Vandet er stift

Jeg kunne allerede før jul vise de første billeder af is på Limfjorden. Nu efter en længere periode med frost må vi til at regne med, at det i den kommende tid vil gå stærkt med isdannelserne i de indre danske farvande - i hvert fald hvis meteorologernes forudsigelser står til troende.
Man kan danne sig et overblik over issituationen ved at klikke ind på DMI's hjemmeside. Her er et enkelt iskort, der dog ikke dækker Limfjorden og Ringkøbing Fjord.
Man kan også klikke sig ind på Søværnets Operative Kommandos hjemmeside, hvor der findes en komplet isoversigt under ismeldinger. Af iskortet fremgår det, at der i dag er is med koden 2110 her ved Aalborg vest for Egholm. Der findes en forklaring til koden her, og 2110 betyder spredt drivis dækkende mellem 1/10 og 4/10 af overfladen, isen er 10 - 15 cm tyk i små isflager på mellem 20 og 100 meter i diameter, og endelig at man vurderer at skibsfarten kan foregå uhindret.
Ansvaret for Statens Istjeneste overgik 1. januar 1996 til Søværnet. Samme vinter var i øvrigt den seneste vinter, hvor der har været foretaget isbrydning i danske farvande. De danske isbrydere har dog ikke været inaktive af den grund, da Danmark og Sverige har en samarbejdsaftale om isbrydning - og danske isbrydere har flere gange de seneste år været indsat i Østersøen. Søværnet råder over tre isbrydere - Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn.
Desuden er der truffet aftale om isbrydning på Limfjorden vest for Aalborg med Bugserselskabet Goliath, da statsisbryderne har for stor dybgang til at operere i denne del af fjorden. Isbryderne og Goliath disponeres af Søværnets Operative Kommando i samarbejde med det såkaldte Isbrydningsråd.
Isbryderne er hver vinter fra den 15. december og frem til 31. marts klar til indsats med kort varsel. Isbryderne har en samlet fast stab på 11 medarbejdere. Herudover trækker man på personel fra søværnet, hvis altså isbryderne skal i tjeneste.
Danbjørn og Isbjørn er begge bygget på Odense Stålskibsværft i midten af tresserne, og Thorbjørn er bygget på Svendborg Værft i 1981. Man kan læse mere om danske isbrydere her.

Ha' det
Jesper

Manden og isbjørnen

Det er langt fra hver gang, at det lykkes - men i går var heldet med mig og jeg tog et billede, der er lige så godt, som det er tænkt. Faktisk synes jeg, at det er et knaldgodt billede, jeg her har lavet af den norske miljøminister, Erik Solheim, da han åbner den første internationale isbjørnekonference siden 1981.
Vi ser en tilsyneladende glad politiker på en talerstol, mens en bedrøvet isbjørn kigger ham over skulderen. Isbjørnen er en del af et powerpoint-show, som går bag ministeren, mens han taler, og det er umåde vanskeligt at lave en korrekt belysning af manden og samtidig få en korrekt belysning af lærredet. Men denne gang lykkedes det, og det er jeg selvfølgelig stolt af.
Billedets kvalitet ligger blandt andet i, at det ikke er opstillet, men en naturlig situation, som kunne fanges, hvis man var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt - og i øvrigt har noget grej, som man kender.
Prøv for eksempel at sammenligne med det andet billede. Solheim var nemlig kommet til byen med op til flere spindoktorer - og en af dem havde travlt med at sælge en god fotomulighed til alle fotograferne. Han tilbød, at Erik Solheim gerne lod sig fotografere ved siden af den isbjørn, som pynter receptionen på Radisson SAS hotellet i Tromsø.
Som sagt, så gjort. Den stakkels minister stillede sig op og lod sig forevige af mindst ti fotografer - og jeg har da set billedet i et par aviser i dag. Det er da meget sjovt, at ministeren bliver fotograferet sammen med en udstoppet isbjørn, før han åbner en isbjørnekonference. Men det er og bliver bare pjat - brød og skuespil i formidlingens hellige navn.
Jeg bebrejder såmænd ikke fotograferne og aviserne, at de bruger billedet. Det ville jeg også have gjort. Det er trods alt bedre end et kedeligt billede af en alvorlig slipsemand uden historie. Men jeg takker Den Store Fotograf oppe i himlen for, at jeg fik et anderledes og bedre billede.

Ha' det
Jesper

Vi drosler (h)videre...

Jeg har tidligere skrevet om den ringdrossel, der i øjeblikket holder til i vores selje-røn.
Egentlig troede jeg, at det var en sjagger, men kvarterets ornitolog, Stein, havde blik for dens hvide halsbånd og fastslog med stor sikkerhed, at der er tale om en ringdrossel. Og det er lidt af en sensation, for så burde den i virkeligheden være i Nordafrika i øjeblikket.
Efter et par dage, hvor jeg slog mig til tåls med Steins forklaring, begyndte tvivlen imidlertid at nage. For en ringdrossel er ensfarvet på ryggen - cirka samme farve som en hun-solsort. Og det passer altså ikke med vores arrige fætter ude mellem alle rønnebærrene - den har tydelige hvide pletter på ryggen. Vi begyndte derfor at snakke om der måske var tale om en hybrid af en art - eller at den måske var et forvildet eksemplar af en for os ukendt nordamerikansk drosselart.
Enden på det hele blev, at Stein sendte et billede til de norske ornitologers sjældenheds-udvalg i Oslo. Herfra lyder dommen i dag, at der er tale om en ringdrossel - men at den er delvis albino.
Se, nu husker vi jo fra biologi-timerne, at albinisme ikke kan gradbøjes. Så mere præcist er der tale om et leukistisk eksemplar af en ringdrossel. Leukisme vil sige, at den delvist mangler farvepigmenteringen i fjer og hud, men at blandt andet øjnene ikke er røde, som hos albinoer.
Det er en egenskab, som man har avlet en del på, hvorfor tamænder og hønseracen hvide italienere er hvide, men ikke er albinoer med røde øjne - vistnok fordi skindet på en hvid fugl tager sig mere appetitlig ud, når kræet er plukket.
Med den viden in mente er det også nemmere at forstå, at vores ven derude ikke er draget til nordafrika med sine artsfæller. I naturen er det ofte sådan, at individer med et afvigende udseende bliver udstødt fra fællesskabet - og har svært ved at klare sig. I naturen altså, for holder de sig til mennesker, er det ofte en fordel med et aparte udseende. Menneskene har en forkærlighed for de lidt sært udseende dyr - og i bymiljøet er truslerne ofte anderledes. Derfor ser vi også gråspurve og vildænder med leukisme i byernes parker - hvor de lever fedt af deres udseende.
Som en kuriøsitet vil jeg lige gøre opmærksom på, at en isbjørn ikke bare er en leukistisk brun bjørn. Den har nemlig farvepigmentering i fuldt omfang. Inde under den hvide pels er isbjørnen nemlig neger. En stor fordel, da den sorte hud tiltrækker solens stråler i et ellers koldt klima.
Med disse ord regner jeg med, at beretningen om ringdroslen i Straumsbukta denne vinter er ved at være slut.

Ha' det
Jesper

Isbjørne i gaderne

Når man som jeg har boet adskillige år i Grønland, så virker det lidt patetisk, når man omtaler en storby som Tromsø som Arktis, men det er ikke desto mindre den gængse opfattelse i Norge. For mange nordmænd er byen et eksotisk sted, der ligger langt mod nord.
En undersøgelse for nylig viste, at 19 procent af befolkningen i Oslo tror, at der lever isbjørne i Nordnorge. Det har også vist sig, at når en velestimeret forskningsinstitution som Norsk Polarinstitut søger medarbejdere, er det svært at få nordmænd til at søge. "Det er stort set kun unge mennesker, som har bjergklatring eller kajakroning eller andre ekstremsporter som den altoverstigende hovedinteresse, der søger", forklarede en tidligere ledende medarbejder ved instituttet mig forleden. "Den internationale sammensætning af medarbejderstaben er ikke udtryk for en bevidst strategi, men simpelthen udtryk for bitter nød. Nordmænd vil ikke til Tromsø", sagde vedkommende.
For mig afslører disse ting en dobbeltmoral i Norge, som bliver mere og mere tydelig. Man har et nationalt dannelsesideal i Amundsen og Nansen, som man gerne vil leve op til. Derfor bliver Arktis omtalt i alle festtalerne, og det socialistiske norske regime taler ofte om vigtigheden af at satse i Nord. Men som en af mine naboer sagde en gang: "Hitler gjorde mere for Nordnorge end nogen siddende norsk regering nogensinde har gjort" og refererer dermed til, at værnemagten faktisk udbyggede infrastrukturen i Nordnorge. Glemt er selvfølgelig, at samme hr. Hitler også brændte hele Finnmark af på tilbagetoget.
Og lad det være sagt med det samme: Tromsø har ingen som helst lighed med det Arktis, jeg kender. Der er adskillige daglige flyforbindelser ud af byen - uanset vejret. Her er træer og veje. aviserne udkommer jævnligt og samme dag som i resten af landet. vareforsyningen er stabil og man oplever aldrig, at samtlige butikker er udgået for kartofler for eksempel. Der er heller ingen fattigdom, som man ellers ser overalt i Arktis blandt urbefolkningen. Samiske virksomheder i Nordnorge - primært rendrift - har den relativt set højeste egenkapital i norsk erhvervsliv. Og værd at notere sig - der er ingen isbjørne i gaderne, når vi ser bort fra de udstoppede som kreative handlende stiller foran butikkerne for at leve op til myten om, at Tromsø er Arktis - og det er sgu da patetisk! Tromsø som et arktisk Disneyland!
Jeg er glad for at bo her - netop fordi det ikke er Arktis, som jeg kender det. Så jeg mener, at det er på tide, at vi får gjort op med myten om nordmænd som seje typer, der spiser is tre gange om dagen. Det var noget, der skete i landets glorværdige fortid. I dag er norske polarforskere folk, der helst sidder på Karl Johan og drikker cafe latte, mens de snakker om vigtigheden af at bevare miljøet og beskytte urbefolkningerne. For eksempel sidste år, da det norske miljøministerium foreslog et totalforbud mod snescootere. Området skal være et reservat - ikke et levested for almindelige mennesker.
Jo, der er langt fra Oslo til Tromsø!
Isbjørnene på billedet er selvfølgelig ikke fotograferet i Straumsbukta. De er såmænd fra Skandinavisk Dyrepark i Kolind. Den ene af dem hedder i øvrigt Nuuk!

Ha' det
Jesper