Fra krigens tid
Den 6. juli var det 70 år siden, at amerikanske tropper gik i land ved Narsarsuaq for at bygge en flyveplads på stedet. Begivenheden fejres naturligt nok her i weekenden af de cirka 150 beboere på stedet.
Basen blev oprettet som følge af den "lend and lease"-aftale, som USA indgik med de allierede stater i Europa, hvor amerikanerne skulle forsyne de krigsførende lande med materiel til kampen mod Nazi-tyskland - og altså et halvt år før Pearl Harbour, hvor USA selv blev aktiv deltager i krigen.Aftalen krævede blandt andet, at man anlagde tre støttepunkter i Grønland som mellemstation mellem Nordamerika og Europa. De tre baser var Kangerlussuq (BW8, Sondrestrom), Narsarsuaq (BW1) og Ikateq (BE2). Det var så snedigt udtænkt, at på grund af de specielle meteorologiske forhold i Grønland kunne det aldrig være dårligt vejr alle tre steder på samme tid.
Anlægsarbejdet krævede enorme ressourcer og er en fantastisk historie om, hvordan USA kastede alt, hvad landet kunne byde på af kreativitet, opfindsomhed og viljestyrke ind i kampen for at befri Europa. For det var bestemt ikke ligetil at anlægge flyvepladser i et uvejsomt og stort set uudforsket arktisk område, som Grønland på denne tid var.
Arbejdet skete under enormt tidspres - og der gik kun et halvt år fra landsættelsen i sommeren 1941, til det første fly landede i begyndelsen af 1942. Men der var heller ingen tvivl om, at amerikanerne på mange måder undervurderede opgaven - blandt andet var den meget stenede slette en stor udfordring, som kom bag på dem. Flere kilder fortæller også om betydelige ledelsesproblemer i det ugæstfri og øde område, hvor vejret også har budt på mange problemer. Jeg har set et telegram, hvor man beder Washington om meteorologisk assistance - og, hedder det til sidst, 12-15 kokke!
Til sammenligning skal det med, at det faktisk kun tog imponerende to måneder fra start til første landing at anlægge Kangerlussuaq, hvor landskabet var noget mere fremkommeligt - og opgaven blev hjulpet godt på vej af områdets permafrost. Men stadig er det altså imponerende at anlægge en flyveplads på et halvt år - selv om belægningen i begyndelsen var stålprofiler. Først senere blev det til cement.Det anslås, at flere end 10.000 fly mellemlandede i Narsarsuaq under krigen - og i krigens sidste dage var det hundredvis af fly hver eneste dag.
Narsarsuaq fik sin anden storheds-periode under Korea-krigen, hvor basen var et vigtigt støttepunkt med flere end 5.000 mand udstationeret. Blandt andet blev basen brugt, når sårede soldater skulle flyves hjem - og der blev bygget et hospital i dalen bag flyvepladsen. Funderingen samt en enkelt pejseskorsten fra dette kæmpesygehus kan stadig ses den dag i dag på stedet.Den del af stedets historie har givet anledning til mange rygter om, at USA brugte Narsarsuaq til at gemme de værst sårede patienter væk fra hjemlandets presse af hensyn til folkeopinionen - men den historie er aldrig blevet bekræftet. Det vil nok være bedst, hvis man lader fornuften råde og betragter historien som ondsindet kommunistisk spin, der har sat lidt krydderi på mange vandreturisters ferie i Sydgrønland, når de har ledt efter massegrave med lemlæstede amerikanske soldater.
Efter Korea-krigen mistede Narsarsuaq sin betydning. Det meste blev revet ned, og i 1958 forlod amerikanerne stedet - og flyvepladsen overgik til en status som ødestation. Men efter Hans Hedtofts forlis i 1959 stod det klart, at det var nødvendigt med en flyveplads i Sydgrønland. Narsarsuaq blev derfor genåbnet af de danske myndigheder og er den dag i dag stadig hovedkvarter for den grønlandske isobservationstjeneste.Jeg har som sagt opholdt mig en del på Narsarsuaq, hvor der blandt andet findes et fint museum, som fortæller stedets historie. Men det skal også med, at landingsbanen ligger særdeles ubekvemt, og at landing af hensyn til de omliggende fjelde altid foregår på bane 07 uanset vinden. Det kan være ganske ubehageligt - og jeg husker stadig min første landing på Narsarsuaq som en ganske brutal landing, hvor vi bestemt ikke nærmede os landingsbanen stille og roligt, men formeligt dykkede ned mod den. Men det er jo den slags oplevelser, der netop gør det sjovt at flyve i Grønland. Landingsbanen er forresten kun 1830 meter lang, så det er ikke alle fly, der kan lande på stedet.
Der findes et fint hotel i Narsarsuaq, som drives af Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavnsvæsen. Venligt personale, fin mad, en god bar og så videre. Men bygningen er en gammel amerikansk betonbarak, hvor man ikke har gjort så meget ud af lydisoleringen - så man hører tydeligt, når naboen snorker. Gudskelov snorker jeg også, så det er ikke mit problem!
Der er skrevet en del om Narsarsuaq gennem tiderne. Jeg vil gerne fremhæve Paul E. Anckers bog Narsarsuaq Air Base B.W.1 1941 - 58 fra 1993, som er særdeles informativ, letlæst og forsynet med mange spændende fotos.
Jeg ville egentlig også gerne have illustreret denne artikel med egne fotos, men jeg har altså ikke lige kunnet finde mine mange billeder fra Sydgrønland i skrivende stund. Faktisk fandt jeg kun et enkelt, som er fra 2000 og viser Søværnets inspektionskutter Agdleq i havnen på Narsarsuaq. For ud over at flyve til Narsarsuaq har jeg faktisk prøvet at sejle dertil et par gange - blandt andet netop i 2000, hvor Narsarsuaq var slutdestinationen på et mit togt med Agdlek - et togt, der blev til TV-programmet Lærken samt et par artikler i Nordjyske Stiftstidende, men det er helt anden historie.Jesper
Foto: Wikipedia, FlyMS, www.warbirdforum.com/bluie1.htm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar