Vejen til helvede

Den sidste hvedebrødsdag

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, så der er ingen tvivl om, at Danmark ender i svovlpølen. Måske er vi der allerede. Og måske har vi været der længe...

”Riget fattes penge” hedder en gammel dansk talemåde fra Christian den Fjerdes tid, så det er ingen nyhed, at der mangler penge i statskassen. Det kan bare undre, at der aldrig er blevet gjort noget ved sagen. Pengene fosser fortsat ud af statskassen – endda i et hidtil uset tempo.

Derfor mente regeringen, at det var nødvendigt at afskaffe store bededag, som vi i dag fejrer for sidste gang. Det hjælper bare så lidt. For vi får ingen penge i kassen ved at afskaffe en helligdag.

Mange i den private sektor holder slet ikke fri på helligdage. Undertegnede inklusive, for arbejdet skal jo gøres – helligdag eller ej. De eneste, der for alvor holder fri, er de offentligt ansatte – og da de fleste af dem i forvejen ikke bestiller noget produktivt, bidrager afskaffelsen af en helligdag ikke med en rød reje til den slunkne statskasse.

Det er tankevækkende, at der er larm over store bededag, mens der ikke er offentligt ansatte, der protesterer over, at det i mange kommuner overvejes at indføre fire-dages arbejdsuge.

Så afskaffelsen af store bededag er sket med jordens dårligste undskyldning og giver et seriøst fingerpeg om, at nationen er godt på vej ned ad den undskyldnings-brolagte vej direkte mod helvede.

Jeg har i princippet ikke noget imod at ofre nogle skattekroner på at styrke forsvaret i den aktuelle situation. Bare jeg er sikker på, at det hjælper. Det er jeg desværre ikke. Det ser ud til, at milliarderne først og fremmest går til bureaukrati og vedligeholdelse – og ikke til krudt og kugler. Sådan må det nødvendigvis gå, når man betragter forsvaret som en styrelse og generalerne som styrelseschefer.

Jeg kan ikke frigøre mig fra den kætterske tanke, at det danske forsvar minder temmelig meget om den russiske hær. Situationen i Ukraine har jo afsløret, at også de russiske skatteyder-milliarder gået til alt muligt andet – bestikkelse og ragen-til-sig - og også den ellers Mette Frederiksen-agtigt handlekraftige Putin slider med at få militæret til at virke efter hensigten.

Det er derfor ikke så underligt, at Putin bruger en privat hær – den berygtede Wagner-gruppe – når der virkelig skal gås til den. Måske en privatisering af det danske forsvar vil være en løsning, hvis vi skal have noget for pengene?

Det vil i givet fald ikke være første gang i Danmarkshistorien. Allerede i 1738 overlod Christian den Sjette forsvaret af Grønland til Sæby-købmanden Jakob Severin, der er i dag mest er kendt for at have bygget Dronninglund Slot. Jacob Severin fik lov til at føre orlogsflag og søværnets kanoner på sine skibe til Grønland – og i 1739 smed han okkupante hollandske hvalfangere ud af Grønland efter et søslag i Disko-bugten. En ofte overset dansk militær sejr – klaret med et par kanoner og en driftig købmand. Og et godt eksempel på, at det private erhvervsliv som regel får mere ud af ressourcerne end det offentlige bureaukrati.

I den politiske analyse er det altid vigtigt at se på motiverne. Jeg tror ikke, at det var hensynet til forsvaret, der fik politikerne til at afskaffe store bededag. Nej, denne særlige danske helligdag var en torn i øjet på de politikere, som vil indlemme Danmark i EU’s store fællesskab. I den hellige harmoniserings navn kan vi jo ikke have en helligdag, som de ikke har i Bruxelles.

Det minder lidt om Asterix, hvor en romersk-venlig gallerhøvding vil bygge en akvædukt, selv om man ikke har brug for det. En akvædukt er ægte romersk, dixi, som forræderen siger – og når den brunnæsede danske politiske elite vil afskaffe en særlig dansk helligdag, så det er nok snarere for at vise underkastelse over for Bruxelles.

Den forsvundne store bededag er også tegn på, at det danske samfund bevæger sig i en retning, hvor der ikke er respekt for gamle dyder, traditioner og den kristne tro – en sekularisering af samfundet. Det er vel at forvente fra en regering, der har løgn og løftebrud – og ikke de ti bud - som sine væsentligste ledelsesværdier. Hvor ministerbiler og lukrative pensionsordninger tæller højere end de politiske idealer – og hvor de politiske venner straffrit kan begå store fejl, mens den almindelige borger forfølges for kommafejl i en ansøgning.

Det minder også temmelig meget om oligarkernes og Putins Rusland – så hvad er det egentlig, at vi kæmper for? I hvert fald ikke for moral og anstændighed. For det er en by i Rusland i den siddende regering.

For resten holder jeg meget af hveder – med tandsmør og fuldfed danbo-ost. Så jeg bliver ved med at spise varme hveder – den gudløse regering til trods. Men jeg havde nu aldrig forestillet mig, at indtagelse af varme hveder skulle ende med at blive en politisk protesthandling.

På Kanten, Nordjyske 5. maj 2023.