Flyspot
"I love the smell of Jet A-1 in the morning."Jet A-1 er almindeligt flybrændstof - og luften er som regel tyk af det i alle lufthavne. For flynørder er det duften af dyr parfume, så den lille omskrivning af Robert Duvalls ord i Dommedag Nu beskriver meget præcist, hvordan vi flytosser har det.Lørdagen blev brugt på Flyvestation Aalborg til generalprøven på søndagens Danish Air Show. Jeg havde sikret mig en af de 200 særlige pladser til flynørderne - de såkaldt flyspottere - hvor man i nogenlunde fred og ro kunne fotografere fly fra første parket langs sydsiden af bane 08/26 i Aalborg Lufthavn.Jeg kørte hjemmefra klokken 7.30. Det blev en lang dag. Vi var spærret inde på det militære område og måtte ikke forlade pladsen igen før klokken 16. Også lidt trættende. Jeg elsker fly, men det her var næsten for meget af det gode.Men også god træning. Nok har jeg fotograferet mange fly, men aldrig til et flyshow. Så det var også udfordrende. Da jeg tømte kameraerne lørdag aften, var det blevet til næsten 1800 fotos.Det lyder af meget, men så er det ikke værre. Jeg brugte primært mit Canon R7 monteret med Canon 100-500. Kameraet tager 15 fotos i sekundet, så det løber hurtigt op. Men det er svært - især ved propelfly og helikoptere. For ved lange brændvidder skal man bruge hurtige lukketider, men omvendt ikke for hurtig, for så "fryser" propellerne - og det er dårligt fotohåndværk. Det skal være skarpt, men ikke for skarpt, kort sagt.Det ses for eksempel på det øverste foto af tyske Luftwaffes AM400, som jeg ved første gennemsyn vurderer til at være et af dagens mest perfekte fotos. Men der skal nørdes videre ved computeren med at se billederne igennem.Jeg var meget udfordret af jetflyene. For det går hurtigt - meget hurtigt, når en F-35 eller Typhoon flyver langs landingsbanen. Jeg gik sidste år over til spejlløse kameraer - og jeg har ikke helt vænnet mig til, at jeg ikke ser præcist det, jeg fotograferer.Det ramte mig især, da det danske forsvars Hercules fyrede flares af. Det er et af flyspotternes favorit-motiver, men jeg var ikke hurtig nok og mistede spidsen - ikke af jetjageren - men af Hercules.Da jeg kørte hjem, var jeg godt brugt af en dag i frisk luft og Jet A-1, så det blev lige til en time på divanen, inden jeg kørte til Fjerritslev for at fotografere til en fest om aftenen.Her til morgen skrev jeg en hurtig historie om flyspotterne til Nordjyske Lokalmedier.Nu har jeg set en god del af flyshowet, så jeg bliver hjemme i dag. Orker ikke at holde i kø med 125.000 andre flytosser. Så jeg passer min have. Hvis altså den gamle krop vil. Her til morgen kan jeg godt mærke, at jeg stod op hele lørdagen.Måske tager jeg en lille afstikker til Kytterne ved Gjøl, hvor der en god udsigt mod flyvestationen. Flyspottergenet lader sig næppe helt undertrykke.
Broderi i papir
1 uge siden









Ingen kommentarer:
Send en kommentar