torsdag den 14. januar 2021

Ved vejs ende

Tilbage til start


Da Royal Arctic Line tidligere på året indsatte Tukuma Arctica og efterfølgende søsatte samsejladsen med Eimskip sluttede en epoke i Grønlandsfarten.

Det betyder nu et farvel til de to velkendte og veltjente atlantskibe, Nuka Arctica og Naja Arctica, der ligger i Frederikshavn og venter på, at ophuggerne den 4. januar går i gang med at forvandle skibene til skrot.

- Den 22. december blev skibene solgt til skibsophugningsfirmaet Jatob, der har alle nødvendige miljøtilladelser til ophugning og håndtering af materialer og affald fra skibene. Alle metaller genanvendes, og de øvrige materialer kildesorteres, hvor hovedparten går til genbrug, siger fleet manager Anders Bay Larsen fra Royal Arctic Line.

- Det har været meget vigtigt for Royal Arctic Line, at ophugningen foregår miljøforsvarligt. Hensynet til miljøet er en central del af rederiets CSR-politik.

- Royal Arctic Line har gode erfaringer med at overlade den slags opgaver til Jatob, der tidligere har ophugget Arina Arctica i 2017 og Johanna Kristina i 2018.

Med ophugningen slutter rejsen for de to skibe, hvor den begyndte. Naja Arctica blev leveret til RAL i december 1994 og Nuka Arctica få måneder efter i maj 1995. Begge skibe er bygget på det daværende Danyard-værft i Frederikshavn.

Skibene blev bestilt på Danyard i 1993, efter at Royal Arctic Line i forbindelse med en omfattende omstrukturering af KNI var blevet en realitet samme år. Et af nøgleordene for omstruktureringen var ”containerisering”. Det var en revolution af hele transportsystemet i Grønland, der dengang baserede sig på stykgods. Her blev al gods transporteret i kasser og lignende. Med containeriseringen blev fragten sat i system med de containermoduler på 20 og 40 fod, som vi kender i dag.

De nye tider faldt bestemt ikke i god jord hos alle. Der var mange, der mente, at containerne var alt for store til de ”særlige grønlandske forhold”, som det hed.

Naja Arctica og Nuka Arctica blev de første containerskibe på Grønlandsfarten. De er begge – nogle dage endnu – 133 meter lange og 24 meter brede. De laster 782 TEU – altså hvad der svarer til 782 20 fods containere.

Naja Arctica og Nuka Arctica har siden containeriseringens dage tjent det grønlandske samfund trofast og leveret alt fra øl, juletræer, flæskestege og kyllingemix, biler, både, byggematerialer og nytårsskyts.

Det har ikke været uden problemer. Blader man i gamle aviser, er der utallige beretninger om, at skibene har siddet fast i is, der har været motorproblemer og forsinkelser, kajpåsejlinger og brand om bord. Også overisning er det blevet til.

Foto: RAL
Nuka Arctica trak i 2015 overskrifter, da skibet ankom til Nuuk med 500 tons overisning. Det så flot ud, men var ikke uden problemer, da isen, der vægtmæssigt svarede til 30 containere først skulle fjernes, inden skibet kunne losses.

Et enkelt bryllup om bord er det også blevet til. Den 15. april 2009 blev skibsassistent Lars Ole Laulund viet til sin hustru Sanne om bord på Nuka Arctica i havnen i Nuuk. Giftefoged var den dengang nydannede Kommuneqarfik Sermersooqs viceborgmester Astrid Fleischer Rex.

Jeg har skrevet artiklen til Sermitsiaq, hvor den blev bragt i nr. 2021/1 den 8. januar. Artiklen er også en brik til mine erindringer. Som informationschef i KNI i perioden 93 - 95 sad jeg nemlig på første parket til omstruktureringen af KNI, der nok er en af de største omvæltninger i Grønlands historie.

Ingen kommentarer: