mandag den 31. maj 2021

Bukkejagt

Liv i naturen - og haven


Mandag aften vrimlede det med rådyr ved solnedgangstid.

Det er to uger siden, at bukkejagten gik ind, men jeg tænker nok de mærker, at der ingen jægere var på spil. Lyset var grumset i skumringen, men jeg kunne ikke dy mig for at trykke på aftrækkeren et par gange - og på trods af det manglende lys var der pletskud.

Det var i øvrigt ikke døgnets eneste naturoplevelse. Jeg stod op ved tretiden for at høre nattergale. Det var ikke det store - nærmest lidt spredt fægtning sammen med kukkerens kuk. Men da jeg kom hjem lidt i fire, hørte jeg nattergalen ganske tydeligt ovre fra golfbanen.

Mens jeg stod der og spidsede ører - ganske koncentreret - kom der et pindsvin slentrende bagfra. Det var koncentreret om mulig føde, så det havde ikke set mig, men dukkede pludselig op tyve centimeter fra min højre fod. Det var tæt på et bommesi-slag. Aldrig er jeg da blevet så forskrækket...

Et brøl undslap mig - og det stakkels pindsvin gjorde det eneste fornuftige: Forsvandt i en for et for pindsvin helt imponerende fart over bag værkstedet.

Jeg var slet ikke i humør til at lede efter det og få et foto. Jeg trængte bare til en kop meget stærk  kaffe efter den oplevelse...

Bukkejagten er gået ind, så det er med at passe på...

Friheden flyver

Udlængsel


Der er opbrud i den lille stærefamilie i birketræet bag værkstedet. Hele morgenen og formiddagen søndag sad den største af ungerne i hullet og kiggede ud på den store verden. Det er en god plads med udsigt - og når man fylder hullet godt ud, er man også sikker på at være først i køen, når stæremor og stærefar kommer med godbidder.

Men først på eftermiddagen ved halvto-tiden var det slut med privilegierne. Stæreungen hoppede ud af hullet. Det er point of no return. Når først den er ude, kommer den aldrig mere tilbage til hjemmets trygge arne. Nogle dage endnu holder forældrene den med kost, men om føje tid skal den klare sig selv.

For forældrene har sådan set nok at lave. Pladsen i hullet blev overtaget af en af de mindre søskende - og sådan vil det gå i et par dage, indtil alle ungerne er ude. Det er i øvrigt forbløffende, så mange unger der kan være på den relativt beskedne plads i en stærekasse. En fem-seks stykker er der i et normalt stærekuld.

Jeg havde egentlig også sat næsen op efter fotos af skovspurveungerne, der flytter hjemmefra. Men de snød mig og fløj fra redekassen natten til søndag. Men der kommer nok en tid igen. For skovspurvene bliver ved med at yngle hele sommeren.

lørdag den 29. maj 2021

Slowfood

Genåbning


Så er Øland Sildelaug på banen igen efter en lang og ufrivillig corona-pause.

Oldermanden havde kigget i cpr-registret for lige at tjekke, at der ikke siden sidst var sluppet et par lige numre ind i den udsøgte kreds. Og da han nu alligevel lavede numre, kunne han også konstatere, at gennemsnitsalderen i lauget er til den gode side. Så god, at et ædrueligt skøn sandsynliggjorde, at de fleste af laugsbrødrene enten er færdigvaccineret eller i det mindste i gang med vaccinationsprogrammet.

Så det gik nok an at mødes - og hvilket møde! Alle mand - stort set - var af hus, og den udsøgte kreds fyldte godt i det lille skolekøkken, der er bygget til helt anderledes småstørrelser.

Der var nok at lave for alle - for aftenens menu stod på rigtig slowfood - sommerskildpadde, der er en lys variant af den klassiske herreret, forloren skildpadde. Og desserten var Pære Belle Helene lavet fra bunden på råsyltede pærer.

Så der blev kokkereret og regeret ved stort set alle kogepladerne, mens gensynssnakken gik livligt og højlydt, så giftblanderen næsten ikke kunne få ørenlyd, da han trakterede forsamlingen med bjesk på egeknopper fra sidste år. Det smagte godt og tyder på en stor mådehold hos giftblanderen. Den slags gode sager bliver næppe et år gammel i de fleste hjem.

Køkkenarbejdet blev også garneret af øl - godt øl og gammelt øl. Peter takkede for udnævnelsen til årets sild midt under coronaen med Grimberger - og i øvrigt var laugets beholdning af almindelig øl datoudløbet, så der var fri udskænkning. Den slags hjælper også på det gode humør.

Da skildpadden ved fælles hjælp var hoppet op i sovsegryden, var det tid til spisning - og der blev gået til de kraftfulde sager garneret med lidt kartofler. Ikke overvældende mange og mest for syns skyld. Det hele blev skyllet ned med rose - for det er sommer, og så hører der rose til i vore dage. Og gerne i forsvarlige mængder.

Som prikken over hovedretten brillerede giftblanderen med endnu et urteudtræk. Denne gang på brombær med smag af sol og sommer over Øland.

På det tidspunkt var alle godt mætte - men dessert skal man ha', så der blev lige klemt en lille pære ned garneret med chokoladesauce og is fra Ryaa. Og så stod den ellers på oprydning i stor stil.

Dog ikke uden udfordringer. Afløbet drillede, så køkkenvasken måtte lige have en gang pumpemik med svupperen.

Aftensangen - Ølandssangen - var strøget på grund af coronarestriktionerne, men sangen lød alligevel af godt humør mellem træerne, da laugsbrødrene slingerslentrede hjem i den lyse sommernat.

Efter dette brag af en genåbning venter nu en lang sommerferie, inden der skal tages revanche i slutningen af august. Den traditionelle damesammenkomst er udskudt ind til videre på grund af coronaen. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

mandag den 24. maj 2021

Norske fristelser

Ja, vi elsker dette kjøkken...


Forleden var det den norske nationaldag. Det fejrede vi ikke, da der var så meget andet at fejre den dag.

Til gengæld tog jeg så revanche mandag aften, hvor jeg lavede norsk hotdog. Dybest set en massakre mod den gode smag, men ærkenorsk. Med ostepølse og rekesalat. En besynderlig blanding som vort norske broderfolk elsker. Især på nationaldagen, hvor pølser er en væsentlig del af nationalfestmenuen.

Men generelt er nordmænd ikke så fintfølende - og da husgerning ikke er et fag i den norske folkeskole, er der også frit spil for de mest besynderlige kombinationer, selv om jeg umiddelbart har lidt svært ved at se, hvor kombinationen af rejesalat og pølse kommer fra.

Måske Sverige, for svenskerne spiser skagenssalat til deres korv. Skagensalaten er en rejesalat, hvor der er sparet på rejerne og tilføjet lidt krabbekød i stedet.

Normalt vil jeg insistere på, at rejesalaten skal være hjemmelavet, men nu skulle det altså være norsk, så det blev den fabriksfremstillede - fra K-Salat. der i øvrigt er en del af den norske Orkla-koncern.

Ostepølsen er en anden norsk specialitet. Jeg ved ikke, om det er nordmændene, der har opfundet den, men jeg smagte den første gang, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Ostepølser er en spise, som jeg særligt forbinder med Statoil-stationer, hvor de serveres i en norsk variant af pølsebrød med sesamkerner på.

Aftenens menu var mest for eksperimentets skyld, inspireret af en norsk standupper, som vi så lørdag aften. For jeg foretrækker bestemt mine hotdogs med sennep, ketchup og remoulade, sådan som det er skik og brug i gamle Danmark.

Tilbage til landevejen

Genåbning


Landet er så småt ved at åbne efter coronakrisen. Om det så bliver til det bedre, vil tiden vise.

Undr alle omstændigheder gik turen onsdag - som så mange gange før corona - til Aarhus Havn, hvor jeg skulle dække en første spadestiksceremoni hos virksomheden Lundsø Køl og Frys. Virksomheden spiller en central rolle i både grønlandsk og canadisk eksport af seafood-produkter - altså fisk og skaldyr og især de lækre grønlandske rejer - og nu udvider man kapaciteten i Aarhus til det tredobbelte.

Lundsøe ligger trygt inde i havnen beskyttet af hegn og videoovervågning. Man kommer kun derind gennem en bevogtet indgang til havnen. Men nu var jeg altså sluppet ind, så på vej hjem benyttede jeg chancen til en lille rundtur - og kørte blandt andet forbi APM-terminals, der er beskyttet af et yderligere hegn og endnu mere videoovervågning.

Jeg dristede mig lige til at snuppe et hurtigt foto ud af vinduet af Mærsks store kraner på en baggrund af dagens regntunge skyer over Aarhus. Gnags synger om lav sol over Aarhus, men sol var der nu ikke meget af denne dag...

onsdag den 19. maj 2021

Fra skestorkenes liv

Strithår


Jeg tager masser af fotos af skestorkene, betaget som jeg er af den sjove fugl - og besat af tanken om, at det kan gøres bedre hver gang.

Tirsdag var jeg tæt på. Faktisk så tæt på, at jeg tydeligt kunne se, at en skestork har røde øjne. 

Og blæsten gik frisk over Limfjordens vande og bragte uorden i skestorkenes frisure. Det ser sjovt ud - og det kan jeg slet ikke stå for. Strithår, morgenhår, coronahår...





søndag den 16. maj 2021

Ansigtsløftning

Kalk og tjære


Kristihimmelfartsdag kalkede jeg sydsiden af huset - og i dag søndag fik jeg så smurt sokkeltjære på. Det ser godt ud og animerer voldsomt til at fortsætte med de tre øvrige sider af huset.

Jeg har også investeret i et par nye kapilærskjulere til tomatkasserne, så det hele står knivskarpt. Det var også årsagen til, at jeg i det hele taget kom i gang - for jeg ville ikke sætte tomater, før væggen var kalket. Som prikken over i'et har jeg hængt isbegonier op på nedløbsrøret.

De gamle kapilærskjulere var nok ti år gamle og pilrådne. (Note til mig selv: Husk at kapilærskjulerne skal males hvert andet år.)

Ellers kan vi jo glæde os over, at det netop nu er sæson for rododendron. Jeg har et bredt udvalg - store og små - og så i front en blanding af dværgrododendron og azalier - og de blomstrer stort set alle på samme tid. Resten af tiden fylder de bare, men pyt: Der er ikke så meget arbejde ved dem...

 

fredag den 14. maj 2021

Pomeransfugl og blå kærhøg

Ornitologsnak


Hvert år på denne årstid får Danmark besøg af den flotte pomeransfugl på træk fra Nordafrika til Nordskandinavien og Sibirien. Ikke så forfærdeligt mange, men nogle hundreder stykker, der raster i områder som Vadehavet og Vejlerne - og så er der også altid en lille flok på måske 20 - 50 pomeransfugle, der vælger Ølands Vejle.

Det er en højtidsstund for ornitologer, der gerne kører langt for at se den sjældne fugl - og når det nu er her på egnen, holder jeg mig heller ikke tilbage.

Jeg var afsted onsdag, hvor jeg så et par stykker langt væk på de kæmpestore flade og spirende kornmarker. Jeg gentog turen torsdag - og da var jeg tættere på. Ikke tæt nok til ordentlige fotos, men dog et hæderligt doku-foto.

Mens jeg ledte efter pomeransfuglene, fik jeg så også et par fotos af den ligeledes sjældne blå kærhøg. Vi taler om højest 10 ynglepar og så nogle stykker på træk. Men også den blå kærhøg er relativ fast her på egnen. Jeg ser dem jævnligt ved Ulvedybet - og og torsdag blev det til et par fotos på Ølands Vejle af en ældre fødesøgende hun.

Så selv om det ikke ligefrem blev vinderfotos, så blev torsdag eftermiddag trods alt en god dag. Og lidt at blære mig med...

onsdag den 12. maj 2021

Så sprang bøgen

Havedagbog


Så sprang bøgen på gårdspladsen ud. Et sikkert varsel om snarlig sommer. så jeg er også godt i gang med at forberede sommerens blomsterflor, mens jeg nyder de sidste påskeliljer, og tulipanerne står i fuldt flor.

Pelargonierne er kommet ud fra værkstedets mørke. De skyder livligt med friske grønne blade, som står i skærende kontrast til de fesne, bleghvide skud, der er kommet i vinterens løb. Det er ikke alle, der har overlevet, så der er købt nye til krukkerne ud mod vejen. Der skal jo nyt blod til.

Jeg er også begyndt med isbegonierne til nedløbsrørene - og alle andre steder, hvor jeg nu vil have den smukke selvpassende blomst. Jeg forsøgte mig med selv at så isbegonier fra frø fra sidste år, men det lykkedes ikke. Men det går så nok endda. De små isbegonier koster kun to kroner stykket i Netto. De er endnu små, men vil i sommerens løb vokse til cirka 30 cm - og hele tiden fuld af små røde blomster. Det kan jeg slet ikke få nok af.

Jeg har fået et par nye hængeskjulere - fremstillet af den lokale kunstner og pottemager Karen-Marie Mondrup. De hænger nu på kanten af halvtaget med fuchsia. Jeg valgte fuchsia, for de ikke hænger så voldsomt, så man også kan nyde det iøjnefaldende omvendte pikkelhjelm-udtryk.

Huset trænger til kalk. Det har jeg skubbet foran mig med alle mulige og umulige overspringshandlinger, men, hvis ellers vejret er til det, regner jeg med at gå i gang med sydsiden Kristi himmelfartsdag. Jeg har ryddet op i generende efeu - og så skal det helst være overstået, inden jeg kan begynde med de tomater, jeg altid har stående i kapilærkasser langs sydvæggen.

For resten trænger værkstedet også til en gang maling. Det skal snart gøres, inden stokroserne bliver for store - så der er nok at gøre.

Heldigvis er der også næring til arbejdet - snart. For de nye kartofler er ved at være over jorden - og mon ikke den står på nye kartofler til sankthans?




mandag den 10. maj 2021

Klyderne

Flotte fugle


Så er klyderne vendt tilbage fra vinterkvarteret...

Det passer mig fint, for det er en overordentlig flot og fotogen fugl - og hvis man ellers færdes med forsigtighed, kan man også komme tæt på.

I dag stødte jeg på dette klydepar i strandengen nær fugletårnet ved Ølandsdæmningen. Jeg nænnede ikke at forstyrre dem, så jeg blev i bilen - men som det ses, gik det også an.

Det er ret svært at se forskel på han og hun i klydefamilien, så det skal jeg nok vare mig for her. Man kommer nemt galt afsted i disse krænkelstider. Så hvem der er Kaptajn Klyde, vil jeg ikke sige noget om, men vi kan jo kalde parret for Bonnie og Klyde - uden at komme nærmere ind på detaljerne.

søndag den 9. maj 2021

Godt købmandskab

Anmeldelse af anmeldelser

For nogen tid siden blev jeg ringet op af direktøren for en større danske virksomhed. Selveste den administrerende. Han var bekymret…

Jeg havde et par dage forinden købt noget grej på firmaets hjemmeside. Og som det er normalt i vore dage, blev jeg opfordret til at deltage i en kundeundersøgelse. Og som det er lige så normalt, fik jeg et spørgsmål om, hvorvidt jeg på en skala fra nul til ti ville anbefale virksomheden til familie, venner og bekendte.

Jeg svarede 0 – altså nej, jeg vil ikke anbefale virksomheden til nogen som helst. Det var anledningen til direktørens bekymringer.Jeg kunne berolige den gode mand med, at jeg ikke var en utilfreds kunde – og jeg vil også gerne handle med firmaet igen. Så længe de kan levere, hvad jeg har brug for, til en fornuftig pris.

Men jeg svarer helt principielt altid nej til det spørgsmål. Jeg er ikke typen, der vil pådutte andre mennesker mine præferencer og lyster. Det må være deres egen afgørelse. At jeg er lalleglad begejstret for et firma, kommer ikke andre ved. Det kan jo være, at de oplever servicen og produkterne på en helt anden måde – og jeg har altid ment, at verden bliver et bedre sted, hvis hvert bord passer sit.

Så jeg synes, at det er tåbeligt at spørge, om jeg vil anbefale. Det er meningsløst, irriterende og i sig selv grund nok til ikke at anbefale.

I det hele taget er alle disse kundetilfredsheds-undersøgelser blevet en pestilens. Man kan ikke køre forbi en bager, uden at mobilen siger bling og spørger, om du var tilfreds med kagerne – og om du vil anbefale bageren.

Det er spild af tid og temmelig sikkert udtryk for, at horder af akademikere har holdt deres indtog i erhvervslivet. Det er ren beskæftigelsesterapi for de arbejdsløse kandidater i ”strategisk kommunikation med særligt henblik på den kulturelle interaktion i kundemøder og IT-basered SoMe-relationer”, som er i jobprøvning.

For en god, gammeldags købmand kigger bare på bundlinjen. Sælger han varer nok med tilstrækkeligt overskud, skal det nok gå.Købmanden behøver ikke at gå i skole for at vide, at hans vigtigste opgave er at skaffe varer billigt og sælge dem til en skarp pris. Så skal kunderne nok komme af sig selv. Når han kigger i kasseapparatet sidst på dagen, ved han, om det har været en god dag. Og det på en meget mere kontant og tilfredsstillende måde end alle disse undersøgelser og likes.

Den gode købmand snakker med kunderne og lytter. De giver ham en meget bedre fornemmelse af, hvad der rører sig. I modsætning til alle dem, der bare sidder på kontoret i baglokalet og fiser den af, mens de tæller likes.

Det kan man lære af mange andre steder – for der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Tilfredse kunder går man aldrig galt af.

Desværre er der længere og længere mellem snapsene. For der er tilsyneladende også gået klima i det gode købmandskab, så i almindelig klimabegejstring er det blevet den store dille at fornærme kunderne. For eksempel når en stor dagligvarekæde ser det som sin opgave at opdrage kunderne til at være klimaaktivister og spise vegetarmad – i stedet. Den køber jeg ikke.

Nogle af de store koncerner har også travlt med at fortælle, at de støtter gode formål. Blandt andet et stort forsikringsselskab er meget langt fremme på den front. De har tabt sutten, øh undskyld… Fokus på kunderne og gode produkter til en lav pris.Jeg vil ikke have noget at gøre med et firma, der har så stort et overskud, at de forærer pengene væk – i stedet for at sætte priserne ned.

Det er bare udtryk for, at forsikringerne er for dyre – og at firmaet foretrækker selvfedme frem for glade kunder.

Og så vil jeg vil også godt selv bestemme, hvad der er et støtteværdigt godt formål. Det behøver jeg ikke et forsikringsselskab til – uanset hvor sympatisk det end kan være.

For det er ikke den gode købmands opgave at opdrage kunderne. Han skal bare levere det, som kunderne vil have – og det er altså gode varer til den nok så berømte skarpe pris.

Man kan nu engang ikke leve af at sidde i baglokalet og tælle likes på Facebook.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 7. maj 2021

lørdag den 8. maj 2021

Vibeæg

Skakternet skønhed


Vibeæg er en af mine absolutte favoritter i haven.

Min fascination af planten går mest på, at det er den eneste plante, jeg kender, som har skakternede blomster. Det er meget specielt og en god grund til at have den i haven.

Den findes dog også i rent hvidt. Den er bestemt heller ikke grim. Blomsterne er altid smukt proportionerede og en fryd for en æstetiker. Planten er forholdsvis spinkel, så det er en god ide at have mange af dem samlet. Det er heller ikke noget problem, for når den trives, deler løgene sig livligt - og der bliver gerne flere og flere af dem på samme sted.

Vibeæg stammer fra Central-Europa, men har bredt sig til mange lande. Den ynder fugtig mosejord i den vilde udgave - og det er sandsynligvis baggrunden for, at den trives godt i lysninger i de svenske skove.

Vibeæg er "nationalblomst" i Upplands Län nord for Stockholm. Det svenske navn er kungsängslilja efter landskabet Kungsängen syd for Uppsala. Jeg synes, at det er et ualmindeligt smukt navn.

Myten vil vide, at de mange vibeæg på Kungsängen stammer fra et slag mellem danskerne og svenskerne i 980. For hver falden dansker voksede en skakternet rødlilla blomst op, og for hver falden svensker en hvid blomst. Da danskerne tabte stort, er det forklaringen på, at den hvide vibeæg er forholdsvis sjælden.

torsdag den 6. maj 2021

Rørhøg

Op med humøret


Egentlig var dagen en møgdag. En tur til tandlægen og farvel til en kindtand...

Men på vej hjem, mødte jeg denne flotte rørhøg på jagt ved golfbanen i Aabybro. Så det blev en god dag alligevel.

Rørhøgen har det godt i Danmark. Efter at have været næsten udryddet er bestanden steget støt siden 70'erne, og var i 2008 (det nyeste tal, jeg kunne finde) på 650 ynglepar.

Rørhøgen er særdeles fotogen og er blandt de mest fotograferede fugle i Lille Vildmose, hvad enhver kan forvisse sig om ved at følge mosens facebook-side. Her på egnen ses den dagligt ved Ryaas udløb i Haldager - og jeg ser også jævnligt rørhøg på markerne nord for Ulvedybet. Ved selve Ulvedybet ses den kun sporadisk. Her ser jeg til gengæld rørhøgens nære slægtning, blå kærhøg, ganske ofte.

Rørhøg er altså ikke en sjælden fugl i den danske fauna - og jeg går normalt ikke på jagt efter den. Men den er flot - og derfor benytter jeg selvfølgelig chancen, når lejlighed byder sig. For eksempel i dag, hvor den løftede en møgdag til en god dag...

mandag den 3. maj 2021

Også skestorke i år

En fast gæst


Ulvedybet er et godt sted at se skestorke. Det var her, den flotte hvide fugl med det imponerende næb blev set første gang, da den genindvandrede til Danmark i 1996.

Der er nu over 300 ynglepar i Danmark - og den kan også ses i blandt andet Vejlerne, Vadehavet og Lille Vildmose. Men heldigvis holder den også fast i Ulvedybet.

Her ankommer den normalt i begyndelsen af april - i stort tal, for jeg så allerede årets første skestork den 5. marts. Men omkring den 6. april - min fødselsdag - er den hverdagskost.

For hverdagskost er den blevet - så sjælden den ellers er. Flokken i Ulvedybet er i år på omkring 20 individer, der især morgen og aften kan ses, når de systematisk afsøger det lave vand for føde.

Netop nu er skestorkene i pragtdragt. De skal gøre sig til med nakketop, orange brystfjer og strubeplet, så arvefølgen kan sikres. Senere på sommeren bliver de mere neutrale og lidt mere kedelige at se på.

Jeg burde måske have bragt nogle fotos tidligere, men i år er skestorkene altså overskygget af det sorte svanepar, som nu har beæret os med deres visit i en god uges tid. Søndag lå de desværre lidt langt ude på fjorden syd for Bjerget. For langt til billeder - og så var det jo fint, at jeg mødte denne enlige skestork på strandengen nedenfor digerne, da jeg var på dagens morgentur.

Dagens bonusbillede er skarverne, der holder morgenmøde ved Bjerget.