Valmuer i fuldt flor
Og sådan er valmuen. På den ene side symbolet på de mange dræbte i første verdenskrigs uendelige og trøstesløse skyttegravkrig, på den anden side også planten, der mirakuløst lindrer de såredes pinsler med morfin.
Morfinen i sig selv er en god tjener og streng herre. Den giver det eftertragtede sus for den martrede sjæl, men skaber også en ødelæggende afhængighed.
I litteraturen møder vi blandt andet Sherlock Holmes, der bag en facade af intellektuel perfektionisme tyr til morfinen, når de små grå hjerneceller skal have en pause. Også den tyske feltmarskal Göring var morfinist, hvilket måske var årsagen til hans storhedsvanvid og hang til prangende uniformer fra Hugo Boss.
Knap så kendt blandt verdenshistoriens mange morfinister er den nordnorske apoteker Peter Møller, der i 1854 grundlagde Møllers Levertran, der lige siden har påført mange børn traumatiske oplevelser i sundhedens hellige navn.
Nu er det ikke alle valmuer, der giver morfin i store mængder. Til gengæld kan man så få birkes - dette velsmagende lille frø, der på djævelsk vis sætter sig mellem tænderne. I øvrigt indeholder birkes ganske lidt morfin. To klassiske rundstykker er såmænd nok til, at blandt andet politiets narkotests reagerer. Så pas på, derude.
Valmuen blev i sin tid symbolet på første verdenskrigs lidelser - ikke alene på grund af den blodrøde farve, men fordi planten er en pionerplante, der efter krigen rykkede ind på de forrevne slagmarker i Frankrig.
I haven har vi forskellige valmuer. Både den ægte opiumsvalmue, den smukke orange californiske valmue og så den almindelige ukrudtsvalmue. Jeg er i syv sind desangående. Det ene år får de lov at blomstre, men det næste år er der alt for mange. I år er et af de år, hvor jeg slår hårdt ned på valmuerne for at holde dem i ave, men det betyder nu ikke, at jeg har ikke har øje for valmuens skønhed. Den er i hvert fald flot hos naboerne...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar