tirsdag den 30. september 2008

Den store lysfest

Den store lysfest var titlen på en LP med Nanna, Peter Belli og Steffen Brandt fra slutningen af 80'erne.
Men det kunne ligeså godt være titlen på vejret mandag. Hele dagen vekslede det mellem sol og regn, og sådan rent meteorologisk var det vel det, man kunne kalde en ret interessant dag.
Det udfordrede i hvert fald min indre fotograf ret voldsomt, og det blev til mange billeder på turen hjem fra arbejde. For det vekslende vejr gav også et helt utroligt lys - næsten uvirkeligt med mange farver i.
De to billeder er taget i hver sin retning - sydvest og nordøst ved Tisnes, som ligger cirka 10 km fra Straumsbukta. Vi ser en imponerende regnbue over Tromsø og ovre ved Bentjordstinden giver solen skyerne bukser på. Flot, flot. Bemærk i øvrigt, at det stort set ikke blæser, så regnbuen kan spejle sig i fjorden.
Vejrudsigten lover sol og klart vejr tirsdag. Vi tør næsten ikke håbe på det.

Ha' det
Jesper

søndag den 28. september 2008

Tæt på

















De mange blomster i haven har nærmest opfordret mig til at lege med nærbilleder den seneste tid. Det er ikke fordi, det er så svært med et ordentligt kamera, men resultatet er nu alligevel ganske imponerende, når jeg nu selv skal sige det. Jeg tog disse billeder af nogle dugfriske eller snarere regnvåde latyrus søndag morgen, da der var lidt stilstand i uvejret. Klik på billederne og nyd dem i stor størrelse.






















Ha' det
Jesper

Når lyset bryder frem

Det har stormet og regnet hele weekenden - i større eller mindre grad.
Fra lørdag morgen til søndag morgen fik vi 42 mm regn og vinden har været oppe omkring de 20 meter i sekundet i nat.
Men i den gyldne time, mens jeg sad og i køkkenet og nød den første kaffe søndag morgen, var der et kort øjebliks tilstand i uvejret. Der kom endda et lille hul i skyerne, hvor solen kunne skinne ned på en regnbyge ude over fjorden. En hel lille eksplosion af lys. En time efter var det slut og alt var igen indhyldet i grå skyer.
Stormen har været hård ved vores latyrus - ærteblomsterne, der først nu i de seneste par uger er kommet i blomst. Man ser på billedet tydeligt, at de lange ranglede planter i den grad er trængt op i en krog - men nu er vi altså også begyndt at klippe af dem, for i det mindste at få lidt glæde af dem indendøre.

Ha' det
Jesper

lørdag den 27. september 2008

On the road

Tag med på en rigtig roadmovie.
Forleden tog jeg det lille kamera i hånden, mens jeg kørte på arbejde i en dejlig våd efterårsmorgen, hvor Norge stråler i rødt og brunt. Billederne er godtnok noget dogmeagtige - taget gennem frontruden, håndholdte, uskarpe og skæmmet af reflekserne fra parkeringstilladelsen, men de giver alligevel et fint indtryk af den cirka 35 kilometer lange køretur mellem Straumsbukta og Norsk Polarinstitutt i Tromsø kogt ned til et par minutter - og husk at skrue godt op for lyden. Musikken er nemlig fed - og ikke spor dogmeagtig.
God tur!

Norges knyttede næve

Torsdag forsvandt vores telefon- og internet-forbindelser af ukendte årsager. Natten til fredag var vi ramt af seks timer uden strøm.
Så er det jo betryggende at vide, at den norske marine passer på os, mens vi sover.
Fredag morgen, da jeg vågnede, lå dette norske orlogsfartøj bogstavelig talt i kartoffelbedet - mindre end en sømil fra strandkanten. Nu bilder jeg mig dog ikke ind, at denne repræsentant for Norges knyttede næve mod øst havde taget ophold i Straumsbukten for at passe på Dina og Jesper, mens vi var afskåret fra omverdenen - det er nu nok snarere for at spare havnepengene.
I øvrigt sker det påfaldende ofte, at enten strømmen eller telefonforbindelsen ryger. Jeg har ikke forsket i årsagen, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man muligvis ikke har de samme traditioner for at vedligeholde ledningsnettet og installationerne, som vi har i Danmark. Her i Straumsbukta er det i hvert fald ikke alene husene, der "lidt skæve stå" - telefon- og elmasterne lever også godt op til ordene i H.C. Andersens gamle sang.
Ha' en god weekend.

Jesper

tirsdag den 23. september 2008

Isbjørne i gaderne

Når man som jeg har boet adskillige år i Grønland, så virker det lidt patetisk, når man omtaler en storby som Tromsø som Arktis, men det er ikke desto mindre den gængse opfattelse i Norge. For mange nordmænd er byen et eksotisk sted, der ligger langt mod nord.
En undersøgelse for nylig viste, at 19 procent af befolkningen i Oslo tror, at der lever isbjørne i Nordnorge. Det har også vist sig, at når en velestimeret forskningsinstitution som Norsk Polarinstitut søger medarbejdere, er det svært at få nordmænd til at søge. "Det er stort set kun unge mennesker, som har bjergklatring eller kajakroning eller andre ekstremsporter som den altoverstigende hovedinteresse, der søger", forklarede en tidligere ledende medarbejder ved instituttet mig forleden. "Den internationale sammensætning af medarbejderstaben er ikke udtryk for en bevidst strategi, men simpelthen udtryk for bitter nød. Nordmænd vil ikke til Tromsø", sagde vedkommende.
For mig afslører disse ting en dobbeltmoral i Norge, som bliver mere og mere tydelig. Man har et nationalt dannelsesideal i Amundsen og Nansen, som man gerne vil leve op til. Derfor bliver Arktis omtalt i alle festtalerne, og det socialistiske norske regime taler ofte om vigtigheden af at satse i Nord. Men som en af mine naboer sagde en gang: "Hitler gjorde mere for Nordnorge end nogen siddende norsk regering nogensinde har gjort" og refererer dermed til, at værnemagten faktisk udbyggede infrastrukturen i Nordnorge. Glemt er selvfølgelig, at samme hr. Hitler også brændte hele Finnmark af på tilbagetoget.
Og lad det være sagt med det samme: Tromsø har ingen som helst lighed med det Arktis, jeg kender. Der er adskillige daglige flyforbindelser ud af byen - uanset vejret. Her er træer og veje. aviserne udkommer jævnligt og samme dag som i resten af landet. vareforsyningen er stabil og man oplever aldrig, at samtlige butikker er udgået for kartofler for eksempel. Der er heller ingen fattigdom, som man ellers ser overalt i Arktis blandt urbefolkningen. Samiske virksomheder i Nordnorge - primært rendrift - har den relativt set højeste egenkapital i norsk erhvervsliv. Og værd at notere sig - der er ingen isbjørne i gaderne, når vi ser bort fra de udstoppede som kreative handlende stiller foran butikkerne for at leve op til myten om, at Tromsø er Arktis - og det er sgu da patetisk! Tromsø som et arktisk Disneyland!
Jeg er glad for at bo her - netop fordi det ikke er Arktis, som jeg kender det. Så jeg mener, at det er på tide, at vi får gjort op med myten om nordmænd som seje typer, der spiser is tre gange om dagen. Det var noget, der skete i landets glorværdige fortid. I dag er norske polarforskere folk, der helst sidder på Karl Johan og drikker cafe latte, mens de snakker om vigtigheden af at bevare miljøet og beskytte urbefolkningerne. For eksempel sidste år, da det norske miljøministerium foreslog et totalforbud mod snescootere. Området skal være et reservat - ikke et levested for almindelige mennesker.
Jo, der er langt fra Oslo til Tromsø!
Isbjørnene på billedet er selvfølgelig ikke fotograferet i Straumsbukta. De er såmænd fra Skandinavisk Dyrepark i Kolind. Den ene af dem hedder i øvrigt Nuuk!

Ha' det
Jesper

mandag den 22. september 2008

Kamikaze















Kamikaze betyder guddommelig vind på japansk og var oprindelig brugt om en kraftig storm, der i 1281 udslettede Kublai Khans flåde og dermed reddede Japan fra de mongolske horders invasion. Sidenhen blev udtrykket brugt under anden verdenskrig om de japanske selvmordsbombere, der styrede deres fly mod de allierede krigsskibe.
Den vind, vi har i Straumsbukta i dag, er alt andet end guddommelig - den er bare pisseirriterende. Det er ikke fordi, det normalt blæser særlig meget her - men den første efterårsstorm går vi selvfølgelig ikke fri af. Den river og slider i alt. Vi har måttet tage altankasserne ned, fordi de var ved at falde ned, og jeg har været ude og binde stokroserne og ærteblomsterne op. Og det allerværste er næsten, at nu begynder bladene at falde af træerne.
Det har været ret voldsomt. Blandt andet er det gået ud over nogle hindbærplanter, som jeg flyttede i foråret. De er simpelthen knækket ved jordoverfladen.
Til gengæld har vi fået rigtig brænding nede ved stranden - og det er da meget sjovt til en afveksling. Nyd billedet og sammenlign for eksempel med hovedet på bloggen!!!
Det skal også med, at vi rigtig kan nyde de guddommelige toner fra den vindharpe, som vi fik af Anne og Henrik til vores 110 års fødselsdag i maj, så endnu en gang tak for den.
Jeg vil gætte på, at vi her til aften har omkring 20 sekundmeter. Det skulle i følge vejrudsigten flove af i løbet af natten til det, der på norsk hedder en laber brise - cirka 7 sekundmeter

Ha' det
Jesper

søndag den 21. september 2008

På sangens vinger

En af de mærkeligste og samtidig en af de mest gribende og underholdende biograffilm, der nogensinde er lavet, er den norske Heftig og begejstret. Filmen, der også er en af de få norske kommercielle filmsuccesser, havde premiere i begyndelsen af 2001 og fyldte de norske biografer med et jublende publikum.
Heftig og begejstret er en besynderlig film, der absolut ikke lever op til almindelige kommercielle krav. Det er et dokumentarisk epos, der handler om mandskoret i en af Norges mest afsidesliggende bygder, Berlevåg, der ligger tæt på Nordkap. Historien er både gribende og morsom og kalder på alle følelser - og derfor var successen i hus allerede på premieredagen.
En så stor succes skal selvfølgelig have en efterfølger, og den havde premiere i 2002. På sangens vinger hedder den, og vi brugte søndag eftermiddag til at se den - nærmest i mangel af bedre, men filmen har nøjagtig de samme kvaliteter som etteren, så søndagen var ikke ligefrem spildt.
Historien er ganske kort, at mandskoret i Berlevåg blev så berømt efter den første film, at de i efteråret 2001 blev inviteret på en måneds turne rundt i USA. Det skete tre uger efter den 11. september, og vi følger blandt andet korets besøg på de endnu rygende ruiner på Ground Zero. Men mest af alt handler filmen om, hvordan de 30 let bedagede herrer, der for flestes vedkommende ikke er vant til at være hjemmefra, klarer sig uden kjerringerne - nordnorsk for kællingerne (Det er den bedste oversættelse, men der ligger ikke noget specielt nedsættende i den nordnorske betydning). På turen skal de klare alting selv - stryge skjorter og det vanskeligste af alt: selv tage smokingsløjfe på. (Jeg ved det af bitter erfaring, og har flere gange måttet bede receptionisten på hotellet om hjælp.)
På sangens vinger er mindst lige så vellykket som Heftig og begejstret, men man kan jo fundere lidt over, om filmen ville fungere, hvis ikke det er fordi, den er toeren. Jeg tror helt ærligt ikke, at den kan ses med særligt stort udbytte, hvis ikke man har set etteren.
Det har pudsigt nok været lidt bøvlet at finde frie billeder til historien. Normalt plejer filmselskaberne ikke at være så karrige med den slags, men det her er selvfølgelig også Norge, hvor statsstøtten til film er så stor, at en normalt kommercielt udviklet filmbranche faktisk ikke findes. Statsstøtten er sikkert også grunden til, at de fleste norske film er så uinteressante, at der ikke er nogen, der gider se dem. Heftig og begejstret 1 og 2 er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Her til aften står den i øvrigt på rensdyrkoteletter med kantarelsauce og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Det skal nok blive godt! I morgen er det pudsigt nok mandag og endnu en uges arbejde står for døren. God arbejdslyst.

Ha' det
Jesper

lørdag den 20. september 2008

Dagens ord VIII

Det er almindelig kendt, at helt almindelige danske ord nemt får et lidt latterligt præg, når de bliver oversat til norsk. Jeg har tidligere her for eksempel omtalt "vindpose", der bliver til "vindpølse".
Således også med det gode danske ord "klæbehjerne". I dagens udgave af Kvitt eller doppelt lærte jeg, at klæbehjerne på godt norsk - jeg havde nær sagt selvfølgelig - hedder "klisterhjerne"! Sådan er det bare.
Fra utallige quizzer i radio og TV ved vi forresten, at klappen kan gå ned, når man pludselig ikke kan svare på et ellers ganske elementært spørgsmål. På norsk får man "jerntæppe"!
Norsk Polarinstitutt slider mange af de udenlandske medarbejdere med at lære norsk. Ikke underligt, at de bliver forvirrede, når nordmænd og danskere tilsyneladende forstår hinanden uden problemer, når vi tænker på, hvor forskellige sprogene alligevel er. Men en ting har norsk og dansk tilfælles - og det er en stor gåde for alle udlændinge: Der er forskel på - at slå sig på flasken og at slå sig på flasken!

Ha' det
Jesper

Blå blomster

















Vejret er ligesom ikke noget at skrive om her til morgen. Det har regnet hele natten, og det er overskyet. Så stemningen var nok mest for de indendørs sysler.
Jeg satte mig til at lege lidt med Canons program til administration af billedfiler med mere. Og til det havde jeg lige brug for en stribe nye billeder, som jeg tog på altanen lige uden vinduet her i herreværelset.
Som man vil se, står vores altankasser ekstremt flot. Jeg er vildt imponeret over, at det er lykkedes Dina at holde liv i stedmødrene hele sommeren, men de blomstrer stadig livligt. Altankassen med de blå og lilla blomster er fantastisk flot - og så er det slet ikke nødvendigt at bruge beskidte tricks fra billedbehandlingen for at få den blå farve frem.
Margueriterne i altankassen er gamle kendinge fra Grønland. Men når sommeren var ovre og nattefrosten holdt sit indtog, var de kun en tredjedel så store, som dem vi har her i Straumsbukta. Det er en meget tydelig effekt af Golfstrømmen.
Der er ligesom lidt opklaring i vejret ude i sydøst - hvis jeg er heldig, bliver det godt vejr til højvandet ved 18-tiden. Så måske bliver det alligevel til en fisketur i løbet af dagen?

Ha' en god weekend
Jesper

fredag den 19. september 2008

Vinter på vej

Københavns kommunes tidligere borgmester på teknikområdet var som bekendt Søren Pind - og man skulle næste tro, at han har haft en finger med i spillet i denne fine Storm P-indretning, som i øjeblikket kører rundt på vejene i Tromsø kommune og stikker pinde i grøftekanterne.
Så kæphøj har den friske Venstreløve nok ikke været...
Men den ubehagelige kendsgerning er, at vinteren ubønhørligt er på vej. Derfor skal vejene markeres, så vi kan finde rundt i vintermørket, og så sneplovene kan se, hvor de skal køre. Det sker med sådan nogle orange plastikpinde med refleksbånd, som i disse dage bliver sat i grøftekanterne på alle veje med cirka 30 meters mellemrum. Og til det formål har Tromsø kommune altså en fin maskine, så den opgave kan klares med en enkelt mand bag rattet i en lastbil.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set noget lignende. Men smart er det da. Og det er vel kun, hvad man kan forvente i et land, der er så plaget af sne som Norge. I følge CIAs World Factbook er der 93.000 km vej i Norge, så det er altså også sådan rundt regnet mindst 5.000.000 pinde, der skal stikkes i jorden her i det spirende efterår. Det er noget af et job - især når man tager i betragtning, at der er mangel på arbejdskraft i landet.
Når foråret kommer, vil mange af pindene være væk. Dels er de kørt ned eller knækket, og dels har jeg bemærket rundt omkring, at folk bruger dem til alle mulige formål, hvor man lige har brug for en tynd pind. For eksempel i haverne eller til at genne køer med. Strengt taget er det vel ikke tilladt, men jeg går ud fra, at det er det hårdt prøvede norske folks stilfærdige forsøg på i det mindste at få lidt ud af oliemilliarderne. For selv om benzinpriserne angiveligt falder i disse dage i både Danmark og Sverige, så kniber det altså heroppe, hvor Statoil har mere eller mindre monopol på salget. En liter diesel kostede torsdag morgen 13,95 her i Tromsø.
Og så står weekenden for døren - igen!

Ha' det
Jesper

onsdag den 17. september 2008

Kajakmanden

















Søndag eftermiddag fik jeg et kort øjeblik den vanvittige tanke, at nu får Dina besøg af familien. Det skyldtes denne kajakroer - eller kajakmand, som vi ville sige i Grønland - der tilfældigvis kom sejlende forbi haven.
Et hurtigt kig på kajakken afslører imidlertid, at det ikke er en grønlandsk qajaq. Ser man godt efter, vil man bemærke, at kajakken er forsynet med ror. Ingen grønlænder med respekt for sig selv og sit kajakhåndværk kunne drømme om at komplicere en af verdens mest effektive romaskiner med sådan en himstregims. Der vil være alt for stor risiko for, at roret vil gå i stykker - og desuden svækker det den enkle, men særdeles solide konstruktion. Det er også overflødig tonnage, der kun tjener til at sænke farten. For den grønlandske kajak er - målt i kalorier pr. meter - verdens mest energieffektive transportmiddel. Og så der er altså ikke plads til overflødig vægt. Det er faktisk sådan, at hver eneste grønlandsk kajak bliver håndbygget, så den passer kajakmanden lige så nøjagtig, som en teenagepiges cowboybukser sidder stramt.
Jeg fandt i øvrigt et gammelt billede i arkivet. Det forestiller Deres beskedne blogger i en plastik-kajak. Historien bag billedet, der såvidt jeg husker er fra 1998, er den, at jeg som gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthaab havde overrakt en check på 10.000 kroner til Nuuk Qajaqklub. Klubben kvitterede med at invitere på en sejltur. Og da jeg som amatør i kajakkunsten næppe kunne forventes at holde balancen i en grønlandsk kajak, var alle parter enige om, at det nok var bedst, at jeg brugte klubbens øvelseskajak. Sådan en standardkajak af plastik er cirka dobbelt så bred som en grønlandsk kajak og derfor noget lettere at holde i balance, så jeg er klubben dybt taknemmelig for det generøse tilbud.
Billedet var i øvrigt forsidebillede på Nuuk Ugeavis den pågældende uge. Så vidt jeg husker, er det taget af gildebror Poul Hendriksen.

Ha' det
Jesper



mandag den 15. september 2008

Jordbærmarker for evigt

















Egentlig er jordbærsæsonen forbi, men kigger man godt efter nede mellem bladene, kan vi stadig finde en lille håndfuld af de mest lækre, smagfulde jordbær hver dag.
Der er sådan en daglig lille glæde, som vi desværre ikke har illusioner om vil vare evigt.
Det havde The Beatles tilsyneladende for 41 år siden, da de udgav Lennon-McCartney-sangen Strawberry Fields Forever. Det er en sentimental sang om barndommen. Jordbærmarkerne - Strawberry Fields - var navnet på haven til et Frelsens Hær børnehjem i nærheden af John Lennons barndomshjem.
Sangen blev udgivet på single i februar 1967 - efter Yellow Submarine og før All You Need is Love. Det var den første Beatles-single siden Love Me Do, der ikke strøg direkte ind på førstepladsen på den engelske topti, men måtte se sig slået af Engelbert Humperdincks Release Me. Strawberry Fields tog imidlertid revanche og er noteret som nummer 76 på Rolling Stone Magazines liste over verdens 500 bedste sange - en position, som Engelbert Pumpernickel aldrig er kommet i nærheden af.
B-siden til Strawberry Fields var i øvrigt Penny Lane, og hele herligheden er indspillet i Abbey Road i november-december 1966.

Ha' det
Jesper

søndag den 14. september 2008

Lille sommerfugl...


















Det smukke efterårsvejr bliver også nydt af sommerfuglene i Straumsbukta.
I eftermiddags tog jeg dette dejlige billede af en nældens takvinge, der sad og sugede nektar i blomsterne foran huset.
Nældens takvinge er kendt for at at være aktiv næsten hele året - fra det tidligste forår og så frem til nu, og vi har faktisk en del af dem i haven i øjeblikket. Selv om den er ganske almindelig, er den også temmelig fotogen, som det ses.
Weekenden er forbi - god arbejdsuge til alle.

Ha' det
Jesper

Indian summer


















Vi har den seneste uge haft noget, der ligner indian summer her i Nordnorge.
Det er det smukkeste solskin og næsten ingen vind. Specielt søndagen har været helt fantastisk, så der har været tid til masser af udendørs aktiviteter.
Blandt andet har vi nu fået plukket rønnebær til den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Rønnebærrene i år er store og fine - og der er rigelige mængder, så det tog såmænd ikke lang tid at plukke de par kilo, som vi har brug for.
Men i øvrigt så tog jeg også en tur i ribskrattet nede ved elven. Det er sådan et selvsået ribskrat, og hvis der havde været slanger i Nordnorge, havde jeg næppe forsøgt mig, for planterne står så tæt, at man næppe ved, hvor man sætter foden. Det lykkedes mig også at samle et par kilo ribs dernede - og det er et godt supplement til de ribs, vi har i haven.
Nu er kartoffelhøsten ovre. I følge Leif-Inge har den været knap så god som sidste år, men vi har i hvert fald kartofler nok, som han siger. Jeg berettede i sidste uge om vores selvsåede solsikke i kartoffelbedet, og den har overlevet høsten - omend den nu er blevet lidt ensom. Prøv at sammenligne med billedet her.
Vi håber selvfølgelig, at det gode vejr holder nogen tid endnu. Latyrussen er først begyndt at blomstre i weekenden, og stokroserne er godt på vej, men trænger til et par dage mere med sol.

Ha' det
Jesper

Liden skrue...

Lad det være sagt med det samme: Jeg er et kæmpefjols til mekanik og biler og sådan noget...
Derfor nåede panikken også uanede højder, da jeg lørdag eftermiddag måtte konstatere, at bilen var punkteret - og at jeg befandt mig langt hjemmefra på en parkeringsplads uden for et butikscenter i Tromsø.
Sagen er nemlig den, at min bil som så mange andre moderne biler ikke er udstyret med reservehjul (som jeg heller ikke ville kunne finde ud af at skifte), men et aggregat til en nødreparation af hjulet.
En hurtig tjekker i forsikringspapirerne viste imidlertid, at punktering er dækket af mit vejhjælpsabonnement, så jeg slap med skrækken og fik en flink mand fra Viking - noget ligesom Falck - til at reparere hjulet.
Skulle det ske en anden gang, tror jeg nu også, at jeg vil være i stand til at pumpe flydende klister i dækket, så nu har jeg da lært det.
I øvrigt skruede Vikingmanden skruen på billedet ud af dækket. Hvordan en 15 mm skrue er havnet der, har jeg ingen anelse om, men det er i hvert fald en bekræftelse af det gamle ord om, at en liden skrue kan vælte et stort læs.

Ha' det
Jesper

Måneskinnets skygge













På mandag kl. 11.13 helt nøjagtig er der fuldmåne, men allerede her i weekenden har månen set temmelig fuld ud.
Jeg kan simpelthen ikke stå for det her billede taget lidt over midnat ud over bugten med Bentjordstinden i baggrunden.
Det får mig til at tænke på Mike Oldfields og Maggie Reileys gamle jukebox-hit Moonlight Shadow. Lige siden udgivelsen i 1983 har sangen været fast inventar i beverdinglernes og bodegaernes jukeboxe under kategorien sentimentale tudesange. Sangen er en rigtig ørehænger, velproduceret og temmelig upbeatet i tempoet, og at den skulle gå hen og blive en lise for sentimentale drukmåse forekommer mig egentlig lidt underligt, hvis det altså ikke lige var fordi, at Mike Oldfield dygtigt har antydet, at sangen var inspireret af John Lennons død i 1980. Desuden findes der forskellige videoer med sangen, der på billedsiden understøtter det sentimentale. Og så er der vel dem, der måtte mene, at der ikke er langt fra druksentimentalitet og til månesyge - en sindstemning hvor man angiveligt skulle være ekstra sensibel i tiden omkring fuldmåne.
Er du i det sentimentale hjørne og har lyst til at genhøre Moonlight Shadow, kan du klikke her. Prøv at lægge mærke til trommespillet og leadguitaren - det er faktisk ikke særlig sentimentalt, men billederne...

Ha' det
Jesper

lørdag den 13. september 2008

Reinlykke














Reinlykke eller på dansk ren(-)lykke var titlen på en docusoap, norsk TV sendte sidste vinter. Den handlede om en samisk families trængsler og glæder gennem et helt år og var en stor succes heroppe.
Men renlykke kan nu også være et godt stykke renkød. Som sagt havde jeg kufferten fuld af ren, da jeg kom hjem fra Kautokeino. Blandt andet en rigtig lækker samisk specialitet, som vi fik fredag aften.
Det er røget mørbrad fra renen - stegt som mørbradbøffer og serveret med nye kartofler, rosenkål og hjemmelavet syltetøj af helt nyplukkede tyttebær - og for billedets skyld gejlet op med lidt persille og en kvist frisk timian fra haven. Behøver jeg at sige, at det smagte himmelsk?
Det er det, som jeg forstår ved reinlykke!

Ha' det
Jesper

Kratluskerens paradis

Jeg har i den forløbne uge været et par dage oppe i Finnmarken - denne uendeligt store del af det nordlige Skandinavien, hvor millioner af birketræer, tusindvis af rensdyr og nogle få mennesker lever. Noget af et paradis for kratluskere vil jeg mene. Og så er det det, vi i gamle dage kaldte for Lapland. Men i dag bliver det politisk korrekt kaldt Sapmi - samernes land.
Ganske kort var min opgave at få styr på logistikken i forbindelse med et møde, som vi skal have til november i Kautokeino. Byen med sine 3000 indbyggere har 60 hotelværelser, og vi regner med op til 200 deltagere til mødet, så det er lidt af en udfordring.
Det er nemlig heller ikke helt let at komme til Kautokeino. Nærmeste lufthavn er Alta, som ligger 120 km væk. En stor del af deltagerne i vores møde kommer til at bo på hotel i Kautokeinos naboby Hätta, som ligger 100 km den modsatte vej i Finland. Så det blev til 500 km bilkørsel på to dage, selv om jeg fløj fra Tromsø til Alta. Onsdag aften ved 20-tiden kørte vi de 100 km fra Hätta til Kautokeino uden at møde en eneste modkørende. Imponerende!
Det var en betagende oplevelse. Efteråret er tydeligt i gang i Finnmarken, og vidderne har antaget en smuk gul, brun, rød farve.
Fra Alta kører man langs Altaelven, der over en 25 km strækning løber gennem Nordeuropas største canyon. Det var i øvrigt på Altaelvens is, at jeg var så heldig at se mit livs første vilde ulv, da jeg sidst var på de her kanter.
Altaelven er for mange et symbol på det samiske folks kamp for sine rettigheder som urfolk. Det skete i forbindelse med bygningen af et vandkraftværk ved elven i begyndelsen af 80'erne, men Alta har også stor betydning som en af verdens bedste lakseelve. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte exentriske engelskmænd at valfarte til egnene omkring Alta for at fiske. Men området har også stor betydning for jægere. Min kollega Asbjørn fra udenrigsdepartamentet i Oslo fortalte, at cirka halvdelen af passagerne på hans fly var jægere, og det myldrede da også med alle variationer af armygrøn fritidsbeklædning i Altas lufthavn.
Som sagt kommer en del af deltagerne i vort møde til at bo på den finske side af grænsen. Jeg var derfor på besøg på tre hoteller i Hätta. Det er morsomt hver gang at opleve, hvor vigtig en del af den finske hverdag, saunaen er. Alle tre steder betonede personalet, at sauna var med i prisen med samme selvfølgelighed som morgenmaden - og alle tre steder mente man, at det var mere væsentligt, at vi så deres sauna end deres værelser. I øvrigt bliver jeg altid imponeret over så pænt og rent, der er alle steder i Finland. Se blot på billedet af kirken i Hätta. Der flyder ikke meget skidt rundt på gaden her.
Med kameraet fuld af flotte billeder og kufferne fyldt med rensdyrkød vendte jeg tilbage til Tromsø torsdag aften. Og det rensdyrkød skal jeg nok vende tilbage til.

Ha' det
Jesper

onsdag den 10. september 2008

Kunuunguaq

Tirsdag formiddag fortalte jungletrommerne i det grønlandske miljø i Tromsø, at der holdt et fly fra Air Greenland i lufthavnen.
Jeg smuttede en tur derud og ganske rigtigt - der holdt salamien, som den kaldes blandt venner. Dette lidet flatterende øgenavn stammer tilbage fra dengang Air Greenland præsenterede sit nye design - og sådan en lang rød tingest med hvide prikker var fra fødslen dømt til at hedde Salamien i folkemunde.
Flyets rigtige navn er Kunuunguaq - Store Knud - efter Knud Rasmussen. Det er en noget bedaget Boeing 757, som det grønlandske luftfartsselskab købte af Icelandair i slutningen af 90'erne som det første Atlantfly. Islænderne grinte hele vejen hen til banken, for de slap af med et fly, der ikke var særlig egnet til ruteflyvning. Til gengæld er det et glimrende charterfly - og som sådan bidrager det væsentligt til Air Greenlands forretning i dag. Det er fast stationeret i Kastrup som backup for selskabets Airbus 330, og flyver en enkelt eller to ture om ugen til Narsarsuaq, hvor landingsbanen er for kort til Airbussen. Ellers er det chartret ud, og talrige fodboldglade danskere har blandt andet rejst på roliganture rundt i Europa med Kunuunguaq. I dag var det chartret ud til Thomas Cook Airlines, som flyver solhungrende nordmænd fra Tromsø til Venedig hver mandag. Thomas Cook Airlines har ellers 97 fly i flåden og flyver blandt andet for Tjæreborg og Spies.
Kunuunguaq var som sagt Air Greenlands første store fly, og det var ikke uden stolthed, at det nationale luftfartsselskab kunne præsentere det med registreringsbogstaver OY-GRL. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg vil gætte på, at jeg har fløjet med Kunuunguaq en halv snes gange.
I morgen og torsdag skal jeg til Kautokeino. Det bliver spændende at se, om vi får en ulv at se denne gang.

Ha' det
Jesper

Fiskerinoteringen

Efter en periode med regn, tåge og blæst skiftede vejret mandag til det, vi forbinder bedst med Straumsbukta. Total vindstille og solskin fra en skyfri himmel. Fjorden lå dovent med en spejlblank overflade.
Så det var tid til en sejltur. Og som altid når vi er på fjorden, skal der også fiskes. Det var nu ikke fordi fiskene var specielt bidelystne, men Dina tog en flot torsk på tre et halvt kilo i hendes sædvanlige overlegne stil, som jeg har det meget svært med. Jeg kan ikke rigtig beskrive det uden at virke fornærmende, men et godt og passende ord for hendes fiskestil er vel nærmest ukoncentreret. Men det giver som regel en enkelt fisk eller to i anseelig størrelse, som hun her viser frem. Selv måtte jeg nøjes med en lille torsk og så et par hyser, som de hedder på norsk. På dansk kalder vi dem kuller, og det engelske ord er såmænd haddock - ligesom kaptajnen splitte mine bramsejl i Tintin. Det er en lille, men i øvrigt ganske velsmagende torskefisk. Den ligner sej, men er letgenkendelig på en sort plet bag gællerne.
Sidst jeg fangede kuller var i 2000 i Vestfjorden ved Lofoten, men der er åbenbart mange af dem her i øjeblikket. Tirsdag var dagens ret hos slagteren i Ejde i hvert fald hysegryde. Og det var slut på dagens fiskerinotering.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 9. september 2008

Da islam kom til Straumsbukta

Ligheden mellem kartoffel-samlere og bedende muslimer er slående. Røven i vejret og så er det ellers med at sende en taknemmelig tanke til skaberen for al hans skaberværk.
Forskellen består i, at muhammedanerne tænker på Mekka, mens kartoffel-samlerne tænker på mokka. For det er hårdt arbejde - og så hjælper det at tænke på, at kaffepausen er nær.
Kartoffelhøsten i Straumsbukta gik i gang søndag eftermiddag - og det var nu ikke så hårdt. Når man er nogle stykker om arbejdet, går det såmænd meget hurtigt. I løbet af et par timer var beddet nord for huset ryddet og første del af høsten var i hus. Nu mangler så den nederste del af haven mod stranden. Den ordner vi nok i løbet af ugen.
Ligesom aviserne har en agurketid, så er der også en kartoffeltid, hvor redaktionerne bliver opsøgt af jordbrugere, som mener, at de har egnens største kartoffel eller i hvert fald mest vanskabte - og at det har almenhedens interesse.
I løbet af søndag eftermiddag fik vi samlet en sælfamilie og et par hjerter. Og det mener vi selvfølgelig også må have interesse for en breds kreds af læserne, så vi skynder os at bringe et billede af disse designkatastrofer fra Vorherres hånd.
Og da vi således har brugt hviledagen på den almægtiges skaberværk, går vi selvfølgelig ud fra, at der på dommens dag bliver set gennem fingre med dette eklatente brud på det tredje bud.

Ha' det
Jesper

søndag den 7. september 2008

Fotogene fotomodeller


Musvitten er nok den mest viste fugl her på bloggen, men ikke desto mindre drister jeg mig til at bringe et par billeder mere.
Den er jo nok så fotogen - og i modsætning til så mange andre fugle, så stiller den gerne op til en fotosession.
Disse dejlige billeder er fra i morges, da vejret endnu ikke rigtig havde bestemt sig til, hvad det ville. Der var vindstille, men let skyet - og senere på formiddagen blæste det da også op og begyndte at småregne. Men inden da havde jeg altså været en tur i haven med kameraet for at snuppe et par billeder - og for at nappe de få modne jordbær, der stadig er tilbage, inden skaderne tager dem.
Prøv i øvrigt at klikke på billederne og nyd dem i stor størrelse.
Leif-Inge har kørt traktoren frem - så den står helt sikkert på kartoffelhøst i dag.

Ha' det
Jesper

lørdag den 6. september 2008

Sikke en solsikke


Forleden stod jeg og kiggede ud over kartoflerne i den nederste del af haven, da jeg fik øje på et stykke underligt ukrudt midt i kartoffelrækkerne.
Ved nærmere eftersyn viste det sig sørme at være en solsikke - og ved et endnu nærmere eftersyn viste det sig, at der var tre planter i alt fordelt over kartoflerne.
Den eneste rimelige forklaring, jeg kan finde, på denne pludselige solsikkeforekomst langt nord for polarcirklen er vores fuglefoder. Det består for størstedelens vedkommende af solsikkefrø, men jeg gik egentlig og bildte mig ind, at den slags var behandlet, så det ikke kan spire.Det er tilsyneladende ikke tilfældet.
Men det er også i sidste øjeblik. Snart ligger øksen ved træets fod. Leif-Inge er nemlig begyndt at bakse med hele maskinparken til en snarlig kartoffeloptagning, så hvis ellers vejret holder, tror jeg, at kartoffelhøsten begynder i morgen. Nu får vi se...

Ha' det
Jesper

Fra vores egen verden
















Overskriften eller rubrikken, som det hedder i fagsproget, har jeg snuppet fra de store media, når de skal omtale sig selv. Og det er lige præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Sagen er nemlig den, at denne blog i den forløbne uge kunne fejre sin 1-års fødselsdag.
Begyndelsen var unægtelig lidt spæd og famlende. Egentlig var det mest for eksperimentets skyld, at jeg begyndte. Jeg havde haft besøg af Henrik, og han havde vist mig, hvordan han kunne lægge billeder på sin blog direkte fra mobiltelefonen - og for nysgerrighedens skyld skulle jeg da også prøve det.
Men det greb hurtigt om sig. Historierne trængte sig på og tryglede om at blive skrevet. Det var samtidig en god mulighed for at holde mit danske skriftsprog ved lige, al den stund at jeg bruger engelsk hele dagen, når jeg er på arbejde - og hvad der næsten er værre: blander det med norsk fra radio, tv og hverdagen i øvrigt.
Bloggen er også et godt redskab for en hobbyfotograf. Den giver mulighed for at dele billeder med andre - og den giver fotograferingen et mål og dermed nye udfordringer. For eksempel er jeg begyndt at fotografere mad. Det ville næppe være sket, hvis ikke jeg havde brug for billederne til bloggen - og dermed tjener bloggen også som solid efteruddannelse i PhotoShop, der er det program, jeg populært sagt bruger til at fremkalde digitale billeder.
Ret hurtigt oplevede jeg også en god respons på mine skriverier og billeder - og den slags forpligter. Så nu kører toget derudaf.
Min brugerstatistik viser, at der i det forløbne år er flere end 4000 læsere, der har logget ind på Dovregubben. Af dem er de cirka 60 procent gengangere, mens 40 procent kun besøger bloggen en enkelt gang. De 60 procent fordeler sig på cirka 1600 læsere, der har været inde på bloggen to eller flere gange. I øjeblikket er det aktuelle besøg pr. dag mellem 30 og 50. Gennemsnitligt bruger læserne godt to minutter på siden, og de læser på den tid knap to indlæg.
Mange har fundet vej til bloggen via søgemaskiner. De mest brugte ord i den forbindelse er lutefisk, ost, ryper, zeppeliner, air greenland og grandiosa. Det tyder på stor interesse for de kulinariske emner, og jeg kan da tilføje efter sidste uges artikler om kantareller, at det allerede nu ser ud til, at denne dejlige svamp kommer til at lokke endnu flere til bloggen.
Geografisk stammer hovedparten af læserne fra Danmark, Norge, Grønland og Sverige i den nævnte rækkefølge. USA og Canada er pænt repræsenteret ligesom Tyskland og Holland - og så har der været enkelte besøg fra så eksotiske steder som Sydkorea, Puerto Rico og Seychellerne. I alt 40 lande er på listen.
Den morsomste reaktion fik jeg en dag, da jeg blev ringet op af en medarbejder fra forbrugerbladet Tænk, der var blevet inspireret til at skrive en artikel om broderfolkets pizzavaner som følge af min artikel om dette spændende emne. Artiklen i Tænk er desværre passwordbeskyttet, men prøv at klikke her.
Jeg vil gerne takke alle læserne for det første år og fordi I læser med. Som sagt - det forpligter, men fornøjelsen er helt på min side, så jeg vil lægge mig i selen og tage et år mere med Dovregubben.

Ha' det
Jesper

torsdag den 4. september 2008

Tommy

Jeg har været til møde det meste af dagen, så jeg tillod mig at tage lidt tidligt fri. Da jeg kørte hjem ved to-tiden, fik jeg et gammelt rif på hjernen. - I am free, kørte rundt det rundt i hovedet. Gode gamle Who fra rockoperaen Tommy.
Så da jeg kom hjem, var det lige ind i vinylsamlingen og på med Tommy på grammofonen - en forholdsvis moderne tangential grammofon fra Bang og Olufsen.
Jeg tror, det var første gang, jeg hørte Tommy i sin helhed siden en gang i 70'erne. Et fantastisk genhør var det. Og her må jeg lige føje en parantes ind, om at det faktisk er lidt uretfærdigt, at man på sine gamle dage kan bor i et hus, så man spille rock for fuld udblæsning uden at skulle tage hensyn til naboerne - og at man på sine gamle dage har et anlæg, der kan klare det. Denne gennemlytning af rockoreraen gav mig minder til musiktimerne i annekset til Vesthimmerlands Gymnasium.
Tommy er det, som Jørgen Mylius i sine mange og meget oplysende, nærmest leksikale 70'er-udsendelser med sin hang til fremmedord kaldte en koncept-LP. Altså en LP med en sammenhængende handling, ja, en opera, som The Who selv betegnede det.
Det ses blandt andet af, at dobbelt-LP'en ikke alene har en Overture, men også en Underture. Ha, ha. Pladens operapræg betyder også, at der ikke altid er klare adskillelser mellem de enkelte numre, men derimod en række mellemspil, som viser noget af det bedste, Who var i stand til at producere. Ikke nødvendigvis vild rock, men flot basspil af John Entwistle og så selvfølgelig som altid Keith Moons fuldstændigt sindsyge trommearbejde, der netop skiller The Who fra andre Brit-pop orkestre fra 60'erne.
Det slog mig, at historien i Tommy er bæredygtig den dag i dag. Historien om en døv og blind drend, der er ekspert i Pinball. Nogle af vore dages unge computernørder virker også i den grad blinde og døve... En af dem blev milliardær på et telefonsystem til computere, og så troede han pludselig, at han også havde forstand på at udgive aviser. Med en venlig hilsen til Nyhedsavisens Morten Nissen Nielsen og hans umådeligt begavede kommentar - I hate, hate, hate to lose... Ordblinde spasser. Nå, det var vist et sidespring.
Tommy kan stadig købes i butikkerne. Men CD-udgaven er ikke så morsom. The Who gjorde det fantastisk irriterende på LP-udgaven, at man lagde side 1 og 4 på samme skive, så der skulle et ekstra pladeskift til for at høre rock-operaen i sin helhed. Djævelsk tænkt og bestemt udtryk for humorisk sans.
Vidste du i øvrigt, at The Who's bandbus blev stjålet i 1965, mens orkestret besøgte en hundekennel for at finde en vagthund til den? Vi var mange, der gættede på, at vagthunden måtte være en rockweiler.
Tommy er for størstedelens vedkommende komponeret af Pete Townsend, der i dag er nærmest stokdøv. En erhvervssygdom fordi The Who spillede højere end noget andet band i 60'erne og 70'erne.
Skulle du ikke kende The Who, kan du tjekke dette YouTube klip. Det er afslutningen af rockoperaen - See mee, feel me - i en helt forrygende indspilning fra Woodstock-festivalen i 1969.


Ha' det
Jesper

onsdag den 3. september 2008

Sne på toppen

















Det har været temmelig koldt de seneste dage. Natten til søndag var vi nede på 2,7 grader.
Det betyder selvfølgelig, at det er blevet frostvejr i de højere luftlag og mandag morgen kunne vi så konstatere, at der var kommet sne på toppen af Bentjordstinden.
Et uomtvisteligt varsel om koldere tider - og pudsigt nok på samme tid, som det samme skete i Nuuk. I alle de år jeg kan huske, lagde sneen sig altid på toppen af Sermitsiaq i den første uge af september.
I weekenden var der forresten tivoli i Nuuk. De gjorde det godt. 1,4 million i omsætning, men der var selvfølgelig også udbetaling af overskydende skat i Grønland i torsdags. Selv skulle jeg have 132 kroner tilbage. Tænk sig, de kom på en check i norske kroner. Det kan man virkelig kalde service i en kold tid fra en myndighed, der normalt ikke lige forbindes med stor kundetilfredshed.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 2. september 2008

Svampesøndag

Som sagt, så gjort. Vi brugte søndagen til en ordentlig tur i skoven. Faktisk så var vi af sted i seks timer - uagtet at skoven ligger lige på den anden side af vejen.
Men selv om der er uanede mængder af skov, så skal man ikke tro, at det bare vrimler med spiselige svampe. Det blev til en håndfuld kantareller og så en flot Karl Johan eller steinsopp, som den hedder på norsk.
Der er sådan set masser af dem, men det er svært at finde pæne, friske eksemplarer uden snegle- og ormeangreb. Så vi nøjedes beskedent med den ene, som Dina her stolt viser frem. Det er til gengæld et pragteksemplar, som det vil tage flere dage at spise. Halvdelen røg mandag aften i en elggryde, som er en ganske herlig spise. Resten i fryseren.

















Det samme gjaldt kantarellerne. Og for deres vedkommende er sæsonen bestemt ikke slut. Jeg noterede et par steder på den indre GPS, som skal besøges i den kommende uge, fordi de slet ikke var ordentlig udvokset endnu. Den slags er selvfølgelig risikabelt, for jeg er næppe den eneste i kvarteret, som gør det. Men det er mig altså inderligt imod at plukke kantarellerne før de er udvokset.
Jeg har i øvrigt en mistanke om, at elgene godt kan lide kantareller. I hvert fald var der en ordentlig dynge elglort flere af de steder, hvor jeg fandt denne dejlige svamp, der i den lokale avis mandag blev omtalt som skovens guld.
















På turen kom vi også forbi Britt og Leif-Inges sommerhus. En flot hytte som de er ved at udbygge. Det er jo flinke mennesker, så vi blev inviteret inden for til en kop kaffe, og Dina fik lov til at se Simons fotoalbum.
Således styrket kunne vi fortsætte turen ned i skoven bag huset, og det var faktisk første gang, jeg var der. En vidunderlig blandingsskov, hvor der var blåbær i store mængder. Så det blev også til ordentlig pose at disse dejlige søde bær, som er Gårdmand Bjørns ynglingsspise i Disneys tegneserie.
Jeg brugte fire deciliter til at en halv flaske vodka - og det skal med tiden blive til en forhåbentlig dejlig blåbær-likør. Resten blev til blåbær-syltetøj - og det er forresten også kræs.















Vi fik forresten også hilst på Elins kvier, som går i skoven. De er meget nysgerrige og håndtamme. Dina var ikke helt med på, at man fodrer kvier med flad hånd, så det var tæt på, at hun blev bidt af en af dem. Det havde sådan setværet en morsom afslutning på dagen, hvis vi skulle have været på skadestuen, fordi hun var blevet bidt af en ko!
Og sådan gik så den søndag. Artiklen skulle have været publiceret for flere dage siden, men der har været problemer med billedfunktionen på blogspot.

Ha' det
Jesper