Moselauget i Moseby har benyttet de lange sommeraftener til at fortælle om livet i mosen, som det var i tørvebissernes tid.
Det er der kommet en god og spændende aften-forestilling ud af - som desværre kørte for sidste gang onsdag aften.
Arrangementet foregår i en lysning i plantagen - og her skal man lige tænke på, at i mosens storhedstid under krigen og i årene lige efter var der faktisk ikke plantage på stedet. Området er stort - cirka 30 kvadratkilometer og dengang var det et fladt og temmelig forblæst, trøstesløst landskab.
Men jorden var fyldt med tørv, som kunne bruges til brændsel i en tid, hvor man ikke kunne skaffe kul og olie fra udlandet. Så i løbet af få år udviklede mosen sig til en stor industri, hvor der årligt af 1200 arbejdere blev produceret 120.000 tons tørv svarende til en nutids-omsætning på omkring 300 millioner kroner.
Arbejdskraften kom fra hele landet. Det var et sandt eldorado med fast arbejde for tidens mange arbejdsløse, men mosen havde også en magisk tiltrækningskraft på lykkeriddere, plattenslagere, spillefugle, handelsfolk og andre farverige personager - hvilket stadig den dag i dag præger befolkningen på egnen, der ofte har et veludviklet overlevelses- og handelstalent, og som ikke altid lægger så meget vægt på fine, offentlige systemer.
Mosefolkene demonstrede onsdag på en dejlig, lun sommeraften, hvordan man skærer tørv - og hvordan de forskellige redskaber blev brugt. Et tableau bød på en søndagstur i mosen med mand og kone - og hvor manden fik sig en grim overraskelse, da det viste sig, at konen havde puttet vand i brændevinsdunken.
Vi fulgte også produktionen af æltetørv - det absolut billigste og ringeste tørveprodukt - fra et fint gammelt tipvognstog ankom med råvaren til turen i æltemaskinen, som blev trukket af hesten Lotte i en trædemølle. Lotte nægtede imidlertid at røre sig ud af flækken, før hun havde fået en bajer - og har vel derved lignet mangen en tørvebisse, som arbejderne i mosen med stolthed kaldte sig selv.
I forbindelse med arrangementet var der også en udstilling af gamle maskiner fra tørvegravningens tid - blandt andet en fin, gammel Bukh-traktor, som jeg her bringer et billede af med en venlig hilsen til fætter Niels.
Jesper
Cycling instead of running
12 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar