Blaserte betragtninger
Billederne er klikbare... |
For os øboere er det ikke noget særligt. Vi ser jo skestorkene hver eneste dag fra tidligt forår til hen mod slutningen af sommeren, men sådan er det bestemt ikke alle steder i Danmark. Jeg har den seneste tid talt med en del fuglekiggere fra andre dele af landet, som har besøgt dæmningen for at se nogle af de sjældenheder, der somme tider dukker op. De er begejstrede, når de får et foto af en skestork med hjem oven i købet.
Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til 1996, hvor de første skestorke holdt deres indtog i området. Før den tid var den hvide storkelignende ibis lidt af en sjældenhed på vore breddegrader, men siden er det gået stærkt. I 2018 blev der registreret 386 ynglende skestorkepar i Danmark.
Det er som sagt nemt at blive blasert og overse skestorken, når man bor på Øland. Men i weekenden tog jeg mig tid til at tage en stribe fotos. For skestorken er ganske fotogen - og med lidt held kan den også posere med de mest besynderlige næbstillinger.
Mon ikke skestorken med det imposante næb kommer forbi, når Gjøl-Øland-dæmningen fejrer sin 100 års fødseldag den 15. juni?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar