søndag den 31. juli 2011

Kringsatt av fiender...

En af de mest spillede sange den seneste uge er forståeligt nok "Kringsatt av fiender" med tekst af den norske forfatter Nordahl Grieg.
Man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver berørt af teksten og ikke mindst melodien - især netop nu i lyset af de tragiske begivenheder i Oslo forrige uge.
Teksten er som sagt skrevet af den norske digter Nordahl Grieg i 1936. Grieg var pacifist og digtet, som egentlig hedder "Til ungdommen" er jo også stærkt pacifistisk. Pacifismen er en smuk tanke, som netop hører ungdommen til - men set i bagklogskabens ulideligt klare lys næppe særlig realistisk, hvad Grieg også måtte sande, da han i begyndelsen af anden verdenskrig flygtede til England, hvor han oven i købet fik en militæruddannelse og døde under et bombetogt til Berlin. Som så mange andre modstandere af "vold og krig" er han begravet i en tysk massegrav.
Jeg har jo haft fornøjelsen at være på højskole i Norge, og her sang vi naturligt nok sangen med passende og jævne mellemrum - og derfor rører det mig også dybt at høre den netop i disse dage.
Men en ting irriterer mig ganske voldsomt: Hvorfor skal Danmarks Radio igen og igen spille netop Kim Larsens udgave af sangen? Det er jo ikke andet end - jeg fristes til at sige tæppebankermusik - og på netop Larsens særlige flade københavnske tonefald bliver alt smukt ved sangen forfladiget og ligegyldigt. Læg hertil at samme Larsen jo bestemt ikke - på trods af en karriere med bred folkelige appel - er særlig folkelig i sin almindelige indstilling, men netop indtager den velbjergedes magelige synspunkter.
For at vise, hvor smukt Kringsatt av fiender virkelig kan fremføres, har jeg fundet en indspilning med Herborg Kråkevik, som var meget populær i Norge for en halv snes år siden. Hun er eksponent for den særlige gren af norsk kvindelig skønsang, som vi ellers mest kender her i landet fra Sissel Kjirkebø, men Norge har sandelig også andre sanglærker.

Interessant er forresten, at melodien til denne næsten urnorske sang slet ikke er skrevet af en nordmand, men derimod den danske komponist Otto Mortensen. Han betragtes som den sidste komponist inden for den tradition, som kaldes "den danske sang", hvis kendteste eksponent helt bestemt er Carl Nielsen. Otto Mortensen har blandt andet skrevet melodien til "Du danske sommer, jeg elsker dig...". Han skrev melodien til "Til ungdommen" i 1952.



Jesper



Foto: WikiPedia

lørdag den 30. juli 2011

Finito...
















Fredag eftermiddag inviterede jeg fruen til en lille, uformel reception i brændeskuret.
Anledningen var naturligvis, at jeg nu er blevet færdig med denne del af sommerens store projekt - og som man kan se på billedet, ser det jo ret godt ud. Forresten er det sandsynligvis også den eneste gang, der bliver drukket sprudlende, kølig Cava og spist kirsebær i brændeskuret - for noget selskabslokale er det jo ingenlunde.
Som altid, når jeg kaster mig over den slags projekter, vokser opgaven så at sige ud af de forhåndenværende materialer. Egentlig var det bare meningen, at der skulle smækkes en tremmevæg op - og det var så det. Men da jeg stod med en stak gamle sternbrædder, opstod ideen med at indrette brændeskuret lidt mere gennemtænkt.
Det bedste af brædderne fik en tur med en gang algefjerner og højtryksrenseren og så lidt maling - og så var de perfekte hylder til at opbevare urtepotter, grillen og hvad man ellers har stående i sådan et åbent skur. Stolperne fandt jeg i mit lille trævarelager og hyldeknægtene er strøerne fra trælasten, som listerne til tremmevæggen blev leveret på - altså en rigtig god gang genbrug.
Nu var det kun muligt at lave hylderne i to meters længder, for der var en del skader på sternbrædderne - og det efterlod et lille hjørne på knap en meter. Her lavede jeg med lidt listeafskær en lille container, som kan bruges til optændingsbrænde og grene, som vi ikke gider stable. Hidtil har vi haft den slags stående i nogle gamle papkasser, så når jeg nu selv skal sige det, er det faktisk en ganske smart detalje.
Nu mangler vi bare at få fyldt hylderne op - men den slags plejer ikke at være et problem...

Jesper

fredag den 29. juli 2011

Liv i mosen
















Moselauget i Moseby har benyttet de lange sommeraftener til at fortælle om livet i mosen, som det var i tørvebissernes tid.
Det er der kommet en god og spændende aften-forestilling ud af - som desværre kørte for sidste gang onsdag aften.
Arrangementet foregår i en lysning i plantagen - og her skal man lige tænke på, at i mosens storhedstid under krigen og i årene lige efter var der faktisk ikke plantage på stedet. Området er stort - cirka 30 kvadratkilometer og dengang var det et fladt og temmelig forblæst, trøstesløst landskab.
Men jorden var fyldt med tørv, som kunne bruges til brændsel i en tid, hvor man ikke kunne skaffe kul og olie fra udlandet. Så i løbet af få år udviklede mosen sig til en stor industri, hvor der årligt af 1200 arbejdere blev produceret 120.000 tons tørv svarende til en nutids-omsætning på omkring 300 millioner kroner.
Arbejdskraften kom fra hele landet. Det var et sandt eldorado med fast arbejde for tidens mange arbejdsløse, men mosen havde også en magisk tiltrækningskraft på lykkeriddere, plattenslagere, spillefugle, handelsfolk og andre farverige personager - hvilket stadig den dag i dag præger befolkningen på egnen, der ofte har et veludviklet overlevelses- og handelstalent, og som ikke altid lægger så meget vægt på fine, offentlige systemer.
Mosefolkene demonstrede onsdag på en dejlig, lun sommeraften, hvordan man skærer tørv - og hvordan de forskellige redskaber blev brugt. Et tableau bød på en søndagstur i mosen med mand og kone - og hvor manden fik sig en grim overraskelse, da det viste sig, at konen havde puttet vand i brændevinsdunken.
Vi fulgte også produktionen af æltetørv - det absolut billigste og ringeste tørveprodukt - fra et fint gammelt tipvognstog ankom med råvaren til turen i æltemaskinen, som blev trukket af hesten Lotte i en trædemølle. Lotte nægtede imidlertid at røre sig ud af flækken, før hun havde fået en bajer - og har vel derved lignet mangen en tørvebisse, som arbejderne i mosen med stolthed kaldte sig selv.
I forbindelse med arrangementet var der også en udstilling af gamle maskiner fra tørvegravningens tid - blandt andet en fin, gammel Bukh-traktor, som jeg her bringer et billede af med en venlig hilsen til fætter Niels.

Jesper

Kålorme-tid

Jeg er denne sommer blevet så kålhøgen, at jeg har trodset alle advarsler og plantet op til flere slags kål i haven.
Advarslerne har selvfølgelig gået på, at kål i alle varianter er gefundendes fressen for alle varianter af kålorme og larver.
Det har jeg blandt andet lært på den hårde måde. Mine spidskål nåede såmænd dårligt nok op af jorden, før der var et eller andet kræ, som havde gnavet alle bladene af igen - så det var lige til skraldespanden.
Noget bedre går det med mine rosenkål, blomkål og rødkål - men der er altså bud efter dem netop i disse dage, hvor kålsommerfuglen lægger æg. Der går to til tre dage i sommervarmen, før disse æg bliver klækket til hundredvis af fede, grønne larver, som kan ribbe en mellemsvær kålplante for alt grønt i løbet af et par timer.
Nu kunne jeg selvfølgelig give dem et ordentlig pulver gift. Den slags har jeg sådan set ingen skrubler ved, for jeg er jo ikke økologi-tosse, men omvendt mener jeg heller ikke, at der er nogen grund til at bruge mere gift end højst nødvendigt - og det kan altså godt lade sig gøre i høj grad at bekæmpe utøjet ved simpelt manuelt arbejde.
Det drejer sig simpelthen om hver dag at pusle lidt om hver eneste plante - og lige løfte bladene lidt for at tjekke undersiden. For det er her, kålsommerfuglen lægger sine æg. Æggene ligger i små grupper og er ret nemme at få øje på.
Så placerer man højre hånds tommelfinger over æggene og pegefingeren på den modsatte side af bladet, klemmer let til og vips er alle æggene forvandlet til æggekage, som der garanteret ikke kommer larver ud af.
Skulle det smutte, er behandlingen sådan set den samme, hvis man finder en larve. Det er lidt ulækkert de første par gange, men det virker - og som det ses, står kålene faktisk og stortrives i varmen. Både rødkålen og blomkålen er netop nu ved at udvikle hoveder - og rosenkålen vokser fint i højden, så der bliver masser af bladstilke, hvor de små, velsmagende kålknopper kan udvikle sig.
Dagens bonusbillede er Dina foran beddet med markblomster.

Jesper

tirsdag den 26. juli 2011

Den lange rejse

I den sydlige udkant af Farsø findes en mindesten for bysbarnet, forfatteren og nobelpristageren Johannes V. Jensen.
Jeg har en ting til fælles med den berømte skriverkarl - desværre ikke nobelprisen, men opvæksten i den vesthimmerlandske by. Desuden er der jo dem, som mener, at jeg er lidt af en gnavpot - og det kommer vi ikke uden om, at Johannes V. også var.
Mindestenen er udsmykket med et relief af kunstneren Mogens Bøggild, som inspireret af romanen "Den lange rejse" viser dyrenes vandring på græsgangene foran bræen i slutningen af istiden - et smukt almennordisk motiv med blandt andet rensdyr, bjørne og ørne. "Den lange rejse" var Johannes V. Jensens bud på vores udvikling fra aber til civiliserede væsener og er efter min mening hans bedste roman - også selv om "Kongens fald" i 1999 blev kåret til det 20. århundredes bedste danske roman.
For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at rode lidt i Johannes V. Jensens efterladte manuskripter. Der fandt jeg blandt andet et manus til en film over "Den lange rejse". Filmen er aldrig blevet til noget, men jeg hæftede mig ved, at forfatteren ønskede, at filmen skulle være en stumfilm i sort-hvid for at vise distancen til fortiden - egentlig et interessant træk af en forfatter, der om nogen var begejstret for ny teknik.
Manuskriptet findes i Johannes V. Jensen-museet, der åbnede her i foråret, men har været en del år undervejs. Endnu har jeg ikke haft lejlighed til at besøge museet - men det skal nu nok komme.
Da mindestenen for Johannes V. Jensen skulle laves i slutningen af 50'erne, ønskede familien ikke forfatterens navn på stenen. I stedet valgte man et vers fra Danmarkssangen, som i få linjer opsummerer forfatterskabet. Verset lyder:

Alvorlig taler ved Alfarvej
med Grønsvær tækket de gamles Grave;
Henfarne Slægter - forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel Gave.
Henfarne Slægter
i Landets Marv
sig ej fornægter.
Bevar din Arv!


Smukke ord med et budskab, der er mere aktuelt end nogensinde i en forvirret og omskiftelig verden. Faktisk tror jeg, at netop Johannes V. Jensens glæde over den teknologiske udvikling skyldes, at han mere end nogen var fast forankret i fortiden - og derfor havde den mentale ballast til at kapere det 20. århundredes hæsblæsende udvikling - og det kan vi lære af den dag i dag.

Jesper

P.s.: Forresten skrev jeg i indledningen, at mindestenen ligger i udkanten af Farsø. I min barndom lå den faktisk langt uden for byen, men den er blevet indhentet af udviklingen. Det tror jeg egentlig glæder den gamle evolutionsromantiker oppe i den himmel, som han ikke selv troede på.

søndag den 24. juli 2011

Leopardsnegl

Se godt på sneglen til venstre. Det er en leopardsnegl og en rigtig "dræbersnegl", som har vist sig at være havejernes bedste ven i kampen mod den iberiske skovsnegl - bedre kendt som dræbersneglen.
Sådan i halvmørket ved skumringstid, hvor alle sneglene vælter frem, kan det måske være lidt svært at se forskel - og der bliver sikkert dræbt en del uskadelige snegle på den konto. Men det betaler sig nu at se ordentligt efter, for netop leopardsneglen er i følge en norsk undersøgelse en af de mest effektive bekæmpere af dræbersnegle.
Leopardsneglen, der også kaldes kældersnegl eller plettet gråsnegl, trives ikke godt sammen med dræbersneglen - og det ser ud til, at det er den grå kæmpe, som vinder. Den spiser dræbersneglens æg, og den spiser også ungerne, samtidig med at den bider og sårer de voksne dræbersnegle - altsammen med det resultat, at dræbersneglene går tilbage i områder, hvor der er leopardsnegle.
Så det kan altså betale sig at se sig godt for, når man er på sneglejagt i haven. I min have har vi desuden en del vinbjergssnegle, så det er udelukket at bruge gift - bekæmpelsen af dræbersneglen, der er ganske talrig i området, må altså foregå manuelt. Syv, ni, tretten og bank under bordet - ind til nu har jeg kun haft en god halv snes stykker i år, så måske har indsatsen de forrige år allerede båret frugt.
På billedet ses leopardsneglen sammen med en dræbersnegl - antog jeg i hvert fald - men helt sikker er jeg nu ikke. Det kunne også godt være en brun skovsnegl. Vil man være helt sikker, har Naturstyrelsen lavet en net-nøgle til at bestemme havens snegle.

Jesper

fredag den 22. juli 2011

Status

Dovregubbens faste læsere har måske bemærket, at det ikke er blevet til så meget med skriveriet de seneste dage.
Det skyldes, at jeg har knoklet med et af sommerens store projekter, der som endemål skal få mit udhus til at se ordentligt ud, så her er en status for torsdag aften.
Arbejdet består af fire elementer: 1) lys og opgradering af det elektriske system, 2) erstatte brændeskurets vægge af rivejern med en tremmevæg, 3) nye sternbrædder og 4) maling.
Det elektriske system har jeg fået lavet tidligere på året.
De seneste dage er gået med brændeskuret, hvor jeg har hevet de gamle ydervægge af rivejern ned og erstattet dem med en tremmevæg i stedet. Arbejdet har taget det meste af ugen, fordi jeg har valgt at male træet, inden det blev sat op - men som det kan ses, tager det sig også godt ud lige fra fødslen.
Nu er jeg i gang med at skifte sternbrædderne, der også er malet på forhånd. Denne del af projektet er aktuel, fordi udhuset er bygget over tre, fire omgange - og den tidligerere ejer har i den forbindelse bare klistret nogle nye brædder på enden af de eksisterende, så sternen har fremstået meget uensartet.
Nu skifter jeg hele baduljen ud. Jeg begyndte på arbejdet torsdag og med lidt held og godt vejr skulle jeg gerne blive færdig med denne del af operationen fredag eller lørdag.
Tilbage står så at male udhuset, så det kommer til at fremstå i klassisk nordisk stil med svenskrøde vægge og hvide detaljer. Det kommer imidlertid til at tage lidt tid, inden jeg er endelig færdig med dette, fordi latyrus og tomaterne, som står op af væggen, lige skal nå at visne ned. Men Dina har allerede malet halvdelen af bagsiden, så også der er vi godt på vej.

Jesper

tirsdag den 19. juli 2011

Gærdesanger

Dette billede af en fjeldrebis med bær er ikke særlig interessant, hvis altså ikke det lige var fordi, at der i baggrunden sidder en gærdesanger.
Og den eneste grund til, at jeg finder gærdesangeren interessant, er den banale kendsgerning, at jeg aldrig før har set den lille sanger. Som der står på DOF's hjemmeside: "Gærdesangeren er en lille gråbrun fugl, der lever meget skjult."
Ja, det tror jeg, for med cirka 100.000 ynglende par i Danmark skulle jeg ellers mene, at jeg har haft alle muligheder for at se den i mine godt 50 leveår. Men nej, jeg har aldrig set den før - og det er jo en nok så god grund til at bringe et billede af den - hvor den ligesom i virkeligheden er godt skjult.
Gærdesangeren lever blandt andet i hække - og at jeg nu har opdaget den, tyder på, at jeg måske har et par i hækken ud mod vejen. I hvert fald vil jeg i de kommende dage prøve at holde lidt øje med hækken for at se, om ikke jeg skulle kunne lave et bedre billede.
Det med at leve i det skjulte, har gærdesangeren til fælles med de fleste andre sangere. Jeg har hørt både løvsanger og gransanger i haven, men løvsangeren har jeg faktisk heller aldrig set rigtigt. Til gengæld fik jeg både sidste år og her i foråret et glimt af gransangeren - omend det aldrig er blevet til et foto.
Alle fuglene i sangerfamilien har et ganske anonymt udseende, men til gengæld meget karakteristiske sangmønstre - så det er jo nok ikke helt tilfældigt, at man ofte hører dem frem for at se dem.

Jesper

søndag den 17. juli 2011

Slut med morellerne

Så er morelsæsonen slut for i år.
Egentlig har den slet ikke været så tosset. Bærrene var lidt lang tid om at modne på grund af det regnfulde og kølige vejr - men omvendt var det også med til at strække sæsonen over et par uger, så det hele ikke lige var overstået på et par dage. Desuden har den megen regn gjort, at morellerne har været særdeles saftige, ja, nogle af dem revnede faktisk på træet af den grund. Men omvendt betød det også, at mange moreller mugnede inden jeg fik dem plukket - og helt generelt var de ikke så pæne at se på.
Lørdag morgen var det så slut. Der ankom lige en flok stære - måske 50, måske flere - og på en halv time var der ryddet op. Tilbage lå et par kedelige og mugne moreller på jorden til solsorterne.
Som sagt en ganske fin morelsæson - selv om de ikke var så flotte som de importerede kirsebær, som man ser i alle supermarkederne. Til gengæld vil jeg godt garantere for, at mine moreller smager bedre - som al frugt af egen avl.
Dagens bonusbillede er stillitsen i lærketræet.

Jesper

fredag den 15. juli 2011

Stillits

Stillitsen er en af de flotteste fugle, man kan have i haven.
Normalt er det mest om vinteren, at man ser den ved foderbrættet, for det er egentlig i bund og grund en fugl, som er knyttet til det åbne land. Den elsker tidselfrø frem for alt andet.
Men ikke desto mindre har vi haft en del af dem den sidste tid - og det er lidt af en udfordring for fuglefotografen. De er lidt svære at komme på skudhold af - og dette foto af en stillits i morgensolen er egentlig mit hidtil bedste bud.
Jeg har nu arbejdet på sagen de seneste tre morgener - og det kan absolut blive bedre. Dovregubbens læsere vil naturligvis høre mere, når det sker.

Jesper

Gulerodstid

Sommeren er agurketid, hvor medierne er fyldt med historier om krumme agurker og mærkværdige knoldvækster, som kan give associationer til både det ene og det andet.
Det vil vi naturligvis ikke stå tilbage for her på bloggen og iler sporenstregs til med dette bud på et rigtigt agurketids-foto - to gulerødder i kærlig omfavnelse.
Og det er så en god anledning til at berette, at mine bestræbelser på at producere tidlige gulerødder er kronet med held.

Jesper

torsdag den 14. juli 2011

Det hvide hus

Så er sommerens store vedligeholdelsesprojekt på det lille hus på Øland slut.
Sydfacaden (den mod haven) faldt ned i vinterens hårde frost, men er nu pudset op igen med stabiliserende glasvæv - og kan forhåbentlig holde en del år.
Huset er kalket, og soklen tjæret, så huset tager sig rigtig godt ud i aftensolen - og manden kan sidde på terrassen og nyde sin velfortjente aftensbajer.
Næste projekt bliver en renovering af brændeskuret. Materialerne er kommet, og jeg regner med at gå i gang i løbet af den kommende uge.

Jesper

onsdag den 13. juli 2011

Solen skudt ned
















Hver aften i sommersæsonen kl. 2100 bliver solen skudt ned på stranden i Blokhus. Det er en begivenhed, som er blevet lidt af et tilløbsstykke i den lille badeby og som samler både fastboende og landliggerne, der naturligvis kvitterer for salutten med "bragende" klapsalver.
Det er Blokhus Kanonlaug, som står for begivenheden. Kanonlauget er stiftet i 2008 til formålet, men kanonen har en lang historie i Blokhus bag sig.
Kanonen var en af 36, som blev kastet overbord fra den engelske fregat The Crescent, som strandede ved Blokhus i 1808 under Englandskrigen. Som led i forsvaret af Danmark var Vestkysten mørkelagt - og det ledte mange af de engelske skibe på grund.
Kanonon stod i en årrække foran Strandingskroen, men under anden verdenskrig forsvandt den. Det viste sig, at den stod foran en restaurant i Klitmøller, og i 2008 vendte kanonen hjem til Blokhus og står nu foran iskiosken ved nedkørslen til stranden, hvor den hver aften samler befolkningen, når solen skal skydes ned.
Uden for sæsonen bliver kanonen blandt andet brugt til at skyde nytåret ind. Det foregår i som regel bidende kulde nytårsdag kl. 13 med tilhørende champagne.

Jesper

tirsdag den 12. juli 2011

Dagens ord XLII

Dagens ord er "spejder" - et fint gammelt ord for meningsfyldt ungdomsarbejde i tæt kontakt med naturen.
Ordet er aktuelt, fordi det i den seneste uges tid er blevet misbrugt af uvidende og ignorante journalister, som i forbindelse med omtalen af FDF's landslejr på Sletten ved Silkeborg fejlagtigt har omtalt organisationen som spejdere og lejren som spejderlejr.
Dette beror på en misforståelse. Spejderarbejdet er baseret på Baden Powells principper, og spejderne er internationalt organiseret i organisationerne WOSM og WAGGGS. FDF er ganske vist et uniformeret korps, som driver spejderlignende virksomhed, men er ikke medlem af de to organisationer - og arbejder heller ikke efter Baden Powells glimrende arbejdsprogram.
Den væsentligste forskel er det bærende princip i spejderarbejdet, patruljesystemet, der bedst kan beskrives som "børn leder børn". Dette princip bruges ikke af FDF, hvor det er "voksne leder børn", som er grundprincippet, og hvor man i øvrigt skal være fyldt 18 for at kunne fungere som leder. Jeg formoder, at denne forskel især udspringer af FDF's oprindelse som en forkyndende organisation, hvor friluftslivet og aktiviterne snarere er et middel end et mål.
Vi er i dag mange voksne spejdere, som er dybt taknemmelige, fordi vi i ungdommen fik lov til at være børn sammen med andre børn - uden snærende voksenrammer - og vi bliver stadig som børn, når vi lugter lejrbål og telthørm. Som Baden Powell sagde det: "- Boys will be boys." For en spejder er intet umuligt!
Men det korte af det lange er altså, at det beror på en misforstålse, når medierne i disse dage omtaler FDF'erne som spejdere. For det er ingenlunde tilfældet.

mandag den 11. juli 2011

Morgenbål

Sommeren har hidtil ikke gjort sig specielt bemærket med andet end sådan lidt middelmådigt snasket dansk sommervejr med masser af regn og ikke mindst blæst - i hvert fald op ad dagen.
Men faktisk er vejret de fleste dage ganske fint og stille om morgenen i timerne omkring solopgang. Derfor står jeg i øjeblikket op ved fire-tiden og tager min morgenkaffe ude i gården under halvtaget, mens fuglene vågner - og med kikkert og kamera inden for rækkevidde.
På den tid af dagen er der som regel vindstille - og det er lige til at nyde ganske gratis.
I dag var det godtnok lidt koldere end normalt - men det er der jo råd for, nu hvor grillen er fundet frem. Jeg tændte et lille hyggeligt morgenbål i grillen - og så var der slet ingen undskyldning for ikke at nyde den dejlige morgen.
Ideen er hermed givet videre - og det kan kun anbefales, omend der er en vis risiko for, at sådan en gang morgenhygge er stærkt vanedannende.

Vesterhavsmarchen

Søndag løb den årlige Vesterhavs-march af stabelen - i år nummer 40 i rækken.
Som sædvanlig var det Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, som stod bag det festlige arrangement - og som sædvanlig var det 8. gilde - mit gilde - der stod for den navnkundige "Midtvejs"-bodega, hvor tørstende sjæle og hunde kunne få sig lidt vederkvægelse på den lange march i form af fadøl og pølser.
Marchen havde i år samlet cirka 1100 betalende deltagere, der altså betaler for at gå en kortere eller længere strækning på stranden mellem Blokhus og Løkken.
Marchen er altid en rigtig folkefest med rullende underholdning og festlige supportbiler, hvor vandringsfolkene kan få et lille lift og en lille en til halsen. Jeg har en lille teori om, at Danmark formodentlig er det eneste land i verden, hvor man kan gennemføre en march siddende på ladet af en lastbil - men festligt er det jo. Nok er det mest for motionens skyld, at man vandrer, men man behøver jo ikke at være fanatiker.
Vejret var det, som vi bedst beskriver med ordet "frisk". Det var ikke kvælende hede, men godt med luft fra skiftende retninger, så der, hvor der var læ om morgenen, luftede det faktisk ret voldsomt sidst på dagen.
Men alt i alt en god dag, som har givet det nordjyske sommerland en god og sund rød kulør på kinderne.

Jesper

Vestvolden

Lørdag var det tid til det årlige grill-party for familien.
Som sædvanlig blev dagen indledt med en bedre frokost i oplandet - denne gang i Blokhus på "Hawet", badebyens tidligere arrest.
Efter frokosten drog vi på udflugt. I år med anden verdenskrig som tema.
Vi besøgte blandt andet den ny redningsstation i Blokhus, hvor der netop nu er en diminutiv udstilling om Stützpunkt 13, som tyskerne kaldte Blokhus. Byen var stærkt befæstet, fordi den kunne være et oplagt mål for de allieredes invasion.
På billedet leder vi efter tyske skyttegrave i Tranum Klitplantage - og selv om man nok ikke rigtig kan se det, er det faktisk en gammel kanonstilling, vi vader rundt i.
Selve grilleriet blev lidt specielt, da Øland lørdag aften blev hjemsøgt af et voldsomt regnvejr. Jeg grillede i carporten og familien sad bænket i spisestuen - og det blev da hyggeligt nok endda, selv om det selvfølgelig havde været mere passende at sidde i haven.

Jesper

fredag den 8. juli 2011

Narsarsuaq

Fra krigens tid


Den 6. juli var det 70 år siden, at amerikanske tropper gik i land ved Narsarsuaq for at bygge en flyveplads på stedet. Begivenheden fejres naturligt nok her i weekenden af de cirka 150 beboere på stedet.

Jeg opholdt mig en del i Narsarsuaq i mine første år i Grønland, hvor lufthavnen var min base, når jeg var i Sydgrønland. Det var spændende og lærerigt og gav mig en stor interesse for netop den del af Grønlands historie, som handler om anden verdenskrig.
Basen blev oprettet som følge af den "lend and lease"-aftale, som USA indgik med de allierede stater i Europa, hvor amerikanerne skulle forsyne de krigsførende lande med materiel til kampen mod Nazi-tyskland - og altså et halvt år før Pearl Harbour, hvor USA selv blev aktiv deltager i krigen.
Aftalen krævede blandt andet, at man anlagde tre støttepunkter i Grønland som mellemstation mellem Nordamerika og Europa. De tre baser var Kangerlussuq (BW8, Sondrestrom), Narsarsuaq (BW1) og Ikateq (BE2). Det var så snedigt udtænkt, at på grund af de specielle meteorologiske forhold i Grønland kunne det aldrig være dårligt vejr alle tre steder på samme tid.
Anlægsarbejdet krævede enorme ressourcer og er en fantastisk historie om, hvordan USA kastede alt, hvad landet kunne byde på af kreativitet, opfindsomhed og viljestyrke ind i kampen for at befri Europa. For det var bestemt ikke ligetil at anlægge flyvepladser i et uvejsomt og stort set uudforsket arktisk område, som Grønland på denne tid var.
Arbejdet skete under enormt tidspres - og der gik kun et halvt år fra landsættelsen i sommeren 1941, til det første fly landede i begyndelsen af 1942. Men der var heller ingen tvivl om, at amerikanerne på mange måder undervurderede opgaven - blandt andet var den meget stenede slette en stor udfordring, som kom bag på dem. Flere kilder fortæller også om betydelige ledelsesproblemer i det ugæstfri og øde område, hvor vejret også har budt på mange problemer. Jeg har set et telegram, hvor man beder Washington om meteorologisk assistance - og, hedder det til sidst, 12-15 kokke!
Til sammenligning skal det med, at det faktisk kun tog imponerende to måneder fra start til første landing at anlægge Kangerlussuaq, hvor landskabet var noget mere fremkommeligt - og opgaven blev hjulpet godt på vej af områdets permafrost. Men stadig er det altså imponerende at anlægge en flyveplads på et halvt år - selv om belægningen i begyndelsen var stålprofiler. Først senere blev det til cement.
Det anslås, at flere end 10.000 fly mellemlandede i Narsarsuaq under krigen - og i krigens sidste dage var det hundredvis af fly hver eneste dag.
Narsarsuaq fik sin anden storheds-periode under Korea-krigen, hvor basen var et vigtigt støttepunkt med flere end 5.000 mand udstationeret. Blandt andet blev basen brugt, når sårede soldater skulle flyves hjem - og der blev bygget et hospital i dalen bag flyvepladsen. Funderingen samt en enkelt pejseskorsten fra dette kæmpesygehus kan stadig ses den dag i dag på stedet.
Den del af stedets historie har givet anledning til mange rygter om, at USA brugte Narsarsuaq til at gemme de værst sårede patienter væk fra hjemlandets presse af hensyn til folkeopinionen - men den historie er aldrig blevet bekræftet. Det vil nok være bedst, hvis man lader fornuften råde og betragter historien som ondsindet kommunistisk spin, der har sat lidt krydderi på mange vandreturisters ferie i Sydgrønland, når de har ledt efter massegrave med lemlæstede amerikanske soldater.
Efter Korea-krigen mistede Narsarsuaq sin betydning. Det meste blev revet ned, og i 1958 forlod amerikanerne stedet - og flyvepladsen overgik til en status som ødestation. Men efter Hans Hedtofts forlis i 1959 stod det klart, at det var nødvendigt med en flyveplads i Sydgrønland. Narsarsuaq blev derfor genåbnet af de danske myndigheder og er den dag i dag stadig hovedkvarter for den grønlandske isobservationstjeneste.
Jeg har som sagt opholdt mig en del på Narsarsuaq, hvor der blandt andet findes et fint museum, som fortæller stedets historie. Men det skal også med, at landingsbanen ligger særdeles ubekvemt, og at landing af hensyn til de omliggende fjelde altid foregår på bane 07 uanset vinden. Det kan være ganske ubehageligt - og jeg husker stadig min første landing på Narsarsuaq som en ganske brutal landing, hvor vi bestemt ikke nærmede os landingsbanen stille og roligt, men formeligt dykkede ned mod den. Men det er jo den slags oplevelser, der netop gør det sjovt at flyve i Grønland. Landingsbanen er forresten kun 1830 meter lang, så det er ikke alle fly, der kan lande på stedet.
Der findes et fint hotel i Narsarsuaq, som drives af Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavnsvæsen. Venligt personale, fin mad, en god bar og så videre. Men bygningen er en gammel amerikansk betonbarak, hvor man ikke har gjort så meget ud af lydisoleringen - så man hører tydeligt, når naboen snorker. Gudskelov snorker jeg også, så det er ikke mit problem!
Der er skrevet en del om Narsarsuaq gennem tiderne. Jeg vil gerne fremhæve Paul E. Anckers bog Narsarsuaq Air Base B.W.1 1941 - 58 fra 1993, som er særdeles informativ, letlæst og forsynet med mange spændende fotos.
Jeg ville egentlig også gerne have illustreret denne artikel med egne fotos, men jeg har altså ikke lige kunnet finde mine mange billeder fra Sydgrønland i skrivende stund. Faktisk fandt jeg kun et enkelt, som er fra 2000 og viser Søværnets inspektionskutter Agdleq i havnen på Narsarsuaq. For ud over at flyve til Narsarsuaq har jeg faktisk prøvet at sejle dertil et par gange - blandt andet netop i 2000, hvor Narsarsuaq var slutdestinationen på et mit togt med Agdlek - et togt, der blev til TV-programmet Lærken samt et par artikler i Nordjyske Stiftstidende, men det er helt anden historie.


Jesper

Foto: Wikipedia, FlyMS, www.warbirdforum.com/bluie1.htm

torsdag den 7. juli 2011

Ølands opiumsmarker

Opium-valmuen har altid været knyttet til menneskene - akkurat som heste, grise, køer og får samt ikke mindst korn og roer. Den har givet lindring til de sårede og de syge - og den har gjort afhængig. Den har været årsag til krige - og som ilden er den en trofast tjener og en streng herre.
Den er i øvrigt som haveplante også både smuk og træls på samme tid - hvis man altså ikke passer på. Og der må jeg nok indrømme, at jeg ikke har været forsigtig nok i min omgang med den forkætrede plante.
Da jeg købte det lille hus på Øland, havdc den forrige ejer en lille gruppe opium-valmuer stående i kanten af indkørslen. Men takket være sidste års store entreprenør-arbejder og ikke mindst, at jeg gjorde indkørslen betydeligt bredere, er det lykkedes mig at sprede valmuens små frø til det meste af haven - og jeg må erkende, at den visse steder optræder i et omfang og en mængde, der næsten er skvalderkål værdig.
Men det er også lykkedes mig at få styr på skvalderkålen, så mon ikke, at jeg også får styr på opium-valmuerne? Blandt andet ved at samle de visne blomsterstande. Det indebærer den store fordel, at jeg samtidig bliver selvforsynende med birkes. For det er jo frøene fra netop opium-valmuen, der er de små, velsmagende smagsgivere til morgenbrødet. Og man skal faktisk ikke gøre andet end at indsamle dem - så er de klar til at komme på rundstykkerne og franskbrødet.
Jeg har tilladt opium-valmuerne at blive store i beddet ud mod vejen - og det er der kommet et smukt stykke ud af - hvis jeg selv skal sige det. For planten er jo dekorativ netop nu, hvor den blomstrer med store pæon-agtige, lyserøde blomster.
Og med al respekt for beddets begrænsede størrelse, så giver det faktisk mindelser om Afghanistans og Paktistans forkætrede opium-marker.
For resten skal sportsfolk og andre, som udsættes for doping-kontrol være forsigtige med at spise birkes. For hvis man spiser birkes i større mængder, kan det faktisk give udslag i doping-tests. Men de smager godt, så jeg vover nu et øje alligevel.

Jesper

tirsdag den 5. juli 2011

Blå mosaikguldsmed
















Jeg har sagt det før - og jeg gentager det gerne: Guldsmedefamilien er med 6500 arter lidt af en jungle at holde rede på.
Jeg vil derfor ikke lægge hovedet på blokken, men nok bloggen på, at denne flotte guldsmed er en såkaldt blå mosaikguldsmed.
Den sad i dronningebusken her til morgen - helt stille og ganske længe. Hvad den egentlig lavede, skal man vel være guldsmed for at forstå - men blomsterne fra dronningebusken dufter jo herligt, og så var der dejligt lunt på stedet midt i morgensolen.
Nu er der jo nok et par af bloggens læsere, som vil mene, at det er en lidt vidtløftig påstand, når jeg hævder, at det er en blå mosaikguldsmed - for der er sandt for dyden ikke meget blåt på dette kæmpeinsekt, der nærmer sig de 10 centimeter i længden. Men det skyldes - efter hvad jeg har kunnet læse mig til - at hunnen hos den blå mosaikguldsmed er grøn og brun - i modsætning til den grønne mosaikguldsmed, som er udpræget blå. Forresten er den blå mosaikguldsmed jævnt udbredt over hele landet, hvorimod den grønne mosaikguldsmed fortrinsvis findes på Sjælland og i Sydvestjylland - så mon ikke det alligevel er en blå mosaikguldsmed?

Jesper

mandag den 4. juli 2011

Dåhjortens spring
















Mandag aften kørte jeg lidt rundt i distriktet lige før solnedgang - og nede ved Oxholm var jeg så heldig at få et glimt af en dåhjort, som gik rundt i kornmarken over for kirken.
Det er første gang, jeg ser dådyr i området - og hjorten stammer helt givet fra en udsætning i Oxholm-skoven sidste år. Det passer også meget godt med geviret. Så vidt jeg kan se - og uden at hævde at være ekspert på området - er hjorten to eller tre år gammel, for dåens karakteristiske skovlformede gevir er endnu ikke fuldt udformet, hvilket først sker, når dåhjorten er fire år.
I de seneste par år er der udsat en del dådyr i Jammerbugt kommune. Hensigten er naturligvis at øge mangfoldigheden i faunaen - og give jægerne flere muligheder. Det må de dog vente med, for i forbindelse med udsætningsprojektet er dådyrene i Han Herred fredet frem til 2013. Hvis man ved et uheld kommer til at skyde et dådyr, vil man dels få en sigtelse for overtrædelse af jagtloven, dels blive forelagt et erstatningskrav fra folkene bag udsættelsen - og sådan en dåhjort løber nemt op i nogle tusinde kroner.
Personligt synes jeg, det er fint med udsættelsen. Dåhjorten er dagaktiv i modsætning til rådyrene, så der er faktisk en større chance for at få dem at se - og måske endda et flottere foto - og så skulle dådyrene angiveligt ikke være så hårde ved vegetationen, som rådyrene er i øjeblikket, hvor der tilsyneladende også er ved at være for mange af dem. Så lidt sund konkurrence mellem arterne vil sikkert være en berigelse for både skov- og landbrugsdriften i området - og så har jeg slet ikke tænkt på risikoen for at få et rådyr ind mellem alle mine nye træer i haven...

Jesper

fredag den 1. juli 2011

Trefoldighed
















Det er i dag den 1. juli årsdagen for slaget ved Kohlberger Heide. Det var her, hvor Christian IV i 1644 mistede sit øje som eskadrechef på linjeskibet Trefoldighed - og det var i den forbindelse, at den driftige konge skulle have sagt de udødelige ord: "Gud har endnu levnet mig liv og styrke nok til at kæmpe for mit folk, så længe enhver vil gøre sin pligt.”
Scenen er kendt af ethvert skolebarn i Danmark, takket være Wilhelm Marstrands fantastiske maleri af Christian den fjerde på dækket af Trefoldighed.
Scenen rinder mig i hu, fordi jeg efter torsdagens stæroperation forlod øjenlægen med klap for øjet som en anden Christian firtal - ganske vist det venstre, men alligevel... I hvert fald nok til at jeg kunne posere på gårdspladsen til ære for Dinas kamera, mens jeg udtalte den senere Frederik III's ligeså udødelige ord om at dø i sin rede... Kort sagt - store historiske øjeblikke genoplevet på en torsdag aften, hvor jeg ikke kunne foretage mig så meget andet, fordi mit øje trængte til ro.
Men så i formiddags - på årsdagen for slaget ved Kohlberger Heide - kunne jeg så fjerne klappen for øjet. Og sandelig om ikke underet er sket. Jeg kan se - og den irriterende grå hinde er ganske væk for tid og evighed, hvis ellers øjet heler rigtigt - og det er der i hvert fald i skrivende stund ikke noget, der tyder på ikke skulle ske.
Slaget ved Kohlberger Heide regnes i øvrigt af nogle for en sejr, mens andre betragter det som uafgjort. Under alle omstændigheder forhindrede flåden en landsætning af svenske tropper på Sjælland. Desværre blev den danske flåde senere på året besejret af en svensk/hollandsk flåde. Et forsmædeligt nederlag som ledte til Brømsebro-freden i 1645, hvor Danmark måtte afstå blandt andet Halland og Gotland - og som for tid og evighed brød dansk dominans i Østersøen. Faktisk har der ikke været så forfærdeligt mange sejre i dansk militærhistorie siden slaget ved Kohlberger Heide, så selv om pessimister kalder udfaldet for uafgjort, så synes jeg alligevel, at vi skal være storsindede - og kalde det for en sejr. Ikke mindst på grund af Marstrands mageløse billede. Og så kan vi jo i den anledning udbringe et trefoldigt...

Jesper