Gør ikke dette derhjemme...
Jeg var sulten, men vurderede, at jeg godt kunne holde de cirka 45 minutter, det tager at lave æggestand, så jeg gik i gang med krum hals - og æggemassen røg i ovnen i et behørigt vandbad.
Efter 40 minutter tog jeg glad sagerne ud af ovnen, for nu var det spisetid. Men dengang ej, sagde Tordenskjold. Af en eller anden grund havde jeg sat ovnen til 115 grader i stedet for de påkrævede 175 grader, så æggemassen var fortsat lidt flydende og altså ikke helt bagt, som den skulle.
Nu var jeg imidlertid meget sulten, så jeg gav pokker i Fanden og hans vandbad... Bare ind i ovnen ved 175 grader i ti minutter. Det burde gøre det, for det var kun lige overfladen, der manglede den sidste bagning.
Men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt se, at det kan man altså ikke bare. For uden vandbad vil æggemassen soufflere - og det var lige nøjagtigt, hvad der skete. Efter ti minutter var den ellers kompakte æggestand vokset til dobbelt størrelse. Den logiske konsekvens af at luften og væden i æggemassen i den alt for stærke varme begynder at koge, så dampen puster den op. Hvor dum har man egentlig lov til at være?
Nå, sket var sket, og æggemassen faldt hurtigt ned igen. Det var ikke pænt at se på, men smagen var der såmænd ikke noget i vejen med, så jeg blev da også mæt.
Men her er opskriften, der bør følges nøje: 6 æg, 2 dl fløde, lidt salt og peber piskes sammen. Æggemassen hældes i en smurt foliebakke gennem en si, for at fjerne luftbobler - og så sættes hele herligheden i et vandbad i ovnen i 40 minutter ved 175 grader. Hvis man følger denne opskrift, skal det nok lykkes, sådan som det ses på fotoet til venstre fra i fredags, hvor vi bagte æggestand til Sildelaugs-mødet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar