Juleand to gange om året

Jul på Station Nord

Julen på Station Nord begynder allerede i august med, at de fem såkaldte fupper, som skal overvintre på stationen, slår terninger om, hvem der skal have kokketjansen jul og nytår. Den, der først slår en sekser, skal tage juleaften – og den næste nytårsaften.

- Når det skal afgøres allerede i august, skyldes det, at sommertiden er en travl tid på station Nord, hvor der er mange gæster – håndværkere, forskere og kolleger fra forsvaret. Og af samme grund er der også fløjet en professionel kok ind, som sørger for forplejningen om sommeren, fortæller stationsleder Christian Graff, der i år skal tilbringe sin anden jul på Station Nord.

- Stegning af and og fremstilling af ris a l’amande indgår ikke i vores grunduddannelse som stationsspecialister, så det råder vi bod på i august, hvor vinderen af juleaftensmaden så får lov at fremstille julemenuen under den tilkaldte koks tilsyn – og så spiser vi and og flæskesteg sammen med alle gæsterne. Selv om det er i august, er det for resten altid en festlig aften, afslører Christian Graff.

- Livet på stationen er meget styret af faste rutiner, og der er ikke så meget fest til hverdag. Men til generalprøven på julemiddagen slår vi os løs sammen med alle gæsterne – og det er som regel en stor oplevelse for alle.

I september falder der ro over feltet – og de fem mænd er overladt til sig selv i det danske forsvars nordligste udpost. Her sørger de for, at stationen og landingsbanen på de 1800 meter er funktionsdygtig døgnet rundt – året rundt. Derudover fører de blandt andet tilsyn med de mange videnskabelige målestationer, der er i det øde, mørke og kolde område.

Først i december er der julefrokost på stationen i forbindelse med, at der igen kommer gæster fra Danmark med flyet, der også medbringer juletræer, julegaver og frisk proviant.

- Det er cheferne, der er på inspektion – og så er der som regel også et par håndværkere og et par videnskabsfolk med. Besøget tager en uges tid, og vi benytter så anledningen til en god julefrokost med sild og snaps og hvad dertil hører, forklarer Christian Graff.

- Når gæsterne er rejst, vender vi tilbage til daglige dont, hvor tingene ligger i faste rammer – og hver mand passer sit arbejde. Vi skiftes til køkkentjansen en uge ad gangen, og ellers står den på snerydning – masser af snerydning - og almindeligt vedligehold af grejet.

- Et par dage før juleaften tager vi juletræet ind, pynter det og lægger gaver under træet. Vi drosler lidt ned og slapper af i juledagene. Selve juleaften spiser vi så om aftenen – og på et tidspunkt får vi besøg af julemanden. Det er altid den yngste fup, der har den tjans – og det forventes, at han ankommer gennem vinduet, hvilket ikke er så svært, hvis han ellers ikke er for stor, for sneen ligger som regel højt mellem bygningerne på det tidspunkt.

- Julemanden ankommer sammen med Rudolf. En af de to hunde, vi har som isbjørnevagter, der er behørigt udstyret med gevir og rød næse. Ellers handler det mest om hygge og afslapning – og måske et telefonopkald til dem derhjemme. Det kan jo ikke undgås, at tankerne går til familien i juledagene.

Også nytårsaften foregår efter et fast mønster på Station Nord.

- Vi begynder altid, når klokken er 18 i Danmark. Vi har ikke de bedste internetforbindelser, så vi samles i tårnet for at høre Dronningens nytårstale på radioen.

- Derefter går vi til bords og nyder en treretters. Jeg har spurgt ham, der skal stå for nytårsmiddagen – og han fortæller, at den i år kommer til at stå på rejecocktail, en god oksesteg og islagkage.

- Når klokken er 12, skyder vi nytåret ind. Det er noget, vi gør en del ud af. For der er jo ikke nogen naboer, så vi har lidt ekstra krudt i posen – og så sørger vi for, at skyde nytåret ind med maner. Måske også ved at kaste kogende vand op i luften. Det er jo bidende frost – og det ser flot ud, når det kogende vand rammer den kolde luft.

- Efter nytåret går vi igen ind i den daglige tjans og glæder os så til vi ser solen første gang. Det sker den 26. februar.

Artiklen er et af mine bidrag til dette års juleavis fra Sermitsiaq. Juleavisen er gratis og kan læses her.

Fotocredit: Fupperne på Station Nord

Julesne

There's no business like snow business

Morgenstemning fra kontoret onsdag den 7. december. Ord er overflødige.

Julen i Grønland

Nyt foredrag

Tirsdag eftermiddag var jeg inviteret til at fortælle om julen i Grønland i præstegården i Bonderup. Det var den lokale præst, Inger, som havde fået den glimrende ide at krydre sognets traditionelle julekomsammen for pensionisterne med en fortælling om den grønlandske jul.

Det blev så anledningen til, at jeg fik samlet nogle billeder og en fortælling om julestjernen, juletræstændinger, adventstraditioner, Hans Egedes og Herrnhut-missionens arbejde i Grønland, julemad, lidt om den grønlandske kirkes liturgi, lys på gravsteder og ikke mindst den særlige tradition med mitaartut, hvor børnene klæder sig ud i skræmmende kostumer helligtrekongers dag. Nærmest en grønlandsk variant af halloween.

Jeg sluttede med at vise Guuterput på YouTube. Det, er jeg ikke helt sikker på, er en god ide, hvis der kommer en anden gang. Den grønlandske national-julesalme er gribende for alle, der har tilknytning til Grønland, men jeg fornemmede nu, at Bonderup-egnens pensionister fandt den lidt langtrukken.

Men under alle omstændigheder har jeg nu et nyt foredrag på hylden. Det bliver næppe aktuelt at holde det flere gange i år, men det bliver jo jul hvert år, så jeg håber da, at jeg får lov til at gentage successen til næste år. Kalenderen er allerede nu åben for bookinger.

Billedet øverst tog jeg i lørdags, da jeg var i Kolding til årets udgave af foreningen Inuits traditionelle julehilsen til Grønland. Arrangementet er blevet aflyst de foregående to år på grund af coronaen, men nu er tiderne mere normale - og det store arrangement med 1.200 deltagere har i mange år været en af husets faste juletraditioner.

Det var lidt ekstra gribende i år, hvor det var første gang, jeg var afsted uden Dina. Så jeg fældede da også en ekstra tåre, da den indledende gudstjeneste blev afsluttet med Guuterput. Men det var også dejligt og rørende, at så mange havde et trøstende ord til mig bagefter. Det er jeg meget taknemmelig for.

For resten var det Ullorissat-koret fra Aalborg, der sang ved gudstjenesten. Det var tre af korets medlemmer, som sang til Dinas bisættelse. Det gjorde det nok ikke mindre gribende.