søndag den 23. september 2018

Kødløs dag

Vegetar-sild

Trillebøren holdt klar til faldne kæmper.
Trillebøren var sat frem for alle tilfældes skyld. Måske en af sildebrødrene ville få brug for dette udmærkede transportmiddel efter fredagens møde. Ikke så meget på grund af mødet med kartoflens liflige dråber, men på grund af chokket, som viceoldermand SEP havde forberedt.

Laksen var af færøsk oprindelse
 - og den var slet ikke så ringe.
Aftenens menu stod nemlig på vegetarmad. Det var uhørt, for den slags antyder man ikke en gang for sjov, så flere af laugsbrødrene knugede den obligatoriske startøl ekstra hårdt, så knoerne blev helt hvide. Det var bestemt rettidig omhu at stille trillebøren frem til hjemtransporten.

Men skik følge eller land fly er en del af konceptet hos Øland Sildelaug, så man gik tavst, men fattet i gang med forberedelserne til aftenens måltid.

Forretten bestod af røget laks med kold avocado-agurkesuppe og citrussalat. Dybest set en acceptabel forret. Forretten så i hvert fald flot ud på tallerkenerne, selv om de indkøbte lakseæg til pynt på den kolde suppe på mystisk vis var forsvundet i det store tidligere skolekøkken i medborgerhuset, og man måtte forstille sig med en skive agurk. I øvrigt var den røgede laks af færøsk oprindelse i verdensklasse.

Sommer-biksemaden gøres klar.
Hovedretten var en såkaldt sommer-biksemad. Men når vi ser bort fra de sauterede kartofler og løg var der nu ikke meget biksemad over det. Retten bød på vegetariske specialiteter som pocherede æg, salat, peberfrugt, fetaost og oliven, der næppe har set en biksemad før.

(Det kan næppe interessere læserne, at skriverkarlen mener, at denne ret burde være serveret med salat-dressing eller - som skriverkarlen ynder til biksemad - en god gang bearnaise.)

Desserten bestod af lakrids-is.

Basilikum-bjesk.
Inden maden samledes laugsbrødrene til et lille glas af giftblanderens det bedste. Denne aften bød han meget passende - aftenens menu taget i betragtning - på en bjesk lavet af pesto-ingrediensen basilikum. En ganske glimrende brændevin, der i øvrigt smagte helt fantastisk til lakrids-isen.

Aftenen sluttede i god ro og orden med respektfuld afsyngelse af Ølandssangen. Der blev ikke brug for trillebøren denne aften. Alle var enige om, at det havde været en ganske interessant aften - særdeles interessant..

Det vides ikke, om der muligvis blev smidt en pølse eller to på panden ude i de små hjem, da laugsbrødrene kom hjem. Så galt gik det ikke hos skriverkarlen, der beskedent lød sig nøje med et par stykker rugbrød med gammelost og rom til natmad. Det var jo kødløs dag!
Aftenen er forbi. Der blev ikke brug for trillebøren denne gang.

Ingen kommentarer: