmest udsigt til alle krukkerne - og det er fortsat en kilde til stor glæde.

Pelargonierne er så småt ved at få mange visne blade, men knoldbegonierne står flot. Det er de overvintrende knoldbegonier, jeg har på gårdspladsen. De har været lang tid undervejs og begyndte først at blomstre i august, men den hårde fødsel har været alle anstrengelserne værd. For nu blomstrer de med store, flotte og meget røde blomster. Det er til at blive glad af.

Men i det hele taget er det nu, det topper. En enkelt pelargonie, som gartneren havde dømt til udsmid, har fået et nyt liv i en potte ved siden af stolen - og kvitterer nu med flotte violette blomster. Normalt er jeg mest til røde pelargonier, men de violette er nu heller ikke sådan at kimse af.

Isbegonierne bliver ved med at blomstre. De er blevet store - meget store - og bladene er lidt trætte, men blomsterne er der ikke noget i vejen med. Og de tre isbegonier på nedløbsrøret ved whiskytønden giver en helt sydlandsk stemning, som jeg også kan nyde, når jeg indtager kaffen og smøgerne i hyggekrogen. Det er nu ikke så ringe endda.

Oles nye automobil

Bugatti-ræs

Bortset fra, at drengen ikke hedder Ole, men Erik, at bilen ikke er hans, og at automobilet ikke er nyt, men fra 1925, passer overskriften.

Jeg mødte Erik i Bugattien i lørdags, hvor den danske Bugatti-klub lagde turen forbi torvet i Fjerritslev med 12 aldersstegne racere. Det var lidt af en lokal begivenhed for drengerøve i alle aldre med benzin i blodet. De gamle sportsvogne fra tyverne koster mindst en million kroner stykket - og en model fra 57 skulle angiveligt koste mellem 10 og 12 millioner kroner. Det skulle jeg skrive lidt om til ligeher.nu og Ugeavisen Fjerritslev:Brovst, så jeg lavede selvfølgelig også et par billeder.

Og her er det, magien begynder. For allerede da jeg tog billedet af Erik fra Gjøl i den gamle racer, vidste jeg, at det her var et godt foto, der bare sad rent i skabet. Forventningerne holdt vand, og billedet er forsidefoto på avisen i denne uge.

I baggrunden kan man lige ane min kusine Anne og Henrik. Velkommen på forsiden! Vi benyttede lige lejligheden til at mødes midtvejs mellem Øland og Thisted - og det blev som sædvanlig et hyggeligt møde i fint solskin. Og med lokal pizza - Fjerritslev Special - på menuen. Den har jeg tidligere skrevet om, men den er nu også værd at køre efter.

Hver gang jeg hører ordet Bugatti, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på den gamle popgruppe Booker T & MG's, hvis sjæler Time is Tight var et fast element i min ungdoms kroballer - i øvrigt også på blandt andet Fjerritslev Kro i gymnasietiden.

I følge Wikipedia er sammenhængen med sportsvognsmærket MG plausibel, men at Booker T og Bugatti skulle have noget med hinanden at gøre, kan jeg ikke se bekræftet nogetsteds.

Den søde kløe

Brunst

Med september er der så småt ved at komme gang i hormonerne i Tingskovens store flokke af krondyr.

Onsdag eftermiddag så jeg denne flok. Pladstyren havde sit hyr med at holde sammen på hinderne, der tydeligvis var mere interesseret i mad end sex, så han var på hårdt arbejde. Men endnu venter alt det sjove, så de andre og mindre bukke blev tolereret.

Det gik forholdsvist fredeligt for sig - og endnu hørtes ikke de klagende brølelyde, som om to uger vil give genlyd over skoven.

Det er efterårets komme - desværre - men også den årstid har sin charme. Ikke mindst, hvis man er kronhjort.

Fridag

Gensyn med Livø

Onsdag havde jeg bevilget mig selv en sjælden fridag, men hvorfor ikke? Det var årets sidste sommerdag - i hvert fald kalendermæssigt - og vejret var perfekt med sol, let vind og en tindrende blå Limfjord.

Dagen blev brugt til en tur til Livø med de gamle spejdere. Det blev et herligt gensyn. Det er efterhånden en fire til fem år siden, jeg har været der sidst, men jeg har altid holdt af den lille ø, hvor jeg var første gang i slutningen af tresserne - og siden er kommet jævnligt.

Under normale omstændigheder ville jeg have taget turen øen rundt - en fin vandretur på tre til fire timer i den særprægede og biotop-rige natur. Men på dagens tur var gennemsnitsalderen lidt høj med en enkelt rollator endog. Så vi lagde ud med formiddagskaffe og rundstykker på havnen, et par timers slentretur op til byen og lidt rundt, mens jeg med passende mellemrum holdt små foredrag om øens historie og nogle af mine egne oplevelser - især fra ølejr-perioden først i halvfjerserne.

Livø er blevet et populært udflugtsmål her på ryggen af coronaen, og desværre virker naturen visse steder noget slidt - sikkert af de horder af efterskoleelever, der opholdt sig på den gamle anstalt. Jeg tror, at menneskepresset er blevet for stort, men det gælder jo stort set over alt i den danske natur, når staten tilbyder shelters, bålpladser og naturvejleder-gøgl.

Frokosten blev indtaget på cafeen, kroen var desværre lukket. En noget ordinær og temmelig smal buffet, men jeg vil godt fremhæve en fremragende hjemmelavet italiensk salat med et godt bid af peberrod. Men generelt ikke noget at køre langt efter, så hvis det er det generelle niveau, tror jeg, at det bliver madpakke næste gang, jeg skal til Livø - for det skal jeg da igen. Forhåbentligt snart...