Haveguf
Generelt er det lidt bøvlet at dyrke pærer. Pæretræer har en tendens til ikke at bære frugt hvert år, og pærerne angribes fra alle sider af alle mulige mærkelige skavanker og sygdomme.
Jeg har tre træer - to Clara Friis og et Conference. Det ene Clara Friis gav ingenting, og det andet gav tre pærer. Til gengæld er der fuld knald på Conference-træet, der har langt over 100 pærer. Nogle af dem store og flotte som købepærer- andre lidt mere tvivlsomme i form og størrelse og med præg af forskellige sygdomme og insektangreb.
Det var den sidstnævnte gruppe, jeg kastede mig over til syltningen - 35 pærer, godt seks pund. De blev skrællet og befriet for kernehuset - og så blev de af tre omgange kogt i en lage bestående af et kilo sukker, en halv liter vand, en deciliter eddike og en bøtte vanillesukker. Årets pærer er generelt temmelig hårde på grund af den varme sommer, så kogetiden blev lidt på øjemål, men cirka 20 minutter så de stadig har lidt bid.
Pærerne blev ualmindeligt vellykkede - og de første fem nåede slet ikke henkogningsglassene, men forsvandt direkte ind i min beskedne, men grådige mund. Herligt - og godt at jeg var alene hjemme.
Pærerne er hældt på skoldede henkogningsglas, lagen fik en spiseskefuld Atamon og fordelt i glassene, der nu står de i vinkælderen og venter på vinterens gæstebud, hvor vi selvfølgelig skal byde på Pære Belle Helene - sikkert med et glas Calvados til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar