Danmarks største edderkop

Mejeredderkoppen

Huset er blevet invaderet af mejeredderkopper. Det er en sand plage, for de sætter spind over alt og hele tiden.

Jeg ved ikke præcist, hvornår mejeredderkoppen holdt sit indtog på Nørremarksvej, men det har i hvert fald stået på i et års tid. Nu er der krig.

Normalt er jeg temmelig tolerant over for almindelige edderkopper, for de er vores venner og holder fluerne nede - og de sætter som regel kun spind i hjørnerne, så det er til at leve med.

Jeg begyndte jagten på mejeredderkopperne ved juletid - og i en periode så det ud til, at jeg havde styr på det. Men den seneste måneds tid er de begyndt at dukke op igen. Så nu går jeg en runde flere gange om dagen og klasker dem med en våd klud.

Hjælper det ikke, bliver jeg nødt til at bruge gift. Det har jeg ingen skrupler ved. Jeg har en lugtfri, bionedbrydelig insektgift, som jeg bruger til myrer i køkkenskabene. Den kan også tage edderkopper. Hidtil har ikke brugt metoden, for jeg holder som sagt meget af almindelige edderkopper.

Men det kan blive nødvendigt. Mejeredderkoppen er ikke kostforagter, så den spiser også almindelige edderkopper - og så kan det jo være lige meget. Så nu virker giften som et tillokkende middel. For jeg vil ikke have dem i huset, færdig, basta.

Mejeredderkoppen er Danmarks største edderkop - målt i afstanden mellem fødderne. Selve kroppen og hovedet er undseeligt, men benene kan sagtens blive fem til seks centimeter lange.

Det er i øvrigt en invasiv dyreart, som slet ikke kan leve i den danske natur. Mejeredderkopperne tåler ikke frost og overlever kun, fordi de finder husly indendørs. Mejeredderkoppen lever normalt under varmere himmelstrøg, men dukkede op i Danmark i pakhuse i slutningen af 1800-tallet. Siden tressernes charterbølge er det stukket helt af - og i hvert fald her på parcellen ser det ud til, at mejeredderkoppen fuldstændigt har fortrængt de mere klassiske danske edderkopper.

Farvel til Bell

Flynørderi

Lørdag aften sluttede et kapitel i den grønlandske luftfartshistorie, da B212 helikopteren OY-HCY  lettede fra  Kulusuk på den 10 minutter lange flyvetur til Tasiilaq. Det  var sidste gang, helikoptertypen blev brugt i Air Greenlands fartplan efter at have opereret i selskabet i over 40 år.

Den vil blive savnet. Ikke på grund af sin komfort. Tværtimod. For der er hverken komfort eller god plads i 212. Men den karakteristiske flap-flap-lyd er en del af mit grønlandske lydbillede - og jeg elsker lyden.

Jeg har kun fløjet med Bell 212 en halv snes gange. Men jeg er glad for at have prøvet det, for her får man virkelig noget for pengene. Den ryster og larmer - og den larm er virkelig fed. For når man sidder på passager-pladserne, sidder man med ryggen op af den gigantiske Pratt & Whitney PT6T-motor, der yder noget i retning af 1800 heste. Det kan mærkes og høres - sammen med rotorbladenes flap..

Min sidste tur med Bell 212 foregik for ti år siden mellem Tasiilaq og Kulusuk. Det er også herfra billederne i artiklen kommer fra. Og helikopteren var dengang også OY-HCY, for resten.

Bell 212 afløses i Air Greenland af H-155.

Air Greenland har produceret en mindevideo for Bell 212. Den er lidt lang, men hvis du elsker lyden af 212 ikke et sekund for lang. Det er sød musik i mine ører...

Sprængt oksespidsbryst med spidskål

Gyldenspjæts livret

Onsdag aften havde jeg besøg af et par af de gamle spejdere. En hyggelig tur i skoven for at studere anemoner og ramsløg, som det er højsæson for netop nu.

Det blev også lige undskyldningen for at traktere med en nem og hurtig treretters menu, hvor hovedretten var sprængt oksespidsbryst med stuvet spidskål, der som bekendt var Gyldenspjæts livret.

Det er nem mad, selv om det kræver lidt forberedelse. Sprængningen tager nemlig tid, men passer sig selv. Så allerede fredag smed jeg oksekødet i en saltlage - 80 gram salt, 20 gram nitritsalt og 20 gram sukker pr liter vand. Og da jeg nu var i gang, røg der også lige en kalvetunge i lagen. Det er jo det samme arbejde - og så havde jeg også et godt udgangspunkt for forretten.

Her serverede jeg en lille anretning med kalvetunge og hjemmegjort italiensk salat, en håndfuld håndpillede grønlandske rejer med ramsløgmayo og så en smagsprøve på Kamiks rensdyrspegepølse, som jeg hentede i Kangerlussuaq forleden. Hertil hvidløgsflutes af supermarkedets præfabrikerede type, selv om det ikke fremgår af billedet.

Når oksespidsbrystet er sprængt efter fem dage i lagen, skal det koges i et par timer i vand tilsat et par gulerødder, et par løg, et par stykker selleri, en håndfuld peberkorn og et par laurbærblade. Suppen var i øvrigt genbrug fra dagen i forvejen, hvor jeg tilberedte kalvetungen til min frokost.

Nu gik snakken jo, mens oksekødet simrede, så det fik lige en time for meget. Det gjorde kødet  rigeligt mørt, så det var svært at skære pænt. Nærmest pulled oksespidsbryst vil jeg sige - men det smagte herligt alligevel, så pyt..

Desserten var god, gammeldags gul budding. Det er sådan en dille, jeg har i øjeblikket. Efter måske 35 år uden budding har jeg genopdaget denne skønne gamle dessert, der smager herligt i sig selv, men bestemt ikke bliver ringere af lidt lune amarena-kirsebær på toppen.

Det lyder voldsomt med en treretters til en almindelig onsdag aften, Men det hele kan stort set laves i forvejen, så når først gæsterne er gået til bords, kører det egentlig bare derudaf. Og heller ingen tømmermænd dagen derpå. Det var kørende gæster, så det hele blev skyllet ned med Pepsi Max og sligt.

Drama i mølledammen

Sortsvaner på flugt

Forleden kørte jeg tilfældigvis forbi Haverslev Mølledam, hvor jeg fik øje på et sortsvanepar, der snadrede i grøden i den vestlige ende.

Men inden jeg fik standset og fundet kameraet frem, var der røre i mølledammen. Der bor nemlig også et knopsvanepar, hvor hunnen i øjeblikket ligger på rede. Knopsvanefar var synlig utilfreds med de sorte gæster, så de blev jaget på porten. Straks og øjeblikkeligt.

Så jeg måtte nøjes med et foto af de forsmåede sortsvaner, som fortrak til mere sikre farvande.

Men pyt. så kunne jeg lige konstatere, at alt var efter årstiden i mølledammen. Masser af blishøns, krikænder og så selvfølgelig den gamle kending fra dammen - den gråstrubede lappedykker, som der er mange af på det sted. Det blev også et foto af et troldandepar, som netop nu samler kræfter inden trækket nordpå.

Sortsvanerne er gamle kendinge på egnen. Jeg så dem første gang for et par år siden ved Aabybro - og de holder jævnligt til i Gjøl Bredning.

Sortsvanen stammer fra Australien og er sikkert undslupne eksemplarer fra en dyrepark eller en voldgrav. Til gengæld har aussierne importeret europæiske knopsvaner til deres parker. Flot ser knopsvanen også ud, men den giver angiveligt problemer for især australske børn med dens hidsige temperament, har jeg hørt.Så måske er det bedst, at hvert bord passer sit - og vi lader dyrene blive, hvor de hører hjemme. 

Så gik der 65 år

Kagelysten

Så viser kilometertælleren 65 år. Dybest set er det tegn på, at jeg efterhånden er ved at være godt brugt, men det vælger jeg at betragte som patina.

Der har været bump undervejs, så tændrørene virker lidt slidte, men overordnet set har det været sjovt - og jeg bilder mig ind, at jeg har oplevet mere end de fleste, så helt ringe har tilværelsen nu ikke været.

Fødselsdagen blev fejret på selve dagen. Det var skærtorsdag og fridag - og med flere efterfølgende fridage til at sove den ud i, så det blev en fest uden lige. Dog med den lille begrænsning at det var lidt i sidste øjeblik, at jeg kom efter, at der skulle være fest. Så det var kun en lille sluttet kreds, der deltog.

Foto: Henrik Jespersen

Det var familien og et par gode venner, der har været en stor støtte i tiden efter Dinas død, som jeg godt ville sige tak til - og så var fødselsdagen en god anledning til at kræse for dem med nogle små godbidder fra køkkengemakkerne.

Foto: Henrik Jespersen

Det var en god fest, så jeg fik ikke fotograferet det helt store, men sådan går det ofte, når først snakken går. Det gjorde den nemlig - og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at meget af snakken handlede om Grønland. Sådan er det jo.

Grønland var også temaet i maden. Jeg lagde ud med en lille appetizer - lidt rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk, som jeg hjembragte fra Kangerlussuaq forleden. Serveret med rugbrødssnacks med kvan venligst sponsoreret af Air Greenland. Hertil ramsløgmayonnaise, for det er jo sæson for ramsløg.

Så fulgte den berømte laks baroque, som har været en af mine tilbagevendende serveringer, siden jeg lærte retten at kende på madlavningsholdet i Sisimiut for næsten tredive år siden. Så fulgte en lammekølle med bagte rodfrugter, flødekartofler og en lille klat sauce på lammefonden.

Finalen blev den grønlandsk kaffeinspirerede kage, som jeg over de seneste måneder har udviklet sammen med Jørn Bager, der også beredvilligt hjalp mig i køkkenet om morgenen, selv om han ikke deltog i festen. Stor tak for hjælpen til Jørn. For resten også en stor tak til Birgitte og Leo, som hjalp med serveringen gennem dagen.

Kagen blev godt modtaget - og jeg mener selv, at den nu har fået sin endelige form. Henrik har lavet videoen nedenfor, som viser det store øjeblik, hvor Rikke skar for - og det viste sig, at kagen havde det helt rigtige snit. Jeg skal nok dele opskriften på et senere tidspunkt, men foreløbig må du nøjes med billederne. 

Dagens vine var Cremant fra Alsace, Giersberger, Macon d'Ace fra Bourgogne, Ventoux i Cotes du Rhone fra Vidal-Fleury samt en tiårs tawny.

Tak fordi I ville være med til at fejre min fødselsdag - allesammen. Også en stor tak for alle hilsenerne på Facebook og Linkedin. Jeg er ikke så pjattet med sociale medier, men når man har fødselsdag, er det en ren fornøjelse.

Et minuts stilhed, baconbrændevin og herremad

En bevæget aften

Martsmødet i Øland Sildelaug blev indledt af viceoldermanden, da oldermand Palle Strandgaard pludseligt døde for  tre uger siden under en ferie på Gran Canaria. Oldermanden blev bisat torsdag den 30. marts i Nørre Tranders Kirke.

Palle Strandgaard flyttede til Øland i 2014 og faldt hurtigt til med sit åbne sind og gode humør. Allerede efter få måneder blev han optaget i sildelauget, hvor han bidrog til de kulinariske udskejelser med stor flid og dygtighed. I kraft af en lang militær karriere havde han et stærkt organisationstalent, og i kraft af en fem-årig karriere som forpagter i Gigantium var han en dygtig kok, som sildelauget ved utallige lejligheder har nydt godt af.

I mindeordene dvælede viceoldermanden ved den første gang, Palle Strandgaard havde ansvaret for forplejningen. Det skete ved oktober-mødet i 2015. Menuen var tarteletter og stegte duer. Duerne var af egen avl - og den tilhørende brune sovs fik englene til at synge.

Palle Strandgaard blev ved januarmødet i år sildelaugets kun fjerde oldermand . Der er tradition for, at oldermændene har posten i årevis - og det er ganske usædvanligt, at en oldermand har det ærefulde og magtfulde tillidshverv i kun godt to måneder.

Herefter holdt laugsbrødrene et minuts stilhed.

Efter mindestunden gik arbejdet i gang. En treretters menu krævede intens indsats fra alle mand.

Gidtblanderen trakterede under arbejdet med den nok mest specielle brændevin i laugets historie. Efter mange gætterier kom det frem, at det noget tyktflydende fluidum var lavet på bacon. Den slags skal selvfølgelig prøves, men det var den almindelige vurdering, at det næppe nogensinde bliver et stort hit.

Aftenens forret var bagt torsk på en waldorf-inspireret bund af selleri, æbler og pecan-nødder med smørstegt rugbrød. Portionerne var enorme og kunne sagtens have været et hovedmåltid.

Men sådan spiller klaveret ikke i sildelauget. Det kræver sin mand at følge med, så hovedretten var beef wellington - indbagt oksemørbrad med hasselbach kartofler og en sauce på løg, æbler og champignon.

Også saucen kunne udgøre et måltid i sig selv. Spist med ske var det en glimrende eksponent for herremad i sin egentlige betydning. Skamrosen faldt i byger - og til sidst var det nødvendigt at åbne vinduerne. Det bør anstændigvis nævnes, at Ole stod for dette mesterværk.

Dessertmesteren bød på roser med skildpaddeis. Det var nu heller ikke ringe. Men der er åbenbart bund i fattigfolk trods alt - og mætheden bredte sig. Endda i en sådan grad, at den afsluttende og traditionsbundne afsyngelse af Ølandsangen foregik siddende. Det er efter skriverkarlens beskedne og aldersbetinget nedsatte hukommelse aldrig sket før.