Den røde tråd
Politikere elsker at klippe røde snore. Ikke mindst i lokalpolitik. Så snoreklipning er en fast del af mit arbejde som lokalreporter for Det Nordjyske Mediehus i Jammerbugt kommune.Det er normalt ikke særlig ophidsende. Politikeren hælder vand ud af ørerne og roser de frivillige ildsjæle - og så et par bevingede ord om det store forgyldte fællesskab, hvor det er en dansk folkesport at bruge andre folks penge.Men der er undtagelser. Fredag eftermiddag var jeg til indvielsen af en ny legeplads på Vedsted Friskole i Birkelse. Det blev ganske fornøjeligt, for børnene kunne slet ikke vente med at tage legepladsen og den tilhørende svævebane i brug.Så da den lokale politiker, Mariane Andersen, bevæbnet med den gyldne saks deflorerede den røde snor i form af en minestrimmel, stormede alle ungerne frem - og politikeren blev løbet over ende. Det blev så også ugens sjoveste billede i en blandet uge, hvor jeg både har skrevet om tarteletter, brunsvigere, græskar og en campingplads til den lokale avis - og også om iværksættere og et grønlandsk modeshow til Sermitsiaq.Jeg kan i øvrigt godt lide at fotografere børn. Det kræver lidt tålmodighed - og der skal ikke instrueres alt for meget. Men hvis vi snakker og leger lidt sammen, glemmer de fotografen. Det er også lidt ligesom spejder - det er bedst, hvis forældrene ikke blander sig.Så jeg er også ret glad for det nederste foto med en modig pige, der tester den nye svævebane i Birkelse. Læg mærke til det glade ansigt, Hun har kastet sig ud i noget, som hun ikke var sikker på, at hun turde - men det var sjovt, og selvtilliden fik et løft.
Fire season has started
9 timer siden


Ingen kommentarer:
Send en kommentar