Den lange rejse

I den sydlige udkant af Farsø findes en mindesten for bysbarnet, forfatteren og nobelpristageren Johannes V. Jensen.
Jeg har en ting til fælles med den berømte skriverkarl - desværre ikke nobelprisen, men opvæksten i den vesthimmerlandske by. Desuden er der jo dem, som mener, at jeg er lidt af en gnavpot - og det kommer vi ikke uden om, at Johannes V. også var.
Mindestenen er udsmykket med et relief af kunstneren Mogens Bøggild, som inspireret af romanen "Den lange rejse" viser dyrenes vandring på græsgangene foran bræen i slutningen af istiden - et smukt almennordisk motiv med blandt andet rensdyr, bjørne og ørne. "Den lange rejse" var Johannes V. Jensens bud på vores udvikling fra aber til civiliserede væsener og er efter min mening hans bedste roman - også selv om "Kongens fald" i 1999 blev kåret til det 20. århundredes bedste danske roman.
For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at rode lidt i Johannes V. Jensens efterladte manuskripter. Der fandt jeg blandt andet et manus til en film over "Den lange rejse". Filmen er aldrig blevet til noget, men jeg hæftede mig ved, at forfatteren ønskede, at filmen skulle være en stumfilm i sort-hvid for at vise distancen til fortiden - egentlig et interessant træk af en forfatter, der om nogen var begejstret for ny teknik.
Manuskriptet findes i Johannes V. Jensen-museet, der åbnede her i foråret, men har været en del år undervejs. Endnu har jeg ikke haft lejlighed til at besøge museet - men det skal nu nok komme.
Da mindestenen for Johannes V. Jensen skulle laves i slutningen af 50'erne, ønskede familien ikke forfatterens navn på stenen. I stedet valgte man et vers fra Danmarkssangen, som i få linjer opsummerer forfatterskabet. Verset lyder:

Alvorlig taler ved Alfarvej
med Grønsvær tækket de gamles Grave;
Henfarne Slægter - forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel Gave.
Henfarne Slægter
i Landets Marv
sig ej fornægter.
Bevar din Arv!

Smukke ord med et budskab, der er mere aktuelt end nogensinde i en forvirret og omskiftelig verden. Faktisk tror jeg, at netop Johannes V. Jensens glæde over den teknologiske udvikling skyldes, at han mere end nogen var fast forankret i fortiden - og derfor havde den mentale ballast til at kapere det 20. århundredes hæsblæsende udvikling - og det kan vi lære af den dag i dag.

Jesper

P.s.: Forresten skrev jeg i indledningen, at mindestenen ligger i udkanten af Farsø. I min barndom lå den faktisk langt uden for byen, men den er blevet indhentet af udviklingen. Det tror jeg egentlig glæder den gamle evolutionsromantiker oppe i den himmel, som han ikke selv troede på.