onsdag den 31. december 2008

New York, New York...















Efter en lang dags flyvetur med flyskifte paa Keflavik i Island, er vi nu ankommet til New York. Vi er fint installeret paa 37. etage paa et hotel lige ved siden af FN/bygningen midt paa Manhattan. Saa det kan naesten ikke blive mere centralt...
Vi var traette og har sovet godt i nat, men paa grund af tidsforskellen har vi ikke rigtig sovet siden ved firetiden... Nu skriver jeg lige lidt, og Dina er gaaet i bad - og saa spiser vi ostemad bag bagefter, naar kaffen er klar.
Som sagt har vi faaet et vaerelse paa 37. etage ud af de 40 mulige paa hotellet. Der er panorama-udsigt, og den minder mildest talt ikke om udsigten i Straumsbukta. Paa billedet ses i midten med det staerke julelys Chrysler-bygningen - en gang verdens hoejeste bygning. Og laengere til venstre med det roede lys paa toppen, det der i min barndom var selve symbolet paa en skyskraber - Empire State Building. Den var ogsaa en gang verdens hoejeste, men nu til dags ligger de hoejeste bygninger jo slet ikke i New York, men i Asien. Akja.
Ellers har jeg hovedet fuldt af Old Blueeye - selveste Frank Sinatra. Omkvaedet fra hans store hit - selve sangen om New York har koert rundt i hovedet, siden vi landede i gaar aftes.
Du kan selv synge med her:
Start spreading the news, Im leaving today
I want to be a part of it - new york, new york
These vagabond shoes, are longing to stray
Right through the very heart of it - new york, new york
I wanna wake up in a city, that doesnt sleep
And find Im king of the hill - top of the heap
These little town blues, are melting away
Ill make a brand new start of it - in old new york
If I can make it there,
Ill make it anywhere
Its up to you - new york, new york

Sangen kan ogsaa hoeres her:

Ellers vil jeg blot oenske alle et rigtig glaedeligt nytaar...

Ha' det
Jesper

fredag den 26. december 2008

Torden og hagl

Efter et par stille dage med god mad så er anden juledag dagen, hvor det er på sin plads igen at begynde at røre sig.
I Straumsbukta var dagens projekt at flytte to paller brænde ind i garagen. Det er lidt ligesom andespil i gamle dage - ryst posen! Vi har brændet stående udenfor på paller omviklet med plaskik, så det ikke bliver alt for vådt. Omvendt betyder plastikken også, at brændet ikke kan komme af med den allersidste væde. Derfor skal det helst stables om et par uger inden brug. I dag stablede vi så to paller brænde op i garagen, så det er klar, når vi kommer tilbage fra vinterferie om en tre ugers tid.
Det var dejligt at komme ud og røre sig lidt. Vejret har egentlig været dejligt, men noget specielt. Efter juleaftens frost og sne, slog det juledag om i otte graders varme, blæst og regn. Vi mærker virkelig, at vi bor tæt ved Golfstrømmen. I dag var der seks grader, og sandelig om ikke oplevede noget så sjældent som tordenvejr. Lynet slog - så vidt jeg kunne se - ned ovre ved Buktelia et par kilometer herfra. Lyset blinkede et par gange, men strømmen gik heldigvis ikke.
Efter tordenen kom der et voldsomt haglvejr, som gjorde, at jorden for et par minutters tid var næsten hvid. Det var imidlertid hurtigt overstået. Men vi nåede da at få en kop tordenkaffe og en Haakon, mens det stod på. Tordenvejr er virkelig en begivenhed her i Straumsbukta.
Ellers er vi så småt begyndt at pakke. I morgen går turen til Danmark og Farsø, inden vi tirsdag drager til USA og Caribien på årets vinterferie.

Ha' det
Jesper

torsdag den 25. december 2008

Kirsebær fra himlen

En af mine gode venner - Tom Stilling - var for nogle år tilbage med til at åbne en ny vinbutik i Nuuk. Som noget helt nyt - i hvert fald i Nuuk på den tid - satsede butikken også på en lang række kulinariske specialiteter ud over vinene.
Tom introducerede mig blandt andet til Amorena Fabbri - og siden har ris a l'amande aldrig været den samme.
Amorena Fabbri er simpelthen verdens bedste kirsebærsovs. Det er ren nektar fra himlen, det er tilbehør til gudernes dessert, det er bare så tungeslaskende lækkert, at Claus Meyer næppe vil kunne beskrive det, uden at man bagefter må tørre TV-linsen af. Det er dejlige, faste kirsebær i en kraftig og temmelig sød sauce med en stærk mandelsmag - og det sætter liv i selv den mest kedelige ris a l'amande. Der er faktisk slet ingen grund til at pifte ris a' lamande op med sukker og vanille, når blot man serverer Amorena Fabbri til. Faktisk er ris a l'amande bare en dårlig undskyldning for at spise kirsebærsovs.
Amorena Fabbri er noget dyrere end kirsebærsovsen fra Skelskør Frugtplantage, men det er alle pengene værd. Jeg gav 85 kroner for 600 g i Magasin for to uger siden. Dyrt, ja, men dejlig - og så er det rene spild at servere den traditionelle portvin til ris a l'amanden, så lidt gynger og karruseller er der da også. Oven i købet sælges den i en flot krukke, som kan bruges til så meget andet efterfølgende.
Familiefirmaet Fabbri i Bologna blev grundlagt i 1905, og selve opskriften på Amarena stammer fra grundlæggerens hustru. Amarena-krukken var oprindeligt en gave fra hr. Fabbri til hustruen som tak for den eventyrlige opskrift.
Ellers holdt Dina og jeg jul som så mange gange før med and på bordet og Matador på fjernsynet. Normalt tager vi en flaske rødvin til, men af en eller grund havde vi ikke rigtig lyst til det. Så rødvinen blev skiftet ud med en anden specialitet - vores hjemmelavede ribssaft. Og det er der jo også lidt jul over, al den stund at vi normalt bruger den hjemmelavede saft til risengrød.
I øvrigt blev kampen om mandelgaven nærmest uafgjort. Ganske vist fik jeg mandlen, men jeg kom til at bide i den, så det var faktisk Dina, der kunne fremvise det største sammenhængende stykke mandel.
Endnu en gang glædelig jul.

Ha' det
Jesper

onsdag den 24. december 2008

Vejrguderne i julehumør















Vejrguderne er tilsyneladende i julehumør på denne højhellige juleaftensdag.
Selv om vi kun er er to dage fra vintersolhverv, og selv om den såkaldte borgerlige tusmørkeperiode kun er tiltaget med to minutter, har juleaftensdag været ganske lys her omegnen af Tromsø. Vejret har været rigtig frostklart, så faktisk var perioden mellem 10.30 og 13.30 en lang solopgang og solnedgang - uden at vi så selve solen, forstås.
Den slags kan jeg jo ikke lade være med at fotografere - og det kan man jo nok forstå, når man ser billederne, og hvordan fjeldene og fjorden er badet i et orange og rødt lysskær.
Man kunne fristes til at tro, at det måske var Rudolf med den røde næse, der lyste op - men tro mig - det er solens skær. I dag står solen cirka tre grader under horisonten, og det altså nok til at farve himlen.
Men forresten så jeg en af Rudolfs artsfæller, der som rensdyr har for vane, gik midt på vejen. Mens jeg var ved at lade kameraet op, sprang han pludselig over hegnet langs vejen. Det gik så stærkt, at jeg måtte fotografe gennem bilruden og ikke nåede at få lyset ordentligt indstillet. Derfor er billedet lidt uskarpt, men man ser tydeligt, hvor forbløffende adræt et rensdyr er. Forbløffende, fordi rensdyr ellers er noget klodset at se til med deres store sneskoagtige hove - og i øvrigt kun ugerne bevæger sig hurtigt. Med disse ord og billeder vil jeg ønske alle Dovregubbens læsere en rigtig glædelig jul.


Ha' det
Jesper

P.s. Har du - af den ene eller anden årsag - ikke fået mit julekort, kan det ses her. Og skulle du få lyst til at printe det, finder du en højopløselig udgave her.

tirsdag den 23. december 2008

Ribbetelefonen














Selv om de fleste nordmænd forbinder julemad med udsøgte norske specialiteter som lutefisk, pinnekjøtt og kålrotstabbe, så vil 60% af den norske befolkning alligevel spise ribbenssteg juleaften, viser en netop offentliggjort undersøgelse.
Men nu er der jo lige det der med at få sværen sprød. Det er tilsyneladende et stort problem. I hvert fald så stort et problem, at en institution ved navn Opplysningskontoret for Kjøtt juleaften har oprettet en speciel krisetelefon - ribbetelefonen, hvor rådvilde husmødre og køkkenskrivere i nødens stund kan få råd og bistand til at lave den perfekte flæskesteg.
Og det står tilsyneladende temmelig ringe til med kundskaberne ude i de norske køkkener. Sidste år ringede mellem 600 og 700 nordmænd til en af krisetelefonens 14 medarbejdere og fik gode råd. Blandt andet en stakkel, der ikke havde fået stegen tøet op.
Rådet til damen med den frosne ribbenssteg var at lægge den i vand et par timer.
– Altså ikke i kokende vann. Dette er en nødløsning, og slett ikke ideelt. Men det reddet julemiddagen, selv om det nok ikke ble middag før i 18-19-tida for dama som ringte klokka halv elleve på julaften formiddag og satt med en frossen ribbe foran seg, fortæller en af ribbeeksperterne til Norges Telegram Bureau.
De problemer har vi heldigvis ikke her i Straumsbukta. Vi fik flæskesteg søndag aften - og som altid, når Dina står for flæskestegen med svær så sprøde, at juleenglene synger.

Ha' det
Jesper

P.s. Brænder det på, så har ribbetelefonen +47 820 30 200.

søndag den 21. december 2008

Vintersolhverv















Søndag kl. 13.04 var det vintersolhverv. Det vil sige, at dagen i dag er årets korteste dag - og det vil sige, at fra nu af går vi igen mod lysere tider.
Mange af mine bekendte synes jo, at det er temmelig eksotisk at bo heroppe, hvor polarnatten mere eller mindre dominerer i vinterhalvåret. Det kan såmænd også være slemt, når det er koldt og blæsende, men værre er det altså heller ikke. Jeg tog kameraet med ud i dag ved middagstid for at fange lidt solhvervsstemning i omegnen, så man selv kan se, hvordan det tager sig ud, når det er allerværst.
Men lige en lille advarsel. Fotos taget under disse omstændigheder har en tendens til blåstik. Derfor er alle billederne behandlet - eller manipuleret om man vil - i PhotoShop. Jeg har forsøgt efter bedste evne at gengive lyset, sådan som jeg opfatter det - men jeg vil ikke udelukke, at andre vil mene, at det enten er lysere eller mørkere. Valget er udelukkende mit eget.
Billedet herover er taget fra Eide og viser udsigten mod Kaldfjord. En ordentlig snebyge er under opsejling til venstre over et sted, som hedder Ersfjord.
Her ser vi så Eide fra Håkøy. Bugten hedder Eidskjosen og det betyder såmænd Eide-bugten. Stedet ligger næsten altid i læ, og skal man have billeder af lys, der spejler sig i blankt vand, går man aldrig forkert her.
Billedet her er taget samme sted, som det øverste. Det er vejen til Ersfjord. Teknisk set er det interessant, at sneen på vejen og fjeldet giver billedet en betydelig bedre belysning end det øverste.
Her er vi på vejen mellem Straumsbukta og Eide ved noget, som hedder Asphaug. Det er et kort stykke vej, hvor der ikke er 60 km hastighedsgrænse, men når man står i vejsiden med kameraet, kan det nok være, at de håndsky norske bilister kan få foden på bremsen alligevel. Her i landet foregår mange af kontrollerne nemlig på enmandsbasis. Den nidkære fartvogter tager simpelthen et billede med en speciel radar, og så får man en hilsen et par uger senere fra ordensmagten. Unægtelig en ubehagelig praksis, som jeg ikke håber vil brede sig til Danmark. Jeg mener, skal man have en bøde, så bør man altså også få den forelagt umiddelbart - og ikke som et brev lang tid efter.
Da jeg kørte hjemefter, kom snevejret endelig - i store mængder endda. Alle fotografer ved, at man ikke kan fotografere med blitz i snevejr, men det glemte jeg lige i skyndingen, da hele Elins familie kom forbi i det samme, som vi kom hjem. Det er jo sidste søndag i advent, og de havde fulgt en gammel tradition med at gå til skovs for at hente juletræet. Det burde vi vel også gøre, nu træerne er lige ved hånden, men mon ikke Dinas og min jul bliver lige så god uden et træ. Jeg mener, at vi plejer jo alligevel ikke at have et juletræ, så hvorfor nu lige det i år? Nå, jeg kan høre, at det lige kræver lidt mere diskussion, inden det emne er uddebatteret!

Ha' det
Jesper

Socialismens triumf

Er der en ting, der kan samle det socialistiske regime og den kristne opposition i Norge, så er det en grundlæggende mistillid til, at folk kan tage ansvaret for egne handlinger - og for eksempel komme helligdagen i hu, hvilket vel ellers burde været et individuelt valg i en kultur, der ynder at fremstille sig selv som inkluderende og mangfoldig.
Derfor findes der en restriktiv lukkelov - for hvilken der næsten ingen undtagelser findes - som siger, at Norge er lukket land om søndagen.
Se for eksempel parkeringspladsen ved egnens største købmand, som den så ud i dag ved middagstid. Fuldstændig tom, fordi købmanden absulut skal have lukket om søndagen - også selv om det er søndagen før jul. Og selv om alle er enige om, at øget forbrug er den eneste måde at løse finanskrisen i landet på.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel er det et frygteligt spild af ressourcer at lade et kapitalapparat som et supermarked stå ubenyttet hen en søndag - især taget i betragtning at det giver ekstra travlhed om lørdagen, så man må bruge ekstra personale.
Men sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor borgerne er villige til at acceptere, at staten bestemmer alt. I øvrigt er landet blevet mere frit, siden jeg var på Lofoten i 2000. Dengang var det sandelig også forbudt af fiske om søndagen, så det synes som en mindre bølge af frihed alligevel skyller hen over Norge.
I Grønland havde vi slet ikke nogen lukkelov. Derfor var søndag almindeligvis den største indkøbsdag - og jeg tror, at alle, der har oplevet det, vil give mig ret i, at det gav en meget afslappet og behagelig stemning i butikkerne. Så mit juleønske må være, at Danmark i det kommende år får fjernet de sidste rester af en lukkelov - for Norges vedkommende vil det sikkert være omsonst med et sådant fromt ønske.

Ha' det
Jesper

Snowtime














En af Disneys kære juleklassikere er "Donalds Snow Fight" fra 1942. Det er vinter, det er bidende koldt, det er midt i verdenskrigen, og der bliver bestemt ikke lagt fingre i mellem i en veritabel krig mellem Anders og ungerne. Filmen, der selvfølgelig har Carl Barks som art director, rummer blandt andet en scene, hvor Anders har forskanset sig på et krigsskib af is, mens han langsomt, men sikkert udkæmpes af ungernes War Machine.
Jeg kom til at tænke på filmen i dag lørdag. Vi havde været en tur i svømmehallen i formiddags, og på hjemturen slog vi turen forbi Håkøy. På en mark så det ud som om, at en af bønderne der er ved at ruste op til en rigtig sneboldkamp. I hvert fald ligner de plastikindpakkede ensilagekugler store snebolde, som de ligger der på marken i sneen.
Donalds Snow Fight er en af de klassiske ingredienser i Disneys juleshow, men den er nu altid værd at se. Der er mange sjove detaljer og megen musikalitet i den - og har du ikke tid til at se den i fjernsynet, så kan den selvfølgelig ses her på Dovregubben.



Ha' det
Jesper

torsdag den 18. december 2008

Tusmørkezonen

Nu nærmer vintersolhverv sig hastigt. På mandag er det årets korteste dag. Sådan rent teknisk set, for det vi har i øjeblikket, kan vel næppe kaldes for dag.
Onsdag lysnede det ved 10-tiden og det begyndte ærlig talt at ligne rigtigt dagslys ved 11-tiden, hvor billedet her er taget, men allerede en time efter begyndte det såmænd at blive mørkt igen - og det var så det.
Nu er det ikke nødvendigvis så galt, som det lyder. Onsdag var specielt slem, fordi det var overskyet. Havde det ikke været tilfældet, kunne det sagtens have mindet om rigtigt dagslys. Men vejret har været rigtig træls de seneste dage. Efter en lang periode med hård frost er det nu slået om til varme og gråvejr. Hele dagen har temperaturen ligget omkring otte grader, så det er ganske varmt. Desværre blæser det også voldsomt.
Desuden er der smeltet en del sne. Og da jeg nu var ude med kameraet, skulle jeg da også lige se, hvordan det går med julerosen fra Farsø. Og sandelig om ikke, den står dernede - efter længe at have været dækket af is og sne - og ser frisk og grøn ud.
Det er da dejligt, ikke?

Ha' det
Jesper



Dagens byret

Jeg læser i Ekstra Bladet, at madplanen for Stein Bagger og hans med-häftlinge i Vestre Fængsel ser sådan ud:

Onsdag: Boller i karry, ris og ananas
Torsdag: Røget kylling, broccoli, rødløg, fløde
Fredag: Sprængt oksebryst, kartofler, rodfrugter, peberrod
Lørdag: Fløde-gullasch, ris og ærter
Søndag: Ossobuco, kartoffelmos, løg, gulerødder og sky


Undskyld, men jeg troede egentlig, at det skulle være en straf at sidde i fængsel..? Jeg blev så sulten at se denne liste over lækkerier, at vi helt bestemt skal have boller i karry i morgen aften.

Ha' det
Jesper

P.s. Efter en uge til sengs med snue er jeg nu på benene igen.

torsdag den 11. december 2008

Ambitiøs journalistik

TV2 News kan her til morgen meddele, at jo lavere huspriserne bliver, jo flere penge vil huskøberne have tilbage til den daglige husholdning!!!
Bliv endelig ved, kære venner - Cavlingprisen er lige om hjørnet.

-jeps

onsdag den 10. december 2008

200 Motels

Jeg tilbringer jo en stor del af mit liv på hoteller. Mange af dem er lettere snuskede, andre er ganske OK, og så er der ind i mellem det vilde luksus, men det har nu mest været i Østen, jeg har oplevet det.
Et af mine absolutte favoritter er Hilton lige ved siden af lufthavnen i Kastrup.
Værelserne er dejligt store - angiveligt de største i København - 36 kvadratmeter og utroligt velindrettet. Der er en stor seng, et fjernsyn, et skrivebord og en lænestol - netop det, der skal til for at man skal føle sig hjemme. Badeværelset er i en klasse for sig selv - ligeledes dejligt stort og på Hilton fedter de ikke med håndklæderne, sådan som jeg oplevede det på Thon i Kautokeino for et par uger siden. Det bedste af det hele er en dejlig stor morgenkåbe i tyk, tyk frotte og slippers, så man rigtig kan tage en slapper foran fjernsynet.
Jeg kender mange, der ikke bryder sig om Hilton, fordi det er en international hotelkæde, og den slags er pr definition kedelige, men netop hotellet i Kastrup er udstyret med fine danske møbler og selvfølgelig Bang & Olufsen, og det er med til at gøre det til noget helt særligt. For mig spiller det også en stor rolle, at det ligger uden for byen - jeg har aldrig været særlig vild efter københavnere. Men der ligger en metrostation i lobbyen, så det er faktisk nemt at komme ind til byen, når man nu ikke kan undgå det. Faktisk reklamerer hotellet, der også er sammenbygget med lufthavnen med, at det er verdens eneste hotel med egen lufthavn og metrostation!
En anden interessant ting er, at der er en meget lille personaleomsætning på hotellet - det er ellers et generelt problem i branchen. Men jeg er kommet på Hilton Copenhagen, siden det blev bygget, og der er mange af medarbejderne, der har været med siden begyndelsen. Det er med til at gøre hotellet til en behagelig oplevelse, at medarbejderne tilsyneladende også kan lide at være der.
I morgen går turen hjemover. Jeg har netop været ude at købe juleanden, noget grønkål, ost, rugbrød, remoulade og hvad jeg ellers plejer at slæbe med hjem fra Danmark. Indtil jeg tager afsted, bliver det opbevaret forhåbentlig betryggende i hotelkøkkenet. Men hvis de serverer grønkål til den ganske overdådige morgenbuffet, vil jeg nok blive lidt bekymret!
Jeg holder fri fredag, så det bliver en dejlig lang weekend.


Ha' det
Jesper

P.s. Undrer du dig over rubrikken 200 Motels? Så var det titlen på en Frank Zappa film fra 1971, som handlede om at bo på hotel.

Wonderful Copenhagen

Jeg er i København i disse dage. Hovedformålet er et møde i SDWG-gruppen. Ligesom ved oktober-mødet i Tromsø er jeg praktisk gris på arrangementet.
Vi havde meget passende lånt et mødelokale på den Nordatlantiske Brygge. Det er et kultur- og kontorhus i et gammelt pakhus på den grønlandske handels plads på Christianshavn.
Den Nordatlantiske Brygge rummer en lang række kontorer og institutioner med tilknytning til Færøerne, Grønland og Island og er et meget spændende hus. Blandt andet på andensalen, hvor Grønlands Turistråd har til huse, hvor man i receptionen bliver mødt af en udstoppet moskusokse - en rigtig hippieko.
Desuden rummer Bryggen Danmarks eneste tostjernede Michelin-restaurant, NOMA. Den ligger i stueetagen. Desværre rækker vores budgetter ikke til at spise her, men vi fik alligevel et drys af stjernerne, da virksomhederne i huset har en kantineaftale med Meyer Kantiner. Frokosten mandag var lige nøjagtig så mærkværdig, som man kunne forvente med byggrynssalat og kalkun med kirsebærsovs, men tirsdag gav Meyer den hele armen og bød på sprængt oksebryst i sennepssovs. Det er år siden, jeg har fået sprængt oksebryst sidst, men det er virkelig en perle i den traditionelle danske kogekunst - hold kæft, hvor det smagte godt.
Den Nordatlantiske Brygge ligger som sagt på den grønlandske handels plads på Christianshavn. Det gamle pakhus, Bryggen, ligger til venstre. Huset i baggrunden i midten er det gamle bødkerværksted, som i dag rummer Dansk Polarcenter - en dansk pendant til Norsk Polarinstitut, hvor jeg har kontor. DPC er netop blevet slettet af finansloven, fordi kolde hjerter i den siddende regering ingen som helst forståelse har for den arktiske forskning og Danmarks stolte fortid på området. Det er et stykke Danmarkshistorie, der nu bliver ofret for kolde kontanter af en regering, der er villig til at sælge ud af alt, hvad der er dansk - bare der er penge i det. De skulle skamme sig, skulle de.
Kontorbygningen i baggrunden er det tidligere hovedsæde for KGH. Havnebassinet til højre bliver kaldt for trangraven, og det var herfra, Grønlandstrafikken udgik, før den blev flyttet til Grønlandshavnen i Aalborg i 1969.
Fra Trangraven er udgået utallige ekspeditioner, og i 1959 stod det navnkundige Hans Hedtoft da også ud herfra på sin jomfrutur. Ligesom Titanic endte den som bekendt tragisk med et møde med et isbjerg i Nordatlanten. Efter Titanic og Hans Hedtoft bør det være klart for menneskebørnene, at såkaldte synkefri skibe simpelthen ikke findes.
Mandag aften havde jeg arrangeret en rigtig dansk julefrokost på restaurant Kanalen få hundrede meter fra Bryggen. For deltagerne i mødet, der jo kommer fra alle medlemslandene i Arktisk Råd, var det en eksotisk oplevelse af de store. Ved introduktionen stirrede de vantro ved udsigten til skulle igennem fire slags sild, laks, hellefisk, fiskefilet, leverpostej, ribbenssteg, and, ost og ris alamande, men det gik nu helt fint godt hjulpet af akvavit i rigelige mængder. Til lejligheden havde jeg sørget for, at man kunne vælge mellem Rød Aalborg og norsk Linieakvavit, og på billedet ser vi den afgående SDWG-formand Stein Rosenberg underholde den canadiske delegation med hele historien om linieakvavitten.
Da jeg i øvrigt holder jul i Straumsbukta, er denne julefrokost i virkeligheden nok også årets eneste, og jeg må da indrømme, at jeg savnede grønkålen - men den har vi jo tyvstartet med derhjemme. Og mon ikke, der også er et par pakker grønkål i bagagen, når jeg torsdag vender næsen hjemefter.

Ha' det
Jesper







torsdag den 4. december 2008

Never change a winning team

"If it works, don't fix it", "Never change a winning team". Det er to amerikanske slagord, som jeg hidtil har gået stærkt ind for, men nu er jeg ærlig talt begyndt at tvivle.
Efter halvandet år med kun en norsk TV-kanal i Straumsbukta, er det digitale bakkenet, som det hedder, endelig kommet til Nordnorge. Det skulle vi også benytte os af, og sidste søndag fik jeg det så sat op. Jeg har ikke set Discovery Channel, siden vi flyttede fra Nuuk, så det var selvfølgelig den første kanal, som jeg skulle se. Og jeg må konstatere, at der ikke er sket meget på de to år, jeg har måttet undvære kanalen. Der bliver stadig lavet choppere i Orange County, folkene på lossepladsen konkurrerer stadig, der er stadig deadly catch ved Alaska og Mythbusters afliver stadig myter. Et godt eksempel på, at de kommercielle TV-kanaler hylder de amerikanske principper - Never change a winning team. En hastig rundgang til de øvrige satellit-kanaler gav i øvrigt det samme resultat. Reportager fra politiet - og på animal Channel selvfølgelig dyrepolitiet, makeovers, Oprah Winfrey shows og så videre. Ikke meget fornyelse på to år.
Da vi i sin tid anskaffede os digital-TV i Nuuk, var det for at se Danmarks Radio direkte. Det kan vi ikke en gang modtage her. Til gengæld har vi en syv - otte norske kanaler, og der er da den gode ting ved det, at de er nødt til sommetider at vise danske programmer for at fylde sendefladen ud. For eksempel har vi lige set et program om kongeskibet Dannebrog, hvilket vi nok kunne have undværet.
Så øvelsen består nu i ikke at forfalde til gamle dages passive tv-kiggeri, men glæde os over, at vi har adgang til en god snes kanaler, som ved et aktivt valg kan udfylde en halv til en hel time om dagen på en meningsfuld måde. Vi skal også glæde os over en mere alsidig nyhedsdækning, så vi ikke længere er tvunget til at se NRKs venstresnoede røde lejesvende. Den slags findes nemlig stadig i Norge.
Da vi i sin tid fik digitalt TV i Nuuk, var det en forholdsvis enkel affære at installere det. Et stik i væggen og en dekoder, og så kørte det ellers bare.
Men her har jeg været nødt til at købe ny antenne, og bruge flere dage på at rette den ind, så vi får et brugbart signal her nede mellem fjeldene. Men nu virker det - og vi kan igen betragte os som medlemmer af den civiliserede verden - hvor man selvfølgelig ikke opgiver en sikker succes.
Fredag går turen til Danmark, hvor jeg skal være til onsdag,

Ha' det
Jesper

Julebag

Det er vel de færreste, der vil beskylde mig for at at være juledyrker.
Ikke desto mindre er der en juletradition, som jeg stædigt holder fast i. Jeg elsker nemlig at bage til jul.
Tirsdag aften tog vi den helt store tur og bagte småkager. Først og fremmest de traditionelle vanillekranse, som er et stort og hårdt arbejde, når de skal rulles ud og formes i hånden. Desværre råder jeg ikke over en maskine til netop det formål i en ellers omfattende park af køkkenmaskiner.
Desuden blev det til en omgang finskbrød og jødekager.
Endelig - som noget nyt - fik jeg en helt uimodståelig lyst til kokostoppe, og det skulle da så lige prøves. Det er faktisk ikke så svært og rigtig lækkert. Smelt 100 gram smør, tilsæt 100 gram sukker, 250 gram kokosmel , to æg og lidt limesaft. Hele herligheden røres sammen og formes til cirka 30 kokostoppe - de svarer til en bageplade i et normalt husholdningskomfur. Bages ved 175 grader i et kvarters tid. Og skal det være rigtig lækkert - og det skal det jo - så dypper man bunden af de færdige toppe i kogechokolade og stiller dem tilbage på pladen, sætter hele herligheden til afkøling - det er vigtigt, så chokoladen kan størkne ordentligt! Og så er det ellers bare at servere.
Velbekomme.

Jesper



tirsdag den 2. december 2008

Fasandræberne

Danmark kan sandelig også være med i den moderne krimi-tradition. Det er Fasandræberne et håndfast bevis på - skrevet af den tidligere boghandler i Vordingborg, Jussi Adler-Olsen.
Bogen har nøjagtig det samme, som alle de svenske og norske succes-romaner. En hovedperson, politimand, med personlige problemer og forbryderiske kapitalister. Egentlig temmelig trivielt, men i fin overensstemmelse med den svenske tradition, hvor forfatterne føler sig forpligtet til at være samfundskritiske.
Fasandræberne er det foreløbige andet skud på stammen i en serie om kriminalkommisæren Carl Mørck, der efter en mislykket aktion bliver parkeret i kælderen under Politigården i København som leder af afdelingen for cold cases - uopklarede sager. Til at hjælpe sig har han Assad - en irakisk indvandrer, som er snu, udiplomatisk og fuldstændig uden forståelse for det danske sprogs finere nuancer. Det er til tider rablende morsomt - og er vel et specielt dansk touch. I Norge og Sverige ville en sådan biperson straks stemple forfatteren som racist - og udløse en større samfundsdebat om det urimelige i at gøre grin med folk, der ikke er fuldt integreret i samfundet.
Men bare rolig - Assad er betydelig bedre integreret end det virker på overfladen. Og han er pragtfuld i en rolle, der bedst kan karakteriseres som drengen i kejserens nye klæder.
Plottet er banalt - en gruppe af samfundets rigeste med fælles kostskolebaggrund dræber og myrder for underholdningens skyld og kan i kraft af deres position i samfundet lægge en masse hindringer i vejen for en psykisk ustabil kriminalkommisær. Og på den måde er håndværket i orden - lidt gys, uhygge og spænding hele vejen igennem. Og så krydret med god dansk lune og humor, som løfter bogen op over den svenske tradition.
Jeg overgiver mig ubetinget og giver seks ud af seks tørfisk - og jeg glæder mig til at få læst den første bog i serien.

Ha' det
Jesper

søndag den 30. november 2008

Advent


















November har budt på flere tilløb til jul, end jeg har brudt mig om, ja, julen har faktisk været truende nær, for eksempel da jeg for 14 dage siden boede på et julefrokost-hotel i Finland og sidste weekend i Oslo.
Men det er lykkedes mig at holde julen stangen - indtil i dag, hvor det jo som bekendt er første søndag i Advent.
I dag kom Dinas julestjerner op, og det blev sandelig også til en advents-dekoration med blåbærgrene. Udenfor er syrenen på hjørnet blevet forklædt som juletræ med en lysdiode-kæde, så nu må jeg nok bide i den sure æbleskive og erkende, at julen er en nært forestående kendsgerning.
Men julen har helt klart også sine lyse sider. Da jeg var i Danmark i begyndelsen af ugen, havde jeg købt grønkål og medisterpølse. Det satte vi så til livs her til aften i skæret fra det første adventslys og bålet i brændeovnen.
Da vi ikke kan købe medisterpølse og grønkål heroppe, får vi det meget sjældent, så det var ærlig talt også en rigtig himmerigs-mundfuld. Jeg havde næsten glemt, hvor godt begge dele smager. Egentlig skulle der vel også have været brunede kartofler til, men vi blev enige om, at det bare var fyld, som ville være i vejen for grønkålen, så det droppede vi.
I øvrigt havde vi snydt en lille smule med julemaden. Lørdag aften fik vi nemlig risengrød og hjemmelavet ribssaft. Men det var helt i overensstemmelse med de lokale traditioner. Lørdag var nemlig grøddag, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Tænk sig; i et halvt år fik jeg - uanset om det var jul eller ej - risengrød hver lørdag.
Dagslyset er efterhånden ved at være en noget teoretisk størrelse. Det dæmrer, ja, men så bliver det heller ikke til mere, inden skumringen sætter ind. De seneste par dage har vejret været fugtig koldt, så der er brug for brændeovnen hver dag. Den både hygger og varmer, så det er jo en ren fornøjelse i de lange vinteraftener.
De kommende dage byder på almindelig kontorarbejde, men som det ser ud i skrivende stund skal jeg til Danmark igen nogle dage fra fredag. Ha' en rigtig god arbejdsuge.

Jesper

Loppecirkus

Humor, satire og ironi virker på de fleste nordmænd som muhammedtegninger på islamister.
I den politiske korrektheds navn er det forbudt at lave grin med stort set alt og minoriteter i særdeleshed. Pietister, læstadianere, indre mission, afholdsbevægelsen, 117 sygdomsforeninger og tilhørende specialister, kvindebevægelsen samt ikke mindst en ualmindelig humørforladt og trist venstrefløj lurer overalt for at slå ned på folk, der morer sig.
Senest har man kastet sig over standup-komikeren Otto Jespersen, der forleden kom for skade at fyre denne svada af:
Jeg vil også benytte anledningen til å minnes alle de milliarder av lopper og flatlus som mistet livet i tyske gasskamre, uten å ha gjort noe annet galt enn å slå seg ned på personer av jødisk opphav.
Det er sgu da satire, der vil noget og fabelagtig godt tænkt. Men ikke i Norge. Nu er manden meldt til politiet. Ytringsfriheden har trange kår i det, som altid heroppe omtales som "Verdens bedste land".
Det mærkelige er, at blandt andet jøderne protesterer over, at en nordmand driver satire. Jeg har aldrig hørt dem protestere mod, at de norske grænser i praksis står åbne for palæstinensere og andet godtfolk, som bestemt ikke vil den jødiske minoritet noget godt. Det skyldes sikkert, at de fleste egentlig synes, at det er helt OK at skyde folk, der ernærer sig ved humor og satire - og dermed gør de fleste nordmænd jo også fælles front med alle dem, som truer ytringsfriheden. Vi husker jo også stadig Norges ualmindelig vattede holdning i forbindelse med de danske muhammed-tegninger. Jeg synes, at de skulle skamme sig - disse fjeldaber.
Jeg har illustreret historien med et billede lånt fra Harry og Karry, som viser en hund iført redningsvest gøre sig klar til et rigtigt loppe-holocaust i en grønlandsk fjord.

Ha' det
Jesper

lørdag den 29. november 2008

Oro jaska beana

Der er ikke noget så patetisk som norske studieværter, når norske deltagere vinder den ene eller anden internationale konkurrence.
Det nationale selvglædefilter bliver slået fuldstændigt fra. "Vi er historiske. Tak, Danmark, Sverige og Finland. I har en god musiksmag." Nogenlunde sådan overdøvede en eksalteret norsk studievært publikum, da det var en kendsgerning, at Nesseby-bandet Black Sheeps lærdag aften havde vundet det nordiske børne-MGP.
Sejren er for så vidt velfortjent, og vi er da allesammen meget stolte heroppe nord på - men at gøre det en norsk, national begivenhed er måske lige at tage bægeret for fuldt.
For ungerne har faktisk en pointe med at lave en sang, hvor teksten skifter mellem samisk og norsk. Black Sheeps vil nemlig gerne vise deres hverdag - og den er altså to-sproget.
Jeg fristes endda til at sige tre-sproget. Agnete Kristin Johnsen, forsangeren i Black Sheeps, taler nemlig et uforfalsket nordnorsk. - Æ e glad! Tusen takk!, var hendes kommentar til sejren i fjernsynet. Denne uforglemmelige udtalelse blev også citeret korrekt sådan på hjemmesiden til vort lokale dagblad, Nordlys. Men i hovedstadsavisen VG er udtalelsen oversat til pænt rigsnorsk: - Jeg er glad. tusen takk!
Bladet har vel skønnet, at oversættelsen var nødvendig af hensyn til læserne. Men som jeg har sagt før - afstanden mellem Oslo og Nordnorge er mentalt også betydelig længere end de 1700 km, der er på kortet.
"Oro jaska beana" er samisk for "Hold kæft, køter", og det er jo lige en titel efter undertegnedes hjerte som gammel W.C. Fields-fan. Det var ham, der blandt andet sagde: Der er ingen tvivl om, hvem der er menneskets bedste ven, whiskeyen eller hunden. Jeg mener, når to åndsfæller finder sammen i festligt lag, sætter de sig så ned og klapper hunde?
Billedet er lånt af Finnmark Fylkeskommune.

Ha' det
Jesper

Det glade selvstyre

















Som ventet blev det et ja, da Grønland forleden holdt folkeafstemning om en ny selvstyreordning.
Alt andet ville også have været en sensation af de mere spæktakulære... For det første er en grønlandsk folkeafstemning aldrig nogen sinde endt med et nej, og for det andet er den sagesløse grønlandske befolkning blevet udsat for en massiv propaganda finansieret af gode skattekroner for et ja, så man har skullet være ualmindelig tykho'det for ikke at fatte, at det var et ja, magthaverne ønskede.
Nu får selvstyreordningen næppe den helt store praktiske betydning, så om det nu blev et ja eller nej betyder mindre. Ordningen giver grønlænderne lidt mere albuerum til selv at bestemme i deres eget land, og det er der vel ingen, der kan have noget imod. Som nordjyde har jeg såmænd også ofte ønsket mig et nordjysk selvstyre. Uanset hvor i kongeriget, man bor, kan der være uendeligt langt til lovgiverne og bureaukraterne i København. Og deres forståelse for livet uden for Valby Bakke kan som bekendt ligge på et meget lille sted.
Heldigvis blev ja'et så massivt, at man kan håbe, at debatten om rigsfællesskabet nu vil gå i stå. For den debat er ikke særlig væsentlig, men den har skygget for en seriøs debat om de massive politiske og økonomiske problemer, man står over for i dette kæmpemæssige og betagende land. Eftersom pengekassen nu i princippet er smækket i fra dansk side, bliver disse problemer ikke mindre. Det drejer sig om en helsesektor, som ikke fungerer. Der er ingen tandpleje af betydning. Niveauet på sygehusene er langt under det, som man ser i Landsbyhospitalet fra England i 60'erne, hvis man i øvrigt er så heldig, at der er en læge til stede. Folkeskolen giver en grunduddannelse, som efter 11 år i heldigste fald gør eleven i stand til at bestå en dansk 9. klasse. Børn bliver misbrugt og lever ofte for lud og kold vand - og jeg kunne blive ved.
Det er ikke fordi det skorter på store ord og visioner. Viljen til at gøre noget, er såmænd ofte til stede, men det er som om, at alle ressourcerne forsvinder i et uendeligt bureaukrati og til nogle politikere, der næppe ville opnå valg til et menighedsråd andre steder.
Og det er det, som er Grønlands største problem. Afstanden mellem politikerne og befolkningen er enorm. De bevilger sig selv nye og større lønninger (og det skal nok ske igen, nu man skal have selvstyre - ansvaret er jo blevet større, ak ja). De har efterhånden raget hele den attraktive boligmasse i Nuuk til sig til de rene røverpriser, så der er ikke mere at hente, men så må politikerlønnen jo op. Det sker samtidig med, at man nægter at øge lønningerne til dem, der rent faktisk arbejder. De kan jo betale for sig selv, synes ræsonnementet at være.
Grønland har tidligere haft en pragtfuld rollemodel i landsfaderen landstyreformand Jonathan Motzfeldt, som er veluddannet og som i sine lyse øjeblikke er både retsskaffen og en rigtig hædersmand. Det kan man næppe sige om den nuværende, der uden hensyn til principper og tidligere udtalelser hager sig til taburetten i et underligt regime, der i de fleste afrikanske og sydamerikanske lande ville være endt med et militærkup og en hurtig standret på lossepladsen. Hans Enoksens regime har resulteret i en uendelig zigzag-kurs og rekordudskiftning af ministre. Senest har bygdepartisanen, som han kaldes i Sermitsiaq, Grønlands største uafhængige medievirksomhed, fået hele Landstinget imod sig i en sag om nye lokalråd. Andre steder ville man tage sit gode tøj og gå, hvis det sker, men ikke i Grønland.
Paradoksalt nok vil denne infantile og ignorante hønsetyvs-type nu gå over i historien som den landsstyreformand, som skaffede Grønland selvstyre. Det udløser helt sikkert et ridderkors med kors, bånd og stjerner samt den grønlandske pendent, Nasornaat i guld. I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge.
Nu, hvor folkeafstemningen er ovre, og vi kan se frem til en periode, hvor Grønland stadig er en del af rigsfællesskabet, er det mit håb, at man vil tage sig sammen og finde en løsning på de grønlandske problemer. Og det kræver såmænd også, at de danske politikere tager sig sammen. Ind til nu er Søren Espersen fra Dansk Folkeparti den eneste danske politiker, som har turdet give de grønlandske politikere lidt modspil. Jeg vil ønske, at nogle flere vil tage sig sammen og sige, at vi i hele rigsfællesskabet skal have en minimum-standard for tandpleje, uddannelse og sygehusbehandling. For først da er der reel ligestilling mellem rigsdelene.
Og så skal vi væk fra den kræmmerholdning, der har gennemsyret debatten om selvstyret. Det er ikke et spørgsmål om at lege købmand - du får dit, hvis du giver mig dat. Det er et spørgsmål om, at alle danske statsborgere - danskere, færinger eller grønlændere - har krav på en tryg barndom, en ordentlig uddannelse og en ordentlig helsebetjening.
Forholdet mellem Danmark og Grønland er ofte beskrevet som koldt og varmt vand, der er hældt sammen i en spand - det kan ikke skilles igen. Derfor må danske politikere også indstille sig på, at man ikke er sluppet af med problemet, selv om Grønland nu får selvstyre. Det danske kongerige har et stort ansvar for Grønland - især i dag, hvor stormagter som Kina, Indien, Brasilien og det samlede EU sammen med de nuværende arktiske stormagter Rusland og USA kæmper for indflydelse i fremtidens Arktis.
Og der skal penge til, for at lykkes i det spil. Forslaget om at nedlægge Dansk Polarcenter er vanvittigt. Tværtimod skal institutionen styrkes som forvalter af nationalparken i Nordøst-grønland.
Desuden skal forsvarets muligheder for at håndhæve suverænitet og gennemføre SAR i området forbedres med flere skibe, flere fly og helikoptere og ikke mindst politisk opmærksomhed. Canada opruster og bygger i øjeblikket seks nye fregatter til arktisk brug og man har besluttet at anlægge en ny flådebase i Gjøa. USA forsøger at matche canadierne. Russerne er der allerede, Kina og Sydkorea har hver bygget deres første isbrydere og så videre. Derfor skal vi være nærværende i området, og det kræver altså både hardware og software. Så kan det altså ikke nytte noget at sidde og lave cost benefit-analyser i forsvarskommandoen om det nu stadig kan betale sig at opretholde flådestationen i Grønnedal, fordi de tekniske muligheder nu giver mulighed for at styre hele herligheden fra Holmen. For det her spil handler om nærvær, nærvær og atter nærvær.
Den grønlandske folkeafstemning har vist, at et flertal i den grønlandske befolkning har viljen til at tage ansvar for sin fremtid. Nu er det op til politikerne i Danmark og Grønland at sikre, at det også bliver muligt. Det kræver meget specielt af Danmark. Jeg håber, at man har viljen til at tage udfordringen op - og så glemme, at der måske røg en enkelt finke af panden i debatten forud for selvstyreafstemningen. Selvstyreordningen er som sagt ikke særlig væsentlig - set i det store perspektiv.

Takuss
Jesper

P.s. Billedet er et gammelt analogt billede fra 2003. Kolonihavnen i Nuuk den første søndag i advent. Stadig vajer både det grønlandske flag og splitflaget side om side - og det vil de blive ved med forhåbentlig i mange år endnu.

onsdag den 26. november 2008

Danmark kan også

Læsere af denne blog kan nemt forledes til at tro, at frost og sne er noget, der kun findes i Nordnorge. Men nej, sådan er det ikke. Danmark kan også godt være med.
Jeg tilbragte søndag og mandag i Farsø. Da jeg mandag morgen hentede dejlige friske rundstykker - hvilket man ikke kan få i Norge - lå søen i Farsø frisk og jomfruelig med et smukt isdække. Søen er kendt for hurtigt at fryse til - og børn fra Farsø er lige så hurtige til at udnytte muligheden for en skøjtetur. Endnu vil der vel gå et par dage, før isen er tyk nok til det, men der skal som sagt ikke meget til, før forsøget skal gøres. Så mit gæt - belært af smertelig erfaring - er, at der såmænd nok skal være et par unger, der har fået våde sokker i løbet af tirsdag eller onsdag.
Men når isen bliver tyk nok, så skal der selvfølgelig lyde et ønske om en god tur herfra.

Ha' det
Jesper

Et multietnisk Grønland i Oslo

Jeg holder meget af og samler på små oplevelser, som det kun er de færreste forundt - af den ene eller anden årsag.
Lørdag eftermiddag bød på endnu en af den slags. Jeg drak fyraftensbajer på tagterrassen til Statens Forurensningstilsyn i Oslo. For det første er det kun de færreste, der har adgang til tagterrassen på Helsfyr, som har udsigt over en pæn del af byen, og for det andet er fyraftensbajeren som fænomen overordentlig sjælden i Norge. Jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg har været på en arbejdsplads heroppe, som har øl i køleskabet.
Hvorom alting er: Iført parcacoat og handsker kunne vi i let frost sidde på tagterrassen og nyde solnedgangen over Oslo og Lindorff - Norges svar på RKI. Det er en af de begivenheder, som ryger direkte ned i samlingen.
Fredag aften var vi inviteret ud at spise. Det foregik på restaurant Bangkok midt i det multi-etniske Grønlands-kvarter i den østlige del af Oslo. Ligesom i Finland forrige weekend bød også denne restaurant på et julebord - og da jeg ikke rigtig kunne se forskel på dette julebord og så en traditionel thai-meny, så gik det såmænd nok an at prøve: Scampi i sursød, and i østerssauce, dybstegt kylling og wok med svinekød og grøntsager. Mætte blev vi, men oven på en hård uge måtte jeg give op og trak mig tilbage på hotellet inden den efterfølgende pub-crawl.
På vej tilbage til hotellet kunne jeg så dvæle lidt ved Grønland i Oslo. Det er et gammelt arbejderkvarter, som tidligere lå uden for selve byen. Før det blev bebygget, var det landbrugsland for de bønder, som forsynede Oslo. Markerne var grønne, og derfor blev området døbt Grønland. Men mærkeligt er det da at tage toget fra en undergrundsstation, som hedder Grønland. I det Grønland, som jeg kender, er der ligesom ikke rigtig nogen togstationer.
I dag er det osloske Grønland i øvrigt et ganske farverigt kvarter, eftersom en meget stor del af den norske hovedstads indvandrere bor her - og jeg noterede mig da, at der både er en moske og bazar på Grønland!

Ha' det
Jesper

lørdag den 22. november 2008

Diplomat-humor

- Hvad er forskellen på en diplomat og en ung pige? Jo, når en diplomat siger ja, mener han måske, og når han siger måske, mener han nej! Men når en ung pige siger nej, mener hun måske, og siger hun måske, mener hun ja!
Diplomater og den slags er bestemt ikke verdens mest kedelige mennesker. De fleste har oplevet meget, og mange af dem er mand for en god historie.
Blandt andet hørte jeg i den forløbne uge denne her om Gordon Brown, som i firserne var på statsbesøg i sydamerika. En aften var stemningen blevet noget løftet ved et selskab og Gordon Brown bød den første, den bedste op til dans. Ønsket blev dog høftligt afslået af pågældende:
- No, Mr. Brown, jeg vil ikke danse med dem af tre grunde. For det første er de jo beruset, for det andet er det ikke en vals, orkestret spiller, men derimod Perus nationalsang, og for det tredje er jeg ikke en dame, men biskop i Lima!
På billedet er jeg sammen med Igor Veselov fra det russiske katastrofe-ministerium(!), som jeg efterhånden har mødt en del gange, og som bestemt er et spændende bekendtskab.

Ha' det
Jesper

Samisk succes

Så er årets sidste SAO-møde i Arktisk Råd ovre. Det blev teknisk set en succes, hvor alt klappede på trods af de meget store logistiske udfordringer, som placeringen i Kautokeino medførte.
Successen skyldes især to ting. Et fantastisk engagement hos lokalbefolkningen, som ønskede at vise, at en lille by med 3.000 indbyggere også kan huse et stort internationalt møde - og så selvfølgelig, at vejret artede sig fra sin allerbedste side. Dårligt vejr kunne hurtigt have fået logistikken til at bryde sammen, eftersom en stor del af deltagerne måtte overnatte i Finland 80 km fra Kautokeino, og at de fleste deltagere ankom via Alta lufthavn 120 km væk.
Blandt andet havde kommunen arrangeret transport mellem idrætshallen, hvor mødet foregik, og det lokale hotel med rensdyrslæde.
Uden for hallen var der opstillet en hel lille teltlejr, der dels gav rygerne en mulighed for at holde varmen, og hvor der dagen lang blev budt på varm, nærende rensuppe. Den islandske ambassadør overnattede i teltlejren, hvilket blev bemærket af de fleste norske medier, som lige skulle høre, om det var for at spare - den islandske stats økonomi taget i betragtning.
Onsdag aften bød det norske Sameting på reception og underholdning med samisk yoik - sådan en slags strubesang, der er meget populært på de kanter. Og som alle andre steder i verden, har nogle af de unge i Kautokeino dannet en rap-gruppe, som også optrådte. Selv om rap ikke lige er min smag, foretrak jeg nu det, fremfor yoiken. Men det bedste var nu traktementet - marvben og rensdyrtunge samt fadøl i rigelige mængder.
En enkelt lille kikser var der selvfølgelig også. Og det kunne såmænd lige så godt være sket i Grønland ved jeg af smertelig erfaring. Sametings-formanden skulle lige sige et par indledende ord ved receptionen. Det blev til en halv times svulstig tale om det samiske folks rettigheder, og det kunne en feststemt og sulten forsamling godt have undværet med lidt mere fingerspitz-gefühl, men det slags er helt klart ikke politikeres stærke side. Hverken i Finnmarken eller i Grønland.

Ha' det
Jesper


torsdag den 20. november 2008

Snapshot






















Pludselig stod det der i døren, rensdyret og kiggede nysgerrigt ind i de varme stuer. Gad vide, om det er Rudolf?
Nej, men det er et rensdyr, der under opvæksten er blevet præget af hunde, og derfor prøver at opføre sig sådan!
I al hast med en hilsen fra Kautokeino. Om et par timer går turen til Oslo!

Jesper

tirsdag den 18. november 2008









Afstandene i Nordskandinavien er imponerende. De seneste dage -siden lørdag morgen har jeg kørt næsten 1200 km.
I går kørte jeg for eksempel fra Kautokeino til Alta for at hente en af mine kolleger i lufthavnen. Det blev såmænd til 250 km.
Søndag aften skulle jeg hente en anden kollega i Finland. Mødestedet var en lille flække på den finske side af Tornelven ved navn Palojuensoo - cirka 100 km herfra. Desværre var kollegaen forsinket, så jeg sad i polarmørket i det her vejkryds, som fremstår som en by på kortet i tre en halv time, mens jeg lyttede til et svenstop-kavalkadeprogram på SR4. Hvis det havde været lyst, ville man have kunnet se Sverige på den anden side af Tornelven, men det var det altså ikke. Som man vil kunne forstå var stemningen høj i bilen. I hvert har jeg fået dækket mit behov for både Vikingarne og Svenne og Lotta for de næste par år.
Normalt er hastigheden høj - mere end 100 km/t på de forholdsvis lige veje heroppe, men trafikken besværliggøres af et stort antal rensdyr. Det er et ualmindelig ubegavet dyr, som er fuldstændig uberegnelig i bevægelserne. Man kan derfor være helt sikker på, at det dyr, som man er i gang med at passere pludselig render ud foran bilen, fordi det nu en gang er sjovere at være på den anden side af vejen.
Forresten er det ganske koldt her i det indre Skandinavien langt fra Golfstrømmens lune vand. Vi har nattemperaturer omkring de -20 og dagtemperaturer mellem fem og ti graders frost. Da der fortsat er en del af sommerens fugt i luften, dannes der meget rim. Det gør naturen - og byerne med - særdeles fotogene. Billedet ovenfor er taget nær den finsk-norske grænse mellem Hätta og Kautokeino. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at Hätta er byens samiske navn. Det finske er noget så charmerende som Enontekiö - forstå det, hvem der kan.
Det andet billede er taget søndag morgen i Hätta. Rimfrosten ligger tæt over byen, og alle tømmermændene fra lørdagens julefrokost holder sig indendørs. Billedet er taget samme sted, men i modsat retning som billedet af kirken i Hätta, som du ser her. Kirken havde denne søndag morgen heller ikke det store held med at kalde folk til gudstjeneste med en infernalsk bimlen. Det skyldes nok også eftervirkningerne af hotellets julebord.
Ellers går arbejdet for fuld skrue. Vi er nu klar til at åbne SAO-mødet i morgen tidlig. For mange af deltagerne vil det blive et møde, man husker. Der vil under hele forløbet på to dage blive budt på mange samiske specialiteter. Både kulinarisk men også på oplevelsesplanet. Alle gæster her på Thon-hotellet vil i morgen tidlig blive bragt til mødesalen på rensdyrslæde, ligesom der allerede i dag er bygget en hel lille landsby foran hallen med sælgere af alskens souvenirs til mødedeltagerne. Der er ingen tvivl om, at det her møde får stor betydning for den lokale omsætning. Det er alle meget bevidste om, og det gør samarbejdet med kommunen om alt det praktiske særdeles nemt.

Ha' det
Jesper

mandag den 17. november 2008

Hvem ejer egentlig julen?















Det var noget af en overraskelse at komme til Finland lørdag eftermiddag. For her midt i november herskede der en hektisk julestemning.
Vi overnattede på et pænt, men absolut ikke prangende hotel nær den norske Finnmarks-grænse.
Til vores store overraskelse var der pyntet op til jul ikke alene på hotellet, men i hele byen, og der ankom da også flere busser til hotellet fyldt med forventningsfulde nordmænd, som skulle til hotellets angiveligt berømte julebord. Ikke en gang på værelset kunne man være i fred for julepynten. Se blot denne imposante syvarmede juledekoration, som var i vinduet på alle værelserne
Da vi om aftenen gik ned i hotellets restaurant var der dækket op med nisseservietter og bordbomber og stort ta' selv julebord. Tjenerne blev noget fornærmet, da vi gjorde opmærksom på, at vi sådan set bare var kommet for at spise og bestemt ikke skulle nyde noget julebord og derfor bad om spisekortet.
Men der var nu ikke noget at udsætte på rejecocktailen og kalvefileten, bortset fra hele stemningen i restauranten. Det fortsatte i øvrigt hele natten med bægerklang og vild råben og skrigen på gangene - men vi var selvfølgelig også så uheldige at bo lige ved saunaen.
Jeg synes altså bare lige, at det måske er en anelse bare lidt for tidligt at holde julefrokoster, men efter publikum at dømme var det nu også kun en undskyldning for at have det sjovt.
Hvad værre er, at det ser ud til, at disse finner efterhånden har taget patent på julen og ikke mindst julemanden. I Rovaniemi lidt længere mod syd ankommer charterflyene på stribe i disse dage fyldt med engelske turister, som vil opleve julemandens hjemby - og en julefrokost så løssluppen som nogen spansk grisefest.
Og her må vi altså protestere. Finland har intet som helst med julemanden at gøre. Som alle ved, kommer han jo fra Grønland. Og det kan man forvisse sig om ved at skrive til Julemanden, 2412 Nuuk!

Ha' det
Jesper

lørdag den 15. november 2008

Karlsvognen

















- Og så har vi en hilsen til Karl i rummet. Vi samlede ind i Store Bjørns rumhjelm og vi vil gerne høre "Når på himlen små stjerne blinker..."
Intet kan jage tankerne så meget på himmelflugt, som når man en frostklar stjernenat stiller blikket på uendeligt og sender en telepatisk hilsen til alle dem, der måske er derude.
Jeg kan ikke rigtig huske det, men efter sigende skulle en sådan stjernenat stemme unge mennesker specielt romantisk - og hvis der så kommer et stjerneskud, er den helt hjemme.
For en midaldrende herre som mig, er stjernerne mere en påmindelse om det store uendelige, som er så svært at forestille sig. I vores forestillingsverden er alting endeligt og målbart - og så passer sådan en uendelig og dog evigt ekspanderende størrelse som verdensrummet meget dårligt ind i modellerne. Det kan man så acceptere - eller ty til religiøse forestillinger om en eller anden gammel mand, der sidder og leger med stjerner, som vi andre legede med Lego, da vi var små.
Forleden aften fik jeg dette fine billede af Karlsvognen - eller Carlsbergvognen, høhø, som vi sagde i mine unge dage. For mange er dette stjernebillede indgangen til en lidt større forståelse af rummet. Billedet er nemt at finde, og da det med et fint ord er circumpolart, så kan man altid se det, når der ellers ikke er skyer på nattehimlen.
Karlsvognen kan bruges til finde Nordstjernen og var derfor tidligere et vigtigt redskab i navigationen. Nordstjernen findes ved at forlænge bagsmækken på Karslvognen fem gange opad. Set fra jorden er Nordstjernen stationær cirka en grad fra himlens nordpol, og kan derfor bruges til at bestemme verdenshjørnerne med. I gamle dage brugte man nordstjernen til at bestemme misvisningen på et kompas. Misvisningen er det fænomen, der opstår, fordi den magnetiske nordpol rent faktisk ikke ligger på den geografiske nordpol. I Danmark er misvisningen ubetydelig, men på vore breddegrader snakker vi om en 50 - 60 grader, og det kan jo føre en ganske langt fra det tænkte mål, hvis man ikke lige får det med i beregningerne.
Den slags problemer har vi heldigvis ikke, når vi kører i bil i vore dage. Det er bare ind på internettet og skrive en kørselsvejledning ud - så skulle det gerne gå af sig selv.
I den kommende uge skal vi have et såkaldt SAO-møde i Kautokeino - oppe i den norske Finnmark. Jeg kører selv derop, og starter derfor her til morgen med de første 400 km til Hätta i Finland, hvor jeg overnatter og samler en kollega fra Murmansk op søndag.
Det bliver en travl uge, men mon ikke jeg får tid til at blogge et par billeder. Torsdag aften går turen til Oslo, og så er det planen at tage et smut til Farsø mandag og måske tirsdag.

Ha' det
Jesper