Advent

Lys i mørket

Første søndag i advent begyndte helt efter julebogen: Med sne. Sæsonens første sne oven i købet.

Men det var kun en stakket frist, for senere kom regnen og skyllede sneen væk.

Men advent er og bliver dog advent. Så der er kommet julestjerner i vinduerne, og træet uden for er stadset med julelys.

Så er vi i gang... Der er kun tre uger til vintersolhverv, og vi begynder på det hele en gang til.

Silde-juleaften

Sild skal der til

Sidste fredag i november er sildelaugets svar på juleaften - arh, måske ikke helt... Men så lillejuleaften da. Så lad os kalde det silde-juleaften.

For den sidste fredag i november er den aften, hvor laugsbrødrede laver julesild - og siger tak et godt laugsår med en svingende gang stegte sild, løgsovs og kartofler. Så bliver det ikke meget større i denne udsøgte samling af gourmeter og gourmander med ulige cpr-nummer og med stærk tilknytning til Øland.

Aftenen og slagets gang var traditionen tro lagt i hænderne på sildemester Birger - tidligere oldermand og med stærk sans for sild og lager. Så laugsbrødrene var i trygge hænder, mens der blev filetteret røde og hvide sild og stegt flere hundrede almindelige sild.

De stegte sild røg for de flestes vedkommende i lage og glas for at vække lykke ved julebordene i de små hjem, mens resten blev fortæret på stedet som en afslutning på de flittige hænders sanken, skæren og stegen.

Aftenen bød indledningsvis på optagelse af Michael Vedsted i den sluttede kreds. Da oldermanden vanen tro føjter rundt i udlandet, var denne optagelse lagt i hænderne på viceoldermanden, der benyttede lejligheden til at indstifte et laugsråb, som vi kunne hylde novicen med:

-Sild, sild, sild. Nu vil vi ha' sild. Sild, sild, sild. Nu vil vi ha' sild. ØLAND SILDELAUG!!!

Under arbejdet med silden bød giftblanderen på endnu et fantastisk fluidum lavet på lokale frugter og urter. Denne gang jordbær, rabarber og kirsebær - kort sagt en rigtig julesnaps til årstiden særdeles passende. Ikke sur, ikke sød - men med kant - akkurat som laugsbrødrene.

Da de tre slags sild var syltet, det vil sige marineret på fiskesprog, var det tid at gå til bords. Aldrig har stegte sild med løgsovs smagt så godt. Det skulle da lige være forrige gang - og sikkert også næste gang. For sild er en tradition, der går igen år efter år. Ikke mindst i Øland Sildelaug.

Og da sild jo skal skylles ned med forsvarlige mængder brændevin, gik snakken livligt ved bordet - og efter oprydningen gjaldede Ølandsangen da også ekstra kraftigt, da denne traditionsrige aften randt ud.

Hvalpsund 1974

Piger og drenge på fælles lejr

Et opslag fra Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn om Det Danske Spejderkorps store korpslejr i Hvalpsund i 1974, sendte tankerne tilbage til mine unge dage, så jeg skrev en kommentar ret frit fra leveren:

Lejren blev åbnet af Farsøs borgmester B. Nielsen-Man. Jeg gætter alvorligt på, at det var den eneste gang i karrieren, at borgmesteren talte til 20.000 mennesker.

Alle lejrdeltagerne bar ved lejrens åbning bøllehatte i forskellige farver, efter hvor de kommer fra. Nordjydernes var lilla, som det også fremgår af det vedhæftede luftfoto.

Luftfotoet blev taget af daværende Aalborg Stiftstidende-fotograf Max Rene, der havde flyvecertifikat. Efter at negativerne var kopieret, fløj han rundt til samtlige fotolaboratorier i Nordjylland og Sydnorge, så der kunne laves 20.000 farvekopier inden lejrens slutning, så alle deltagerne fik et foto med hjem.

Jeg deltog i opbygningen af lejren, hvor jeg lavede mange hundrede spær til lokummerne. Det var i de gode, gamle dage, hvor spejdere stadig kunne finde ud af at skide i en spand.

Lejren var i øvrigt den første store spejderlejr for både drenge og piger, efter at Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps blev slået sammen i 1973.

På lejrens sidste aften spillede Gasolin til lejrbålet - meget stemningsfuldt med Beckerlees guitarudgave af "Nu flyver mørkets fugle ud (Auld long syne)". Jeg tror, at alle, der oplevede det, stadig kan få en lille tåre i øjenkrogen ved tanken.

Jeg bringer dette lettere rodede og uredigerede opslag, fordi jeg ikke kan uploade det omtalte luftfoto til Facebook. Og så er der lige et par bonusfotos fra kontoret - et krus fra lejren, som står i min vindueskarm og så brændemærket fra lejren på mit gamle - og i dag alt for korte spejderbælte.

Selvfedme i lårtykke stråler

Tidens tendens

Selvfedme er blandt årets nye ord i Den Danske Ordbog. På tide vil mange sikkert mene.

For der er ingen tvivl om, at selvfedme er et udbredt fænomen blandt danske politikere, der gerne rejser verden rundt på skatteydernes regning og belærer andre lande om, hvordan de skal opføre sig.

Det er patetisk at se på, når de danske statsmænd fortæller stormagter som Rusland og Kina, hvordan de skal indrette sig. Belæringen går som oftest ud på, at stormagterne bare skal gøre, som vi gør i Danmark. Det minder om musen i elefantflokken, der siger: - Ih, hvor vi gungrer.

Vores politikere abonnerer på synspunkter om miljø og demokrati – og slår gerne et slag for el-biler, vindmøller, solceller og andet moderne isenkram, selv om det er de færreste dansker, der vil have den slags stående i baghaven.

Det klinger især hult, når kineserne og russerne skal belæres om demokrati. For i den henseende er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. Det handler grundlæggende om, at man blandt magthaverne har en udbredt mistillid til, at folk selv kan forvalte deres liv og ejendom.

Et helt igennem tænkt eksempel: Hvis en mand her på Øland vil bygge et hotel på sin egen grund i strandkanten, skal han spørge om lov i Aabybro, der så skal have lov af dem i København, der så for en sikkerheds skyld spørger dem i Bruxelles – og fem år efter får manden så et nej.

Der er simpelthen ikke symmetri i den proces. For der er jo ikke nogen, der spørger om lov på Øland, når de vil bygge et hotel i København eller Bruxelles. Og folk i København vil sikkert gerne have sig frabedt, at vi har en mening om deres hotelbyggerier.På den måde er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. I Kina er det Beijing, der bestemmer – og i Danmark er det Bruxelles, der bestemmer. Forstå det, hvem der kan.

Det handler om lokal forankring, og det handler om selvforvaltning. Hvis en befolkning i det lille samfund kan blive enig om et projekt, skal centrale myndigheder langt væk fra arnestedet simpelthen blande sig udenom. Vi skal nok selv lave de naturnationalparker, der passer til vores lokalsamfund. Det kan vi gøre bedre og ikke mindst billigere.

Problemet er, at politikerne betragter et lille samfund som vores med under 500 indbyggere som bakterier i en petri-skål. Hvis væksten, selvstændighedstrangen og iderigdommen bliver for voldsom efter politikernes smag, slår de bakterierne ihjel med et skud penicillin. Lev med det, som det smagfuldt bliver udtrykt af statsministeren.

Nu har der lige været kommunalvalg. Demokratiets festdag, som det ureflekteret blev kaldt i flere medier, selv om det ikke klæder pressen at tage stilling. Men er det demokrati, når vi nægtes retten til selv at bestemme – selv på det lille jordlod, som vores hus ligger på?

Valgkampen bød på selvfedme i lårtykke stråler. Der var ingen grænser for alle de initiativer, som politikerne ville sætte i gang. Men i samme sekund som dørene lukkede sig bag konstituringsforhandlingerne, var løfterne glemt. Nu var det taburetterne og de fede ben, det gjaldt – og så betyder valgløfter mindre.

Det kunne være interessant, hvis politikerne stod fast på deres positioner – og rent faktisk snakkede politik frem for taburetter. Det ville lamme systemet, og det ville give borgerne fred i de kommende fire år. Egentlig en ganske tillokkende situation.

Det var derfor med største ulyst, at jeg afgav min stemme – vel vidende at jeg dermed er med til at legitimere magtbrynde, løgn, latin, løftebryderi og hæmningsløs ragen til sig. Jeg stemte, selv om det er et valg mellem pest og kolera, fordi jeg trods alt mener, at det er marginalt bedre med politikere, der er selverhvervende og ikke offentligt ansatte. Kendsgerningen er jo, at langt de fleste politikere kommer fra den offentlige sektor – og dermed er åbenlyst inhabile i alle spørgsmål om udskrivning af skatter og drift af offentlige institutioner.

Jeg drømmer om en ny kommunalreform – eller rettere en omvendt kommunalreform, hvor magten gives tilbage den enkelte og til lokalsamfundene, hvor små de end måtte være. For med magten tæt på folket, følger også ansvarligheden. Det er svært at tage ansvar, når man ikke har indflydelse.

Kald det bare selvfedme – men jeg tror på, at vi kan styre os selv.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 19. november 2021

Vild vækst

Tallerkensmækkerne går amok

Frosten lader vente på sig, og det lune efterårsvejr giver næring til vækst og grøde i mine tallerkensmækkere ved naturhegnet. Blomster er der ikke mange af, men de kønne blade bare vokser og vokser - og udgør en reel trussel mod porrerne.

Men det får nu være. Porrerne skal nok overleve - for når først vi får lidt frost, visner tallerkensmækkerne i løbet af få timer. Og det var så den sommer.

Jeg har efterhånden haft tallerkensmækkere på stedet i nogle år. De er nu blevet selvsupplerende. Smider en masse frø, der begynder at spire i juni. Så kommer der lidt krise i august, hvor kålormene splitter det hele ad - men som det ses på billedet, kommer de stærkt igen, hvis der ikke kommer frost.

Tallerkensmækkere kaldes også brøndkarse eller nasturtium, hvis det skal være rigtig fint. De smager godt af karse og sennep - og kan bruges som pynt i salat og på smørrebrød.

Kogekonen rykker ud

Dansk suaasat

Foto: Søren Aagaard

I mit hjertes godhed havde jeg sagt ja til at lave gule ærter til et møde i Sct. Georgs Gildet i Aalborg onsdag aften. Helt præcist lød ordren på 30 kuverter af den nærende søbemad, som hører årstiden til, så jeg måtte finde de store gryder frem.

Det lyder som et stort arbejde, men så er det altså heller ikke værre. Og når folk så bliver mætte og tilfredse, er fornøjelsen helt på min side. Sværere er det nemlig heller ikke.

Til 30 personer tager man 3 kilo sprængt flæsk, 3 kilo røget flæsk og halvandet kilo medisterpølse samt to store gryder. Det sprængte flæsk skal koges i to timer, det røgede i halvanden time og medisteren i 20 minutter. Med to gryder kan det altså sammenlagt gøres på et par timer.

Suppen fra kødet hældes sammen i en stor gryde, der spædes med vand, så der er i alt ni liter. Heri kommes så to kilo gulerødder, to kilo selleri og seks porrer - altsammen skåret i små tern. En god håndfuld tørret timian og lidt peber smides i, og det koger i 20 minutter.

Så tilsættes tre pakker gule ærter af Møllerens frysetørrede udgave, det hele får et opkog i fem minutter og smages til salt. Hele operationen tog godt tre timer, og så var der ellers klar til servering.

Jeg foretrækker selv at sprænge mit flæsk, så det giver lige lidt ekstra forberedelse. Jeg bruger udbenet brystflæsk, som jeg bestilte ugen i forvejen hos slagteren i Bilka, som jeg kender godt. Flæsket lægges i en lage med 100 g salt, 25 g nitritsalt, 25 gram sukker, et par laurbærblade og en håndfuld hel peber pr. liter. Det sættes i køleskabet og trækker i fire døgn, hvorefter lagen hældes væk, og kødet sættes i blød i rent koldt vand i yderligere fire timer. Det er altså gode sager efter den proces.

Resultatet blev som forventet. Det smagte hamrende godt - og de 28 mødedeltagere spiste rub og stub på nær lidt røget bacon og en sjat gule ærter. Det fik Dina og jeg så torsdag aften. Og det var her, at vi blev enige om, at gule ærter er et dansk svar på grønlændernes legendariske suaasat - suppe kogt på sæl og tilsat grødris.

Men når sandheden skal frem, så foretrækker jeg bestemt gule ærter frem for suaasat.

Det sker forholdsvist jævnligt, at jeg finder kogekone-dresset frem og rører i de store gryder ved forskellige lejligheder. Mange bryder sig ikke om at lave mad til mange mennesker, men for mig er det en fornøjelse. Kald det bare zen, for det er nærmest en mediativ tilstand, så længe det er mig, der er chefen ved gryderne.

Jeg forlanger heller aldrig løn eller tak for arbejdet. Belønningen ligger i at se, at folk bliver mætte og tilfredse. Det er slet ikke så ringe en oplevelse.

Business i Grønland

ABD for forretningsfolk

Den grønlandske haute couture-designer og iværksætter Louise Lynge Berthelsen, der står bag succes-virksomheden Nuuk Couture, blev forleden ringet op af en dansk telefonsælger - klokken 6.30 om morgenen.

Det fik hende til at fare i blækhuset, som i dette tilfælde er bloghuset, og skrive en ABD med ti gode råd til danskere, som vil lave forretning i Grønland. Det er gode råd, som er til at få forstand af - og som også er nyttige for alle andre, der vil have med Grønland at gøre.

Jeg har fået lov at dele de gode råd fra Louises blog:

Mini-ABD til  dig som vil lave forretning med nogen i Grønland

(Denne mini ABD er skrevet med et smil på læben og er udelukkende mine egne observationer - Nej, det er ikke en fejl jeg har skrevet ABD - I Grønland bruger vi ikke C i vores alfabet)

1) Lad vær at ringe lige når du er mødt ind kl.8.15 - Grønland ligger 4000 km væk - så SELVFØLGELIG er der en tidsforskel. Faktisk på hele 4 timer - så vent til efter frokost.

2) Efter frokost er halvdelen af dit hurtigt snakkende tempo dalet og dit overdrevet salgs pitch aftaget - nu passer vi rent mentalt meget bedre sammen. Vi hader sleesy salgsopkald! (Især kl.4.15 om morgenen).

3) Grønland er 4 timer og ca. 15 min væk i fly. Flere af os selvstændige har før corona fløjet til Danmark flere end fire gange årligt - det ser de fleste af os selvstændige som normalt - så lad være med at lade afstanden afskrække dig.

4) Det hedder “i Grønland” - ikke “på Grønland”.

5) Hvis du er så heldig at lave forretning med nogen i Grønland, så venter der dig højst sandsynligt et eventyr af fantastiske oplevelser og rent business mæssigt, så er der så mange uudnyttet muligheder. Det kræver du tør investere i dit ukendte - vi kender Danmark ganske godt!

6)  Grønland er en guldmine! (Også i bogstaveligste forstand... ) Jorden er fuld af mineraler, diamanter, rubiner - men også rent menneskeligt!

Når du laver forretning med folk i Grønland, så er du i kontakt med mennesker, der har store faglige kompetencer. Vi jonglerer dagligt imellem 2-3 forskellige sprog, vi kan løse faglige opgaver og derefter i ren “Alene i vildmarken stil” smutte ud og hente vores aftensmad med en unge eller to på armen.

7) Grønland ligger udenfor EU og er derfor momsfritaget. Hvis du vil handle med os, skal du altid trække momsen fra.

8) Vejret bestemmer i Grønland. Det lever og fungerer vi ret godt under. Så når din pakke ikke er landet i mine hænder som du ellers har planlagt og disponeret med - så bruger vi ikke tid på at sende klager, rykke, hidse os op, brokke os, sende rykkergebyr mm. Den er højst sandsynligt på vej - måske det bare stormer et sted i Grønland. Sådan lidt “mañana” i Spanien-agtigt...

9) Vi kan kun komme rundt imellem byerne med båd eller i fly. Derfor kan jeg ikke lige smutte til næste nærliggende by og hente en reservedel til hvad det nu er, jeg har købt af dig, og som du ved X har en reservedel af også i “mit område”...

10) Humor - vi har (ofte) ikke samme humor. Grønlændere har stor selvironi. Vi kan sagtens grine af os selv når vi fejler - det betyder ikke, at vi er ok med at du gør det. Du er mere end velkommen til at gøre grin med dig selv og dit eget folkefærd - men du skal ikke gøre det på vores bekostning.

Sikker hollandaise

Varm mayonnaise

Vi spiser meget fisk her på parcellen. Det er hverdagsmad, nemt og hurtigt at lave. Som regel serveret med grønærter eller kartofler med persillesovs. Det var egentlig også tanken lørdag aften.

Men i dagens løb sagde fruen henkastet: - Jeg tænker på hollandaise...

Det er sådan en pæn måde at forlange hollandaisesauce på, så jeg måtte jo i gang.

Mange viger tilbage for at arbejde med de ægte saucer, for der er en teoretisk mulighed for, at de skiller. Nogle mennesker betragter det endog som decideret svært. Det var det måske også i gamle dage, hvor husmødrene gik i gang med vandbad og omhu. Men nutildags har vi jo stavblenderen - og følger du min opskrift, er det pærenemt.

Begynd med at smelte 200 gram smør. Hæld det i en skål, men smid bundfaldet, vallen, væk. Processen kaldes afklaring - og resultatet er altså en skål med afklaret smeltet smør.

Så tager man tre æggeblommer, som ikke må være kolde, men skal have stuetemperatur. De hældes i den høje skål, som følger med en stavblender. Her tilsættes saften fra en citron og lidt hvidvinseddike. Hvis det skal være fint, kan man eventuelt erstatte citronsaften helt eller delvist med hvidvin. Det vigtigste i denne sammenhæng er syren. Giv det et drys salt og hvid (helst) peber.

Giv hele herligheden en ordentlig tur med blenderen, så det bliver let, lyst og luftigt.

Så tilsætter man det smeltede og afklarede smør, mens blenderen kører. Først dråbevis og siden i en tynd stråle. Og voila. Hollandaisen er færdig - og den skiller ikke...

Hollandaise er dybest set bare varm mayonnaise. Det mætter voldsomt, og der skal ikke så meget til, men syren i saucen giver et godt modspil til en fed laks, som var lørdagens fisk.

Prøv selv. Det er ikke så svært - og tusinde gange bedre end de mere eller mindre lødige convenience-produkter, som butikkerne er fulde af...

Vinterklargøring

Havenusserier

Frosten lader vente på sig. Begonier, pelargonier og fuchsia står fortsat i blomst, så jeg har nølet med at tage dem ind i vinterkvarteret på værkstedet.

Men det skal nok komme. Og når først frosten for alvor viser sit vinterfjæs, får jeg travlt. Det ved jeg udmærket, så for at tage lidt af presset, begyndte jeg vinterklargøringen i dag.

I første omgang alle pelargonierne, som er plantet direkte i jorden. De blev taget op, klippet ned og sat i bakker med jord. Jeg lader altid et blad eller to blive siddende. Bladene er jo planternes lunger, så det gør jeg altid. Jeg ved egentlig ikke, om det har en effekt.

Bedst som jeg var ved at være varm, og arbejdet ellers gik strygende, kom regnen. Det blev så jordens bedste undskyldning for at indstille arbejdet, selv om jeg havde lyst til at fortsætte, for er det altså ret hyggeligt at nusse i haven. Selv om det naturligvis er sjovere om foråret end om efteråret.

Der mangler fortsat en del, inden vi kan holde rigtig vinter. Men kommer tid, kommer råd. Og flot ser det fortsat ud med de resterende krukker og potter.

Underjordiske lokummer

Alle har en ende

Søndag eftermiddag gik jeg under jorden. Som en anden Egon Olsen gik jeg rundt i en tysk bunker og ledte efter den store skat. Dog forgæves. Stort set lige som Olsenbanden.

Det var Bunkermuseet Hanstholm, der sammen med Besættelseshistorisk Selskab for Thy og Vester Han Herred havde fundet den helt store feltspade frem og afdækket åbningen til en af de mange tyskerbunkere i Hanstholm. Det var første gang i 65 år, at der var mennesker dernede i dybet.

Der var ikke meget at se. Faktisk ingenting, for der var buldrende mørkt, hvis ikke man havde en lygte ved hånden. Efterladenskaber var der ikke mange af, for inden indgangen blev dækket til i 1956, var bunkeren tømt for værdier - og ikke mindst jern, som der var stor mangel på efter krigen.

Dog fandt amatør-arkæologerne et godt mørnet toiletbræt og en lokumsbørste. Så tyskerne var ikke overmennesker. De gik på das som alle andre. Og det giver jo den tyske neutrum-artikel helt nye dimensioner, når DAS Reich er på tønden. Tyske tønder buldrer mest...

Bunkeren på kanten af Hanstholm var tjenestested for 35 mand - mandskab i køjerum og officerer med eget kvarter. Bunkeren er af typen Fl 244 (tyskerne havde nemlig system i tingene) og var en del af det tunge 10,5 cm luftværnsbatteri. Der findes blot fem eksemplarer af netop denne type ud af et samlet antal på godt 7.000 bunkere på vestkysten i Jylland.

Bunkerbesøget var en bifangst på søndags-udflugten sammen med Anne og Henrik. Det egentlige mål var Bunkermuseet, der i øjeblikket har en forståeligt velbesøgt udstilling om optagelserne til Olsenbanden i Jylland.

Det var sjovt at se. Filmen er en af mine favoritter - og den har fortsat appel til børn og barnlige sjæle med den håbløse jagt på kommandantens skat. Det er simpelthen bare skidegodt, Egon...

Olsenbanden i Jylland blev optaget for 50 år siden - og for en stor dels vedkommende i Hanstholm og omegn. Derfor den fine og oplysende udstilling på bunkermuseet. Således oplyst er det tid til endnu et gensyn med Olsenbanden i Jylland...