Skestorke kommer vrimlende...

Blaserte betragtninger

Billederne er klikbare...

Når man bor ved Ulvedybet, er det nemt at blive lidt blasert, når skestorkene om foråret kommer vrimlende og nærmest står i kø langs dæmningen, mens de hurtigt og systematisk afsøger vandet for føde.

For os øboere er det ikke noget særligt. Vi ser jo skestorkene hver eneste dag fra tidligt forår til hen mod slutningen af sommeren, men sådan er det bestemt ikke alle steder i Danmark. Jeg har den seneste tid talt med en del fuglekiggere fra andre dele af landet, som har besøgt dæmningen for at se nogle af de sjældenheder, der somme tider dukker op. De er begejstrede, når de får et foto af en skestork med hjem oven i købet.

Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til 1996, hvor de første skestorke holdt deres indtog i området. Før den tid var den hvide storkelignende ibis lidt af en sjældenhed på vore breddegrader, men siden er det gået stærkt. I 2018 blev der registreret 386 ynglende skestorkepar i Danmark.

Det er som sagt nemt at blive blasert og overse skestorken, når man bor på Øland. Men i weekenden tog jeg mig tid til at tage en stribe fotos. For skestorken er ganske fotogen - og med lidt held kan den også posere med de mest besynderlige næbstillinger.

Mon ikke skestorken med det imposante næb kommer forbi, når Gjøl-Øland-dæmningen fejrer sin 100 års fødseldag den 15. juni?

Bisoner i Koldmosen

Prærietur

Søndagsturen gik til Tranum Klitplantage, hvor der normalt er gode chancer for at se traner. Men det blev kun til en enkelt på distancen nær Rødhusvej, så vi blev hurtigt enige om at prøve bisonerne i Koldmosen i stedet.

De store kreaturer gik fredeligt rundt og græssede. En enkelt lille kalv var også kommet med i flokken, så vi fik, hvad vi kom for.

Men sådan som det så ofte går, kneb det lidt med at komme på skudhold. Bisonerne går på et temmelig stort areal inddelt i flere mindre parceller med lidt skov og krat i mellem. Og selvfølgelig gik dyrene midt i det hele - temmelig fjernt fra vejen.

Det blev heller ikke bedre af, at bisonerne er forsvarligt indhegnet med både trådhegn og en slags voldgrav eller kanal om området, så man ikke kan fotografere gennem hullerne i hegnet. Så jeg måtte ud at klatre lidt. Noget jeg ellers kun sjældent gør - alderen taget i betragtning.

Men et par fotos blev det da til...

Klyderne

Tæt på en flot fugl

Billederne er klikbare...

I sin tid var Klyderne et showband med Jesper Klein, Tom McEvan og Jess Ingerslev. Det var dem med "fy, fy, skamme, skamme, fy, fy, slemme, slemme, fy, fy, næ, næ, nix, nix, slut forbudt".

Men klyder er jo også fugle - endda nogle meget flotte fugle. Netop nu er der mange af dem nede ved Ulvedybet, hvor de laver temmelig meget leben. De er nemme at få øje på. Det er en flot, sort-hvid temmelig stor fugl med lange blå ben. Og så synger de ivrigt - klyt-klyt - hvilket har givet dem navnet. Det er en glad og flot sang, som det er svært ikke at blive i godt humør af at høre - akkurat som det gamle orkester.

De yngler som regel i store kolonier, blandt andet på Saltholm, Læsø og i Vadehavet, men vi er så heldige her på Øland, at der en enkelt ynglefugl på en af de små øer i strandengen nede ved fugletårnet ved dæmningen. Her har klydemor den seneste uges tid ligget og ruget, selv om det kan være svært at få ro til rugeriet. Da jeg kom forbi søndag,var der møj tummel, for både rødben og strandskader generede den vordende mor.

Men ellers en glad og livlig fugl, som det er sjovt at observere. Så jeg vil råde alle, der kommer forbi, til at tage en lille pause fra tidens valgtummel og nyde de flotte fugle.

Rugetiden er 25 dage, så med lidt held passer det nok med, at der er unger - op til fire af slagsen - når Ølanddæmningen fylder 100 år den 15. juni.

Guf på valgdagen

Frit valg i møgbunken

Man kan lægge det i det, man vil, men jeg kan ikke frigøre mig for en tanke om, at det næppe var tilfældigt, at jeg tog dette flotte foto af solsort på jagt efter lækkerier i møgbanken på den selvsamme dag, som der var valg til det såkaldte Europa-parlament, men som retteligt bør betegnes som EU-parlamentetet.

Resultatet ufortalt, så er det falsk reklame at kalde denne samling af opportunister, teknokrater, flommeeuropæere og afdankede politikere for Europa - for der er fortsat et Europa uden for EU: Island, Norge, Schweiz, Færøerne og snart også Storbritannien samt ikke mindst min lille enklave på Øland.

Blomster til kontoret

En lille liljekonval

Liljekonval var min mors yndlingsblomst, så netop nu i den spirende sommer, hvor den lille blomst er på sit højeste, er luften fuld af minder.

Det skyldes ikke mindst, at liljekonval er en temmelig voldsomt duftende blomst, der ufølsomt og folkeligt nemt kan betegnes som duften af "fransk horehus i havsnød". Det er i hvert fald fruens mening, men nu er hun jo også lige igen holdt op med at ryge, så lugtesansen er nok lidt overvældende.

Men under alle omstændigheder er der nedlagt forbud mod liljekonval i de fælles gemakker. Heldigvis har jeg fortsat mit eget kontor - og her må der både ryges, småfises og spises syrlige drops.

Det giver plads til en lille buket liljekonvaller på skrivebordet, så jeg kan sende min mor en kærlig tanke, mens jeg skriver på livet løs i en duft af fransk horehus i havsnød. Mellem os sagt, synes jeg, at det er ren luksus.

Harvey Wallbanger

Night Cap

Da vi forleden kom hjem fra Marie Louises konfirmation, skulle vi lige have en godnatdrink i hjemmebaren - en såkaldt night cap.

Valget faldt på en Harvey Wallbanger, så der kom gang i cocktailshakeren. Det sker desværre for sjældent, men nu skulle det altså være...

Allerførst kom cocktail-glassene i fryseren. Egentlig skal de have mindst en time der, men mindre kan også gøre det. Ideen går ud på at få glassene til at dugge. Det ser smaddergodt ud, når cocktailen serveres.

En håndfuld isterninger kom i shakeren sammen med et mål vodka, et mål galliano og tre mål appelsinjuice. Det rystes godt og grundigt i et halvt minut - og så er der er klar til servering.

Wallbangeren hældes gennem sien i glasset, så der ikke kommer is med i den ellers iskolde cocktail. Der pyntes med en appelsinskive og et halvt sugerør, og så er der ellers serveret. Det smager knaldgodt.

Historien fortæller, at Harvey Wallbanger blev opfundet på en californisk surfer-bar i halvtredserne. En af surferne, Harvey, var så glad for den flotte drik, at han altid gik ind i væggen, når han skulle hjem - og derfor hedder det en Harvey Wallbanger.

Wallbangeren er en variant af en Screwdriver, der bare består af vodka og juice. Den drink blev opfundet af amerikanske piloter under krigen. I mangel af bedre brugte flymekanikerne en skruetrækker til at røre rundt - deraf navnet Screwdriver...

Konfirmationsweekend

Ind i de voksnes rækker

Store Bededagsweekenden er traditionelt også konfirmationsweekend, så jeg har været til konfirmation både fredag og søndag.

Fredag hos den gode Grønlandsfarer Jens i Brovst, hvor Marie Louise trådte ind i de voksnes rækker, som man siger. Og søndag var det så naboens Alexander, der måtte turen igennem.

Jeg var blevet bedt om at fotografere ved begge lejligheder - og jeg giver da gerne en hjælpende hånd med kameraet, selv om det er et stort ansvar, for det kan jo ikke gentages, hvis billederne ikke lige sidder i skabet. Det er billeder, der vil leve længe i familiealbummerne og vil blive fundet frem ved mange forskellige lejligheder,

Så jeg tager rigeligt med fotos, så det ikke kan gå helt galt. Cirka 850 gange har jeg trykket på udløseren i weekenden - og nu forestår så arbejdet med sortere, udvælge og redigere billederne. En konfirmation er også en meget alsidig fotoopgave, der byder på både gruppebilleder, portrætter og almindelig reportage.

Her er et par fotos af Jens og datteren til festen - og så Alexander lige før det går løs i kirken.

Vegetatar

Den grønne bølge

Så er jeg også hoppet på den grønne bølge... Helt uberørt af tidens tendenser er man jo ikke!

Derfor fik torsdagens tatarmad også et skud persille og estragon. Kort fortalt tvistede jeg den traditionelle tatarmad med kapers, løg og æggeblomme og lavede i stedet rørt tatar, sådan lidt på hukommelsen, som jeg så den lavet, da jeg for nogen tid siden skulle fotografere i køkkenet på Mortens Kro i Aalborg...

En passende portion tatarkød til to personer er cirka 200 gram. Det rørte jeg med en æggeblomme, en spiseske gammeldags Arfmann-sennep, en lille håndfuld kapers, et par dråber rapsolie af den gode, et finthakket rødløg - og så det grønne pift i form af en håndfuld frisk, hakket estragon, en håndfuld ligeledes frisk, hakket persille og en forsigtig anelse løvstikke. Det hele krydres med en forsvarlig mængde salt og friskkværnet peber og røres sammen. Serveres på groft rugbrød med smør og en æggeblomme på toppen.

Det er nok det nærmeste, jeg frivilligt kommer en kødløs dag... Og interessen for det grønne drys skyldes først og fremmest, at haven allerede nu bugner af både persille, estragon og løvstikke - og specielt estragonen giver en helt fantastisk smag.

Det smagte i hvert fald godt, og jeg blev mæt. Prøv selv!

(Estragon staves ofte esdragon, men den stavemåde godkendes ikke af hverken retsskivningsordbog eller stavekontrol.)

(Æggeblommen er selvfølgelig upasteuriseret, for det er friske landæg fra en af naboerne. Friske upasteuriserede æg er også en del af min grønne bølge!)

Plastiknostalgi

Der var en gang...

Det er i dag 30 år siden, at vi gik over til de ottecifrede telefonnumre, som vi kender i dag - for eksempel 98 13 02 01.

Før 15. maj 1989 var det tilstrækkeligt med seks cifre, hvis man telefonerede inden for sit eget område - for eksempel Nordjylland. Det var også i forbindelse med overgangen til de otte cifre, at områderne mistede 0 som første ciffer, så Nordjylland skiftede fra 08 til 98.

Siden er der kommet flere områdenumre til Nordjylland som 96 og 99 - og så er områdenumrene nærmest ren teori i dag, hvor hele landet er et område og mobiltelefonerne har næsten overtaget.

Men hvorfor nu bruge tid på telefonnumre?

Jo, det skyldes, at jeg forleden fandt en gammel bærepose i en af flyttekasserne i arkivet. Plastikposen stammer fra den nu hedengangne butik Aalborg Stereo Studio i Algade. På posen kan man se, at forretningen havde telefon 08-16 00 41, og det betyder altså, at jeg kan datere posen til før 1989.

Det passer meget godt, for posen er i LP-format - og den er sikkert brugt til at bære en flunkende ny LP hjem til grammofonen. Sådan en LP var ikke bare noget man købte, men noget man f.eks. flottede sig med på en lønningsdag. Prisen var typisk 49 eller 59 kroner på det tidspunkt - og inden man besluttede sig, trawlede man alle butikkens kasser med plader igennem. Pladerne var sirligt ordnet i alfabetisk orden i to serier - nyudgivne LP'er til normalpris og lidt ældre LP'er, der var nedsat. Så valget stod mellem en helt nyudgivet plade til 59 kroner eller det rene frås med to lidt ældre og nostalgiske plader til 39 kroner stykket...

Det var i øvrigt Stereo Studios styrke. Der var altid et godt tilbud, og mange af mine LP'er er erhvervet i den butik. Jeg har dem også fortsat - og spiller dem gerne i muntre øjeblikke.

I slutningen af 80'erne kom CD'erne frem - og en del musik har jeg både på LP og CD, men især den ældre musik lyder efter min smag bedst på LP.

Det er i øvrigt også ren teori i dag, hvor Stereo Studio er væk - kvalt af streaming og digitalisering. Den slags moderniteter er bare ikke slået helt an endnu her på parcellen, hvor vi i øvrigt stadig nedtager fjernsyn via en antenne på gavlen.

Bæreposen fra Stereo Studio vil jeg nu gemme omhyggeligt som et kært minde om en tid, hvor musik blev købt i en butik - og om føje år sikkert også som et minde om en tid, hvor plastikposer var normal og politisk korrekt emballage.

Uld i tranedans

Verdens største uldfestival

Søndagens opgave var et besøg hos moskusuldproducenten Qiviut på verdens største uldfestival i - ikke Ulsted - men Saltum.

Så har man også prøvet det - altså at være til uldfestival. Det giver sikkert kredit hos den strikkende del af familien, men det var altså også en noget ulden affære - for lige så pertentlig kvinder med hang til strik og grå hjelm kan være med strikvarerne, lige så afslappede er de åbenbart i deres indstilling til  det store overblik. Det tog mig en rum tid at finde vej til Qiviut på den store udstilling, for af uvisse årsager var virksomheden ikke nævnt i hverken kataloget eller de ophængte oversigter.

Dina var med mig - og hun blev selvfølgelig væk i dette virvar af gråhårede modne damer. Jeg burde nok have gættet, at hun med stor selvfølge øjeblikkeligt fandt vej til lækkerierne i cafeen - efter at have lænset husholdningskassen på lækkert moskusuld.

På vej hjem tog vi en tur omkring Blokhus til sæsonens første is. Da vi kørte gennem Tranum Klitplantage så vi - som stednavnet antyder - flere traner, hvoraf den ene tøffede lidt rundt i græsset uanfægtet af fotografen, der i øvrigt havde store udfordringer med kameraindstillingerne, fordi kameraets software blev opdateret, da jeg lørdag var på fotowalk med Click i Aalborg.

Men et enkelt tranebillede blev det da til af den næsten elefantstore fugl...

Fotovårk

Værktøjskassen blev rystet

It's a Sony!

Lørdag deltog jeg i en såkaldt foto-walk i Aalborg.

Blødt vand i Østerå. Håndholdt fordi jeg kan...

Turen var arrangeret af fotobutikken Click på Boulevarden for vennerne af huset og med stor sandsynlighed også gode kunder i butikken.

Konceptet er meget enkelt. Man går rundt til udvalgte steder sammen med en guide, og samtidig bruger man øjnene og fotograferer på livet løs.

Det er for mig en god anledning til lige at få rystet posen - og se på en lidt anden måde end til hverdag, hvor min form for fotoarbejde er meget målrettet og kalkuleret.

Øøø... Øland?

Undervejs på fotovårken får man gode råd og god snak, så den fotografiske kniv bliver slebet. Til daglig fotograferer jeg mest mennesker til mine artikler - og så selvfølgelig fugle fra en streng ornitologisk vinkel - men det kan også være meget godt at prøve at fotografere, bare for at fotografere. Art for art's sake, so to speak...

Nu kan jeg ikke drømme om at kalde mine fotos for kunst, men det er i hvert fald meget sjovt også bare at fotografere for billedets egen skyld - og så i øvrigt også en god anledning til at lege lidt med efterbehandlingen i Photoshop. Men først og fremmest handler det om at bruge øjnene og se. Det snakkede vi meget om, for det er helt sikkert, at folk, der fotograferer meget, har en lidt alternativ måde at se på. Blik for motiver...

Banegården.

For mit personlige vedkommende medfører det, at jeg er nærmest livsfarlig i en bil, for der er altid et eller andet på markerne eller i luften, der fanger mine øjne. På turen til Aalborg lørdag morgen registrerede jeg for eksempel tre rørhøge, en musvåge og to tårnfalke. Men det er så en hel anden snak.

Under alle omstændigheder en god start på weekenden.

Billederne er klikbare!

Kæmp for alt, hvad du har kært...

Sus i skørterne...

Rundkørsel.

Forfald.

Åblink.

Otium.

Tungen lige i munden.

Dina og Julie

To flotte kvinder højt fra Nord...

Fredag eftermiddag åbnede en udstilling på museet i Dorf - Museum for Forsyning og Bæredygtighed - om de historiske relationer mellem Østvendsyssel og Grønland. Det er en spændende, men lidt ukendt historie blandt andet om, hvorfor Dorph er et ganske almindeligt efternavn i Grønland.

Jeg skal skrive om udstillingen og var derfor sammen med Dina taget til åbningen, der blev foretaget af Julie Berthelsen. Den grønlandske sangstjerne har i sin tid gået i parallelklasse med Dinas datter, Rasmine, så det blev der selvfølgelig også tid til en lille snak om - nu lejligheden bød sig.

Selvfølgelig skulle der også laves et foto til Facebook, så her er de - to flotte kvinder højt fra Nord!

Der blev i øvrigt taget masser af selfies sammen med den kendte sangerinde - blandt andet af kokken Kristiane Andersen, som stod for traktementet ved åbningsreceptionen. Jeg har i øvrigt ved flere lejligheder skrevet om Kristiane, der er en dreven kok udi det nye nordiske køkken.

Fuglejagt på Øland

Hotspot

Rent ornitologisk er Øland lidt af et hotspot i øjeblikket. Sikre observationer af lille gulben, amerikandsk pibeand og pomeransfugl lokker alle med overdreven interesse for fugle. Selv brugte jeg en del tid torsdag på at finde den amerikanske pibeand og pomeransfuglene, men den bjørn kom der nu ikke noget skind ud af...

Til gengæld blev det så til nærkontakt med landsvale, skarv, gul vipstjert, adskillige bomlærker, en blishøne, en havørn og en rørhøg.

Jeg brugte også en del tid på et forgæves forsøg på at snige mig ind på en flok hjejler, men det blev kun til dokuskud, som vi naturfotografer kalder det, når et billede er mislykket. Husk på, at vi skyder på alt, hvad der bevæger sig, men en gang i mellem slår hverken lysforhold, udstyr eller rent svineheld til - og så kalder vi det for et dokuskud, for det viser, at vi trods alt har gjort forsøget.