torsdag den 1. september 2022

Fridag

Gensyn med Livø

Onsdag havde jeg bevilget mig selv en sjælden fridag, men hvorfor ikke? Det var årets sidste sommerdag - i hvert fald kalendermæssigt - og vejret var perfekt med sol, let vind og en tindrende blå Limfjord.

Dagen blev brugt til en tur til Livø med de gamle spejdere. Det blev et herligt gensyn. Det er efterhånden en fire til fem år siden, jeg har været der sidst, men jeg har altid holdt af den lille ø, hvor jeg var første gang i slutningen af tresserne - og siden er kommet jævnligt.

Under normale omstændigheder ville jeg have taget turen øen rundt - en fin vandretur på tre til fire timer i den særprægede og biotop-rige natur. Men på dagens tur var gennemsnitsalderen lidt høj med en enkelt rollator endog. Så vi lagde ud med formiddagskaffe og rundstykker på havnen, et par timers slentretur op til byen og lidt rundt, mens jeg med passende mellemrum holdt små foredrag om øens historie og nogle af mine egne oplevelser - især fra ølejr-perioden først i halvfjerserne.

Livø er blevet et populært udflugtsmål her på ryggen af coronaen, og desværre virker naturen visse steder noget slidt - sikkert af de horder af efterskoleelever, der opholdt sig på den gamle anstalt. Jeg tror, at menneskepresset er blevet for stort, men det gælder jo stort set over alt i den danske natur, når staten tilbyder shelters, bålpladser og naturvejleder-gøgl.

Frokosten blev indtaget på cafeen, kroen var desværre lukket. En noget ordinær og temmelig smal buffet, men jeg vil godt fremhæve en fremragende hjemmelavet italiensk salat med et godt bid af peberrod. Men generelt ikke noget at køre langt efter, så hvis det er det generelle niveau, tror jeg, at det bliver madpakke næste gang, jeg skal til Livø - for det skal jeg da igen. Forhåbentligt snart...

Ingen kommentarer: