tirsdag den 30. oktober 2018

Big brother

Egyptiske kampvogne på Øland

Jeg ved ikke lige, hvad meningen er med galskaben, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på en gruppe egyptiske kampvogne, jeg en gang så på Tahrir-pladsen i Kairo, da Geodatastyrelsen mandag rykkede ind på Øland.

Det var fine, gule og nyvaskede biler med et telt monteret på taget - akkurat som den egyptiske hær monterer telte over tårnet på kampvognene for at værne mod solen, der på de kanter må betragtes som en væsentlig fjende.

På geodætbilerne handler det nu nok mere om at beskytte mod regn, der som bekendt er mere hyppig end sol på vore breddegrader.

Som sagt - jeg ved ikke, hvad meningen er, men det er helt sikkert noget big brother-noget, der handler om at overvåge os. Jeg bliver i hvert fald skeptisk, når statslige myndigheder rykker ind med kameraer og fotovogne. Staten vil sandsynligvis være helt sikker på, at vi ikke gemmer et par kvadratmeter jord under gulvtæppet, når ejendomsskatten skal beregnes.

mandag den 29. oktober 2018

Den første sne

Et drys af vinter

Natten til søndag bød både på årets første nattefrost og det allerførste diminutive snedrys.

Det var nu ikke den store overraskelse, for det samme er for længst sket længere mod nord i Grønland og Nordnorge, så adskillige gæsarter, sjaggere og fjeldvåger er så småt ved at indfinde sig her i vinterkvarteret. Nu mangler vi bare silkehalerne...

Frosten tog pusten fra pelargonierne, begonierne og georginerne, så nu venter en større tørn i haven med at få disse herlige blomster bjerget og bragt til vinterkvarteret på værkstedet.

Men søndagen krævede også en tur i skoven i det friske vejr. Bare en gåtur - ikke en fototur, så derfor havde jeg heller ikke telen med. Det var en skam, for pludselig stod der en prægtig dåhjort midt på vejen. Det imponerende bladformede gevir mindede om, at han sikkert har haft en fornøjelig tid i parringssæsonen, men nu er det slut med den slags sjov, så han luntede ud på rapsmarkerne for at få lidt huld til vinteren...




Afskaf sommertiden

Overtro på linie med troen på den flade jord og tandfeen

Som en lille protest undlod jeg at stille
havemøblerne tilbage natten til søndag.
Der skal ikke herske tvivl om, at EU og al dets væsen og ikke mindst flommeeuropæerne i Bruxelles bestemt ikke er min kop morgente.

Men ret skal være ret: Jeg blev foretagendet lidt mildere stemt, da kommisionsformand Juncker i et kort øjebliks klarsyn tog initiativ til at afskaffe tidsskifte-cirkusset, hvor vi to gange om året skifter mellem normaltid og den såkaldte sommertid.

Men hvor længe var Jesper i baronens seng? 

Junckers forslag blev straks og øjeblikkeligt sendt til hjørne med et velturneret spin og et forslag om, at vi nu skal have sommertid hele året. Så nu diskuterer politikerne på livet løs, om vi skal have sommertid eller normaltid – i stedet for at få løst det grundlæggende og basale problem med de to årlige tidsskifter.

Selv om der tilsyneladende er god vilje i EU, så ligger det meget tungt her i landet. Forleden forklarede transportminister Ole Birk Olesen til Altinget.dk, at en overgang til normaltid vil betyde, at der om foråret og sommeren vil blive en time mindre til at spille fodbold udendørs på anlæg uden lamper.

Det argument er simpelthen så forvrøvlet, at man glimrende forstår, at DSB og andre områder under Olesens ressort ikke fungerer. For det første kan vi ikke indrette samfundet af hensyn til nogle få fodboldtosser, og for det andet ændrer sommertiden ikke på dagens længde. Uanset om vi har sommer- eller normaltid er dagen fortsat cirka 18 timer her i Nordjylland ved midsommer. Et målebånd bliver jo heller ikke længere af, at man skærer ti cm af den ene ende og flytter dem hen til den anden ende.

Desværre er Olesen ikke alene om tyrkertroen på tidsskiftets blændværk. Hos de konservative er holdningen, at det slet ikke er noget, vi skal beslutte her i landet. ”Hvis man åbner op for det, kan alle landene jo beslutte noget forskelligt, så Danmark og Sverige lige pludselig kan være i forskellige tidszoner,” siger den konservative Merete Scheelsbeck til Altinget.dk. Så meget for de konservative dyder som Gud, Konge og Fædreland. I det parti er man åbentlyst klar til at ofre Fædrelandet og dansk suverænitet til den europæiske blandemaskine.

I øvrigt er Scheelbecks argument også mod bedre vidende. For det er slet ikke noget problem – jeg vil endda sige tværtimod, hvis den svenske del af Asien fik sin egen tidszone. Jeg vil minde det konservative blålys om, at Kongeriget Danmark gennem århundrede har fungeret fint med tre forskellige tidszoner. På Færøerne er man en time efter og i Grønland fire timer efter dansk tid. Jeg har boet femten år i Grønland, og det har nu aldrig været et problem med forskellige tidszoner.

Sommertid er noget middelalderligt blændværk og overtro på linie med troen på den flade jord og tandfeen. Det har simpelthen ingen berettigelse i et moderne oplyst samfund med moderne og oplyste borgere.

Man siger, at befolkningen har de politikere, som den fortjener. Jeg roder fortsat i min samvittighed for at finde ud af, hvad jeg har gjort af onde ting, siden jeg skal straffes med sådan en flok bovlamme politikere i Folketinget.

Politikerne snakker – og der sker absolut intet. Det viser folkestyrets forfald og demokratiets massive krise, hvor der er plads til både uvidenhed, ignorance og løgne for at undgå at tage den eneste naturlige beslutning: Afskaffe de to årlige tidsskifter, der bare bidrager til dårlig nattesøvn, frustration, forbandelser og forvirring.

Nordjyske Stiftstidende 28.oktober 2018

søndag den 28. oktober 2018

Vild med sild

Når sild bliver kunst

O. P. Anderson-sild.
Øland Sildelaug har - som navnet forsigtigt antyder - et nært og følsomt forhold til sild. Det blev afsløret på fredagens møde, hvor lauget nød en enkel treretters menu i anledning af vinterens snarlige komme.

Snapsenes størrelse er altid en god anledning til debat.
Første ret var naturligvis sild - og når ansvaret for retten var lagt i hænderne på Årets Sild, tidligere ceremonimester Peter, var silden nærmest ophøjet til kunst. Flot så det i hvert fald ud, da den velkomponerede, men alligevel klassiske forret med stor respekt for traditionerne blev sat på bordet.

Peter havde døbt anretningen O.P. Anderson-sild efter det navnkundige svenske snapsemærke, der kan trække sine traditioner tilbage til Göteborgutställningen i 1891, hvor den berømte snaps blev lanceret. Den er opkaldt efter den svenske skibsreder og spritproducent Oluf Peter Anderson, der levede 1797 til 1876. Snapsen, der produceres på kommen, fennikel og anis og lagres otte måneder på egefade, blev lanceret af sønnen Carl August Anderson.

Og debatten gik livligt...
O.P. Anderson er det perfekte valg til sild og laks, kan man læse i forskellige vin- og spiritushåndbøger, men skriverkarlen vil da lige for egen regning tilføje, at den også fungerer perfekt til kräft-kalas - det store svenske krebsegilde - der virkelig kræver sin mand. Det er nu op til Oldermanden, om vi måske skal prøve det i sildelauget en gang til foråret - måske krydret med en surströmning til forret.

Irish stew.
Hovedretten bestod af irish stew - en herlig irsk variant af vores egen skipperlabskovs. Simremad med saft og kraft til folk med det rigtige slutciffer i cpr-nummeret.

Til dessert fik lauget en rigtig 70'er-klassiker, der dog aldrig er gået helt af mode på de mere folkelige spisesteder: Friturestegt camenbert. Selvfølgelig med solbærsyltetøj og ikke mindst solbærrom fra Oscar Davidsen. Også Oscar Davidsens solbærrom er lidt af en klassiker på frokostbordet, hvor den især nydes til pandekager - og så selvfølgelig til camenbert. Solbærrommen er fremstillet på jamaica-rom, der trækker på solbær og 11 forskellige urter. Denne søde og kraftige drik blev lanceret i København af vinhandler Oscar Davidsen (Ida Davidsens oldefar) i 1888.

iftblanderen havde tryllet og sammenstukket
aftenens bjesk af tre forskellige produktioner.
Giftblanderen var i hopla og havde i dagens anledning sammenstukket tre produktioner af krægeblommebrændevin. Ikke just slivovitz, men en markant brændevin med særdeles meget kant. Krægeblommer er en meget lille blommesort, der smager som blommer, men i udseende minder om enebær.

Det blev lidt senere end normalt - og bilen blev pænt stående på p-pladsen foran medborgerhuset...

(Billederne er klikbare)

Friturestegt camenbert med solbærsyltetøj
 og selvfølgelig solbærrom fra Oscar Davidsen.

fredag den 26. oktober 2018

Alberti-skalaen

Teoretisk svindel og bedrag

Peter Adler Alberti.
Foto: Wikipedia
Alt skal måles og vejes i vore dage. Når jorden ryster og bæver, måler vi det på Richterskalaen, og når naboen larmer, hedder det decibel. Vi har kroner og ører, meter, liter, kilo, pint, gallon og på godt gammeldansk en genstand.

Men vi savner en måleenhed for svindel. En måleenhed der kan bruges til at sætte svindelen i perspektiv og være guideline, som det hedder på moderne dansk, for både myndigheders og pressens håndtering af svindelen.

Derfor vil jeg foreslå, at vi indfører måleenheden alberti. På den måde kan vi hylde en af landets store sønner (i bogstaveligste forstand; han vejede 150 kg), justitsminister gennem syv år Peter Adler Alberti, der fik herostratisk berømmelse, da han i 1908 meldte sig selv for underslæb i størrelsesordenen 15 millioner kroner.

Beløbet svarer i vore dage til cirka en milliard kroner, og der er ingen tvivl om, at det var svindel i verdensklasse.

Hvis vi nu sætter svindel for en milliard til 1 alberti, så følger det, at en anden notorisk bedrager, Stein Bagger, også opnår 1 alberti på vores svindelskala, hvorimod den meget omtalte Britta Nielsen, der angiveligt har fusket med satspuljemidlerne kun scorer 0,1 – og altså i den store sammenhæng må betragtes som en ganske beskeden og almindelig småsvindler. Det er naturligvis fortsat moralsk angribeligt, men i den store sammenhæng ganske ubetydeligt.

Andre berømte danske svindlere som Kurt Thorsen scorer 2 alberti, og Nordisk Fjer-kongen Johannes Petersen henter sig et flot 3-tal. Men ingen af vore kendte svindlere kommer i nærheden af de internationale banker, der nu er under mistanke for at have lænset 410 milliarder kroner fra en række statskasser. Her må vi bare sige, at med 410 alberti er der ingen over og ingen ved siden af. ”Capo di tutti capi” som det hedder på mafiask.

I øjeblikket er der en del bevågenhed om det islandske luftfartsselskab Primeras nylige konkurs, hvor det viser sig, at der næppe er en krone i kassen, selv om selskabet solgte billetter helt op til konkursen. Det ender nok med endnu et 1-tal på alberti-skalaen.

 I det hele taget har islændingene et noget blakket ry for at tømme pengekassen i sidste øjeblik, hvilket som bekendt endte med den islandske betalingsstandsning (nogle vil sikkert kalde det statsbankerot) i 2008. Her kan man nok tale om en form for social arv. For 100 år tidligere var sagaøen jo stadig en del af det danske rige, da justitsministeren meldte sig selv. I øvrigt var Alberti den sidste danske minister for Island.

Der er den indlysende administrative fordel ved at bruge alberti som måleenhed for svindel, at hverdagens små forglemmelser og detaljer i kørselsregnskabet praktisk taget ikke giver udslag på skalaen. Det betyder, at myndighederne kan koncentrere indsatsen om de virkelige svindlere.

Det har længe været stødende for min retsfølelse, at myndighederne med stor nidkærhed forfølger danske statsborgere med småfejl i selvangivelsen, samtidig med at store udenlandske bankvirksomheder tilsyneladende uden videre dokumentation får milliarder refunderet.

Nu kan alberti-skalaen næppe stå alene, når man rent teoretisk vurderer svindel. En række andre skalaer bør også defineres – for eksempel graden af juridisk kompleksitet i svindelen (1 djøf), evnen til at ignorere advarselstegn (1 MF) og ikke mindst graden af opfindsomhed (1 egonolsen).

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 26. oktober 2018

tirsdag den 23. oktober 2018

Kartoffelferie

Guld og kartofler for enden af regnbuen


I gamle dage hed efterårsferien kartoffelferie, men det er et udtryk, der næppe giver mening for vore dages overbeskyttede ungdom, for hvem denne ferie måske nok er ensbetydende med et besøg på landet, men ikke med en uge tilbragt på knæ med at tage kartofler op.

Stordrift og maskiner har holdt deres indtog i landbruget - og det skal man nok ikke græde over. For lige så hyggeligt det kan være at hente sine egne kartofler, lige så uhyggelig vil udsigten til at tømme en hel mark i møgvejr også synes - trods alt.

I øvrigt er kartofler jo ikke bare en basal fødevare længere. Mange af landmændene dyrker kartofler til industrielle formål. Kartoflerne bliver populært sagt brugt til kartoffelmel, der er ren stivelse- og det er et efterspurgt produkt i vore dage. Det drejer sig ikke bare om lidt kartoffelmel til at jævne rødgrøden og fjerne pletter fra gulvtæppet, men er en vigtig ingrediens i mange sammenhænge. Selvfølgelig i fødevarer, men også for eksempel når man producerer papir.

Mange mennesker er i dag modstandere af tilsætningsstoffer i maden, men her skal måske tøve en kende. For kartoffelmel er også et tilsætningsstof og har endda sig eget e-nummer. Alle e-numre, der hedder noget med 1400 stammer fra kartofler - og så er det måske ikke så galt endda.

Her på Øland er der flere landmænd, der er begyndt at producere industrikartofler med højt stivelsesindhold. Det er gode mosekartofler, der kan suge en masse sovs - og så er der mange af dem. Som for eksempel på denne mark i Vesterby, som jeg passerede forleden - og som viser, at der er guld for enden af regnbuen.

Man kan læse meget mere om kartofler og stivelse på kartoffelinfo.dk

søndag den 21. oktober 2018

Godt gammelt husraad

Ølandsskoven

Med kameraet i skoven på dejlig oktober-lørdag...

Plukker i Skoven du ukendte Svampe,
saa lad først Lillebror smage derpaa.
Dersom han dør under Skrigen og Krampe,
saa bør du selv lade Svampene staa.

Og hvis der ingenting sker med den Lille?
– Tja, saa gik den Portion Svampe til Spilde!
Barske børnerim, Poeten 1952







fredag den 19. oktober 2018

Jyde-burger

Alene hjemme

I en tid, hvor vores oprindelige levevis er under pres fra veganere, vegetarer og andre subversive kræfter, var det med stor fornøjelse, at jeg torsdag aften satte tænderne i et par velvoksne bøf-sandwiches med brun sovs af den hjemmelavede slags.

Det er det jyske svar på den amerikanske burger - og det er det stof, jyder er bygget af. En rigtig bøf-sandwich betyder det samme for mig, som sælkød betyder for en grønlænder!

Den skal selvfølgelig skylles ned med en Cocio.

Sådan helt apropos læste jeg for nylig en undersøgelse, der viste, at et stort antal amerikanere mener, at cacaomælk stammer fra de brune køer. Endnu et bevis på, at der er noget helt galt med tidens opfattelse af vores oprindelige fødevarer...

torsdag den 18. oktober 2018

Sælfies

Det rene snyd


Mandag morgen skulle jeg interviewe en biolog på Nordsøen Oceanarium - og da jeg alligevel var på de kanter, benyttede jeg lejligheden til at lave et par arkivfotos med sæler.

Fotomæssigt er det det rene snyd, for det er altså dårlig stil at bruge billeder af dyr i fangenskab, men jeg må også erkende, at jeg ikke har ordentlige fotos af sæler i arkivet, så jeg betragter det som en sund, pragmatisk løsning. Men det er nu nok tvivlsomt, at billederne vil blive brugt særlig meget.

Det skyldes, at jeg jo mest arbejder med Grønland, hvor oceanariets to sælarter - gråsæl og spættet sæl - er en sjældenhed.

Hjemmestyret havde fået lov til at komme med - og hun viste store evner som sældomptør, mens jeg interviewede. Og her gik jeg og troede, at sæler kun var noget, hun spiste...

mandag den 15. oktober 2018

Find elgen

Elgen sidder stum bag kvist

(Fotoet er klikbart)
Dina vil jo så gerne se elge, så søndagsturen gik endnu en gang til Lille Vildmose. Her har efteråret så småt indfundet sig - og bortset fra et ravnepar bød turen ikke på de store ornitologiske oplevelser.

Det kneb også lidt med elgene, men til sidst fandt vi da en enkelt, som lå og tyggede drøv i det høje efterårsgræs. Men man skal godtnok kigge godt efter for at få øje på den...

søndag den 14. oktober 2018

Gammelsmølf

I byen med de unge...

Egentlig generer det mig ikke, at jeg efterhånden uden overdrivelse er det, man med et pænt ord kan betegne som en halvgammel svend - og dog...

Fredag aften var jeg en tur på Studenterhuset i Aalborg for at skrive og fotografere til en koncert med det populære grønlandske band Nanook - og her følte jeg altså virkelig alderen trykke. Ikke alene var jeg med stor sandsynlighed den ældste person i det ungdommelige miljø, men jeg har også med alderen fået det sværere og sværere ved at være tæt på mange mennesker i en mørk, varm og beklumret koncertsal. Det synes jeg altså ikke er sjovt længere.

Oven i købet tvinger fotografrollen mig jo til en temmelig aggressiv fremfærd for at være tæt på scenen og de gode billeder. Det er sådan set bare om at lægge de fine fornemmelser til siden og så stagedive ind i menneskemængden. Til en koncert er lydniveauet så betydeligt, at det giver slet ikke mening at spørge høfligt, om man måske lige kan få lov til at komme forbi. Som den navnkundige amerikanske pressefotograf Robert Capa i sin tid sagde: "Hvis billedet ikke er godt nok, er det fordi du ikke er tæt nok på...".

Og så er det forresten temmelig bøvlet at skifte objektiver og indstille flash, når man står midt i en mere eller mindre beruset og begejstret menneskemængde. Det er bare med at gøre sig bred og så lade være med at tage hensyn til, hvad andre tænker om mig i situationen.

Læg dertil, at det foregår om aftenen lang tid efter min normale sengetid, så det var med en vis lettelse, at jeg ved 23-tiden kunne sætte kursen ud af den store by og meditere lidt i bilen på vej hjem ad de små veje mod Øland - med slukket bilradio, ikke et eneste menneske i mange meters afstand og den dejlige lune løvfaldssommervind ind ad vinduet.

Men idolerne hoppede og sprang. Jeg fik, hvad jeg kom efter - og historien kom i avisen. Man må som bekendt ofre sig for kunsten...

onsdag den 10. oktober 2018

Rejsen til tidernes morgen

Geologi og erindringer

Minik Rosing, verdensberømt grønlandsk geolog, har skrevet
 en bog, der både favner geologi og en meget speciel barndom.
"Rejsen til tidernes morgen" er en sjov, rammende og dobbeltydig titel på Minik Rosings nye bog, fordi den på ene side handler om netop livets opståen på jorden og på den anden side handler om Rosings opvækst i Grønland.

Det gør også bogen ganske speciel, fordi den både er en erindringsbog og også en indføring i grundlæggende geologi og den forskning, der har gjort Minik Rosing verdensberømt inden for sit felt.

Rejsen til tidernes morgen begynder med Minik Rosings allertidligste barndom som søn af kunstneren Jens Rosing på rensdyrstationen Itinnera nær Kapisillit i Godthåbsfjorden. Det er spændende læsning, når man har boet i Nuuk i en årrække, som denne anmelder har gjort og i øvrigt også har været i Itinnera, der er det tætteste, man kan komme udtrykket "to huse med fælles lokum".

Herlig og letlæst bog.
Siden følger de unge år i Danmark med en opvækst i tresserne og de tidligere halvfjersere, hvor alting var under forandring. Minik kommer da også forbi Thy-lejren, hvor han blandt andet ernærer sig som ostehandler.

Det var dog ikke ost, men flere ture til Grønland, der vækker interessen for geologi og besegler Minik Rosings skæbne. Det sker i Isua i bunden af Godthåbsfjorden. En stenprøve derfra viser spor af fotosyntese, og Rosing bliver med et slag verdensberømt, da han i 1999 i en artikel i tidsskriftet Science flytter tidspunktet for livets opståen tilbage, så det i dag er almindeligt accepteret, at livet opstod for 3,6 milliarder år siden. Et svimlende tal, men også en opdagelse, der gjorde os i Nuuk stolte - for det betød jo, at livet var opstået netop i nærheden af vores dejlige by.

Undervejs i bogen kommer Minik Rosing også ind på den noget følsomme fortælling om forholdet mellem Danmark og Grønland, og der er kontant afregning ved kasse 1:

"Jeg opfatter 1970'ernes konstruktion og markedsføring af fortællingen om den undertrykte og udnyttede grønlænder som det måske mest skadelige danske overgreb på den grønlandske befolkning nogensinde."

Minik Rosing er en gudsbenådet fortæller, og man fornemmer gennem hele bogen, hvordan humoren syder og bobler lige nedenunder de tørre og teoretisk fremstillinger af geologiske problemstillinger. Ikke mindst i et afsnit hvor Rosing fortæller om, hvordan han udviklede verdens første økologiske landmine - og selv nær var blevet offer for den.

Heldigvis overlevede Minik Rosing, så han kunne berige verden med denne herlige, letlæste bog om det gamle Grønland, ungdomsoprøret, geologi og livets opståen på jord - sådan i al almindelighed.

Det er en god bog, som jeg bestemt kan anbefale alle, der interesserer sig for Grønland - og såmænd også alle andre...

Minik Rosing: Rejsen til tidernes morgen, 288 sider, vejledende pris kr. 249,95, Gyldendal.

søndag den 7. oktober 2018

Stille weekend

Derudefra

Weekendens fine og stille oktobervejr var en god anledning til nogle timer udendørs med kameraet. Det blev både til er par ture ned til dæmningen - og også et par ture i Tingskoven.

Nede ved dæmningen lykkedes det mig at få et par fotos af storspoverne. Det er en temmelig sky fugl, der længe har stået højt på fotoønskesedlen. Lørdag eftermiddag var der både tid og ro til at arbejde lidt med sagen - og det lykkedes mig at få et par fine billeder i kassen, inden scenen blev ødelagt af en bryllupsfotograf, der forståeligt nok også havde valgt den flotte efterårsstemning ved Ulvedybet som kulisse.

Jeg holder meget af storspoven, der er Danmarks største vadefugl. Den er ret almindelig her i nabolaget - og hver morgen næsten året rundt kan jeg nyde dens melankolske fløjt i luften over Øland.

Senere gik turen til Tingskoven, hvor kronhjortens brunstbrøl giver genlyd døgnet rundt. På afstand så jeg et par unge tyre, der skulle vise sig overfor de beundrende piger. Den ene er en spidsbuk, mens den anden slet ikke havde gevir, så de må nok vente nogle år endnu, før de kommer til fadet. Desværre var afstanden lidt for stor til ordentlige billeder af den drabelige kamp, men et doku-foto blev det da til.

Men ellers er det nu, hvis man har lyst til at se kronhjorte. De er meget aktive netop nu - også i dagtimerne - og kan nemt ses fra Thistedvejen vest for Tingskoven.

Vejret Rundt

Ikke vred, men skuffet over TV2

"Vejret Rundt" er titlen på en fotoudstilling i Rundetårn arrangeret af TV2 Vejret. På udstillingen, der havde fernisering fredag, viser og forklarer TV2's meteorologer forskellige vejrsituationer i en vistnok tilstræbt kunstnerisk ramme.

Det skuffende resultat i Rundetårn.
 Mobilfoto: Lone Seir, TV2
Det var da heller ikke uden stolthed, at jeg for nogen tid siden fik en opfordring til at bidrage med et nordlysfoto, som jeg producerede tidligere på året under Arctic Circle Race i Sisimiut. Jeg er altid til fals for smiger og slesk tale, så jeg sagde naturligvis ja til opfordringen.

Da jeg ikke havde mulighed for at deltage i ferniseringen, havde jeg bedt om at få et billede fra begivenheden med mit foto på.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget skuffet, da jeg modtog billedet. Det viser sig, at TV2 har valgt at samkopiere mit foto med et andet noget overeksponeret nordlysfoto på trods af, at jeg i leveringsbetingelserne meget tydeligt havde gjort opmærksom på, at den slags ikke er tilladt uden min godkendelse.

Samkopieringen ødelægger både kompositionen og stemningen i mit nordlysfoto - og da det indkopierede foto er meget lyst og temmelig sikkert i det hele taget ikke efterbehandlet, tager det hele opmærksomheden. Det er bare ikke i orden.

Derfor er jeg skuffet - ikke vred, for sket er sket, men jeg finder det særdeles uprofessionelt, hvilket jeg også har gjort den fynske TV-station bekendt med. For fuldstændighedens skyld skal det så også med, at jeg senere på lørdagen modtog en uforbeholden undskyldning fra TV2, som erkender, at det er uprof.

Udstillingen i Rundetårn fortsætter frem til den 11. november 2018.

Små pæretærter

Vejen til mandens hjerte går gennem maven

Fredag fik min kære kone en ubændig trang til at forkæle sin mand. Den slags initiativer påskønner jeg naturligvis.

Forkælelsen bestod af de lækreste små pæretærter. Vi har jo fortsat masser af pærer i haven, så denne klassiske danske frugt er en væsentlig del af kostplanen på Nørremarksvej i øjeblikket.

Opskriften havde Hjemmestyret fundet i et dameblad, så jeg kender den ikke i detaljer. Men en væsentlig ingrediens var i hvert fald mandelmel, der gav de små tærter en herlig marcipansmag. Det var ganske enkelt vellykket.

Tærterne var muligvis et forsøg på at bemægtige sig fjernbetjeningen inden Vild Med Svans fredag aften, men så godt spiller klaveret alligevel ikke. Som det dannede mennesker jeg er, stod jeg fast på, at fredagens TV-tid skulle bruges på klassisk Top-ti på DR-K. Heldigvis har vi flere fjernsyn i huset, så efter tærten fortrak fruen sig dansende til TV'et i spisestuen, mens jeg skruede op for de store klassikere hos Statsradiofonien.

Jeg er i øvrigt langt fra enig i TV-seernes valg af foretrukken klassisk musik. Der var alt for meget sentimentalt, følelsespornografisk og stille musik til sådan en fredag aften. Det er naturligvis ikke fordi jeg har ikke har øre for Vivaldis og Bachs småmatematiske bagateller, men personligt savnede jeg de mere heftige værker som for eksempel 1812-ouverturen,Valkyrieridtet, Rossinis ouverture til Den Tyvagtige Skade, Saint Saëns Orgelsymfoni og Brahms Ungarsk Dans nr. 5. Det giver jo ikke mening at have omkring 100 licensbetalte musikere på scenen, hvis de bare sidder og spytter i glasset...


onsdag den 3. oktober 2018

Endnu en vellykket høstfest

Høsten er i hus - næsten...

Høstfesten i Bodil og Johns maskinhus
 er en god, gammel tradition på Øland.
Lørdag var der høstfest på Øland. For 30. år i træk åbnede Bodil og John gæstfrit maskinhuset for øboerne, den medbragte mad og det gode humør.

Voldsomme kødannelser på dansegulvet.
Hvis man tror, at høstfester er en uddøende skik, kan man godt tro om, når det er på Øland. Her holder vi fast i de gode, gamle traditioner -og årets høstfest var præget af, at også ø-ungdommen har fået smag for den gode fest. Det var ganske enkelt skønt at se, at de unge bakker op om traditionen - og også godt at se, at de ikke er nogle svæklinge, men kan drikke bajere af flasken. Det tegner godt for fremtiden.

For mit eget vedkommende tog festen hårdt på konditionen. Jeg er desværre ikke helt ung længere, så når man prøver at være ung med de unge, så ligger man altså brak om søndagen.

Så her er - noget forsinket - en stribe fotos fra festen. Usløret og ucensureret i bedste paparazzi-stil.

Ø(l)-ungdommen gik til festen med stor ildhu.
Mø-land-sladder i baren...
Øboerne vendte ansigtet mod Mekka og
gik i skarp træning til den kommende kartoffelhøst.
Lotte er ellers en habil rytter, men til høstfesten
kom hun altså omvendt op på hesten.
Festlighederne blev som sædvanlig ledet af 
Svend-Aage med myndig og kyndig hånd.


"De smukke unge mennesker - gid de længe leve må..."