lørdag den 30. april 2016

Giftblanderens debut

Dannebrogsrød slåen i flasken

Den debuterende giftblander af anden grad.
"Bestået!"

Det var dommen, da Hardy fredag aften debuterede som giftblander af anden grad i Øland Sildelaug. Til debutten havde han medbragt en flaske liflige dråber lavet på slåen fra Lindholm Høje. Den dannebrogsrøde eleksir faldt i alles smag og skabte forventninger om mange spændende smagsoplevelser fra den nu godkendte giftblander af anden grads hånd.

Ole og Bjarne lavet "pulled mørbrad".
Ikke at laugsbrødrene er slagsbrødre, men slåen vil vi i hvert fald gerne have. Vi har i hvert fald slåen os på flasken...

Bedømmelsen faldt på fredagens møde i sildelauget, der som bekendt var det andet møde i april på grund af påskens kalendermæssige udfordringer. Men nu er vi tilbage på sporet - og agter i en overskuelig tid fremover kun at holde et møde om måneden.

"Endnu er der ikke nogen ret, der har taget
skade af lidt fløde og bacon."
Skriverkarlen var desværre forhindret i at deltage i de indledende øvelser, men da jeg ankom ved 20-tiden, var menuen komponeret af Jørn i Oldermandens fravær klar til servering. Først en lækker gang laks med fyld af flødeost - og så en gang fyldt mørbrad med brun sovs tilberedt efter det gode gamle princip om, at der endnu ikke er nogen ret, der har taget skade af bacon og fløde.

Og mørbraden? Den var virkelig mør. Anden-serveringen gav faktisk mindelser om pulled mørbrad, hvis noget sådant ellers findes i det kulinariske begrebsverden.

Lækre sager - og atter en succes fra Øland Sildelaug...
Hardys giftblanding var behørigt etiketteret
- og afspejler en sikker farvesans.

Den lækre lakse-forret.

tirsdag den 26. april 2016

Dunhammer

En barndomserindring

 Da jeg var barn, brugte jeg meget af tiden ved Farsø Sø.

Det var et herligt sted, hvor der altid var en chance for en våd støvle. Søen var omkranset af siv og dunhammere - og jeg var ret fascineret af dunhammerens frøstande. Dengang var det forresten også moderne at have sådanne nogle dunhammere stående indendørs i en vase, så på et tidspunkt slæbte jeg da også et par stykker med hjem.

Desværre er jeg jo en nysgerrig sjæl, der lige skulle se, hvad der var inde i den bananformede frugtstand, så jeg pillede den selvfølgelig fra hinanden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet - måske en slags banan. Men sådan spiller virkeligheden ikke, for inden i er der tusindvis af frø, der mest af alt minder om mælkebøttefrø. Det var bestemt ikke populært hos min mor, da jeg fik dem spredt på værelset og efterfølgende i det meste af huset.

Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt...

Retfærdigvis så skal det med, at dunhammerens rod er spiselig. Jeg prøvede det en gang for mange år siden på et overlevelseskursus. Det er ikke haute cuisine, smager ikke rigtig af noget, men roden er rig på stivelse som kartofler, og man kan sagtens overleve på det - og tilsat lidt frølår, så er man godt kørende i mangel af andet.

søndag den 24. april 2016

Løvsanger

Anonyme sangfugle

Sådan en løvsanger er ikke nem at få øje på...
I dag drak jeg morgenkaffe ved Bjerget - en cirka 20 meter høj morænebakke øst for Ulvedybet.

Foran bjerget er der et lille krat bestående af gyvel, havtorn, hyld, mirabelle og en række andre træer af blandet herkomst. Der var masser af løvsangere - tror jeg nok, for sangere kan altså være svære at se forskel på - og jeg fik en hel lille billedserie med den ganske undseelige sangfugl.

Den er ikke nem at få øje på. Den er genialt camoufleret, og når først træerne får løv, er det kun sjældent, at man ser den. Men netop i disse dage, hvor træerne endnu er halvnøgne, er chancen der altså.

Jeg kan ikke se forskel på en løvsanger og en gransanger, som der er cirka lige mange af i Danmark - 250.000 ynglepar af hver. Men jeg kan høre forskel. Gransangeren har en meget karakteristisk sang: tjiftjaf, tjiftjaf. Den hedder også Chiffchaffer på engelsk. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det var løvsangere, der var i området ved Bjerget. Endnu har jeg ikke hørt tjiftjaffen i år, men jeg plejer at have et par i haven, så det kommer nok.

Udover sangerne var der også et par gulspurve ved Bjerget sammen med de allestedsværende solsorte.

Bønderne har travlt i øjeblikket med at så. Derfor ligger mange marker bare. Det var en god lejlighed til at få et ordentligt fasanbillede - for ellers plejer fasanerne altid at gemme sig i bevoksningen, når jeg finder kameraet frem.




Sct. Georgs lørdag

Ny folk

Fra venstre Martin, Søren, Søren, Ulrik og Thomas.
Lørdag var det Sct. Georgs Dag. For en voksen spejder som mig er det næsten lige som juleaften eller måske snarere nytårsaften...

Da det nu var lørdag, holdt vi møde om formiddagen med efterfølgende brunch. Sct. Georgs gildehallen er jo den årlige sammenkomst, hvor vi bekræfter spejder- og gildeløftet - og så løber et gildeår fra den 23. april til den 22. april næste år.

I 8. gilde i Aalborg har vi den tradition, at vi skifter halvdelen af ledelsesposterne hvert år, så ingen bliver metaltrætte af at tage ledelsesansvaret. I år skiftede vi skatmester (kasserer) og flagherold, der som navnet siger har et særligt ansvar for fanen, men ellers tæller som et menigt bestyrelsesmedlem.

Det er forresten også en tradition efterhånden, at jeg hvert år den 23. april tager et foto af den nye gildeledelse, så det bringer jeg lige her.

lørdag den 23. april 2016

Voldsomme skyer

Morgenstemning fra Limfjordens bredder

Jeg stod op klokken fire for at køre til Aggersund. Det er tid for sildens forårstræk gennem fjorden - og håbet var en spand sild eller to. Fiskeriet var dog ikke værd at skrive hjem om.

Til gengæld bød morgenen i det lidt ustadige højtryksvejr på nogle spændende scenerier - specielt over mod Mors og Thisted, hvor morgenen angiveligt bød på en snebyge.

Så turen var alligevel alle anstrengelserne værd - og så må vi se, om ikke fiskelykken er bedre en anden dag.

Hvid anemone

Forårsblomsterne dækker skovbunden

Anemonerne har travlt i disse dage. De blomstrer på livet løs rundt omkring i løvskovene - og det begynder at haste. For om få dage kommer løvspringet og lukker al lys ude fra skovbunden - og så gælder det altså om at være færdig med blomstring, frøsætning og bestøvning - og hvad der ellers er vigtigt i en anemones liv.

Når først bladhanget lukker sig over skovbunden, er der ikke længere brug for anemonerne, og de visner ned, gemmer sig i mulden under bladene og samler energi til næste forår, hvor det hele gentager sig.



fredag den 22. april 2016

Fed tjald

Morgensex på strandbredden

Foråret er en fantastisk tid. Fuglene er fu(g)ldstændig i hormonernes vold - og almindelig forsigtighed og anstændighed er en by i Rusland.

Her til morgen fangede jeg et strandskadepar på sengekanten, mens de dyrkede rå sex. Men der er nu ingen grund til forargelse. For når det er strandskader, er der sandsynligvis også tale om ægte kærlighed. Mange strandskadepar holder nemlig sammen hele livet. Det er alligevel noget, for en strandskade kan blive 25 år og er først i ynglealderen efter fire år.

Strandskaden er den færøske nationalfugl. På færøsk hedder den tjaldur - og så er der vel mange, der tænker tjald, som var et meget brugt slang om hash i halvfjerserne.

Der er også en sammenhæng. For Tjaldur var i mange år navnet på et skib, som sejlede mellem Færøerne og Asiatisk Plads i København. Denne plads var i slutningen af tresserne tilholdssted for nogle af de københavnske pushere. Det foregik i det skjulte, så for ikke at afsløre for meget, brugte man tjaldur som et slags kodeord - og deraf slangudtrykket tjald.

Det skulle være ganske vist...

Dagens bonusbillede er en musvåge, der gemte sig på strandengen. Jeg havde ikke set den, så da den pludselig fløj op, var jeg ærlig talt ved at skide i bukserne af bar forskrækkelse. Heldigvis gik den ikke til angreb på fotografen...

torsdag den 21. april 2016

Monstermaskiner

Megakran

Sammenlign kranens størrelse med
den røde kassevogn foran.
Jeg er ofte på Grønlands-havnen i Aalborg - og sommetider har jeg spekuleret på, at vejnettet i havnen forekommer lettere over-dimensioneret i forhold til trafikmængden på det lukkede område.

Men i går fik jeg forklaringen, da jeg mødte denne megakran. For vejene bruges af Aalborg Havn, når man flytter kraner rundt i området - og det kræver som bekendt sin vej. Det var ret imponerende at se. Prøv at sammenlign kranen med den røde kassevogn, der kører foran. Bilen kan jo være i grabben. Den er godtnok stor, ja, den er, kranen...

Imponerende...
Bemærk også den fine spindeltrappe, der går op til toppen.

Og nu vi er i gang, så læg også mærke til den gamle jernbanevogn til højre. Det er læskuret til et trinbræt på den genåbnede jernbane til Østhavnen. Aalborg Havn har store planer om at kombinere skibsfragt med tog - og forventer inden årets udgang at modtage godstog flere gange om ugen.

Der er dog ikke planer om passagertrafik, men jeg går ud fra, at trinbrættet skal bruges af Limfjordsbanen - den lokale veteranbane, som planlægger ture til Østhavnen i fremtiden.

tirsdag den 19. april 2016

Gamle hejrer...

Tæt på Ulvedybets fiskehejrer

Normalt plejer fiskehejrerne nede ved dæmningen at være temmelig sky og slet ikke til at komme i nærheden af.

Men i aften var de nu til at snakke med. Egentlig var jeg taget ud for at fotografere solnedgangen. Ud af bilen skulle jeg i hvert fald ikke i den stride og kolde vestenvind. Og så blev det alligevel til en god fugleaften.

En hel serie hejrebilleder blev det til - og i tillæg en god krikand og en gulspurv.

Solnedgangen??? Tjah, bumbum....








Og så lige en bonusfugl fra lørdag morgen: En hvid vipstjert...:

Vigtig platform

Arktisk Råd er ikke til at komme uden om

Kongerigets arktiske ambassadør Erik Vilstrup
Lorenzen gæsteforelæste på Aalborg Universitet i anledning
 af 20 året for dannelsen af Arktisk Råd.
- Arktisk Råd er helt uden diskussion det vigtigste politiske forum, når Kongeriget Danmarks arktiske strategi skal føres ud i livet. Det fortalte Kongerigets arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen, da han torsdag holdt gæsteforelæsning på Aalborg Universitet i forbindelse med Arktisk Råds 20 års fødselsdag.

Arktisk Råd blev dannet i 1996 i Iqaluit, som er hovedstaden i det delvist selvstyrende canadiske territorium Nunavut. Rådet består af de otte arktiske stater Canada, Kongeriget Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA samt permanente repræsentanter for de oprindelige folk i Arktis fra seks forskellige organisationer, blandt andet ICC (Inuit) og samerne.

Helt enestående i international sammenhæng er det, at repræsentanter for de oprindelige folk indgår i rådet med samme taletid som de otte stater. Da alle beslutninger i Arktisk Råd skal træffes i enighed, giver det de oprindelige folk en helt særlig mulighed for at påvirke det politiske billede i Arktis.

Et andet særkende ved Arktisk Råd er, at nationer uden for det arktiske område og organisationer kan opnå observatørstatus – og det er en mulighed, som flere og flere er interesserede i. I øjeblikket har 12 lande observatørstatus. Det er Frankrig, Tyskland, Holland, Polen, Spanien, Storbritannien, Kina, Italien, Japan, Sydkorea, Singapore og Indien. Blandt observatør-organisationerne kan nævnes Røde Kors, Nordisk Ministerråd og WWF.

Interessen for Arktis er stor på den internationale scene i øjeblikket – og derfor er der også kø for at opnå den eftertragtede observatørstatus. Der er i øjeblikket 16 nye ansøgere om observatør-status - og der kommer sikkert flere til, inden rådet holder sit næste ministermøde – Arktisk Råds øverste organ – til næste forår i Fairbanks, Alaska.

Blandt ansøgerne er der lande som Grækenland, Tyrkiet, Mongoliet og Schweits. Af organisationer kan nævnes miljøgrupperne Oceana og Greenpeace, og der er også ansøgninger fra Association of Oil and Gas Producers og National Geographic Society samt ikke mindst EU, der i en årrække har bejlet til til observatør-statussen.

Spørgsmålet om observatørerne er i øjeblikket et af de vigtigste debatemner i Arktisk Råd. De mange observatører bekymrer blandt andet repræsentanterne for de oprindelige folk, som frygter at miste indflydelse. Det er desuden et praktisk problem, fordi det altid har været tradition i rådet, at de fleste møder holdes ude omkring i de ofte meget små arktiske samfund – og det er simpelthen en udfordring mange steder at finde mødelokaler til op imod 1.000 mødedeltagere.

Arbejdet i Arktisk Råd foregår til dagligt i seks arbejdsgrupper samt nogle tidsbegrænsede såkaldte task forces, der består af videnskabsfolk og embedsmænd. Her laves en lang række rapporter, der danner baggrunden for rådets arbejde.

Et par gange om året mødes man på ambassadør-niveau til de såkaldte SAO-møder. SAO står for Senior Arctic Official, og Kongerigets SAO er i øjeblikket den arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen.

Han er ikke alene, men flankeret af repræsentanter for Grønland og Færøerne. For nogle år siden var det anledning til en mindre konflikt, da Grønland i en periode valgte at boykotte arbejdet i Arktisk Råd, fordi man ved ministermødet ikke var garanteret en plads ved bordet, men der er i rådet stor forståelse for den særlige konstruktion, som Kongeriget Danmark udgør med tre relativt selvstændige rigsdele, fortæller Erik Vilstrup Lorenzen. Den grønlandske boykot varede da også kun få måneder, og grønlænderne er i dag aktive på mange fronter i Arktisk Råd.

Som nævnt er Arktisk Råds højeste myndighed udenrigsministermødet, der finder sted hvert andet år. Det er her, de egentlige beslutninger træffes – og her er der sket en væsentlig udvikling, siden den spæde start for 20 år siden, siger Erik Vilstrup Lorenzen.

- Arktisk Råd har undergået en forvandling fra at være et meningsdannende forum til et egentlig politisk forum, der træffer bindende beslutninger.

Gennembruddet kom ved ministermødet i Nuuk i 2011, hvor de arktiske lande enedes om et samarbejde på SAR-området (Search and Rescue). I de vidtstrakte arktiske områder er et samarbejde om søredning og lignende nærliggende, da der kun er meget begrænset kapacitet – og trafikken i de arktiske farvande er stigende både i form af krydstogtsskibe og i form af råstofefterforskning.

I 2013 enedes landene om en tilsvarende samarbejdsaftale om olieforureningsbekæmpelse.

Formandsskabet i Arktisk Råd går på skift mellem medlemslandene hvert andet år i forbindelse med ministermøderne. I øjeblikket er USA formand – og formandsskabet skifter i 2017 til Finland. Kongeriget Danmark har senest haft formandsskabet i perioden 2009-2011.

Arktisk Råd drives i det daglige af et efter international målestok beskedent sekretariat med 11 medarbejdere. Det ligger i Tromsø i Nordnorge og holder til i lejede lokaler hos Norsk Polarinstitutt.

I den forbindelse vil jeg godt lige nævne, at sekretariatet blev grundlagt i 2007, og undertegnede var faktisk den første medarbejder i sekretariatet overhovedet. Jeg arbejdede i Arktisk Råd i perioden april 2007 til juni 2010 som seniorrådgiver. Jeg havde blandt andet rådets kommunikation som arbejdsområde, og det var en spændende pionertid, hvor alting – blandt andet en hjemmeside - skulle bygges op fra bunden. Da jeg forlod rådet og flyttede til Danmark, var sekretariatet vokset til fire medarbejdere.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller jokede dengang ved at fremhæve Arktisk Råd som et forbillede for andre internationale organisationer, der kunne lære af kun at have fire medarbejdere ansat.

Arbejdet i Arktisk Råd har altid været stærkt fokuseret på de særlige miljøforhold i Arktis – ikke mindst i lyset af klimaændringerne, men forrige år tog Arktisk Råd initiativ til dannelsen af et særligt Arktisk Økonomisk Råd, der skal arbejde med erhvervsspørgsmål.

Arktisk Råd er ikke det eneste internationale forum for arktisk politik. Danmark har sammen med USA, Rusland, Canada og Norge indgået den såkaldte Ilulissat-aftale, hvor landene er enige om, at spørgsmålet om grænsedragningerne i Polarhavet skal afgøres på fredelig vis og på et videnskabeligt grundlag, sådan som det er beskrevet i FN’s Havretskonvention. Man er også enig om, at den arktiske politik skal formes i Arktisk Råd.

- Der er derfor ikke noget som helst alarmerende i, at Danmark/Grønland og Rusland  har indgivet overlappende såkaldte submissioner (krav) på kontinentalsoklen i Polarhavet, siger Erik Vilstrup Lorenzen.

– Det viser jo blot, at Rusland følger spillereglerne.

- Arktisk Råd er også et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre med et fredeligt samarbejde i Arktis. På trods af Krim-krisen arbejder vi godt sammen med Rusland i netop Arktisk Råd – og det er mit helt klare indtryk, at det fredelige samarbejde også er i Ruslands interesse, selv om der i pressen ofte spekuleres i en mulig konflikt i Arktis.

Som nævnt træffes alle beslutninger i Arktisk Råd i enighed – og det har flere gange været kritiseret, fordi denne konsensus-politik gør rådet langsomt arbejdende. Det har også været kritiseret, at de skiftende formandsskaber gør det umuligt at lave en langsigtet arktisk politik, men den kritik afvises af Erik Vilstrup Lorenzen.

- Netop rådets arbejdsform gør, at der skabes langsigtede og holdbare løsninger. For mig at se er Arktisk Råd et af de internationale organer, der har haft den hurtigst voksende indflydelse – og Arktisk Råd er slet ikke til at komme uden om. Alle er enige om, at det er her, det sker, mener Erik Vilstrup Lorenzen.

Erik Vilstrup Lorenzens gæsteforelæsning på Aalborg Universitet var arrangeret af CIRCLA ( Centre for Innovation and Research in Culture and Learning in the Arctic), som sammen med det nystartede AAU Arctic er det nordjyske universitets to centre for arktisk forskning.

Artiklen blev bragt som kronik i Nordjyske Stiftstidende 17. april 2016.

søndag den 17. april 2016

Store kodag

Danmarks største marketing-event

Forvirrede køer i det fri...
Så blev det atter store kodag. Dagen, hvor øko-køerne skal på marken.

Det er et dygtigt iscenesat markedsføringsstunt, der skal gøre opmærksom på økologiens og dyrevelfærdens velsignelser. Arrangementet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som mange familier bruger til en tur på landet, så børnene kan se, hvor mælken kommer fra. Og som sådan har det sin berettigelse.

Ikke bare køer, men bilkøer så langt øjet rækker.
Når køerne kommer ud af stalden for første gang om foråret, hopper de rundt. Folk siger, at de danser af glæde. Det er næppe sandheden, for enhver der har set en ko i øjnene, må erkende, at der med stor sandsynlighed ikke er hjernekapacitet nok til nogen som helst form for følelsesmæssig aktivitet.

Køerne hopper og springer nok snarere, fordi de er forvirrede over alt det nye. Som autister er kvæg vanedyr, hvor hverdagen helst skal ligge i faste rammer. I øvrigt har en kvægflok et strengt hierarki - og de færreste tænker på, at denne forårsdag også bruges på nogle temmeligt voldelige sammenstød, der skal fastlægge rangordenen.

Livet i kvægflokken præges af kampe
 om den bedste plads i rangordenen.
I al virakken om de dansende køer overses det også gerne, at der faktisk er et mere nærliggende alternativ til at slippe køerne løs. Visse kvægtyper kan klare sig ude hele året - og min nabos køer bestemmer selv, hvornår de vil være ude i vintersæsonen. Så her i nabolaget har vi køer, der går udendørs hele året - og i følge økologernes disney-filosofi burde det vel være den bedste løsning.

Men sådan er der så meget - og det vigtigste er, at store kodag er med til at bibringe den overvejende urbane del af den danske befolkning forståelse for, at al mad kommer fra landet, og at landbruget derfor er vort vigtigste erhverv.

Som sædvanlig fulgte vi køernes dans hos gårdejer Flemming Birk Nielsen på gården Lunde nær Fosdalen, hvor arrangementet samlede godt 1.000 tilskuere. Jeg havde aftalt med Arlas informationsmedarbejder, at jeg kunne få lov at fotografere inde fra marken fra en lille høj. Det viste sig ikke at være det mest optimale sted at stå, så det blev ikke rigtigt til dansebilleder, men nogle gode ko-billeder blev det da alligevel til...

Hornstubben klør sandsynligvis helt vanvittigt - og mange
af køerne brugte friheden til at gnubbe panden i frisk jord.
Halen er løftet, så den her ko er sur.
Jeg kvier mig ved at indrømme det, men jeg er slet ikke sikker
 på, at Nora Malkeko her bryder sig om fotografer. Den skulede
i hvert fald temmelig olmt til mig.
Tre raske køer højt fra nord...

Historiebryggeriet

På skovtur med fagforeningen

Skulle man blive låst inde på lageret,
er der masser af beskæftigelse.
Lørdag var jeg på skovtur - endda en af de mere festlige, for det var med fagforeningen, og mediefolk er jo festlige mennesker. Især når turen går til et bryggeri.

Turen foregik med bus, så ingen skulle tænke på kørekortet. Halvdelen af Dansk Journalistforbunds medlemmer på Øland - Lise og jeg - blev samlet op i Halvrimmen, og så gik turen ellers derudaf med morgenbrød, kaffe og på falderebet en enkelt dram fremstillet af blæretang. Så var bunden lagt.

Vi lagde ud med frokost og en enkelt økologisk Thy-pilsner på Thisted Dagblad. Herefter stod den på rundtur i J.P. Jacobsens Thisted. Guiden var formanden for J. P. Jacobsen-selskabet, Svend Sørensen, der kender sin by og forfatteren som sin egen lomme. På trods af silende regn var det en spændende tur i både litteraturhistorien og en typisk dansk købstad.

Så er der øl på bordet...
Midt på eftermiddagen ankom vi så til det forjættede bryghus. Mens vi nød de første smagsprøver berettede direktør Aage Svenningsen om et lille, lokalt bryggeri, der havde rejst sig gennem en bevidst strategisk satsning på produktudvikling og på øl med historier i. I dag er en øl jo ikke bare en øl, men et bryg i mange varianter og til mange anledninger. Anstrengelserne blev sidst år belønnet med Danske Ølentusiasters Ølpris.

Rundvisningen var også anledning til at repetere
historien om brygmesteren, der druknede i karret,
men som var oppe for at lade vandet tre gange,
 inden han blev dernede...
Det blev til en rundvisning, en gang smørrebrød og adskillige smagsprøver. Ikke alt var måske helt til min gane, men jeg faldt da blandt andet for Madagascar, der er brygget på bourbon vanille. Den vil efter min beskedne opfattelse gå godt i spænd med chokolade - på trods af at øl og chokolade er en temmelig umulig kombination.

I god stemning med en øl eller to i inderlommen gik skovtursbussen tilbage mod Aalborg med afsætning af undertegnede og Lise - begge i lettere løftet tilstand - i Halvrimmen. Lises mand og sildelaugets oldermand Birger hentede os og modtog en "Jack & Beer" som tak for indsatsen. Øl kan jo bruges til meget i vore dage...

Jeg beklager de uskarpe fotos. Det skyldes ikke beruselse, men mobiltelefonen - for jeg nænnede altså ikke at tage det dyre grej med på turen.

Vi vil have orgier...

Til kamp for et sjovere Danmark

Asterix i Alperne byder på solide
orgier med masser af ostefondue.
- Nej, så var det nu bedre i gamle dage, hvor en mand med podagra og portvinsnæse var et sikkert tegn på ædel byrd, sagde naboen, mens vi sad på bænken i forårssolen og nød en lille dram af egen produktion med dåseøl uden pant fra Fleggaard.

Anledningen til naboens nostalgiske betragtninger var Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.

Budskabet blev selvfølgelig kolporteret af DR, der er ekspert i at tage livsglæden fra danskerne.

Læser man artiklen på statsradiofoniens hjemmeside, viser det sig, at det er en alkoholbehandler, der mener det. Det statistiske belæg er til at overskue – og af artiklen kan man næppe udlede andet, end at antallet af behandlingskrævende sygdomme stiger proportionalt med antallet af behandlere.

Og hvad er problemet? Det kan altså ikke hidse mig op, at nogle af landets pensionister får sig en tår over tørsten. Det er da derfor, man bliver pensionist.

Nu har man knoklet i mange år og ikke haft tid til en ordentlig brandert. Så er det da pensionisterne vel undt, at de tager for sig af retterne. Selv har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at holde mig tilbage, når den tid kommer. Drukdøden forekommer mig alt andet lige mere nådig end de forhold, man byder de ældre på vore plejeinstitutioner.

Færdigretter langt over sidste udløbsdato med udkogte kartofler, elendig smagløs sovs og politikere, der diskuterer om vore ældre har ret til en eller to småkager om dagen. De er jo virkeligheden i dagens Danmark.

Så hellere dø af druk end af en overuddannet sosu-assistents misforståede omsorg i et glædesløst samfund, hvor hjemmehjælperne holder et vågent øje med de gamles forbrug og overforbrug. Det var vistnok Rudersdal kommune, der for et års tid siden forbød hjemmehjælperne at købe alkohol og tobak, når de var på indkøb for kommunens pensionister.

DR gjorde sig i den forløbne uge også bemærket med et TV-program, der handlede om at spare på husholdningen. Angiveligt kunne det foregå ved at spise kikærter og andre nye, ”spændende” råvarer og måske endda blive vegetar.

Undskyld mig, men kikærter ville jeg ikke engang byde et svin. Man risikerer jo, at den ækle smag sætter sig i kødet. Og meget af det andet, der kommer udefra, er altså kejserens nye klæder. Vi producerer verdens bedste fødevarer her i landet. Så er det da ikke meningen, at vi skal vansmægte med kikærter og humus. Hvis vi endelig skal spise noget udenlandsk, foretrækker jeg bestemt foie gras, sortfodsskinke og rensdyrkølle.

I øvrigt klinger det hult, at det er Danmarks Radio, der vil lære danskerne at spare. Selv har institutionen jo aldrig holdt sig tilbage med at fråse med licensbetalernes penge. Generaldirektørens løn, direktionsseminarer i Paris, to og tre studieværter i samme program er blot nogle af eksemplerne, men det er en helt anden sag, som vi kan vende tilbage til en anden gang.

Naboen og jeg vil hellere slå et slag for livsglæden. Vi holder meget af Asterix og i lighed med romerne vil vi have orgier, når vi bliver gamle. Orgier med ostefondue, vildsvinetæer i knofedt med honning, bjørnepølse, farseret girafhals og ikke mindst syltede kolibritunger. Selvfølgelig ledsaget af vin – masser af vin.

Vi vil have orgier, vil vi…

På kanten i Nordjyske Stiftstidende 15. april 2016

fredag den 15. april 2016

I studiet

Det rigtige lys

Sådan et møllehjul af en hat
 gør lyssætningen til en udfordring.
Torsdag aften var jeg på kursus i Aalborg. Lidt genopfriskning på lyslægning ved portrætter, som er en vanskelig disciplin, der næsten ikke kan trænes for tit, hvis man da ikke lige arbejder med det til daglig.

Vi arbejdede med portrætfotos i et professionelt studie, men det var nu mere teorien bag, der var emnet. Meningen med det er, at færdighederne også skal kunne bruges i felten med trådløs flash - og det er i hvert fald nyttigt nok for mig, når jeg blandt andet fotograferer interviewofre og mødedeltagere.

Egentlig var baggrunden hvid, men med
lidt effektiv lyssætning bliver den mørk.
Kurset var sponseret af Canon og Click, så det var også lejlighed til at prøve nogle objektiver, som er uden for min normale rækkevidde rent økonomisk.

Det er ren kundepleje, men det blev nu ikke til nye objektiver i denne omgang, men jeg benyttede mig af et godt tilbud på et triggersæt, så jeg nu kan styre mine flashes med radiobølger i stedet for det indbyggede infrarøde system. Radiobølgerne er mere driftsikre og rækker mindst 100 meter, så det skal jeg nok få glæde af - også ude i naturen.

Her er et par prøver fra kurset.

Skestorketid

Så er skestorken landet

I den forløbne uge er skestorkene så ankommet til Øland - og det skal nok blive skægt.

Det meste af tiden får skestorkene tiden til at gå
med at søge føde i vandet med deres sjove næb.
Jeg har lidt ambitioner om at fokusere på skestorkene de kommende uger, men i dag blev det da også til et par hurtige snapshots, da jeg passerede dæmningen ved Ulvedybet.

Fuglene virkede umiddelbart lidt sky ved min tilstedeværelse, men det skal vi nok få ændre på. Generelt plejer de at komme ganske tæt på vejen og lader sig kun skræmme af motorcykler og fodgængere, så det er en spændende fugl med mange fotomuligheder i.

Og det er da lidt sjovt med den fugl, der før 1996 slet ikke ynglede i Danmark. Nu anslås det, at der er omkring 200 ynglepar.

Forresten - strengt videnskabeligt er skestorken slet ikke en stork, men en ibis.
Skestork med to hoveder og tre ben...
Den ene spiser, den anden pudser fjerdragten.