søndag den 29. september 2019

En ny vinkel

Søsters sommerhus

Forleden lavede jeg et luftfoto af min søsters sommerhus, da jeg var ude med Hercules. Lørdag blev det så til et helt andet foto - tæt på og i en anden vinkel.

Årsagen var Birgittes fødselsdagsfest, der foregik på parcellen i Doverodde. Ber bød Birgitte og Leo på en gedigen frokost med fiskefilet, fiskefrikadeller, hakkebøf med bløde løg og brun sovs, røget krondyr, lammespegepølse og et stort udvalg af gode oste samt cheesecake.

Nu er god mad jo familiens altoverskyggende interesse, så det blev en herlig dag med masser af snak og hygge i det dejlige sommerhus. Så tak til Birgitte for det.

På turen hjemover i skumringen kørte vi bogstavelig talt ind i generalforsamlingen i Tingskovens kronhjorte-forening.

Desværre havde jeg ikke noget teleobjektiv med, så det blev bare til et par dokuskud, der viser, at Tingskoven er noget helt særligt, når det kommer til Danmarks største landpattedyr.

Sidst i september

Haveglimt


Efteråret så sagte kommer, men fortsat er der liv i haven.

Det er ved at være sidste chance for planterne, hvis de skal have et lod i næste års genpulje, så mange blomstrer på livet løs. Som det gjaldt det livet. Og det er jo lige det, det gør...

Jeg glæder mig over blomsterfloret, der sætter prikken over forårets og sommerens anstrengelser. Det har ikke været forgæves - og nu kan vi gå mørketiden i møde med sindsro.

Åh. jo, der er lige det med georginerne, der skal graves op. Og så skal der måske også lige plantes nogle flere løg, så foråret bliver en eksplosion af påskeliljer, tulipaner og andet godt.

Sådan er livet som havemand. Man skal helst være et år foran - hele tiden...






lørdag den 28. september 2019

Ny tid

Sildelauget følger med tiden

Aftenens sluttede selskab. Otte fremmødte inklusive fotografen.
Det er sat'me for ringe, at man ikke melder afbud, mener skriverkarlen
og fotografen - og oldermanden bakker op om budskabet.
Batteriet i køkkenuret blev vendt - så nu
følger Øland med tidsånden.
Øland Sildelaug er en udpræget filantropisk forening af voksne mænd med tilknytning til øen - og som sådan går laugsbrødrene gerne gennem ild og vand for at sikre udvikling og velstand på egnen. Det er jo nødvendigt at følge med både tiden og tidsånden, så fredagens filantropiske indsats til den skønne ø bestod i at vende batteriet i skolekøkkenets ur, så køkkenskriverne har styr på tiden.

Nu går uret. Endda rigtigt nogle dage endnu - indtil vi igen skal i gang med at stille urene tilbage i sommertids-cirkusset.

Jordskok-suppe med både karma og parma.
Fredagens møde var præget af et lidt begrænset fremmøde, men den lille og sluttede kreds gik til makronerne - som der for resten ikke var nogen af - med sædvanlig ildhu.

Forretten bestod af en solid jordskok-suppe med parmaskinke og purløg. Det er jo efterår - og det er tid at høste jordens frugter.

Stroganoff med mos.
Hovedretten var en mindst lige så solid gang stroganoff med kartollelmos. Den slags er altid et hit - specielt blandt modne mænd, der gerne spiser mosemad, som kan samle sovsen. Dybest set vel udtryk for, at man er ved at gå i barndom - for kartoffelmosen giver jo mindelser om føden fra de første leveår.

På forrige møde blev Jørn udnævnt til dessertmester, så der var et vist pres på den gode smed med styr på den søde tand. Det blev til en æbledessert med creme smagt til med hjemmelavet rosenvand lavet på roser fra oldermandens have - vel at mærke det hjørne af haven, hvor hunden aldrig kommer!

Æbledessert med et touch af rosenvand.
Dessertmesteren levede op til forventningerne - og ganske tidligt efter lidt hyggesnak gik man hver til sit med oldermandens formanende ord om at huske at melde afbud siddende i baghovedet.

For der var 12 tilmeldte til aftenen, men kun otte fremmødte - så nu kan skriverkarlen se frem til at leve af bøf stroganoff resten af måneden.
Den nyudnævnte dessertmester redegør for det søde køkken.

fredag den 27. september 2019

I Hercules bug

Luksusplads

På vej...
Dagens nummer i fly...
Forsvarets Hercules-fly har et grumt ry som ukomfortable og støjende - og forsvarets egne folk taler gerne den manglende komfort op ved blandt andet at udlevere ørepropper, inden man går ombord.

Men så slemt er det nu heller ikke. Jovist, det kan da høres, at man er ombord på et propelfly, men den værste larm kommer faktisk fra hydraulikken i forbindelse med start og landing.

Airborne...
Når først Hercules er i luften, så er det altså et fedt fly med fire meter til loftet og masser af benplads og plads til at gå rundt. Og når man som undertegnede har tilbragt adskillige døgn af livet i små propelmaskiner i fjerne egne af verden, så er Hercules altså et særdeles komfortabelt fly, hvor man nemt kan bære over med, at sæderne mest af alt minder om noget fra Jysk.

Helt ærligt - jeg synes altså, at al den plads er det rene luksus.

Herresving over Løgstør.
Jeg vandt jo en tur med Hercules for nogle dage siden i en lille fotokonkurrence - og i dag indløste jeg så gevinsten sammen med en større flok vindere i Air Transport Wings konkurrencer på Facebook.

Det blev til en god times flyvning rundt i fædrelandet i lav højde (600 til 2.000 fod) i nogenlunde anstændigt vejr. Turen gik fra Flyvestation Aalborg ud over Limfjorden til Agger, hvor vi svingede ned langs Vestkysten til Hvide Sande og så ind over de vestjyske heder op til Venø og retur mod flyvestationen.

Jeg fik Stiftstidendes Peter Mørk til at tage
den selfie, som man selvfølgelig skal have ved
 den slags lejligheder.
Der er ikke så mange vinduer i en Hercules, så det blev ikke til så mange fotos, men blandt andet Livø, Løgstør og min søsters sommerhus i Doverodde kom da på kortet. Vi var desværre ikke tæt nok på Øland til ordentlige billeder, men et vue ud over Ulvedybet fik jeg da med.

Tak til Air Transport Wing for en god dag.
Søsters sommerhus.
Vindkraft.
Livø.
Ulvedybet på afstand.

mandag den 23. september 2019

Kunstfoto

Kold og tåget morgen

Søndag morgen var jeg på plads i Tingskoven allerede før solopgang. Det var tåget og koldt, men jeg håbede at kronhjortene måske ville komme tæt på, fordi jeg var kommet til stedet i halvmørke og tåge.

Der skete nu ikke alverden, mens jeg lå bag et dige og skuede ud over en lysning i skoven. Jo, jeg kunne høre tyrene brøle deres elskovssmerte ud fra næsten alle sider. Og jeg så da også et eller andet bevæge sig langt væk i tågen. Men absolut ikke noget, der kunne fotograferes.

Det var koldt - og jeg kedede mig bravt. Så jeg slog mig på kunstfoto - den der særlige fotogenre, hvor midaldrende kvinder med stor begejstring fotograferer solopgange og morgendis med deres mobiltelefoner. Det var ikke det, jeg var kommet for, og teleobjektiv er heller ikke særlig velegnet til formålet, men noget skulle tiden jo gå med...

Efter et par timer gav jeg op og vendte næsen hjemefter. Der kørte jeg bogstaveligt talt ind i en rudel kronhjorte, som kunne ses fra Thisted-vejen, så jeg stoppede. Og for at føje spot til skade dukkede der bagefter en flok dådyr op.

Det blev også til lidt hyggesnak med et par ornitologer, der var på vej til Han Vejle for at se skægmejser. Måske det havde været en ide i stedet for at satse på kronhjortene?

Men på trods af kulden og de manglende fotos, var det nu alligevel en god start på dagen...

lørdag den 21. september 2019

Mig og min skrivemaskine

Minderne har man da lov at ha'

Min første skrivemaskine, en Erika fra Seidel & Naumann
i Dresden. Rigtig Stasi-kram til en fornuftig pris fra DDR.
Foto: typewriters.ch
I dansk fjernsyn er der kun sjældent noget at grine af, men jeg må indrømme, at jeg trak temmelig meget på smilebåndet fredag aften.

I fredagens familieprogram på DR, Alle mod 1, fik 25 hold bestående af to teenagere til opgave at skrive et brev på et par linjer og putte det i en kuvert. De havde fire minutter til den simple opgave - kun ni klarede den, for Damarks håb - den opvoksende generation - ved hverken hvad en skrivemaskine eller en kuvert er. Nedslående og alligevel kosteligt morsomt at se disse digital-forvirrede unge fumle med noget af den fineste teknologi, som menneskeheden har frembragt.

Det var tankevækkende og vakte minder helt tilbage fra barndommen. Min far havde en meget aggressiv måde at skrive på maskine, og utallige er de aftener, hvor jeg faldt i søvn til den højlydte dak-dak-dakdakkedak-lyd fra kontoret.

Min far sled en Triumph Perfect op
gennem et langt liv - og han endte da
 også med at bruge pc. Foto: e-bay
Far brugte en bedaget Triumph Perfect, der i øvrigt kom på markedet i 1958 - samme år som jeg blev født. Denne skrivemaskine blev selvfølgelig også den første skrivemaskine, jeg brugte. Min håndskrift har alle dage været en læge værdig - og med et aktivt liv som blandt andet spejder var jeg nødt til at skrive på maskine.

Af samme grund valgte jeg i realen et kursus i maskinskrivning, hvor jeg aften efter aften under ledelse af lærer Staub sad med plade over tastaturet og terpede JF JF, så JK JK og så videre, indtil jeg mestrede 10 fingers blindskrift til perfektion. Det var fysisk svært, for skolens skrivemaskiner var en Olivetti-model med en enorm frigang på lillefingertasterne. Den dag i dag er jeg stolt af, at jeg kan skrive blindskrift - og så er det forresten også ganske nyttigt, selv om skrivemaskinen er blevet skiftet ud med en pc - men jeg lærer aldrig at skrive på en I-pad-skærm. Sådan er det bare...

Jeg fik min første skrivemaskine - vistnok på min 17-års fødselsdag - i 1975. Det var en dengang ny og forbløffende let rejsemaskine, model Erika 50/60 fra østtyske Seidel & Naumann i Dresden. Dette navnkundige firma producerede skrivemaskiner i næsten 100 år frem til 1991, hvor det gik konkurs efter murens fald. Men så havde firmaet også understøttet det tyske bureaukrati under kejserriget, Weimar-republikken, det tredje rige og DDR. Sic transit gloria mundi!

Erikaen tjente mig flittigt i nogle år - både på gymnasiet og universitetet - men også til læserbreve, som jeg skrev mange af dengang.

Et teknisk vidunder fra Triumph-Adler med
en rettehukommelse på ti tegn. Foto: Writelephant
I 1983 var digitaliseringen så småt begyndt, så min næste skrivemaskine blev en Triumph-Adler, model Gabriele 8008. Et teknisk vidunder med hele 10 tegns rette-hukommelse og ikke mindst udskiftelige skrivehjul med indstillelig spatiering. Den var født med Courier, men jeg anskaffede mig hurtigt skrivehjul med Times og en Helvetica-lignende skrift, så jeg kunne producere mine egne tryksager og pamfletter med noget, der lignede fotosats. Stort! Overskrifterne blev så sat op med Letraset-bogstaver, men det kender tidens unge næppe heller noget til.

Gabriele 8008 var en stor investering. Den stod i butikkerne til knap 8.000 kroner, som svarer til 18.000 nutidskroner. Men vi var en flok handelsstuderende på AUC, der udnyttede handelstalentet, så vi fik næsten 50 % rabat ved køb af 10 maskiner i Klarup Kontorforsyning. 4.300 kroner endte jeg med at betale for den flotte skrivemaskine.

Støbejern fra IBM. Foto: Wikipedia
Da jeg begyndte at arbejde fuldtids i midten af firserne, hed skrivemaskinen IBM. Også lidt af et mekanisk vidunder med kuglehoved. Den maskine var tung og solid - kabinettet var støbejern. Jeg oplevede engang en vred kollega, som smed IBM-maskinen ud af vinduet fra 2. sal. Derefter hentede han maskinen nede i gården og skrev videre, som om intet var hændt. Jo, det var kram.

Men efterhånden holdt den elektroniske tekstbehandling sit indtog i skriveverdenen. I 1992 købte jeg  min første hjemme-pc og en laserprinter, der kun kunne skrive med courier. Tilbage til start så at sige - og et godt eksempel på, at fremskridtet ofte byder på tilbageskridt.

I øvrigt har qwerty-tastaturet overlevet digitaliseringen. Det blev opfundet af amerikanske Christopher Sholes og blev standard på riffelproducenten Remingtons skrivemaskiner i 1873. Den sindrige fordeling af bogstaverne skulle forhindre tastearmene i at filtre sig ind i hinanden, når man skrev hurtigt -og også øge tempoet, fordi mange ord kunne skrives med skiftevis højre og venstre hånd.

Men qwerty eller ej. Det er en gave  at have lært at skrive med alle ti fingre - og det er synd for de unge, når man ikke længere tilbyder undervisning i maskinskrivning. Måske tiden var bedre udnyttet på lidt undervisning i praktiske færdigheder i stedet for at løbe rundt på gader og stræder og råbe op om klimaet. For der er ingen tvivl om, at en god, gammeldags hånddrevet skrivemaskine er bedre for klimaet end en I-phone.

torsdag den 19. september 2019

Nødhjælp

Hassel-år

Oh, hvilken rigdom naturen bereder os...

Det er hassel-år, og selv troldhasselen bærer nødder. Det troede jeg ellers var en umulighed...

I nøddens stund. Fat i haserne og så....
Onsdag begyndte vi nøddehøsten. Nødderne i troldhasselen er plukkemodne, så det er bare med at komme i gang, inden de slipper og bliver museføde.

Også ovre i hasselhegnet på det fremskudte dige myldrer det med de små energiklumper, men her kommer høsten til at foregå over nogle dage, for de er knapt plukkemodne alle sammen.

Den første nøddehøst.
Det er første år, vi har nødder i hegnet. Det passer meget godt med, at hasseltræet skal være seks til otte år, før det begynder at give frugt. Det er sikkert også derfor, at nødderne her er lidt små i det.

Men høstes skal de. Vi skal selvfølgelig nyde udbyttet af de små selvsåede hasselplanter, jeg satte for nogle år siden.

Når hasselnødderne er plukket, skal de befries for haserne, som det hedder. Derefter skal de tørres indendørs i varmen en god uges tid - og så skulle de ellers være spiseklare.

Sidste år var det valnødderne, som gav os naturens gaver i overflod. Men det sker ikke i år. Der er siger og skriver en valnød på træet - og om jeg når at snuppe den før musene, er nok et åbent spørgsmål...

tirsdag den 17. september 2019

Spidsen af en jetjager

Præmiefoto

"Det koster spidsen af en jetjager" er en af de faste vendinger i det danske sprog. Meningen er selvfølgelig, at det er "vildt" dyrt, for jetjagere er med tiden blevet noget af det dyreste isenkram, vi kender.

Og her har vi så spidsen af Hercules...
Politikerne har for et par år siden besluttet, at Danmark skal anskaffe 27 nye F-35 jetjagere, og det er der bevilget 20 milliarder kroner til. Det svarer til en stykpris på cirka 750 millioner kroner, så alene spidsen må jo være millioner værd.

Så slemt er det nu ikke. Forsvaret kunne for et par år siden oplyse, at spidsen af en jetjager - det såkaldte pitotrør, som måler flyets hastighed -  i F-16-udgaven kan erhverves for sølle 16.000 kroner. Og det er som bekendt småpenge i krigsministeriel sammenhæng...

Fra arkivet: Hercules i Sindal i 2014.
Forleden besøgte jeg Flyvestation Aalborg med journalistforbundet - og i den anledning var der en lille fotokonkurrence, hvor præmien er en flyvetur med forsvarets C-130 Hercules fly. Jeg har netop fået at vide, at jeg har vundet en af de tre ture i skarp konkurrence med de professionelle fotografer for et af mine bidrag - billedet af spidsen af en jetjager, som jeg tog foran flyvestationen den pågældende dag.

Så nu kan jeg snart skrive et nyt afsnit i serien "Luft under vingerne" om flyene i mit liv....
Fotograf Betina Fleron og undertegnede i Hercules
 bug i sidste uge. Foto: Claus Søndberg.

søndag den 15. september 2019

En gang spejder...

Gades parlament

En gang spejder, altid spejder.
Politisk ævl og kævl, personfnidder og selvhævdelse er stort set så langt fra spejderidealerne, som man kan komme - og normalt bruger vi ikke tid på politik.

Gade mødte op i sine to uniformer: borgmesterhabitten
og spejdertørklædet.
Tirsdag gjorde vi en undtagelse i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, hvor vi havde inviteret borgmester Mogens Christen Gade fra Jammerbugt Kommune til at fortælle lidt om, hvordan et livslangt engagement i spejderbevægelsen havde påvirket den politiske karriere.

For man kan mene, hvad man vil om Gade, men han har aldrig lagt skjul på, at han også er spejder og endda fortsat aktiv på trods af, at han nu er Nordjyllands længstsiddende borgmester med 17 år på scorekortet. Samtidig er han aktiv som blandt andet gruppeleder hos KFUM-spejderne i barndomsbyen Skovsgaard.

Det blev et spændende møde. Mogens Christen Gade blev først spejder temmelig sent - i 12-års alderen. Det skyldtes blandt andet en stor interesse for søndagsskole, hornmusik (af den mere uskyldige slags) og fodbold - og borgmesteren opvoksede - ligesom jeg - med holdningen, at hvis man engagerer sig, skal man gøre det  helhjertet og seriøst.

Spejderlivet har givet et betydeligt socialt engagement - og Gade var da også socialudvalgsformand i Brovst kommune, før han fik borgmesterposten. Han dvælede lidt ved disse udnævnelser og kom frem til, at man skal have modet til at tage ansvar - og det mod får man hos spejderne. Og så lægger han vægt på Baden-Powells motto for spejderbevægelsen: Vær beredt!

Gade understregede det geniale i spejderbevægelsen; der er plads til alle, for der er altid et eller andet, man er god til. Og så kunne han fortælle, at han i det daglige med udvalgs- og direktionsmøder altid kører dem som et spejdermøde med klare beslutninger om, hvem der har ansvaret for at udføre beslutningerne.

Mogens Gade er i øvrigt en god og underholdende fortæller - omend forbløffende manuskriptfast af en politiker (og skolelærer) at være - så det blev en god og hyggelig aften med gode grin.

Spejder er ikke noget, man går til. Det er noget, man er. Og Jammerbugt-borgmesteren er også et levende eksempel på den gamle talemåde: En gang spejder, altid spejder...

Aftenen blev naturligvis indledt med spisning - sild og skipperlabskovs. Kokken (gæt hvem) kunne til sin store tilfredsstillelse konstatere, at der blev spist op. Dejligt, når folk kan lide maden...

fredag den 13. september 2019

Blind høne...

Pletskud

Selv en blind høne kan finde korn, siger man. Lidt er der om snakken, for jeg har i hvert fald taget et foto i den forløbne uge, som jeg er ganske godt tilfreds med...

Mandag og tirsdag deltog jeg i en konference i Aarhus for grønlandske iværksættere. Det var arbejde og ganske fornøjeligt, for jeg kendte de fleste af deltagerne. Der kom også en håndfuld artikler ud af arrangementet, hvor især en scorede højt på kliklisten. Så alt i alt er jeg godt tilfreds.

I samme forbindelse havde jeg også en lille bestillingsopgave. Ikke noget der hastede, men når jeg alligevel var i Aarhus....

Jeg skulle lave et foto af Aaja Chemnitz Larsen, MF, og direktøren for den grønlandske arbejdsgiverforening GE, Brian Buus Petersen. Det var lidt vanskeligt, fordi det for det første var svært at holde de to travle mennesker på samme sted i mere end et minut, og for det andet fordi lysforholdene i Centralværkstedet i Aarhus er temmelig dårlige kombineret med en meget urolig baggrund.

Men det lykkedes da at få lavet en opstilling foran scenetæppet. Det kom der faktisk et helt godt foto ud af, opdagede jeg, da jeg her til morgen redigerede bestillingsbillederne. Det ligner næsten en studieoptagelse, selv om det er taget i felten under ringe forhold.

Konferencen var arrangeret af foreningen Nukiga, der med en millionbevilling fra Erhvervsfremmestyrelsen skal styrke det grønlandske iværksættermiljø. Folkene i Nukiga er sikkert også godt tilfreds med det totalfoto, jeg brugte til en af artiklerne. Det ligner i hvert fald et rigtigt reklamefoto for sagen...

torsdag den 12. september 2019

Aften på flyvestationen

Flyspotterens drøm

Spidsen af en helikopter.
Spidsen af en jetjager.
Onsdag aften var jeg på rundvisning på Flyvestation Aalborg med journalistforbundet.
Jeg har været der før, men benytter altid en god lejlighed til at komme tæt på fly og flyvere, flyspotter som jeg også er...

Den røde tråd.
Det blev til et besøg hos den store EH-101 redningshelikopter, der altid er på vagt i Aalborg. Helikopteren var lige kommet retur fra en hård tur i møgvejr til en af Nordsøens olieplatforme, så det blev kun til en snak med førstepiloten, mens den øvrige besætning holdt pause. Og allerede en time senere var helikopteren da også i luften endnu en gang.

Så blev det til et besøg hos ATW - Air Transport Wing - der opererer forsvarets Hercules og Challengerne. Herefter var der lidt mad og drikke, mens ATW's kommunikationschef Morten Valentin Jensen holdt et spændende oplæg om krig, information, psykologisk krigsførelse og ikke mindst samarbejdet mellem presse og militær.

Jeg har tidligere været på flere rundvisninger på stedet, så jeg koncentrerede mig om at fotografere. For der er mange gode motiver på flyvestationen, som jeg jo nærmest er nabo til.
Handsfree.
Danmarks knyttede næve mod øst.
Preben.
Business Class.
"Kikkert".
Godnat.