Viser opslag med etiketten Kautokeino. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kautokeino. Vis alle opslag

lørdag den 15. november 2008

Karlsvognen

















- Og så har vi en hilsen til Karl i rummet. Vi samlede ind i Store Bjørns rumhjelm og vi vil gerne høre "Når på himlen små stjerne blinker..."
Intet kan jage tankerne så meget på himmelflugt, som når man en frostklar stjernenat stiller blikket på uendeligt og sender en telepatisk hilsen til alle dem, der måske er derude.
Jeg kan ikke rigtig huske det, men efter sigende skulle en sådan stjernenat stemme unge mennesker specielt romantisk - og hvis der så kommer et stjerneskud, er den helt hjemme.
For en midaldrende herre som mig, er stjernerne mere en påmindelse om det store uendelige, som er så svært at forestille sig. I vores forestillingsverden er alting endeligt og målbart - og så passer sådan en uendelig og dog evigt ekspanderende størrelse som verdensrummet meget dårligt ind i modellerne. Det kan man så acceptere - eller ty til religiøse forestillinger om en eller anden gammel mand, der sidder og leger med stjerner, som vi andre legede med Lego, da vi var små.
Forleden aften fik jeg dette fine billede af Karlsvognen - eller Carlsbergvognen, høhø, som vi sagde i mine unge dage. For mange er dette stjernebillede indgangen til en lidt større forståelse af rummet. Billedet er nemt at finde, og da det med et fint ord er circumpolart, så kan man altid se det, når der ellers ikke er skyer på nattehimlen.
Karlsvognen kan bruges til finde Nordstjernen og var derfor tidligere et vigtigt redskab i navigationen. Nordstjernen findes ved at forlænge bagsmækken på Karslvognen fem gange opad. Set fra jorden er Nordstjernen stationær cirka en grad fra himlens nordpol, og kan derfor bruges til at bestemme verdenshjørnerne med. I gamle dage brugte man nordstjernen til at bestemme misvisningen på et kompas. Misvisningen er det fænomen, der opstår, fordi den magnetiske nordpol rent faktisk ikke ligger på den geografiske nordpol. I Danmark er misvisningen ubetydelig, men på vore breddegrader snakker vi om en 50 - 60 grader, og det kan jo føre en ganske langt fra det tænkte mål, hvis man ikke lige får det med i beregningerne.
Den slags problemer har vi heldigvis ikke, når vi kører i bil i vore dage. Det er bare ind på internettet og skrive en kørselsvejledning ud - så skulle det gerne gå af sig selv.
I den kommende uge skal vi have et såkaldt SAO-møde i Kautokeino - oppe i den norske Finnmark. Jeg kører selv derop, og starter derfor her til morgen med de første 400 km til Hätta i Finland, hvor jeg overnatter og samler en kollega fra Murmansk op søndag.
Det bliver en travl uge, men mon ikke jeg får tid til at blogge et par billeder. Torsdag aften går turen til Oslo, og så er det planen at tage et smut til Farsø mandag og måske tirsdag.

Ha' det
Jesper

lørdag den 13. september 2008

Reinlykke














Reinlykke eller på dansk ren(-)lykke var titlen på en docusoap, norsk TV sendte sidste vinter. Den handlede om en samisk families trængsler og glæder gennem et helt år og var en stor succes heroppe.
Men renlykke kan nu også være et godt stykke renkød. Som sagt havde jeg kufferten fuld af ren, da jeg kom hjem fra Kautokeino. Blandt andet en rigtig lækker samisk specialitet, som vi fik fredag aften.
Det er røget mørbrad fra renen - stegt som mørbradbøffer og serveret med nye kartofler, rosenkål og hjemmelavet syltetøj af helt nyplukkede tyttebær - og for billedets skyld gejlet op med lidt persille og en kvist frisk timian fra haven. Behøver jeg at sige, at det smagte himmelsk?
Det er det, som jeg forstår ved reinlykke!

Ha' det
Jesper

Kratluskerens paradis

Jeg har i den forløbne uge været et par dage oppe i Finnmarken - denne uendeligt store del af det nordlige Skandinavien, hvor millioner af birketræer, tusindvis af rensdyr og nogle få mennesker lever. Noget af et paradis for kratluskere vil jeg mene. Og så er det det, vi i gamle dage kaldte for Lapland. Men i dag bliver det politisk korrekt kaldt Sapmi - samernes land.
Ganske kort var min opgave at få styr på logistikken i forbindelse med et møde, som vi skal have til november i Kautokeino. Byen med sine 3000 indbyggere har 60 hotelværelser, og vi regner med op til 200 deltagere til mødet, så det er lidt af en udfordring.
Det er nemlig heller ikke helt let at komme til Kautokeino. Nærmeste lufthavn er Alta, som ligger 120 km væk. En stor del af deltagerne i vores møde kommer til at bo på hotel i Kautokeinos naboby Hätta, som ligger 100 km den modsatte vej i Finland. Så det blev til 500 km bilkørsel på to dage, selv om jeg fløj fra Tromsø til Alta. Onsdag aften ved 20-tiden kørte vi de 100 km fra Hätta til Kautokeino uden at møde en eneste modkørende. Imponerende!
Det var en betagende oplevelse. Efteråret er tydeligt i gang i Finnmarken, og vidderne har antaget en smuk gul, brun, rød farve.
Fra Alta kører man langs Altaelven, der over en 25 km strækning løber gennem Nordeuropas største canyon. Det var i øvrigt på Altaelvens is, at jeg var så heldig at se mit livs første vilde ulv, da jeg sidst var på de her kanter.
Altaelven er for mange et symbol på det samiske folks kamp for sine rettigheder som urfolk. Det skete i forbindelse med bygningen af et vandkraftværk ved elven i begyndelsen af 80'erne, men Alta har også stor betydning som en af verdens bedste lakseelve. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte exentriske engelskmænd at valfarte til egnene omkring Alta for at fiske. Men området har også stor betydning for jægere. Min kollega Asbjørn fra udenrigsdepartamentet i Oslo fortalte, at cirka halvdelen af passagerne på hans fly var jægere, og det myldrede da også med alle variationer af armygrøn fritidsbeklædning i Altas lufthavn.
Som sagt kommer en del af deltagerne i vort møde til at bo på den finske side af grænsen. Jeg var derfor på besøg på tre hoteller i Hätta. Det er morsomt hver gang at opleve, hvor vigtig en del af den finske hverdag, saunaen er. Alle tre steder betonede personalet, at sauna var med i prisen med samme selvfølgelighed som morgenmaden - og alle tre steder mente man, at det var mere væsentligt, at vi så deres sauna end deres værelser. I øvrigt bliver jeg altid imponeret over så pænt og rent, der er alle steder i Finland. Se blot på billedet af kirken i Hätta. Der flyder ikke meget skidt rundt på gaden her.
Med kameraet fuld af flotte billeder og kufferne fyldt med rensdyrkød vendte jeg tilbage til Tromsø torsdag aften. Og det rensdyrkød skal jeg nok vende tilbage til.

Ha' det
Jesper

onsdag den 10. september 2008

Kunuunguaq

Tirsdag formiddag fortalte jungletrommerne i det grønlandske miljø i Tromsø, at der holdt et fly fra Air Greenland i lufthavnen.
Jeg smuttede en tur derud og ganske rigtigt - der holdt salamien, som den kaldes blandt venner. Dette lidet flatterende øgenavn stammer tilbage fra dengang Air Greenland præsenterede sit nye design - og sådan en lang rød tingest med hvide prikker var fra fødslen dømt til at hedde Salamien i folkemunde.
Flyets rigtige navn er Kunuunguaq - Store Knud - efter Knud Rasmussen. Det er en noget bedaget Boeing 757, som det grønlandske luftfartsselskab købte af Icelandair i slutningen af 90'erne som det første Atlantfly. Islænderne grinte hele vejen hen til banken, for de slap af med et fly, der ikke var særlig egnet til ruteflyvning. Til gengæld er det et glimrende charterfly - og som sådan bidrager det væsentligt til Air Greenlands forretning i dag. Det er fast stationeret i Kastrup som backup for selskabets Airbus 330, og flyver en enkelt eller to ture om ugen til Narsarsuaq, hvor landingsbanen er for kort til Airbussen. Ellers er det chartret ud, og talrige fodboldglade danskere har blandt andet rejst på roliganture rundt i Europa med Kunuunguaq. I dag var det chartret ud til Thomas Cook Airlines, som flyver solhungrende nordmænd fra Tromsø til Venedig hver mandag. Thomas Cook Airlines har ellers 97 fly i flåden og flyver blandt andet for Tjæreborg og Spies.
Kunuunguaq var som sagt Air Greenlands første store fly, og det var ikke uden stolthed, at det nationale luftfartsselskab kunne præsentere det med registreringsbogstaver OY-GRL. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg vil gætte på, at jeg har fløjet med Kunuunguaq en halv snes gange.
I morgen og torsdag skal jeg til Kautokeino. Det bliver spændende at se, om vi får en ulv at se denne gang.

Ha' det
Jesper

fredag den 13. juni 2008

Ulveloven

En ulv lyder den gamle ulv - en ulv giver aldrig tabt. Sådan lyder ulveloven, som jeg som lille ulveunge lærte i 1966 af Akela - førerulven, Karen Lundsgaard, da jeg blev ulveunge i Det Danske Spejderkorps. En begivenhed der fik uvurderlig betydning for mit liv. Men på trods af dette havde jeg aldrig troet, at jeg skulle møde en ulv i det virkelige liv. Spejdernes ulve er Kiplings fra Junglebogen og lever i Indien, men faktisk findes ulvene over det meste af jorden. Det måtte jeg sande denne tirsdag, hvor jeg for første gang i mit liv mødte dette imponerende dyr i den fri natur. Den enlige strejfer, som jeg i højere grad end jeg selv vil indrømme, kan identificere mig med.
Jeg landede i Alta tidligt tirsdag eftermiddag, men skulle vente på Asbjørn fra Oslo, som først ankom ved 20-tiden. Efter et besøg hos biludlejningen blev vi udstyret med en KIA Cee'd, så det...
Og så gik turen ellers langs den historiske Alta-elv mod en af samernes vigtigste byer - Kautokeino. Umiddelbart uden for Alta flyder Alta-elven voldsomt i en canyon, men efter en god snes kilometer flader elven ud og ind i mellem breder den sig så voldsomt, at det nærmer sig en hel sø.
Den er stadig belagt med is, og mens vi kører langs den, siger Asbjørn, at der står en ren ude på isen. Kort efter mener han nu, at det er en ræv - og det er selvfølgelig noget sjusk, så jeg holder ind til siden for at tjekke nærmere, hvad det er, han har fået øje på. Ræve er røde, så det er det i hvert fald ikke - og det går langsomt op for os, at det faktisk er en ulv, vi har spottet - derude på isen.
En stor, stor naturoplevelse. Vi blev også hurtigt enig om ikke at sige noget, når vi kommer til Kautokeino - i hvert fald ikke lige med det samme. Renavlerne har et lidt problematisk forhold til ulve - mener at ulvene er en af hovedårsagen til, at det er en dårlig forretning at drive rendrift. Men samtidig har renavlerne angiveligt den højeste egenkapital i norsk erhvervsliv - ca. 80 % så det ser nu nok ikke så galt ud alligevel, og mon så ikke der alligevel er plads til en enkelt strejfende ulv? Jeg mener, at hvis man lever af naturen, så må man også en gang i mellem ofre lidt til naturen.
Desværre havde jeg kun mit standard-objektiv med, så billedet tjener såmænd kun dårligt til dokumentation af, at der er ulve i det pågældende område. Og samtidig håber jeg, at denne enligt strejfende ulv får held til at komme ud af ren-området - og et eller andet sted stifte sin egen ulveflok...

Ha' det
Jesper

Morgenmad på altanen

Tirsdag skulle jeg flyve flyve til Alta og derfra videre til Kautokeino, hvor ugens jobmæssige hovedindsats skulle ligge. Flyet gik først over middag og derfor var der tid til rigtig morgenhygge på altanen i Straumsbukta.
Vinden var sydlig, men alligevel lidt kold, så Dina tog termojakken på. Men bortset fra det så blev det til en rigtig hyggelig morgen på altanen.
Sidste efterår investerede vi en mindre formue i norske tulipanløg, som har overvintret i garagen. Dem får vi nu fuld valuta for, når de springer ud i løbet af ugen.
Desuden har vi købt et par ekstra altankasser til... ja, altanen. Den ene er plantet til med margueriter til 19 NOK stykket samt spanske margueriter til 35 stykket. I den anden er sat et par stedmødre også til 19 kroner stykket og så nogle af vores hjemmeavlede tagetes til O kr. stykket. Jeg er sikker på, at den sidste løsning også bliver den, vi bliver gladest for i løbet af sommeren. Men dybest set er det nok et spørgsmål om gynger og karrusseller. Tulipanløgene har kostet 10 NOK stykket, og de er ekstremt flotte. Men resten af sæsonen bliver det nok de hjemmeavlede tagetes, som kommer til at pynte krukken og altankassen. Hverken træer eller blomster vokser jo ind i himlen, selv om vi gerne vil se sommertegn for fuld udblæsning i vores lille have.


Ha' det
Jesper