fredag den 28. september 2018

Op og ned, frem og tilbage

Al gang foregår i løb...


En flok spejderledere fra Aalborg fik tirsdag styrket selvtilliden og morede sig oven i købet, da de deltog i Sct. Georgs Gildernes årlige ledertræf.

Arrangørerne havde i år allieret sig med militærpolitiet, der bød på en stroppetur på forhindringsbanen på Aalborg Kaserne.

Efter opvarmning og kort instruktion fik spejderlederne lov til at prøve alle forhindringerne i luntetrav, så de blev fortrolige med banen. Men spejdere siger aldrig nej til udfordringer, så legen sluttede med en tur på tid. Den blev vundet af Frederik fra Valdemar Atterdag.

Efter strabadserne var gilderne vært ved en gang bål-paella og hygge i Gildeborgens hyggelige have på Rafn Alle.

(Sådan skrev jeg i en pressemeddelelse forleden, da jeg - udover at stå for paellaen - også fotograferede på kasernen. Rent fotografisk var det lidt af en udfordring, da spejderne af sikkerhedsgrunde ikke måtte bære tørklæde og andre tydelige spejderkendetegn, men heldigvis var der da et par stykker af deltagerne, der ikke tog dette krav så alvorligt. For det er altså svært at lave spejderbilleder uden tørklæde eller uniform.)

Penge lugter ikke

Bodsgang

Direktionsgangen i Danske Bank sidste
 tirsdag. Foto: Wikipedia
Der var en gang en gang. Det var Danske Banks direktionsgang, der som ved et trylleslag i sidste uge blev forvandlet til bodsgang. Den angrende direktør piskede sig selv til blods som en filippinsk katolik i påskedagene. Han påtog sig det fulde ansvar, som det hedder i de kredse, når chefrotten forlader den synkende skude.

Uden for stod hoben og var forarget. Medierne havde endog fundet Danske Bank-kunder, der overvejede at skifte bank. Det hedder voxpop – folkets stemme – og noget, der normalt betegnes som populistisk journalistik blandt venstreorienterede, der generelt ikke bryder sig om, hvad menigmand tænker.

Selv er jeg nu ikke særligt forarget. Hvidvask og økonomisk kriminalitet er jo en del af spillet og globaliseringens pris. Og globalisering er jo et gode for et lille, eksportorienteret land, mener vore politikere. Penge – sorte som hvide – lugter som bekendt ikke.

Nu skal man ikke tro, at jeg går ind for mafia, økonomisk kriminalitet og andre vederstyggeligheder – slet ikke. Men det er da naivt grænsende til det tåbelige, hvis man ikke kan se, at det er den logiske konsekvens af globalisering, internet, digitalisering og andre nyskabelser.

Især i de nye østeuropæiske stater, hvor mafiøs virksomhed og drømmen om hurtige penge og en stor BMW eller Mercedes er en del virkeligheden. Sådan må det nødvendigvis være, når man netop har smøget kommunismens åg af sig. Så kan det være svært at se det forargelige i salg af falske viagraer og prostitution på internettet, østeuropæiske tyvebander på hærg i Danmark og sandsynligvis også med discount-lejemordere og gorillaer på varelisten.

Det er vel også årsagen til, at Nordea netop har meddelt, at man flytter hovedsædet til Finland. Så er man tættere på begivenhedernes centrum og de store penge.

Udover et par ridser i lakken forlod den angrende direktør Danske Bank med 17 millioner kroner i lommen for at gå frivilligt.

Det ville jeg også have gjort, så det kan jeg heller ikke blive forarget over – men måske en smule misundelig. På den anden side skal man være ualmindelig dygtig for at få en kontrakt med 17 millioner kroner i aftrædelseshonorar. Dygtig til at forhandle kontrakt og ikke til at drive bank, vel at mærke – og på den måde bliver kontrakten jo en selvopfyldende spådom.

Til gengæld bliver jeg vred på vores politikere, fordi de driver os i armene på de grådige banker. Det er politikerne, der har skabt et samfund, hvor man ikke kan leve uden at være bankkunde. Det hedder digitalisering. Her mener politikere, at Danmark skal være førende, så vi kan beholde vores position som verdens lykkeligste land. At det skal være lykken at være i bankernes vold, så man ikke kan få løn i kontanter, men partout skal have såkaldt Nem-konto, har jeg meget svært ved at se.

Det er vores politikere og politikerne alene, der bærer hele ansvaret for, at danskerne i dag ikke kan leve uden at være bankkunder. Det ligner ærlig talt en konspiration af de grimme – og det er slet skjult støtte til en banksektor, der næppe kan overleve ved egen uformåenhed.  For de største af bankerne er oven i købet såkaldt systemisk vigtige pengeinstitutter.  Det betyder, at de er en del af infrastrukturen, og at landet ikke har råd til at lade dem gå neden om og hjem.

Det gør det særdeles attraktivt at drive bank for klummermikler – for det har ingen konsekvens, når man kvajer sig. Så tror da pokker, at det går galt.

Jeg er vred på følgagtige politikere, der driver os i retning af det pengeløse samfund. For det såkaldte pengeløse samfund vil give bankerne monopol på al værdiudveksling i landet. Det seneste initiativ er, at man efter Danske Banks valo-skandale vil afskaffe 1.000 kroners sedlerne og forbyde veksling af 500 Euro-sedler. Konsekvensen bliver sjovt nok til fordel for bankerne – og til skade for de danskere, der tror på, at pensionspengene har det bedst under kastanjetræet.

Det pengeløse samfund sniger sig ind på os. Forleden opdagede jeg, at det er umuligt at lade sit vand på banegården i Aalborg uden dankort. Det er altså noget ilder-urin – undskyld udtrykket – for DSB burde som offentlig myndighed gøre det nemmere at være dansker. Men heller ikke det overrasker eller forarger mig, for det var jo i DSB, at direktørerne fik bonus for ikke at passe deres job.

Så på den måde er der faktisk mange ligheder mellem bankerne og det offentlige Danmark. En uskøn blanding af inkompetence, magtbegær og mangel på moral er tilsyneladende det danske ledelsesideal i år 2018.

Det er i øvrigt interessant at konstatere, at det var den russiske centralbank, der første gang gjorde opmærksom på, at der var noget galt i Danske Bank. Her gik jeg lige og troede, at russerne var vores hovedfjende nummer 1.

Det vil klæde alle de politikere, der er forarget over Danske Banks ageren, og som samtidig har deltaget i de senere års kritik af Rusland, hvis de sender en buket til Putin med en undskyldning og tak for hjælpen…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 28. september 2018

mandag den 24. september 2018

Kronen på værket

Kronhjorte i Tingskoven

Af mange års smertelig erfaring ved jeg, at der er to store udfordringer, hvis man vil fotografere kronhjorte.

Først og fremmest er der lyset. Danmarks største landpattedyr viser sig især uden for den tætte skov ved solnedgangstide, hvor lyset er hastigt på retur - og hvis man er det forkerte sted, risikerer man at skulle fotografere direkte mod solnedgangen. Det kan der komme kunst ud af, men mestendels er det noget klamp.

Den anden udfordring er at komme tæt på dyrene. Især hinderne er vagtsomme og sky, og der skal bare en knækket kvist til at ødelægge hele forestillingen.

Derfor har jeg den seneste uges tid arbejdet med at forberede årets kronhjortefoto. For en uges tid siden fandt jeg et godt sted at stå, hvor jeg er skjult bag noget krat og en lille vold på nordsiden af en mark, så vestenvinden ikke blæser min fært mod dyrene, og hvor solen kommer ind fra siden.

Krondyr er som de fleste dyr vanedyr, så jeg har besøgt stedet nogle gange for at se, hvornår dyrene er på færde. Søndag aften så jeg en rudel på cirka 50 dyr, men det var langt efter solnedgang, og der var slet ikke lys nok til at fotografere.

Mandag var jeg på plads en time før solnedgang. Så var det bare at vente...

Tålmodigheden blev belønnet. Kort før solnedgang kom en rudel på 12 dyr ud af skovtykningen lige over for min position. Det var en stor tyr, fire-fem hinder og nogle kalve. Ikke den samme flok som jeg havde set dagen før, men det var nu til at leve med.

De græssede fredeligt i solnedgangen. Tyren forsøgte sig med et par tilnærmelser, men det var tydeligvis ikke lørdag aften i den familie, men det var nu et imponerende syn alligevel. Kronhjortene - og tyren især - er jo store dyr.

Jeg tog hjem med mine hidtil bedste krondyr-fotos med en god fornemmelse af, at planlægning og forberedelserne ikke var spildt. Forhåbentlig kommer der mange gode billeder ud af det i fremtiden.

(Billederne er klikbare)


...og ka-age til...

Fødselsdag

Den perfekte fødselsdags-lagkage.
Søndag havde min søster fødselsdag, og den lille familie samledes i sommerhuset i Doverodde for at fejre begivenheden.

Det foregik efter bogen med masser af lækker mad, en hurtig travetur - og så en dejlig lagkage. Det var en lækkerbidsken af de store i bedste bagedyst-stil. Søster har skærpet formen til perfektionisme det seneste års tid - og hendes lagkager står drønskarpt både visuelt og smagsmæssigt.

Stort tillykke til Birgitte - og tak for mad og lagkage.
Birgitte for bordenden ved det store frokostbord.

søndag den 23. september 2018

Den tredje Limfjordsforbindelse

30 guddommelige sekunder

For tre måneder siden - den 23. juni - tog jeg et pletskud af en regnbue i Sisimiut. Det skete ved midnatstide, for dengang var der midnatssol på de breddegrader.

Midnatssol har vi som bekendt ikke i Danmark. Men vi kan nu også godt være med på regnbuerne, hvis nogen skulle være i tvivl. Forleden fotograferede jeg denne næsten totale regnbue over Aalborg set fra Bjerget på Gjøl-siden af Ølandsdæmningen. Det var svineheld, for solen var kun lige fremme i et halvt minut.

I den nordiske mytologi hedder regnbuen Bifrost og er den bro, der forbinder det jordiske med det guddommelige; Midgård med Asgård- og det billede passer vel meget godt på det søndenfjordske og det nordenfjordske.

Desværre er regnbuen lidt svær at køre på, så vi må fortsat nøjes med at drømme om at få den tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg - vest om byen vel at mærke. Det er fortsat en drøm, men vi har ikke opgivet håbet. For vi tror på fornuften - og den vil forbåbentlig sejre en dag....

Kødløs dag

Vegetar-sild

Trillebøren holdt klar til faldne kæmper.
Trillebøren var sat frem for alle tilfældes skyld. Måske en af sildebrødrene ville få brug for dette udmærkede transportmiddel efter fredagens møde. Ikke så meget på grund af mødet med kartoflens liflige dråber, men på grund af chokket, som viceoldermand SEP havde forberedt.

Laksen var af færøsk oprindelse
 - og den var slet ikke så ringe.
Aftenens menu stod nemlig på vegetarmad. Det var uhørt, for den slags antyder man ikke en gang for sjov, så flere af laugsbrødrene knugede den obligatoriske startøl ekstra hårdt, så knoerne blev helt hvide. Det var bestemt rettidig omhu at stille trillebøren frem til hjemtransporten.

Men skik følge eller land fly er en del af konceptet hos Øland Sildelaug, så man gik tavst, men fattet i gang med forberedelserne til aftenens måltid.

Forretten bestod af røget laks med kold avocado-agurkesuppe og citrussalat. Dybest set en acceptabel forret. Forretten så i hvert fald flot ud på tallerkenerne, selv om de indkøbte lakseæg til pynt på den kolde suppe på mystisk vis var forsvundet i det store tidligere skolekøkken i medborgerhuset, og man måtte forstille sig med en skive agurk. I øvrigt var den røgede laks af færøsk oprindelse i verdensklasse.

Sommer-biksemaden gøres klar.
Hovedretten var en såkaldt sommer-biksemad. Men når vi ser bort fra de sauterede kartofler og løg var der nu ikke meget biksemad over det. Retten bød på vegetariske specialiteter som pocherede æg, salat, peberfrugt, fetaost og oliven, der næppe har set en biksemad før.

(Det kan næppe interessere læserne, at skriverkarlen mener, at denne ret burde være serveret med salat-dressing eller - som skriverkarlen ynder til biksemad - en god gang bearnaise.)

Desserten bestod af lakrids-is.

Basilikum-bjesk.
Inden maden samledes laugsbrødrene til et lille glas af giftblanderens det bedste. Denne aften bød han meget passende - aftenens menu taget i betragtning - på en bjesk lavet af pesto-ingrediensen basilikum. En ganske glimrende brændevin, der i øvrigt smagte helt fantastisk til lakrids-isen.

Aftenen sluttede i god ro og orden med respektfuld afsyngelse af Ølandssangen. Der blev ikke brug for trillebøren denne aften. Alle var enige om, at det havde været en ganske interessant aften - særdeles interessant..

Det vides ikke, om der muligvis blev smidt en pølse eller to på panden ude i de små hjem, da laugsbrødrene kom hjem. Så galt gik det ikke hos skriverkarlen, der beskedent lød sig nøje med et par stykker rugbrød med gammelost og rom til natmad. Det var jo kødløs dag!
Aftenen er forbi. Der blev ikke brug for trillebøren denne gang.

torsdag den 20. september 2018

Stilhed før stormen

Mens vi venter på Knud

Fiskehejrerne spejder efter Knud...

Jeg havde lige brug for en pause fra kontoret, så efter aftensmaden blev det til et lille smut ned til dæmningen.

Vejret var fint og stille. Det må være stilheden før stormen, for i morgen er der orkanvarsel og ventende storm, der allerede nu er døbt Knud. Så må vi bare håbe, at det ikke bliver Knud den Store - og at vi ikke behøver at tage den en gang til for Prins Knud...

Dæmningen bød på de sædvanlige hejrer, men efteråret er så småt på vej, så der var også en del ryler, som villigt lod sig fotografere.

Ellers bød aftenen på masser af krikænder uden for skudhold. Det er vistnok en erfaring, som også mange jægere har gjort. Og så var luften fuld af storspovens melankolske fløjt, men den flotte og store fugl lod sig heller ikke fotografere.


Syltede pærer

Haveguf

I weekenden syltede jeg pærer. Det er det rene guf.

Generelt er det lidt bøvlet at dyrke pærer. Pæretræer har en tendens til ikke at bære frugt hvert år, og pærerne angribes fra alle sider af alle mulige mærkelige skavanker og sygdomme.

Jeg har tre træer - to Clara Friis og et Conference. Det ene Clara Friis gav ingenting, og det andet gav tre pærer. Til gengæld er der fuld knald på Conference-træet, der har langt over 100 pærer. Nogle af dem store og flotte som købepærer- andre lidt mere tvivlsomme i form og størrelse og med præg af forskellige sygdomme og insektangreb.

Det var den sidstnævnte gruppe, jeg kastede mig over til syltningen - 35 pærer, godt seks pund. De blev skrællet og befriet for kernehuset - og så blev de af tre omgange kogt i en lage bestående af et kilo sukker, en halv liter vand, en deciliter eddike og en bøtte vanillesukker. Årets pærer er generelt temmelig hårde på grund af den varme sommer, så kogetiden blev lidt på øjemål, men cirka 20 minutter så de stadig har lidt bid.

Pærerne blev ualmindeligt vellykkede - og de første fem nåede slet ikke henkogningsglassene, men forsvandt direkte ind i min beskedne, men grådige mund. Herligt - og godt at jeg var alene hjemme.

Pærerne er hældt på skoldede henkogningsglas, lagen fik en spiseskefuld Atamon og fordelt i glassene, der nu står de i vinkælderen og venter på vinterens gæstebud, hvor vi selvfølgelig skal byde på Pære Belle Helene - sikkert med et glas Calvados til.

onsdag den 19. september 2018

Palæ og portvin

Noblesse

Sandemans 20 års tawny er det sikre portvins-valg.
Logebroder Arvid fortæller om Odd Fellow.
Foto: Bo Lehm
Odd Fellow-logen er ikke, som navnet ellers antyder, en loge af sære fyre, men gode borgere samlet i et såkaldt etisk fællesskab, hvor man blandt mange andre aktiviteter samler penge ind til velgørende formål.

Det lærte jeg og 30 andre nordjyske medlemmer af Dansk Journalistforbund, da vi tirsdag aften besøgte Odd Fellow-palæet i Aalborg. Med kun godt 100 år på bagen er bygningen endnu ikke rigtig historisk, men den er i hvert fald godt på vej.

Danske journalister lever kun sjældent op til korrekt
påklædning. Heller ikke denne aften, hvor
mørkt tøj havde været et passende valg. Foto: Bo Lehm
Palæet er til daglig tilholdsted for de fire loger i Aalborg-området - to for herrer og to for damer. men ellers har bygningen i en årrække også rummet Aalborg Handelskammer - og under krigen holdt tyskerne til i stueetagen, mens Røde Kors residerede på førstesalen. Det var sket på initiativ af logen, da man ellers frygtede, at tyskerne ville have taget hele bygningen.

Værnemagtens midlertidige ophold medførte i øvrigt en del skudhuller i loftet i palæets store sal, fordi tyskerne morede sig med at skyde til måls efter de store loftmalerier med nydelige afklædte damer.

Logebroder Arvid fortalte blandt andet, at logebrødrede har den fortræffelige skik, at man er De's til møderne. Det lægger en dæmper på retorikken, for det er svært at sige "Deres store idiot".

Vi fik ost og portvin... "Konen havde hang til
portvin, og manden havde høng til camenbert."
Efter rundvisningen havde vi portvinssmagning - selvfølgelig havde jeg nær skrevet. For de pompøse omgivelser emmer af noblesse, fordums tiders cigarer og så masser af portvin.

Smagningen var lagt i hænderne på min gode ven, vinmandskollega, spejderkammerat og gildebroder Carl, der fortalte om produktionsmetoder og klassifikationer - og selvfølgelig rundede hele seancen af med vores fælles last: Sandemans 20 års tawny (den med glasproppen. Glasproppen er i øvrigt ikke særlig tæt, så det er en god ide at tømme flasken med det samme, den er åbnet...).
Når sandheden skal frem, blev der snakket mere end
smagt portvin på denne hyggelige aften.

Chinook

Noget af en brumbasse

På vej mod Aalborg tirsdag aften fik min indre flyspotter sig en gevaldig oplevelse - og fotografen fik sine første billeder af en af verdens største helikoptere.

Allerede på Nørredigevej havde flyspotteren set en CH-47 Chinook, der fløj rundt i området, men jeg havde egentlig ikke regnet med at komme tæt på den store brumbasse. Men da jeg drejede ned ad Vejlen, hang den lige så pænt for enden af vejen og bød sig til for fotografen.

Jeg kom helt tæt på og mærkede lufttrykket fra de to store rotorer, mens den var i gang med et eller andet soldatersjov - sikkert i forbindelse med Jægerkorpsets Night Hawk-øvelse, der finder sted i øjeblikket.

CH-47 er kæmpestor. I den civile udgave tager den 44 passagerer mod de 23 passagerer, der er plads til i de gamle S-61'ere,som jeg har fløjet med så mange gange i Grønland. Flytypen er i øvrigt næsten lige så gammel og stammer fra 1962. Den har blandt andet været indsat i  Vietnam-krigen, Falklands-krigen og Golf-krigen, men næppe det aktuelle eksemplar, som har registrering D-890 fra Koninklijke Luchtmacht - det hollandske flyvevåben.

Tilnavnet Chinook stammer fra en indianerstamme fra den nuværende amerikanske stat Washington på vestkysten. Alle helikoptertyper, der var med i Vietnamkrigen, er opkaldt efter indianerstammer. Den navnkundige Vietnam-helikopter Bell UH1 Huei (Bell 212) har tilnavnet Iroqois.

tirsdag den 18. september 2018

"Ål i skivet..."

Ål times...

Lidt heldig har man lov at være - og jeg klappede i mine små hænder i almindelig taknemmelighed over at bo på Øland, da en af naboerne kom forbi med en håndfuld stegeål.

Vægten endte på lige under et pund, da jeg var færdig med at slagte dem - så det rækker nok til et gedigent ålegilde for hjemmestyret og mig. Det bliver ikke i denne uge, for det kniber med tiden, men den slags udskejelser skal der være tid til.

Det bliver desværre ikke så tit længere. Da jeg var barn, elskede jeg ål og kunne ikke få nok, men de seneste år har jeg observeret, at den meget fede spise og de tilhørende øl og drammer sender mig til tælling i flere dage - men mindst en gang om året skal det altså være...

Det var min farmor, som i sin tid lærte mig at slagte, stege og såmænd også spise ål, så jeg gør det altid på min farmors facon, selv om det ikke er så almindeligt her på egnen. Det vil sige, at jeg steger ålene med skind på. Det holder på det delikate ålefedt og gør også ålene ekstra sprøde.

Det er forresten også nemmere, når man skal slagte ålene. I stedet for at kæmpe med at flå de sprællende ål, så lægger man dem bare i lidt eddikevand, når de er decapiteret og renset for indvolde. I eddikevandet skifter slimen farve til blåt - og efter et minut kan man nemt skrabe slimen af. Og så er de sådan set klar til at blive paneret og stegt.De skal naturligvis serveres med stuvede kartofler, hvor man hælder stegefedtet over...

Nu skal de ikke spises i dag, så det blev i stedet til en tur i en plastikpose og fryseren. Og så venter det store ålegilde ellers for Dina og mig ved en passende lejlighed.

Hverdagsvin

En ikke helt almindelig vinsmagning


Vinene var sådan helt generelt på det jævne, men alligevel var mandagens vinsmagning spændende og lærerig.

Vi havde besøg af Køge-virksomheden Globus Wine, der leverer en god del af bestsellerne på det danske vinmarked - blandt andre sydafrikanske Spier i Coop-butikkerne og italienske Il Capolavoro, der sælges i Salling Group.

Ved disse vin-arrangementer er det oftest repræsentanter fra vingårde, der præsenterer vine fra deres forskellige marker og årgange, men her var der tale om en vinimportør, der ikke ejer en eneste vingård, men importerer vine i tanke - og så laver sine egne blends målrettet blandt andet det danske marked. Det vil sige, at man satser stærkt på, at vinene inden for et givent brand skal smage ens hver gang - uanset årgang akkurat som en liter letmælk.

Det handler om volume og frikadellevin til familien Danmark - og ikke de sædvanlige enkeltmarksvine, der ofte kun produceres i oplag på få tusinde flasker. Frikadellevinen er en vigtig del af den danske vinkultur - og derfor er det også relevant at beskæftige sig med emnet.

Globus Wine stilledede med en salgschef og en sommelier. Sidstnævnte var virkelig en fornøjelse, der forstod at lære fra sig - og jeg forlod smagningen væsentligt klogere på blandt andet økologiske vine og ikke mindst lærdom om tanniner og garvesyrers indvirkning på mundhulen.

Og så er det godt at få pejling på de nyeste tendenser. I denne sommer har forbruget af rose ligget 55 procent over sidste år.

søndag den 16. september 2018

Valnødder

Høsttid


For syv år siden plantede jeg et valnøddetræ, og hidtil har det været meget sparsomt med valnødder.

Men i år bugner træet af valnødder, så jeg er gået i gang med min første valnøddehøst nogensinde.

Det er ikke noget, jeg har forstand på, for jeg har aldrig prøvet det - endsige kendt nogen, som har høstet valnødder. Så jeg har stået lidt tøvende over for, hvornår det er det rigtige tidspunkt - og jeg har da også spildt nogle valnødder, fordi jeg har taget dem for tidligt.

Men nu er det tid - og den rette tid er sådan set kommet helt af sig selv. For dels er nødderne begyndt at falde til jorden af sig selv - dels er de grønne skaller, som endnu hænger på træet, begyndt at sprække, så jeg kan pille de fineste nødder ud, inden de falder til jorden. Det foretrækker jeg, så der ikke går orm, mus og snegle i dem.

Her i weekenden er det blevet til en god snes valnødder - og der er flere, hvor de kommer fra.

Når jeg har samlet valnødderne, renser jeg dem for snavs og eventuelle rester fra den grønne skal. Herefter dypper jeg dem i Atamon for at undgå svamp og mug - og så bliver de hængt til tørre i et løgnet ovre på værkstedet. Her skal de sikkert have lov at hænge et par uger, før vi begynder at spise af dem, men der må jeg lige prøve mig frem, for jeg kender faktisk ikke den nøjagtige tørretid.

Men jeg glæder mig da til den tid...

tirsdag den 11. september 2018

Lagkage med persillesovs

Mynte og lagkage

Noget nyt skulle prøves - og en ide opstod. Det skulle være så godt, men blev ærlig talt lidt kikset.

Vi fik lyst til lagkage søndag aften. For at give den et tvist, som det hedder nutildags, fandt jeg på at skifte den normale kakaoglasur, som jeg ellers bruger, ud med mynteglasur. Det smagte sådan set meget godt. Nogle vil endda sige spændende og vellykket. Alligevel tror jeg ikke, at jeg gentager eksperimentet, for glasuren ligner altså persillesovs. Det leder tankerne hen på kulinariske udskejelser i en helt anden retning end lagkage.

Glasur laves ved at røre en lille smule væske ind i flormelis, så jeg startede med at lave en kop myntete, som jeg kogte ind til en god spiseskefuld. Det tilsatte jeg så i små skvæt flormelissen, til den rigtige konsistens var nået. Desværre smagte det ikke af så meget - og så var det, at jeg fik ideen til at putte nogle hakkede mynteblade i. Operationen lykkedes - og det smagte helt vidunderligt. Desværre lignede det persillesovs, da det blev hældt ud over kagen...

Men sket var sket, og lagkagen smagte da også, sådan som jeg havde tænkt den.

Det var i øvrigt sådan en rigtig skod-fastfood-lagkage, som man kan lave på tyve minutter, hvis man får voldsom akut kagetrang. Bundene var færdigindkøbte i vakuum-plast, og cremen var Tørsleffs den smagløse, som blot skal tilsættes lidt mælk. Mellem lagene dryssede jeg knuste færdigkøbte makroner, der blev stænket med portvin, og den nederste bund blev smurt med hindbærmarmelade fra Den Gamle Fabrik.

Men flødeskummet og glasuren var ægte hjemmelavet håndværk - trods alt!

mandag den 10. september 2018

Ny spejdergruppe i Aalborg

Sofiendal er genopstået

Amanda og Frida fik den store ære at hejse
 Sofiendal-gruppens Dannebrog for første gang, mens
de øvrige familiespejdere gjorde honnør.
15 børn fik sig en herlig søndag sammen med forældrene, da de var til familiespejd i den nystartede Sofiendal-gruppe under Det Danske Spejderkorps.

Heidi.
Det er første gang i adskillige år, at Det Danske Spejderkorps starter en ny gruppe i Aalborg-området. Gruppen holder til på Spejdergården på hjørnet af Sofiendalsvej og Letvadvej. Gruppen dækker Skalborg, Sofiendal, Dall Villaby og Frejlev.

- Området er i vækst, og der er masser af tilflyttere med børn, så vi har vurderet, at der er et stort behov for en spejdergruppe, fortæller gruppens indtil nu eneste leder, Heidi Hoff.

Hele familien til spejdermøde.
- Vi lægger ud med familiespejd, der henvender sig til de 3 – 6-årige og deres forældre. Vi holder familiespejd hver anden søndag formiddag, hvor vi primært er udendørs, forklarer Heidi Hoff.

Søndag var også Naturens Dag, og naturen var det naturlige afsæt for formiddagens aktiviteter, der bød på fremstilling af skovtrolde, natur-bingo og så selvfølgelig lejrbål med snobrød og pølser.

De små spejdere indledte Sofiendal-gruppens allerførste møde med at hejse flaget, synge flagsangen og lærte også at gøre honnør. Børnene gik til opgaverne med krum hals godt hjulpet af forældrene, og det var et stort øjeblik, da de for første gang sad omkring bålet som alle andre spejdere.

Det er gratis at deltage i familiespejd indtil videre. Børnene låner et spejdertørklæde til møderne, så der skal heller ikke investeres i spejderuniform.

- Hvis der er flere børn i området, som har lyst til at være med, er de velkomne på vores næste møde søndag den 23. september kl. 10, siger Heidi Hoff.

Det er ikke første gang, at der er en Sofiendal-gruppe i Aalborg-området. Sofiendal var navnet på en gruppe under Det Danske Pigespejderkorps, der blev sammenlagt med Kong Hans, da DDS og DDP fusionerede i 1974 og dermed skabte verdens første spejderkorps for både piger og drenge.

(Teksten er fra en pressemeddelelse, som jeg har lavet for Sofiendal-gruppen.)
Maxs skovtrold mindede umiskendeligt om et pindsvin.
Fryd lavede en skovtrold med en meget laaang hals.

Isak fik lov at prøve at bruge dolken, da
der skulle laves optændingsspåner til bålet.
Lejrbålet er alle drømmes moder....

torsdag den 6. september 2018

Bambi i camouflageuniform

Godt gemt

Dådyr er søde med deres bambi-prikker hen over kroppen.

Men det er også effektiv camouflage. For her i det spirende efterår med vissent græs skal man altså se godt efter for at få øje på dem...

Jeg var heldig onsdag aften på vej hjem fra Blokhus, da jeg lige havde drejet mod Kaas. Faktisk forstod jeg slet ikke, at det overhovedet var lykkedes mig at se kræet, der gik og græssede i kanten af skoven 50 meter fra vejen...