Vanvidskørsel

En sportsblinds bekendelser

Foto: Wikipedia

Der er så meget, jeg ikke forstår…

Fruen i huset – Hjemmestyret som jeg kalder hende – styrer ikke så meget i øjeblikket. Hun er sportsgal og har nu hele sommeren siddet klinet til TV-skærmen og er tilfreds, hvis jeg bare stiller en skål mad ind til hende med jævne og passende mellemrum.

Sådan er et ægteskab nemlig også. Det kan kun fungere, hvis man giver plads til både særheder og perversiteter.

Så jeg tuller rundt, laver mad og nipper blomster i haven, der netop nu stortrives. Og når det skal være lidt festligt, åbner jeg flaske vin eller to i solen. Hvidvin eller rødvin. Ikke rose. For det stærkt stigende forbrug af rose er bare et tegn på, at landets kvinder er begyndt at drikke som svin. Det er ligestillingen, der nu er slået fuldt igennem.

Jeg er sportsblind. Jeg forstår det simpelthen ikke. Og når jeg ser de småfede, bøvede fodboldfans, der hellere kaster med øllet end drikker det, er jeg dybt taknemmelig for, at jeg ikke er sportsmand.

Ikke fordi jeg har noget at lade nogen høre. Jeg er selv småfed, men på den fede måde, hvis De forstår. Det handler om pli og værdighed. Hvis man skal drikke, skal man altså også kunne bære branderten og ikke møve sig ind foran ethvert fjernsynskamera.

Det ville klæde sportsfolket – og ikke mindst sportskommentatorerne – med lidt værdighed, ophøjet ro og ”stiff upperlip”, så de ikke bare lader sig rive med af stemningen.

Fruen er heller ikke så begejstret for kommentatorerne. De danske især. Det har hun fundet en god løsning på. Hun ser sport på tysk TV. Hun er nemlig fra Grønland – og deroppe lærer man ikke tysk i skolen.

Forleden vandt en mand fra Glyngøre et cykelløb i Frankrig. Det var ifølge kommentatorerne alt lige fra historisk, episk, ikonisk og vanvittigt. Det var simpelthen vanvittigt vanvittigt.

Her er jeg for en gangs skyld enig med kommentatorerne. Det er klogt sagt, for cykelløb er jo det rene vanvid. Cykelløb er en af de mest samfundsgenerende sportsgrene. Sportsudøvere, der som uopdragne børn leger på vejen. De skulle have et dask med Christian Kjærs våde søndagsberlinger, skulle de. Og så gennes indenfor og i seng uden aftensmad i et mørkt rum, hvor vi andre ikke kan se dem.

Cykelryttere er vanvidscyklister, der tilsidesætter alle færdselsregler. Og akkurat lige som tilfældet er med vanvidsbilister, bør man konfiskere køretøjet til fordel for statskassen. Lige på stedet. Når man hører, hvilke vanvittige beløb sådanne cykler koster, skal det nok lægge en dæmper på festlighederne. Og ellers kan vi jo bare sætte skatterne ned.

Jeg er som sagt sportsblind. Jeg forstår ikke, hvorfor det er vigtigt at være den bedste i verden. I morgen eller til næste år, er der jo en anden, der er bedre. Så det er skønne spildte kræfter.

Jeg tror heller ikke, at man får et godt liv, når man hele tiden skal konkurrere med andre. Så bliver man jo aldrig tilfreds. Det er den slags, som skaber sygdomme som anoreksi og stress, fordi man altid bare vil noget mere i forhold til andre.

Så tror jeg mere på selvtilfredsheden. Det at være glad og hvile i sig selv – og ikke have alt for travlt. Det handler bare om at tro på sig selv – og det gør jeg til fulde. I mit eget selvbillede er jeg nemlig ikke en småfed undermåler, men en høj flot mand – og så er jeg revnende ligeglad med, hvad andre måtte mene om den sag.

God, fortsat sommer…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. juli 2021.

Våde skud fra oven

Regntid

I weekenden var tørken ved at tage livet af alt levende i landet, og nu stander landet så i våde, mens skybruddene drager hærgende over by og land, hvis man skal tro medierne.

Knap så slemt ser det ud her på Øland, hvor myten om ekstremvejr har lidt svært ved at bide sig fast. For vejrmæssigt er vi noget for os selv.

Der sker det pudsige, at når der er torden i syd, og fronten vandrer op gennem Jylland, deler uvejret sig altid i to, når det når Limfjorden. Og så har de skybrud og oversvømmelser i Thy og i Aalborg. Her på Øland, derimod, sker der intet. Lidt drypperi - og det var så det...Det er egentlig lidt kedeligt, for jeg kan godt lide ekstremvejr. Torden og snestorm er spændende og fascinerende. Og når tordenvejret er i anmarch, sætter vi os altid ud med kaffen i håbet om en rigtig sanseoplevelse.

Således også i den forløbne uge, hvor det ellers har buldret og braget omkring os. Men det blev som sædvanlig ikke rigtig til noget.

Åh, jo, vi har da fået lidt vand. Det meste i små afmålte byger, som jorden har godt af, men ikke noget skybrud overhovedet.

Onsdag mellem 12.45 og 13.15 troede jeg ellers, at den var hjemme. Det regnede ganske voldsomt, men et kig på regnmåleren afslørede, at det blev til 8 mm på en halv time. Det svarer til et halvt skybrud og er temmelig langt fra de krævede 15 mm.

Men vi skal ikke klage. Med 55 mm siden mandag aften, er jorden godt våd - og græsplænen er i vækst igen, kan jeg se. Så nu kan vi godt bruge lidt sol igen, så blomsterne kan restituere sig. For pelargonierne tåler altså dårligt al den regn. Det går ud over blomsterne. Nu får de gødning - og så er det op på hesten igen. Om 14 dage skal det nok blive godt igen.

Og ellers er efteråret jo lige om hjørnet.

Det nederste foto er fra mandag aften, hvor tordenvejret lå tungt over Himmerland - og vi fik hverken torden, lyn eller regn her på Øland.

Blomsterpral

Haven står skarpt

Krukkerne på gårdspladsen er en kilde til stor glæde - både når jeg drikker
morgenkaffe ved solopgangstid og ved den stille
eftertænksomhed før sengetid.

En gammel gryde fyldt med pelargonier er parcellens
 ansigt udadtil. Velkommen til Nørremarksvej 6.

Jeg har aldrig været helt vild efter petunia. Jeg synes,
 de er svære at holde pæne, men i år er det lykkedes meget godt.

De tre store hortensia i midten stammer fra mine forældres have i Farsø.

Jeg har en anarkistisk tilgang til haven. Mere Søren Ryge end Claus Dalby,
 så stokroserne får lov til at stå, hvor det nu passer dem. Den her har nu
 i tre år pyntet indgangen til baghaven.

Tallerkensmækkere (blomsterkarse) er flotte og smager godt
 som pynt på smørrebrød. De her står lige ved køkkendøren, så man
hurtigt kan pynte maden. De har en virkelig fin smag af karse.

Staude-latyrus er lidt bøvlet. Den er svær at holde i ave og smider frø i
 hele haven. Men den er en hurtig og god erstatning for den store klematis
ved værkstedet, der lider af en lidt for kraftig beskæring sidste år. Den
skal nok komme igen, men det kommer nok til at tage et par år.

Jeg har nok 200 pelargonia - og foretrækker den gammeldags røde
 "mormor-pelargonie", som pryder flisegangen op langs huset.

Ideen med fredløs i hængepotter har jeg fra min far. Jeg havde egentlig
 glemt det, indtil min kusine sidste år mindede mig om, at
sådan plejede Mogens at gøre.

Det ligner farvekoordinering, men jeg indrømmer blankt, at det
er et tilfælde, at de lilla pelargonier havnede netop på denne plads.

I maj købte jeg et stort parti afblomstrede pelargonia, som skulle
 kasseres, fordi de dermed var usælgelige. De er nu kommet til
ære og værdighed igen og giver mig mulighed for at fråse i blomstervældet.

Mine knoldbegonier er lidt sene i væksten i år - bortset fra denne her,
som giver den fuld gas. Men den står også i rent hestemøg,
og det kan de godt lide.

Jeg har kantet urtehaven med lyserøde og hvide pelargonia. Den lyserøde
hedder "Dronning Ingrid" og er angiveligt den mest populære
pelargonie i de danske haver.

Persillen står godt i år, så vi skal have masser af stegt
flæsk den kommende tid. Purløg og dild er godt på vej.

Løgene er ved at være klar til at blive høstet. Årets høstudbytte er moderat,
men acceptabelt. Væksten gik i stå i maj-tørken - og jeg kom
 for sent i gang med vandingen.

De selvsåede tallerkensmækkere ved naturhegnet vokser voldsomt i øjeblikket.
Desværre har kålsommerfuglene en lidt usund interesse for dem, så jeg må
dagligt fjerne æg fra bladene. Sidste år blev de spist af kållarverne
 - og det vil jeg ikke risikere i år.

Isbegonia er en fin lille plante, som passer sig selv,
 når bare den får vand nok.

Tomathøsten er i gang. Jeg dyrker udelukkende frilandstomater,
så planterne ser lidt sølle ud, men tomaterne fejler intet.

Vestenvinden og svampesygdommen rust er hård ved stokroserne
foran værkstedet, men blomsterne ser fine ud alligevel.

Jeg er med på tidens havemode og har flere bede med vilde blomster
 til bierne. Men jeg er dog så meget havemand, at jeg kranser dem
 med isbegonia som pynt. I baggrunden kan man ane en vild velduftende
 aftenstjerne, som nu blomstrer for anden gang.

Træets første frugter

Magda Jensen

For fem år siden fældede jeg et stort Magda Jensen-mirabelletræ i baghaven. Det var for stort, det var for grimt, og det stod i vejen.

Men det smertede mig at fælde Magda Jensen. For træet gav godt med lækre, faste mirabeller. Det var faktisk overordentligt givende, for at sige det pænt.

Og Magda Jensen mirabellerne er i modsætning til andre mirabelle-sorter ikke melede. Så de kan både spises, som de er - eller laves til grød, saft eller syltetøj.

Derfor plantede jeg samtidig et nyt Magda Jensen i hegnet mod naboen. Det træ er nu blevet så stort, at jeg netop har høstet de første mirabeller fra det. Ikke mange, men en pæn skål blev det da til.

Det lover godt for fremtiden. Det skal nok blive godt.

Årets høst blev spist direkte fra skålen. Jeg fik reddet et par håndfulde fra til kontoret, mens resten blev fortæret af husets sportsfanatiker, som nu vil sidde klistret til fjernsynet de næste mange uger på grund af en eller anden ligegyldig turnering i Japan.

Venner ser på Danmarks kort

Melting Barricades

Museet for Religiøs Kunst i Lemvig viser i øjeblikket udstillingen "Grønland - kunsten gennem 300 år".

Blandt billederne er Alex Havsteen-Mikkelsens Danmarkskort, som viser et Danmark med stednavne, som det kunne se ud, hvis nu magtforholdet mellem de to lande var omvendt. For eksempel er Jylland omdøbt til Hans Enoksens Land - akkurat som der i Grønland findes både Staunings Alper og Kong Christian X Land.

Mange af de grønlandske stednavne er hentet under bæltestedet - og grønlandsk-kyndige kan få lang tid til at gå med at kigge på kortet, der sprudler af god værkstedshumor. For eksempel er Tirstrup Lufthavn benævnt Utsussua Mittarfeqarfiit, hvilket i min forsigtige oversættelse bliver til Venusbjergets Lufthavn.

Så da vi besøgte udstillingen søndag, fik Dina lang tid til at gå med at studere grønlandske stednavne i Danmark. Men kortet er også populært blandt Lemvig-museets rent dansksprogede gæster, noterede jeg.

Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen, 2004

Kortet stammer fra en happening i 2004, hvor Havsteen-Mikkelsen og filminstruktøren Inuk Silis Høegh legede med tanken om grønlandsk hær og besættelsesmagt. Blandt andet kørte de rundt i København i militæruniformer og en pansret mandskabsvogn og erklærede byen besat af Grønland.

Et andet festligt indslag foregik på den lille gågade i Nuuk, hvor de opstillede et militær-telt og hvervede frivillige til den grønlandske hær. Hvis man meldte sig under fanerne, var belønningen en skål suuasat (sælsuppe). Det var morsomt - ustyrligt morsomt, men også tankevækkende, idet en del af de frivillige troede, at det var alvorligt ment.

Det snakkede vi meget om, dengang. For det var ærlig talt lidt skræmmende, at der blandt mange mennesker var så lidt samfundsviden, at man kunne bilde folk ind, at Grønland havde en hær. Happeningen rejste - lidt utilsigtet - en debat om værdien af undervisningen i den grønlandske folkeskole.

Det er i øvrigt et udtalt ønske blandt den grønlandske befolkning at bidrage til forsvarets opgaveløsninger i Grønland. De seneste år har det også været muligt for grønlandske unge at gå på session. Det er imidlertid stoppet i år på grund af grønlandsk politisk fnidder.

Alex Havsteen-Mikkelsen: Qallunat Nunaat, 2004.
Kortet er klikbart.

Nudging

Adfærdsdesign

Nudging er et temmelig misbrugt ord i tidens floskeldansk. Det bruges ukritisk og ofte temmelig ureflekteret, hvor det omklamrende oversættes til "et kærligt puf i den rigtige retning".

Ikke desto mindre praktiserer jeg nudging i den allerreneste form ude i gården. På hjørnet af halvtaget hænger et par potter med fuchsia. De har fået den fremtrædende plads, fordi jeg har fået dem forærende - og jeg synes, de er temmelig flotte. Fremragende og brugbart keramisk kunsthåndværk. Så det kan ikke komme på tale at flytte dem.

Desværre har konen den uvane, at hun aldrig ser sig for, når hun går. På vores yndlingsplads under halvtaget har hun stolen til venstre på det nederste foto - og når hun så skal ind i huset, går hun direkte ind i potterne med megen brok og skælden ud til følge.

Det problem satte jeg en stopper for ved at stille fire blomsterkrukker neden under potterne. Så nu går fruen uden om - uden at slå hovedet og uden at brokke sig over mine hængepotter. Kein Hexerei, nur Behändigkeit - eller rettere nudging;  adfærdsdesign som det også hedder på dansk.

Akkurat som når værtshusejere placerer en skydeskive i bunden af urinalerne. På jäkla vis får det mændene til helt ubevidst at sigte efter skiven - og så er det slut med at tisse ved siden af. Sådan er mænd så nemme...

Jeg har selv med stor succes - for jeg kan ikke fordrage møder - kortet mødetiderne ned ved at holde møder i lokaler uden stole. Det virker i forbløffende grad dæmpende på talelysten.

Jeg mener, at oversættelsen "puf i den rigtige retning" er en dårlig definition af begrebet, som nok er afledt af, at "nudge" på engelsk betyder puffe. For den definition åbner en ladeport af fortolkningsmuligheder. Og så er der frit valg på alle hylder. Ikke mindst blandt teoretisk dårligt funderede, overflødelige akademikerkvinder med en overbygningsuddannelse i kommunikation, som er i jobprøvning i den offentlige sektor.

For så kan de muntre sig med alle mulige kampagner, der viser deres gode moral og omsorg for andre mennesker for skatteydernes regning - og så ser vi et hav af kampagner mod rygning, fedme, alkohol, fart, sexisme, prutter og bøvser. Som regel uden særlig respekt for modersmålet syntaks og ortografi.

Nudging er ikke information. Det er arkitektur. Jeg mener, at der skal være to betingelser opfyldt for at man kan tale om nudging. For det første skal indgrebet indebære en fysisk ændring af arkitektonisk art, og for det andet skal påvirkningen ske på det ubevidste og usagte plan.

Det er altså ikke nudging at fortælle folk, at det er usundt at spise sovs. Men det er nudging, hvis man serverer kartoflerne uden kniv og gaffel på bordet, så folk må spise med fingrene. Sådan lidt firkantet sagt.

Vesterhavsmarchen igen

Fredelig søndag i solen

Søndag genopstod Vesterhavsmarchen i Blokhus efter corona-pausen. Som sædvanlig bemandede gildebrødrene fra 8. gilde Midtvejsposten.

Midtvejs er det første pitstop på turen til Løkken - og for de fleste deltagere også vendepunktet, inden turen går tilbage til Blokhus.

Dagen forløb stille og roligt. Det begyndte med et rigtigt møgvejr, men over middag lagde vinden sig og solen brød frem fra en skyfri himmel - rigtigt strandvejr.

Jeg var lidt vag efter lørdagens grill-party, så det bekom mig vel med en lur i solen. Og jeg kom først rigtigt i aktion, da posten skulle lukkes kl. 16.

Mens jeg sad i solen havde jeg rig lejlighed til at studere skovpiberens sangflugt. Det vil sige, jeg vidste ikke, at det var en skovpiber, før jeg tjekkede sangen efter hjemkomst. Den var også lidt for langt væk til at fotografere, så jeg nøjedes med sangen.

Jeg var jo vag, så kameraet kom først frem lige før lukketid, hvor det så blev til - synes jeg selv - et par ret fede fotos af de ørkenlignende sandmasser på Jammerbugt-stranden.

Gaffelhale

En laber larve

Billederne er klikbare, så man rigtigt kan studere gaffelhalepartiet.

Larven af natsværmeren hermelinskåbe kaldes ofte for gaffelhale på grund af den tvedelte hale.

Hvis larven føler sig truet, kan den skyde lyserøde tråde ud af gaffelhalen. Ud af trådene sender den myresyredampe som bliver spredt rundt i luften. Hermelinskåbe-larven lever på og af pileblade eller poppelblade - og kan i øvrigt kendes på det røde fjæs med et brunt øjeparti.

Jeg mødte den labre larve lørdag eftermiddag i Tranum klitplantage, hvor familien var på skovtur. Egentlig var vi på jagt efter den sjældne hedepletvinge, der kun findes få steder i landet, men den bjørn kom der nu ikke noget skind ud af.

Der var masser af labre larver
i skoven. Foto: Henrik Jespersen

Til gengæld så vi masser af blåhaler, bredpander og andre små spændende sommerfugle. Men nu er jeg jo ikke lepidopterolog - ekspert i sommerfugle - så jeg skal nok vare mig for at forsøge at identificere dem nærmere. Blåfuglefamilien tæller cirka 4.500 arter og bredpanderne cirka 3.500 arter, så det er nemt at begå fejl for en ukyndig.

Skovturen var en del af den årlige grillfest for familien. Vi begyndte ved frokosttid med tarte flambee og riesling på Nørremarksvej. Så gik turen til Overklitten Sø midt i Tranum Klitplantage og alle sommerfuglene. På tilbageturen et hurtigt besøg ved Koldmose kirke, hvor Skjoldborg for mange år siden forfattede "Med min hakke, min skovl og min spade..."

Currywurst med mere. Foto: Niels Frandsen

Tilbage på Øland stod den på gammeldags mormor-jordbærkage, kaffe og lidt mere riesling. Så blev der tændt op til grill i pejsehytten med currywurst, kalvekoteletter, hjemmelavet kartoffelsalat efter mors opskrift og flere dybtgående ønologiske studier med guld fra gemmerne - nærmere bestemt chardonney fra Bourgogne og en udsøgt St. Emilion af den gode årgang 2012.

Kort sagt en herlig dag.

Klovnens farvel

Klovnenæsen lagt på hylden

Foto: Privat

Klovnen Miki optrådt på Dronning Ingrids Hospital for sidste gang.

29. juni var det slut, for kvinden inden i Miki, Vivi Wennerfeldt, takker af og flytter til Danmark. Hun er Grønlands første og hidtil eneste hospitalsklovn.

- Det var lidt af et tilfælde, at jeg i sin tid fik jobbet som hospitalsklovn for 13 år siden, fortæller Vivi Wennerfeldt.

- Jeg arbejdede i Air Greenlands børnehave og var på et kursus om at turde. Det var sådan noget med at kaste sig ud i farlige ting og stole på sig selv. Kursuslederen havde været med til at starte hospitalsklovnene i Danmark – og da hun fortalte om sine erfaringer om aftenen, vakte det min interesse.

Nogen tid efter havde Dronning Ingrids Hospital fået midler fra Den Kongelige Grønlandsfond til at starte et projekt med en hospitalsklovn. Jeg søgte jobbet og fik det sør’me også – til min store overraskelse.

- Det var en stærkt grænseoverskridende oplevelse. Jeg var rystende nervøs den første dag. Jeg havde klædt om hjemmefra med paryk, maling i hovedet, næse og fjollet tøj – og tænkte i bilen: Bare jeg ikke bliver stoppet af politiet.

- Da jeg kom hjem efter de første to timers optræden, var jeg som en karklud. Fuldstændig slidt op og sov resten da dagen.

- Nervøsiteten er gået over – og jeg har sågar været i lufthavnen i klovnekostumet for at hente min mand. Det vækker opsigt, men også morskab. Folk smiler – og så er min mission lykkedes, synes jeg.

- Rigtige klovne i cirkus skaber ofte eftertænksomhed, men som hospitalsklovn skal man først og fremmest more og skabe glæde. Der er jo ikke meget sjov i at være barn og indlagt på et hospital – også selv om det måske ikke altid er alvorlige sygdomme der anledning, men en brækket arm eller nogle mandler, der skal tages.

- Her er det hospitalsklovnens opgave at afdramatisere situationen og skabe adspredelse. Jeg har i øvrigt også haft stor succes syge ældre og demente. Også her virker morskaben som et godt middel til at sprede dystre tanker.

- Man ser selvfølgelig grimme ting, men jeg er heldigvis god til at lægge det bag mig, når jeg kører hjem fra arbejde.

Vivi Wennerfeldt er dansksproget, men har aldrig set sproget som et problem:

- Klovnens sprog er internationalt og forstås overalt. Det oplevede jeg for nogle år siden, hvor jeg var på turne i Tasiilaq og Paamiut med to engelske hospitalsklovne. Selv om de kun talte engelsk, var der ingen problemer med forståelsen. Det var i øvrigt en lærerig tur, hvor jeg selv lærte meget om at optræde for børn, fortæller Vivi Wennerfeldt.

Hun har fået mange roser gennem tiden – både fra børn, der har lavet tegninger og også fra det grønlandske erhvervsliv.

Da Air Greenland i 2019 anskaffede et nyt King Air ambulancefly, var hun gudmor for flyet, der blev døbt Innisaq (Den som skaber liv, red).

- Jeg var med på indvielsesturen rundt om Nuuk, men der er jo ikke så meget plads i flyet, så turen blev tilbragt på båren. Det var nok en af mine største oplevelser i min klovnekarriere.

Nu er det slut. Forude venter en pensionisttilværelse i Danmark nær ved børn, mand og familie.

- Det er vemodigt at forlade Nuuk, hvor jeg har boet i 35 år. Beslutningen blev taget, da jeg var juleferie. På grund af coronaen kunne jeg ikke komme hjem til Nuuk igen. Det var meget frustrerende at gå at vente på at få lov til at rejse tilbage til det, jeg betragter som mit hjem – og derfor stopper jeg nu, siger den pædagog-uddannede hospitalsklovn, der nu går på pension.

- Nu skal jeg først have pakket ned og så skal jeg være sammen med familien på fuldtid. Men jeg overvejer da også at skrive en bog om mine mange oplevelser.

Der er ikke ansat en ny hospitalsklovn til at afløse klovnen Miki og Vivi Wennerfeldt.

En sjov og for mig lidt anderledes historie, som jeg skrev til Sermitsiaq i sidste uge og Nuuk Ugeavis i denne uge. Begge aviser er printaviser, men ved at lægge artiklen på bloggen, er den nu også tilfængelig i elektronisk form.

Hjemløs

Brunst eller bold

Fodboldfeberen raser - og jeg er nærmest hjemløs i øjeblikket.

Jeg er sportsblind og kan simpelthen ikke se det underholdende i fodbold, så lørdag aften gik turen til Tingskoven for at se på krondyr.

Det lykkedes ganske godt. En stor flok på cirka 80 hinder og kalve gik og græssede fredeligt tæt ved hovedvejen. De vidste nok, at der var bold i fjernsynet og derfor fred og ingen fare. En herlig aften var det også. Næsten vindstille og lunt efter en lang dag med solskin.

Om en god måneds tid begynder brunsten. Så er det slut med freden - og der vil udspille sig voldsomme kampe om hindernes gunst i bestræbelserne på at videreføre generne. Det bliver spændende - også mere spændende end nogen fodboldkamp.

Jeg foretrækker absolut brunst frem for bold!

Det skal retfærdigvis med, at jeg faktisk prøvede at se kampen i fjernsynet. Men alene speakerkommentarerne kan jo skræmme ethvert tænkende menneske væk. Jeg stod af, da en af de mange speakere fortalte om en fodboldspiller, at han var så god, at træneren ikke skulle skifte ham ud, hvis det ikke var nødvendigt.

Nu er der jo næppe nogen spillere, der bliver skiftet ud, hvis det ikke er nødvendigt, så jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den oplysning til. Indsigtsfuldt og intelligent er den slags tomgangssnak ikke - og det virker i hvert fald ikke befordrende for min lyst til at se fodbold.

Så hellere en tur i naturen...