Arkitekternes tyranni

25 år med det grønlandske kulturhus Katuaq

Kaaa! Sådan har vi aldrig fået den før…

Det festklædte publikum i Katuaqs store sal sad med åben mund, da det grønlandske nationalkors 120 sangere og det islandske symfoniorkesters 70 musikere spillede Nunarput ved åbningsfesten den 15. februar 1997.

Det var magisk, det var storslået, det var hypnotisk, det var altings begyndelse og forrygende flot. Man havde simpelthen aldrig hørt mage i Grønland. Fortryllelsen var så fuldkommen, at publikum helt glemte, at det var nationalsangen, der blev spillet og sunget, så det var først helt henne i slutningen af første vers, at en behjertet sjæl rejste sig op – og resten af salens næsten 550 tilhørere fulgte trop.

Det er nu 25 år siden, at Grønlands Kulturhus Katuaq åbnede. Byggeriet, der var finansieret af Nordisk Ministerråd, Hjemmestyret og Nuup Kommunea havde i årene forinden præget den offentlige debat. Var placeringen midt i Nuuk den rigtige? Kunne pengene ikke have været brugt bedre på andre formål? Hvorfor er det altid Nuuk, der får?

Bedre blev det ikke af, at anlægsummen – som altid - steg uhyrligt byggeperioden igennem fra sølle 50 millioner kroner til de 100 millioner kroner, der var slutfacit, selv om der var flere sparerunder undervejs.

Men nu stod Katuaq der. Midt mellem rådhuset, hjemmestyret, Blok 1 – 10 og med Kanukoka som nærmeste nabo. Og alle sejl blev sat til ved åbningsfesten.

Åbningen bød på taler af blandt andre landsstyreformand Lars Emil Johansen, landsstyremedlemmet for kultur Konrad Steenholdt og Nuuks borgmester Agnethe Davidsen.Der var festklædte honoratiores fra nær og fjern. Landsstyret, Landstinget, politikere og embedsfolk, repræsentanter for erhvervslivet og de hjemmestyreejede selskaber, borgmestre og kommunaldirektører fra de dengang 18 grønlandske kommuner, fra Danmark og Færøerne, fra Norden, fra Chukotka i Rusland, fra Alaska og Canada. Og selvfølgelig verdenspressen i form af kulturjournalister fra førende medier i de nordiske lande. Alle var de der.

Et storslået program var sat sammen for åbningsfesten, der blev transmitteret i KNR til hele landet hele lørdag eftermiddag. Til lejligheden et nationalkor med 120 sangere fra alle de grønlandske kommuner og så det 70 mand store islandske symfoniorkester til at lægge bunden. For deltagerne i salen blev det en oplevelse for livet.

Katuaqs første direktør var nordmanden Jan Kløvstad, der året før var headhuntet fra den tilsvarende institution Norðurlandahúsið í Føroyum i Tórshavn.

I forbindelse med jubilæet er han nu tilbage i Nuuk og mindes åbningen med både stolthed og gru.

Fire direktører på 25 år. Det er Jan Kløvstad
til højre. Foto: Katuaq

- Det var nogle vanvittigt travle dage – som et flere måneder langt maratonløb, hvor jeg tabte syv kilo. Det gjorde nu ikke så meget, for min hustru var gravid og tog fem kilo på i samme periode, griner Jan Kløvstad.

- Jeg er stolt af det, vi gjorde. For det var ikke gjort med åbningsfesten om lørdagen, for det drejede sig også om at få kulturhuset ud til hele den grønlandske befolkning og vise de mange muligheder, som huset skabte for Grønland.

- Vi havde naturligvis åbent hus og kaffemik om søndagen, men jeg vil også godt nævne, at vi i ugen efter åbningen havde alle Nuuks skoleelever inde for at høre det islandske symfoniorkester. Det var en fantastisk oplevelse for både børnene og vi andre.

- Vi fik også åbnet biografen i Katuaq med Frøken Smillas fornemmelse for sne. Den blev set af 6.000 mennesker. Det er sikkert en rekord, der stadig står, for det er mange mennesker ud af Nuuks dengang omkring 14.000 indbyggere. Det hjalp selvfølgelig til, at Nuup Kommunea inviterede alle byens pensionister til gratis eftermiddagsforestillinger.

Men alle tog huset til sig, og det er dejligt at være tilbage og se, hvor flot mine efterfølgere har forvaltet arven, siger Jan Kløvstad til Sermitsiaq.

Katuaq er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen, der i halvfemserne var det nærmeste kan kunne komme en Michelin-restaurant i arkitektbranchen – og firmaet tog dommerkomiteen med storm i den obligatoriske arkitektkonkurrence. Legen med de geometriske former som kvadratet, cirklen og trekanten og den nordlyslignende facade var tegnestreger, som arkitektkyndige begejstredes for.

Jan Kløvstad synes selv, at det var og stadig er en flot bygning, men han er alligevel forbeholden i sin anerkendelse af stjernearkitekterne.

- Arkitekturen gav os mange udfordringer. Der var kun et eneste kontor op ad spindeltrappen på anden sal. Jeg delte kontoret med arrangementschef Juaaka Lyberth og alle andre medarbejdere, som havde brug for et kontor, men det gik selvfølgelig ikke i længden.

- Der var heller ikke ordentlige køkkenfaciliteter i Kafetuaq, der ikke rigtig kunne bruges til andet end at lave kaffe. Det var ikke gennemtænkt og vidner om, at arkitekterne ikke har vidst meget om, hvordan man driver kulturhus. En væsentlig del af indtægterne skal netop komme fra salget – og det kræver både kontorer og køkkenplads.

- Jeg tager manglerne som udtryk for, at arkitekter hverken administrerer eller laver mad i deres hverdag på arkitektkontoret, siger Jan Kløvstad.

Et andet arkitektonisk problem, som gav udfordringer, var de flotte toiletter med store spejle, som skaber lange køer foran dametoilettet i pauserne og i den sammenhæng også fordelingen mellem kønnene. Kløvstad er en stor fortaler for ligestilling, men han er også en praktiker, der ved noget om kulturarrangementer.

- Alle koncertarrangører ved, at kvinderne bruger længere tid – og den tid, de står i kø, bruger de ikke på at købe forfriskninger i pausen. Det går ud over salget, som er en forudsætning for fornuftige priser til kulturarrangementerne.

Det har Jan Kløvstad taget konsekvensen af i sin hjemby Arendal syd for Oslo.

- Da vi fik kulturhus i Arendal i 2005, fik jeg gennemtrumfet, at fordelingen af toiletter skulle være 75 procent til kvinder og 25 procent til mænd. Og kulturhuset i Arendal er sikkert et af de eneste kulturhuse i vereden uden spejle på toiletterne.

Jan Kløvstad forlod Grønland i 1999 og overlod roret for Katuaq til Juaaka Lyberth. Kløvstad har sidenhen udover blandt andet jobbet som kulturhusdirektør i Arendal skrevet en lang række bøger og i en årrække deltaget i politik som partisekretær for det lille norske parti Venstre, der blandt andet har afholdssagen og kampen for det nynorske sprog blandt sine mærkesager. Jan Kløvstad arbejder i dag som chef for en komite, der skal fejre Arendals 300 års byjubilæum i 2023.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2022/7. Se også denne blogartikel fra 20 års-dagen.