søndag den 31. januar 2021

Sælsom fugletur

Op af åens klare vand... 


Søndagens fugletur endte mærkeligt.

Der er is på fjorden og i Ulvedybet, så fuglelivet var til at overskue. Derfor kørte jeg en tur til Haldager, hvor Ryå munder ud i Limfjorden. Her er blevet set havørn de seneste dage, så måske???

Der var nu ikke det helt store at se, men solen skinnede, så jeg gik en tur. Og der fik jeg så flere gange et kig på en sæl, der stak hovedet op af åens klare vand. Og i mangel af havørn, kan en spættet sæl vel også bruges?

Det er desværre ikke noget godt tegn, at sælerne går op i åen. Det er tegn på, at der er alt for mange sæler i Limfjorden. Så nu står vi i valget mellem pest, sælpest, eller jagt - og der skal ikke herske tvivl om, at jeg går ind for sæljagt.

For sælerne har ikke noget at gøre i åen. Jeg talte med en lystfisker, som sagde, at det er et specielt stort problem i Ryå ved Brønderslev. Sæler i Brønderslev? Nej, vel? Verden er af lave.

En sæl spiser cirka 10 kg fisk om dagen, bare til orientering. Så sælerne kan hurtigt blive til en økologisk katastrofe i Ryås lille økosystem, hvor man blandt andet finder en stor laksebestand og også mange havørreder. 

I Grønland er der i øvrigt mangel på skind fra spættet sæl, der kun findes to steder på den store ø. Skindet bruges til bukserne i kvindedragten. Så lad os da give grønlænderne en hjælpende hånd ved at regulere sælbestanden i Limfjorden. Til gavn for fiskene, fiskerne og ikke mindst sælerne selv, der slipper for sælpestens langsomme virus-død. Lidt lige som coronaen. 

Nyt foderbræt

Ting tager tid


Sidste år fik jeg et nyt foderbræt i fødselsdagsgave fra min søster.

Der er tale om en rigtig Rolls-Royce-model med vandfast bund, renselem. loft med kroge til mejseboller, net til at holde de store fugle, husmår og egern ude og selvfølgelig udført i eg. Derfor er kun det bedste godt nok, når det kommer til stativet, som altså ikke følger med denne luksusmodel.

Så jeg måtte i gang på værkstedet - og det udviklede sig til lidt af et projekt, som jeg først blev færdig med lige efter nytår. Vejen har været lang og brolagt med udfordringer.

Jeg fik først selve foderbrættet i midten af juni, selv om jeg egentlig har fødselsdag i april. Coronaen lagde sine begrænsninger på familiesammenkomsterne.

Jeg besluttede, at stativet skulle udføres i lærketræ. Det er verdens mest uforgængelige træsort, hvor kerneveddet er fyldt med konserverende harpiks, så det behøver ikke behandling med træbeskyttelse og holder nærmest evigt.

Desværre havde XL i Brovst ikke lige lærk i de rigtige dimensioner, men de fandt en bjælke hos kollegerne i Padborg. Her kunne jeg så vælge at betale 1.200 kroner for transporten, hvis det skulle være her og nu. Men jeg kunne også spare fragten, hvis jeg væbnede mig med tålmodighed, for så ville de tage bjælken med, når der alligevel var en transportmulighed.

Så den sibiriske lærkebjælke arbejdede sig så stille og roligt op gennem Jylland den næste måneds tid - og endelig ankom den til parcellen midt i sommertravlheden. Derfor gik der også et par måneder, inden jeg kom i gang.

Den ubehandlede og rå lærkebjælke blev høvlet og pudset efter alle kunstens regler, håndsavet i passende stykker og nødtørftigt sat sammen med nogle skruer. 

Men jeg ville gerne samle stativet med bolt og møtrik, hvilket jeg hurtigt fik købt. Uheldigvis havde jeg ikke det nødvendige værktøj til at lave forsænkninger, så jeg måtte gå den tunge gang til venner og bekendte for at låne. Desværre uden nævneværdigt held - så jeg måtte lige i tænkeboksen et par måneder.

Mellem jul og nytår fik jeg så udtænkt en løsning. Det blev måske knap så pænt, som jeg havde ønsket, men det får være. Forrige weekend kom den store dag, hvor hele konstruktionen blev samlet. 

Dimensionerne på stativet er måske lidt voldsomme i forhold til foderbrættet. Men det holder i hvert fald min tid ud - og som sagt: Kun det bedste er godt nok til foderbrætternes svar på Rolls-Royce.

Tak til søster for et flot foderbræt.

torsdag den 28. januar 2021

Alt kan blive kaos

Flyvning med udfordringer

Nordøstgrønland ved middagstid i december. Foto: Privat

Flyvning i Arktis er noget af det mest krævende, en pilot kan blive udsat for. Det kræver omhu og erfaring, for vejret kan vælte alle planer på få sekunder.

Det fortæller WAU, der er skipper – altså chef – på Flyvevåbnets kæmpestore C-130 Hercules-fly, der både sørger for forsyninger til de militære installationer og også bidrager til civile opgaver – for eksempel tsunamien ved Nuugaatsiaq i 2017 og sidste år, da der var en stor fjeldbrand ved Sisimiut.

C-130 over Kangerlussuaq. Foto: Forsvaret
- Det er noget helt specielt at flyve i Grønland. Der kan være smukt og stille, men på få sekunder kan alt ændre sig til kaos. Så som regel har vores piloter været på skarpe missioner i blandt andet Afghanistan og Afrika med kuglerne flyvende om flyet, før de får lov til at flyve til Grønland, fortæller WAU, der også er instruktør for Hercules-piloterne.

Den 10. december var han chef på en flyvning fra Aalborg til Nuuk med materiel til Arktisk Kommando. Flyvningen gik via Keflavik, hvor man læssede en del af godset af, så flyet var kun halvfyldt, da WAU i pænt vejr lagde an til landing i Nuuk.

- Landingen var uden problemer, så flyet stoppede allerede 500 meter inde på den 950 meter lange bane i Nuuk, selv om der faktisk lå lidt is på landingsbanen.

- Det er en af Hercules-flyenes helt store styrker, at vi kan lande næsten hvor som helst.

Men turene til Grønland har sin pris, for i Nordøstgrønland på Mestersvig og Station Nord er der grusbaner.- Grusbanerne slider voldsomt på flyene. De danske Hercules-fly, som forsvaret har fire af, er sammen med Challenger-flyene som de eneste i verden forsynet med en skumagtig folie-belægning på undersiden, som skal beskytte mod stenslag.

På december-turen blev det kun til et par timers ophold i Nuuk, inden turen gik videre til Kangerlussuaq, hvor Luftgruppe Vest har sit hovedkvarter og overnatningsfaciliteter til både fly og personel.

Akia set fra luften under anflyvning til
 Nuuk 10. december. Foto: Privat
- Jeg har faktisk kun overnattet en enkelt gang i Nuuk. Det var i forbindelse med en politioperation, hvor vi havde fløjet politiets indsatsstyrke med biler og materiel til Nuuk, fortæller WAU, der kan berette om en fin modtagelse blandt folk.- Sådan er det i alle de grønlandske byer, når vi kommer. Det store fly vækker opsigt – og folk tager billeder af os og flyet.

Et Hercules fly har et vingefang på godt 40 meter, så det fylder godt op i de små lufthavne. Til sammenligning har Air Greenlands Dash-8-fly et vingefang på 26 meter.

Hercules-flyenes historie går helt tilbage til 1956, men er løbende udviklet. De fire danske fly blev anskaffet i 2004, hvor de afløste en ældre udgave.- C-130 er et kompromis mellem mange forskellige hensyn – en slags schweizerkniv. Måske ikke verdens mest magelige fly for passagerer, men flyet kombinerer stor lasteevne med stor brændstofkapacitet og evnen til at lande næsten hvor som helst. Vi kan uden problemer flyve fra Aalborg til Nuuk fuldt lastet uden mellemlandinger, forklarer WAU.

- Hercules-flyet er en helt særlig kapacitet for det danske forsvar, som sætter os i stand til at løse opgaver i Grønland, som ingen andre kan klare. Og det gør vi så mange gange om året – fordi vi kan!

Set fra en pilot-vinkel er det ikke de store forskelle på de grønlandske lufthavne.Overalt kan lave skyer, tåge, is på banen og turbulens byde på udfordringer, men hårdt presset erkender WAU, at Nuuk og Qaarsut kan være lidt udfordrende, fordi der netop de steder ofte er voldsom turbulens under anflyvningen.

- Man kan altså godt mærke, at man flyver – og anflyvningen kræver stor opmærksomhed, selv om turbulensen ikke påvirker de tunge Hercules-fly så meget som andre fly. Det er også på grund af vægten, at Hercules-flyet ikke er særligt følsom for den ofte hårde sidevind i Nuuk, siger WAU.

WAU har titel af major og er foruden pilot på Hercules også næstkommanderende i eskadrille 721 ved Air Transport Wing i Aalborg, som er den enhed, der står for flyvevåbnets operationer med Hercules- og Challenger-flyene. Han stopper som næstkommanderende til årsskiftet, fordi han skal udstationeres i Tyskland, hvor han skal flyve Natos store AWACS-overvågningsfly.

WAU har været pilot, siden han som 20-årig kom ind på forsvarets flyveruddannelse. Her fløj han først jagerfly, men siden rykkede han over til transportflyene. Første mission til Grønland var i 1999 som styrmand. Siden er det blevet til adskillige ture til Grønland, hvor han kommer fem til seks gange om året.

- Jeg elsker at flyve i Arktis, for her får jeg lov at bruge alt det, jeg har lært. Og selv om et moderne fly kan lande næsten af sig selv, lander vi altid manuelt, når vi går ned til en grønlandsk landingsbane, siger den flyveglade Grønlands-elsker.

Alle piloter i det danske flyvevåben har et kaldenavn på tre bogstaver. Af sikkerhedshensyn har vi valgt at bruge WAU’s pilotnavn i stedet for det civile navn her i artiklen.

Artiklen er fra Sermitsiaq 30. december 2020. Jeg skrev artiklen, fordi Hercules-besøget i Nuuk den 10. december gav anledning til en del skriverier på Facebook - og jeg derfor mente, at det var på sin plads at fortælle lidt mere om flyvevåbnets operationer i Grønland. Egentlig var artiklen tænkt til Nuuk Ugeavis, men den endte altså i den landsdækkende avis.

onsdag den 27. januar 2021

Stillits på bigården

Fuglekvidder

(Billederne er klikbare)

Tirsdag formiddag holdt vi ind ved Lars Bos bigård for at købe lidt honning med hjem. Da jeg stoppede motoren, var der en øredøvende larm af småfugle i træerne.

Det var en kæmpeflok af stillitser, der sad i toppen af træerne og kvidrede i vilden sky. Jeg er ikke så god til at tælle fugle, men jeg vil anslå, at der var et par hundrede fugle. Det var temmelig imponerende - og lydtrykket var altså ganske voldsomt.

De mange stillitser holder til i Lars Bos blomstermark, hvor der blandt andet er masser af solsikker, der er noget af det mest lækre, man kan sætte på bordet for en stillits. Men det ved rovfuglene også, og jeg har da tidligere set en tårnfalk på stillitsjagt, så det var nok det, der var grunden til, at de mange fugle havde søgt tilflugt i træerne ved gården. Ellers byder området også på musvåge, vandrefalk og blå kærhøg i øjeblikket, så der er nok at tage sig i agt for, hvis man er stillits.

Stillitsen hører fortrinsvis til i det åbne land, men vi har tidligere haft dem også her på parcellen. Men da jeg for et par år siden fældede det store lærketræ, forsvandt de. Men inden da nåede jeg at få en del gode fotos. Det nederste er fra foderbrættet i 2013 - og som man kan se, er stillits en af de flotteste fugle, vi har. Næsten helt tropisk med de flotte røde og gule farver.

tirsdag den 26. januar 2021

Bramgås

 Nærkontakt


Akkurat som Dan Turell holder jeg af hverdag. For der er chancen for nærkontakt med fuglene lidt større - af den simple grund at man er alene med dem.

Det skete i dag, hvor jeg i en halv times tid gik og snakkede med en bramgås, der var kommet væk fra flokken. Så har jeg det godt - og det er skønt, når man fornemmer kontakten med fuglen, der sikkert bare synes, at jeg er lidt skør i bolden, når jeg går og snakker med den. Men der kom et par gode fotos ud af det - nok de bedste bramgås-fotos, jeg har lavet.

Bramgæs er ellers flokdyr, men altså ikke den her. Og når de er i flok, er de svære at komme tæt på. 

DOF beretter i "Danmarks Fugle", at der i april-maj 2003 rastede omkring 55.000 bramgæs syd for Rømødæmningen. Det skulle angiveligt være en af de største vilde gåseflokke, der er set herhjemme.

Om vinteren er den også talrig her på egnen. Jeg har ofte set kæmpeflokke mellem Attrup og Holmsø. Vintersæden er et stort spisekammer for bramgåsen - og den er da også begyndt at yngle under vore sydlige himmelstrøg. Udover denne enlige gås ved dæmningen, så jeg tidligere på dagen en del, som gik og fouragerede sammen med sangsvanerne på markerne på nordsiden af Ulvedybet.

Tidligere var bramgåsen knyttet til Arktis med tre bestande i Østgrønland, på Svalbard og endelig nogle russiske øer i Hvidehavet.

lørdag den 23. januar 2021

Sømandsskrøner i dansk TV-serie

Skibskatastrofer og voldsom død

Screendump fra DR2

Fredag begyndte DR på endnu en genudsendelse af TV-serien "En by i provinsen" fra 1977. Det er ikke verdens mest ophidsende TV-serie, men ganske hyggelig - især på grund af Dirch Passer og hans rolle som hotelejer Didrichsen på Hotel Gripsholm.

MS Gripsholm. Foto: Wikipedia
Nu er Passer jo Passer - og alt, hvad han siger, skal med al respekt tages med et gran salt. Det opdagede jeg fredag, hvor jeg tændte for fjernsynet omkring 25 minutter inde i første episode. Her fortæller Didrichsen en anekdote fra sin fortid som chef cuisinier på den svenske luksusliner MS Gripsholm. Her havde Passer - altså Didrichsen - en gang tilberedt Hummer Americaine (grillet flækket hummer med en kraftig tomatsauce) til første servering. 

Lækkerierne kom dog aldrig på bordet, angiveligt fordi "Andrea Doria sejlede lige ind i siden på os. Er det ikke typisk italiensk?", som Passer siger.

MS Stockholm efter kollisionen. Foto: Wikipedia
Her er der mildest talt tale om en voldsom fordrejning af de historiske kendsgerninger. Den italienske luksusliner Andrea Doria har aldrig kollideret med MS Gripsholm. Jeg går ud fra, at anekdoten er inspireret af Andrea Dorias kollision i 1956 med en anden svensk luksusliner, MS Stockholm.

Ulykken skete ved den amerikanske østkyst, cirka 50 sømil øst for Nantucket i dårlig sigt. Her vædrede MS Stockholm på vej fra New York og bound for København Andrea Doria, der var undervejs fra Napoli mod New York. Stockholm ramte Andrea Doria midtskibs med 21 knob og forårsagede et stort hul i skroget, der førte til, at MS Andrea Doria sank 10 timer efter kollisionen. Passagerer og besætning blev reddet ombord på Stockholm og den franske liner Ile de France, som var i nærheden. Ulykken kostede 46 mennesker livet, mens 1660 blev reddet.

Andrea Dorias sidste time. Foto: Wikipedia
Kollisionen skete 25. juli kl. 23, så det alene ødelægger Passers historie. Uanset at vi taler om en luksusliner, som var den tids svar på krydstogtskibe, har der næppe været tale om en første servering kort før midnat. Det kan næppe heller betegnes som særlig italiensk, at skibet blev påsejlet af et svensk skib, der altså ikke var MS Gripsholm, men MS Stockholm.

MS Gripsholm, der har givet navn til Didrichsens hotel i TV-serien, var bygget i 1924 og skiftede i 1954 navn til MS Berlin. Et nyt MS Gripsholm blev søsat i 1957 og sejlede under dette navn frem til 1975. Krydstogtskibet Sagafjord sejlede i perioden 96-97 ligeledes under navnet MS Gripsholm.

Jeg så allerede En by i provinsen, da serien havde premiere i 1977, så det kan egentlig undre mig, at jeg ikke har hæftet mig ved fejlen før. Måske jeg er lidt for begejstret for Dirch Passer?

mandag den 18. januar 2021

Weekendens fugle

Ikke det helt store


Weekendens fine frost og næsten klar himmel var i teorien en god ramme for en nogle ture med kameraet, men når resultatet skal gøres op, endte det lidt pauvert.

Lørdag formiddag var jeg en tur rundt i de hjemlige omgivelser - og der var sådan set fugle nok. Men på grund af islægget lå de lidt langt væk. Men det blev da til et enkelt fint billede af et par isbrydende sangsvaner. 

Ellers bød dagen blandt andet på en vandrefalk, der forsøgte jagtlykken uden held på en flok sangsvaner, en del musvåger og masser af stillits nede ved biavlerens solsikke-mark. Men uden for skudhold med mit begrænsede udstyr. 

Alligevel en sjov oplevelse, for pludselig dukkede der en tårnfalk op over marken - og det kunne nok være, at den kunne rydde butikken. Og så var det slut med at stillits for den dag.

Søndag gik turen til Han Vejle-skjulet sammen med Anne og Henrik. Heller ikke her blev det til det helt store. En fiskehejre og en skarv. Men jeg så da også masser af gærdesmutter, blåmejser, skægmejer, blå kærhøg, skarver, krager, rødhals, canadagæs i luften og så en enkelt ravn, der klunkende fløj forbi på passende afstand.

Men frisk luft fik vi masser af... Men hånden på hjertet. Der er i øjeblikket bedre chancer for gode fuglefotos på foderbrættet end ude i den rigtige natur. Så det er nok det, jeg skal holde mig til den kommende måneds tid.

lørdag den 16. januar 2021

Sprødstegte grisehaler

Gule ærter med mere...


I ugens løb gik snakken om gule ærter. Det er koldt derude, så det er tid til tung, traditionel mad som i gamle dage...

Fruen mener helt generelt, at der hører grisehaler til denne herlige herrespise. Selv er jeg ikke så vild med grisehaler, der ret beset ikke er andet end skind og ben, men hvad gør man ikke for husfredens skyld?

Så fik jeg en ide. Griseskind er jo rigtigt behandlet flæskesvær - så hvad med at forvandle grisehalerne til flæskesvær med håndtag? En slags slagter-slikkepind?

Først kogte jeg halerne i en halv time og lod dem køle af. Så ridsede jeg skindet i små mundrette tern. Herefter penslede jeg med rapsolie og gned skindet med salt og peber. Grisehalerne blev lagt på en rist og fik 45 minutter i ovnen ved 175 grader. Jeg var ikke helt tilfreds, så de fik lige et par minutter ekstra under grillen - og så var de klar. Herlig flæskesvær monteret på et ben - lige til at spise.

De gule ærter begyndte jeg på allerede torsdag, hvor jeg kogte en grundsuppe på ben, gulerødder, løg og en stor kvist timian fra haven. Suppen blev siet, og fredag eftermiddag kogte jeg så grisehalerne i den kraftige fond. Det tog den ikke skade af - og den blev heller ikke ringere af, at jeg bagefter kogte et stykke røget spæk i en times tid - bare for at give lidt ekstra smag.

Herefter siede jeg endnu en gang, snød lidt og gav suppen et opkog med en pose færdigskårne suppeurter og sluttede så af med en halv pose af Møllerens gule ærter og smagte til med lidt salt.

Normalt ville jeg servere med kogt medisterpølse og sprængt flæsk, men der var rigeligt med kød fra benene - og så de sprødstegte grisehaler, Så dermed blev det.

I følge fruen var det de bedste gule ærter og grisehaler, hun nogensinde har fået - og det tror jeg gerne. For det smagte saftsuseme godt...

fredag den 15. januar 2021

Hvert bord passer sit

Unødig trætte

Foto: White House
Jeg er ærlig talt ved at være lidt træt af at høre om ham Trump. Han interesserer mig ikke – og jeg formoder, at han også er ret ligeglad med mig og velmenende danskeres mening om, hvad der sker i USA.

Jeg mener helt generelt, at hvert bord skal passe sit. Det ændrer næppe en tøddel på de faktiske forhold, når stort set alle danske brugere af Facebook bedyrer, at de ikke kan lide ham. Så lad dog være. Det er bare unødig trætte.

Situationen med pøbeloptøjer i Washington forleden kommer heller ikke bag på mig. Det måtte jo ske en dag, for der er mindst lige så meget pøbel i USA som andre steder. Men det glæder mig da, at venstrefløjen nu også har fået øjnene op for problemet.

Jeg ser frem til håndfast reaktion med gummikugler, vandkanoner og tonsvis af tåregas, næste gang miljøtosser lænker sig til fyrretræer, bz’ere stormer butikker i det indre København, Greenpeace overtræder grænserne for anstændig opførsel og fagforeninger etablerer fysiske blokader.

Men det er ligegodt sært, at de gamle kommunister på venstrefløjen er bekymret over lidt uro hos hovedfjenden, det kapitalistiske USA. For uro, ballade og sammenbrud er jo det, der altid har været målet med deres evindelige ævl, kævl og undergravende virksomhed.

Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om USA. Forstår ikke, at den såkaldte smeltedigel er interessant. Når man blander kulturer, vil det uvægerligt ende i ballade og normløshed. Og i den henseende er USA jo bare et socialt eksperiment – akkurat som Christiania. Så måske skal man – i lighed med Christiania – overveje at lukke skidtet.

Så fri os for flere skriverier om Trump. Men det er nu ikke særlig smart at lukke hans Twitter-konto. For det bekræfter bare hans proselytters tro på, at ytringsfrihed kun er for de andre.

Og nu vi er i gang. Jeg gider heller ikke læse om TV-værter, der bliver fyret. Jeg har aldrig ment, at det er særlig interessant, når journalister skriver om journalister, og medier skriver om medier.

Det er jo heller ikke nogen stor nyhed, at folk bliver fyret efter en advokatundersøgelse. Det ligger ligesom implicit i advokatundersøgelser. Virksomheden, der bestiller undersøgelsen, forventer resultater. Og advokaterne bider sjældent den hånd, som fodrer dem – så selvfølgelig leverer de skyts til skueprocesserne. Det har vi set i Støjbergsagen – og det har vi set i TV2-sagen.

I det hele taget findes der næppe en advokat, som ikke kan levere argumenter til kundens fordel. For advokat-virksomhed er jo forretning som alt andet – og så skal man naturligvis levere varen.

At man bruger advokater til at løse samarbejdsproblemer i en virksomhed i stedet for civiliseret samtale er sikkert noget, vi har lært i USA.Det er velkendt i det amerikanske sociale eksperiment. Det påstås på slyngelstuerne, at 90 procent af verdens advokater har deres udkomme netop i USA, hvor der ikke skal meget til at få en erstatningssag på halsen – for eksempel hvis man serverer friskbrygget kaffe og glemmer at fortælle, at friskbrygget kaffe er varm. Derfor bliver varer produceret i USA også unødigt dyre, fordi det er nødvendigt med tårnhøje produktansvarsforsikringer.

Men det kommer os alligevel til gavn i disse dage. For et amerikansk firma vil næppe sende en vaccine mod corona på markedet, hvis der er andet end forventelige bivirkninger ved stoffet.

Så jeg tager min vaccine, når tiden kommer. Ikke fordi eksperterne anbefaler det. Jeg tror helt generelt ikke på myndigheder og eksperter. Men jeg tror, den er sikker nok, når de amerikanske forsikringsselskaber siger god for vaccinen.

Jeg tager i øvrigt ikke mit stik for Nordjyllands skyld, som nærværende dagblad anbefaler det. Jeg tager stikket for min egen skyld.

Det har jeg gjort jævnligt gennem hele livet. Calmette, stivkrampe. leverbetændelse, malaria og så videre. Herregud, det er jo hverken thalidomid eller ddt, vi taler om. Og i øvrigt er jeg af naturlig vej vaccineret mod mange andre dårligdomme, fordi jeg er vokset op med frisk komælk og altid har spist 7 kg skidt om året.

Min største bekymring er sådan set, at de opvoksende generationer går glip af denne naturlige vaccination på grund af overdreven hygiejne. Et problem, der ikke bliver mindre i denne håndsprittid. Hvor der ikke er nogen, der tør røre fødevarer med de bare næver. Det mindsker modstandskraften og ender uvægerligt med nogle skrog, der råber på mor, hver gang livet går imod planerne.

Men det er godt for industrien, der gladeligt leverer cykelhjelme, gummihandsker, grønne sikkerhedsveste, håndsprit og vacciner. For uanset hvad, så kommer vi ikke uden om, at sikkerhed og medicin er industri og en god forretning – ligesom advokatvirksomhed. Derfor lykkedes det også på kort tid at skabe en vaccine mod coronaen. Hvis det havde været den offentlige sektor, der stod for udviklingen, var man stadig i gang med problemformuleringen. Så det lever jeg fint med.

Nu skal vi så bare tilbage til normale tider. Og det sker næppe lige med det samme. I så fald vil det være første gang i historien, at politikere frivilligt har sluppet magten. Men det er en helt anden historie.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 15. januar 2021.

torsdag den 14. januar 2021

Ved vejs ende

Tilbage til start


Da Royal Arctic Line tidligere på året indsatte Tukuma Arctica og efterfølgende søsatte samsejladsen med Eimskip sluttede en epoke i Grønlandsfarten.

Det betyder nu et farvel til de to velkendte og veltjente atlantskibe, Nuka Arctica og Naja Arctica, der ligger i Frederikshavn og venter på, at ophuggerne den 4. januar går i gang med at forvandle skibene til skrot.

- Den 22. december blev skibene solgt til skibsophugningsfirmaet Jatob, der har alle nødvendige miljøtilladelser til ophugning og håndtering af materialer og affald fra skibene. Alle metaller genanvendes, og de øvrige materialer kildesorteres, hvor hovedparten går til genbrug, siger fleet manager Anders Bay Larsen fra Royal Arctic Line.

- Det har været meget vigtigt for Royal Arctic Line, at ophugningen foregår miljøforsvarligt. Hensynet til miljøet er en central del af rederiets CSR-politik.

- Royal Arctic Line har gode erfaringer med at overlade den slags opgaver til Jatob, der tidligere har ophugget Arina Arctica i 2017 og Johanna Kristina i 2018.

Med ophugningen slutter rejsen for de to skibe, hvor den begyndte. Naja Arctica blev leveret til RAL i december 1994 og Nuka Arctica få måneder efter i maj 1995. Begge skibe er bygget på det daværende Danyard-værft i Frederikshavn.

Skibene blev bestilt på Danyard i 1993, efter at Royal Arctic Line i forbindelse med en omfattende omstrukturering af KNI var blevet en realitet samme år. Et af nøgleordene for omstruktureringen var ”containerisering”. Det var en revolution af hele transportsystemet i Grønland, der dengang baserede sig på stykgods. Her blev al gods transporteret i kasser og lignende. Med containeriseringen blev fragten sat i system med de containermoduler på 20 og 40 fod, som vi kender i dag.

De nye tider faldt bestemt ikke i god jord hos alle. Der var mange, der mente, at containerne var alt for store til de ”særlige grønlandske forhold”, som det hed.

Naja Arctica og Nuka Arctica blev de første containerskibe på Grønlandsfarten. De er begge – nogle dage endnu – 133 meter lange og 24 meter brede. De laster 782 TEU – altså hvad der svarer til 782 20 fods containere.

Naja Arctica og Nuka Arctica har siden containeriseringens dage tjent det grønlandske samfund trofast og leveret alt fra øl, juletræer, flæskestege og kyllingemix, biler, både, byggematerialer og nytårsskyts.

Det har ikke været uden problemer. Blader man i gamle aviser, er der utallige beretninger om, at skibene har siddet fast i is, der har været motorproblemer og forsinkelser, kajpåsejlinger og brand om bord. Også overisning er det blevet til.

Foto: RAL
Nuka Arctica trak i 2015 overskrifter, da skibet ankom til Nuuk med 500 tons overisning. Det så flot ud, men var ikke uden problemer, da isen, der vægtmæssigt svarede til 30 containere først skulle fjernes, inden skibet kunne losses.

Et enkelt bryllup om bord er det også blevet til. Den 15. april 2009 blev skibsassistent Lars Ole Laulund viet til sin hustru Sanne om bord på Nuka Arctica i havnen i Nuuk. Giftefoged var den dengang nydannede Kommuneqarfik Sermersooqs viceborgmester Astrid Fleischer Rex.

Jeg har skrevet artiklen til Sermitsiaq, hvor den blev bragt i nr. 2021/1 den 8. januar. Artiklen er også en brik til mine erindringer. Som informationschef i KNI i perioden 93 - 95 sad jeg nemlig på første parket til omstruktureringen af KNI, der nok er en af de største omvæltninger i Grønlands historie.

fredag den 8. januar 2021

Hvid jul i sidste øjeblik

Julen varer lige til påske


Normalt er 6. januar - helligtrekongersdag - sidste dag med julelys i haven. Men netop på denne dag dalede julesneen ned, så jeg har besluttet, at vi lige giver julelysene en lille lille levetidsforlængelse, for pænt ser det ud.

I hvert fald weekenden over, for det ser ud til, at vi får frost de næste dage. Og så er det alt for koldt til at rode med ledninger udendørs, har jeg besluttet.

Jeg håber selvfølgelig på masser af sne og frost. Men det er nok for meget at bede om. Rent statistisk sker det ret sjældent, at vi har hårde vintre i Danmark - og sidste gang skete det jo tre år i træk, så der kan nemt gå 20 år, før vi igen får sne og vinter, som dengang jeg var dreng...

Men ellers går det mod lysere tider. Dagen er tiltaget med 23 minutter - og fra nu af tiltager den med to til tre minutter om dagen, så nu går det stærkt...

tirsdag den 5. januar 2021

Restemad a la Spies

Gratinerede østers


Der var lige en håndfuld østers til overs fra nytårsaften. De skulle jo helst ikke gå til spilde, så mandag eftermiddag forvandlede jeg dem til det mest fantastiske og vellykkede lille mellemmåltid, jeg længe har fået.

Jeg lavede en dressing af creme fraiche, et par fed hvidløg, et bundt hakket dild, lidt citronsaft og lidt peber. Placerede en spiseskefuld på hver enkelt østers, hvor vi forinden havde forlystet os med den salte saft. Oven på dressingen lagde jeg så en skive godt modnet Danbo og dryssede lidt rasp. Det gik i ovnen under grillen for fuld knald - og da overfladen var gylden og sprød, var de færdige.

Det var lidt af et eksperiment, men meget vellykket, når jeg nu selv skal sige det. Og vi var i hvert fald enig om, at vi skal til at spise flere østers her i huset.

Overskriften er Dinas. Hun mente, at østers på en hverdag var meget Spies-agtig. Så store illusioner nærer jeg nu ikke. Jeg er ret overbevist om, at salig Simon Spies sarte smagsløg kun tålte daggamle østers - og med stor sandsynlighed blev toppet med beluga-kaviar. Så godt spiller klaveret dog ikke her på parcellen... 

mandag den 4. januar 2021

Årets første erantis

Det spirer og gror derude


Mens sæsonens første spæde snefnug faldt over parcellen på en råkold 4. januar, fandt jeg også de første mindst lige så spæde erantis på vej op.

Der går endnu et par dage, inden vi ser de livgivende gule blomster, men det skal nok komme. For erantis har det med at begynde med blomsten - og så følger resten af planten efter. Sidste år så jeg den første erantis-blomst den 20. januar, men i år er der vist en god chance for, at det sker tidligere.

Men de næste par dage sker det næppe. For meteorologerne er ude med varsler om vinterligt nedbør, som man i de kredse eufemistisk omtaler det, vi andre kalder sne. Så har man jo heller ikke sagt for meget...

søndag den 3. januar 2021

Nyt fotoår

Året begyndte med en musvåge


2020 var på alle måder et møg-år rent fotografisk. Corona-krisen tappede mig for energi og kræfter, så det blev ikke til mange ture - og for resten blev mange af de arrangementer, jeg normalt fotograferer til, aflyst.

Men lørdag var jeg lidt ude med kameraet. Det var ikke gunstige forhold, selv om solen skinnede. For den hænger lavt og giver ikke så meget lys endnu. Og så var der for resten også alt for mange mennesker ude i naturen, så det var svært at komme tæt på fuglene de normale steder.

Men jeg fangede da en musvåge på Nørredigevej. Først på højre side, så Dina fik kameraet. Men den var ikke meget for at blive fotograferet, så den lettede og satte sig pænt til rette i et træ på venstre side af vejen - og så fik jeg den!

En god start på året, synes jeg. Det blev vel til i alt hundrede fotos, men de fleste var dårligt belyst. En enkelt skarv blev på fangst blev det dog til.

Men jeg glæder mig til dagene bliver længere. For så har jeg som regel naturen for mig selv om morgenen, når solen står op. Og så skal der altså gang i fotograferingen igen.

lørdag den 2. januar 2021

Nytår med Chuck Yeager

Gennem lydmuren ind i det nye år


Nytårsaften gik efter omstændighederne ganske roligt, selv om jeg kort før midnat gennembrød lydmuren. Det får du en forklaring på længere nede.

Traditionen tro fejrede Hjemmestyret og jeg nytårsaften i fredelig tosomhed med skaldyr og fisk som det overordnede tema for de kulinariske udskejelser, som altså er ganske overskuelige med havets lyksaligheder på menukortet.

Vi lagde ud med østers. Det har vi ikke fået siden brylluppet i 2009, så det var egentlig på tide. Bare en lille hapser til at begynde med efter Dronningens nytårstale. Da jeg åbnede de temmelig uhandy skaldyr, var jeg meget forsigtig med at passe på saften. Det er sådan set ikke andet end saltvand, men det smager himmelsk - og jeg bilder mig ind, at det sikkert også er smaddersundt og giver superkræfter. Selve dyret fik lige nogle dråber citron - økologisk naturligvis, så det er også smaddersundt. Nemt og enkelt og en himmerigsmundfuld.

Herefter kom turen til kammuslingerne. Bare to til hver vendt hurtigt i lidt brunet smør på panden - og så serveret med hummersauce og lidt hjemmebagt hvidløgsflute. En hurtig løsning faktisk. For saucen blev lavet med en pose hummersuppe fra Royal Greenland, som blev kogt ned til det halve, justeret med lidt fløde og så smagt til med pernod. Det giver et fint pift af anis - og løfter saucen op i himmelen. Det er nemt at lave og så lækkert, at jeg helt glemte at tage et foto af det...

Så stod den på håndpillede østgrønlandske rejer. Et fast indslag her i huset. Det er kvalitetsmad. De østgrønlandske rejer er kæmpestore, men smager bare ti gange bedre end andre rejer. De er ikke helt billige, men her i huset er vi nu enig om, at der ikke skal spares på rejerne. Rejerne havde følgeskab af lidt salat uden dressing - og så en hjemmerørt mayonnaise. Man rører mayonnaise med olie, men havde jeg brugt smør i stedet, var det endt med hollandaisesauce. Smagen på den hjemmerørte mayonnaiser med godt med citron i kommer i hvert fald tæt på.

Vi fortsatte i skaldyrsporet med grillet hummer. En lille en fra nordamerika. Flækket og smurt med hvidløgs- og kryddersmør og så fem minutter på grill i ovnen ved højeste temperatur. Nu var vi ved at være kommet så langt, at det var fuldstændigt unødvendigt med garniture.

Klokken var ved at være ti, så det var tid til en lille pause, hvor jeg tændte pejsen i haven. Og så tilbage til kødgryderne for at tilberede aftenens clou - hvidvinsdampet havtaske på en bund af spidskål og gulerødder. Dampes i fire minutter. 

Kogefonden og en sjat fløde blev til en kraftig fiskesauce på en opbagning af smør og maizena. Det bliver ikke til meget, men det er et kraftfuldt og helmættende indslag. Havtaske er i øvrigt den bedste fisk, jeg kender. Kødet er så fast og saftigt, at jeg nærmest vil sammenligne det med kyllingekød. Det er også dyrt, så det er ikke hverdagskost, men falder man lige over en rest havtaske hos fiskehandleren, skal man slå til. Du vil ikke fortryde det.

Nu skulle vi også have lidt kød - grisekød. Så det blev lige til et stykke melon med skinke - og her gik det lille selskab så lidt i opløsning. Jeg fik ikke billeder af desserten, så her må læserne nøjes med et foto af Hjemmestyret. Og det er da en smuk dessert...

Desserten var ellers appelsin-trifli. Også en fast nytårstradition. Små appelsinstykker og lidt makron vædet i tør sherry og overhældt med en hjemmerørt vanillecreme.  naturligvis - og stabiliseret med lidt husblas - og så pyntet med flødeskum. Tre blade husblas til tre dl mælk er nok lige i underkanten, noterer jeg for en anden gangs skyld.

Drikkevarerne skal også have et ord med på vejen. Det er ret enkelt. Tør hvidvin og tør mousserende vin er det bedste valg - og lige efter min smag. En gammel Chablis fra vinkælderen til herren og Alsace-riesling til fruen. Sådan plejer vi at dele livets goder. Dronningen og østersen blev skyllet ned med en knastør crémant fra Bourgogne og nytårsklokkerne fik følgeskab af en lidt lettere crémant fra Alsace.

Og da jeg efter desserten fortrak til haven, blev det tid til en sjus - eller cocktail mere præcist. En såkaldt Chuck Yeager. Opkaldt efter manden, der gennembrød lydmuren for første gang - og det er altså forklaringen på, at jeg kom ind i det nye år med lydens hastighed. Yeager døde 7. december 2020 - og det var sådan lidt af en mindestund, jeg holdt der i haven i det fine nytårsvejr.

En Chuck Yeager laves med lidt is, en del Jägermeister og tre dele ananasjuice - og er nok mere interessant end egentlig velsmagende. Det var en opskrift, jeg havde fundet på nettet - og en god anledning til at åbne en liter Jägermeister, som nok har stået i barskabet i en halv snes år.

Jeg ved ikke, hvor interessant alle disse madskriverier er for andre - men jeg bruger ind i mellem bloggen som huskeliste, så jeg har styr på detaljerne. Så det må man bære over med, men jeg håber da, at det også kan inspirere andre til at spise lidt mere fisk - gerne fra Grønland - i det nye år. Og hermed velkommen til 2021.