Melodi Grand Prix

En ny verden

Denne weekend går med at dække det danske Melodi Grand Prix for den grønlandske avis Sermitsiaq. Det er der to grunde til: De grønlandske sangere Julie og Nina.

Det er en stor historie i Grønland, for det er nu fyrre år siden, at Grønland sidst var repræsenteret ved det danske Melodi Grand Prix. Dengang sang Rasmus Lyberth sig til en beskeden 11.-plads med sangen Faders Bøn, mens Tommy Seebach vandt med Disco Tango.

Hvis der var nogen, der for fyrre år siden havde sagt, at jeg skulle overvære et Melodi Grand Prix - og oven i købet bag scenen - ville jeg nok ikke have troet dem. Jeg indrømmer blankt, at det ikke lige er mit specialområde. Til gengæld har jeg jo forstand på Grønland - og det stiller mig nu temmelig godt i sangkonkurrencens presserum, hvor det gælder om at få de gode tips og de gode historier. Her er det en stor fordel, at jeg ikke skal koncentrere mig om ti kunstnere - og min vinkel er anderledes end de fleste andre mediers.

Men en sælsom verden er det alligevel. Men egentlig meget sjovt. For alle, man møder, har en historie og en mening og er klar til at blive citeret. Sådan er det ikke altid ude i den virkelige verden.

Som altid ved store begivenheder undrer jeg mig over den danske presses fremtoning - og så i modebyen Herning. Det står i grel kontrast til en spansk journalist, jeg delte bord med i presserummet. Ulastelig klædt med pressefolder i bukserne, slips og blazer. Her kunne jeg trods pæn polo og sweater alligevel ikke være med....