Den sorte ø

På komparativt eventyr

1968-udgaven af Den Sorte Ø.

For en måned siden fyldte Tintin 90. Den populære tegneseriefigur kom til verden i Belgien i det ugentlige børnetillæg ”Le petit vingtième” til den belgiske avis ”Le vingtième siècle” – det tyvende århundrede - som den 10. januar 1929 bragte de første striber fra Tintin i Sovjet.

En stjerne - en mystisk stjerne, fristes man til at sige - var født. Tintins oplevelser har siden gået sin sejrsgang verden rundt i bogstaveligste forstand - og serien har pyntet slemt på tegneserieverdenens tidligere omdiskuterede og lidt brogede omdømme.

Jeg stiftede bekendtskab med Tintin i midten af tresserne engang. Hvor og hvornår husker jeg ikke helt præcist, men det var sandsynligvis, da Den Sorte Ø begyndte i Fart og Tempo i slutningen af 1967. Sikkert er det, at mit første album var Flight no 714 til Sydney, som min far forærede mig, da albummet udkom i 1969.

Modsat mange andre på den tid nærede mine forældre ingen betænkeligheder ved tegneserier, og jeg brugte en god del af mine lommepenge på at abonnere på både Anders And og Fart og Tempo. Og far var som regel var nummer to til at læse bladene, som jeg købte.

Men tegneserier var omdiskuterede. Den diskussion havde stået på i adskillige år, og kulturklerasiet mente generelt, at tegneserier var fordummende. I slutningen af tresserne hvor ungdomsoprøret rasede, var argumenterne blandt andet, at tegneserierne var eskapisme og virkelighedsfortrængende.

Farve-TV i 1943 - og sorthvid i 1968.

Jeg husker en diskussion på skolen, hvor jeg bestred disse påstande. Lidt gammelklog har jeg nu nok været, men som bevis på min opfattelse brugte jeg netop Den Sorte Ø med sine virkelighedstro tegninger. Især scenen hvor Dupont og Dupond uforvarende bliver en del af et flyveshow, som bliver transmitteret i fjernsynet. Tegningerne af billedet på fjernsynet er sort-hvide, sådan som TV-billeder var den gang. Det var, understregede jeg med temmelig sikkert stor patos, et bevis på, at tegneserierne var virkelighedstro.

Diskussionerne er siden forstummet, og tegneserier er comme-il-faut, så det kan vi kun smile af i vore dage, hvor hævnporno og mobiltelefoner truer den opvoksende ungdom.

1943-udgaven.

Men for at mindes Tintins 90 års fødselsdag genlæste jeg Den sorte ø forleden i udgaven fra 1968, der også var den, som var trykt i Fart og Tempo i vinteren 67-68. Men da jeg også er den lykkelige ejer af 1943-udgaven af historien, som blev udgivet på dansk i 2006, opdagede jeg noget sjovt. For TV-billederne fra 68-udgaven er ganske rigtigt sort-hvide, selv om farve-TV på det tidspunkt var en realitet i blandt andet Storbritannien. Til gengæld er TV-billederne i 43-udgaven i farver, selv om TV - endsige farve-TV - i 1943 næppe var kendt i den brede befolkning. Pudsigt....

Baggrunden for den ny udgave i tresserne er, at Den Sorte Ø skulle udgives på engelsk. Den engelske udgiver fandt 43-udgaven stærkt fejlbehæftet hvad angår britiske detaljer og opfordrede derfor Hergé til at modernisere albummet for at undgå ,at det skulle komme til at virke alt for antikveret. Hergé gik med på ideen og sendte sin daværende assistent Bob De Moor til England, hvor han besøgte de steder, historien foregik, og tegnede skitser.

Det er tydeligt, hvordan Hergés tegnestil, kaldet ligne eclair, har udviklet sig fra fyrrerne til tresserne. Hvor tegningerne i 43-udgaven er enkle og meget tegneserieagtige er den senere streg meget mere detaljefyldt, og det enkle ligne eclair-udtryk kommer især til udtryk i farvelægningen.Og det er helt sikkert, at de minutiøst detaljerede og korrekte tegninger var stærkt medvirkende til, at jeg faldt for Tintin - og fik et stærkt argument for tegneserier i sentressernes debat i skolen.

Stavefejlen blev rettet i 1968.

Nu jeg var i gang, læste jeg de to udgaver af Den Sorte Ø parallelt, og sandelig om ikke, det lykkedes mig at finde en lille skrivefejl i 43-udgaven.

På et tidspunkt finder Tintin en liste over forbrydersyndikatets internationale forbindelser. Den tyske er Otto Steinkopf i Postdam, som der står. Det er i tresser-udgaven ændret til det korrekte Potsdam.

Hansen og Hansen. Udklippet
er lånt fra forlaget Cobolt,
der udgiver Tintin i dag.

Det er også beviset på, at Tintin er underholdning og kunst på højt plan, der giver fuld valuta for pengene. Jeg har i de seneste uger brugt adskillige timer på at læse og genlæse to udgaver af den samme historie, som samlet set har kostet mig knap 120 kroner. Det er da slet ikke så ringe...

Tintin længe leve!

P.S. I forbindelse med denne artikel har jeg også været på nettet og researche. Her fandt jeg blandt andet ud af, at Dupont og Dupond blev kaldt for ”Hansen og Hansen”, da en række af historierne gik i Politiken i 50'erne. Dette navnevalg finder jeg lidt uheldigt...