Metal

Rooarr, bum, bum...

Den havde jeg ikke lige set komme, lyder det ofte på moderne dansk - og selv om jeg hader floskler og klicheer, må jeg også gøre ordene til mine.

For et par måneder siden overværede jeg et melodi grand prix for første gang i mit liv- og den havde jeg bestemt ikke set komme. Onsdag aften var den så gal igen: I en alder af 61 var jeg til mit livs første death metal-koncert. Den havde jeg heller ikke lige set komme...

Det var det grønlandske band Sound of the Damned, der i studenterhuset i Aalborg gav en opvisning i mange af genrens klicheer. Det var højt, meget højt endda, men også spændende og underholdende med en fin snert af ironisk distance til klicheerne.

Specielt fordi gutterne kan spille - og er spillet godt sammen. Kendere af genren, der har mange undergenrer, mener også, at det ikke var rendyrket death metal, men også tilsat thrash metal. Det forstår jeg mig ikke så meget på, men mener selv at kunne høre referencer fra Black Sabbath i begyndelsen af halvfjerserne - og det er da heller ikke ringe...

Vi kommer heller ikke uden om, at attitude-rock som death metal er fyldt med gode fotos, så jeg tog mange flere billeder, end jeg havde brug for. De illustrerer historien her...

Jeg dækkede koncerten for Sermitsiaq. Sound of the Damned optrådte på den såkaldte Spot on Greenland-turne sammen med en perlerække af kendte grønlanske kunstnere som Nive & the Deer Children, Don Maliko og ikke mindst Suluit med Karina Møller og Nukâka Coster-Waldau i spidsen.

De to kvinder står for noget helt andet end death metal - flotte sangharmonier med inspiration fra den oprindelige inuit-trommesang, så dem har jeg også et par fotos af - selv om jeg selv synes, at Sound of the Damned var aftenens fedeste band...