fredag den 29. november 2013

Dialogmøder

Offentligt ordskvalder

På dialogmødet får du lov til selv at bestemme,
 om du skal hænges eller skydes.
Et af tidens mest idiotiske og mest brugte management-modeord er ”dialogmøde”.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på folk, der indkalder til dialogmøder – for ordet er en tåbelighed, en pleonasme eller dobbeltkonfekt, som min gamle lærer kaldte det. Hvis der ikke er dialog, er der jo slet ikke nogen grund til at holde et møde. Så kan man lige så godt sende et diktat.

Det kan selvfølgelig være et plumpt og slet skjult forsøg på at dække, at der rent faktisk er tale om et diktat. Man bilder folk ind, at de selv er med til beslutte, at den lokale skole skal nedlægges – eller hvad der nu er temaet for et dialogmøde. Men at ordet bliver brugt manipulerende, skal jeg nok vare mig for at hævde. Man bør som bekendt ikke påstå ond vilje, før man positivt har udelukket inkompetence.

Men helt generelt er det sikkert en dårlig ide at deltage i såkaldte dialogmøder med offentlige myndigheder. For ofte ønsker de en dialog om ting, der overhovedet ikke rager dem.

Tag nu for eksempel det såkaldte dialogmøde, som Fødevarestyrelsen forleden indkaldte de danske bagermestre til – efter at kanelsagen var løbet løbsk, og den uskyldige kanelsnegl var forvandlet til en dræbersnegl.

Her bør bagermestrene blive langt væk, for her kan dialog slet ikke komme på tale. Fødevarestyrelsen skal bare have at vide, at de skal holde snitterne væk.

Her i landet har vi en lang tradition for, at folk selv bestemmer, hvad de spiser – og det skal ingen – hverken EU eller Fødevarestyrelsen blande sig i. Det skulle jo nødigt ende med, at vi bliver nødt til at tage en tur til Christiania – bare for at pushe lidt kanel til risengrøden juleaften.

Jeg får simpelthen højviolette, fluoriscerende knopper, når jeg hører om en offentlig instans, der i vammel velvilje og altopædende omsorg blander sig i befolkningen dagligdag ved at fedte os ind i et tæt væv af snærende forbud.

I forvejen har vi kun få glæder i denne socialistiske mønsterstat, der efterhånden næppe kan sammenlignes med andre end DDR. Skattevæsenet tager millionærdrømmene fra folk – for det er næppe muligt at skabe velstand og tryghed for sig selv og sin familie på ærlig vis. På grund af tårnhøje skatter er den almindelige dansker henvist til offentlig forsørgelse fra fødsel til død. Her lades alt håb ude – og så vil myndighederne oven i købet forbyde folk at drukne sorgen i tobak, alkohol eller kanelsnegle.

Det er den slags stof, revolutioner er lavet af. En dag ryger proppen af – og folket vælter ind på de bonede gulve. Politikerne og embedsmændende møder en voldsom død hængende fra lygtepælene – og det er i det hele taget ikke særlig pænt at se på. Eksemplerne fra det arabiske forår er mangfoldige – og det burde få Fødevarestyrelsen til at fare med lempe.

Men nej – de indkalder Herren hjælpe mig til et dialogmøde – så bagermestrene, disse fornemme selvstændige erhvervsdrivende, selv kan slå sømmene i deres ligkiste.

Så pas på. Sproget er en del af magten – og invitationer til dialog varsler overgreb. Dialogmøder er vore dag es svar på gamle dages narresut – brugt af narrehatte.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 29. november 2013.

Rødbeder for sjov

Fra den kulinariske legeplads

Fra det kulinariske overdrev - røget rensdyrkølle
med råmarineret rødhede i fire forskellige varianter.
I fryseren lå der et pænt stykke røget rensdyrkølle, som manden havde lavet sammen med et par dyrekøller for en måneds tid siden.

Den må kunne bruges, tænkte Dina, da hun funderede over, hvad hun skulle diske op med på fredagens møde i "Ida Davidsens disciple" - øens forening for velrenommerede fruentimmere og en feminin pendant til sildelauget.

Ideen er, at kvinderne mødes hos hinanden på skift. Hver gang medbringer to af medlemmerne selvkomponerede eksempler på høj dansk smørrebrødskunst - og fredag er det Dina, der har smørrebrødsturen.

Vi vendte mulighederne - og kom frem til, at rensdyret skulle serveres med pynt af æggestand, tyttebær, purløg og råmarinerede rødbeder. Det var der ikke de store problemer i - men spørgsmålet var så lige, hvordan rødbederne skulle marineres.

Der var flere muligheder, og der var ikke andet for end at lave en prøveproduktion, hvor vi testede fire forskellige marinader.

Min favorit med marinade af olivenolie og æbleeddike
 samt peberrod giver et flot modspil til tyttebærrene.
I skrivende stund har Dina endnu ikke besluttet, hvilken marinade der løb af med sejren - men jeg skynder mig her at bringe opskriften på min favorit.

Man tager to skeer olivenolie, to skeer æbleeddike, en teske honning, peberrod, lidt salt og lidt hvid peber, rører det hele sammen. Rødbeder skæres i julienne og lægges i marinaden, trækker mindst et kvarter, men gerne mere - og voila, klar til at servere.

onsdag den 27. november 2013

Fart over feltet

Fugleflugt

Jeg arbejder fortsat med at forevige smedens fugle. Vi tog en time på marken i søndags - og det resulterede blandt andet i dette smukke billede af Bobo i fuld fart over feltet.

Men ellers er det altså svært med araerne i øjeblikket. Tjørnetræerne er fyldt med dejlige bær - og de er altså mere interessant end opvisningsflyvning for fotografen...

tirsdag den 26. november 2013

Julen sunget ind

Oxholm kirke tyvstartede julen

Jens-Christian Wandt sang for - og introducerede...
Lørdag aften var der koncert i Oxholm Kirke. Det var operasangeren Jens-Christian Wandt, der sammen med Holmens Vokalkvartet sang julen ind, som det hed i overskriften.

Repertoiret bød på en lang række juleklassikere lige fra "Blomstre som en rosengård" til "White Christmas" - og Oxholm kirke tyvstartede dermed julen - selv om det først er første advent næste weekend.

Holmens Vokalkvartet backede op - og optrådte
også både sammen og hver for sig.
Men i øvrigt var der ikke noget, der tydede på, at denne tyvstart generede publikum. 180 gæster havde hver betalt 160 kroner for at overvære koncerten - og det er betydeligt flere mennesker, end kirken samler på en normal søndag.

Det fik kirkesangeren til at sukke: - Måske vi skulle overveje at tage entre om søndagen..?

Koncertpublikummet var i øvrigt ikke kun de lokale. Folk var kommet langvejs fra - og det vidner om stor interesse og vilje til at betale, når der er kunst ud over det almindelige på programmet.

Sangerne blev akkompagneret af lokale
Christian Vestergaard på orgel, Alexander McKenzie
på klaver og her Andreas Birk på violin.
For Wandt, vokalkvartetten og musikerne gjorde det flot og professionelt.

Personligt har jeg ikke en tone skabt i livet - men det bjergtager mig, når en operasanger trykker den af, sådan lidt folkeligt sagt. En trænet sanger som Wandt kan uden problemer fylde kirkerummet op med sin store stemme - og det kan altså godt få de små hår på armen til at røre på sig.

Jens-Christian Wandt huserer normalt i Skagen og nærmeste omegn, men under sine besøg i Nordjylland var han faldet for Oxholm kirke, fortalte han til lokalradioen.

Birgit - den lokale præst - var med på ideen. Efter koncerten udtrykte hun håbet om, at denne før-juls koncert kan blive en tradition. En god ide - efter det solide fremmøde at dømme.

Sammenlignet med operasangeren er bloggeren den bette...
Her i huset glæder vi os allerede til næste år. Og hvem ved? Måske også Øland Karlekammerkor kan bidrage med noget - selv om de jo er glade, meget glade amatører sammenlignet med Wandt og følge.

Koncerten var en fotografisk udfordring. Det er mig inderligt imod at bruge flash i en kirke, hvor stemningen i sagens natur er andagtsfuld. Så jeg måtte skrue helt op for iso'en og håbe det bedste. Med mit lysstærke 50 mm lykkedes det at få nogenlunde velbelyste billeder ud af det - men helt undgå korn kan man altså ikke under de omstændigheder. Så under den afsluttende fællessang dristede jeg mig alligevel til at bruge flashen...
Holmens Vokalkvartet og Jens-Christian Wandt i afslutningsnummeret.

torsdag den 21. november 2013

En udfordrer

Snydt af naturen

Der var ikke meget udfordring over denne Challenger.
Tirsdag middag på vej til møde i Aalborg spottede jeg en blå kærhøg over rørskoven nede ved dæmningen.

Desværre havde jeg ikke kameraet med - og ej heller tid til at hente det, så der blev ingen billeder ud af den fugl.

Men nu er blå kærhøg lidt af en udfordring. Det er en af de forholdsvis sjældne fugle i Danmark, så jeg syntes da alligevel, at den skulle have chancen for at komme på bloggen. Og da vejret var næsten ideelt onsdag formiddag, tog jeg kameraet og en kande kaffe med ned til Ulvedybet.

Det blev til en dejlig formiddag i solen og det vindstille vejr - men det var så også det eneste, der skete. Selvfølgelig var der lidt andesnadren rundt omkring, en masse måger, et par skarver i luften og nogle fiskehejrer, der lettede, lang tid før jeg kom - men ellers skete der intet.

Eller det vil sige: Der skete faktisk en del i luften. Det kongelige danske flyvevåben havde en masse isenkram i luften med kurs til og fra skydeområdet i Tranum, men naturens egne flyvere tog sig en rigtig slapper og holdt sig i ro denne formiddag.

Så dagens eneste billede blev denne Challenger på indflyvningen til Flyvestation Aalborg. Challenger betyder som bekendt udfordrer, men det billede var nu ikke den store udfordring. Dagens store udfordrer var naturen - og den kunne jeg altså ikke knække...

mandag den 18. november 2013

Flyv fugl, flyv...

Et udfordrende motiv

Fuglene var mere interesseret i fotografen end i at blive fotograferet, som
 det ses i dette dobbeltportræt - taget af manden selv.
Filminstruktøren Erik Balling hadede børn og dyr  - i hvert fald når han skulle instruere.

Problemet med børn og dyr er, at de er totalt uberegnelige - og ikke til at instruere. Det har jeg måttet sande, efter at jeg har sagt ja til at hjælpe Sanne og Jørn med at få deres flotte papegøjer og andet fjerkræ foreviget.

Araerne var ikke meget for at flyve i den hårde vind.
Søndag formiddag var en flot efterårsdag med masser af sol - og jeg gik i gang med, der i bedste fald kan betegnes som de indledende øvelser på den opgave.

For det var blæsevejr - og fuglene ville egentlig helst ikke flyve. Og når de så endelig gjorde det, var det så uberegneligt, at der ikke rigtigt kom nogle ordentlige billeder ud af det.

Efter en times tid ude par markerne fortrak vi derfor til hestefolden foran smedens hus - og her gik det lidt bedre. Men her var lysforholdene bare lidt mere kritiske - og forresten var baggrunden heller ikke så fotogen, så det gjorde noget.

Araens flugt over plankeværket...
Men det værste var nu nok, at fuglene fandt, at fotografen var det mest interessante sted at sidde denne formiddag - og så er man altså virkelig udfordret.

Under alle omstændigheder var dagen ikke spildt. Det var måske ikke lige mesterfotos, der kom ud af det - men jeg har lært fuglene lidt bedre at kende - så nu venter vi bare lige på en dag, hvor vi har tid - og det ikke blæser. Så skal vi nok få den fugl barberet - som man siger...
Her er noget af det rigtige - men baggrunden dur bare ikke.

Stem blankt

Regionsrådene er en ren skueproces

Feje hundehoveder, bovlamme grødhoveder,
elendige socialdemokrater, skidesprællere
 og klamphuggere... (Citat: Egon Olsen)
Kommunalreformen i 2005 er vel nok det værste anslag mod det danske demokrati efter Grundlovens indførelse, når vi ser bort fra den tyske besættelse i 1940 og indlemmelsen i EF i 1973.

Reformen vil i al fremtid stå som en skamstøtte over en impotent borgerlig regering, som havde alle mulighederne for at skabe et frit samfund – og smed det hele væk i bureaukrati, øget skattetryk og helt nye standarder for offentlig indblanding i borgernes liv.

Kommunalreformen gjorde det danske folkestyre til en parodi og en skueproces – blandt andet fordi det slet gennemførte reformarbejde gav os de totalt overflødige regioner. Regeringen og forligspartnerne i det politiske establishment havde hverken viljen eller evnerne til at skære igennem og fjerne det overflødige flæsk – vel sagtens fordi mange trofaste partisoldater i regionsrådene kunne belønnes med et fedt ben og honorar uden at udgøre en reel politisk magt eller trussel.

Miseren skyldes især, at man fjernede den traditionelle sammenhæng mellem politisk ansvar og skatteudskrivning, så regionerne nu lever på den til enhver tid siddende regerings nåde og finansministerens velvilje.

Et andet problem er kommet til. I al det politiske reformmageri er nationale strategier og planer blevet et sandt mantra. Alt skal leve op til en landsdækkende standard – og dermed svækker man lokaldemokratiet.

Som prikken over i’et besluttede man, at der skulle bygges de såkaldte supersygehuse - en stribe mini-rigshospitaler fyldt med isenkram og dyre behandlingsmetoder, men uden menneskeligt nærvær og med en blind, ukristelig tro på det evige liv, hvis bare behandlingen er dyr nok.

Supersygehusene er blevet en gøgeunge – en kræftbyld der suger alle ressourcer ud af en række ellers velfungerende lokale sygehuse. Og det er slet ikke slut endnu. For når budgetoverskridelserne først begynder at melde sig i de flotte prestigebyggerier, er der jo kun den de lokale sygehuse til at betale.

Folketinget kan glæde sig – for aben er sendt videre til regionerne, der får lov til at føre kniven – oven i købet med det overbevisende mandat, at de er folkevalgte.
Politikerne er ligeglade – for når bare de får en post og et honorar, har de jo deres på tørre. Og sammenlagt koster de overflødige regioner så mange millioner i administration og politikerhonorarer, at Lars Løkkes førsteklasses udskejelser er en bagatel ved siden af.

Bureaukrati, djøffere der lægger tal sammen for øvelsens skyld og politikere, der sidder i bestyrelser for honorarets skyld er ikke sådan lige at afskaffe. Men som befolkning kan vi i hvert fald svække deres folkelige mandat.

Det kan vi gøre – ikke ved at blive væk fra tirsdagens valg, men ved at aflevere en blank stemmeseddel. Hvis vi bare bliver hjemme, er det et signal til politikerne om, at vi er ligeglade, men hvis vi stemmer blankt, er det et signal om, at vi gerne vil høres – men ikke ser et potentiale og en fremtid i det nuværende udvalg af Mickey Mouse-politikere til regionsrådet.

Derfor vil jeg opfordre alle til at stemme blankt til regionsrådene på tirsdag.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 18. november 2013,


torsdag den 14. november 2013

Licoroso

Guddommelige dråber fra Portugisien

Liflige dråber fra 1982.
 Aldi er en meget mærkelig butik.

Det faste varesortiment nærmest kedeligt, stærkt begrænset og dækker kun det allermest nødvendige i en husholdning. Det er sådan set hele ideen bag en discount-forretning, som Aldi jo nærmest er prototypen på.

Men så - ind i mellem alt det kedelige hverdag - kan man virkelig finde guld på hylderne. For eksempel i forrige uge, hvor man pludselig udbød et begrænset parti portugisisk licoroso fra 1982 til en pris af 149 kroner halvflasken - en absolut konkurrencedygtig pris.

Det skulle selvfølgelig prøves - og vinen var bestemt alle pengene værd. Det er sødmefyldt nektar fra gudernes egen vingård med en aristokratisk næse og udsøgt fylde i smagen. En rigtig himmerigsmundfuld fra 1982 - det år, hvor engelskmændene bankede argentinerne på Falkland, og Hovsa-Olsen på Peter Skram skød Lumsås i smadder.

Dina deler bestemt ikke mandens hang til gamle hedvine - men da hun fik det første glas, var der ingen tvivl om, at denne vin var noget helt særligt, der gik lige til hjertet.

Vi drak vinen over et par dage - kunne ikke nænne at drikke det hele på en gang - men vin med over 30 år på bagen holder ikke længe, når først den er trukket op, så det vil også være synd at lade den stå alt for lang tid. Og i dag besøgte jeg så Aldi-butikken i Brovst og sikrede mig et par ekstra flasker, for det er altså en vin, der vil gøre sig til desserten ved fremtidige gæstebud i det lille hus på Øland.

Licorosoen har en fyldig sødme med mange smagsnuancer
 og en aristokratisk næsen i sky-bouquet.
Licoroso er - ligesom portvin - en såkaldt hedvin, altså en vin hvor gæringen er stoppet med druesprit. Forskellen til den traditionelle portvin er, så vidt jeg har forstået, at man allerede stopper gæringen efter tre dage, hvilket giver licorosoen en ekstra sødme fra de ugærede druer. Det skulle i øvrigt være kutyme i Portugal, at man laver licoroso af druer fra gamle, døende vinstokke - som en tak for indsatsen.

Og når man så lige fadlagrer herlighederne i små 30 år, så skal resultatet selvfølgelig blive godt.

Det er forresten ikke første gang, jeg har gjort et godt vinkøb i Aldi. Når man har forretninger over det meste af Europa, står man stærkt i forhandlingerne - og derfor har den tyske discountkæde ofte ganske fine vine på hylderne til en overkommelig pris. I øjeblikket blandt andet en Saint-Emilion Grand Cru fra 2011 til sølle 90 kroner. Så her i huset rynker vi bestemt ikke på næsen af discountvine - nej, vi nyder dem...

onsdag den 13. november 2013

Køkkenskriverier

Cool Scrabble...

Gamle Scrabble-bogstaver er sagen  for en ægte køkkenskriver...
Det her er min kreative søsters ide - men det gør bestemt ikke påfundet ringere...

I disse Wordfeud-app-tider er det gamle Scrabble-spil blevet sendt på pension - og stod i pulterkassen og samlede støv.

Lillesøster fandt så på at købe et ark med små, selvklæbende magneter i Panduro. Magneterne blev klistet bag på Scrabble-spillets bogstavbrikker. Herefter blev brikkerne sat på køleskabslågen - og hænger der nu til almindelig, daglig morskab.

For eksempel kan man bruge bogstaverne som huskeseddel. Man kan også byde gæster velkommen på køleskabslågen - eller man kan, som jeg gjorde i søndags, slå dagens tema an med et par velvalgte ord. Vi lavede jo spegepølse i søndags, så det var nærliggende at scrabble lidt over spegepølsemageri og ingredienserne.

Det er nemt at sætte billeder på
køleskabet, hvis man printer
på magnetisk papir.
Størst fornøjelse giver bogstaverne imidlertid, når der er køkkenskrivere på besøg. For eksempel når manden rumsterer i køkkenet, og gæsterne har lyst til at snakke over et glas vin. Det kommer der ofte mange og sjove bogstavkombinationer ud af.

Under alle omstændigheder har de løse bogstaver en næsten magnetisk, dragende indflydelse på køkkenets gæster, der simpelthen ikke kan holde fingrene i lommen, når de ser de kære gamle bogstavbrikker.

Den opmærksomme læser har sikkert lagt mærke til, at jeg - i lighed med mange andre - sætter snapshots fra forskellige begivenheder op på køleskabs-lågerne. Her har jeg et lille fif: Jeg printer billederne på magnetisk fotopapir. Det kan blandt andet købes i Biltema. Det er ikke helt billigt - men det virker.

tirsdag den 12. november 2013

Endelig...

Så kom den første nattefrost

Sæsonens første rim på plænen.
Så fik vi endelig sæsonens nattefrost. 11. november - det er sent, for som oftest sker det allerede i begyndelsen af oktober.

Nattefrosten ser forresten ud til at blive en enlig svale. De næste mange dage forudser meteorologerne sådan almindelig dansk efterårsvejr med lidt blandet regn, lidt lune om dagen og lidt koldere om natten - men altså ikke sådan rigtig koldt.

Alligevel er vinterdækkene på plads - og jeg måtte da også en tur rundt i haven med kameraet. For her i huset kan vi jo som bekendt godt lide vinter og frost - når det kommer til tiden, og ikke som i foråret, der aldrig blev til et rigtigt forår på grund af vedvarende frost. Nu bliver det så bare spændende at se, hvornår vi får den første sne.
Bøgetræerne har smidt bladene - men der er stadig blade på
 hækken. I modlyset fra den lave morgensol er det et smukt syn.
Nu kan brombærrene godt gå i vinterhi.
Efteråret har været mildt - og juleroserne står allerede i knop. Det
er halvanden måned tidligere end sidste vinter.

mandag den 11. november 2013

En speget affære

Gang i pølsemageriet

To glade pølsemagere...
Det er jo en uomtvistelig kendsgerning, at julen nærmer sig med hastige skridt - og har man sagt jul, har man også sagt lækker mad.

Men ting ta'r tid - og især kvalitet ta'r tid, så det er altså allerede nu, at mange af julelækkerierne skal forberedes. Derfor var der travlhed i det lille køkken allerede fra morgenstunden søndag.

Kødet er meget groft hakket. Det giver sådan en pæn
skæreflade på spegepølsen - og så kan se, at der
er spæk i. For god spegepølse kan ikke laves uden spæk.
Søren Nabo og jeg var nemlig blevet enig om at forene kræfterne og lave seriøse mængder af hjemmelavet spegepølse. Det er der raison i, for dels er spegepølser lidt ligesom ost - de kræver lang tids lagring - og dels er røgearbejdet det samme uanset om det er fem eller femten pølser, der skal røges.

Så efter en hurtig kop morgenkaffe gik vi i gang med at hakke syv kilo nakkekam og tre kilo spæk. Det er den nemmeste del af arbejdet. Så skulle farsen æltes - og det foregik med håndkraft. Det er hårdt arbejde - og det er bare med at få klør fem ned i farsen, der blev tilsæt salt, spegepølsekultur, peber og hvidløgspulver i et forhold, som jeg fandt ud af er ganske passende, sidst jeg lavede spegepølse.

Flotte - næsten på millimeter ensartede - spegepølser
til julens madorgier.
Men det skulle blive værre endnu - med det hårde arbejde, altså. For så skal pølserne stoppes. Spegepølsefars er temmelig tør og massiv - og det er et knokkelarbejde at få det gennem køkkenmaskinen. Vi delte arbejdet mellem os.

Henset til fysik og størrelse blev det Søren, der måtte tage den hårde tørn med at stoppe kødet i maskinen, mens jeg gav den som næsten faglært pølsemager.

Håndelaget er blevet betydeligt bedre, siden jeg sidst lavede spegepølse - og det lykkedes faktisk at producere en stribe pølser, der var så ens i størrelse og udseende, at vi var parat til at møde Mette Blomsterberg med linealen... Kom bare an, Mette...

Nu hænger spegepølserne til tørre i brændeskuret.
Det blev til i alt 14 spegepølser i det velkendte tapas-format - og så blev det til fire store et-kilos pålægsspegepølser. Så nu skulle vi også gerne have spegepølse til et pænt stykke ud på foråret.

Pølserne hænger nu til tørre i brændeskuret. Her skal de hænge en uges tid, inden turen går i røgeovnen, hvor de skal være et par dage. Bagefter skal de tørre endnu en fire ugers tid - så lige før jul, er pølserne klar til at gå på bordet ved juledagenes massive frokoster.

lørdag den 9. november 2013

Det grønne drys

Dina sidder og hakker i det

Så er persillen høstet, hakket og frosset...

fredag den 8. november 2013

Drengene fra Farsø

Dengang politik var alvor

Spejderhytten Hylkedam på Vestfyn.
Det kan være svært at tage politik alvorligt nutildags - blandt andet fordi det hele er sovset ind i floskler, tautologier og Photoshop, så det ikke er til at se eller høre forskel på kandidaterne.

Men der var en gang, hvor det var blodig alvor. Det blev jeg mindet om forrige weekend, hvor jeg var til møde på Hylkedam - en gammel spejderhytte i det vestfynske opført umiddelbart efter krigen.

Mindestenen for medlemmer af Det Danske Spejderkorps,
der mistede livet i kampen mod Nazi-tyskland.
I min verden har Hylkedam altid eksisteret, men jeg må også indrømme, at jeg aldrig har været der før. Så jeg tog en pause fra al snakken og gik en lang tur rundt på grunden i det i øvrigt dejlige efterårsvejr.

Oppe i skoven stødte jeg på en mindesten. Den bar tydeligt præg af at have stået der i mange år, mosgroet som den var - og inskriptionens sorte bogstaver trængte ærlig talt til at blive trukket op.

Nederst navnene på de to spejdere og
 frihedskæmpere fra 1. Farsø Trop.
På forsiden fortæller teksten, at stenen er rejst til minde om de spejdere, som mistede livet i Danmarks frihedskamp 1940 - 45, og at stenen er rejst af kammeraterne i Det Danske Spejderkorps.

På den trekantede stens andre sider findes en inskription med navnene på i alt 27 spejdere - heriblandt Per Sonne og Christian Ulrik Hansen fra 1. Farsø Trop.

På en måde var det som om, ringen her blev sluttet. For netop spejderhuset i Farsø er i lighed med Hylkedam opført efter krigen - en periode hvor spejderbevægelsen nød stor velvilje i samfundet - og foran spejderhuset er der en mindesten for de to frihedskæmpere. Og det var jo i spejderhuset i Farsø, at jeg begyndte min spejderkarriere - i 1966 i en blå, kradsende ulvetrøje af uld.

For mig er alt dette historie, men 1. Farsø holder stadig den dag i dag 4. maj-parader foran spejderhuset ved søen for at hædre Per Sonne og Christian Ulrik Hansen. På den måde lever historien videre i Farsø, men jeg spekulerer på, hvor mange mennesker i Farsø, der i dag ved, at der også på Fyn står en mindesten for to af byens sønner.

Også divisionschefen for DDS' navnkundige Nørrejyske
 Division, Richard Raetzel, var blandt de faldne.
Blandt de faldne noterede jeg også divisionschef Richard Raetzel fra Nørrejyske Division. Raetzel var læge og blev dræbt ved et såkaldt clearingmord - altså hævn - af tyskerne den 7. oktober 1944. Det skete i et ynkeligt bagholdsangreb i Rosenlundsgade i Aalborg - og rent tilfældigt boede jeg et par år i midten af firserne i Rosenlundsgade, hvor jeg dagligt passerede den mindeplade, der er sat op på stedt.

Hylkedam blev indviet i 1948. Hytten brændte i 1972 - og i 1975 blev den nuværende hytte på stedet indviet.

Billederne er klikbare, hvis det kniber med at læse teksten.

torsdag den 7. november 2013

Teflon-fjæs

En tur på skolebænken - og i Photoshop

Flemming Krøll fortæller om pixels og dpi...
Principielt mener jeg, at man aldrig bliver for gammel til at lære noget. Men lige så principielt mener jeg også, at kurser, efteruddannelse, eksamensbeviser og andet pædagogisk skrammel er stærkt overvurderet.

Jeg tror på det gode, gamle spejderprincip om learning by doing. Det er ude i den virkelige verden - og ikke på skolebænken, at man lærer at gøre de rigtige ting på en nogenlunde rigtig måde. Og i øvrigt er det mig næsten kropumuligt at sidde stille flere timer ad gangen.

Mine mange år i Grønland har også lært mig, at hvis tingene skal gøres, skal man gøre dem selv - og så hjælper det ikke noget at sidde med hænderne i skødet. Så er det bare med at klø på og finde ud af det...

Det giver sig selv, at kurser ikke hænger på træerne i Grønland. Det er for dyrt og for besværligt, fordi man ofte skal til Danmark eller andre steder i verden, hvis man vil på et rigtigt, autoriseret kursus.

Så det meste af det, jeg kan i dag, har jeg lært mig selv. Det er faktisk 19 år siden, at jeg har været på et rigtigt, forkromet kursus. Det var i 1994, hvor jeg var i København i 14 dage for at lære at bruge Photoshop og Quark. Der er løbet meget vand i åen siden da - i dag findes Quark ikke længere, kameraerne er blevet digitale, og Photoshop er blevet voksen.

Helt ærligt så må jeg også indrømme, at det teoretiske fundament for at fotografere så meget, som jeg faktisk gør, var lidt svagt. Bevares - de grundlæggende ting sidder på rygraden fra skoletiden, men principperne bag digitalfotografering og billedbehandling kunne godt være bedre.

Så for et par ugers tid siden, satte manden sig igen på skolebænken. Det var på Aalborg Tekniske Skoles grafiske linje - undskyld Media College Aalborg, som det hedder nutildags. Jeg havde fundet ud af, hvis man selv vil betale - og ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse eller har en arbejdsgiver til det - er skolens kurser absolut til at komme i nærheden af. Prisen er faktisk latterlig lav - og udtrykker vel fint tidens tendenser til kassetænkning. Skolen henter selvfølgelig pengene, der hvor de er: I beskæftigelsessektorens bugnende og uudtømmelige pengetanke.

Kursusholder var Flemming Krøll. Jeg husker ham som en energisk discjockey fra lokalradioernes pionertid i midten af firserne - men i de mellemliggende år er han åbenbart blevet uddannet som fotograf og lidt af en ekspert i Photoshop.

Et rigtigt teflon-fjæs lige til valgplakaten.
Kort fortalt var det et godt kursus med en god afveksling mellem teori og praksis. Det var heldigvis ikke ren skolebænk. Jeg har fået bedre styr på Photoshop-begreberne, men ellers var den største fornøjelse at få lov til at arbejde i et rigtigt fotostudie. Den slags har jeg ikke lejlighed til normalt - og det var fedt at arbejde med lyset og gav i øvrigt gode mindelser til de gode, gamle dage på reklamebureauerne.

Kort fortalt er Photoshop et billedbehandlingsprogram, hvor man laver en masse ting med billederne, som vi i gamle dage lavede i mørkekammeret. Det er grundlæggende forhold, som har med belysningen at gøre - men derudover er programmet jo et fantastisk redskab til at manipulere fotos med: Lige fra lidt kosmetisk retouche som at fjerne bumser til på ægte stalinistisk vis at fjerne uønskede personer fra billedet.

Det ser man tydeligt på valgplakaternes teflon-ansigter, hvor ethvert tilløb til bumser, skægpest, rynker og livserfaring er fjernet fra kandidaternes zombie-kranier.

Den virkelige vare - som jeg foretrækker
det med rynker og fedtet hud...
Tilfældigvis brugte Flemming Krøll et portræt af bloggeren til at demonstrere retouche-kunsten - og jeg må indrømme, at det gjorde ondt langt ind i sjælen, da han fjernede rynkerne. Hver eneste af dem har kostet mig rundt regnet 100.000 kroner i bajere og smøger - og så kan de fjernes med et pennestrøg.

Nej, så foretrækker jeg nu et knivskarpt, velbelyst foto, hvor rynker og livserfaring kommer helt frem - og det skulle jeg forresten hilse fra fruen og sige, at det gør hun også...

mandag den 4. november 2013

På arkitekturens vinger

Vilhelm Lauritzen-terminalen

En enkel svingdør var rigeligt til at klare passager-tallet
i Kastrup i slutningen af trediverne.
 
Funktionalismen blomstrede i 1930'ernes Danmark. Aalborg fik blandt andet det berømte Vesterbro-gennembrud - og i København stod arkitekten Vilhelm Lauritzen bag to af tidens smukkeste bygninger, Radiohuset på Rosenørns Alle og Københavns Lufthavns første murede terminal, i dag kendt som Vilhelm Lauritzen-terminalen.

Så enkelt - akkurat som en banegård - var lufthavne
for bare 70 år siden. Man går ind i den ene side -
og uden at møde toldfri butikker og sikkerhedskontrol
 ud til flyene på den anden side...
Da jeg sidste lørdag deltog i SAS' farvelflyvning med MD-80, havde jeg for første gang lejlighed til at besøge denne fantastiske bygning, der har en central placering i såvel dansk luftfarts som dansk arkitekturs historie.

Det er renlivet funkis, så man næsten bliver helt åndeløs. Rene linier og hvide farver, masser af hvidt, gedigne materialer hele vejen igennem - og en masse detaljer, der viser, at funtionalismen er meget mere end kedelig funktion.

Tag for eksempel de afrundede former, der bløder det stramme udtryk op. Eller terminalens flot svungne bølgetag, der i virkeligheden blev til, fordi Vilhelm Lauritzen ikke ønskede, at den store ventesal skulle skæmmes af brutale tværdragere til at bære taget.

Overalt er der gode oversigtsforhold for
den nysgerrige gæst i lufthavnen.
Lauritzen udviklede tagkonstruktionen i samarbejde med ingeniøren, professor, dr. techn. Christian Nøkkentved allerede i konkurrencefasen. Den form for samarbejde ses kun sjældent i dag, hvor arkitekterne er følsomme kunstnertyper, der bare tegner, og så må ingeniørerne bagefter løse problemerne - ofte med voldsomme budgetoverskridelser til følge. Bølgeloftet er kun 14 cm tykt og består af sinuskurver med 50 cms dybde - og har en stivhed, der svarer til en normal drager-konstruktion. Loftet er indvendigt beklædt med fliser af perforeret fibertræ, der er limet på betonkonstruktionen.

I 30'erne var luftfarten endnu i sin vorden og genstand for betydelig opmærksomhed. Det kendetegner da også terminalen, at der er god plads til nysgerrige. Blandt andet med de flotte balkoner i salen - og uden for på taget er der terrasser, hvor de pårørende kan vinke farvel til flyene.

Det får mig forresten til at tænke på min barndom, hvor CPH's nuværende Terminal 2, der i øvrigt også er tegnet af Lauritzen, var offentlig tilgængelig. På taget af finger B kunne man gå ud og beundre flyene - også selv om man ikke skulle ud at flyve. Det har jeg prøvet adskillige gange, når jeg var på ferie på Sjælland. Jo, der var noget ved at være flyspotter dengang. Al den romantik er desværre ødelagt ufredsmænd, rakkerpak og og terrorrister. (Disse banditters kujonagtige optræden kostede også den berømte og navnkundige Grønne Bar i Kangerlussuaq livet, hvilket jeg aldrig tilgiver).

Andre flotte detaljer i Vilhelm Lauritzen-terminalen er de flotte trapper. I den ene ende en smukt svunget spindeltrappe, i den anden ende en langtrappe - begge med et svævende trægelænder.

Spindeltrappen er en af terminalens kendte detaljer.
Vilhelm Lauritzen-terminalen blev indviet i 1939 - og siden er det gået stærkt i Københavns Lufthavn. Så stærkt at den i mellemtiden fredede terminal i 1999 lå i vejen for en udvidelse af lufthavnen. Derfor blev 4.000 kvadratmeter store og 2600 ton tunge bygning ved en spektakulær flytteoperation kørt på blokvogn 3,8 km tværs over lufthavnen til den nuværende placering i Maglebylille.

Som et kuriosum kan jeg lige nævne, at terminalen oprindeligt kun havde 10 parkeringspladser - og at der var afsat et betydeligt større areal til cykelparkering. Til sammenligning har Aalborg Lufthavn i dag 3750 parkeringspladser.

Terminalen bruges i dag blandt andet til kontorformål - og til VIP-modtagelser. Blandt andet er adskillige præsidenter og lignende - og altså forrige lørdag deres ydmyge blogger - blevet modtaget her.
Bølgeloftet har nærmest ikonisk status i dansk arkitektur.

fredag den 1. november 2013

På plakaten...

Lygtepæle uden lys

Han ku'...
Danske lygtepæle har et alvorligt problem: De er plakatfulde.

Sådan har det i hvert fald været siden fredag nat, hvor den kommunale valgkamp blev skudt i gang med rituel stammedans om lygtepælene, som blev iklædt papstykker med politiske idolbilleder.

Det er ikke noget kønt syn, men dens slags jordnære betragtninger anfægter ikke kandidaterne. Det kan undre, for politikerne på plakaterne er ofte simple bogholdertyper, der vogter nidkært over, hvordan almindelige mennesker indretter sig på egen parcel. Men sådan er det jo, som Vestager sagde. Det er nemmere at få øje på splinten i broderens øje end bjælken i eget øje.

For mange af de politisk aktive er det lidt af en fest, når plakaterne skal op. Det skal gå stærkt for at få de bedste pladser – og i Aalborg var der en yngre socialdemokrat, der oven i købet dristede sig til at hænge plakater op før tiden.

Det viser, at den norske sociolog Gudmund Hernes havde ret, da han engang i firserne udtalte, at politikere er folk, der er så hårdhudede, at de kan holde sig oprejst, selv om de mangler rygrad.

I hvert fald er der en udtalt modvilje blandt politikerne til at overholde egne regler. Sidste år var der en stakkels landmand, der fik en bøde på 25.000 kroner af Arbejdstilsynet, fordi han rensede en tagrende fra grabben på traktoren. Hvor var Arbejdstilsynet egentlig henne fredag nat? For jeg så i hvert fald ikke nogen politikere, der brugte stillads, sikkerhedshjælm og behørig afskærmning, da plakaterne blev sat op.

Allerede mandag var der i øvrigt mange af de håbefulde kommunalpolitikere in spe, der sank til under lavmålet, da der blev blæst om plakaterne. Kommunerne var hurtigt ude med et påbud om at få plakaterne på plads. Fint nok – men havde det været en almindelig forretningsdrivende, der ikke havde sikret sine plakater, var der jo nok faldet både bøder og afgiftsbelagt brænde ned.

Det er karakteristisk for valgplakaterne, at de ikke har noget budskab. Politikerne er tilsyneladende argumentet i sig selv. Sådan tænker kun meget selvglade folk.

Det støder mig, at der ikke er et lovkrav og en EU-forordning om, at plakaterne skal være forsynet med behørig varedeklaration – og tydelige advarsler om, at politik kan medføre kvalme, livslang afhængighed af offentlige ydelser samt impotens.

Nu er virkeligheden jo ikke noget, der optager vore politikere synderligt meget. Det er sikkert også derfor, at ethvert tilløb til rynker, bumser og skægpest er redigeret væk fra kandidaternes ansigter, når de er på plakaten.

De politiske slip-let-pander og Teflon-hoveder giver nyt liv til den gamle talemåde om at få et lån på sit glatte ansigt. Det er som bekendt et lån uden garanti – akkurat som i politik, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det ligner til forveksling manglende rygrad, men hvad gør man ikke for at bevare sit fede ben, arbejdsfri indkomster, udsigten til et ridderkors og en retrætepost i EU’s gyldne og skattefri haller?

Generelt er de politiske plakater lidt af en jammerdal – i både retorisk og æstetisk forstand. Men lyspunkter er der da. I Tårnby har de et byrådsmedlem, som hedder Jytte Boller. Helt uden rødmen bekendtgør hun på sine plakater: Jytte Boller Socialdemokraterne.

Det er forresten tankevækkende, at det stort set kun er politikere og cirkus, der bruger plakater i markedsføringen. Men ligheden er jo slående – og nej, det er ikke klovnerne, jeg tænker på. Derimod akrobaterne, der svæver rundt oppe under teltkuppelen – uden jordforbindelse.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. november 2013.