torsdag den 29. juli 2021

Våde skud fra oven

Regntid


I weekenden var tørken ved at tage livet af alt levende i landet, og nu stander landet så i våde, mens skybruddene drager hærgende over by og land, hvis man skal tro medierne.

Knap så slemt ser det ud her på Øland, hvor myten om ekstremvejr har lidt svært ved at bide sig fast. For vejrmæssigt er vi noget for os selv.

Der sker det pudsige, at når der er torden i syd, og fronten vandrer op gennem Jylland, deler uvejret sig altid i to, når det når Limfjorden. Og så har de skybrud og oversvømmelser i Thy og i Aalborg. Her på Øland, derimod, sker der intet. Lidt drypperi - og det var så det...Det er egentlig lidt kedeligt, for jeg kan godt lide ekstremvejr. Torden og snestorm er spændende og fascinerende. Og når tordenvejret er i anmarch, sætter vi os altid ud med kaffen i håbet om en rigtig sanseoplevelse.

Således også i den forløbne uge, hvor det ellers har buldret og braget omkring os. Men det blev som sædvanlig ikke rigtig til noget.

Åh, jo, vi har da fået lidt vand. Det meste i små afmålte byger, som jorden har godt af, men ikke noget skybrud overhovedet.

Onsdag mellem 12.45 og 13.15 troede jeg ellers, at den var hjemme. Det regnede ganske voldsomt, men et kig på regnmåleren afslørede, at det blev til 8 mm på en halv time. Det svarer til et halvt skybrud og er temmelig langt fra de krævede 15 mm.

Men vi skal ikke klage. Med 55 mm siden mandag aften, er jorden godt våd - og græsplænen er i vækst igen, kan jeg se. Så nu kan vi godt bruge lidt sol igen, så blomsterne kan restituere sig. For pelargonierne tåler altså dårligt al den regn. Det går ud over blomsterne. Nu får de gødning - og så er det op på hesten igen. Om 14 dage skal det nok blive godt igen.

Og ellers er efteråret jo lige om hjørnet.

Det nederste foto er fra mandag aften, hvor tordenvejret lå tungt over Himmerland - og vi fik hverken torden, lyn eller regn her på Øland.

Ingen kommentarer: