torsdag den 28. februar 2019

Flokdyr

Og flokplanter


"Fuglene flyver i flok, når de er mange nok...", skrev Benny Andersen.

Så sandt, så sandt, selv om de måske ikke flyver, men mest æder og svømmer i disse dage.

Her er et par billeder af flokdyr og flokplanter på en dejlig forårsdag i februar her på Øland.

søndag den 24. februar 2019

Springtid

Når gærdet er lavest

Søndag formiddag mødte jeg nær Halvrimmen en rudel rådyr. Det kaldes på denne årstid også et spring, som er en flok rådyr med både hanner, hunner, unge og gamle. Man siger også, at dyrene går i spring.

Jagttiden sluttede 1. februar, så nu tør rådyrene igen vove sig af skovens trygge, dybe, stille ro i dagtimenerne. Efter vinteren står den på restitution - og fostrene i de beslåede råer er begyndt at vokse. Parringen skete allerede sidste efterår, men det er altså først nu, at fostrene begynder at vokse.

Bukkene tåler ikke synet af hinanden, når først brunsten nærmer sig, men endnu er der fred i flokken, så de sammen kan springe over, hvor gærdet er lavest. Kort sagt: Netop nu er der fred, idyl og ingen fare i springet.

Øv

Nederlagets time

Crémanten var lagt på køl, for sæt nu Julie og Nina havde vundet det danske Melodi Grand Prix.

Sådan gik det som bekendt ikke, men nærved og næsten, så jeg tager mig nu alligevel et glas bobler efter en lang dag i Boxen i Herning og på de jyske landeveje. Jeg kørte hjemmefra kl. 11 og er netop kommet hjem klokken tre om natten. Dina sover, så jeg deler boblerne med mig selv - og så et gennemsyn af de godt 500 fotos det er blevet til.

Jeg har selvfølgelig løbende tjekket billederne og redigeret et par håndfulde, som blev sendt til Grønland, hvor de nu kan ses på Sermitsiaqs hjemmeside.

Det øverste billede er tæt på at være guddommeligt, men jeg kunne ikke bruge det på grund af Sermitsiaqs 1:2 format. Jeg er ret vild med situationen, hvor Julie og Nina nærmest står på en sky og synger - takket være DR's sædvanligt overdådige scenografi, hvor der bestemt ikke bliver sparet på effekterne og licensbetalernes penge.

Det andet foto er fra det interview, jeg lavede med duoen umiddelbart efter nederlaget. Der blev ikke plads i avisen til fotoet, men det er ret sjovt, synes jeg. Julie ankom til det afsluttende pressemøde med skoene under armen og sønnen Casper i hånden.

Nu trænger jeg til en kold øl, sagde Julie, mens Nina proklamerede, at hun ville have en gin og tonic...

P.s. 24 timer senere: Jeg har lige tilføjet nogle flere fotos (Alle billederne er klikbare):






fredag den 22. februar 2019

Melodi Grand Prix

En ny verden

Denne weekend går med at dække det danske Melodi Grand Prix for den grønlandske avis Sermitsiaq. Det er der to grunde til: De grønlandske sangere Julie og Nina.

Det er en stor historie i Grønland, for det er nu fyrre år siden, at Grønland sidst var repræsenteret ved det danske Melodi Grand Prix. Dengang sang Rasmus Lyberth sig til en beskeden 11.-plads med sangen Faders Bøn, mens Tommy Seebach vandt med Disco Tango.

Hvis der var nogen, der for fyrre år siden havde sagt, at jeg skulle overvære et Melodi Grand Prix - og oven i købet bag scenen - ville jeg nok ikke have troet dem. Jeg indrømmer blankt, at det ikke lige er mit specialområde. Til gengæld har jeg jo forstand på Grønland - og det stiller mig nu temmelig godt i sangkonkurrencens presserum, hvor det gælder om at få de gode tips og de gode historier. Her er det en stor fordel, at jeg ikke skal koncentrere mig om ti kunstnere - og min vinkel er anderledes end de fleste andre mediers.

Men en sælsom verden er det alligevel. Men egentlig meget sjovt. For alle, man møder, har en historie og en mening og er klar til at blive citeret. Sådan er det ikke altid ude i den virkelige verden.

Som altid ved store begivenheder undrer jeg mig over den danske presses fremtoning - og så i modebyen Herning. Det står i grel kontrast til en spansk journalist, jeg delte bord med i presserummet. Ulastelig klædt med pressefolder i bukserne, slips og blazer. Her kunne jeg trods pæn polo og sweater alligevel ikke være med....

Fed mad

Stegt ål

Før.
Egentlig hører der både øl og brændevin til, men det droppede vi, da vi torsdag flottede os med en gang stegt ål. Der var ikke noget særligt at fejre, selv om stegte ål jo også er en slags fest i sig selv.

Kartoflerne var flødestuvede, ålen blev stegt med skind på for at holde på det lækre ålefedt - og som prikken over i'et kom stegefedtet oven på de stuvede kartofler.

Det med at stege ålene med skind på, lærte jeg i sin tid af min farmor. Det kan stærkt anbefales. Skindet bliver dejligt sprødt - og så holder det som sagt på ålefedtet. Når man bider i ålestykket, er der stor risiko for 111-taller på hagen. Fedt, mand!
Efter.

torsdag den 21. februar 2019

White Russian

Belønning for vanvid

Onsdag eftermiddag blev jeg grebet af et rablende rengøringsvanvid, så hele Grønlandssalen fik en tur med salmiakvand, brun sæbe og støvsuger.

Især gik det ud over baren, der nærmest fik en såkaldt makeover - hvilket den også trængte til. Det er flere år siden, at jeg sidst har nærmet mig baren uden et glas i hånden...

Bordpladen fik en gang bivoks, barstolene blev afrenset med salmiakvand og blender, vinkøler, isspand og shaker blev vasket efter alle kunstens regler.

Og da jeg nu stod med shakeren i hånden, kunne jeg lige så godt snuppe en cocktail. Det er heller ikke så ofte, det sker. Det blev til en variant over White Russian, som jeg fandt på nettet. Jeg forstår det ikke helt, for normalt skal der mælk og kahlua i denne drink, men varianten her viste sig at være både en tørstslukker og samtidig en lidt sød sag - lige til at nippe til efter hårdt arbejde.

Jeg tog fire centiliter gin, fire centiliter Drambuie (andre triple secs som Grand Marnier eller Cointreau kan også gøre det), en sjat citronsaft, lidt sukker og en æggehvide. Aktuelt blev det en pasteuriseret æggehvide fra Bilka, men det var nu kun fordi, jeg ikke havde noget at bruge blommen til. Normalt spiser vi friske landæg her i huset - og jeg nærer ingen betænkeligheder ved at bruge en æggehvide fra et æg, der kommer frisk fra hønen.

Ingredienserne kom i shakeren med en håndfuld isterninger, og så fik det en ordentlig rystetur, inden jeg hældte det i et cocktailglas, der lige havde fået et kvarter i fryseren.

Som sagt - det smagte herligt og var en velfortjent belønning efter dette momentale anfald af vanvid.

Forresten benyttede jeg også lejligheden til at sætte et par kroge i væggen ved baren, så min nyerhvervede champagnesabel kan komme til sin ret - også når vi ikke sabler champagne.

onsdag den 20. februar 2019

Superdupermåne

Måneskinsnatten

Tirsdag aften skruede TV-meteorologerne sig op til hysteriske højder ved udsigten til nattens såkaldte supermåne. Månen er i øjeblikket 40.000 km nærmere jorden end normalt - sådan cirka 360.000 km - og derfor lidt stærkere i lyset. Så i TV-dramatisk jargon er det selvfølgelig supermåne. Men det skal man nu ikke lade sig rive med af. Fænomenet sker jævnligt med godt et års mellemrum. Næste gang 9. marts 2020.

For fire uger siden var det blodmånen, det gjaldt - og sådan er der så meget. Men jeg kunne nu ikke dy mig, så her er et par fotos af aftenens supermåne.

søndag den 17. februar 2019

Taler danskerne dansk i Grønland

Fra arkivet

Kronikforfatteren og fruen ("Hjemmestyret")
på tur i Godthåbsfjorden 1995.
Jeg faldt tilfældigvis over en kronik, jeg skrev i 1995 et par år efter, at jeg var flyttet til Grønland. Kronikken handler om den måde, danskerne i Grønland taler på og er et ganske sjovt billede af en tid, hvor Grønland stadig var en temmelig isoleret del af Kongeriget. Jeg bringer her kronikken fra 5. april 1995 i Aalborg Stiftstidende samt nogle forklarende noter.


Ved De, kære læser, hvad flyfrisk betyder?

Så har De sikkert prøvet at handle i et grønlandsk supermarked. I Grønland bliver grøntsager, mælk og andre varer med begrænset holdbarhed nemlig fløjet ind fra enten Danmark, Canada eller Island, og butiksindehaverne ser derfor en fordel i at understrege, at varerne er flyfriske i modsætning til varer, som er sejlet hele den lange vej fra Danmark.

Sprog er en dynamisk størrelse. Det udvikler sig, uanset om vi ønsker det eller ej  i et samspil med de omgivelser, vi bruger det i. Det er en udvikling, som ofte vækker bekymring blandt velmenende sprogrøgtere. Udviklingen giver også anledning til mange umulige diskussioner – umulige fordi udviklingen netop ikke er til at standse. Men et overset hjørne i debatten er det  danske sprogs vilkår i Grønland. Hvordan har det danske sprog det her?

Der er ingen tvivl om, at det danske sprog udvikler sig anderledes her end i selve Danmark. Jeg vil bevise denne påstand med nogle eksempler på sproglige fænomener, som er unikke for det danske sprog, som tales blandt danskere i Grønland.

Dansk i Grønland er håndværkernes sprog. Siden halvtredserne har adskillige tusinde danske håndværkere på godt og ondt været med til at sætte et tydeligt præg på Grønland – og altså også den måde, som vi taler på heroppe.

Håndværkernes sprog er frivolt, hårdt og kontant og har sat sig blivende spor her i Nuuk, hvor de har givet navn til flere lokaliteter.

Sygeplejeskolen omtales konsekvent – også blandt mange grønlændere – som rideskolen, og den blok, hvor sygeplejerskerne tidligere havde deres tjenestebolig hedder selvfølgelig Trussely.

Håndværkernes sprog er et mandfolkesprog. En grønlandsk pige omtales ofte noget nedladende som en sniger. Ordets oprindelse er, at der tidligere var mange piger, som listede rundt om håndværkerbarakkerne i håb om at finde en fest og måske en mand.1)

Blandt danskere i Grønland er der en række danske ord, som enten bruges anderledes eller slet ikke findes på dansk i Danmark.

De kalder det laks, men i virkeligheden er det fjeldørred.
Tag for eksempel en fjeldørred, der konsekvent omtales som en laks. Det er selvfølgelig noget rod, for hvad skal man så kalde en laks? Det er der råd for. Det hedder en skællaks.

På samme måde er det med den i øvrigt velsmagende hval, der på godt dansk hedder en vågehval. Hvis man bruger det udtryk heroppe, bliver man ikke forstået, for her hedder den sildepisker.

Det er i det hele taget ikke nemt for tilflyttere at begå sig på brædtet, for ønsker man en polarlomvie, skal man spørge efter en alk. Den fugl, som på standarddansk hedder alk, er sjælden og fredet og kan slet ikke købes.

Nu vi er ved madvarerne. Heroppe er der ingen, som taler om grønlandsk mad – det hedder grønlandsk proviant. Udtrykket stammer givetvis helt tilbage fra koloniseringen i Grønland. Når man fouragerer og samler mad til længere togter, taler man jo den dag i dag om proviant (skibsproviantering for eksempel).2)

Før brugte jeg ordet brædtet. Det kræver også en forklaring.

Brædtet er det lokale marked, hvor man køber fangernes produkter, og det staves konsekvent brædtet, selv om om den korrekte form på dansk er brættet. Navnet har sin oprindelse i markedspladsens primitive udforming. På de små steder er det sjældent mere end et bræt, men det kan undre, at det tilsvarende grønlandske ord er Kalaaliaraq, hvilket blot betyder den lille grønlænder.3)

De fleste danskere i Danmark kender det meget brugte grønlandske ord for kaffeselskab, kaffe-mik. Hvad de færreste ved er, at ordet er pæredansk i sin oprindelse, men sidenhen er det også gået ind i det grønlandske sprog.

Kaffemik er opstået som en dansk efterligning af grønlandsk – en slags undersættelse. På tilsvarende måde findees der andre undersættelser, som er rent danske. Når noget ikke fungerer, siger en dansker krakimut. På grønlandsk hedder det ajorpoq.

Puritanere blandt grønlandske sprogrøgtere er meget bekymret for de mange danske ord, der har sneget sig ind i det grønlandske sprog, men udviklingen går også den modsatte vej. Når vi spiser ride /(tretået måge), spiser vi taateraaq (med tydelig dansk flertalsendelse taateraaq’er, og når vi sejler i kajak, er det altid udtalt på grønlandsk: grajak’. Ordet staves qajaq og er sammen med anorak et af de få grønlandske ord, som har bredt sig internationalt. Nåja, så er der iglo, der på grønlandsk staves illu og såmænd bare betyder hus.

Mange andre grønlandske ord har sneget sig ind i det danske sprog heroppe, især de mange små høflighedsfraser og hverdagsbemærkninger, der bruges adskillige gangdagligt. Når noget er i orden, er det ajunngilaq, når vi har fået nok af en ting, siger vi tassa (udtales dessa) og de fleste danske behersker og bruger med ekvilibrisme den grønlandske gradbøjning af tak: Qujan, qujanaq, qujanarsuaq (tak, mange tak, rigtig mange tak). I lige måde hedder tilsvarende illillu.

Det er en velkendt, men usand myte, at inuitsprogene rummer 17 forskellige ord for sne. Det er nu kun et ord (aput), men takket være de eskimoiske sprogs specielle struktur kan ordet bøjes i det uendelige, og der opstår hver gang et nyt ord.

Tilsvarende har man på dansk været nødt til at opfinde forskellige ord for forskellige former for is, fordi det er nyttigt i Grønland at kunne skelne mellem forskellige former for is, for eksempel vestis, fastis og storis. Specielt storis er meget generende for trafikken om sommeren. Kuriøst nok er Sydgrønland lettere at besejle om vinteren end om sommeren. Storis er drivis fra Nordøstgrønland, der båret af havstrømmene klumper sig sammen i de sydgrønlandske fjorde om sommeren og derved umuliggør sejladsen.

Mange nyankomne undrer sig over ordet vandsø. En sø er da for pokker altid fuld af vand! Der er imidlertid ikke grundvand i Grønland, og man bruger ordet vandsø for de søer, hvor drikkevandet kommer fra, og som derfor har krav på særlig beskyttelse.

Skibshavnen i Nuuk set fra Nordhavnen.
Tilsvarende har vi det stærkt tautologiske udtryk skibshavnen her i Nuuk. En havn er jo netop beregnet til skib, men skibshavnen er det sted, vhor de store atlantskibe lægger til – modsat kolonihavnen og lystbådehavnen, som er for mindre både.

Atlantskibe er også et specielt ord, som afspejler, at al forsyning foregår over Atlanten- altså fra Danmark. Tilsvarende betyder ordet atlantlufthavn en lufthavn, der kan modtage store fly, der er i stand til at flyve over Atlanten. En undtagelse fra denne brug af ”atlant” er dog SAS-flyet til og fra Kastrup. Det hedder slet og ret Danmarksmaskinen.4)

Danmarksmaskinen er netop landet
 i Kangerlussuaq - vistnok i 1997.
Et meget brugt ord, som særligt springer i ørerne, er fastvingefly. I et samfund, hvor infrastrukturen i høj grad er lagt an på helikoptertransport, er det nødvendigt ed et ord, som udtrykker det modsatte af helikopter (snurrerundsuaq) – altså fastvingefly. Ordet er et fagord, idet fly i flyversprog er en fællesbetegnelse for fastvingefly og helikoptere.5)

Snurrerundsuaq i heliporten i Sisimiut 1994.
Flyversproget har haft nemt ved at få indflydelse her, fordi mange danskere netop arbejder med flyvning. De fleste kender en eller flere, som arbejder ved Grønlandsfly. Samtidig har de fleste heroppe et tæt og intimt forhold til flyvning.

Grønland er ikke lige stedet, hvis man lider af flyveskræk, for man kommer hverken til eller fra eller rundt i landet, med mindre man flyver. I mange mindre byer er det også sådan, at man altid kører ud i heliporten (lille flyveplads til helikoptere), når den daglige eller ugentlige helikopter ankommer bare lige for at se, om der er kendte folk med. Og det er der jo som oftest.

Både dansk og grønlandsk er præget af den store indflydelse, de amerikanske baser har haft på denne verdens største ø. Mest tydeligt hører vi det i den allestedsnærværende afskedshilsen: baaj, som er en grønlandisering af det amerikanske bye.

Når en familie flytter fra Grønland ofte efter mange års ophold, er det selvfølgelig en vemodig stund. De rejser for godt, som det hedder med en fordanskning af det amerikanske for good. Jeg erindrer aldrig at have hørt udtrykket i Danmark.6)

Samværet mellem danskere og grønlændere er på mange måder en solstrålehistorie om integrationens svære kunst. Og selv om det måske ikke politisk korrekt at sige det, vil det danske og det grønlandske sprog leve side om side i Grønland mange år endnu.

Det danske sprog er er på verdensplan et mindretalssprog ligesom grønlandsk. Og derfor under bestandigt udvikling, ja, nogle vil endda sige under pres.

Med stadig kortere mellemrum føler Sprognævnet i Danmark sig tvunget til at revidere den på bjerget gældende ortografi. Årsagerne hertil er mangfoldige. Skolelærerne har i en årrække ikke følt sig forpligtet til at videregive det danske sprog i en korrekt form til eleverne.

Et markant mindretal af skoleeleverne har ikke dansk som modersmål. Tysk og engelsk fjernsyn vælter ind over grænserne. Internet kræver nærmest engelsk. Det er en velkendt problemstilling.

Det er også velkendt, at mange er bekymret for det danske sprogs og den danske kulturs indflydelse på grønlandsk sprog og kultur. Men jeg kunne ønske, at bare en enkelt sprogforsker eller specialestuderende begyndte at interessere sig for, hvordan det danske sprog udvikler sig i et relativt isoleret samfund som det grønlandske. Det er nemlig bestemt ikke kedeligt. Og hvis man har råd til at have en mand siddende på livstid på Aarhus Universitet for at lave en ordbog over jyske dialekter, skulle der vel også være midler til bare et lillebitte forskningsprojekt i den særlige danske dialekt, som 8-9.000 danskere i Grønland har udviklet.

Grønlandsk-dansk er et levende sprog, som i høj grad afspejler et liv i et samfund baseret på andre præmisser end dansk bondekultur.

I øvrigt kan det være meget svært heroppefra at følge med i det danske sprogs udvikling. Da jeg i den forløbne sommer var på den årlige ferie i Danmark, var jeg nogle dage i sommerhus i Blokhus. Der var fest og glade dage, men der var et problem. Jeg var ikke helt med på, hvad kammeraterne hele tiden havde i hovedet. De talte nærmest sort!. De talte om jader!

Til sidst måtte jeg bide i det sure æble og be’ om en forklaring. Svaret lå selvfølgelig lige for. Det er det, som vi på godt dansk i Grønland kalder for patter! Men det er jo ikke nemt at vide, når man lever lykkeligt i verdens smukkeste natur. Grønland er Tæskehold-fri 7) zone, og det er jo egentlig et meget godt argument for at blive boende her for godt.

Noter:
Artiklen handler kun om danskere i Grønland og tager på ingen måde stilling til det danske sprogs rolle i det grønlandske samfund. Artiklen kan derfor heller ikke bruges i debatten om danskundervisningen i den grønlandske folkeskole.

Kronikken har næsten 25 år på bagen - og det er mit indtryk, at danskernes sprog i dag er mere præget af rigsdansk. Det skyldes blandt meget andet, at man i dag kan se dansk TV i Grønland - og det grønlandske samfund generelt ikke er så isoleret som i 1995.

En lille detalje, som jeg først har fanget senere, og som tydeligt afslører en person som flyfrisk, er ordet isbjerg. I Grønland siger man konsekvent isfjeld.

1) Ordet er stærkt nedsættende og bruges næppe mere.
2) Udtrykket bruges kun sjældent nutildags.
3) Kalaaliaraq var navnet på den grønlænder, der i slutningen af halvtredserne opfandt brædtet, har jeg sidenhen fundet ud af.
4) SAS flyver ikke længere til Grønland. Siden 2002 har Air Greenland været alene på ruten, men flyet omtales nu stadig som Danmarksmaskinen - eller Norsaq (spydspids), som er navnet på Air Greenlands A-330.
5) I 1995 var der kun fire landingsbaner til fastvingefly i Grønland. Det har siden ændret sig, men stadig er helikoptere meget brugt til transport i "Udkantsgrønland".
6) Dette engelsk-amerikanske udtryk er siden blevet gangbart også i Danmark.
7) Tæskeholdet var i midten af halvfemserne et angiveligt meget populært satireprogram i Danmarks Radio.

fredag den 15. februar 2019

Sandheden om sandheden

Falck-skandalen

Intet menneskeligt er mig fremmed, så afsløringen af Falcks angiveligt ufine metoder i Bios-sagen kommer sådan set ikke bag på mig – men sagen irriterer mig.

Jeg er selv kunde hos Falck, og jeg har stor respekt for virksomheden og dens mange loyale medarbejdere, der med lige dele korpsånd, kærlighed til jobbet og virksomheden samt stor passion for at hjælpe folk i nød har stået som en klippe af redelighed i dansk erhvervsliv. Der venter nu Falck et stort arbejde med at genoprette den tillid.

Sagen irriterer mig, fordi jeg selv har nu 35 års erfaring i kommunikationsbranchen både som ansat og selvstændig. I vores branche har det altid været en grundregel, at man skal holde sig til sandheden, måske i en snæver vending ikke rutte for meget med den, men altid sandheden og ikke andet end sandheden. Sommer, høst, vinter, vår – sandheden altid består.

Det er simpelthen dårlig rådgivning, når Falcks rådgivere på kommunikationsfronten har kastet sig ud i bagtalelse, spin og løgne – og den eneste forklaring kan være en ekstrem dårlig faglighed hos rådgiverne.

Det kan godt være, at man ikke har de store skrubler ved ufine metoder, men al erfaring viser, at det ikke kan betale at ty til løgnen. Det bliver altid - ALTID – opdaget og bagefter venter det store og nedværdigende arbejde med at få genoprettet tilliden. Og det bliver altid værre endnu, hvis man så ikke indrømmer løgnen, men fortsætter med at væve spind af løgne. Det kan adskillige politikere og virksomheder efterhånden tale med om. Ingen nævnt, ingen glemt…

At lyve er ligesom at tisse i bukserne. Det giver en stakket varme, men bagefter venter endnu mere kulde – og ikke mindst stanken. Så gode rådgivere anbefaler naturligvis ikke løgn som et middel. Og så har jeg slet ikke taget stilling til det moralsk angribelige i at benytte løgnen som våben.

Hvis en virksomhed holder sig til det grundlæggende – at producere nogle varer og sælge dem igen med et passende overskud, behandler medarbejdere og miljø ordentligt – kan det ikke gå helt galt. Men som i alt andet er der ingen genveje. Hurtige penge findes ikke. Men ved flid og nøjsomhed går det nok endda. Det kan endda gå rigtig godt…

Jeg har som sagt gennem et langt arbejdsliv hjulpet virksomheder og institutioner med deres kommunikation. Der ligger en fantastisk historie derude i virkeligheden – og jeg har hjulpet adskillige med den historie. Frisører, mekanikere, maskinproducenter, hoteller, grossister, fiskefabrikker, adskillige kommuner og mange andre. For arbejdspladsernes store udfordring ligger i, at når de ser dimser og smarte tekniske løsninger på samlebåndet, så kan det være svært at kommunikere, hvad disse dimser gør for kunderne og samfundet.

Her kommer kommunikationsrådgiveren ind i billedet. For virksomheder producerer ikke ting, men noget meget større. Kommuner producerer ikke skoler og plejehjem, men tryghed, Carlsberg producerer ikke øl, men fællesskab og sociale oplevelser, Lego producerer ikke byggeklodser, men leg, og selv gyllespredere har en god historie om at udnytte vore ressourcer på en ansvarlig måde.
Den historie er jeg gerne med til at fortælle videre – og derfor irriterer det mig, at min branches rygte og omdømme nu har taget skade på grund af nogle useriøst arbejdende rådgivere.

Vi skal også passe på ikke at smide barnet ud med badevandet. Endnu inden vi kender resultatet af politi-undersøgelsen af Falck, er politikerne allerede i gang med at overveje, om regionerne skal bryde samarbejdet med Falck. Det er spin af værste skuffe fra især regionspolitikere, der har set skriften på væggen og ønsker at nationalisere ambulancekørslen, så de har noget at give sig til, når regionerne om formentlig kort tid bliver nedlagt. Selv om Falck har svigtet, er der for mig slet ingen tvivl om, at en privat virksomhed altid kan løse sine opgaver bedre end en politisk ledet organisation.

For en god ordens skyld lige en deklaration: Jeg arbejder hverken for Falck eller regionerne og har derfor ikke noget i klemme i sagen.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 15. februar 2019

tirsdag den 12. februar 2019

Dæmning fylder år

Lokalhistorie

I år er det 100 år siden, at Øland-Gjøl-dæmningen blev bygget, og den lokalhistoriske gruppe har derfor lagt op til, at der skal være fest den 15. juni.

Jeg har lovet at give en hånd med. Derfor har jeg stået på hovedet i arkiverne og fundet en masse fotos, som kan bruges til en udstilling og nogle plancher ved dæmningen.

Desuden var jeg blevet bedt om at lave et coverbillede til begivenhedens Facebook-side, hvor man både kan se fugletårnet på Ølands-siden og Bjerget på Gjøl-siden. Mandag var det fint vejr, så jeg drog af sted med kameraet - og fik da også løst opgaven.

Nu jeg var ude at køre med kameraet, blev det også til et smut til Attrup, hvor der var udsigt til årstidens store gåseflokke. Det blev selvfølgelig også til et billede af de sydvendte skråninger på Erik Bannersvej, der netop nu springer ud i fuldt flor med vintergækker og erantis. Det er en skøn tid, når der er grøde i naturen.

mandag den 11. februar 2019

Strikkeklubben

Hygge ved strikkebordet

Forleden lavede jeg en artikel om strikkeklubben på Det Grønlandske Hus i Aalborg til den grønlandske avis Sermitsiaq. Artiklen er et glimrende eksempel på, hvordan stort og småt finder vej til mit skrivebord - og også på, hvor varieret min hverdag kan være.

Jeg kan godt lide at lave den slags hyggelige artikler, hvor der ikke er så meget på spil. Og jeg har altid kunnet se en god historie i selv de mindste ting. Det er min styrke og sikkert også min svaghed, for det giver i hvert fald aldrig Pulitzer-prisen eller bringer regeringer til fald.

Jeg har det også fint med selv at fotografere til mine artikler. Der er altid lidt forberedelser, som er en god anledning til lidt småsnak, så man kommer lidt tættere på folk.

I det aktuelle tilfælde blev det også til et par billeder, som jeg indtil videre - året er jo lige begyndt - mener, er gode kandidater til min private konkurrence om årets billede. Hyggeligt ser det i hvert fald ud.

Der er i øvrigt en lille udfordring, når jeg fotograferer til Sermitsiaqs hjemmeside, fordi billedformatet her er 2:1, altså et billede der er dobbelt så bredt som højt. Det skal man lige huske på, når man fotograferer - og derfor valgte jeg at holde kameraet temmelig skævt på det ene billede.

søndag den 10. februar 2019

Den sorte ø

På komparativt eventyr

1968-udgaven af Den Sorte Ø.
For en måned siden fyldte Tintin 90. Den populære tegneseriefigur kom til verden i Belgien i det ugentlige børnetillæg ”Le petit vingtième” til den belgiske avis ”Le vingtième siècle” – det tyvende århundrede - som den 10. januar 1929 bragte de første striber fra Tintin i Sovjet.

En stjerne - en mystisk stjerne, fristes man til at sige - var født. Tintins oplevelser har siden gået sin sejrsgang verden rundt i bogstaveligste forstand - og serien har pyntet slemt på tegneserieverdenens tidligere omdiskuterede og lidt brogede omdømme.

Jeg stiftede bekendtskab med Tintin i midten af tresserne engang. Hvor og hvornår husker jeg ikke helt præcist, men det var sandsynligvis, da Den Sorte Ø begyndte i Fart og Tempo i slutningen af 1967. Sikkert er det, at mit første album var Flight no 714 til Sydney, som min far forærede mig, da albummet udkom i 1969.

Modsat mange andre på den tid nærede mine forældre ingen betænkeligheder ved tegneserier, og jeg brugte en god del af mine lommepenge på at abonnere på både Anders And og Fart og Tempo. Og far var som regel var nummer to til at læse bladene, som jeg købte.

Men tegneserier var omdiskuterede. Den diskussion havde stået på i adskillige år, og kulturklerasiet mente generelt, at tegneserier var fordummende. I slutningen af tresserne hvor ungdomsoprøret rasede, var argumenterne blandt andet, at tegneserierne var eskapisme og virkelighedsfortrængende.

Farve-TV i 1943 - og sorthvid i 1968.
Jeg husker en diskussion på skolen, hvor jeg bestred disse påstande. Lidt gammelklog har jeg nu nok været, men som bevis på min opfattelse brugte jeg netop Den Sorte Ø med sine virkelighedstro tegninger. Især scenen hvor Dupont og Dupond uforvarende bliver en del af et flyveshow, som bliver transmitteret i fjernsynet. Tegningerne af billedet på fjernsynet er sort-hvide, sådan som TV-billeder var den gang. Det var, understregede jeg med temmelig sikkert stor patos, et bevis på, at tegneserierne var virkelighedstro.

Diskussionerne er siden forstummet, og tegneserier er comme-il-faut, så det kan vi kun smile af i vore dage, hvor hævnporno og mobiltelefoner truer den opvoksende ungdom.

1943-udgaven.
Men for at mindes Tintins 90 års fødselsdag genlæste jeg Den sorte ø forleden i udgaven fra 1968, der også var den, som var trykt i Fart og Tempo i vinteren 67-68. Men da jeg også er den lykkelige ejer af 1943-udgaven af historien, som blev udgivet på dansk i 2006, opdagede jeg noget sjovt. For TV-billederne fra 68-udgaven er ganske rigtigt sort-hvide, selv om farve-TV på det tidspunkt var en realitet i blandt andet Storbritannien. Til gengæld er TV-billederne i 43-udgaven i farver, selv om TV - endsige farve-TV - i 1943 næppe var kendt i den brede befolkning. Pudsigt....

Baggrunden for den ny udgave i tresserne er, at Den Sorte Ø skulle udgives på engelsk. Den engelske udgiver fandt 43-udgaven stærkt fejlbehæftet hvad angår britiske detaljer og opfordrede derfor Hergé til at modernisere albummet for at undgå ,at det skulle komme til at virke alt for antikveret. Hergé gik med på ideen og sendte sin daværende assistent Bob De Moor til England, hvor han besøgte de steder, historien foregik, og tegnede skitser.

Det er tydeligt, hvordan Hergés tegnestil, kaldet ligne eclair, har udviklet sig fra fyrrerne til tresserne. Hvor tegningerne i 43-udgaven er enkle og meget tegneserieagtige er den senere streg meget mere detaljefyldt, og det enkle ligne eclair-udtryk kommer især til udtryk i farvelægningen.Og det er helt sikkert, at de minutiøst detaljerede og korrekte tegninger var stærkt medvirkende til, at jeg faldt for Tintin - og fik et stærkt argument for tegneserier i sentressernes debat i skolen.

Stavefejlen blev rettet i 1968.
Nu jeg var i gang, læste jeg de to udgaver af Den Sorte Ø parallelt, og sandelig om ikke, det lykkedes mig at finde en lille skrivefejl i 43-udgaven.

På et tidspunkt finder Tintin en liste over forbrydersyndikatets internationale forbindelser. Den tyske er Otto Steinkopf i Postdam, som der står. Det er i tresser-udgaven ændret til det korrekte Potsdam.

Hansen og Hansen. Udklippet
er lånt fra forlaget Cobolt,
der udgiver Tintin i dag.
Det er også beviset på, at Tintin er underholdning og kunst på højt plan, der giver fuld valuta for pengene. Jeg har i de seneste uger brugt adskillige timer på at læse og genlæse to udgaver af den samme historie, som samlet set har kostet mig knap 120 kroner. Det er da slet ikke så ringe...

Tintin længe leve!

P.S. I forbindelse med denne artikel har jeg også været på nettet og researche. Her fandt jeg blandt andet ud af, at Dupont og Dupond blev kaldt for ”Hansen og Hansen”, da en række af historierne gik i Politiken i 50'erne. Dette navnevalg finder jeg lidt uheldigt...

tirsdag den 5. februar 2019

Jydeburger i vinternatten

Wasa Wasa 2019

Gildebrødre på post i en stille stund.
Så har jeg igen fået lov til at gå på nattesjov med spejderne - og det var som altid en stor oplevelse.

Vinderpatruljen K2 fra Brejning Efterskole
 melder klar til en ny opgave.
Intet er mere skønt end at gå rundt i skoven ved nattetide, især her om vinteren, hvor frost og sne blot er et ekstra krydderi. Det er en fornøjelse, der for mange lyder skrækindjagende; en lørdag aften bør bruges indendørs med god mad, gode vine og tant og fjas. Men tro mig - det er altså tant og fjas for mig.

Anledningen var det årlige Wasa Wasa-løb, der er en gammel tradition med 70 år på bagen. Altid første weekend i februar, hvor skoven er ekstra mørk, hvis ikke sneen lyser op, som det var tilfældet denne gang.

Snefaldet drillede flashen lidt i midnatstimen.
Jeg lagde ud sammen med gildebrødrene, der havde en post i udkanten af Gistrup, og så drog jeg ellers afsted for at lave et par billeder, som jeg skulle bruge til en pressemeddelelse.

Motiver var der nok af. Specielt på en post, hvor spejderne skulle fremstille en jydeburger med brun sovs og pommes frites - selvfølgelig over bål og spritblus. På det tidspunkt lugtede der af grillbar over det meste af Lundby Krat.

Stiftstidendes omtale tirsdag. 
Billedet er klikbart.
Men det er en stor udfordring at fotografere spejdere om natten. Først og fremmest fordi man nutildags bruger refleksveste, som nemt kan ødelægge et foto, hvis man ikke bruger håndholdt flash. Så det gjorde jeg. Også selv om man ikke kan fotografere med flash i det hele taget, når det sner. Heldigvis var snevejret hurtigt overstået.

Men det er heller ikke nemt, fordi nutidens unge er så vant til at blive fotograferet, at de ikke bare stiller sig op, men derimod gerne går ind foran fotografen, når det rigtige motiv ellers lige er der.

Men jeg fik da, hvad jeg kom efter, kunne jeg konstatere, da jeg ved firetiden gik billederne igennem på pc'en. Jeg har lavet et album med en række af billederne på min hjemmeside.

Jeg sprang morgenparaden over. Det var lidt for langt at køre til Gistrup, men fik resultatet af løbet pr. mail ved 8-tiden. Og så var det jo ellers bare med at få lavet pressemeddelelsen, som blandt andet kan læses i tirsdagens udgave af Nordjyske Stiftstidende. Desværre fik avisen ikke plads til et stort foto, men man kan jo ikke vinde hver gang.
Duften af grillbar var tyk som røgen fra et vådt lejrbål,
 da spejderne lavede jydeburgere midt om natten i Lundby Krat.