Ravnekrogen

Hyggeligt selskab i Nuuk

Ravnene er en fast og sikker del af livet i Nuuk. Den store og ganske hyggeligt klukkende fugl ses overalt, hvor den opportunistisk lever højt på menneskenes efterladenskaber og takker med gigantiske flyveopvisninger.

Ravnen er lidt svær at fotografere. Det er en klog fugl, der ved, at man skal være varsom, når menneskene peger med ting mod den, så indtil videre er det ikke blevet til det helt store med fotos. Men et par enkelte er det da blevet til.

Forleden blev det også til et foto af et ravneting. Sådan kaldte man det i Danmark i gamle dage, når ravnene samledes om efteråret for at fordele vinterens jagtmarker. Om det sker i Grønland om foråret, skal jeg ikke gøre mig klog på, men en kendsgerning er det i hvert fald, at en god snes ravne forleden holdt palaver på den yderste pynt. Og om ikke andet viser det, at der er mange ravne i Nuuk - og de lader sig villigt fotografere på meget stor afstand.

Jeg ser også havørne hver dag, når vejret er til at sidde udendørs. Men de lader sig heller ikke fotografere - sådan lige uden videre. De holder sig gerne på afstand af mennesker, men en enkelt, Augusta - en femårig hun, som er præget af mennesker - skal efter sigende være til at snakke med, så hende håber jeg på at få et par billede af, selv om det egentlig er snyd...

Ellers byder fuglelivet p.t. på snespurve, stenpikker, gråænder og masse forskellige mågearter.Måger er ikke mit speciale, men der er i hvert fald svartbag og sølvmåge i flokkene.

Det sidste farvel

Det er fuldbragt

Så er Dina kommet hjem. Onsdag morgen kl. 9.00 - præcis et år efter bisættelsen i Oxholm kirke - satte jeg Dinas urne i jorden på kirkegården i Nuussuaq.

Det var en meget enkel ceremoni kun overværet af Dinas veninde Rebekka, min gamle ven fra Sct. Georgsgildet Lars samt nogle af kollegerne fra Mediehuset Sermitsiaq.AG - og så selvfølgelig kateketen og graveren.

Kateketen sang Guutiga Illimmi, læste Salmernes Bog 23 og bad fadervor. Så satte jeg urnen i graven og kastede de tre første skovlfulde grus over den, hvorefter graveren gjorde arbejdet færdig - og jeg kunne afslutningsvis hænge kransen på korset.

Det var så det. Godt det samme, for det var koldt på grund af frisk vind fra vest, temperatur omkring frysepunktet og for mit personlige vedkommende alt for lidt tøj, fordi jeg insisterede på hvid anorak og tynde sorte bukser ved lejligheden.

Men det er godt at vide, at jeg har gjort min pligt - og samtidig var graveren så venlig at gøre opmærksom på, at der er plads til mig på gravstedet. Det afgør sagen. Så behøver jeg ikke at bryde mit hoved med den slags overvejelser fremover.

Gravstedet er i øvrigt ret suverænt. Første række ned mod fjorden på den kæmpemæssige kirkegård - og angiveligt med garanti for, at der ikke kommer til yderligere rækker af gravsteder på den ret stejle skråning ned mod vandet.

I weekenden skal jeg forbi gravstedet for at montere navneplade på korset - og så skal der laves en lille stensætning omkring graven. Kommunen stiller både sten og trillebør til rådighed. Det er faktisk god kommunal service, synes jeg.

Sermitsiaqs fotograf, Leiff Josefsen, tog en stribe fine billeder af begivenheden - og så fik jeg lige et foto fra Bjarne på Øland, som sørgede for, at flaget var hejst derhjemme på Nørremarksvej. På halv til 13.15 og derefter på hel resten af dagen - sådan som man nu gør.

Dinas kors

 På indkøbstur i Nuuk

Foto: Christian Schultz-Lorentzen

Onsdag morgen kl. 9.00 grønlandsk tid (13.00 dansk tid) skal Dinas urne sættes i jorden på kirkegården i Nuussuaq, som vi  ofte er gået forbi, da vi boede i Grønland. Det lovede jeg Dina, inden hun døde - og det løfte holder jeg selvfølgelig.

En del af mandagen gik derfor med forberedelserne til urnenedsættelsen, så jeg fik snakket med kirkekontoret - og så skulle der selvfølgelig efter grønlandsk tradition indkøbes et hvidt trækors til gravstedet.

Det blev også til en temmelig grønlandsk oplevelse, vil jeg nok mene. Jeg vidste fra gamle dage, at det er Gunnar, som er bestyrer af forsamlingshuset i Nuuk, der sælger de hvide kors, så jeg kørte ned til forsamlingshuset.Men der var ingen Gunnar i forsamlingshuset. Der var i det hele taget slet ingen, selv om bagdøren stod åben. Så jeg måtte lige ringe til Gunnar en gang. Han var på ferie i Tyskland...

Men jeg fik nummeret på Alibaq, der angiveligt skulle kunne hjælpe mig. Så jeg ringede en gang til. Alibaq ville komme til forsamlingshuset med det samme. Det vil sige, at han kom en halv time senere. Uden et ord stillede han et kors frem og modtog betalingen. Så gik jeg ud i bilen med korset over skulderen som en anden Jesus på vej mod Golgatha.

Det syn kunne min nabo på Saqqarliit, Christian Schultz-Lorentzen, ikke stå for - så det blev lige til hurtigt mobilfoto på terrassen foran huset mod en solbeskinnet Nuup Kangerlua.

Men glem alt om sol - her til morgen sner det. Og vejrudsigten for onsdagens urnenedsættelse ser nu heller ikke for god ud...

Velkommen til Nuuk

 En flygtning krydser sit spor

Så er jeg tilbage i Nuuk - om end kun for et par uger. Men det bekræfter vel det gamle ord om, at gerningsmanden altid vender tilbage til åstedet?

Nuuk lever op til forventningerne. Vejret er mildest talt ustadigt - og jeg ankom i tung julesne med sigt på grænsen af det mulige for at lande. Men allerede en time senere klarede det op, og dagen endte med solskin.

Jeg tog hjemmefra klokken fem lørdag morgen. Den smukkeste danske sommermorgen, hvor jeg burde været gået i haven hele dagen frem for at føjte rundt i Nordatlanten. Men lørdag er en god rejsedag. Ikke mange passagerer og godt med plads i både lufthavne og fly.

Turen gik planmæssigt til Kangerlussuaq, men så begyndte udfordringerne. For det var møgvejr i Nuuk, og mit fly var derfor udsat to timer. Det er helt normalt og til at leve med. I hvert fald for en flynørd som undertegnede, for der sker altid en masse i lufthavnen i timerne omkring Danmarks-maskinen. Så på tre timer blev til Dash-8, AS-350, King Air, H-225 og CL-130 - foruden A330 Tuukkaq, som jeg ankom med fra Kastrup.

Solen skinnede fra en letskyet himmel - og jeg blev da også lidt rød i hovedet efter et par timer i solen på bænken foran hotellet. Det er altid godt vejr i Kangerlussuaq. Men heldigvis er der fortsat lidt nattefrost. Det holder myggene væk - men de skal nok komme.

Jeg bor fornemt i Nuuk. En lille etværelses på Saqqarliit, som er en af de fineste adresser i byen med en fantastisk udsigt mod Cook-øerne.

Dagens første fugl på adressen var en havørn, som bød velkommen til Nuuk. Så fulgte ravn, snespurv og svartbag. Jo, det skal nok blive godt.

Dagens ord XCIII

Karismatisk

Sermitsiaq kan ses overalt i Nuuk.

Jeg er meget følsom over for alt, hvad jeg betragter som sprogligt sjusk. De færreste gider dog høre på en gammel mands idiosynkrasier, så det kan være temmelig ensomt.

Heldigvis er Nordjyskes sprogredaktør Ove Nørhave lydhør - og når det bliver for slemt for mig, deler jeg min indestængte vrede med redaktøren, som gerne fortæller det videre i avisens ugentlige sprogklumme. Det kom der i søndags denne historie ud af. Jeg citerer skamløst:

I den stadige strøm af ord, som han har set sig vred på, er Jesper Hansen på Øland nået til "karismatisk".

Han citerer fra en tekst hos DR: "Med en blikstille Nuuk Fjord og toppen af det karismatiske fjeld Sermitsiaq som bagtæppe gjorde omgivelserne sit for at skabe de bedste rammer for den præsentation, der her til formiddag lokal tid foregik på Grønlands Universitet i Nuuk."

- Et karismatisk fjeld? Jeg har boet i Nuuk i 13 år og er kommet jævnligt i byen gennem 30 år - og jeg kender Sermitsiaq-fjeldet bedre end de fleste danske. Det kan ses over alt i Nuuk - og det har også givet navn til Grønlands største avis, Sermitsiaq, som i øvrigt er min nuværende vigtigste arbejdsplads, lyder reaktionen fra Jesper Hansen.

- Men karismatisk - det kan man altså ikke sige om et fjeld. Jeg vil til nød bruge det meget forslidte ikoniske. For det giver reel mening i denne sammenhæng. Men karismatisk. Naamik!

Ikke uden grund mener Jesper Hansen, at udtrykket kan bruges som eksempel på "floskler og ord, som mister deres reelle betydning, fordi de bliver slidt op".

- En dansk kro kan i dag i medierne ikke omtales, uden at den er ikonisk. Nu frygter jeg, at vi fremover skal høre om karismatiske kroer ...

Man kan godt frygte, at hvem som helst og hvad som helst bliver udråbt til at være karismatisk - alene for at kunne tiltrække opmærksomhed: Se, se, se, her er noget ganske særligt, her er noget karismatisk.

Men der skal trods alt noget til for at være karismatisk.Man skal være besiddelse af karisma ("evne til at tiltrække sig omgivelsernes opmærksomhed og få magt over dem alene ved sin personlighed" eller "særlig evne, talent eller skabende kraft, ofte betragtet som gudgiven").Inden for religion betyder karisma "som beror på en åndelig nådegave - bruges bl.a. om en retning inden for pinsebevægelsen".

Karismatisk er i fare for at ryge i samme kødhakker som ikonisk og historisk.Fra tid til anden kan man læse, at en ikonisk kro er brændt ned til grunden, eller at en ikonisk musiker af en eller anden grund er gået til grunde - og under læsningen går det op for én, at man aldrig tidligere har hørt om den pågældende kro eller musiker.

I tilfældet med kroer viser det sig, at ikonisk mest af alt dækker over, at den er meget gammel.Men der skal mere end alder til at gøre noget ikonisk - for ikonisk betyder "som symboliserer eller er indbegrebet af en tendens i tiden".

I øvrigt har Jesper Hansen bemærket, at et af tidens nyeste pendulord er famøs.

- Tidligere betød det herostratisk - altså en kedelig form for berømmelse, men jeg oplever, at yngre mennesker - også journalister - i dag bruger det neutralt i betydningen berømt frem for berygtet. Jeg har blandt andet for nylig set det brugt på LinkedIn, hvor et jobansøgende ungt menneske inviterede sig selv på den famøse kop kaffe...

Reelt har famøs mistet betydning. For som Jesper Hansen har bemærket, er det blevet forvandlet til et pendulord, så vi på ingen måde er enige om betydningen.

Den gamle betydning af famøs er ganske rigtigt den kedelige side af berømmelse, nemlig "kendt for noget pinligt, uheldigt eller på anden måde negativt".Men tynget under presset fra engelske/amerikanske "famous" (berømt) kan famøs på dansk nu også bare betyde "meget omtalt, kendt", og sådan har vi formået at spille et udmærket ord for "kendt på den kiksede måde" os af hænde.

Nogle - synes de selv - aktive sprogbrugere anvender i øvrigt "herostratisk berømt" som noget positivt - hvad det bestemt ikke er.Herostratisk betyder "som skyldes noget meget usædvanligt, iøjnefaldende eller forargeligt - om berømmelse eller ry", så hvis man er herostratisk berømt, skyldes det et eller andet, som ikke nødvendigvis tåler dagens lys, eller som i hvert fald ikke taler højt om (uden at skamme os på de pågældendes vegne).

Udtrykket er hentet fra græsk efter Herostratos, navnet på en mand, der i 356 f.Kr. satte ild til Artemistemplet i Efesos med det formål at blive berømt. Berømmelse på den baggrund må siges at være berømmelse med bagslag.

Tak til Ove Nørhave.

Magtens korridorer

På Borgen

Tirsdag rykkede jeg for en kort bemærkning kontoret til Kongens København og magtens korridorer på Christiansborg.

Men bare rolig. Jeg er hjemme igen. Jeg bryder mig hverken om København eller magtkoncentrationer, så det var kun for en kort bemærkning. Allerede når jeg om morgenen sidder i metroen på vej mod byen, længes jeg hjem.

Så billedet af den udsendte medarbejder på trappen til Fællessalen er nok det tætteste, jeg nogensinde kommer magtens centrum.

Jeg er kommet jævnligt på Christiansborg gennem 45 år. Her mærker man tydeligt, hvordan samfundet har ændret sig til det værre. For 45 år siden gik man bare ind og fandt det kontor eller mødelokale, som man nu skulle til.

I dag er der sikkerhedskontrol som i en lufthavn - og man må som udenforstående ikke gå rundt på gangene uden autoriseret følge. Det er synd, at det er blevet sådan. Sikkert bekvemt for magthaverne, men næppe sundt for demokratiet.

I øvrigt fik jeg rigeligt med motion på hjemturen. Jeg flyver kun nødigt med Norwegian, men det var altså dagens flyselskab - og jeg fik endnu en gang bekræftet min mistanke om, at selskabets ledelse har rødder i brugtvognsbranchen, hvor man gerne flytter rundt på vragene for at få plads til nye vrag.

I den gode time, jeg befandt mig i CPH inden afgang, blev gaten flyttet fire gange. Fra A20 over A8, A4, A14 og tilbage til A20. Kendere af lufthavnen vil vide, at det udløste cirka to kilometers march frem og tilbage ad trøstesløse gange. Heldigvis havde jeg ikke bagage med.

Et studie i rødt - svenskrødt

Maling

Fredag hev jeg en dag ud af arbejdskalenderen og holdt fri. For carporten trængte oprigtigt til en gang maling.

Så jeg allierede mig med kusine Anne og Henrik - og så  fik vi den sag ordnet. I strålende sol og med en god frokost, mens malingen tørrede efter første gennemløb. Så en gang maling til - og nu står carporten funklende flot akkurat som dengang i 2011, hvor den dengang et år gamle carport fik sin første gang maling.

Egentlig var malerarbejdet allerede på dosmeren sidste år, men af forskellige grunde blev det ikke rigtig til noget.

Men nu er det overstået - og det står lysende klart, at værksted og redskabsskur nu trænger til en tilsvarende tur. Det begyndte jeg faktisk på allerede sidste år, men da Dina døde, gik det projekt i vasken.

Nu skal jeg lige til Grønland nogle uger - og så må jeg se at komme i gang med penslerne igen i sommerens løb. For der er nu ikke noget, der pynter som en gang maling - sådan cirka hvert tiende år.

Tak til Anne og Henrik for den store hjælp.

Erling bliver den sidste

 Lukker og slukker

Erling Sørensen har siden 1978 har levet af at fange ål i Gjøl Bredning ved dæmningen mellem Gjøl og Øland. Det er snart slut.

- EU ødelægger lige så stille ålefiskeriet, så jeg ender nok som den sidste ålefisker her på egnen, siger Erling Sørensen.

Pessimismen skyldes nye regler for ålefangsten, der begrænser fangstperioden til april til september.

- Sidste år snuppede de november, og i år har de taget oktober. Så er der ikke meget tilbage at leve af, fortæller Erling Sørensen.

- Efterårsmånederne er sæson for ålefiskeriet. I perioden frem til juli fanger jeg samlet lige så mange ål, som jeg kan fiske om dagen i efteråret. Så der er efterhånden ikke meget tilbage at leve af – og jeg kan nok ikke regne med, at der er nogen, som vil overtage mine redskaber, den dag jeg stopper.

De fleste af Erling Sørensens redskaber har han lavet selv, for han er både en håndens mand og en opfindertype. Oprindeligt udlært murer og senere bygningskonstruktør, men han har fisket hele livet. I 1978 var der krise i byggeriet, og Erling Sørensen blev erhvervsfisker på heltid.

Alt er hjemmelavet. Også den karakteristiske jolle, som alle på egnen kender, og som hvert år i sommerhalvåret ligger ved dæmningen lige ved siden af Bjerget.

- Den ser måske ikke ud af meget, men det hjemmelavet kram. Akkurat som mine redskaber. Hvis vi regner med nyanskaffelsesprisen, er der nok for et par millioner kroner, Men når jeg stopper, ender det hele nok på genbrugspladsen. For der er ingen fremtid i erhvervet, siger Erling Sørensen.

- Det er synd, for ålefiskeriet er noget af de mest bæredygtige, der findes. Vi gør ikke skade på havbunden, og det årlige udbytte på landsplan svarer til cirka tre procent af den danske ålebestand. Skarverne tager en betydeligt større andel.

Ålefiskeriet er generelt gået tilbage. Da Erling Sørensen begyndte i 1978, var der omkring tyve erhvervsfiskere i området mellem Gjøl og Aggersund. Nu er der to tilbage. Erling Sørensen og en i Staun ved Nibe.

- Det er ikke fordi ålene i Limfjorden er truet længere. Det så skidt ud i perioden omkring år 2000, men siden 2007 er der kommet flere og flere ål i vores område – og bestanden har det godt, fastslår Erling Sørensen.

EU’s begrænsninger i ålefiskeriet kommer, fordi ålen på verdensplan ikke har det så godt. Ålen er en gådefuld fisk, der kun yngler i Sargassohavet ud for Nordamerika. Og når der blandt andet foregår et voldsomt fiskeri efter glasål (åleyngel), som er en stor delikatesse i Kina, går det ud over verdens samlede bestand.

- Men der er altså ikke det danske fiskeri efter ål, der truer bestanden. Det ved de godt i Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri, som har kæmpet mod reglerne længe, siger Erling Sørensen. Men EU har altså trukket det længste strå. Nu bliver det spændende at se, om der kommer en kompensationsordning. Men det har nok lange udsigter, lige som erstatningen til minkavlerne, sukker Erling Sørensen.

Udover forbuddet mod fangst er der også kommet nye regler for opbevaring af ålene, når de er fanget. Tidligere havde Erling Sørensen ålene liggende i store net i fjorden, men nu skal de opbevares i bassiner på land.

- Det er altså en tosset regel, for det øger risikoen for sygdom blandt ålene og giver større spild, mener Erling Sørensen.

De nye regler for ålefiskeriet rammer ikke alene erhvervsfiskere som Erling Sørensen. Med de nye regler er al form for fritids- og lystfiskeri efter ål i saltvand forbudt, så hvis en lystfisker ved et uheld får en ål med op, skal den straks genudsættes. Reglerne gælder ikke i ferskvand.

Ugeavisen Fjerritslev Brovst 9. maj 2023

Vejen til helvede

Den sidste hvedebrødsdag

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, så der er ingen tvivl om, at Danmark ender i svovlpølen. Måske er vi der allerede. Og måske har vi været der længe...

”Riget fattes penge” hedder en gammel dansk talemåde fra Christian den Fjerdes tid, så det er ingen nyhed, at der mangler penge i statskassen. Det kan bare undre, at der aldrig er blevet gjort noget ved sagen. Pengene fosser fortsat ud af statskassen – endda i et hidtil uset tempo.

Derfor mente regeringen, at det var nødvendigt at afskaffe store bededag, som vi i dag fejrer for sidste gang. Det hjælper bare så lidt. For vi får ingen penge i kassen ved at afskaffe en helligdag.

Mange i den private sektor holder slet ikke fri på helligdage. Undertegnede inklusive, for arbejdet skal jo gøres – helligdag eller ej. De eneste, der for alvor holder fri, er de offentligt ansatte – og da de fleste af dem i forvejen ikke bestiller noget produktivt, bidrager afskaffelsen af en helligdag ikke med en rød reje til den slunkne statskasse.

Det er tankevækkende, at der er larm over store bededag, mens der ikke er offentligt ansatte, der protesterer over, at det i mange kommuner overvejes at indføre fire-dages arbejdsuge.

Så afskaffelsen af store bededag er sket med jordens dårligste undskyldning og giver et seriøst fingerpeg om, at nationen er godt på vej ned ad den undskyldnings-brolagte vej direkte mod helvede.

Jeg har i princippet ikke noget imod at ofre nogle skattekroner på at styrke forsvaret i den aktuelle situation. Bare jeg er sikker på, at det hjælper. Det er jeg desværre ikke. Det ser ud til, at milliarderne først og fremmest går til bureaukrati og vedligeholdelse – og ikke til krudt og kugler. Sådan må det nødvendigvis gå, når man betragter forsvaret som en styrelse og generalerne som styrelseschefer.

Jeg kan ikke frigøre mig fra den kætterske tanke, at det danske forsvar minder temmelig meget om den russiske hær. Situationen i Ukraine har jo afsløret, at også de russiske skatteyder-milliarder gået til alt muligt andet – bestikkelse og ragen-til-sig - og også den ellers Mette Frederiksen-agtigt handlekraftige Putin slider med at få militæret til at virke efter hensigten.

Det er derfor ikke så underligt, at Putin bruger en privat hær – den berygtede Wagner-gruppe – når der virkelig skal gås til den. Måske en privatisering af det danske forsvar vil være en løsning, hvis vi skal have noget for pengene?

Det vil i givet fald ikke være første gang i Danmarkshistorien. Allerede i 1738 overlod Christian den Sjette forsvaret af Grønland til Sæby-købmanden Jakob Severin, der er i dag mest er kendt for at have bygget Dronninglund Slot. Jacob Severin fik lov til at føre orlogsflag og søværnets kanoner på sine skibe til Grønland – og i 1739 smed han okkupante hollandske hvalfangere ud af Grønland efter et søslag i Disko-bugten. En ofte overset dansk militær sejr – klaret med et par kanoner og en driftig købmand. Og et godt eksempel på, at det private erhvervsliv som regel får mere ud af ressourcerne end det offentlige bureaukrati.

I den politiske analyse er det altid vigtigt at se på motiverne. Jeg tror ikke, at det var hensynet til forsvaret, der fik politikerne til at afskaffe store bededag. Nej, denne særlige danske helligdag var en torn i øjet på de politikere, som vil indlemme Danmark i EU’s store fællesskab. I den hellige harmoniserings navn kan vi jo ikke have en helligdag, som de ikke har i Bruxelles.

Det minder lidt om Asterix, hvor en romersk-venlig gallerhøvding vil bygge en akvædukt, selv om man ikke har brug for det. En akvædukt er ægte romersk, dixi, som forræderen siger – og når den brunnæsede danske politiske elite vil afskaffe en særlig dansk helligdag, så det er nok snarere for at vise underkastelse over for Bruxelles.

Den forsvundne store bededag er også tegn på, at det danske samfund bevæger sig i en retning, hvor der ikke er respekt for gamle dyder, traditioner og den kristne tro – en sekularisering af samfundet. Det er vel at forvente fra en regering, der har løgn og løftebrud – og ikke de ti bud - som sine væsentligste ledelsesværdier. Hvor ministerbiler og lukrative pensionsordninger tæller højere end de politiske idealer – og hvor de politiske venner straffrit kan begå store fejl, mens den almindelige borger forfølges for kommafejl i en ansøgning.

Det minder også temmelig meget om oligarkernes og Putins Rusland – så hvad er det egentlig, at vi kæmper for? I hvert fald ikke for moral og anstændighed. For det er en by i Rusland i den siddende regering.

For resten holder jeg meget af hveder – med tandsmør og fuldfed danbo-ost. Så jeg bliver ved med at spise varme hveder – den gudløse regering til trods. Men jeg havde nu aldrig forestillet mig, at indtagelse af varme hveder skulle ende med at blive en politisk protesthandling.

På Kanten, Nordjyske 5. maj 2023.