søndag den 28. juni 2020

De røde enge

Valmuer i fuldt flor

En af naboernes rapsmarker er voldsomt angrebet af valmuer. Det koster vistnok udbytte og kroner og ører, men flot ser det ud.

Og sådan er valmuen. På den ene side symbolet på de mange dræbte i første verdenskrigs uendelige og trøstesløse skyttegravkrig, på den anden side også planten, der mirakuløst lindrer de såredes pinsler med morfin.

Morfinen i sig selv er en god tjener og streng herre. Den giver det eftertragtede sus for den martrede sjæl, men skaber også en ødelæggende afhængighed.

I litteraturen møder vi blandt andet Sherlock Holmes, der bag en facade af intellektuel perfektionisme tyr til morfinen, når de små grå hjerneceller skal have en pause. Også den tyske feltmarskal Göring var morfinist, hvilket måske var årsagen til hans storhedsvanvid og hang til prangende uniformer fra Hugo Boss.

Knap så kendt blandt  verdenshistoriens mange morfinister er den nordnorske apoteker Peter Møller, der i 1854 grundlagde Møllers Levertran, der lige siden har påført mange børn traumatiske oplevelser i sundhedens hellige navn.

Nu er det ikke alle valmuer, der giver morfin i store mængder. Til gengæld kan man så få birkes - dette velsmagende lille frø, der på djævelsk vis sætter sig mellem tænderne. I øvrigt indeholder birkes ganske lidt morfin. To klassiske rundstykker er såmænd nok til, at blandt andet politiets narkotests reagerer. Så pas på, derude.

Valmuen blev i sin tid symbolet på første verdenskrigs lidelser - ikke alene på grund af den blodrøde farve, men fordi planten er en pionerplante, der efter krigen rykkede ind på de forrevne slagmarker i Frankrig.

I haven har vi forskellige valmuer. Både den ægte opiumsvalmue, den smukke orange californiske valmue og så den almindelige ukrudtsvalmue. Jeg er i syv sind desangående. Det ene år får de lov at blomstre, men det næste år er der alt for mange. I år er et af de år, hvor jeg slår hårdt ned på valmuerne for at holde dem i ave, men det betyder nu ikke, at jeg har ikke har øje for valmuens skønhed. Den er i hvert fald flot hos naboerne...

onsdag den 24. juni 2020

Midsommer

Bål i haven

Så går det igen mod mørkere tider. Heldigvis lidt langsomt til at begynde med, men der er faktisk kun et halvt år til jul. Tag lige den...

Det traditionelle store bål for øboerne var aflyst på grund af coronaen, så vi måtte gøre det selv i baghaven. Det var nu heller ikke noget problem. For en halvgammel spejder er bål jo en spidskompetence.

I løbet af foråret havde vi fået samlet en del hækafklip og grene, som der ikke var plads til i naturhegnet. De lå i en bunke i baghaven og blev brændt af lidt efter lidt før middagen, der bestod af stegt flæsk og årets første kartofler af egen avl.

Vi stillede et havebord ud på græsplænen, så jeg kunne holde øje med affaldsbålet, der stort set kun bestod af aske og lidt gløder, da maden var spist. Så lagde jeg rigtigt brænde på asken til et pyramidebål - og i løbet af nogle røgfyldte minutter gik der ild i brændet.

Så var det sådan set bare at læne sig tilbage i havestolen, slubre lidt kaffe og nyde flammerne, mens midsommervisen blev spillet på den indre walkman. Jeg vovede ikke at synge af hensyn til naboerne.

Det var temmelig hyggeligt. Haven er efterhånden godt vokset til, så der var rigtig skovstemning omkring lejrbålet.

Ved nitiden gik turen til Blokhus efter den obligatoriske sankthans-isvaffel. Også badebyen var corona-ramt, så det var for en gangs skyld til at komme frem - uden trafikpropper ved vejen ned til stranden. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, som min farmor yndede at sige.

Og vejret: Ja, det var da det bedste i mands minde...

tirsdag den 23. juni 2020

Årets første kartofler

Klar til sankthans

Så er de første af årets nye kartofler gravet op. Det er efter planen cirka 10 dage for tidligt, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig.

Derfor var udbyttet også lidt sparsomt. Hele fire toppe skulle der til, så Dina og jeg kan forsøde sankthans-aftenen med stegt flæsk, friskhakket persille og nye kartofler.

Kartoflerne får nu fred en uges tid, inden vi høster videre. Det er af sorten Solist, der kun blomstrer ganske sparsomt. Blomsterne kan derfor ikke give noget varsel om, hvornår de er høstklare. Til gengæld er der rundt om i kartoffelbedet tre toppe med de fineste hvide blomster. Det er antageligt efterladenskaber fra sidste års Friesländere, der er blevet glemt i jorden. Det tager vi med som en oplevelse.

Midsommerens traditionelle fællesbål på Øland er aflyst på grund af coronaen. Så i år bliver det et lidt mindre bål i baghaven. Jeg har alligevel lidt afklip, der skal brændes - og så kan man lige så godt lave en fest ud af det...

Glædelig sankthans.

mandag den 22. juni 2020

Havens nyttige hjælper

Morgentjans

En frisk gang sommerregn gav godt 10 mm i nattens løb, så jeg skulle da lige rundt og kigge, da jeg stod op ved solopgang.

Ovre i baghaven ved drivhuset mødte jeg så et af parcellens pindsvin på morgenarbejde. Den snusede rundt og samlede orm og snegle - og ind i mellem indtog den nærmest pointerstilling, når den vejrede morgenguf.

Det er godt og nyttigt arbejde, så jeg undlod at forstyrre kræet. Men et par fotos blev det da til - med en stor tak for hjælpen til både denne og alle andre pindsvin, der kommer forbi.


søndag den 21. juni 2020

Pilluaspritsi...

Grønlands nationaldag

Normalt er den grønlandske nationaldag en dag med store sammenkomster - blandt andet i Aalborg Zoo, hvor grønlændere og venner af Grønland samles for at fejre det skønne land mod nord.

Det har coronaen sat en stopper for i år, men dagen blev trods alt markeret ved et lille, lukket arrangement i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor flaget blev hejst, der var tale og fællessang - og så et fælles morgenbord med behørig afstand på en meter mellem pladserne.

Uddannelseskonsulent Julie Bødker Pedersen stillede op som model, så jeg kunne lave et foto med titlen "Pilluaspritsi tamassi", et ordspil på den efterhånden uundværlige håndsprit og dagens traditionelle hilsen "pilliaritsi tamassi" - tillykke allesammen...

Når jeg kører til Aalborg, kommer jeg forbi flyvestationen. Og det var en fryd at se, at flyvestation Aalborg i år med militær punktlighed i lighed med andre offentlige institutioner havde hejst det grønlandske flag. Det glemte de nemlig sidste år...

Hjemme igen kunne jeg så også glæde mig over, at Dina fejrede nationaldag sammen med Marie og en gang hellefiske-suassat. Og vi havde selvfølgelig også Erfalasorput vajende over parcellen i dagens anledning.

lørdag den 20. juni 2020

Nyt bygdeskib

Fra Østhavnen til Østgrønland

Fredag morgen gik turen atter en gang til havnen i Egense og Grønlandshavnen, hvor jeg lavede et par fotos af Royal Arctic Lines nyeste skib, bygdeforsyningsskibet Nanoq Arctica.

Rederiet overtog skibet fra værftet i Polen onsdag, og nu er det i Grønlandshavnen for at blive endelig klargjort, inden turen går til Grønland - fra Østhavnen til Østgrønland. Her skal Nanoq Arctica til efteråret afløse den aldersstegne Angaju Ittuk, der er fra 1984 - og er et godt gammeldags stykgodsskib i modsætning til nybygningen, der tager 108 20 fods-containere. Nanoq er da også mere end dobbelt så lang, som Angaju Ittuk.

Det er planen, at Nanoq fra efteråret, og så længe isforholdene tillader det, skal forsyne Østgrønland fra Reykjavik hver anden uge. I dag har Tasiilaq i åbentvandsperioden atlantskib hver tredje uge - og der er altså lagt om til en væsentlig styrkelse af forsyningerne til et stykke rigtigt udkantsgrønland.

For os landkrabber er det mest interessante ved skibet nok de to kraner, hvor den ene er monteret i stævnen. Det er lidt af en grønlandsk specialitet, som gør det muligt at losse på steder med tvivlsomme eller slet ingen havnefaciliteter. Ellers er normen inden for moderne skibsfart, at der slet ikke er kraner på skibene...

torsdag den 18. juni 2020

Flise op - flise ned

Sommerprojekt

Nu er det fire år siden, at jeg sidst har oliebehandlet akacie-fliserne i drivhuset, så tiden var inde...

Det har så været et af ugens projekter. Først tog jeg alle fliserne op, de mest medtagne fik en tur med slibemaskinen - og så burde de sikkert have fået en gang bejse. Men det sprang jeg nu over - og resultatet ser måske en smule sjusket ud.

Men jeg argumenterer nu for, at flisegulvet har fået mere liv og et større farvespil, så jeg nøjedes med at give fliserne lindolie med lidt laserende farve. Det er godt nok til mig.

Nu er fliserne på plads igen - og jeg synes helt ærligt, at det ser drønflot ud.

tirsdag den 16. juni 2020

Ægte rødt

Rododendron og rødtjørn


I de seneste uger har der været gang i havens mange rododendron. Jeg synes, at det måske er lidt sent - uden rigtig at kunne dokumentere det.

Men jeg erindrer i hvert fald ikke, at blomstringen af mine mørkerøde rododendron tidligere er faldet sammen med rødtjørnens blomstring. Men i år skete det så. Det ser flot ud - også selv om jeg synes, at rødtjørnen har været noget tilbageholdende i år.

Man kan jo ikke vinde hver gang...

mandag den 15. juni 2020

Familiefest i Aarøsund

Halløj på badehotellet

Selv om Danmark er et lille land, er der fortsat steder, jeg endnu ikke har besøgt. Men lørdag fik jeg da endnu et kryds i kalenderen.

Fætter Niels havde inviteret til fødselsdagfest på Aarøsund Badehotel - og her op til 100-året for genforeningen var det et særdeles velvalgt sted.

Arkitekturen på badehotellet er umiskendeligt tysk og meget langt fra Svinkløvs lyse og lette design.Her er den arktitektoniske menu præget af gesimser, egetræ og en lidt dyster stemning i den store sal, som vi måtte igennem for at komme til verandaen, hvor vi spiste med en forrygende udsigt mod Aarø og færgelejet, hvorfra M/F Aarø betjener de cirka 150 øboere.

Salens store attraktion er - kunne jeg forstå - flyglet, som har tilhørt Victor Borge. Flygelet var et Bechstein - på trods af at Hornung og Møller var sponsor for komikeren, allerede lang tid før den slags blev moderne. I Tinghuset i Fjerritslev kan man se (og sikkert også høre) det første flygel, som virksomheden forærede Victor Borge i midten af 30'erne.

Var den arkitektoniske menu prøjsisk, så var dagens menu til gengæld præget af de moderne danske køkken med et solidt præg af lokale råvarer og stor vægt på det visuelle udtryk. Vi gnaskede os stille og fredeligt gennem en ni-retters, hvor jeg især vil fremhæve rimmede, halmrøgede kammuslinger med høost og en ørredmousse pyntet med lokale ørredrogn. Også et sprængt kalvespidsbryst gjorde indtryk - om end den tilhørende demi-glace var lidt tam i smagen. Sprængt spidsbryst er blandt mine absolutte favoritter i det danske køkken. Blandt de tapas-agtige forretter var der også en helt igennem eminent Svendborgskinke, skal jeg lige huske at skrive.

Jeg er ikke selv den store kagespiser, men jeg noterede en voldsom begejstring for stedets kartoffelkage - fremstillet efter pund til pund-metoden. Altså et pund æggehvider, et pund æggeblommer, et pund sukker og så videre...

Det blev en lang dag kørsel iberegnet, men da vi kørte hjemover var der ikke megen trafik, så det gik glidende. Vi var hjemme ved 20.30 tiden i herligt midsommervejr efter en frisk gang regn. Ikke voldsomt, for det kunne ikke ses på regnmåleren, der knap var våd, men det friskede.

Da jeg ikke havde fået vin til maden, tog jeg revanche med en flaske Chardonney på gårdspladsen. Desværre faldt jeg i søvn, før flasken var tom. Jeg vågnede ved midnatstid ved at husmåren sad og gnaskede solsikkefrø lige ved siden af mig. Desværre havde jeg ikke kameraet ved hånden, men egentlig et ganske hyggeligt møde. Den ved åbenbart ikke, at den er jaget vildt. Men jeg vil nu godt have et foto, inden vi sender marinerne ind...

Tak til Niels for en forrygende dag.

mandag den 8. juni 2020

Årets første jordbær

Breaking news fra jordbærbedet

Så er jordbærsæsonen i gang.

Her til formiddag tog jeg årets første saftige, søde og smagfulde jordbær af egen avl. For en gangs skyld kom jeg før sneglene og solsorterne, så jeg slog øjeblikkeligt til og indtog med stor fryd denne prægtige afgrøde.

Flere er på vej - og der bliver nok fire mere til aften. Og det ser alt i alt lovende ud: Jeg har cirka 30 meter jordbær af lidt forskellig beskaffenhed, sort, alder og stand. Men de har alle blomstret fint i det lune forår, så jeg sætter næsen op efter en god lang sæson. I hvert fald tre til fire uger, så vi kan få de fine bær, samtidig med at årets første kartofler af egen avl kommer på bordet.

Jow, det er en god tid...

Haven på omgangshøjde

Min havedagbog

Som sædvanlig har vi pelargonier i den store gryde ved indgangen.
 Det er et par uger siden, at gryden blev plantet til, og den står
 flot med blomster og byder både gæster og forbipasserende velkommen.
Min søster har på sin blog en serie, hun kalder "Havedagbog". Jeg vil da ikke stå tilbage for dette udmærkede initiativ, så her er et par nedslag fra haven efter nogle dage, hvor vejr og tid har tilladt en del arbejde i haven.

Der er masser af opgaver, der fortsat skal klares, men jeg mener i al beskedenhed, at jeg er nogenlunde på omgangshøjde med kalenderen - og det begynder at se flot ud.

Der er masser at fortælle fra havefronten, så vi tager den lige over et par omgange...
Juletræet ved hoveddøren - en ædelgran - vokser godt og
har lagt 10 cm lange, lysegrønne skud til væksten.
Jeg er jo lidt af en krukke, så det understreger vi med en stor gruppe
krukker på gårdspladsen. De er plantet til med enkelte købepelargonier
 - og ellers de overvintrede. Den hvide potte til højre rummer en
knoldbegonie, som først nu er begyndt at spire. Både
georginer og knoldbegonier er lidt langsomme i år, synes jeg.
Beddet med morgenfruer er blevet kantet med isbegonier, som
 jeg holder meget af. Den lillekirkegårsplante svigter aldrig med
 sine dejlige røde blomster. I øvrigt har jeg valgt at så marklomster i
stedet for morgenfruer i år for afvekslingens skyld. Men der
skal nok blive masser af morgenfruer alligevel, for jorden er fuld af frø.
Kartoflerne står fint. Der er cirka tre uger til, at vi
kan begynde at høste de nye kartofler.
Dina er ret vild med gladiolus, så det har vi nu i to store
krukker ved drivhuset. Det er først til efteråret, at de blomstrer.
Nu er det lige før, at bonderoserne begynder at blomstre. Jeg har fire af
 slagsen, og de er ved at være godt voksne, så en hastig optælling
viser, at de giver over 100 blomster, så jeg kan se frem til en
blomsterfest også indendørs, for det er gode snitblomster.
Normalt planter jeg først agurker efter 1. juni, men i år var jeg
allerede i gang i begyndelsen af maj. Den slags straffes, for de blev
taget af en enkelt nat med nattefrost, men nu er anden omgang godt i gang.

lørdag den 6. juni 2020

Agurkedrink

Specialitet til agurketiden fra Canada

Selv om jeg ikke er den store grøntsagsspiser, avler jeg hvert år agurker. Dels fordi jeg kan, dels fordi agurk smager godt på leverpostej, som er min yndlingspålæg.

Dybest set er en agurk ikke andet end en biologisk feltflaske. Vandindholdet er højt - og den smager ikke af frygtelig meget i sig selv. Nogle vil kalde det smagløst, så måske er det derfor, at en af specialiteterne i det britiske køkken er agurkesandwich.

Men de seneste år er det også blevet moderne at toppe gin og tonic med agurk - og det er faktisk ikke så tosset endda. Det giver en dejlig frisk og læskende smag, som er god at slappe af med for eksempel efter en dag i skinnende sol i haven.

Så det gør jeg også. Oven i købet med agurkegin. For i takt med, at agurkerne har holdt deres indtog som drinks-tilbehør, er der også kommet agurkegin på markedet. Mest kendt er nok Hendricks, der ofte er på bud i blandt andet Bilka, og som var verdens første gin tilsat agurk.

Men i øjeblikket er står den på Black Fox Gin no 7, som også er tilsat agurk. Det er en flaske, som jeg er blevet begavet med af venlige sjæle - og lidt af en specialitet, da den stammer fra Canada. Her- midt på prærien i Saskatchewan - har et ungt farmerpar udviklet deres landbrug til et hjemmebrænderi med kunder verden over. Alle deres gintyper er brændt på rug og indeholder kun lokale ingredienser.

Saskatchewan ligger midt i Canada. Provinsen er på 651.000 kvadratkilometer - 15 gange Danmark eller en fjerdedel af Grønland - og har godt en million indbyggere. Blandt indbyggerne er Rikke Møller Nichols, som stammer fra Nuuk, og som jeg en gang har interviewet til Sermitsiaq.

Mine agurker er først lige kommet i jorden, så fredag eftermiddag måtte jeg ty til en købeagurk til min drink. Et par lange strimler skåret med kartoffelskrælleren, og så lige dele gin og tonic med et par isterninger. Det frisker i sommervarmen.

fredag den 5. juni 2020

Min grundlovstale

Ja til oksekød og nej til broccoli

I dag er det Grundlovsdag. Det er jo det nærmeste, Danmark kommer en slags nationaldag – og da vi ikke har den store tradition for patos og voldsomme følelsesudbrud, er markeringen af dagen også til at overskue for de fleste.

Det er ikke som i Norge, hvor jeg har boet nogle år. Her er landet den 17. maj fra morgenstunden er klædt i blåt, hvidt og rødt – og alle mand er af hus for at fejre dagen med vafler, pølser og is i lange baner. Heller ikke som i Frankrig og andre lande, hvor en god militærparade med det nyeste til faget henhørende isenkram er en del af festlighederne.  

Det skyldes måske, at vi her i Danmark heller ikke har den store tradition for blodige revolutioner, og vi er i vore dage heller ikke særlig meget for at hugge hovedet af dem, vi er uenige med. Lidt vattet og blødsødent, men sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor ”få for har for meget og færre for lidt”.

For de fleste danskere er Grundlovsdag derfor bare endnu en anledning til at holde fri en halv dag eller hel dag – og så heldigt, at det i år er op til lørdag og søndag, så weekenden bliver dejlig lang, som danskerne trods arbejdsløshed og manglende meningsfuld beskæftigelse ofte synes at tænke.

Men uanset at vi ikke lægger de store følelser for dagen - Grundlovsdagen – så skal det nok blive til en enkelt grundlovstale eller to ude i haveforeningerne og de politiske foreninger. Så stiller den lokale politiker sig op på en Arla-kasse – ølkasser er jo gået af mode – og udtaler store ord om det danske repræsentative demokrati, og at dagen er demokratiets festdag.

Fint nok, selv om politikerne ofte overser, at Grundloven dybest set er befolkningens værn mod en enevældig statsmagt – inklusive politikerne selv. Før grundloven repræsenteret af den enevældige regent og i vore dage repræsenteret af politiske strømninger, der i højere og højere grad begrænser den enkelte borgers muligheder og rettigheder for at skabe sig en tilværelse på egne vilkår.

Politikerne spænder sig beredvilligt for strømningerne, hvor økologi, sundhed og evigt liv er målet. Det bliver værre og værre og er slet ikke til at stoppe, hvis det kobles med klimapolitiske ambitioner. Forbuddet mod rygning er næsten totalt. Spiritus og drukfældighed, naturlig luft i tarmene, vittigheder om negre og kvinder,  godt humør, rødt kød og almindelig dovent vellevned bliver sandsynligvis det næste.

Den udvikling fik medvind, da coronaen dukkede op. Mette Frederiksen lukkede landet – og det kunne vi alle se fornuften i, for det var til fælles bedste. I nogle få dage nød statsministeren hele landets og oppositionens opbakning. Det var befriende, og jeg tror, at de fleste danskere nød situationen alle ofre til trods – for en hverdag uden politisk kævl og kompromisser var noget helt nyt og anderledes. Situationen var samtidig så tilpas alvorlig, at man sikkert – uden de store sværdslag – kunne have rullet konstitutionen (Grundloven) tilbage til enevældens tid.

Den store udfordring nu – godt tre måneder efter – er, at operationen tilsyneladende lykkedes. Patienten overlevede, men demokratiet, individets rettigheder og fremtiden ser ikke lys ud. Den politiske debat er tilbage på samme irriterende niveau med mudderkastning og højtråbende klimatosser som væsentlige ingredienser.

Politikernes lyst til at bruge af fællesskabets kasse er heller ikke mindsket. Så selv om vi står med en gigantisk økonomisk krise, hvor skattenedsættelser og afgiftnedsættelser vil være den bedste løsning, er der blandt politikerne store planer om reformer. Også selv om corona-krisen viste, at det faktisk går godt i Danmark, selv om størstedelen af de offentligt ansatte var sendt hjem med fuld løn og tryghed i ansættelsen. Det vilkår var de ene om, for ude i det private erhvervsliv, var der hverken tryghed eller fuld løn – og mange står nu uden arbejde.

I dag fejrer vi Grundloven – og den er der såmænd ikke noget i vejen med. Men den er truet. Både i Grønland og på Færøerne arbejder stærke kredse på, at de to lande i Rigsfællesskabet får egne forfatninger. Så selv om vi har en Grundlov med mange gode takter, og som vi med rette kan være stolte af, kommer vi nok ikke uden om debatten. Mit ønske skal være en passus i Grundloven, der sikrer retten til et usundt liv og individuel mangfoldighed. Det indebærer naturligvis også retten til at drikke sig i hegnet, spise gåselever og rødt kød, fortælle lumre vitser, ryge og sige nej tak til broccoli…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 5. juni 2020

tirsdag den 2. juni 2020

Bambi i gyvel

Nærkontakt med rådyr

(Billederne er klikbare)
Tirsdag havde jeg et længere møde med et rådyr i Svinkløv Klitplantage, hvor dyret gik og gnaskede sin aftensmad mellem blomstrende gyvel lige i den gyldne time kort før solnedgang. Det blev der en fin billedserie ud af.

Bukkejagten gik jo ind for et par uger siden - og det giver et vist spillerum for råerne, der lige i øjeblikket har fred for jægerne, mens de fostrer den nye generation op.

Råen her - det kan ikke ses på billederne - havde tydeligvis også mælk i yveret, så et eller andet sted inde i krattet har der sikkert ligget et rålam eller to og ventet på mor.

Råen tog mødet med fotografen ganske afslappet. Sikkert også mere roligt end fotografen, der så mange muligheder i både gyvel og gyldent lys. Nu er jeg jo ikke den, der brokker mig, men jeg turde ikke skifte objektiv - og 400 mm var faktisk rigelig tæt på.

Svinkløv Klitplantage er de seneste år blevet udsat for en massiv naturpleje, hvor store dele af de gamle fyrrekrat er blevet ryddet til fordel for blandt andet nyplantning af eg. Det giver levesteder til gyvelen, der er en typisk pionerplante, der som en af de første rykker ind, når skoven ryddes.

Strengt taget hører den vel ikke hjemme i den danske natur, men det bærer vi over med, for den er smuk - og Naturstyrelsen anbefaler den da også til vildtbeplantninger. Gyvel har et meget kraftigt rodnet, så tidligere var den meget brugt på jernbanedæmninger for at hindre erosion.

I øvrigt bør Dina krediteres for billederne, for det var hende, der så dyret først...

Aftenen bød på en del rådyr og harer på distancen, men ikke noget at snakke om i forhold til denne her, der holdt mig beskæftiget i cirka 10 minutter, inden den luntede ind i krattet til de ventende lam...