Forårsfornemmelser

Erantis, krokus og vintergækker

Foråret så sagte kommer, som Kaj Munk skrev...

Lørdag var det skyfrit og vindstille, så det blev til et par timer i haven. Mest lidt oprydning og så en lille lur på en lun plet.

Forårsblomster myldrer op af jorden. Især min favorit - den Netto-gule erantis. Et godt tilbud til vintervågne insekter. Kom og bestøv mig...

Det er halvanden måned siden, at de allerførste erantis sprang ud - og de er allerede ved at visne.

Men andre står på spring. Krokus, vintergækker, iris, hyacinter - og ikke mindst påskeklokkerne. Men vi skal nu også huske på, at frosten fortsat er en mulighed. Det kan blive ved helt hen i slutningen af april, så ro på. Selv om det er svært...

Her på parcellen er dagen tiltaget med 3 timer og 47 minutter. Snart er det jævndøgn - og alt burde være fint. Men det er godt nok svært at svært at mobilisere min tosseglade optimisme i disse dage. Øv!

Arkitekternes tyranni

25 år med det grønlandske kulturhus Katuaq

Kaaa! Sådan har vi aldrig fået den før…

Det festklædte publikum i Katuaqs store sal sad med åben mund, da det grønlandske nationalkors 120 sangere og det islandske symfoniorkesters 70 musikere spillede Nunarput ved åbningsfesten den 15. februar 1997.

Det var magisk, det var storslået, det var hypnotisk, det var altings begyndelse og forrygende flot. Man havde simpelthen aldrig hørt mage i Grønland. Fortryllelsen var så fuldkommen, at publikum helt glemte, at det var nationalsangen, der blev spillet og sunget, så det var først helt henne i slutningen af første vers, at en behjertet sjæl rejste sig op – og resten af salens næsten 550 tilhørere fulgte trop.

Det er nu 25 år siden, at Grønlands Kulturhus Katuaq åbnede. Byggeriet, der var finansieret af Nordisk Ministerråd, Hjemmestyret og Nuup Kommunea havde i årene forinden præget den offentlige debat. Var placeringen midt i Nuuk den rigtige? Kunne pengene ikke have været brugt bedre på andre formål? Hvorfor er det altid Nuuk, der får?

Bedre blev det ikke af, at anlægsummen – som altid - steg uhyrligt byggeperioden igennem fra sølle 50 millioner kroner til de 100 millioner kroner, der var slutfacit, selv om der var flere sparerunder undervejs.

Men nu stod Katuaq der. Midt mellem rådhuset, hjemmestyret, Blok 1 – 10 og med Kanukoka som nærmeste nabo. Og alle sejl blev sat til ved åbningsfesten.

Åbningen bød på taler af blandt andre landsstyreformand Lars Emil Johansen, landsstyremedlemmet for kultur Konrad Steenholdt og Nuuks borgmester Agnethe Davidsen.Der var festklædte honoratiores fra nær og fjern. Landsstyret, Landstinget, politikere og embedsfolk, repræsentanter for erhvervslivet og de hjemmestyreejede selskaber, borgmestre og kommunaldirektører fra de dengang 18 grønlandske kommuner, fra Danmark og Færøerne, fra Norden, fra Chukotka i Rusland, fra Alaska og Canada. Og selvfølgelig verdenspressen i form af kulturjournalister fra førende medier i de nordiske lande. Alle var de der.

Et storslået program var sat sammen for åbningsfesten, der blev transmitteret i KNR til hele landet hele lørdag eftermiddag. Til lejligheden et nationalkor med 120 sangere fra alle de grønlandske kommuner og så det 70 mand store islandske symfoniorkester til at lægge bunden. For deltagerne i salen blev det en oplevelse for livet.

Katuaqs første direktør var nordmanden Jan Kløvstad, der året før var headhuntet fra den tilsvarende institution Norðurlandahúsið í Føroyum i Tórshavn.

I forbindelse med jubilæet er han nu tilbage i Nuuk og mindes åbningen med både stolthed og gru.

Fire direktører på 25 år. Det er Jan Kløvstad
til højre. Foto: Katuaq

- Det var nogle vanvittigt travle dage – som et flere måneder langt maratonløb, hvor jeg tabte syv kilo. Det gjorde nu ikke så meget, for min hustru var gravid og tog fem kilo på i samme periode, griner Jan Kløvstad.

- Jeg er stolt af det, vi gjorde. For det var ikke gjort med åbningsfesten om lørdagen, for det drejede sig også om at få kulturhuset ud til hele den grønlandske befolkning og vise de mange muligheder, som huset skabte for Grønland.

- Vi havde naturligvis åbent hus og kaffemik om søndagen, men jeg vil også godt nævne, at vi i ugen efter åbningen havde alle Nuuks skoleelever inde for at høre det islandske symfoniorkester. Det var en fantastisk oplevelse for både børnene og vi andre.

- Vi fik også åbnet biografen i Katuaq med Frøken Smillas fornemmelse for sne. Den blev set af 6.000 mennesker. Det er sikkert en rekord, der stadig står, for det er mange mennesker ud af Nuuks dengang omkring 14.000 indbyggere. Det hjalp selvfølgelig til, at Nuup Kommunea inviterede alle byens pensionister til gratis eftermiddagsforestillinger.

Men alle tog huset til sig, og det er dejligt at være tilbage og se, hvor flot mine efterfølgere har forvaltet arven, siger Jan Kløvstad til Sermitsiaq.

Katuaq er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen, der i halvfemserne var det nærmeste kan kunne komme en Michelin-restaurant i arkitektbranchen – og firmaet tog dommerkomiteen med storm i den obligatoriske arkitektkonkurrence. Legen med de geometriske former som kvadratet, cirklen og trekanten og den nordlyslignende facade var tegnestreger, som arkitektkyndige begejstredes for.

Jan Kløvstad synes selv, at det var og stadig er en flot bygning, men han er alligevel forbeholden i sin anerkendelse af stjernearkitekterne.

- Arkitekturen gav os mange udfordringer. Der var kun et eneste kontor op ad spindeltrappen på anden sal. Jeg delte kontoret med arrangementschef Juaaka Lyberth og alle andre medarbejdere, som havde brug for et kontor, men det gik selvfølgelig ikke i længden.

- Der var heller ikke ordentlige køkkenfaciliteter i Kafetuaq, der ikke rigtig kunne bruges til andet end at lave kaffe. Det var ikke gennemtænkt og vidner om, at arkitekterne ikke har vidst meget om, hvordan man driver kulturhus. En væsentlig del af indtægterne skal netop komme fra salget – og det kræver både kontorer og køkkenplads.

- Jeg tager manglerne som udtryk for, at arkitekter hverken administrerer eller laver mad i deres hverdag på arkitektkontoret, siger Jan Kløvstad.

Et andet arkitektonisk problem, som gav udfordringer, var de flotte toiletter med store spejle, som skaber lange køer foran dametoilettet i pauserne og i den sammenhæng også fordelingen mellem kønnene. Kløvstad er en stor fortaler for ligestilling, men han er også en praktiker, der ved noget om kulturarrangementer.

- Alle koncertarrangører ved, at kvinderne bruger længere tid – og den tid, de står i kø, bruger de ikke på at købe forfriskninger i pausen. Det går ud over salget, som er en forudsætning for fornuftige priser til kulturarrangementerne.

Det har Jan Kløvstad taget konsekvensen af i sin hjemby Arendal syd for Oslo.

- Da vi fik kulturhus i Arendal i 2005, fik jeg gennemtrumfet, at fordelingen af toiletter skulle være 75 procent til kvinder og 25 procent til mænd. Og kulturhuset i Arendal er sikkert et af de eneste kulturhuse i vereden uden spejle på toiletterne.

Jan Kløvstad forlod Grønland i 1999 og overlod roret for Katuaq til Juaaka Lyberth. Kløvstad har sidenhen udover blandt andet jobbet som kulturhusdirektør i Arendal skrevet en lang række bøger og i en årrække deltaget i politik som partisekretær for det lille norske parti Venstre, der blandt andet har afholdssagen og kampen for det nynorske sprog blandt sine mærkesager. Jan Kløvstad arbejder i dag som chef for en komite, der skal fejre Arendals 300 års byjubilæum i 2023.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2022/7. Se også denne blogartikel fra 20 års-dagen.

Buddha i Brovst

Stort tempel på vej

Et lille rødt hus i udkanten af Brovst lige før rundkørslen på Østergade gør ikke så meget væsen af sig – bortset fra et par thailandske flag, som måske får forbipasserende til at undre sig et sekund eller to.

Det lille hus er hjemsted for en nordjysk buddhist-menighed, der er godt i gang med at lave et nyt tempel, der bliver det største danske buddhisttempel nord for Aarhus.

Lørdag var der fest i Watbuddhadham visuddhi Brovst, som er det officielle navn for menigheden. Festen samlede næsten hundrede troende buddhister, først og fremmest herboende thailændere, men også ægtefæller og børn.

- Vi fejrede Magha Puja, der er den næst-vigtigste helligdag i den buddhistiske kalender. Lidt ligesom kristendommens påske, fortæller Kaulika Pedersen, der er formand for menigheden.

Festen begyndte tidligt med udendørs servering af lækker hjemmelavet thai-mad. De fleste danske buddhister er vant til varmere himmelstrøg, så i den koldtblæsende februardag havde de godt med tøj og huer på over festtøjet.

Kort før middag var der en offerceremoni, hvor menighedens medlemmer gav gaver til templet og de munke, som er tilknyttet Watbuddhadham visuddhi Brovst. Det var hverdags-ting som cornflakes, håndsæbe og makrel i tomat, så munkene kan få hverdagen til at fungere uden at skulle tænke på livets materielle fornødenheder.

Der blev også skænket penge. Gode danske kontanter, som blev hæftet på pinde, der mest af alt minder om et fastelavnsris i buddhistisk version.

Efter offerceremonien samledes man indendørs i templet, hvor munken Phramaha Sirinchai Thananchayamedhi siddende på højsædet messede Ovada-Patimokkha Gathaen, som er en sang om Buddhas lære.

- Den buddhistiske menighed i Brovst er foreløbigt organiseret som en forening, men vi arbejder på at blive godkendt som trossamfund. Vi har omkring 50 faste medlemmer, men medlemskab er ikke nogen betingelse for at komme her, så i virkeligheden er vi mange flere.

- Vi har store planer for Watbuddhadham visuddhi Brovst. Vi er i øjeblikket i gang med at omdanne den gamle lade til tempelsal, hvor vi skal huse Danmarks største Buddhafigur på 2,6 meter. Den er indkøbt, men bliver først stillet op, når vi er færdig med byggeriet til næste år, fortæller Kaulika Pedersen.

- Den nye tempelsal skal først og fremmest være et meditationssted. Vi tror på meditation som en vej til et bedre liv. Meditation er lige så godt, nej, endnu bedre end et besøg hos psykologen. Det giver fred i sindet og nye kræfter til at klare livets udfordringer, siger en anden af menighedens medlemmer, Nitahanok Nielsen, der har skænket det lille hus til Watbuddhadham visuddhi Brovst og understreger, at templet skal være åbent for alle – ikke kun medlemmerne af menigheden.

Watbuddhadham visuddhi Brovst har fast en munk tilknyttet menigheden. Han er i øjeblikket på tjenesterejse i Thailand, så lørdagens højtidelighed blev styret af Phramaha Sirinchai Thananchayamedhi, der er en af fire yngre munke, som i forbindelse med munke-uddannelsen er på ophold i Brovst.

Det er dog de besynderligste ting, jeg oplever. Kom ikke og påstå, at lokaljournalistik er kedelig...

Artiklen blev bragt første gang i Ugeavisen Fjerritslev:Brovst 22. februar 2022.

Stjerneskud og palindrom

Kobberbryllup

Tirsdag var en såkaldt palindrom-dag. 22/2/22. Det er sådan en slags talmagi, som mange af grønlandsk oprindelse går meget op i - og hvis der er noget at fejre på dagen, så er det næsten magisk.

Så det passede nærmest som fod i hose, at vi tirsdag kunne fejre kobberbryllup. Ikke at det var den helt store begivenhed, for vi har boet sammen i snart 28 år. Men jeg er en festabe - og havde da gerne benyttet lejligheden til det helt store kulinariske udtræk og en dags arbejde i køkkenet efterfulgt af nogle timer ved bordet og liflige vine.

Men i dagens anledning fik fruen lov at bestemme - og hun havde såmænd bare et beskedent ønske om at markere dagen med et stjerneskud. Den slags har naturligvis også sin berettigelse. Det er egentlig lang tid siden, vi sidst har fået stjerneskud. Coronaen har flyttet meget af madlavningen til de hjemlige køkkentragter.

Men nu skulle det være. Det blev naturligvis stjerneskud fra Klausen i Hune. Luksusudgaven til herren og børneudgaven til fruen. Det var nu heller ikke så ringe på en forholdsvis almindelig tirsdag, hvor jeg havde arbejdet hele dagen på kontoret - bortset fra en tur til bageren og blomsterhandleren i den årle morgen.

Bemærk, at der altid er krebs på toppen af stjerneskuddene fra Klausen. Krebsen er firmaets logo - og så også signaturen på retterne ud af huset, så man aldrig er i tvivl om ophavet. Det er en god ide, synes jeg...

Velkommen på forsiden

En forrygende uge

Onsdag - i sidste øjeblik inden Sermitsiaqs deadline - lykkedes det mig at få et statement og et ultrakort interview med den russiske ambassadør i Danmark. Det blev til en kort, men superaktuel artikel om Ruslands syn på Arktis i lyset af den aktuelle krise - og dermed fik jeg også forsiden på avisen.

Der er ikke mange lyspunkter i den aktuelle situation, hvor fronterne er trukket skarpt op mellem begge parter i informationskrigen, men jeg håber da, at artiklen er med til at nuancere situationen - bare en lille smule. Der er næppe nogen, der vinder ved at trække Arktis ind i konflikten.

Det har i det hele taget været en forrygende uge, hvor der ikke har været mange ledige stunder - og hvor jeg har bevæget mig fra den internationale politik til lun leverpostej på OK-tanken i Brovst. Her er en lille oversigt over produktionen udover interviewet med Vladimir Barbin:

Sermitsiaq:

EU forhindrer digital tinglysning: EU betragter Grønland som et usikkert tredjeland. Det forhindrer effektivisering af de grønlandske retter.

RAL ejer containerne: RAL's containere kan ikke bruges i international trafik. Det fordyrer eksporten af Seafood-produkter fra Grønland.

25 år med Katuaq: En både personlig og morsom artikel om kulturhuset i Nuuk, der havde jubilæum i ugen.

Grønlandsk kunst på folkeaktier: Stort anlagt konkurrence for grønlandske kunstnere.

Forårsfornemmelser på Station Nord: Lyset er på vej tilbage på kongerigets nordligste bastion - og de fem soldater på stationen har netop været til MUS-samtaler.

Nuuk Ugeavis:

Skuddrama på Atertaq: Mand skød mod politiet nær min gamle bopæl i Nuussuaq. Manden blev anholdt af Grønlands Politis indsatsstyrke. Bybusdriften blev alvorligt forstyrret af dramaet.

Beredskabsøvelse i Qinngorput: Masser af blå blink i Nuuk-forstaden Qinngorput.

Nordjyske Lokalmedier:

Lun leverpostej på tanken: OK i Brovst udvider sortimentet.

Stor pavillon i Fjerritslev: Børnehave flytter i midlertidige lokaler i forbindelse med udvidelse.

Hanbo-snitter: Bestselleren hos Konditoriet i Fjerritslev er en lokal variant af hindbærsnitten.

Sæson-åbning: Souvenirbutikken 3D i Fjerritslev åbnede for turistsæsonen fredag.

Weekendens planer:

17 nye snescootere til Grønlands Politi, Buddhist-tempel i Brovst, Buschauffør har 60 års jubilæum - og hvem ved? Måske en hardcore nyhed eller to. Det vil kun tiden vise.

For resten holdt jeg foredrag i Hirtshals mandag aften - og så har der været et par opgave for mine kommercielle kunder.

Tirsdag skrev jeg mit tastatur i smadder. Heldigvis kunne jeg hurtigt skaffe et nyt i Halvrimmen. Jeg skriver 10 fingers blindskrift, som jeg lærte i gamle dage på en Triumph-skrivemaskine, hvor der skulle gås hårdt til tasterne. Det sidder fortsat i fingrene, så moderne plastik-tastaturer holder sjældent mere end to år her i huset...

Sermitsiaq og Nuuk Ugeavis kan downloades her. Historierne til Nordjyske lokalmedier dukker op i løbet af ugen her.

Simmental-kvæg

Ko-Muuh-nisme

Fruen var med i bilen, da jeg forleden i embeds medfør besøgte gårdbutikken Mad & Slagter lige uden for Halvrimmen.

Mad & Slagter drives af familien Brander, der har en stor besætning af simmental-kvæg, der med tiden bliver til de lækreste, krogmodnede bøffer og oksepølser med det helt rigtige knæk, så det blev også til et besøg i stalden, hvor kvæget holder vinter.

Det var lige noget for Dina, der har en dyb fascination af køer, som er meget store dyr efter en grønlandsk målestok. Men simmental-kvæg er altså også fredelige og godmodige, selv om de kan blive kæmpestore. En voksen ko vejer i nærheden af 1.000 kilo - og en tyr omkring 1.400 kilo.

Det var - erkender jeg på trods af min rurale opvækst - mit første møde med den schweiziske kvægrace - og jeg må indrømme, at det nok er de mest fredelige køer, jeg nogen sinde har mødt. Selv den store tyr lod sig godmodigt klø på panden i de krøllede lokker, som har en vis lighed med bloggerens manke.

Ofte når man kommer ind i en kostald, er der lidt tummel og uro. Men ikke her i denne stald. Jeg har simpelthen aldrig mødt så rolige køer, der kiggede lidt nysgerrigt, men ellers ikke lod sig mærke med, at der var fremmede i stalden - og velvilligt stillede op til foto. Jeg er imponeret.

Men nu er det jo ikke for sjov, at man har kvæg. Simmental vokser hurtigt - og efter godt et års tid kommer de op at hænge i krogen i kølerummet en god måneds tid, inden kødet er klar til at spise. Processen tørrer kødet lidt ud, så smagen koncentreres til en sand umami-bombe.

Familien Brander deltog for et par år siden i DR's maddysten, hvor de røg ud i femte afsnit, hvor deltagerne skulle lave vegetar-mad.

- En slagter, der går ned på veganermad, kan næppe få større anerkendelse, smiler slagterfar, Torben Brander. Og jeg kan ikke være mere enig. Slagter, bliv ved din læst!

Det var lidt af et tilfælde, at arbejdet førte mig forbi Mad & Slagter. Men vi er solgt. Det er godt at vide, at der er en rigtig slagter kun syv kilometer fra parcellen. Den butik skal frekventeres noget oftere, når vi skal have spegepølser og bøffer - helt sikkert.

Snow Business

There is no business like snow business

Foto: Malene Christensen

Jeg kan ikke sige mig helt fri for at være lidt misundelig på vennerne i Nuuk, hvor de tirsdag og onsdag fik omkring 85 cm sne.

Foto: Grønlands Politi

Jeg elsker sne - og jo mere, jo bedre. Jeg kan også godt lide den grønlandske holdning til sne. Der er ikke katastrofestemning, selv om fly og busser er aflyst - og sneen fremmer både kreativitet og livsglæde.

Politiet benyttede lejligheden til at lufte snescooterne. Det er da ret fedt at få lov til at køre snescooter i arbejdstiden, hvad billederne også tyder på.

Foto: Dorthe Olsen

For to en halv måneder siden var Nuuk ramt af strømafbrydelser - og mange kunne ikke få adgang til arbejdspladsen, fordi låsesystemerne er elektriske. Onsdag morgen var problemet et helt andet, som man kan se på Dorthe Olsens foto af indgangen til Sermitsiaqs redaktion.

Foto: Mariia Simonsen

Det er bestemt ikke hvert år, at sneen falder så massivt som tilfældet tirsdag og onsdag. Men det sker. Jeg mindes fortsat med glæde vinteren 97/98, hvor vi fik det helt store pulver.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis noget tilsvarende skete i Danmark. Den smule sne, vi får her, udløser rutinemæssigt katastrofestemning, gule breaking-bjælker og blå blink. Slap dog af og nyd det, siger jeg bare. Det er s****sjovt - altså bortset fra, at det selvfølgelig også skal ryddes på et tidspunkt.

Foto: Lene Knüppel

Natten til onsdag opgav kommunen at følge med - og enhver måtte klare sig selv. Jeg synes, at det er meget sympatisk, at man tager en realistisk vurdering af situationen. Det vil forkælede danskere nok ikke finde sig i, men kommer man til Grønland må man lære at klare sig selv. Det er de ret gode til i Grønland. Retfærdigvis skal det med, at da kommunen stoppede snerydningen, sendte man snescootere ud på lufthavnsvejen og Qinngorputvejen for at tjekke, at der ikke var mennesker i de fastkørte biler i snedriverne.

De store snemængder i Nuuk-området skyldes byens beliggenhed ved Nuup Kangerlua - et kæmpestort fjordsystem på størrelse med Danmark. På grund af en aflægger af Irmingerstrømmen, som går direkte ind i fjorden, er klimaet efter grønlandske forhold ret mildt og den fugtige luft kan generere voldsomme mængder af sne, når vinden er i den rigtige retning.

Foto: Grønlands Politi

Mary og isbjørnen

Lidt fra den royale front

Mary er som bekendt både navnet på Rasmus Klumps skib og den danske kronprinsesse.

Kronprinsessen blev forleden 50 og fik den helt store tur i mediecirkusset. Jeg vil da heller ikke holde mig tilbage. Lidt royal har man da lov at være.

Jeg mødte Mary første gang i 2004 kort efter kronprinsparrets bryllup. Mary og Frederik var i Nuuk - og de to skulle forbi rådhuset, hvor jeg selv residerede som informationschef, for at takke for den grønlandske nationaldragt, som den daværende Nuup Kommunea havde foræret Mary i bryllupsgave.

Som sædvanligt ved royale besøg i Grønland var der et overvældende fremmøde af begejstrede grønlændere foran rådhuset - og det var nok både spændende og lidt overvældende for en debuttant på de bonede gulve og røde løbere.

Der var reception for kommunalbestyrelsen og de nygifte i mødesalen - og Mary bemærkede, at hver gang hun nærmede sig et vindue, brød forsamlingen ud i jubel. Det skulle lige prøves et par gange, lagde jeg mærke til.

På gulvet i rådhussalen ligger der et isbjørneskind. Jeg har egentlig lidt svært ved at tro det, men det var åbenbart Marys første møde med sådan et dyreskind - og hun glemte alt om gemalens røverhistorier for at undersøge skindet nærmere.

Det var egentlig en meget sød ting sådan bryde etiketten. Det kan jeg godt lide - og fik heldigvis også et foto af det.

Og så til noget helt andet. Som bekendt er hendes majestæt Dronning Margrethe ramt af corona - heldigvis i let grad. Det fik en  meget royal grønlænder til tirsdag at udbryde: - Jamen, har den sygdom da ingen skam i livet..?

Man kan læse og se meget mere om Marys grønlandske nationaldragt i det ældre blogindlæg her.

Lidt mere Malik

 DMI-medarbejderne stemte på Malik

RAL-skibet Tukuma Arctica mødte Malik syd for Kristiansand i Norge.
Tukuma Arctica pådrog sig skader på bakken samt på en del af skibsudstyret.
Derudover blev et antal tomme containere også beskadiget. Det er ikke
unormalt, at skibene får skader under stormvejr, men skaderne på Tukuma
Arctica var så store, at skibet måtte på værft i Norge, inden turen gik
videre mod Grønland med to døgns forsinkelse. Foto: RAL 

Sydskandinavien blev sidste weekend ramt af voldsom storm med vindstød af orkanstyrke. Stormen bar det gode grønlandske drengenavn Malik.

Det er DMI, som navngiver stormene. Det sker i alfabetisk rækkefølge, så den næste orkan får altså et navn, der begynder med N.

Opgaven med at finde navnene ligger i kommunikationsafdeling på Danmarks Meteorologiske Institut.- Vi tager i god tid i forvejen tre til fire storme ad gangen, hvor vi så kommer med tre forslag, for eksempel Mads, Marius og Malik. Forslagene bliver sendt til alle DMi’s medarbejdere, der så stemmer om det, siger Michael Skelbæk, der er kommunikationschef i DMI til Sermitsiaq.

- Kald det bare et personalegode, griner kommunikationschefen, der er overbevist om, at netop Malik var et populært valg blandt DMI-medarbejderne, fordi det er et grønlandsk navn.

Der er også mulighed for, at vi snart skal til at vænne os til, at de grønlandske storme får navne.

- Vi er i øjeblikket i gang med at opdatere varslingskonceptet i Grønland. Hidtil har vores varsler været rettet mod de professionelle brugere som rederier, Grønlands Politi og Arktisk Kommando, men vi vil nu også introducere en varslingstjeneste rettet mod de grønlandske borgere, når der er risiko for storm, orkan og piteraq, siger Michael Skelbæk.

- Vi er først i testfasen – og i den forbindelse overvejer vi også at give de grønlandske storme et navn, men det er altså ikke endeligt besluttet. Jeg regner med, at vi kan melde noget mere præcist ud i slutningen af februar.

Traditionen med at navngive stormene stammer fra 2013, hvor den daværende danske klima- og energiminister Martin Lidegaard(R) besluttede, at alle fremtidige storme skulle bære et personnavn.

DMI går alfabetisk frem, men rækkefølgen på navnene er ikke strengt alfabetisk, fordi DMI samarbejder med vejrtjenesterne i nabolandene. Det er det land, hvor stormen går i land, der vælger navnet – for eksempel stormen Urd, der først ramte Norge og siden Danmark og Sverige den 26. september 2016.

Samarbejdet mellem vejrtjenesterne betyder, at weekendens storm også hed Malik i Norge, Sverige og Polen.

Artiklen blev bragt fredag 4. februuar i Sermitsiaq 2022/5.