søndag den 30. oktober 2016

Skovhuggeren

Portræt med benspænd

Når arbejdet går i spåner...
Det sikre valg...
Siden fredag har jeg været på kursus med pressefotograferne i Nord- og Midtjylland for at blive lidt skarpere til portrætfotos. Kurset var arrangeret med hjælp fra kameraproducenten Nikon, der stillede med en produktchef, en masse isenkram og så fotografen Morten Rygaard, der har lavet et hav af portrætter af popstjerner til blade og covers.

Det er en verden, hvor man har lidt mere tid og lidt flere ressourcer, end vi andre har i kampen for det daglige brød, men det er da til at få inspiration af - og så er det s....sjovt at lege med vind- og røgmaskiner, pyrotekniske lyseffekter og sådan noget...

Det foregik i Slettestrand, og som altid ved den slags kurser blev der arbejdet i grupper og brugt mere tid på optagelserne end færdiggørelsen. Lørdagens første opgave var i min gruppe at fotografere en skovarbejder i området ved Svinkløv med det lille benspænd, at det skulle være i fugleperspektiv. Langt fra alle billederne blev dog taget oppefra, for helt rutinemæssigt startede vi med det sikre billede for i det mindste at have noget med hjem.

Jeg har lige gennemgået de første fotos, så her er et par bud på et portræt af en skovarbejder.

fredag den 28. oktober 2016

La dolce vita

Det søde liv på Øland

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi har et par vinstokke i drivhuset, som giver helt pænt. Normalt spiser vi druerne efterhånden, som de bliver blå i løbet af sensommeren, når vi alligevel er i drivhuset.

Sådan er det ikke gået i år. Den seneste måneds halvtrælse vejr har gjort, at vi ikke har været så meget ude som normalt - og derfor er der heller ikke rigtig blevet spist af druerne.

Det har givet druerne tid til at sætte masser af sukker - og da vi plukkede dem i tirsdags, opdagede vi, at vi stod med de mest fantastiske søde og velsmagende druer. Det var noget helt andet, end vi plejer at opleve, hvor de godt kan være lidt småsure og udelukkende har berettigelse, fordi de er af egen avl.

Men i år er det altså den helt store succes. Moralen er selvfølgelig, at vi ikke skal snuppe dem, så snart de bliver blå, men lade dem hænge og udvikle sig i eftersommeren. Det er vel noget af det samme, som vinbønderne under sydlige himmelstrøg gør. Det har vi bare ikke tænkt på.

Men nu har vi så lært det. På den gode måde. Og det er da ikke så ringe endda...

Det store selvbedrag

Afskaf sommertiden

Sommertid er bedrag - selvbedrag og bluff!
"Erindringens bestandighed! af Salvador Dali.
Menneskene har gennem tiderne lavet mange fejlskud på vejen mod evolutionens tinde. I flæng og fuldstændig uvidenskabeligt kan jeg pege på opfindelsen af mobiltelefoner, bjergbestigning, cykelløb, religionskrige og den svenske delikatesse surströmning som nogle af de værste fejl.

Men alligevel står en enkelt opfindelse som den værste af dem alle – alle tossestregers moder: SOMMERTID!

Man tager en meter snor, skærer 20 centimeter af den ene ende og klistrer det på den anden ende, og så bilder man sig ind, at snoren er blevet længere.

Her skal man altså være stærk i troen, for det er heksekunst på linje med middelalderens alkymister. Det er blind tro på, at man kan gå på vandet og helbredelse gennem håndspålæggelse. Kort sagt: Bluff.

For uanset hvor tidligt eller sent vi står op og går i seng, så ændrer det altså ikke ved dagens længde – og derfor er det fuldstændig ubegribeligt, at et moderne og veloplyst samfund to gange om året ofrer kræfter og ressourcer på at gennemføre dette bluffnummer, der skaber forvirring og utryghed. Ved siden af sommertid står Alberti, Stein Bagger og Messerschmidt som de rene amatører udi svindelkunsten.

Dyrene kan ikke finde ud af det – og det er i øvrigt heller ikke sundt for mange mennesker, der lever i fast døgnrytme. Nu skulle man tro, at overgangen til normaltid ikke er så slem, for det er bare tilbagevenden til det trygge og det vante. Men alligevel viser undersøgelser angiveligt, at antallet af depressioner stiger voldsomt i dagene efter overgangen til normaltid.

Heldigvis er normaltid stadig det normale i det meste af verden, og sommertiden er på tilbagegang. I 2017 ser det i skrivende stund ud til, at 75 lande eller territorier får sommertid. Til sammenligning var det 82 lande i 2013.

Flertallet vil i 2017 ikke have sommertid. Blandt de lande, der ikke har sommertid, er verdens største land, Rusland, og verdens to mest befolkningsrige lande, Kina og Indien.

Tilbage med sommertid står det meste af den vestlige verden – Europa og USA. Det er lande, der i egen optik betragter sig som ophøjede rent kulturelt, forstå det hvem der kan.

Det værste af det hele er, at sommertid er blevet en automat-reaktion. Det er noget, der indføres pr automatik og uden refleksion. Jeg ville måske lytte lidt, hvis der var en politiker eller to, der med passion og begejstring holdt flammende brandtaler om alle fordelene ved sommertid, men den slags er for længst forbi. Nu er sommertiden bare en dårlig vane på linje med tobak, alkoholmisbrug og rockerbander.

Vi står i vore dage med masser af problemer og udfordringer, som næppe lader sig løse sådan lige uden videre. Flygtninge, klimaændringer, truende regionale konflikter, tørkekatastrofer, hungersnød og jordskælv. Det er lige til at blive deprimeret af.

Men en ting kan vi klare nemt og enkelt – og det er at afskaffe sommertiden. Så det er bare med at komme i gang.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 28. oktober 2016

torsdag den 27. oktober 2016

Følgesvenden

Om solsorte og søhelte


Tirsdag eftermiddag var jeg i haven. Det var et dejligt efterårsvejr, og der er mange tinge ting, der skal klares inden vinteren.

Blandt andet var der en del træer og buske, der skulle beskæres, ligesom en masse vildt voksende efeu skulle aves. Overalt i haven blev jeg fulgt af denne solsort, der nok håbede på, at der måske dukkede en orm eller to op efter mandens hærgen. For det plejer der jo at gøre, når jeg er i jorden.

Solsorte lever et farligt liv. De er nærmest naive i deres tillid til andre levende væsener, og kattene og spurvehøgen tager deres part hvert år. Men med en bestand på flere millioner er der nok at tage af.

"Only number can annihilate", som Horatio Nelson er citeret for at sige forud for slaget ved Trafalgar. Det var i øvrigt ved samme lejlighed, at Nelson udtalte de berømte ord:"England expects that every man will do his duty", hvilket han så gjorde, for England vandt slaget, men Nelson døde. Han blev angiveligt konserveret i en tønde rom og bragt hjem til England til en fornem statsbegravelse i Sct. Pauls Cathedral. Set fra en dansk synsvinkel var det nok lige at gøre lidt for meget ud af denne militærstrateg, der opfandt terrorbombardementet, da han belejrede København et par år forinden.

Hvad jeg prøver på at sige: Der er så mange solsorter i Danmark, at det såmænd ikke gør den store forskel, at nogle af dem er både dumdristige og tillidsfulde. Det gør for resten også solsorterne nemme at fotografere - og det blev så til dette fine foto af min trofaste følgesvend denne tirsdag eftermiddag i haven.

Paryk-blækhat

Svampe i æblegården

Paryk-blækhat med begyndende blækdannelse nederst på hatten.
Ovre i æblegården vælter det frem med store, hvide svampe. Til at begynde med og set på afstand troede jeg på grund af det lidt falliske udsende, at der var tale om almindelig stinksvamp, der på folkeligt dansk betegnes præstepik og lyder det latinske navn phallos impudicus - skamløs fallos.
Der var bare et problem. Stinksvamp stinker - og det gjorde mine svampe altså ikke...

Det sorte blæk indeholder
blækhattens sporer.
Stinksvampen er i sit tidlige stadie også kendt som hekseæg, som jeg kender som en stor delikatesse med et mandelsmagende frugtlegeme - og det kunne jeg heller ikke finde her.

Så jeg måtte en tur i svampebogen for at konstatere, at det drejer sig om stor blækhat - også kaldet paryk-blækhat. Når svampen bliver stor, bliver hatten sort og forvandles til en tykflydende sort substans, der indeholder sporerne og har givet den navnet blækhat.

Tilnavnet paryk kommer af de store skæl på hatten, der godt kan minde lidt om en påsat paryk.

Det viser sig sørme også, at paryk-blækhat er tæt beslægtet med champignon og er en glimrende spisesvamp i det endnu umodne stade, så hvis der kommer flere, er det nok værd at overveje - og dog...

For svampebogen advarer om forveksling med almindelig blækhat, der er mere gråbrun og knap så stor. Den indeholder et antabus-lignende stof, og så er det spørgsmålet om jeg - som ren svampeamatør - tør løbe den risiko? Det lyder ikke rart...

tirsdag den 25. oktober 2016

Mere nordlys over Jammerbugt

Nordlys hele natten

Nordlyset set over Ulvedybet.
Tirsdag aften var der fuld blus på nordlyset. På nordlysskalaen mellem 5 og 7, og det betyder altså, at det i skyfrit vejr kan ses i Danmark - eller i hvert fald den nordlige del af Jylland.

Så jeg var lige ude en tur med kameraet. Desværre lå der nogle skyer i horisonten mod nord, men nordlyset var helt tydeligt og kunne ses med det blotte øje i en stribe lige over skyerne.

Varslerne siger i øvrigt, at det skulle fortsætte det meste af natten, så for de vågne er der stadig håb.
Og her over Jammerbugten fotograferet fra Ejdrup Strand.

Efterårsfarver

Årstid med kulør

Så lysnede det endelig. Efter lang tids regn og blæst bød mandagen på lidt hæderlig efterårsvejr.

Jeg benyttede lejligheden til en tur med kameraet rundt på reviret. For uanset hvad man måtte mene om årstiden, ser det jo smukt ud.




søndag den 23. oktober 2016

Slentre gennem regnen...

Bytur med kameraet

Lørdag deltog jeg i fotoforretningen Clicks såkaldte fotowalk i Aalborgs midtby.


En fotowalk er - som navnet vil sige de engelskkyndige - en gåtur med et kamera. I dette tilfælde deltog en god snes af forretningens kunder og en masse kameraer samt låne- og demogrej fra butikken. Fotograferne blev guidet rundt af forfatteren Thorkild Jensen, der ved en masse om Aalborgs historie, og som selv er en ivrig fotograf.

Det var for nu at sige det pænt et rigtigt møgvejr med regn og en isnende østenvind, men alligevel blev det en dejlig tur med mange fotos i kassen - og en masse fotosnak.


Jeg kender sådan set midtbyen ret godt - har boet der i adskillige år før jeg flyttede til Grønland, men alligevel var det spændende at se på den gamle by med fotografens øjne.

Også selv om den fotografiske selvfølelse led et gevaldigt knæk, da jeg hørte en mor fortælle sin pode, at de der mennesker med kameraerne var nogen, der kom fra en anden by for at se på Aalborg...




lørdag den 22. oktober 2016

Uden dikkedarer

Hjemmesyltede rødbeder

I den forløbne uge blev der syltet rødbeder i det lille køkken.

Der er stadig masser af rødbeder i haven.
Det skyldes naturligvis de mange rødbeder, der nu står modne og sylteklare i haven. Rødbeden er en nem plante at have med at gøre. Den spirer villigt, og får den ellers vand nok, bliver luget og tyndet lidt, så er successen som regel hjemme i efteråret.

Det er også nemt at sylte rødbederne. Allerførst skal de selvfølgelig renses og toppen fjernes, så koger man dem ligesom kartofler, til de er møre, hvorefter skrællen pilles af.

Mens de koger, laver man en lage, som helt enkelt kun består af eddike og sukker i en passende mængde. Opskrifterne siger cirka 400 gram sukker til en liter eddike, men det mener jeg nu, at man lige bør smage sig frem. For min skyld må rødbederne gerne ende med at være lidt søde. Og her i huset bruger vi at blande sødemiddel og sukker.

Det er en god størrelse til syltede rødbeder.
Herefter skæres rødbederne i skiver og kommes i glas skyllet i Atamon, lagen hældes over, og glassene lukkes, mens de er varme.

Det er en opskrift helt uden dikkedarer - og en leverpostejmad med rødbede er dansk mad helt uden dikkedarer, sådan som jeg elsker det. Folk, der kender mig, vil vide, at leverpostej er min favorit-pålæg, og der er ikke mange dage, hvor jeg ikke spiser en leverpostejmad eller to til frokost. Jeg foretrækker leverpostej kold - og synes ærlig talt, at det er alt for meget at gøre ud af det, når folk serverer den varm - med mindre det altså er fordi, den er nylavet.

Overskriften "uden dikkedarer" er en dansk udgave af det engelske udtryk "no nonsense", som jeg var lige ved at skrive. Men jeg vil nu godt slå et slag for det gode danske udtryk. Engelske lån i dansk er noget frygteligt noget, men det er svært at undgå, når ens valgsprog er "KISS - Keep it simple, stupid".

Det simple og det enkle har altid præget min tilgang til livet og opgaverne - hvad enten det drejer sig om at skrive, fotografere eller lave mad. Og så er det noget underligt tøjeri sådan at have et engelsk valgsprog. Men "GDSD - Gør det simpelt, dumme" fænger altså ikke rigtigt.

fredag den 21. oktober 2016

Fra min farmors hus

En erindring i forbindelse med Otto Steenholdts død

Otto Steenholdt (1936-2016).
I går eftermiddags holdt jeg foredrag i Brønderslev om det grønlandske landbrug, der som bekendt optager mig en del.

Da jeg satte mig i bilen for at køre hjem, havde mobilen ringet adskillige gange. Det var KNR, Grønlands Radio, der havde brug for et foto af den grønlandske politiker Otto Steenholdt i forbindelse med, at det netop var blevet meddelt, at politikeren var død.

Otto Steenholdt, der sad i Folketinget i 22 år, blev den grønlandske politiker, der har siddet længst i Folketinget. Han blev valgt ind ved valget i 1977 sammen med blandt andre Uffe Ellemann Jensen, som han delte folketingsgruppe med. Jeg ved også, at de to faktisk havde lidt af en konkurrence om, hvem der ville blive den længst siddende. Som bekendt vandt Uffe Ellemann, da Otto Steenholdt ikke opnåede genvalg i 1998 efter nogle interne stridigheder i partiet Atassut, som Steenholdt var med til at stifte i begyndelsen af halvfjerserne.

Jeg kendte Steenholdt ganske udmærket, og har da også interviewet ham flere gange. Jeg vil  ikke skrive en nekrolog her, men blot fortælle en lille historie, som nok ikke kommer med i de officielle omtaler.

Otto Steenholdt var uddannet lærer fra Vordingborg Statsseminarium i perioden 62-66. Min farmor drev et lille pensionat i den sydsjællandske by - og blandt gæsterne var blandt andre Otto Steenholdt, der hver dag spiste hos min farmor. Det var små, men hyggelige forhold, hvor der var dækket op i både stue og soveværelse for at få plads til de mange sultne seminarister, som de lærerstuderende dengang blev kaldt.

Min farmors hus på Heibergsvej i Vordingborg.
Jeg har desværre ikke nogen erindring om at have mødt Steenholdt dengang, selv om jeg i lange perioder ferierede hos min farmor. Men i de seneste år har vi snakket om det, hver gang jeg mødte Otto Steenholdt, der altid omtalte min farmor som "Fru Hansen", som det fine menneske, han var.

Min farmor var en ørn til at lave mad, god nærende dansk mad, og der er ingen tvivl om, at hun derfor har været en populær dame i studiemiljøet i Vordingborg. Og mon ikke det er min farmors glæde ved mad, som jeg har arvet? I hvert fald stammer en del af håndværket derfra. Blandt andet var det farmor, der lærte mig at rense og stege ål. Hun - og dermed også undertegnede - stegte ålene med skind for at holde på det lækre fedt og gøre ålene ekstra sprøde. Oven i kom farmor så også stegefedtet i de tilhørende stuvede kartofler.

Jeg forstår i hvert fald udmærket, at Otto Steenholdt altid mindedes middagene hos min farmor med stor glæde.

onsdag den 19. oktober 2016

Sankt Hans-urt

Varsel om kærlighed

Netop nu står Sankt Hans-urten i fuldt flor.

Det kan måske undre, navnet taget i betragtning, men urten - eller snarere planten - har sit navn, fordi man i gamle dage brugte den til at tage varsler af. Hvis to navngivne planter voksede mod hinanden, var det et varsel om kærlighed mellem parterne - og på antallet af bladskud på stænglen kunne man oven  i købet forudsige, hvor mange børn de to lykkelige måtte få...

Under alle omstændigheder er det en smuk plante, når den blomstrer her i efteråret. Det er en sukkulent, som betegnes som fuldstændig idiotsikker til havebrug - nem at formere ved simpelthen at plukke blomsterne, sætte dem i en vase og så bare vente på, at de slår rødder. Og i haven har den ingen problemer med hverken dårlig jord, manglende pasning eller en tør sommer.

For resten besidder den lige som Aloë Vera også gode egenskaber mod brandsår. Mas bladene og brug dem som kølende omslag. Derfor blev den også kaldt brandurt i gamle dage. Blandt mange navne er den også kaldt kysseurt, kærlighedsurt, kærlighedskål og lykkeblomst.

tirsdag den 18. oktober 2016

Fotosjov med Photoshop

Snyd og bedrag

Som jeg forestillede mig billedet med masser af ild, røg og damp.
Far og søn i det fri.
Forrige sommer var jeg på et fotokursus på beredskabsskolen i Aalborg, hvor der var mange spektakulære motiver og muligheder.

Jeg forelskede mig i en historie om en far og søn, der begge var røgdykkere - og arbejdede længe med at lave et godt billede af de to på opgave i røgdykkertanken. Men det var op ad bakke, for det var virkelig vanskelige forhold. På den ene side set skulle billedet gerne være lidt dramatisk, men på den anden side set skulle fotografen også gerne overleve opgaven, så der var hverken flammer eller røg nok til det, jeg forestillede mig oppe i hovedet.

Billedet blev fint nok til at der blev et portræt til væggen i røgdykkerhjemmet, men det har plaget mig siden. I mellemtiden er jeg blevet lidt skrappere og lidt mere modig med Photoshop. Så selv om manipulation er mig inderligt imod - jeg er ret dogmeagtig i min holdning til fotos - så gav jeg billedet den store tur i computeren. Og nu ligner det i hvert fald den fantasi, jeg havde i hovedet.

Det er kejserens skæg - og det er snyd helt igennem, men sådan er der jo så meget.
Det oprindelige familiefoto.

Dagens ord LXXIX

Sorte svin

Et sort svin. Foto: Wikipedia
Folkeviddet kender ingen grænser - og derfor vælger jeg i dag at skrive lidt om sorte svin under rubrikken "Dagens ord".

Det handler egentlig om fodbold, men det har jeg ikke forstand på. Heldigvis handler det også om spiritus, og der er jeg lidt bedre kørende...

Anledningen er, at jeg i avisen læser, at en vistnok berømt fodbolddommer fra Aalborg fylder 75 på lørdag. Dommeren hedder Ove Hust - og han opnåede i 80'erne herostratisk berømmelse, da han i en kamp - sådan som jeg har forstået det - var lidt for hurtig til at dømme en spiller ud. Det medførte, at publikum på Aalborg Stadion i en årrække derefter råbte Ove Hust, når de var utilfreds med dommeren.

Det var også dengang, at der var en eller anden, der fandt på at opløse lakridsbolsjer i vodka - og dette fluidum blev solgt på værtshuse som "sorte svin". Bare ikke på Klosterkroen i Aalborg, som jeg dengang frekventerede ofte og gerne. På Klosterkroen blev drikken nemlig kaldt for - netop - Ove Hust.

Ove Hust var jo fodbolddommer, og en fodbolddommer, der dømmer mod publikums vilje, er jo et sort svin, lød den dybt filosofiske argumentation fra bargæsterne, når de skulle forklare udenbys drukmåse om baggrunden for, hvorfor drikken med de opløste tyrkisk peber-bolsjer blev kaldt "Ove Hust".

Folkeviddet kender som sagt ingen grænser...

søndag den 16. oktober 2016

Oktoberhaven

Nu falmer skoven, men der er fortsat liv i haven

Stolt kavaler er en rigtig efterårsblomst. Hele foråret og sommeren
gror den bare med nogle ikke særligt kønne planter, der bliver
halvanden meter høje. Men de seneste 14 dage har de blomstret
på livet løs - og det er da også blevet til mange buketter.
Søndag bød på fornuftigt udevejr - og kalenderen var sådan nogenlunde tom, så det blev til en tur i haven med lugejernet. Det var tiltrængt, for det er alt for længe siden, jeg har haft fingrene i jorden.

Det er umiskendeligt efterår, men vi mangler lidt frost til at dæmpe væksten, så luges skal der fortsat. Men egentlig er der meget pænt - og der er da stadig en masse blomster i både georginer og stolt kavaler blandt andet...

Det er mit indtryk, når jeg kører rundt, at 2016 har været et
 godt år for isbegonierne. I hvert fald har jeg aldrig haft så stor
og så længe blomstrende en isbegonie som denne her ved hoveddøren.
I min planteskole har jeg denne selvsåede benved - og det er jo en busk,
der udmærker sig ved nogle helt fantastiske efterårsfarver, der nærmest
 modsiger den gamle efterårssang med den falmende skov.
Og så er det ved at være tid at høste rødbeder. Heldigvis
 er de ikke alle lige så store som denne kolos størrelse 42.

Dagens ord LXXVIII

Skidt og kanel

Voergård slot byder på mange gode historier - og
 forklaringen på skidt og kanel.
Så lærte man også noget i dag...

Søndagsturen gik til Voergård Slot nord for Dronninglund. Det gamle, men flot velholdte slot er fyldt med ting og sager fra især Frankrig. Det er en historie i sig selv, som guiden fortalte en masse om.

Men det mest interessante var nu, at guiden kunne berette om livet på Versailles, der nok er en meget stor bygning med et utal af værelser, men som bare har den skavank, at der ikke er toiletter. Så ved Louis XIV's mange fester sked man i en spand bag en skærmvæg. Det lugtede ikke så godt, så derfor strøede man kanel på skidtet - og derfra har vi så talemåden "Det er svært at skille skidt fra kanel".

Og det skulle være ganske vist.

onsdag den 12. oktober 2016

Kaprifolien blomstrer fortsat

Et hurtigt prøveskud

Egentlig er billedet bare et prøveskud, men det tåler da alligevel at blive delt.

Her til morgen larmede en gærdesmutte på altanen uden for kontoret. Det er sket før, uden at jeg har haft kameraet ved hånden, men i dag besluttede jeg, at nu skulle det være. Jeg skulle arbejde ved pc'en hele dagen, så måske var der en chance for, at den lille charmetrold ville dukke op igen.

Så jeg hentede kameraet, indstillede blænde og lukketid og tog et hurtigt foto for at tjekke, at alt var i orden. Det blev i øvrigt dagens eneste billede, for gærdesmutten var smuttet for i dag.

Blomsten er en kaprifolie, som man ellers ser mest til om sommeren, hvor den for resten også spreder en fortryllende duft om sig. Kaprifolierne står som skygge- og læplanter ved mit lille lysthus - en pergola-agtig konstruktion under altanen.

Det har egentlig aldrig været meningen, at kaprifolierne skal ses fra kontoret, men i år og specielt i sensommeren er de vokset ret voldsomt, så de nu dækker en stor del af altanen sammen med en masse humle.

Det er noget sjusk, som jeg skal have gjort et eller andet ved i løbet af vinteren, men indtil frosten kommer, kan jeg så nyde de smukke kaprifolieblomster og ikke mindst de flotte røde bær efter sommerens mange blomster.

mandag den 10. oktober 2016

Kampen mod bananfluerne

De skal dø, skal de...

Balsamico er en effektiv bananfluefanger...
Den seneste tid har vi været plaget af bananfluer i hobetal i køkkenet. Det har udviklet sig til en kamp på liv eller død. For det er noget skab, der bare skal udryddes.

Bananfluernes jordefærd. Glasset med balsamico tømt
på et kaffefilter for illustrationens skyld.
Bananfluer slipper man nok aldrig helt af med, men de skal dæl'me holde sig i skindet - og det kneb det altså med i sidste uge. Årsagen er sandsynligvis, at vi er midt i høsten. Køkkenet har bugnet med blommer, æbler, hindbær, tomater og andre lækkerier fra haven. Og bananfluerne har sværmet omkring de søde frugter, som fluer om en... nåh ja, du ved, hvad jeg mener...

Heldigvis har vi Google - og det skortede ikke på gode råd. Det nemmeste var at stille et glas med lidt vineddike tilsat et par dråber sulfo. Et andet råd lød på balsamico tilsat sulfo, men det er jo dybest set også to sider af samme sag, for balsamico er blot fin vinaigre, der er reduceret til en tyk, sort og lettere klæbrig væske.

Men det skulle komme an på en prøve, så jeg stillede to portvinsglas frem med henholdsvis vineddike og balsamico - begge dele tilsat en dråbe sulfo til at fjerne overfladespændingen. Allerede i løbet af en halv dags tid var flueplagen reduceret markant - og der lå en bunke bananflue-lig i bunden af begge glas. Med der var heller ingen tvivl om, at der lå mange flere døde fluer i balsamicoen, så den lille djævelske plageånd har åbenbart også dyre vaner...

Men rådet er klart og effektivt. En sjat balsamico tilsat en dråbe sulfo tager bananfluerne nemt, hurtigt og uden brug af gift. Det er da næsten til at blive helt økologisk af...
Balsamico er det mest effektive, men vineddike kan
nu også godt være med i en snæver vending.

søndag den 9. oktober 2016

Klitmøller

Lørdag i Udkantsdanmark

Lørdagen gik ikke helt som tænkt, men det var da alligevel en dejlig dag...

Dina var med ganske kort varsel blevet indkaldt til en undersøgelse på Thisted Sygehus lørdag formiddag - og det var egentlig helt fantastisk, for da hun i sin tid var ved lægen, fik hun efter en måneds sagsbehandling på det fine, men uproduktive universitetshospital i Aalborg en indkaldelse til samme undersøgelse i midten af december på Aalborg Sygehus Syd.

Hun brokkede sig selvfølgelig herover - og fik at vide, at der var kort ventetid i Thisted. Og det viste sig at holde vand. Få dage efter - i torsdags - var der besked om, at hun kunne komme til lørdag. Den slags oplevelser bekræfter mig i, at centralisering, store enheder og faglige miljøer ikke er til patienternes bedste i sygehusvæsenet.

Men håndsky og belært af tidligere erfaringer med det danske sygehusvæsen satte vi god tid af til besøget på Thisted Sygehus, og så bestilte vi ellers bord til en frokost på Vesløs Kro klokken 12.30.

Til vores store overraskelse kom Dina til med det samme - og det hele tog mindre end et kvarter - så da vi kørte fra sygehuset, var der to timer til frokost. Beregnende som konen er, mente Dina, at så kunne vi da lige smutte til Hanstholm og købe tørfisk, der som bekendt er en stor lækkerbisken, når man kommer fra Grønland.

Jeg valgte den lidt længere tur via Klitmøller, hvor jeg ikke har været i mange år, men som i vore dage er blevet lidt af et in-sted for kulturpersonligheder og sportstosser.

Byen er blevet offer for den såkaldte udvikling. Oprindeligt et traditionelt fiskerleje ved Vestkysten med fiskerkuttere på stranden, men i dag et miljø hærget af surfere fra den ganske verden, hvorfor Klitmøller har taget navneændring til det helt i gennem usmagelige, men turistvenlige navn Cold Hawaii. Stadig er der enkelte jollefiskere, men Klitmøller ser i hvert fald ikke længere ud som i min ungdom.

Surferne er overalt i deres uklædelige våddragter og VW-transportere og væk er fiskerne, som ellers gik og bødede garn og var til at få en snak med om vejr, vind og fiskeriets ugunstige skæbne - og så måske med en frisk rødspætte i posen med hjem. Købt for et par høkerbajere og uden myndighedernes utidige indblanding.

Så lagde vi vejen gennem de storslåede vidder i Thy Nationalpark til Hanstholm og en hurtig handel i en fiskebutik, hvor det også blev til en pose grønlandske skalrejer og en varmrøget ørred til mandens aftensmad.

Og så gik turen ellers til Vesløs Kro, hvor Jørgen diskede op med dejlig  dansk smørrebrød: Fiskefilet, leverpostej, ribbenssteg og æg helt som hos Hovedstadens fornemme Ida Davidsen. For det kan de altså også godt klare på Vesløs Kro, og det endda til udkantspriser. Regningen lød på 165 kroner. Et tilsvarende måltid ville næppe kunne klares hos Davidsen (se prislisten her) for under 500 kroner.

Jeg er så taknemmelig for at bo i Udkantsdanmark...



lørdag den 8. oktober 2016

Trolderier med oksekød

Sprængt oksebryst med peberrodssovs og æblekage

Bjarne og Palle laver rigtig mormor-æblekage.
Der skete ting og sager på Øland fredag aften. Udendørs havde KFUM-spejderne i Jammerbugt rollespils-turnering, og skoven var fyldt med hekse, feer, trolde og elvere samt en smuk prinsesse i den grusommes varetægt.

På det indre plan i det gamle skolekøkken var der også trolde, der eksperimenterede med de gode, gamle opskrifter, som er gået i arv fra generation til generation.

Sprængt oksebryst og peberrodssovs er fine sager og en
rigtig trylleret, der kan få de fleste mænd til at gøre
 hvad som helst.
Det var Ølands navnkundige sildelaug, som holdt møde - og menuen stod på lækkerier fra den gamle kogebog. Intet mindre end sprængt oksebryst med peberrodsovs og efterfølgende æblekage. Det er god, gedigen og robust dansk mad, som vor mormor lavede den - og som i vore dage kun bliver lavet af mænd, der jo er vore dages svar på den gamle kogekone.

Kvinderne har forlængst forladt kogekunsten i en sanseløs jagt på alt, hvad der er nyt og spændende - og set i bladene. De svælger i sushi, kikærter, humus, salat og andre vederstyggeligheder, så når der skal rigtig mad på bordet, må mændene jo træde til.

Men mændene på Øland er bestemt ikke blinde for udviklingens milde vinde - og på rådslagningen mellem retterne blev der helt i tidsånden anledning til at diskutere ledelses-strukturen i det gamle laug. Kort fortalt gik denne manøvre ud på at lette ledelsen for byrder - akkurat som ude på arbejdspladserne i det moderne samfund, hvor arbejdet også har det med at flytte sig nedad til manden på gulvet.

Æblekage som vor mormor serverede den.
Retfærdigvis skal det med, at Oldermanden er en travl mand - og han har gjort det godt i mange år, så viljen til denne turn-around var stor. Man er vel blandt brødre - og vi skal jo allesammen være her. Takket være stor forståelse for kollektivets behov blev en truende ledelseskrise afværget, og fremover er oldermanden befriet for bekymringer om at købe ind og alt det der. Altså lige bortset fra når der er sild på bordet. For den slags fine sager sorterer stadig direkte under oldermanden. Det afspejler nye tider, men også respekt for det gode, gamle sildehåndværk, hvor opskrifterne går i arv fra oldermand til oldermand - akkurat som blandt trolde, hekse og elvere.

Forresten var det også oldermanden, der havde leveret det sprængte oksebryst til dagen. Den slags er et stort arbejde, for først skal kødet sprænges i dagevis og efterfølgende koges i adskillige timer - siden skal det spises...
Oldermanden havde brugt ugen på at lave sprængt oksebryst,
så det var helt fortjent, at han tog for sig af lækkerierne.